Ellen skal starte i almenskolen Skal bekymrede forældre sende deres børn afsted til skoletilbud de ikke tror på?
Tre unge voksne: I specialskolen blev vi set som hele mennesker
Magasinet udgives af Foreningen Ligeværd
Ligeværd består af Ligeværd – Forældre & Netværk (LFN)
Unge for Ligeværd (UFL)
Voksne for Ligeværd (VFL)
Ligeværd – Fagligt Forum (LFF)
Redaktion
Lasse Mors
Esben L. Kullberg
Helene Kaas
Anne Mette Svenningsen
Design og tryk
New Beginning
Jørn Thomsen Elbo
Forsidefoto
Lasse Mors
Udgivelser
Magasinet udkommer i marts og juni
Oplag 3.000
Online
Ligeværd sender nyhedsbrevet Ligeværd.online ca. hver 14. dag. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på www.ligevaerd.dk
Medlemskab af Ligeværd www.ligevaerd.dk/bliv-medlem Tlf.: 86 20 85 70
Kontakt Ligeværd
Evald Krogs Gade 14C 8000 Aarhus C Tlf. 86 20 85 70 ligevaerd@ligevaerd.dk www.ligevaerd.dk
Formand
Henrik Vinther Olesen Tlf. 24 82 63 13 henrik.vinther.olesen@sallinggroup.com
Direktør
Esben L. Kullberg Tlf. 24 97 27 18 esben@ligevaerd.dk
Frihed til at lære
I sin oprindelige betydning på græsk var ordet ’skole’ en beskrivelse af ’frihed fra arbejde’, og i positiv betydning’ frihed til at lære’.
For langt de fleste danske børn er mødet med grundskolen præcis det; en mulighed for at lære nyt om både verden og sig selv. Vi har fokus på, hvem du kan blive, før vi har fokus på, hvad du kan blive. Med en fri og lige adgang til læring i den gratis folkeskole, er det danske skolesystem nemlig en lille perle, som gennem generationer har sikret, at danske børn og unge møder livet med viden om netop verden og sig selv.
Derfor er paradokset til at få øje på, når tallene viser, at stadig flere børn langt fra ser skolen som et fristed. De trives ikke i skolens rammer og ender med ufrivilligt skolefravær, uden adgang til skolens fællesskab, læring og udvikling. Skolevægring kalder vi det, og med den oprindelige græske betydning af ordet in mente, bliver paradokset nærmest tragisk.
Med det seneste udspil om at flere børn skal begynde deres skoleliv i en almenklasse, bliver det ekstra tydeligt, at der er brug for at tænke nyt. Da Danmark senest i 2012 besluttede at ville inkludere flere børn med særlige behov i almenskolen, førte det først til færre børn i specialtilbud for siden at ende med det modsatte, nemlig at flere modtager specialtilbud. Og til at flere end nogensinde før har ufrivilligt skolefravær.
Som forælder fører det til bekymringer for, at mere inklusion vil føre til endnu mere skolefravær, og især yngre forældre er bekymrede for, at deres egne børn vil få en skolegang præget af nederlag. I denne udgave af magasinet fortæller tre unge voksne med særlige behov, hvad det har betydet for dem at gå i hhv. almene og specialpædagogiske skoletilbud. Deres fortællinger er stof til eftertanke.
Målet må være en skole, der skaber frihed til at lære – for de fleste i en almen skoleklasse, for nogle i et mindre og specialiseret tilbud.
Følg os på de sociale medier
Henrik Vinther Olesen Formand for Ligeværd
Fra almen til special: Isakur gik fra at være et problem, som skulle håndteres til at blive set som et menneske
Faglige og praktiske erfaringer siger, at det ikke er en god ide. Alligevel skal Ellen starte i en almen klasse
TEMA
04 Tema: Flere i almen - færre i trivsel?
06 Klumme: Når tallene vildleder, og børnene betaler prisen
08 Skal bekymrede forældre sende deres børn afsted til skoletilbud, de ikke tror på?
14 De blev set som en fiasko i almen. I specialskolen blev de set som mennesker
18 Inklusion: Gammel vin på nye flasker?
22 Lene Tanggaard: En succesfuld inklusion kræver et opgør med præstationsskolen
Opfordring: Stil op til det lokale handicapråd og gør en stor forskel
26 Arbejdet for en plads i handicaprådet begynder nu
32 Ildsjæl støtter fællesskaber for unge med særlige behov
36 Digt: At have et ganske særligt barn er en ære
38 Ligeværd mener: Besparelser afvikler stu i stilhed
40 Peters datter kom videre i sit liv: ”Ligeværds hjælp var uvurderlig”
TEMA OM
Flere i almen –færre i trivsel?
TEMA : Mere inklusion – mindre trivsel?
Når vi gør noget for at ændre børns adfærd, som ikke lykkes, reagerer vi ofte med at gøre mere af det samme i længere tid. Det er omtrent lige så almindeligt, som det er uklogt. Sådan lyder et berømt citat fra den internationalt anerkendte familieterapeut Jesper Juul.
Det gælder tilsyneladende også på folkeskoleområdet.
I 2012 besluttede Folketinget, at flere børn med særlige behov skulle inkluderes i almindelige folkeskoleklasser. Resultatet er, at flere børn i dag modtager specialundervisning, og rekordmange børn har ufrivilligt skolefravær.
Alligevel skal vi nu gøre mere af det samme. Som et ekko af fortiden erklærede KL i januar, at flere børn skal starte i den almindelige folkeskole.
Men ligesom som dengang vil børnene betale prisen for den fejlslutning, skriver Louise Weinreich Jakobsen i en klumme. Og valutaen, de betaler med, er deres trivsel, udvikling og fremtid.
Netop fremtiden bekymrer Eva Jelle, når hun bliver bedt om at sende sin datter afsted til et skoletilbud, som hun ikke vil trives i. En bekymring, hun deler med flertallet af forældre til børn med særlige behov, og som bakkes op af flere eksperter.
Men hvad siger dem, det hele handler om, når KL mener, at børn klarer sig bedre i livet, hvis de går i almene skoletilbud? Tre unge fortæller, at de blev set som hele mennesker i specialiserede skoletilbud, mens de følte sig som fiaskoer i almen.
Og Lene Tanggaard giver sit bud på, hvordan man er nødt til at gøre noget radikalt anderledes med folkeskolen, hvis det skal lykkes at gøre den mere rummelig for flere.
Børn med særlige behov bliver ofte omtalt som tal og mulige besparelser i det kommunale system. Men det her magasin handler ikke om tal. Det handler om de børn, der gemmer sig bagved tallene. Om den lille, men sårbare gruppe af børn, som vi igen skal tvinge ind i strukturer, som vi med praktisk og fagligt belæg kan sige, at de ikke kan trives i. Når KL berettiget gør opmærksom på, at man er ved at miste grebet om økonomien i folkeskolen, så er det måske klogt at overveje en ekstra gang, om det nu også er mere af det samme, der skal til.
Måske ville det være en bedre investering at gøre noget nyt – at gøre det rigtige først. De fleste børn kan sagtens gå i skole. Det kræver bare, at de har et skoletilbud, der ikke bryder dem fuldstændig ned.
God læselyst!
Esben Kullberg sætter inklusionen under lup, når han i en historisk gennemgang undersøger, om den nye inklusion i virkeligheden er gammel vin på nye flasker.
Når tallene vildleder, og børnene betaler prisen
Flere kommuner bruger en misforstået KL-analyse som argument for at flytte børn med særlige behov væk fra specialtilbud til almen. Det risikerer at koste børnenes trivsel, udvikling og fremtid.
Jeg er frustreret over at høre fra mine dygtige bestyrelseskollegaer i Randers, Aalborg, Esbjerg og Aarhus, hvordan kommunerne systematisk trækker børn fra specialskoler og specialklasser tilbage til almenklasser. I Randers er man endda gået så langt som at beslutte, at alle børn – undtagen en meget lille gruppe med alvorlig udviklingshæmning – skal starte i almenklasser.
Samtlige kommuner bruger KL’s analyse ”10 år efter specialskolen” (2024) som det primære argument for at fastholde/ tilbagetrække flere elever i almene klasser. Det gælder også i min egen kommune, Gladsaxe.
KL’s analyse viser ganske rigtigt, at elever fra specialskoler og -klasser ikke i samme grad som deres jævnaldrende i almenområdet får en ungdomsuddannelse eller en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at kommunerne herfra konkluderer, at specialskoler er dårlige for eleverne med særlige behov
– og at løsningen derfor er at flytte eleverne til almenområdet.
Forkert konklusion
Den konklusion er slet og ret forkert, som en tidligere chef for PPR i Aarhus Kommune gennem 20 år også siger i nærværende blad: ”Man skal ikke bilde sig ind, at vi kan løse problemet med, om de går videre til ungdomsuddannelser ved at sætte dem ind i en almenklasse. Det gør man ikke. Det er lidt en naiv logik at lægge for dagen.”
KL skriver det tilmed selv på side 3 i deres analyse.
"Analysen giver en beskrivelse af, hvordan det går afgangseleverne senere i livet med hensyn til uddannelse, job og offentlig forsørgelse. Analysen siger ikke noget om årsagerne bag, at eleverne ender, hvor de gør. Eksempelvis kan analysen ikke på baggrund af forskelle mellem elever i specialklasser og specialskoler mv. afgøre, om en elev i
"Specialskoler og stu’er er ikke fiaskoer. De er løsninger, når de bliver prioriteret og brugt rigtigt."
specialklasse havde klaret sig dårligere, hvis denne havde gået på en specialskole."
Dermed kan analysen heller ikke afgøre, om en elev med særlige behov der har gået i specialklasse, havde klaret sig bedre i livet, hvis eleven var gået i en almen klasse.
Men den detalje glemmer forvaltningerne at fortælle politikerne, der derfor måske tror, at de gør specialeleverne en tjeneste ved at fastholde eller flytte dem til almen.
