Det sker på biblioteket- Forår 2025

Page 1


DET SKER PÅ BIBLIOTEKET FORÅR 2025

LEMVIG BIBLIOTEK

Velkommen til forårets arrangementer

Vi er glade for at kunne præsentere forårssæsonen 2025. Som altid har vi gjort vores bedste for at sammensætte et program, der kan få alle – store som små, børn som voksne – hjemmefra og ind på biblioteket.

Her kan du sammen med andre høre foredrag, som du ikke på forhånd havde troet, du interesserede dig for. Eller du kan være kreativ, selv om du er lidt fummelfingret. Eller du kan bytte tøj, så du måske får fat i noget nyt yndlingstøj. Eller synge.

Vi frister fx med et lokalhistorisk billedforedrag fra Nr. Nissum, alt om fremtidsfuldmagter, vinterjazz, bæverne i Danmark,

og vi har inviteret hobbyfolk, der kan fortælle om bridge og retrogaming. Og du kan møde lokale forfattere, få inspiration til sommerens læsning og meget mere.

Husk billet på forhånd, så du undgår at komme til et udsolgt arrangement.

Vi glæder os til at se dig, og i år løber sæsonen helt frem til juni måned.

KUNSTIG INTELLIGENS

FOR - OG MED - DUMMIES

AI-workshops for de nysgerrige

Den kunstige intelligens er i rivende udvikling i disse år. Men hvad kan vi bruge den til – ud over at skrive taler og festsange og måske snyde til eksamen?

Det kigger vi på i løbet af tre workshops, hvor vi sammen udforsker en række programmer, som er baseret på kunstig intelligens. Vi er ikke eksperter, og det er du heller ikke.

Formålet med disse workshops er at undersøge, hvad vi kan bruge kunstig intelligens til og se på begrænsninger og muligheder.

Vi får helt sikkert nogle aha-oplevelser, gode grin og vigtige snakke om etik og menneskesyn undervejs. For hvad kan, vil og bør vi bruge værktøjerne til, som de ser ud i dag?

Den 3. marts arbejder vi hovedsageligt med ChatGPT og andre tekstgenereringsværktøjer.

Den 8. marts kigger vi mest på video- og musikgenerering.

Den 19. marts koncentrerer vi os om billedgenerering i forskellige programmer.

Du kan vælge at deltage i alle workshops eller blot en enkelt. Medbring gerne din egen computer og hav en Microsoft 365-konto til rådighed (gratis).

LEMVIG BIBLIOTEK

Mandag den 3. marts kl. 16.30-18.00

Lørdag den 8. marts kl. 13.00-14.30

Onsdag den 19. marts kl. 16.30-18.00

Entré: Gratis – men husk billet.

SKAB TRYGHED MED EN FREMTIDSFULDMAGT

Bliv klogere på hverdagsjura

Hvem skal varetage dine økonomiske og personlige forhold, hvis du selv bliver ude af stand til at gøre det på grund af alvorlig sygdom? Har du styr på juraen, hvis du eller dine kære dør?

Det kan være en god idé at forberede sig allerede nu, mens du er rask.

Jurist Birgit Hansen og revisor Sarah Lomborg fra Fjordland kommer forbi biblioteket og fortæller om fremtidsfuldmagter, testamenter, gaveafgift og beskatning af dødsboer.

Der vil være god mulighed for at stille spørgsmål.

LEMVIG BIBLIOTEK

Tirsdag den 4. februar Kl. 19.00-21.00

Entré: Gratis – men husk billet.

”DE FORTABTE SØNNER”

Debatskabende forfatteraften

Brødrene Andreas og Sune Gylling Æbelø, som oprindeligt kommer fra Holstebro, fortæller i et rørende og underholdende foredrag om kristendom og homoseksualitet – om skam og fortabelsesangst – og om at lande i tilværelsen og forsone sig med både sin tro og sin seksualitet. For det faldt ikke i god jord i deres kristne bagland, da de begge sprang ud som homoseksuelle.

Med afsæt i deres anmelderroste bog ”De fortabte sønner” har Sune og Andreas Gylling Æbelø skabt et både livsbekræftende og tankevækkende foredrag.

