DET SKER PÅ BIBLIOTEKET FORÅR 2023


Et bibliotek vækker undren, skaber fællesskaber og hjælper med at udvide verden, at forstå verden og begå sig i den. Et bibliotek vækker nysgerrighed i alle – store som små og unge som ældre.
På Lemvig Bibliotek står personalet på tæerne for at hjælpe alle borgere med at finde lige præcis den rigtige bog, det rigtige svar på et spørgsmål og skabe rammer for møder mellem mennesker. På biblioteket er der bøger, magasiner, aviser og meget mere. Og der er plads til bare at være.
Der er fri adgang for alle hver dag året rundt.
Biblioteket tilbyder også en perlerække af arrangementer, foredrag, introer og værksteder, som har med læselyst, læring og omverdensforståelse at gøre.
Lige nu sidder du med Lemvig Biblioteks tilbud i foråret 2023, og vi håber at se dig – både på biblioteket til daglig og til nogle af bibliotekets mange arrangementer.
På gensyn!
Du kan købe billetter til langt de fleste arrangementer og IT-kurser på biblioteket eller via bibliotekets hjemmeside: www.lemvigbibliotek.dk
Det er en god idé at købe billetter i god tid, da der kan være udsolgt på dagen. Du kan derfor ikke være sikker på at kunne købe billet i døren.
Købte billetter refunderes ikke.
Dørene åbnes 30 minutter før arrangementet begynder. Hvis du ligeledes vil være sikker på at få plads til de gratis arrangementer, kan du hente gratis billetter på biblioteket eller via bibliotekets hjemmeside: www.lemvigbibliotek.dk
Du skal ikke have billetter til de kreative værksteder på børnebiblioteket.
Den 1. februar udkommer Kim Blæsbjergs nye roman ”De bedste familier,” og vi får besøg af forfatteren dagen efter udgivelsen.
Romanen er fiktion men naturligvis inspireret af virkelige hændelser. Historien begynder i 1953, hvor Cheminova flytter sin fabrik fra Sjælland til Lemvig, og ingeniøren Jørn og hans kone Karin tager hul på et nyt liv i den vestjyske by. ”De bedste familier” er en roman om overgangen fra efterkrigstid til moderne velfærdssamfund, om mænds store planer og kvinder, der ikke vil underkaste sig rollen som dem, der bare følger med. Og om, hvordan mennesker kan tabe stort midt i det fremskridt, de ellers er en del af.
Kom på biblioteket og mød forfatteren, som selv stammer fra Lemvig.
Torsdag den 2. februar kl. 19.00-21.00
Entré: 75 kr.
Har du lige fået en iPhone eller måske en nyere model, som kan mere end den gamle? Så viser Sabrina Christiansen Broch en masse af de ting, du kan bruge telefonen til. For det er meget mere end en telefon.
Under dette kursus gennemgår vi de grundlæggende ting om telefonens forskellige funktioner, og så bliver der talt meget om, hvordan du sikrer din telefon mod, at andre kan få adgang til tingene på den.
Der bliver rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs.
Medbring din egen iPhone.
Mandag den 6. februar kl. 10.00-12.00
Entré: 30 kr.
Har du lige fået en smartphone med Android som styresystem? Så viser Stine Holm Jensen en masse af de ting, du kan bruge din telefon til. For det er meget mere end en telefon.
Under kurset gennemgår vi de grundlæggende funktioner som internet, netværk, indstillinger, email, kamera, fotos og apps.
Der bliver rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs.
Medbring din egen telefon.
Tirsdag den 7. februar kl. 10.00-12.00
Mandag den 27. februar kl. 10.00-12.00
Entré: 30 kr.
Whisky er meget mere end en gylden drik. Det er tradition, historie og utallige smagsvarianter. Denne aften åbner vi for både flasken og fortællingen, når en af de gæve gutter fra det lille whiskydestilleri i landsbyen Sall lidt uden for Hammel kommer på besøg. Mathias Broch fortæller historien om en fælles passion, som i 2016 blev til en virksomhed grundlagt af et par ølbryggere, en flok musikere og en landmand med stor hjælp fra crowdfunding og lokal opbakning. I november 2022 lykkedes det at flaske den første økologiske, single estate Sall Whisky, og erfarne tunger fortæller, at den smager godt!