Specialtilbud gør en forskel
Specialskoler er ikke perfekte. De har været underfinansierede i årevis og mangler ofte kompetencer og ambitioner på elevernes vegne. Men for mange børn
Af Louise Weinreich Jakobsen, formand for Ligeværd Forældre & Netværk foto Lasse Mors
Louise Weinreich Jakobsen
og familier er specialskolen en redning. Det hører jeg fra mange af mine +1000 medlemmer i Ligeværd Forældre & Netværk.
For mit eget vedkommende er jeg ikke i tvivl om, at det var en specialklasse for elever med generelle indlæringsvanskeligheder, der sikrede min egen søn en god afslutning på folkeskolen. Her fik han venner, læringslyst og selvtillid tilbage. Det var denne støtte, der gjorde ham klar til specialefterskole og til den stu (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) han går på nu.
Stu bør tælle med Og apropos stu, som mange elever fra specialskoler fortsætter på. Den har KL
belejligt valgt ikke at tælle den med i sin ungdomsuddannelsesstatistik. I stedet bliver stu-elever kategoriseret som en del af “restgruppen”. Dimittender fra stu registreres altså ikke som unge med en ungdomsuddannelse, til trods for at de får en hue ligesom alle andre.
Hvis stu’en blev anerkendt som ungdomsuddannelse, så ville statistikken se helt anderledes ud. Og det bør den gøre. For min søn er ikke en del af en restgruppe uden fremtid. Han er en ung mand, der står op og cykler 16 km til skole hver dag. Han arbejder på at få sin afgangsprøve, er i forskellige praktikforløb og har fået et gaffeltruckcertifikat. Han hygger sig med klassekammeraterne, han vokser,
og han finder sin plads i livet og arbejdslivet på hans præmisser.
Lyt til forældrene
Vi skylder børn og unge med særlige behov at se bagom tallene. Specialskoler og stu’er er ikke fiaskoer. De er løsninger, når de bliver prioriteret og brugt rigtigt. Så kære forvaltninger og kommunalpolitikere. Træk vejret, læs analysen grundigt og lyt til forældrene. Besparelser forklædt som faglige argumenter risikerer at koste os det vigtigste – vores børns trivsel og fremtid.
Indlægget er en redigeret udgave af et indlæg på Louise Weinreich Jakobsens profil på LinkedIn.
Ellen skal starte i almenskolen
Skal bekymrede forældre sende deres børn afsted til skoletilbud, de ikke tror på?
Mange forældre er bekymrede for, at flere børn med særlige behov nu skal starte i almenskolen. De frygter, at flere børn vil få skoletilbud, som de ikke kan trives i, hvilket vil efterlade forældrene i et dilemma: Skal de leve op til skolepligten og sende deres barn afsted, hvis de ikke stoler på det skoletilbud, barnet har fået?
Tekst/foto Lasse Mors
Det er, da snakken falder på 6-årige Ellen Jelles fremtid, at hendes mor Eva Jelles stemme knækker, og tårerne danner overfladespænding i øjenkrogen.
”Jeg bliver bekymret for hendes fremtid. Helt klart. Jeg er så bekymret for, at hun bliver tabt i systemerne, at hun bliver et barn, som bliver for besværligt, og så sidder man i 7. klasse og ser tilbage på, at hun ikke har lært noget som helst,” siger Eva Jelle og tørrer øjnene med bagsiden af hånden.
Flere børn med særlige behov skal starte i den almene folkeskole. Det erklærede Kommunernes Landsforening i januar 2025. Et af de børn er Ellen Jelle, som af PPR i Randers Kommune er visiteret til mere end ni timers støtte i undervisningen. En støtte, hun skal modtage i en almen klasse på en skole, som ifølge flere forældre, Ligeværd har talt med og skolens egen hjemmeside, ikke har specialiseret viden om børn med særlige behov.
”Vi har været oppe i førskole-SFO’en, men hun vil ikke være der. Med det, jeg ser deroppe, får jeg en fornemmelse af, at de vil placere hende i et hjørne med en iPad og skærme hende på den måde. Jeg synes ikke, at du bare kan lade Ellen sidde der,” siger Eva Jelle.
Ellen har infantil autisme og har ifølge Eva Jelle haft så svært ved at gå i børnehave, at hun til sidst kun var afsted i et kvarter om dagen og nogle dage slet ikke. Når førskole-SFO’en ikke kan levere en kvalitet, der lever op til hendes forventninger, så tvivler hun på, at skolen kan.
”Skolen mener godt, at de kan imødekomme Ellens behov i en almindelig klasse. Men hvordan skal én lærer og én pædagog håndtere det, når der også er andre elever med særlige behov? De skal jo også lave skole for alle de elever, der ikke har den slags udfordringer,” siger hun.
Lav tillid blandt forældre Eva Jelle er ikke alene om sin bekymring for Ellens skoletid.
Hele 84 % af forældre til børn med særlige behov har ”slet ikke” eller ”i mindre grad” tillid til, at flere børn med særlige behov kan være i den almene folkeskole. Blandt forældre til børn uden særlige
"Med det, jeg ser deroppe, får jeg en fornemmelse af, at de vil placere hende i et hjørne med en iPad og skærme hende på den måde."
Eva Jelle
behov svarer 64 % det samme. Det viser en rundspørge foretaget af Skole og Forældre i august 2024.
Og tidligere chef for PPR i Aarhus Kommune igennem 20 år Jan Kirkegaard forstår forældrenes bekymring. Han har arbejdet med specialundervisning siden midten af 1980’erne og mener med sin erfaring på området, at kommunerne er sat ind på en kurs, som er dømt til at slå fejl. ”Når jeg hører om de kommuner, som igen vil eksperimentere med at nedlægge specialtilbud, så synes jeg, at det er en meget kortsigtet strategi, og jeg kan ved gud godt forstå, at forældrene er bekymrede. Jeg synes, det er med god grund, for vi har både faglige og praktiske erfaringer, der siger, at det ikke er en god ide.”
Ifølge ham ligner ønsket om mere inklusion en gentagelse af 2012, hvor Folketinget besluttede at inkludere flere børn i almenskolen. Dengang faldt antallet
af elever i specialtilbud kortvarigt, inden det steg markant til i dag, hvor væsentligt flere elever end i 2012 modtager specialundervisning.
Og måske endnu værre har flere børn end nogensinde ufrivilligt skolefravær ifølge Autismeforeningens inklusionsundersøgelse fra 2024.
Forældre i juridisk vildrede I sager, som ender i langvarigt skolefravær, oplever flere forældre alligevel, at skolen ikke er enig i deres vurdering af barnets manglende trivsel. Det viste rapporten ”Retten til uddannelse”, som Institut for Menneskerettigheder udgav i 2017.
En uenighed, som stiller både børn og forældre i en udsat retsposition, fortæller Caroline Adolphsen, professor i jura ved Aarhus Universitet og medforfatter på rapporten. Som forælder har Eva Jelle nemlig pligt til at sørge for, at Ellen mod -
tager undervisning. Men skal hun så tvinge sin datter afsted til et skoletilbud, som hun ikke har tillid til kan tage vare på hendes behov?
”Det er jo en umulig situation. Det er jo ikke det, man vil. Man vil jo drage omsorg for sit barn,” siger Caroline Adolphsen.
Det er et erkendt problem blandt lovgivere, at der er noget galt med reglerne i forhold til, hvornår man skal have tilbudt specialundervisning, fortæller hun.
”Al lovgivning er bygget på, at myndighed træffer den rigtige afgørelse. Men i Institut for Menneskerettigheders afdækning kunne vi bare se, hvor mange af de her børn, der ikke bliver mødt med det rigtige skoletilbud. Det er jo ikke noget forældrene finder på,” siger hun.
”Vi kunne se, at der ikke var noget galt med forældreevnen. Der var børn, der havde udfordringer i mødet med skolen, som ingen tog sig af, og forældrene råbte og gjorde alt, hvad de kunne. Men skolen mødte det ikke, og så får barnet det værre af at være der,” siger hun.
Rapporten peger blandt andet på, at skoleledere peger på forældrene som hovedårsag til barnets udfordringer, og at forældrene oplever, at skolen ikke har tillid til forældrenes vurderinger af barnets behov. Det er netop Eva Jelles oplevelse: At skolen ikke har tillid til hende, når hun forsøger at gøre klart, hvordan Ellens skoletid vil se ud i almenklassen –også selvom hun på papiret er tilbudt støtte i klassen.
der fanger hende. Og hvis nogen fanger hende, og hun bliver tvunget til at være der, så vil jeg stå med et barn, som er psykisk smadret, når dagen er omme. Hun vil udvikle endnu mere angst og få spisestop og søvnproblemer,” fortæller Eva Jelle.
Kortsigtet besparelse bliver dyr i længden
"Jeg tror, at nettobesparelsen i virkeligheden ikke er specielt stor. Hvis der overhovedet er en besparelse.”
Når kommunerne begrunder behovet for en ny inklusion, er det ikke svært at få øje på de økonomiske argumenter. En undersøgelse fra skolelederforeningen viste i oktober 2024, at 71 % af landets kommuner er i gang med eller har gennemført initiativer for at nedbringe antallet af segregerede elever. Hos 88 % af dem er en presset økonomi den udløsende faktor til ændringen, viser undersøgelsen. Og KL udtrykker i sin erklæring bekymring for, at specialundervisning udgør næsten 27 % af det samlede skolebudget. Og Randers Kommune, hvor Ellen skal gå i skole, begrunder den øgede inklusion med, at kommunen skal spare 18,5 millioner kroner på specialtilbud. Men de argumenter hørte vi også i 2012, siger Jan Kirkegaard, og heller ikke denne gang vil der være nogen penge at spare, mener han.
Jan Kirkegaard, tidligere chef for PPR i Aarhus Kommune
”Hun er sådan et barn, der ikke giver fysisk lyd fra sig, så hun går bare hen i et hjørne og sætter sig. Så sidder hun og græder uden lyd og venter på, at nogen opdager hende,” siger hun.