De præsenterer en varieret og levende blanding af korte indlæg, oplæsning fra bogen og samtaler mellem dem selv og publikum.

LEMVIG BIBLIOTEK

Onsdag den 5. februar kl. 19.00-21.00

Entré: 125 kr.

”TRÆD IKKE PÅ DØRTRINNET”

Forfatteraften med Pia Lærke Kier

Bogen ”Træd ikke på dørtrinnet” er en fortælling fra et barne- og ungdomsliv i 1960’erne og 1970’erne i Lemvig og om de mennesker, der markerede sig særligt i bybilledet, da Pia Lærke Kier voksede op. Men bogen er også en slags dannelsesroman fortalt af en 13-årig pige, en 60-årig kvinde og en livsklog dame på 94.

Nu gæster Pia Lærke Kier biblioteket og fortæller i et nærvæ -

rende foredrag om sin bog og sit liv, om skæbnen, tilfældigheder og vilde rejser rundt i verden.

LEMVIG BIBLIOTEK

Torsdag den 20. februar kl. 19.00-21.00

Entré: 50 kr.

BÆVEREN – ”SEND DEN TIL KJØWENHAWN!”

Hør om bæverens historie i Danmark

For 25 år siden bragte Naturstyrelsen bæveren tilbage til den danske natur efter over 2.000 års fravær. Hvorfor gjorde man det, og hvad er det for et dyr, der nu færdes derude, og som mange danskere i disse år bliver naboer til på godt og for nogle ondt?

Til dette foredrag, som er rigt illustreret af fascinerende fotos på storskærmen, kan du opleve bæveren, som du aldrig har set den før, når parret bag den nye bog “Bæveren i Danmark” vil gøre os alle meget klogere på Europas største gnaver.

Hvorfor roder den sådan derude og fælder træerne i skoven?

Og hvad sker der i naturen nu, hvor bæveren atter svinger halen i de danske vandløb?

Foredragsholdere er journalist Kamilla Husted Bendtsen og fotograf Mikkel Jézéquel, som begge er bosat i Staby.

LEMVIG BIBLIOTEK

Mandag den 24. februar Kl. 19.00-21.00

Entré: 75 kr.

NØRRE NISSUM TIL HVERDAG OG FEST

Lokalhistorisk aften med Knud Nybo og Erik Høghsgaard

Kom til en hyggelig aften på biblioteket, når Knud Nybo og Erik Høghsgaard fra Nørre Nissum Lokalarkiv viser billeder og fortæller om livet i Nørre Nissum i 1950’erne til 1970’erne.

Både dagligliv og specielle lejligheder bliver præsenteret på storskærmen, når Knud fortæller om en tid, som mange sikkert kan huske. Erik styrer billederne, og dem er der mange af. Så

glæd dig til en skøn lokalhistorisk aften, hvor der også er plads til spørgsmål, kaffe og kage.

LEMVIG BIBLIOTEK

Onsdag den 26. februar Kl. 19.00-21.00

Entré: 50 kr.

DYK NED I DINE ANER

Slægtsforskning på Lokalhistorisk Arkiv

Kan du mon gøre krav på en herregård et eller andet sted?

Eller måske skal du finde dine aner i den lokale arrest?

Det kan du finde ud af ved at begynde med slægtsforskning.

Torsdage i lige uger holder Slægtsforskningsværkstedet åbent på Lokalhistorisk Arkiv på biblioteket, og her sidder Preben Gloggengiesser klar til at hjælpe både begyndere og øvede med at finde rundt i registre, kirkebøger og arkiver.

LOKALHISTORISK ARKIV

Torsdage i lige uger kl. 13.30-16.00

Opstart den 9. januar

Entre: 25 kr. pr. gang inkl. kaffe.

Tilmelding: preben@gloggengiesser.dk

BRIDGE FOR BEGYNDERE

Vis mig din hobby

”Det mest geniale spil, menneskehjernen har udtænkt” – sådan er kortspillet bridge blevet benævnt. Og nu kan du komme forbi biblioteket og blive klogere på det fantastiske spil, som man efter sigende aldrig bliver helt udlært i; så mange facetter og kombinationsmuligheder er der nemlig.