Kom forbi Lemvig Bibliotek og hør de mange røverhistorier fra Sall og bliv meget klogere på, hvordan whisky bliver til. En ting er helt sikkert: Vi skal smage Sall Whisky!
Onsdag den 8. februar kl. 19.00-21.00 Entré: 150 kr.
I Lemvig bor en læge med en spændende historie, som nu er udkommet i bogform i fortællingen ”Glæden ved at skære”. Opvokset på tropeøen Trinidad med en barndom i sol og varme rejser Finn Eldon som 11-årig hjem til et liv i Danmark. Et nyt sprog, dansk, skal læres, og vejret er koldt og omskifteligt. Som færdiguddannet læge rejser han til Grønland af alle stede og forelsker sig i landet og dets befolkning. Her er endnu koldere, men arbejdet og naturen er så givende, at forfatteren bruger 35 år af sit arbejdsliv på skift mellem Danmark og Grønland.
Denne aften kommer Finn Eldon til biblioteket med sin spændende beretning om en lang karriere med skalpellen og stetoskopet i hånden, som også har ført ham til sygehusene i Herning og Lemvig.
Er det nu klogt at klikke på det link, mit barnebarn har sendt på mail? Og hvorfor beder banken nu om mit kontonummer på sms? De burde da vide, hvad det er…
Mere og mere af vores liv leves digitalt, på internettet og via telefonen. Vigtige ting som bank, forsikring og pension skal klares online, og her risikerer man at blive udsat for it-kriminalitet.
Men heldigvis har vi folk som politiassistent Mikkel Berthelsen fra Midt- og Vestjyllands Politi, som denne aften vil gøre os alle sammen klogere på, hvordan vi færdes mere sikkert på nettet og undgår de digitale faldgruber, som kan koste os dyrt. Han arbejder til daglig i afdelingen for Forebyggelse, Nærhed og Tryghed og kender alle de tricks, de it-kriminelle har i ærmet. Denne aften fortæller han om dem og er også klar til en lang række spørgsmål fra salen, da meget af hans arbejde går ud på dialog med borgerne for at skabe mere tryghed i samfundet.
Tirsdag den 28. februar kl. 19.00-21.00
Entré: Gratis – husk at hente billet.
Har du lige fået en iPhone eller måske en nyere model, som kan mere end den gamle? Så viser Sabrina Christiansen Broch en masse af de ting, du kan bruge telefonen til. For det er meget mere end en telefon.
På dette kursus bliver der især fokuseret på, hvordan du bruger telefonens internet og hvordan du finder gode apps og får dem downloadet.
Der bliver rig mulighed for at stille spørgsmål undervejs.
Medbring din egen iPhone.
Onsdag den 1. marts kl. 10.00-12.00
Entré: 30 kr.
Kan du mon gøre krav på en herregård et eller andet sted? Eller måske skal du finde dine aner i den lokale arrest? Det kan du finde ud af ved at begynde med slægtsforskning.
Torsdag i ulige uger holder Slægtsforskningsværkstedet åbent på
Lokalhistorisk Arkiv på biblioteket, og her sidder Preben Gloggengiesser klar til at hjælpe både begyndere og øvede med at finde rundt i registre, kirkebøger og arkiver.
Så kom og vær med, når sæsonen begynder den 12. januar.
Torsdage i ulige uger kl. 13.30-16.00
Entré: 25 kr. pr. gang inkl. kaffe.
Skøde, tinglysning, tilstandsrapport, ejerskifteforsikring. Papirstrømmen kan synes endeløs, når du skal købe eller sælge et hus. Der er utrolig mange ting at holde styr på, men dem har ejendomsmægler Susanne Pallestoft fuldstændig tjek på efter mange år i branchen.
Denne aften gennemgår hun alle handlens processer fra start til slut, så du kan blive meget klogere uanset om du skal købe eller sælge hus, sommerhus eller lejlighed. Susanne Pallestoft kommer omkring alt det juridiske og lovgivningen i forbindelse med ejendomshandel, og vil også bruge tid på at svare på spørgsmål.
Tirsdag den 7. marts kl. 19.00-21.00
Entré: Gratis – husk at hente billet.