Myndighederne kunne jo sige, at du ikke har givet det en chance, når du på forhånd afviser skoletilbuddet, og Ellen heller ikke kommer afsted i førskole-SFO. Hvorfor vil du ikke det?
”Jeg vil godt give det en chance. Det har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil. Men hvis jeg afleverer hende deroppe, så vil hun følge efter mig hjem, hvis der ikke er nogen,
"Det kan måske godt lade sig gøre at få en del flere børn over i almene skoletilbud, men man sparer ikke penge ved det. Hvis man vil lave et ordentligt tilbud til de her børn, så er udgiften den samme, som hvis de pågældende børn havde gået i specialtilbud," siger han.
På længere sigt risikerer det ligefrem at blive dyrere at forsøge sig med mere inklusion, mener han.
"Jeg tror, at nettobesparelsen i virkeligheden ikke er specielt stor. Hvis der overhovedet er en besparelse. Man kan måske kortvarigt tage nogle økonomiske gevinster hjem, som så viser sig som merudgifter på andre områder som for eksempel til tabt arbejdsfortjeneste eller til indsatser, som skal få børn med ufrivilligt skolefravær tilbage i skolen. Eller at
5 gode råd til dig, der har et barn med særlige behov, der skal starte i en almenklasse
Spørg skolen, om I kan holde et møde, hvor I sammen kan lave en konkret plan for en god og tryg skolestart
Fortæl om dit barns behov, styrker og ønsker, så skolen ved, hvordan de bedst kan støtte
1 2 3
Tal med skolen om de anbefalinger, som PPR, psykiatrien eller andre har givet, så de kan tænkes ind fra begyndelsen
Aftal med skolen, hvordan I holder kontakt, og hvad I hver især gør, hvis noget bekymrer jer
4 5
Brug evt. Ligeværds mødeskabelon til skolemøder – den kan give overblik og hjælpe jer med at finde gode løsninger sammen.
Brug for hjælp?
Kontakt LineLinie
Tlf.: 22 34 30 13
Mail: ligelinie@ligevaerd.dk
Åbningstider
Mandag fra kl. 8-12
Onsdag fra kl. 13-15.30
Andel af elever der modtager specialundervisning
2025: KL ønsker igen at inkludere flere børn i almene klasser
2012: Folketinget vedtager inklusionslov - Målet: 96 % af eleverne i almene klasser
børnene i stigende grad vil vende tilbage til specialtilbud, som vi har set flere steder siden 2012," siger han.
Skal jeg forstå det sådan, at du opfordrer KL til at erkende, at skolen koster det, den koster, hvis man vil lave en kvalitetsskole uanset, hvordan man vil lave den?
”Ja, sådan kan du godt formulere det.”
Ligeværd har spurgt KL’s direktør Kristian Heunicke, om KL mener, at økonomien skal følge med 1:1, når flere børn med særlige behov skal starte i almene klasser, så børnene fortsat får den støtte, de har behov for. Han svarer ikke direkte, men medgiver, at der skal investeres, hvis vi ikke skal se den samme udvikling, som vi så i 2012.
”Hvis vi skal vende udviklingen, kræver det investeringer i folkeskolen lokalt, og mange kommuner og skoler er i gang. Vejen dertil kan se forskellig ud, men
målet er det samme - en skole, som kan rumme flere børn og unge,” skriver Kristian Heunicke i en mail.
”Jeg forstår godt, at man som forælder kan være bekymret, når der bliver lagt op til forandringer i børns hverdag. Vi vil rigtig gerne lave en folkeskole, hvor vi tænker mindre i kasser og mere i det rette undervisningstilbud til det enkelte barn. Så det er skolen, der indretter sig efter barnet - og ikke omvendt.”
Det rette tilbud findes
Tilbage i Randers mener Eva Jelle ikke, at der er tænkt i det rette undervisningstilbud til Ellen. Men hun spørger nogle gange sig selv, om det er hende, der tager fejl. Om hun bare burde presse Ellen afsted. Omvendt ved hun fra erfaringerne med Ellens tid i børnehaven, hvordan det ville se ud i praksis.
”Når vi skulle afsted, kunne hun sidde under bordet og klamre sig fast til midterbjælken, så jeg skulle hive hende ud, og så skreg hun hele vejen derover,” siger hun.
Og det vil ske igen, mener hun.
”Når man ser på det barn, vi har, så er det skoletilbud bare ikke godt nok. Hun har brug for mere specialomsorg, hvis man kan sige det sådan.”
Indtil der kommer en løsning, beholder Eva Jelle derfor Ellen hjemme. Dermed skriver familien sig ind i den, ifølge Jan Kirkegaard, dyre post på socialområdet, som udgøres af forældre, der må opgive at arbejde til fordel for at tage sig af børn, der ikke kan deltage i skolen.
”Men jeg synes ikke, at det kan passe, at vi skal vende vores liv på hovedet, når vi ved, at der findes tilbud, som kan imødekomme Ellens behov,” siger hun.
Kilde: Skole-faktaark 2024 fra Videnscenter om Handicap
ALlE BØRN FORTJENER LIGEVÆRDIGE
MULIGHEDER
Sophie og Kasper – forældre til Storm, der har særlige behov, og Nora – er medlem af Ligeværd Forældre og Netværk. Følg familien på Instagram på profilen "sophiewlorentzen".
STØT ARBEJDET MED AT SKABE
LIGEVÆRDIGE MULIGHEDER FOR BØRN,
UNGE OG VOKSNE MED SÆRLIGE BEHOV
MED ET MEDLEMSKAB AF LIGEVÆRD
FORÆLDRE OG NETVÆRK
DU FÅR
• Juridisk og socialfaglig rådgivning
• Mulighed for en bisidder
• Et online og fysisk fællesskab
• Medlemsblad
• Adgang til Ligeværds politiske arbejde
Ligeværd Forældre og Netværk er en forening for forældre og pårørende til børn og unge med særlige behov.
Et medlemskab koster 300 kr. om året
Meld dig ind på www.ligevaerd.dk/bliv-medlem
Du støtter
• arbejdet med at sikre børn med særlige behov trivsel i deres skolegang.
• arbejdet med at skabe en ligeværdig ungdomsuddannelse for unge med særlige behov.
• arbejdet med at lave en tryg overgang fra STU til job for voksne med særlige behov.
• arbejdet med at sørge for ordentlige botilbud til voksne med særlige behov.
• arbejdet med at skabe fritidstilbud for unge og voksne med særlige behov.
Ligeværd Forældre og Netværk er en del af LIGEVÆRD, som også rummer foreningerne Unge For Ligeværd og Ligeværd Fagligt Forum. Ligeværd arbejder for at forbedre tilværelsen for børn, unge og voksne med særlige behov inden for skole, uddannelse, beskæftigelse, bolig og fritid. Endemålet er at sikre mennesker med særlige behov mulighed for at opbygge og leve en så selvstændig og selvforsørgende tilværelse som muligt. Der er desværre lang vej igen, og det er et arbejde, som kræver en stor menneskelig og økonomisk indsats. Vi er derfor afhængige af støtte fra både staten og civilsamfundet.
De blev set som en fiasko i almen. I specialskolen blev de set som hele mennesker
Unge med særlige behov ville klare sig bedre i livet, hvis de gik i almene skoletilbud. Det mener flere kommuner.
Men hvad siger de unge, som det hele handler om? Vi har talt med tre unge og en ekspert.
Tekst/foto Lasse Mors
Kommunerne tager fejl, når de tror, at børn med særlige behov vil klare sig bedre, hvis de bliver inkluderet i almenskolen. Det mener Jan Kirkegaard, tidligere chef for PPR i Aarhus Kommune igennem 20 år.
”Man skal ikke bilde sig ind, at vi kan løse problemet med, om de går videre til ungdomsuddannelser ved at sætte dem ind i en almenklasse. Det gør man ikke. Det er lidt en naiv logik at lægge for dagen,” siger han.
”De får ikke den ungdomsuddannelse, fordi de har nogle vanskeligheder af en
karakter, som gør, at de skal imødekommes på en anden måde end det traditionelle uddannelsesmiljø,” siger Jan Kirkegaard.
Kommunernes konklusion kommer på baggrund af KL’s rapport ”10 år efter specialtilbud”. Den viser, at elever, der har modtaget segregeret specialundervisning, markant oftere er på offentlig forsørgelse og i lavere grad fuldfører en ungdomsuddannelse. Men faktisk ville nogle af børnene klare sig dårligere ved at komme i en almen klasse, mener Jan Kirkegaard.
”Medmindre der bliver satset massivt på kompetencer, flere ressourcer og tid til samarbejde, er der virkelig et problem at tro, at vi bare kan sluse dem tilbage igen. Det er ikke gjort med bare at sætte lidt ekstra støtte ind, for det her er klart vanskeligere at administrere i en klasse med mange børn, end hvis man er i et overskueligt miljø i et specialtilbud.”
Sådan siger eksperten. Men hvad siger de unge selv? Vi har spurgt tre unge voksne med særlige behov til deres erfaringer med både almene og specialiserede skoletilbud.
“Fra 4. – 7. klasse var et regulært helvede”
Isakur Johannessen
Pedel på fuldtid hos Esbjerg almennyttige Boligselskab. Gik i almen til og med 7. klasse, hvorefter han kom tre år på specialefterskole.
Hvordan var det for dig at starte i en almindelig klasse?
Til at starte med gik det fint i almenskolen. Men efterhånden som vi blev ældre, begyndte det at blive træls. Jeg kunne ikke følge med socialt eller fagligt. Så jeg blev placeret nede bagved med en matematikbog, som endte med at blive en malebog.
Skulle du have haft et andet tilbud fra starten?
Ikke til at starte med. Men i 2. eller 3. klasse skulle man nok have taget mig ud til et specialtilbud. Jeg havde et noget iltert temperament og har haft flere episoder, hvor jeg har reageret voldsomt over for andre børn.