Men når først man mestrer det grundlæggende, er der timers, ja års underholdning, kammeratskab og hjernegymnastik at glæde sig til. For spillet handler i høj grad om kommunikation, psykologisk indsigt, logisk sans, selvdisciplin og samarbejdsevne.

Medlemmer fra Lemvig Bridgeklub vil denne lørdag formiddag introducere dig til det spændende spil, og du får også muligheden for at overvære garvede spillere dyste om at tage stik hjem.

LEMVIG BIBLIOTEK

Lørdag den 1. marts kl. 10.00-12.00

Entré: Gratis – mød bare op.

FARLIG MAND – DANSK SPION FOR STASI

Forfatterforedrag med Ole Sønnichsen

Kom til foredrag og dyk direkte med ned i Stasi dybe arkiver, når journalist og forfatter Ole Sønnichsen gæster biblioteket med sin og kollegaen Jesper Clemmensens nyeste bog ”Farlig mand”.

Den Kolde Krig var på sit højeste, da den danske journalist Flemming Sørensen blev hvervet som spion for den berygtede og brutale østtyske sikkerhedstjeneste Stasi. I 1960 blev Flemming Sørensen Jyllands-Postens udsendte i Den Kolde Krigs hovedstad, Berlin.

Her tog hans hemmelige karriere som spion for alvor fart. Ikke mindst fordi han som international journalist kunne krydse den

ellers hermetisk lukkede grænse mellem øst og vest.

Han endte med at tjene fjenden i to årtier, men blev aldrig dømt trods en anklage og retssag i Vesttyskland i 1980’erne.

Ole Sønnichsens fascinerende fortælling om det omfattende researcharbejde med bogen bliver denne aften krydret med tv-klip fra perioden undervejs i foredraget.

LEMVIG BIBLIOTEK

Onsdag den 5. marts Kl. 19.00-21.00

Entré: 100 kr.

”JERNKYSSET”

Kirsten Toft Bang i samtale med Sofie Yderstræde

Den barske vestkyst har mange skæbner på samvittigheden – det vidner udtryk som ”Jernkysten” og steder som Strandingsmuseet Sct. George og de gamle redningsstationer langs kysten om.

Og netop de steder og historier har inspireret forfatter Kirsten Toft Bang til at skrive debutromanen ”Jernkysset”.

Bogen, der udspiller sig i Thorsminde, er et møde mellem fiktion og virkelighed, nutid og fortid og ikke mindst mellem det gode og det onde i os selv. I den bestialske fortælling vender forfatteren blikket mod en families dystre hemmelighed. En hemmelighed, der trækker tråde tilbage til 1811 og en af verdenshistoriens

største strandingskatastrofer.

Forfatteren er født i Lemvig, er uddannet antropolog og i dag bor hun på Fyn. Når hun besøger biblioteket, skal vi høre mere om hendes tanker og arbejdsmetoder, når bibliotekets kommunikationsmedarbejder Sofie Yderstræde tager en snak med hende om ”Jernkysset”.

LEMVIG BIBLIOTEK

Tirsdag den 11. marts Kl. 16.00-17.00

Entré: Gratis – men husk billet.

RETROGAMING

Vis mig din hobby med Martin Gavlshøj Berg fra Nes Bozz

Får du nostalgiske julelys i øjnene, når du hører melodien fra Super Mario, Pac-Man eller Donkey Kong? Så må du ikke gå glip af en fantastisk tur tilbage til ungdomsværelset, hvor din brummende Commodore 64 eller måske endda en Atari stod for timers underholdning på billedrørsskærmen.

Martin Gavlshøj Berg driver firmaet Nes Bozz i Lomborg, hvor han sælger retro spil.

Denne lørdag får du mulighed for at prøve maskiner som Pong,

Commodore 64, Nintendo og Sega samt en række gamle spil.

Så tag ungerne med på biblioteket, og vis dem, hvordan man manøvrerer en joystick, så de pixelerede mønter flyver og monstrene bliver til grønt slim.