Hvad er din yndlingssang af Kim Larsen eller Gasolin? For du kan garanteret nynne med på ”Jutlandia”, ”Rabalderstræde”, ”Midt om natten” eller ”Langebro” helt uden at tænke dig om.
Det er uundgåeligt på tværs af generationer, at de fleste danskere har et forhold til Kim Larsen og ikke mindst hans fantastiske sangkatalog gennem fem årtier - En kulturarv, som næsten er en del af vores DNA.
I 2023 er det 50 år siden, Kim Larsens første soloalbum ”Værsgo” udkom, og det fejrer musiker og foredragsholder Lasse Helvig med dette passionerede foredrag, hvor du både bliver klogere på Larsen og hører hans musik.
Så kom på biblioteket og genoplev din barndom, din ungdom og dit musikalske bagkatalog til en fantastisk aften, hvor der gerne må nynnes med.
Tirsdag den 14. marts kl. 19.00-21.00
Entré: 100 kr.
Lav en lædertaske nu, og pas godt på den. For så synes dit barnebarn garanteret, at mormors taske er total sej om 30 år. Den taske – og mange andre lækre ting – kan du lære at lave, når vi holder læderworkshop.
Dagen begynder med at blive dus med materialer og værktøj. Vi starter med en lille introopgave, som giver en fornemmelse af, hvordan det føles at arbejde med læder. Herefter kan du frit vælge mellem de mange modeller, underviseren har taget med. Du kan sagtens deltage selvom du er nybegynder; det vigtigste er lysten til at være kreativ med dine hænder. For workshoppen handler om at kunne gå fra biblioteket med et skønt produkt, og glæden ved at dele kreativitet med andre.
Alt værktøj er tilgængelig på workshoppen, og læder og andre nødvendige materialer kan købes undervejs. Hvis du vil se, hvad Iben Schrader har lavet tidligere, så lån hendes bog ”Kernelæder New Look” på biblioteket.
Lørdag den 18. marts kl. 10.00-16.00
Entré: 175 kr. inkl. sandwich
Et af Danmarks smukkeste skibe er uden tvivl Kongeskibet Dannebrog, hvilket egnens borgere også har kunnet bevidne ved flere lejligheder, når det har lagt til kaj i Lemvig. Nu får du mulighed for at komme med ombord - i hvert fald på det store lærred - når skibets kaptajn og daglige leder kommandør Peter Schinkel Stamp besøger biblioteket og fortæller om skibets historie og dagliglivet ombord for både mandskab og kongefamilien. Kommandøren har siden februar 2019 været Hendes Majestæt Dronningens Jagtkaptajn og chef for Kongeskibet. Han har gjort tjeneste i Søværnet i mere end 40 år og har haft en spændende og varierende karriere, som bl.a. har omfattet internationale udsendelser, en række chefstillinger samt adjudant for Hendes Majestæt Dronningen. Karrieren rundes nu af med stillingen som Jagtkaptajn og chef for Dannebrog.
Torsdag den 23. marts kl. 19.00-21.00 Entré: 100 kr.
I Lemvig bor en stærk og modig kvinde, som med dette rørende og personlige foredrag gerne vil hjælpe andre. Jessica Kruse Jespersen har nemlig trods sine kun 28 år været igennem mere end de fleste: Vold, misbrug, mobning og psykisk sygdom.
Men hun står stadig oprejst og nu stærkere end nogensinde trods diagnoser som skizofreni, PTSD og angst. Med dette foredrag vil hun gerne fortælle, at det er muligt at komme igennem det værste, hvis man får den rette hjælp af de rigtige mennesker. Foredraget henvender sig til alle, som har haft psykisk sygdom inde på livet enten selv eller som pårørende. Og alle andre, som blot er nysgerrige og gerne vil vide mere om, hvordan det er at leve med de udfordringer i hverdagen.
Mandag den 27. marts kl. 19.00-21.00
Entré: 50 kr.
Har du styr på juraen, hvis du eller dine kære dør? Det kan være en god idé at forberede sig allerede nu, mens du er rask. Derfor kommer advokat Asger Toft forbi biblioteket og giver en grundig og letforståelig gennemgang af de vigtigste emner som:
• Fremtidsfuldmagter, arv og testamente.
• Hvordan er dine efterladte stillet?