Hvordan var det så for dig at komme på specialefterskole i tre år fra 8. klasse?
Det var fantastisk. Jeg gik fra at være et problem, som skulle håndteres til at blive set som et menneske. Jeg kunne knap
nok gå og stå socialt, hverken skrive mit eget navn forfra eller bagfra. Og så oplevede jeg at blive taget hånd om, som det menneske jeg er og med de fejl og mangler - det var en omvæltning.
Du siger, at du blev set som et menneske på specialefterskolen. Hvad mener du med det?
De vidste, hvad de havde at gøre med. Der var ikke fokus på det i folkeskolen. På specialefterskolen havde de flere års erfaring med unge mennesker med vanskeligheder, så det var rart at kunne blive set som en ligeværdig som alle andre. Og også bare rart at have nogle undervisere, som faktisk forstod en. Forstod, hvorfor reagerer de sådan her. Hvorfor opfører de sig sådan her.
Hvad mener du med, at du blev set som ligeværdig som alle andre?
Det at vi alle sammen var i samme båd. Helt fantastisk. Altså det var en helt frisk
start, og man kigger rundt, vi har alle sammen problemer på den ene eller anden måde.
Hvad betød det for dig?
Man gik lige pludselig fra ikke at have nogen at reflektere sig i og snakke med sine problemer om, til at nu kunne man lige pludselig prikke til sidemakkeren: Har du også altid haft problemer med blækregningen eller noget andet. Man fik hurtigere et fællesskab på tværs af hinandens problemer.
Så du fik venner?
Ja, jeg fik lige pludselig venner. Jeg gik fra at have én ven til at have… det har jeg ikke tal på. 40-50 venner. Man er jo ikke venner med alle, men måske med halvdelen.
“Det betyder noget at være sammen med nogen, der har det ligesom en selv”
Hvordan var din skoletid?
Den har været overordnet god. Specialskolen har hjulpet mig meget og ligesom mødt mig der, hvor jeg var i min udvikling. Det er også det, der har gjort, at jeg nu er kommet så langt, at jeg kan gå på en HF. Fordi jeg har fået lov at udvikle mig i mit eget tempo.
Du har autisme og ADHD. Vil du ikke beskrive nogle af de udfordringer, du oplever?
Jeg har problemer med det sociale og har meget lavt energiniveau. Der er mange ting, jeg har rigtig svært ved, og mine udfordringer forhindrer mig også i at gøre nogle af de ting, jeg drømmer om. Som for eksempel at flytte sammen med min kæreste.
Har du nogen forestilling om, hvordan det havde været for dig, hvis du havde gået i en almen folkeskole?
Jeg tror, at jeg havde været presset, fordi der er rigtig mange børn på rigtig lidt plads og mange ydre stimuli, og det vil jeg jo blive vældig påvirket af. Så ville jeg jo bare have siddet i et hjørne hele tiden og have det rigtig skidt. Og så er jeg jo
Asta-Marie Ankerstjerne
Går i autismeklasse på HF. Har været i specialiserede skoletilbud siden børnehaveklassen
typen, der holder på det, men når jeg så kommer hjem, så vil jeg blive udadreagerende. Fordi jeg ikke rummer ret mange indtryk ad gangen.
Nogen mener jo, at vi kan have de fleste børn i almen, der skal bare være den rigtige støtte. Ville du kunne være i en almen klasse med 23 elever og den larm, der følger med, hvis bare der var en voksen, der havde fulgt dig hele tiden?
Nej.
Hvorfor ikke?
Det med at være iblandt 23 andre. Jeg har også gået på FGU i et år og fået en forsmag på, hvad det vil sige at være en
del af noget ”normalt”. Der var vi 18. Der var meget larm, og selvom jeg havde nogen tæt på mig hele tiden, så var det ikke nok. Jeg var på overarbejde med alle de uforudsigeligheder, der var. Det er der jo også i den almene folkeskole.
Hvad har det betydet for dig at gå i skole med nogen, der havde de samme udfordringer som dig?
Det betyder helt klart meget, at man er sammen med nogen, der har det ligesom en selv. Fordi så er man lidt ligesom i samme båd. Jeg har nogle venner, som også er autister, og vi kan relatere rigtig meget til hinanden. Sådan: Ej, sådan har jeg det også. Når man fortæller om et eller andet, der godt kan være svært.
“Fiaskooplevelser blev gjort lettere, fordi der var nogen til at tage sig af det”
Mathilde Arnklit Grøndahl
Hvordan var det for dig at gå i almenklassen?
Det startede fint og begyndte at clashe, da vi skiftede klasselærer. Jeg fik alle de her dårlige oplevelser med ikke at være god nok til de ting, jeg lavede. Det begyndte også at være svært med nogle af de andre børn, og jeg kom tit op at slås med nogen.
Så kom du på specialskole. Hvordan var det?
De kunne rumme mange flere episoder, hvor jeg var udadreagerende for eksempel. Jeg har oplevet at blive efterladt på bagsædet af en minibus med to voksne mænd, som sidder og har det sjovt, mens
Førtidspensionist og hjemmegående. Gik i almenklasse indtil 5. klasse og kom herefter i specialtilbud.
jeg er pissesur og ikke gider med på biblioteket. Indtil en af dem siger noget, som får mig til at smile og får lukket op for det, der er træls. Nogle af de der fiaskooplevelser blev gjort lettere, fordi der var nogen til at tage sig af det.
Betød det noget for dig, at nogle af de andre børn også havde nogle udfordringer?
Jeg tror, at jeg har indset, at jeg ikke er et trælst menneske, og at jeg ikke er ond. Det var jeg ret overbevist om engang. I folkeskolen tænkte jeg, at jeg var et monster. Men på specialskolen så jeg, at der var andre, der også spassede ud, som også havde problemer, og som også udviklede sig hele tiden. Det var helt klart med til, at jeg kunne komme til at tro på, jeg måske ikke var så slem, som jeg gjorde mig selv til. Hvis ikke jeg havde indset det, så tror jeg, at jeg stadig havde været i en nedadgående spiral. Hvor jeg blev mere og mere deprimeret, fordi jeg nok havde skabt et billede af, at jeg bare var røvsyg og dårlig at være sammen med.
Lad os sige, at du havde fået den rigtige støtte i almenklassen. At de to mænd på bagsædet af bussen havde været med dig der. Kunne det ikke have hjulpet dig til at indse det samme?
Nej. Jeg ville jo føle, at jeg var anderledes end de andre. Så var jeg ikke en del af fællesskabet på samme måde som de andre, fordi der altid var en til kun at tage sig af mig. Det ville blive sådan en voksenven, og så ville de andre synes, at det var mærkeligt. På specialskolen var det normalt, at en voksen nogengange mandsopdækkede et barn.
Du er en af dem, der er kommet på offentlig forsørgelse efter at have været i specialtilbud. Kunne du forestille dig at få en tilknytning til arbejdsmarkedet senere?
Jeg leger med tanken allerede nu, fordi jeg har rykket mig så meget i de seks år, hvor jeg har været på førtidspension. Men det skulle være en lille tilknytning. Jeg kunne sagtens forestille mig for eksempel at begynde at være omdeler i mit nærområde i et par timer om ugen – starte der.
Analyse Ink lusion: Gammel vin på nye flasker?
I 75 år har vi i Danmark arbejdet for at inkludere børn med særlige behov i skolens fællesskaber. Trods gode intentioner er vejen fyldt med tilbageslag. Når inklusion nu igen står øverst på dagsordenen, må vi spørge: Gentager vi historien, eller skriver vi et nyt kapitel?
Af Esben Kullberg
Når mange kommuner nu vælger at flytte børn i skolens specialtilbud over i almenskolen, så er det svært ikke at blive ramt af et bekymrende: ”Ikke nu igen”. Er vi i gang med at gentage fortidens synder, eller har vi virkelig mulighed for at skabe en skole, der kan mere for flere? Inklusion har en lang historie, som væver sig ind i Ligeværds. Den handler om fællesskaber,
deltagelsesmuligheder og ligeværdighed. Måske ligger der her et svar på, hvad skal der til, hvis vi skal tro på, at det, vi er i gang med nu, fører os derhen, hvor flere kan deltage i fællesskaberne.
Sidst vi oplevede den kommunalpolitiske inklusionsøvelse, var med KL’s økonomiaftale med regeringen i 2013, hvor der blev sat måltal for, hvor mange elever almenskolen skulle kunne undervise.
Målet var, at 96 % af alle elever skulle undervises i almenskolen i 2015. Det mål blev ikke nået, selvom man kom tæt på. Siden er både måden og målet for bestræbelserne blevet kraftigt kritiseret.
Det vil være en grov forenkling at sige, at der er en direkte sammenhæng mellem inklusionen i 2010’erne og børns mistrivsel i dag. Men der er næppe tvivl om, at mange børn med særlige behov led
1930'erne 1960'erne 1980'erne
Sofie Rifbjerg argumenterer for undervisning med udgangspunkt i individuelle behov for børn med indlæringsvanskeligheder.
K. Helveg Petersen og Ligeværd sætter inklusion højt på den politiske dagsorden med fokus på fælles undervisning.
Inklusionsdagsordenen vinder frem.
under en rigid skoleindsats, der kiggede mere på procentsatsen end på det kvalitative i inklusionsbegrebet.
Fra særskoler til inklusion
Hvis vi kigger 75 år tilbage, vil vi se, at inklusion i den danske folkeskole har gennemgået en stor historisk udvikling. Historien er fyldt med holdninger til, hvordan børn med særlige behov bedst undervises. Tidligere var det almindeligt at placere børn med handicap og særlige behov i særinstitutioner, hvor pædagogik og undervisning ikke var særligt fremtrædende.