LEMVIG BIBLIOTEK

Lørdag den 15. marts Kl. 10.00-12.00

Entré: Gratis - mød bare op.

FOREDRAG MED PSYKOLOG MAJA VAIN GILBERT

Unges mistrivsel – hvorfor og hvad gør vi?

Sociale medier, mistrivsel, diagnosekultur, moderne forældreskab, acceleration i samfundet og præstationskultur er alle begreber, som næsten hver dag drøftes i medier og blandt forældre og fagprofessionelle, som arbejder med unge.

En af dem er psykolog Maja Vain Gilbert, som netop har udgivet bogen ”I bedste mening”, og hende kan du møde til dette foredrag, hvor hun deler ud af sin store viden om unges mistrivsel, taget direkte fra de unges egne oplevelser. Gennem ti år har

hun haft tusindvis af samtaler med unge, som hun baserer sin grundige viden på.

Foredraget er både for forældre, bedsteforældre, lærere, pædagoger og andre, som har et ønske om at videre mere om emnet.

LEMVIG BIBLIOTEK

Tirsdag den 18. marts kl. 19.00-21.00

Entré: 75 kr.

LITTERATURE

Vandre- og litteratur - Thøger Larsen 150 år

Så er det tid til endnu en runde med ”LitteraTURE”, hvor vi går

tur i det fri, læser højt undervejs, og reflekterer over teksterne sammen.

I 2025 fejrer Lemvig forfatteren Thøger Larsens 150 år, og derfor vil vores ture blive i selskab med ham.

Vi glæder os til at se jer.

Praktisk info om turene:

- Forvent en del gang, trapper og bakker undervejs

- Vi tager ud i alt slags vind og vejr

- Der er ingen tilmelding, du møder bare op på det angivne mødested

- Hver gang afsluttes med en kop kaffe på biblioteket

Thøger & Stjernerne

Onsdag den 9. april kl. 9.30-12.00

Mødested: Solen på planetstien

Entré: Gratis – mød bare op.

Thøger & Kvinderne

Onsdag den 7. maj kl. 9.30-12.00

Mødested: Der hvor kærlighedsstien og banegårdstrappen krydser

Entré: Gratis – mød bare op.

Thøger & Naturen

Onsdag den 4. juni kl. 9.30-12.00

Mødested: Det lille område bag Biohuset

Entré: Gratis – mød bare op.

VILDE HAVER, VILDE BYER

Foredrag med naturvejleder Morten D.D. Hansen

Du kender ham måske fra TV, hvor han sammen med Sebastian Klein ræser land og rige rundt for at finde en helt særlig bille, en elg eller ulv i programmet ”1 døgn, 2 hold, 3 dyr”.

Biologen Morten D.D Hansen har i de senere år været en af de helt store stemmer, når der tales naturbevarelse, biodiversitet og miljø i Danmark.

Nu kan du møde ham på biblioteket, hvor han fortæller om, hvordan vi alle sammen kan være med til at gøre en forskel for planter og dyr i det daglige.

Som en del af DR-programmet ”Giv Os Naturen Tilbage” har han siden 2019 arbejdet på at gøre Danmark vildere, så der bliver

plads til flere vilde planter og dyr. Der er blevet udsået frøblandinger, gamle træer er blevet bevaret, der er anlagt insekthoteller og stenbunker, genoprettet vådområder og meget meget mere. Og folk har været så glade!

Til dette foredrag præsenterer Morten D.D. de bedste og mest hjertevarme historier om, hvordan naturen vender tilbage dér, hvor vi bor.

LEMVIG BIBLIOTEK

Tirsdag den 22. april kl. 19.00-21.00

Entré: 100 kr.

TØJBYTTEDAG PÅ BIBLIOTEKET

Få en ny garderobe og aflever den gamle

Er bukserne krympet men stadig flotte? Er knægten vokset ud af sine støvler efter kun to uger? Eller trænger du bare til at få nyt tøj uden at belaste miljøet med at købe nyt?

Så kom forbi biblioteket med dit gamle tøj, og gå derfra med en ny garderobe til dig selv eller børnene.