• Hvor stor er boafgiften?
• Hvordan kan du styre din arv?
• Hvordan kan du lave særbestemmelser for dine arvinger?
Efter pausen er der mulighed for at stille spørgsmål.
Onsdag den 29. marts kl. 19.00-21.00
Entré: Gratis – husk at hente billet.
Udover at være en af landets mest populære og vindende cykelryttere gennem tiderne, er Jesper Skibby kendt som den sjove fyr, der altid stod klar med en kæk replik til tv-seere og journalister. De bramfrie kommentarer er der masser af i dette foredrag, men Jesper Skibby åbner denne aften også op for nogle af de mere sårbare sider.
For bag facaden gemte sig nemlig en rastløs og usikker dreng, der hungrede efter farens anerkendelse og som kæmpede med mindreværdskomplekser, pillemisbrug og præstationsangst. Efter karrieren på cyklen sluttede, ventede den helt store nedtur og en årelang kamp for at finde sig selv i en tilværelse uden for sportens faste rammer, et selvmordsforsøg og endelig den kærlighed, der i dag er fundamentet i hans hverdag.
Foredraget er baseret på bogen ”Engang var jeg Jesper Skibby”, som kan lånes på biblioteket og eReolen.
Torsdag den 20. april kl. 19.00-21.00
Entré: 175 kr.
Vi ved endnu ikke, hvad du kommer til at opleve denne aften, men vi kan garantere, at du bliver klogere! For der kommer nemlig en dygtig person og holder foredrag om et område, han eller hun har brugt årevis på at specialisere sig i. Hvert år drager en lang række forskere på Danmarksturné for at udbrede kendskabet til deres fagområder til den brede befolkning. Så det kræver altså ingen særlig baggrund at overvære foredraget – blot nysgerrighed og interesse.
Vi kan booke forskeren fra den 20. februar, så hold øje med bibliotekets sociale medier og hjemmesiden derefter, hvis du vil se, hvad du kan blive klogere på.
Fra fredag den 21. april til og med fredag den 28. april Entré: Gratis – husk at hente billet.
Nordvest for Bøvling er 71 hektar marker dækket af sorte, skinnende paneler, som suger energi ud af solen: Solcellepark Høvsøre. Nu kan du komme med bogbussen ind på området og høre alt om etableringen af Danmarks første delvist folkeejede solcellepark. Medarbejdere fra Jysk Energi låser porten til parken op og fortæller om byggeriet, teknologien og hvorfor parken netop ligger, hvor den gør. Sammen tager vi en gåtur rundt mellem panelerne, som er med til at sikre klimavenlig strøm, grøn omstilling – og et afkast til anpartshaverne, som alle er lokale. Efterfølgende byder bogbussen på en kop kaffe og noget til den søde tand.
Deltagerne sørger selv for transport.
Fredag den 12. maj kl. 14.00-16.00
Mødested: Smørpøtvej 20A, 7650 Bøvling Entré: Gratis – husk at hente billet.
Det er de store maskiner, som du kan opleve på Lemvig Marked og Dyrskue, så derfor har biblioteket også fundet vores største maskine frem: Bogbussen.
Kom ind og se, hvordan sådan et rullende bibliotek ser ud, kig i bogbussens helt egen billedbog om netop bogbussen, deltag i en konkurrence og mød nogle af bibliotekets medarbejdere.
Entré: Indgangsbilletten til Lemvig Marked og Dyrskue Følg med på vores hjemmeside og sociale medier for at se datoen.
Frivillige, fingernemme ”fixere” syr hullet i dine bukser, reparerer lampens afbryder og får din køkkenmaskine til at køre igen. Repair café Lemvig slår dørene op på biblioteket den fjerde lørdag hver måned og forsøger at gøre noget godt for miljøet ved at reparere ting, der i stedet skulle have været smidt ud.
Kom forbi med dine sager – så prøver vi at fikse dem. Det er gratis, men måske bliver du bedt om at købe en reservedel og komme tilbage næste gang. Og er opgaven for stor, henviser vi til en af byens håndværkere eller butikker.
Lørdag den 28. januar kl. 10.00-12.00 – herefter den fjerde lørdag hver måned.
Entré: Gratis
Arrangeres i samarbejde med Frivilligcenter Lemvig og Danmarks Naturfredningsforening Lemvig.