En af pionererne indenfor specialundervisning var psykologen Sofie Rifbjerg Hun argumenterede i 1930’erne for, at børn med indlæringsvanskeligheder ikke blot skulle placeres i særskilte institutioner men have undervisning, der tog udgangspunkt i deres individuelle behov. Dette synspunkt blev i 1950’erne videreført af Niels Erik Bank Mikkelsen, der var forsorgschef i Åndssvageforsorgen og en
Den handler om fællesskaber, deltagelsesmuligheder og ligeværdighed. 1994 2000'erne
central figur i arbejdet med at udvikle det danske specialundervisningssystem. Han var inspireret af internationale strømninger inden for social- og specialpædagogik og talte for en mere helhedsorienteret tilgang til undervisning af børn med særlige behov.
I 1958 spillede Julius Bomholt, undervisningsminister og senere kulturminister, en afgørende rolle i skolereformen, hvor princippet om en fællesskole blev styrket. Dette blev ført videre af K. Helveg Petersen, der i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne gennem arbejdet i Ligeværd satte inklusion højere på den politiske dagsorden. Han argumenterede for, at børn med særlige behov burde undervises sammen med deres jævnaldrende i folkeskolen, så vidt det var muligt.
Op gennem 80’erne og årtierne frem vokser inklusionsdagsordenen for alvor. I 1980’erne var det stadig almindeligt, at elever med særlige behov blev undervist i specialklasser eller på specialskoler. Systemet var præget af en kompensatorisk tilgang, hvor man så det som nødvendigt at give børnene en særlig tilpasset undervisning adskilt fra almenklasserne.
Med Salamanca Erklæringen i 1994, sættes der for alvor fokus på retten til skole og uddannelse i det almene fællesskab. Inklusion blev dermed introduceret som ideal, og begrebet rummelighed blev centralt i skoledebatten.
Fokus vender til gengæld i 00’erne, hvor der kommer en øget opmærksomhed på de stigende udgifter til specialundervisning. Og med en analyse fra 2010 med titlen 'Specialundervisning i folkeskolen –
en økonomisk analyse' fra det daværende Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut, KREVI, kommer der endnu mere fokus på, at specialundervisningen er dyr, men ikke nødvendigvis effektiv. Og det bliver for alvor et vendepunkt for politikernes opbakning til en mere inkluderende tilgang.
Inklusionsloven som politisk projekt
Der findes faktisk ikke en egentlig inklusionslov i Danmark. Men det er almindeligt at bruge udtrykket, når der refereres til de ændringer af folkeskoleloven, som Folketinget vedtog i 2012, som havde til formål at øge andelen af elever med særlige behov i almenundervisningen. Disse ændringer blev efterfulgt af en økonomiaftale mellem KL og regeringen i 2013, hvor der blev sat måltal for, hvor mange elever almenskolen skulle kunne undervise. Målet var at nå 96 % inden 2015. Det blev næsten nået, da man i 2015 nåede 95,2 %. Det holdt sig ret stabilt på 95 % i årene frem til 2019, hvorefter det faldt til ca. 94 %. Men kritikken af inklusionsbestræbelserne dengang går ikke på, at vi ikke kom i mål med de 96 %. Det er mistanken om, at de mange børn, der oplever denne massive og håndfaste flytning fra et skoletilbud til et andet eller at blive fastholdt i et uegnet skoletilbud, som resultat rammes af massive belastningsreaktioner.
Mellem idealer og sparekrav Inklusionsloven fra 2012 og den efterfølgende målsætning om, at 96 % af eleverne skulle inkluderes i almenunder-
Salamanca-erklæringen introducerer inklusion som ideal og placerer rummelighed centralt i skoledebatten.
Øget opmærksomhed på omkostninger ved specialundervisning driver et politisk skift mod mere inklusion.
Ændringer af Folkeskoleloven sigter mod at øge inklusionen i almenundervisningen med et politisk og økonomisk fokus.
visningen inden 2015, blev drevet af en kombination af politiske og pædagogiske overvejelser.
Ud fra et pædagogisk og værdimæssigt perspektiv ønskede man at skabe et mere mangfoldigt læringsmiljø ved at inkludere elever med særlige behov i almenundervisningen, hvor alle elever kunne drage fordel af hinandens forskelligheder. Inklusion blev set som en måde at fremme sociale kompetencer hos alle elever ved at lære dem at samarbejde og interagere med kammerater med forskellige forudsætninger.
Sammen med de pædagogiske overvejelser hørte de politiske og økonomiske hensyn. En reduktion i antallet af elever i specialtilbud skulle frigøre ressourcer, der kunne omfordeles til almenområdet for at styrke den generelle undervisningskvalitet.
kommer i specialtilbud, flyttes ud af almenskolen og bliver skilt fra deres venner. Desværre sikre flytningen til specialtilbuddet ikke automatisk, at børnene dermed får et skoleforløb, der sikrer deres trivsel og faglige evner. Derimod har elever i specialtilbud – ifølge ministeren – i gennemsnit et højt skolefravær og de klarer sig generelt dårligere senere i uddannelseslivet.
Men lige som i 2012 spiller økonomien en væsentlig rolle. For når en fjerdedel af kommunernes økonomi til folkeskolen bruges på de 7 % af børnene, der går i specialtilbud, så risikere vi som samfund at udfordre og udpine almenskolen. Og det kan, ifølge ministeren rent faktisk føre til en negativ spiral, hvor endnu flere børn får brug for specialtilbud.
Hvis vi ikke vil 'gammel vin på nye flasker', så er vi nødt til at tage både kompleksitet og dilemmaer på os
Gamle dilemmaer, nye tider Så når man sammenligner overvejelserne i 2012 med de overvejelser, der bliver gjort i dag, så er lighederne til at få øje på.
I hvert fald når man læser undervisningsminister Mattias Tesfayes svar på samrådsspørgsmålene d. 13. marts 2025. Her er der også to spor i inklusionsbestræbelserne. Som ministeren udtrykker, så er det fortsat hensynet til børnene, der bærer de nye inklusionsindsatser. Ministerens bekymring er, at børn, der
Inklusion under pres Inklusion er blevet et af de mest brugte – og misforståede – begreber i skolepolitikken. Historien viser, at det næsten altid har beskrevet det at flytte børn mellem almenskolen og specialiserede skoletilbud. Sådan er det fortsat. Når vi i dag taler om inklusion, er det ofte i denne administrative forståelse. Den forståelse skygger for, at inklusion handler om at føle sig som en bidragende del af et meningsfuldt fællesskab – uanset hvor man er. Det handler ikke kun om fysisk tilstedeværelse i en klasse, men om
Inklusion handler om at skabe rammer, der giver alle børn mulighed for at gøre det godt.
KL's økonomiaftale med regeringen sætter mål om, at 96 % elever undervises i almen skolen inden 2015.
6,9 % af alle elever modtager specialundervisning. Det er flere end ved lovændringen i 2012, hvor andelen var 5,2 %
retten til deltagelse, trivsel og læring på egne præmisser. Inklusion handler om at skabe rammer, der giver alle børn mulighed for at gøre det godt – i almenskolen såvel som specialiserede skoleforløb.
Arbejdet med inkluderende fællesskaber rummer svære balancer: mellem forpligtelse og frihed, mellem struktur og fleksibilitet, mellem individuelle hensyn og fællesskabets behov.
Det er desværre både komplekst og dilemmafyldt. Men hvis vi ikke vil ’gammel vin på nye flasker’, så er vi nødt til at tage både kompleksitet og dilemmaer på os. Når vi gør det, bliver det tydeligt, at ægte inklusion kun kan ske gennem dialog, tillid, samarbejde og lydhørhed mellem alle skolens interessenter.
Og så har vi ikke en gang sagt et ord om behovet for økonomi, kompetenceudvikling, to-lærerordninger, mellemformer og tidssvarende pædagogiske metoder.
KL erklærer, at flere børn med særlige behov skal starte i den almindelige folkeskole.
Har du følt magtesløshed i dit specialpædagogiske arbejde?
Ligeværds uddannelse i emergent pædagogisk praksis styrker dig i mødet med hverdagens komplekse pædagogiske opgaver og dilemmaer
Læs mere om uddannelsen her
Gro Emmertsen Lund Selvstændig forsker, forfatter og oplægsholder
Thomas Buch Selvstændig konsulent
Til sammen har de mange års erfaring med børn og unge med særlige behov i skolesammenhænge samte forskning i inklusion, eksklusion, forældresamarbejde og skolefravær.
Mulighed for økonomisk støtte
Du kan søge økonomisk støtte til kompetenceudvikling via Den Kommunale, Den Regionale eller Den Statslige Kompetencefond.
På hhv. denkommunalekompetencefond.dk , denregionalekompetencefond.dk og kompetenceudvikling.dk finder du guides, der kan hjælpe dig med processen.
Lene Tanggaard
Det handler ikke om at holde op med at stille krav, men om at skabe plads til, at pædagogikken styrer de krav, der stilles til den enkelte elev, skriver Lene Tanggaard. Vi har spurgt hende, hvordan skolen skal se ud, hvis vi skal lykkes. Her er hendes svar.
Af Lene Tanggaard, Ph.d., Professor foto Roar
Vi har aldrig talt så meget om nødvendigheden af inklusion i skolen, og vi har meget svært ved at lykkes med opgaven. I 2023 gik
34.400 elever i den danske folkeskole i et specialtilbud, mens det var 27.300 børn i skoleåret 2015/16. Det viser analyser fra Momentum, som er KL's analysemagasin.
Skolen og dets omverden burde kunne gøre det bedre, så måske skal vi radikalt gentænke skolens nuværende praksis?
For mig at se kræver dette et radikalt opgør med den nuværende præstationsskole, der fokuserer på læringsudbytte, og som har gjort skolen til en eksamensskole med forholdsvis snævre normalitetsforestillinger til følge. Det handler ikke om at holde op med at stille krav, men det handler om at skabe plads til, at det er pædagogikken, der styrer de krav, der stilles til den enkelte elev. Det er ikke barnet, der skal rummes eller inkluderes. Det er skolen, der er nødt til at være rummelig og inkluderende.