Helt enkelt går det ud på, at du kan medbringe tøj og sko som du ikke længere bruger, men som andre stadig vil kunne få glæde af. Der må ikke være huller i eller pletter på tøjet, og sko skal være i god stand. Vi sørger for borde og tøjstativer samt prøveområde, og hjælper dig gerne med at sortere dine ting på bordene.

Alle er velkomne, også hvis du ikke har noget at give. Reglen er blot, at du ikke tager mere, end du kan bære i din favn.

Vi tager ikke imod legetøj, køkkenting, bøger eller andre genstande. Kun tøj og sko.

Alt, som ikke bliver taget med hjem, kører biblioteket til genbrug efterfølgende.

LEMVIG BIBLIOTEK

Lørdag den 26. april kl. 10.00-13.00

Entré: Gratis - mød bare op.

MED BOGBUSSEN I NEES JAPANSKE HAVE

Oplev de japanske kirsebærtræer blomstre

I Nees findes et lille stykke af Japan. Midt i den lille landsby ligger ”Nees Japanske Have” bag et højt hegn, som sørger for ro og fred til at opleve de mange sanseindtryk for både øjne og ører.

Haven er et åndehul for øje, sjæl og sind og er anlagt med inspiration fra japansk havekultur og japanske traditioner.

Haven drives af frivillige, og på denne tur viser bestyrelsesformand Emanuel Fabricius rundt mellem de smukke planter, rindende vand og fiskedam. Efter rundvisningen byder vi på en kop kaffe og lidt kage i bogbussen.

Deltagerne sørger selv for transport til Den japanske Have (Neesvej 52, 7570 Vemb).

BOGBUSSEN I NEES

Fredag den 9. maj kl. 14.00-16.00

Entré: Gratis – men husk billet.

SPÆNDING OG HYGGE TIL SOMMERFERIEN

Bogcafé med Krøgh & Svendsen

Vores hylder bugner af sprudlende og spændende litteratur, og i sommerferien har mange ekstra tid til at læse.

Bibliotekarerne Dorte Svendsen og Lone Krøgh sluger rigtig mange bøger og i forskellige genrer, og til denne bogcafé præsenterer de gode læseoplevelser til både liggestolen og lufthavnen.

Der er både noget for dem, der holder af slægtsromaner, kriminalromaner, romantiske fortællinger og alt det midt imellem.

Du får en bogliste med hjem, og vi byder på kaffe og kage undervejs.

LEMVIG BIBLIOTEK

Onsdag den 11. juni Kl. 16.00-17.00

Torsdag den 12. juni kl. 16.00-17.00

Entré: Gratis - men husk bilet.

TRAPPESANG I DEN GAMLE FORHAL

Fællessang med Sisse Skovbakke

Endnu en gang tager vi hul på en skøn sæson med ”Trappesang” i samarbejde med Sangkraft Lemvig og sanglærer Sisse Skovbakke ved klaveret.

Den første tirsdag hver måned dukker alt mellem ti og tredive glade mennesker op for at begynde dagen med fællessang, litteratur og kaffe.

Højskolesangbogen er i centrum, og der er plads til alle, uanset om man kan synge, brumme eller bare vil lytte. Undervejs læser en af bibliotekets medarbejdere op fra tekster, som passer til dagens tema.

LEMVIG BIBLIOTEK

Tirsdag den 4. februar kl. 10.00-11.00

Tirsdag den 4. marts kl. 10.00-11.00

Tirsdag den 1. april kl. 10.00-11.00

Tirsdag den 6. maj kl. 10.00-11.00

Tirsdag den 3. juni kl. 10.00-11.00

Entré: Gratis

Medbring gerne din egen udgave af Højskolesangbogen.

REPAIR CAFÉ LEMVIG

Frivillige fikser dine ting

Blinker læselampen et SOS-signal, når du tænder den, er der kold luft fra varmeblæseren eller er yndlingssovebamsen tyndslidt af kærlighed?

Inden du smider tingene ud, så kig forbi Repair Café Lemvig, hvor dygtige frivillige sidder klar til at hjælpe med reparationer.