Nødvendige investeringer
Der er især et politisk dokument, som
har været særligt betydningsfuldt for samtalen om inklusion i skolen i Danmark og i øvrige europæiske lande. Det er Salamanca Erklæringen om inklusion, der danner grundlag for den danske uddannelsespolitiske vision om inklusion og rummelighed. Salamanca Erklæringen involverer en radikal-demokratisk fordring om at respektere børns forskellighed som en naturlig og værdifuld ressource. Antagelsen er, at systemet må tilpasses individet og ikke omvendt.
Undervisningsministeriets definition af inklusion bygger i den forbindelse på målet om at sikre, at ”elever med særlige behov forbliver en del af børnefællesskabet”.
Hvordan gør man så det? Ser man i forskningens retning, så anbefales der investeringer i et øget kompetenceniveau hos lærere og pædagoger i forhold til opgaven med at undervise børn med særlige behov og udfordringer, øget brug af to-lærerordninger og et bedre tværprofessionelt samarbejde, herunder mellem skolen og pædagogisk psykologisk rådgivning. I 2023 udgav en dansk og en norsk forsker, Szulevicz og Arnfred, en
artikel, der analyserede og diskuterede 111 repræsentativt udvalgte pædagogiskpsykologiske vurderinger (PPV’er) fra danske PPR-kontorer. Analysen viste, at alle rapporter indeholdt identiske anbefalinger, hvor især behovet for øget struktur i elevernes hverdag blev fremhævet.
Indsnævret normalitetsideal Artiklen undersøger og diskuterer baggrunde for de enslydende og standardiserede anbefalinger samt, hvorfor PPR-psykologer konsekvent formulerer dem på denne måde. Behovet for struktur, faste rammer og forudsigelighed er velkendte pædagogiske anbefalinger, og det er derfor meningsfuldt, at PPR-psykologerne i de fleste tilfælde anbefaler, at disse forhold er til stede omkring børnene. Når PPR-psykologer således rutinemæssigt peger på behovet for struktur i deres anbefalinger, er det i tråd med aktuelle specialpædagogiske praksisser. Herudover afspejler de enslydende anbefalinger også noget ved de elever, der udarbejdes PPV’er om.
Artiklen analyserer dog også, hvordan PPR-psykologernes anbefalinger kan forstås i lyset af de seneste årtiers skoleudvikling med intensiveret fokus på elevers læringsudbytte. Dette fokus har formentlig også bidraget til et mere indsnævret normalitetsideal, hvor rammerne for forventet elevfremtoning er blevet strammere. På den måde kan PPR-psykologernes strukturanbefalinger ligeledes tænkes at afspejle en mere skabeloniseret opfattelse af, at elevers adfærd helst skal passe ind i bestemte strukturer. Den politiske vision om rummelighed med anerkendelse af variation blandt børn formuleres således samtidig med, at der
stilles flere standardiserede og specifikke krav til eleverne.
Glæden ved at lære
Så hvordan skal en inkluderende skole se ud? Den skal efter denne skribents opfattelse være tydelig, klar og tålmodig med de børn, der er. Det er anderledes børn end for 20-30 år siden, og det er anderledes forældre. Et godt samarbejde i skolens hverdag med forældre er alfa og omega. Det er krævende at være en del af et fællesskab, og alle parter er nødt til at øve sig på respekten for skolens store opgave. Mange internationale forskere har beskrevet, at en velfungerende skole handler om at have en velfungerende lokal omverden. Jeg ville ønske, at man politisk set turde at udfordre den nuværende præstationsskole og i stedet igangsatte øvebaner for ny skolepraksis, hvor kompetenceudviklingen af de involverede både lærere, pædagoger i at undervise inkluderende står centralt. En investering i at søge mod mere samskabende løsninger sammen med forældre kunne være en del af løsningen. Skolen er ikke en service, man modtager. Det er en praksis, vi skaber sammen, og det er særdeles krævende at være en del af et fællesskab. Det må der stå respekt om, og så må glæden ved at lære igen komme i forgrunden frem for præstationsræset rundt om vage forestillinger om, at alle skal blive en succes, trænges i baggrunden. Er det naivt at forestille sig, at det kan lykkes? Måske, men det er omvendt umuligt uden håb om, at vi kan organisere os klogere i og rundt om skolen. Ikke ved at give nogen skylden, men ved at stå sammen om ansvaret for den nødvendige pædagogiske udvikling, som det fordrer.
"Jeg ville ønske,
at man politisk set turde at udfordre den nuværende præstationsskole og i stedet igangsatte øvebaner for ny skolepraksis, hvor kompetenceudviklingen af de involverede
står centralt.”
Referencer
Szulevicz, T., & Arnfred, J. B. (2023). A Structured Learning Environment: The Generic Nature of Recommendations in Psychoeducational Reports. International Journal of Inclusive Education, 28(13), 3253.
Alle kan noget, og der er en vej til alle. På vores vejledningsmesse kan de unge få ideer til, hvilken uddannelse der kunne være god for dem.
23. september
Kl. 9.30 - 17.00
Aarhus Rådhus Sønder Allé 2 8000 Aarhus C
Kom om hør mere om
Højskoler
Gymnasier
Frie Fagskoler
Specialefterskoler
Kl. 11.00
Oplev inspirerende Mads Marius, der holder oplæg om sit liv med særlige behov.
Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelser
Særligt Tilrettelagt Beskæftigelse
Få uddannelseskataloget og Ligeværd Guiden på messen
Ligeværd Guiden kan hjælpe dig med at finde vej i det kommunale system
Arbejdet for en plads i handicaprådet begynder nu
Læs mere om dit lokalepåhandicapråd side 30
Vil du gøre en forskel for unge med særlige behov? Så stil op til dit lokale handicapråd, lyder opfordringen fra Lars Pedersen, der repræsenterer Ligeværd i Aarhus. Og begynd allerede nu at gøre benarbejdet for at sikre dig en af de attraktive pladser.
Lasse Mors
Det kræver et særligt blik at få øje på dem. De børn, unge og voksne med særlige behov, som hører til i Ligeværd.
Men for Lars Pedersen er de i centrum. I tre år har han siddet i handicaprådet i Aarhus Kommune som repræsentant for Ligeværd. Og det er vigtigt, at Ligeværd er repræsenteret i de kommunale handicapråd, mener han. For uden Ligeværd mangler der et blik for de børn, unge og voksne, som ofte falder ned mellem to stole, fordi de kan fremstå gode nok til at klare sig selv, men er for dårlige til at klare sig uden hjælp.
”Vores område er ikke automatisk en del af handicaprådene. Det er typisk DH (Danske Handicaporganisationer, red.), der fylder mest. I Aarhus fik Ligeværd så den sidste plads, og den har jeg forsøgt at udfylde,” siger han.
Men vejen til handicaprådene kan være svær for Ligeværds repræsentanter, fordi Ligeværd ikke er medlem af DH. Rådene består nemlig af lige dele repræsentanter udpeget af DH og kommunalt udpegede repræsentanter.
Derudover bliver der i de fleste kommuner udpeget et eller flere ekstra mandater, som typisk tildeles organisationer uden for DH. Kommunerne organiserer de ekstra mandater forskelligt, men muligheden ligger i at gå efter dem. Det er sådan et mandat, Lars Pedersen sidder på.
"Gør det klart for dem, hvorfor Ligeværd har noget vigtigt at byde på. Ellers er der måske andre, der løber med pladsen.”
Lars Pedersen
Sådan får du en plads i rådet I dag er Ligeværd repræsenteret i handicapråd i syv kommuner landet over.
Og vil man have fingre i det, kan det være en god ide at begynde på benarbejdet allerede i dag, mener han.
”Det er nu, man skal begynde. Skriv til de politikere, der sidder i dit lokale handicapråd, og fortæl, hvem du er. Gør det klart for dem, hvorfor Ligeværd har noget vigtigt at byde på. Ellers er der måske andre, der løber med pladsen.”
I de fleste kommuner er det kommunalbestyrelsen, der udpeger det ekstra medlem på baggrund af indstillinger og i
Tekst/foto
"Det har været vigtigt for mig at sige, at vi med den rette indsats kan øge beskæftigelsesgraden for vores unge betragtelig."
Lars Pedersen
tæt dialog med DH. Det kan derfor være en god idé også at række ud til lokale repræsentanterne fra DH, fortæller han.
”DH fylder jo meget i rådene, og i nogle kommuner kan det ligefrem være dem, der indstiller det sidste mandat. Så tag kontakt til dem og vis, at du gerne vil samarbejde,” siger han.
Samarbejde frem for modstand
Netop samarbejdet med DH er afgørende for at kunne gøre en forskel som repræsentant for Ligeværd. Sådan har det i hvert fald været for Lars Pedersen.
”Vi bliver jo hørt i alle sager, men tyngden handler meget om, hvordan man arbejder i rådet. Jeg har et godt samarbejde med DH i Aarhus og bliver inviteret med til deres formøder. Det gør en stor forskel,” siger han.
Derfor er det også vigtigt at have respekt for de mange forskelligartede synspunkter i et handicapråd, mener Lars Pedersen. Som repræsentant for Ligeværd har han gjort en dyd ud af at lægge energi i de vigtige sager og give plads, når en dagsorden falder uden for Ligeværds kerneområder.
“Nogle gange må man erkende, at lige nu er der andre sager, der er vigtigere. Og så må vi rykke vores dagsorden lidt ned. Det handler om at tage del i fællesskabet og have blik for helheden,” siger han.
At sætte unge på dagsordenen
Gennem hele sit arbejdsliv har Lars Pedersen arbejdet med unge med særlige behov. Som leder i Aarhus Kommunes vejledningstilbud, som ambassadør for Ligeværd og som bestyrelsesmedlem i Ligeværd Forældre & Netværk.
Hvis han skal pege på noget, som han har forsøgt at bringe ind i handicaprådet, så er det mulighederne i at arbejde progressivt med stu-elevernes overgang til beskæftigelse.
”Stu bliver stadig ikke regnet som en ligeværdig ungdomsuddannelse. Men for de unge, der ikke passer ind i de traditionelle kasser, er det en livsændrende mulighed.”
”Det har været vigtigt for mig at sige, at vi med den rette indsats kan øge beskæftigelsesgraden for vores unge betragteligt, uden at det vælter kommunens økonomi. Det er godt for den unge, men det er også godt for kommunens økonomi,” siger han.
Og den økonomi, der ligger i at lave de rette indsatser, har Lars Pedersen også sat fokus på i forhold til andre livsfaser.
”Vi bruger to milliarder om året på forældre, der må være hjemme, fordi deres børn ikke kan være i skolen. Kunne vi ikke gøre det bedre?” spørger han og peger på, at de penge kunne kanaliseres over i en skole, der passer til de børn, det handler om.
Et talerør – et samarbejdsrum
Skaber det konkrete forandringer at sidde i handicaprådene?
Det tror Lars Pedersen på, selvom det kan være svært at pege på, hvor der blev rykket et komma i byrådets vedtagelser.
”Men vi er jo høringspartner på alt. Og jeg oplever, at både politikere og embedsmændene i rådet lytter til os og tager det, vi siger, med videre,” siger han.
Derfor opfordrer Lars Pedersen til at stille op, når efteråret bringer nye konstitueringer i landets handicapråd. Hvis man har mod på det, kan man gøre en forskel.
”Det handler om at blive ved med at tale de unges sag der, hvor det giver mening. Nogle gange bliver det grebet, andre gange ikke. Men man skal blive ved,” siger han.
Og det gør Lars Pedersen. For ham er arbejdet for Ligeværds målgruppe langt fra slut. Får han muligheden, så fortsætter han arbejdet med at rette kommunalbestyrelsens blik hen imod dem, det kan være sværest at få øje på.
Handicapråd
Hvad er et handicapråd?
Handicaprådet rådgiver kommunalbestyrelsen i spørgsmål om mennesker med handicap og er høringspart i relevante sager.
Hvem sidder i rådet?
Rådene består typisk af:
• Halvdelen udpeget af Danske
Handicaporganisationer (DH)
• Halvdelen udpeget af kommunen
Nogle kommuner udpeger desuden et eller flere ekstra medlemmer uden for DH.
Hvordan får man en plads?
• Kontakt kommunens sekretariat for handicaprådet og hør, hvornår nye medlemmer udpeges
• Vis interesse over for lokalpolitikere og DH’s repræsentanter – de kan have indflydelse på udpegningen
• Beskriv tydeligt, hvad du og Ligeværd kan bidrage med
Hvornår vælges medlemmer?
Medlemmer udpeges typisk i forbindelse med kommunalvalget og konstitueringen, men der kan også ske udskiftninger løbende.
Hvem kan stille op?
Alle med viden om eller interesse for handicapområdet – særligt repræsentanter for organisationer, forældre, pårørende eller personer med handicap.
Brug for vejledning?
Kontakt Ligeværds sekretariat for at få vejledning til at tage næste skridt.
STYRK DIN FAGLIGHED med Ligeværds uddannelser
Hjælp børn og unge til bedre trivsel med
Kirsten Callesen
På uddannelsen i Den nye neuropædagogik lærer du, hvorfor elever reagerer så markant anderledes end tidligere, og hvilke strategier, kan gøre brug af, så eleverne kommer i bedre trivsel.
Uddannelsen er rettet mod medarbejdere på stu-steder, specialefterskoler og folkeskoler. Den er også relevant for PPR, socialrådgivere og ansatte i psykiatrien.
HVORFOR SKAL DU VÆLGE EN UDDANNELSE HOS LIGEVÆRD?
I Ligeværd har vi mere end 60 års erfaring med specialpædagogik. Det forpligter! Med Ligeværds kurser og uddannelser sørger vi for, at den viden om børn og unge med særlige behov, der er opsamlet gennem årene, vender tilbage til det specialpædagogiske område.
Lær at møde mennesker indefra med Dorthe
Hölck
LA2 er et praksisnært samtale- og refleksions-redskab, der sætter borgerens eller elevens perspektiv forrest. Med afsæt i Low Arousal og recovery lærer du at skabe trygge, meningsfulde og udviklende forløb – med borgeren som aktør i eget liv.
Uddannelsen er for alle, der har interesse i at anvende LA2-tilgangen i dagligdagen.
Mulighed for økonomisk støtte
Du kan søge økonomisk støtte til kompetenceudvikling via Den Kommunale, Den Regionale eller Den Statslige Kompetencefond.
På hhv. denkommunalekompetencefond.dk , denregionalekompetencefond.dk og kompetenceudvikling.dk finder du guides, der kan hjælpe dig med processen.
Ildsjæl støtter fællesskaber for unge med særlige behov
Hanne Stigers nyder at være sammen med de unge fra UFL Aalborg til klubaften hver anden onsdag. Som frivillig er hun med til at sikre klubbens eksistens, og det er guld værd, mener de unge.
Latter og højlydte stemmer strømmer ud af den kantine, hvor UFL Aalborg har klublokale. Det er onsdag aften, og for klubbens tolv medlemmer er det lig med klubaften. Hen over det grå linoleumsgulv lyder ivrige skridt frem og tilbage imellem kantinen og terrassen udenfor, hvor solen stadig lokker på denne lune majaften.
I kantinen er en flok unge samlet omkring et langbord midt i rummet. Her sidder også Hanne Stigers, der er frivillig vejleder i klubben. Hanne Stigers arbejder til daglig som sygeplejerske og er en af mere end 100 frivillige i UFL-klubberne landet over.
”Jeg nyder at være sammen med de unge. Jeg hjælper dem ved at skubbe lidt på de ting og projekter, de gerne vil lave. Og ellers er jeg her bare,” fortæller hun.
Glæde og positiv energi tiltrak frivillig Hanne Stigers har været frivillig i klubben
i 3 år. Oprindeligt ville hun være frivillig på en varmestue, men et møde i De Frivilliges Hus i Aalborg fik hende på andre tanker. Her stødte hun nemlig på Ligeværd:
”Jeg så en video med de unge fra klubben, og jeg var solgt på stedet. Og så tænkte jeg, at det vil jeg godt være en del af.”
Siden har Hanne Stigers været fast inventar i klubben. Og hun oplevede hurtigt, at hun hørte til blandt de unge:
”Den måde, de tog imod mig på. De var bare positive og meget nysgerrige. Da jeg begyndte at få knus, følte jeg, at nu er jeg inde i varmen. Det var så rart og dejligt,” siger hun.
Jeg siger heller aldrig nej
Midt på langbordet står en hjemmebagt kage, som Hanne Stigers har taget med. Det er nemlig hendes fødselsdag. Og det udløser både en gave og ekstra mange
knus denne aften. Alle om bordet griner og jubler, da Hanne Stigers pakker gaven ud og et par terninger af plys til forruden i hendes bil dukker frem af papiret.
”Er det dig, der har bagt den der kage?” lyder det fra Nicklas Block Jensen, der sammen med Jacques Bjerre kommer hen til fødselaren.
”Ej, det er min kæreste,” svarer Hanne Stigers.
”Den er virkelig god. Du kan i hvert fald godt sige til din kæreste, at han er
Af Anne Mette Svenningsen foto Lasse Mors
Vidste du?
Som frivillig i en UFL-Klub har man mulighed for at deltage på Ligeværds kurser uden beregning.
god til at bage,” lyder det fra Nicklas Block Jensen.
I løbet af dagen har Hanne Stigers talt i telefon med to af de unge, ligesom de af og til skriver til hende i løbet af ugen, hvis de er i tvivl om noget.
”Jeg tror også, det er dét, der gør, at de føler tryghed ved mig. At vi kan snakke sammen, at de bruger mig. Og det er ikke for meget overhovedet,” lyder det fra ildsjælen.
Et engagement, som er påskønnet blandt klubbens unge. En af dem er Anders Pejtersen, som fortæller, at hun er guld værd, og at det betyder meget for dem, at hun lægger den energi i det, som hun gør.
Vi er her, fordi vi har lyst
For Hanne Stigers er den løbende kontakt med de unge naturlig og vigtig for tilliden og relationen til dem. Derfor vægtes det også, at nye frivillige kan
dedikere sig til klubben i en længere periode:
”Den der vedholdenhed og stabilitet i at vise, at man er her, og man kommer, det har medlemmerne brug for, så de ved, at de kan stole på os.
For selvom det frivillige arbejde er forholdsvis uforpligtende, så betyder det meget, for de unge at møde nogen, der kommer alene fordi de har lyst, fortæller Hanne Stigers:
”Vi er ikke pædagoger, vi skal ikke hjælpe de unge med at finde ud af deres liv. Det betyder noget, at vi er her, fordi vi gerne vil være sammen med dem.
Uno, bordfodbold og spøgelsesjagt I et par bløde, grå tremmesofaer har en gruppe unge samlet sig og deler kort ud til Uno. Denne klubaften har ikke et bestemt tema, men derimod mulighed for, at medlemmerne kan lave lige dét, de har lyst til:
”Der er næsten altid nogen, der gerne vil spille Uno. Og så er der nogen, der er ude og fange spøgelser på en app. Nogen sidder bare og snakker eller spiller bordfodbold, det kommer an på, hvad de har lyst til,” fortæller Hanne Stigers.
I UFL-klubberne er det de unge selv, der bestemmer, hvad der skal foregå. Hver klub har en bestyrelse, og det er dem, der står for at lave en aktivitetsplan for klubben. I Aalborg har der fx været madlavning og fællesspisning, bordfodboldturnering og så er klubben i gang med at planlægge et Åbent Hus-arrangement.
Uvurderligt samvær med ligesindede
For mange unge med særlige behov er klubberne uvurderlige. Ikke kun i Aalborg, men i hele landet. Det er et sted, hvor fællesskab og venskaber opstår, og hvor medlemmerne kan opleve at være sammen med andre ligesindede.