Den fjerde lørdag hver måned slår vi dørene op på biblioteket og her vil de frivillige fixere forsøge at reparere tingene til gavn for miljøet og din pengepung. Vi har både folk, der kan sy og kigge på elektronik, ting og sager, og indtil videre har de reddet utrolig mange ting fra at ende i en container på genbrugspladsen.

Vi gør opmærksom på, at symaskiner ikke repareres, da det er for stor en opgave til to timer.

LEMVIG BIBLIOTEK

Lørdag den 25. januar kl. 10.00-12.00

Lørdag den 22. februar kl. 10.00-12.00

Lørdag den 22. marts kl. 10.00-12.00

Lørdag den 26. april kl. 10.00-12.00

Lørdag den 24. maj kl. 10.00-12.00

Lørdag den 21. juni kl. 10.00-12.00

Lørdag den 23. august kl. 10.00-12.00

Entré: Gratis

Arrangeres i samarbejde med Frivilligcenter Lemvig og

Danmarks Naturfredningsforening Lemvig.

TALK DANISH TO ME

Sprogcafé på biblioteket

Er du interesseret i andre kulturer og har du lyst til at dele din kultur med andre? Vil du møde nye mennesker og skabe værdifulde relationer på tværs. Så er Sprogcaféen et godt valg for dig!

Vi mødes hver anden onsdag på biblioteket (ulige uger) og taler om alt mellem himmel og jord – vores hverdag, mad, kultur, hobbyer og meget mere.

Sprogcaféen er gratis og der er ingen tilmelding.

Opstart den 15. januar

Entre: Gratis - mød bare op.

Arrangeres i samarbejde med Lemvig Tilflytternetværk

KALENDER

MANDAGE

Baby- og børnecafé

ONSDAGE I ULIGE UGER Sprogcafé

TORSDAGE I LIGE UGER Slægtsforskningsværksted

FEBRUAR

1. Festlig, fed familiekoncert med ÆSKEN

4. Trappesang

4. Skab tryghed med en fremtidsfuldmagt

5. ”De fortabte sønner”

10. Kreative vinterværksteder

11. Kreative vinterværksteder

12. Kreative vinterværksteder

13. Kreative vinterværksteder

14. Kreative vinterværksteder

17. Kend vores sangbøger

20. ”Træd ikke på dørtrinnet”

22. Repair Café

24. Bæveren

26. Nørre Nissum til hverdag og fest

MARTS

1. Bridge for begyndere

3. Kunstig intelligens for - og med - dummies

4. Trappesang

4. Pandekager i stakkevis

5. Farlig mand – dansk spion for Stasi

8. Kunstig intelligens for - og med – dummies

11. ”Jernkysset” – Spændingsroman fra Thorsminde

13. Bogklubben LÆSELY – opstart

15. Retrogaming – for alle os, der var børn engang

18. Unges mistrivsel – hvorfor og hvad gør vi?

19. Kunstig intelligens for - og med - dummies

22. Repair Café

22. Te-selskab på børnebiblioteket

APRIL

1. Trappesang

9. LitteraTURE

KALENDER

14. Krea i påskeferien på børnebiblioteket

15. Krea i påskeferien på børnebiblioteket

16. Krea i påskeferien på børnebiblioteket

22. Skrald og kunst

22. Vilde haver, vilde byer

23. Skrald og kunst

24. Skrald og kunst

25. Skrald og kunst

26. Skrald og kunst

26. Repair Café

26. Få en ny garderobe og aflever den gamle

MAJ

6. Trappesang

7. LitteraTURE

9. Med bogbussen i Nees Japanske Have

15. Læseskibet stævner ud

24. Repair Café

MANDAGE Baby- og børnecafé

ONSDAGE I ULIGE UGER Sprogcafé

TORSDAGE I LIGE UGER Slægtsforskningsværksted

JUNI

3. Trappesang

4. LitteraTURE

11. Spænding og hygge til sommerferien

12. Spænding og hygge til sommerferien

21. Repair Café

23. Kend vores sangbøger

JULI

2. Sommerferiekrea på børnebiblioteket

9. Sommerferiekrea på børnebiblioteket

16. Sommerferiekrea på børnebiblioteket

23. Sommerferiekrea på børnebiblioteket

30. Sommerferiekrea på børnebiblioteket August

6. Sommerferiekrea på børnebiblioteket

23. Repair Café

BABY- OG BØRNECAFÉ

Hygge og leg på børnebiblioteket

Går du hjemme på barsel eller hjemmepasser du dit barn?