”Jeg håber, at de ved at komme her møder andre, der kan have de samme udfordringer, og at de kan se, at man godt kan gå i klub og have det skægt alligevel,” siger Hanne Stigers.
Hun fortæller, at det uformelle samvær i klubben hjælper nogle af de unge til at blive mere udadvendte og genfinde troen på, at der også er plads til dem. Ikke mindst hjulpet på vej af klubkammeraterne:
”Nogle af de unge er meget umiddelbare, lige så snart de træder ind ad døren. Men der er også andre, som
næsten stiller sig i et hjørne og ikke siger noget. Eller bare sidder og kigger ned. Men så åbner de sig mere og mere,” fortæller Hanne Stigers.
Hun og de andre frivillige i klubberne hjælper nye medlemmer i gang ved at komme i snak med dem eller trække dem med ind i aktiviteter. Men i virkeligheden er de unge selv rigtig gode til at hjælpe hinanden ind:
”Der er altid god stemning her, de unge er glade og positive. Det er inkluderende. Folk favner hinanden, de holder af hinanden, og de hjælper hinanden, hvis der er noget, de ikke kan finde ud af,” fortæller hun.
Fra tremmesofaerne i kantinens ene hjørne klinger snakken lige så stille af, efter et Uno-spil, der har været et rart og samlende element, uden de store vindere og tabere. Der stoles op, mens Hanne Stigers rydder op i lokalet og de sidst knus og ’vi ses’ deles ud.
Kom med i fællesskabet
Unge for Ligeværd (UFL) er en forening for unge med særlige behov, der er fyldt 18 år. Foreningen har aktuelt 24 UFL-klubber fordelt over hele landet. Klubberne mødes en-fire gange om måneden til samvær og fællesskab om forskellige aktiviteter. Det kan være madlavning og fællesspisning, brætspil, bowling, udflugter eller biografture.
Man skal være medlem af en UFLklub, for at deltage. Der er aktuelt ca. 900 medlemmer på landsplan.
Udover de faste klub-aftener er der et årligt landsmøde, hvor alle medlemmer og frivillige er velkomne, og derudover 3 bestyrelsesweekender.
LANDSMØDE
VIL DU MED TIL ÅRETS FEST FOR UNGE OG VOKSNE MED SÆRLIGE BEHOV?
"Festen
til landsmødet
er årets højdepunkt,
som mange ser tilbage på hvert år. Det er virkelig sjovt."
Daniel Dagø, formand for UFL
TID 27.-28. september 2025
STED
Dalum landbrugsskole Landbrugsvej 65 5260 Odense S
Sæt kryds i kalenderen
Glæd dig til en weekend med generalforsamling, grin, musik, dans og fællesskab.
TILMELDING?
Man tilmelder sig via tilmeldingsblanketten som kommer i UFL-bladet i april og august. Det er kun for medlemmer af UFL-Klubberne.
At have et ganske særligt barn er en ære
At have et ganske særligt barn er en ære.
Jeg tænker tit at den gave er tungere end jeg kan bære.
Der er så meget mit ømme hjerte skal lære.
Min hjernes stier slår knuder.
Så meget er gået galt.
Ingen hjælp. Fatalt.
Vi finder kræfter frem hver dag vi ikke har.
Tænker på barnet jeg i maven bar.
Uden at vide hvilket liv vi ville få - og nu har.
Mit ømme hjerte, spinder tråde til det stærkeste bånd.
Knytter hårdt min hånd.
Banker i bordet og kæfter op.
Indtil mit hjerte holder op.
tekst og illustration Emilie Melgaard Jacobsen
Besparelser afvikler stu i stilhed
Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (stu) er en grundpille i et samfund, der ønsker at tage ansvar for alle sine unge – også dem, som ikke passer ind i de gængse uddannelsessystemer. Stu er ikke en luksusordning. Det er den eneste ungdomsuddannelse, som unge med betydelige og varige funktionsnedsættelser har adgang til. Derfor burde den være politisk fredet.
I stedet er den under afvikling – ikke med et pennestrøg, men gennem en stille og systematisk udhuling år for år.
Siden 2013 er den gennemsnitlige udgift pr. elev faldet med næsten 28 procent, når man korrigerer for inflation. Det viser tal fra Danmarks Statistik, hvor kommunernes udgifter til stu fremgår. Fra 2020 til 2023 er faldet på hele 17 procent. Det sker samtidig med, at antallet af stu-elever er steget med 18 procent. Kommunerne bruger altså færre penge på flere unge, og det kan ikke undgå at gå ud over kvaliteten af det, stu skal tilbyde: udvikling, livsduelighed, fællesskab
og støtte til et selvstændigt liv. Når kvaliteten falder, bliver det sværere for underviserne at lave individuel tilrettelagt undervisning, og det bliver vanskeligere at skabe det trygge læringsmiljø, som disse unge har brug for. Vi ved, at relationer og nærhed er afgørende for målgruppens trivsel og udvikling. Når ressourcerne bliver færre, forsvinder tiden og rummeligheden. Det betyder, at nogle unge ikke får det udbytte af stu, som de har ret til og brug for.
"Når ressourcerne bliver færre, forsvinder tiden og rummeligheden.
Det betyder, at nogle unge ikke får det udbytte af stu, som de har ret til og brug for."
Andre mister troen på, at der er en plads til dem i uddannelsessystemet – og måske i samfundet.
Hvis denne udvikling fortsætter, risikerer vi at stå med en stu, der ikke længere lever op til sit formål. Og så er det ikke længere en reel mulighed for
unge med særlige behov, men en nedskaleret skygge af sig selv. Det er i praksis en afvikling, og det bør vække politisk opmærksomhed og bekymring. For som samfund er vi forpligtede til at sikre, at alle unge får en reel mulighed for at udvikle sig og bidrage. Stu er ikke blot en udgift. Det er en investering i de unges fremtid – og i vores fælles samfund. Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om inklusion og ligeværd, så må vi også tage ansvar for, at de unge, som ikke kan finde vej gennem det almindelige system, får det, de har brug for. Og det starter med at sikre, at stu’en har de nødvendige rammer og ressourcer.
Esben Kullberg
SÆT KRYDS I KALENDEREN
Inspiration, netværk og ny viden om arbejdet med børn, unge og voksne med særlige behov
Årskonference i Ligeværd 20.-21. november
Mere info på ligevaerd.dk efter sommerferien
"Det er en af de begivenheder, jeg ser frem til i årets løb. Jeg får ny viden og inspiration til mit arbejde og møder kollegaer fra forskellige specialpædagogiske tilbud."
Maria Brøndum, viceforstander på Østagergård og formand for Ligeværd Fagligt Forum
Peter kæmpede for at få sin datter væk fra et nedslidende fleksjob. Hun skulle opkvalificeres og videre på AspIT. Det lykkedes med afgørende hjælp fra Ligeværds rådgivning Ligelinie.
Af Lasse Mors
Da Peters datter som 25-årig stod nedslidt tilbage i et fleksjob, som hun hverken fysisk eller mentalt kunne klare, søgte han hjælp hos Ligeværds gratis juridiske og socialfaglige rådgivning Ligelinie. Hun har infantil autisme og motoriske vanskeligheder og ønskede opkvalificering gennem et forløb på AspIT.
”Jeg har været rigtig glad for den her sparring med Ligelinie. Den har været uvurderlig. De var gode til at se, hvor jeg befandt mig i forhold til loven og komme med muligheder og vejledninger,” siger han.
Peters datter går i dag på AspIT, men vejen dertil var snørklet. Det tog tre år og endte med at lykkes igennem en revalidering. Uden Ligelinie er det dog langt fra sikkert, at det hele var gået så godt, fortæller han.
”Til at starte med sagde kommunen, at det slet ikke kunne lade sig gøre, fordi man ikke kunne blive revalideret, når man var i fleksjob.”
Vejen til opkvalificering I stedet foreslog kommunen at sygemelde datteren og finde et andet fleksjob til hende.
”Men det var klokkeklart, at hun skulle have opkvalificeret sine kompetencer, fordi hun ikke kunne noget som helst
fysisk,” siger Peter, som også stod med lægens ord for den vurdering.
Kommunen mente, at en række regler stod i vejen for at tilbyde datteren et forløb på AspIT.
”Jeg fik input til, hvad vi kunne lægge vægt på, så hun måske kunne få sit ønske opfyldt alligevel.”
Da det stod klart, at Peters datter opfyldte betingelserne for at komme på AspIT, foreslog kommunen imidlertid at sende hende ud i praktik i stedet.
”Der brugte jeg Ligelinie til at se, hvad vi kunne sige og gøre, så vi opfyldte vores forpligtelser og samtidig sørgede for at gøre, hvad vi kunne for, at hun fik det tilbud, hun ønskede.”
Efter et års forløb traf kommunen afgørelse om et forløb på AspIT. På det tidspunkt havde Peter været i kontakt med Ligelinie fem gange.
Forkert ydelse
Grundet datterens komplicerede sag kom hun på en forkert ydelse svarende til kontanthjælp, da hun startede på AspIT. Men Peter var i tvivl, om han skulle reagere.
”Vi var så lykkelige for, at hun endelig var kommet ind på AspIT. Så vi var bange for at gøre noget forkert, hvis vi gjorde opmærksomme på den forkerte ydelse.” Han kontaktede derfor Ligelinie igen.
”De foreslog at tage den venlige tilgang og sige, at det undrede os lidt og hjalp mig med at kontakte kommunen på en måde, så det ikke blev betragtet som en anke, men snarere som en dialog.”
På den måde undgik Peter at komme ind og pille ved aftalegrundlaget, og så endte hele sagen foreløbigt lykkeligt.
”Det endte efter et par måneder med, at kommunen sagde, at de havde overset den synsvinkel, fordi hendes sag er så kompliceret. Så flyttede de hende over på den rigtige ydelse.”
Peter har ønsket at være anonym af hensyn til sagens unikke karakter og alle sagens parter. Ligeværd er bekendt med Peters rigtige identitet og den pågældende kommune.