Så er du velkommen til baby- og børnecafé på børne- biblioteket, hvor I mødes til hygge og leg i børnebib- liotekets legehjørne og madpakkerum.

Eventuelle aflysninger kan ses på Facebookgruppen: Barsel- og hjemmepasning i Lemvig og omegn

BØRNEBIBLIOTEKET

Mandage mellem kl. 9.30-11.00

Entré: Gratis - mød bare op.

KREATIONER VED KREABORDET

Sommerferiekrea på børnebiblioteket

Så er der sommerferie fra skolen, og den er lang!

Heldigvis kan hver onsdag flyve afsted på børne- bibliotekets kreaværksted. Her kan du fordybe dig i sjove figurer, karton, lim, saks, fjer og perler, eller hvad vi ellers finder i gemmerne.

BØRNEBIBLIOTEKET

Onsdage i skolernes sommerferie kl. 10.00-16.00

Entré: Gratis - mød bare op.

DEN FØRSTE LÆSNING

Læseskibet stævner ud – skal du med?

Ohøj små landkrabber!

At lære at læse er en stor ting. Begyndelsen kan være svær, og man kan møde kraftig bølgegang og modstrøm på sin færd. Men turen kan også byde på unikke aha-oplevelser og fordybelse i andre verdener.

Vi står som bibliotek altid klar til at hjælpe med navigationen, og elsker at inspirere jer og jeres børn til gode læseoplevelser.

Børnebiblioteket er proppet med lækre bøger om alverdens emner for enhver smag og på alle niveauer.

Her er der ikke noget, der hedder rigtig eller forkert læsning. Al læsning er god læsning!

Anna og Sofie fra børnebiblioteket sætter fokus på netop den første læsning, og giver tips og tricks.

For alle børn (og forældre) som kan have brug for lidt hjælp og inspiration til den første læsning

BØRNEBIBLIOTEKET

Torsdag den 15 maj kl. 17.00-18.00

Entré: Gratis – men husk billet.

SKRALD OG KUNST

Uge 17 – Verdensmålsuge

Uge 17 er FN’s verdensmålsuge, og der hjælpes vi ad med at hjælpe miljøet, hvor vi på børnebiblioteket bliver klogere på affaldssortering.

Du kan også lave dit bidrag til vores store fælles kunstværk, som vi udstiller på biblioteket.

BØRNEBIBLIOTEKET

Tirsdag – lørdag i uge 17 i betjent åbningstid

Entré: Gratis - mød bare op.

LILLA KYLLINGER OG HARER MED FJER

Krea i påskeferien på børnebiblioteket

Påskeferien betyder hyggelig krea på børnebiblio- teket, hvor de lange borde er fundet frem sammen med sakse, lim, silkepapir, karton, fjer og hvad vi nu ellers har i gemmerne.

Måske skal der laves spøjse harekyllinger eller post- kort med en fjer på?

Følg med på vores Instagram og Facebookside, hvor du kan se, hvad vi laver de forskellige dage.

BØRNEBIBLIOTEKET

Mandag – onsdag i uge 16 kl. 10.00-16.00

Entré: Gratis - mød bare op.

KREA, HYGGE OG HØJTLÆSNING

Te-selskab for børn og (bedste-)forældre

Kom til en hyggelig stund på børnebiblioteket, hvor vi serverer te, saftevand og kager ved det smukt dækkede bord, mens du hører en historie fra dengang mormor var dreng og far skulle gå gennem tre meter høje snedriver de 15 kilometer til skole.

Bagefter kan du pynte din helt egen tekop.

Der er begrænsede pladser, og både børn og voksne skal have billet.

BØRNEBIBLIOTEKET

Lørdag den 22. marts kl. 10.00-11.30

Entré: 25 kr. – både børn og voksne skal have billet.

BOGKLUBBEN LÆSELY

Bogklubben er for dig som går i 4. - 9.klasse

Drømmer du om at komme med i en klub hvor bøger, gode læseoplevelser, hygge og læselyst er omdrej- ningspunktet? Så er bogklubben LÆSELY lige noget for dig.

I bogklubben mødes vi en gang hver anden uge, hvor vi vælger de bøger, som vi vil læse og arbejde med på forskellig vis. Det kan være, bøgerne giver os lyst til at skrive en anmeldelse eller et digt eller stille spørgsmål.

Desuden vil bibliotekaren vise nye spændende bøger fra børnebibliotekets hylder.

Og så bliver der naturligvis også tid til at hygge- snakke og drikke kakao!

Hvem henvender klubben sig til?

Børn i 4. – 9.klasse.

Lyder dette som noget for dig, så tilmeld dig på mail sofie.grotkjaer@lemvig.dk med dit navn, din alder og et telefonnummer.

BØRNEBIBLIOTEKET

Torsdag den 13. marts kl. 15.30-17.00 (opstart)

Derefter torsdage i ulige uger – bortset fra skolernes ferie.

Entré: Gratis – men husk at tilmelde dig.

PANDEKAGER I STAKKEVIS

Caféhygge på børnebiblioteket

Rasmus Klump var mester i at spise pandekager. Nu giver vi ham kamp til stregen, når vi med en uges forsinkelse fejrer den internationale pandekagedag.

Vi tømmer køkkenet for syltetøj og sukker og bager pandekager i stakkevis til alle, som kigger forbi børnebiblioteket.

Tirsdag den 4. marts kl. 15.00-16.30

Entré: Gratis - mød bare op.

KEND VORES SANGBØGER

Baby- og børnekoncerter

Kom til en hyggelig og nærværende stund på Lemvig

Bibliotek, hvor I har mulighed for at opleve børnenes sangbøger fra et helt nyt perspektiv.

Familiekoncerterne bliver afholdt af musikpædagog

Nanna Lindegaard, som vil tage jer med på en lille rejse igennem et udvalg af bibliotekets skønne sang- bøger.

I vil også blive præsenteret for forskellige værktøjer og musikinstrumenter, som I nemt kan lave og bruge i musikalske stunder derhjemme.

Børn elsker musik og sanser den med hele kroppen, og så hjælper tonerne med at understøtte og udvikle barnet motorisk, sprogligt og kognitivt.

Både små og store børn er velkomne til koncerterne.

BØRNEBIBLIOTEKET

Mandag den 17. februar kl. 10.00-11.00

Mandag den 23. juni kl. 10.00-11.00

Entré: Gratis - mød bare op.

KREATIVE VINTERVÆRKSTEDER

Vinterferien på børnebiblioteket

Glem kælkebakken og skøjtebanen; der kommer sikkert hverken sne eller frost alligevel…

Så vi har været i gemmerne og har fundet alverdens spændene dimser, dutter, lim og farver, så vinterferien kommer til at gå som en leg på vores kreative værksted på børnebiblioteket.

Følg med på vores Instagram og Facebookside, hvor du kan se, hvad du kan lave de forskellige dage.

BØRNEBIBLIOTEKET

Mandag – fredag i uge 7 kl. 10.00-16.00

Entré: Gratis- mød bare op.

VINTERJAZZ FOR BØRN OG VOKSNE

Festlig, fed familiekoncert med ÆSKEN

Æsken er håndspillet, energisk, nærværende, sjovt og svedigt jazzmusik, som får børn og voksne, ja selv rotterne på loftet til at svinge ballerne!

Jazzmusik er ikke kun for gamle mænd med pibe og fløjlsbukser. Det beviste musikgruppen ÆSKEN, da de i 2017 vandt Børnejazzprisen til Danish Music Awards.

Så kom en tur på børnebiblioteket og giv dine børn deres måske første oplevelse med jazzmusik.

BØRNEBIBLIOTEKET

Lørdag den 1. februar kl. 14.30-15.30

Entré: 50 kr. - både børn og voksne skal have billet.

FORÅR 2025 DET SKER

PÅ BØRNEBIBLIOTEKET

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.