Februar 2. Forfatteraften med Kim Blæsbjerg
Bliv dus med din iPhone – sikkerhed
Bliv dus med din Android-telefon
Hør historien om Sall Whisky Distillery
Kreative værksteder på børnebiblioteket
Kreative værksteder på børnebiblioteket
Kreative værksteder på børnebiblioteket
Kreative værksteder på børnebiblioteket
Kreative værksteder på børnebiblioteket
Pandekagedag – caféhygge på børnebiblioteket
Forfatteraften med Finn Eldon
Gamer party for piger og drenge
Bliv dus med din Android-telefon
Beskyt dig selv mod IT-kriminelle
1. Bliv dus med din iPhone – internettet og apps
Når du skal handle hus
Kim Larsen gennem fem årtier
Lær at arbejde med læder
Mød Sallys far – Thomas Brunstrøm
Kom med ombord på Dannebrog
Repair Café
Lær at sætte flotte frisurer
Et liv med skizofreni
Bliv klogere på arv, testamenter og fuldmagter
Café
Kreative onsdage på børnebiblioteket
Kreative onsdage på børnebiblioteket
Kreative onsdage på børnebiblioteket
Kreative onsdage på børnebiblioteket
onsdage
børnebiblioteket
Hvad gør du, hvis en toårig får noget galt i halsen? Eller brænder hånden på en varm brændeovn? Går du i panik? Det er der nok mange, der gør, men efter dette minikursus i førstehjælp til småbørn, er du bedre rustet til at handle korrekt.
Børnebiblioteket får besøg af en førstehjælpsinstruktør fra Nordvestjyllands Brandvæsen, der vil bidrage til at klæde småbørnsforældre bedre på til at kunne hjælpe deres børn i tilfælde af ulykker.
Undervisningen handler bl.a. om vurdering af barnets bevidsthed, hvornår man bør tilkalde hjælp, fremmedlegemer i luftvejene og hjerte-lunge redning til et mindre barn.
Du er velkommen til at tage din baby eller dit barn med til undervisningen.
Skolerne holder sommerferien. Dagene er lange og mange, og hvad skal man finde på i alle de uger?
Hver onsdag kunne turen jo gå til børnebiblioteket, hvor det store kreative værksted er fundet frem. Kom forbi og hyg med maling, saks, perler og pensler – eller noget helt andet, vi har fundet på – og få dine hjemmelavede ting med hjem.
Vi laver noget forskelligt hver onsdag. BØRNEBIBLIOTEKET
Onsdage i skolerne sommerferie kl. 10.00-16.00
Entré: Gratis
Vi inviterer alle børn født i 2020 til fødselsdagsfest på børnebiblioteket. Her hører de og ikke mindst deres forældre om, hvad vi kan tilbyde og får en boggave med hjem.
Rytmikunderviser Dorte Nørgaard kommer og synger og spiller med børnene, og til slut serverer vi boller, saf- tevand, te og kaffe.
Fødselarerne er velkomne til at tage deres søskende, forældre og bedsteforældre med, og både børn og voksne skal have billet.
Søndag den 16. april kl. 10.00-12.00
Entré: Gratis – men husk at hente billet til både børn og voksne.
Upcycling handler ikke om at cykle op ad bakke. Det handler om at ændre dine egne gamle ting, så de bliver fede at bruge igen! Og i uge 17 holder vi verdensmåls-uge på børnebiblioteket og forsøger sammen at gøre klimaet en tjeneste.
Så tag din gamle, kedelige t-shirt eller de slidte sneakers med på børnebiblioteket og pynt dem med stoftus- cher og strygestof. Vi har også muleposer eller frugtposer, som du må pynte, hvis du ikke kunne finde noget derhjemme.
Hold øje med bibliotekets hjemmeside, Facebook og Instagram – måske sker der andre spændende ting i løbet af ugen …
Julepynten er for længst pakket væk i den store kasse, og nu skal påskepynten op, og måske skal mor eller farfar have en lille gave? Den kan alle børn komme forbi det kreative værksted på børnebiblioteket og lave de tre dage før påske.
Måske er der lidt ventetid, men så er der mange andre spændende ting at give sig til på børnebiblioteket, mens man venter.
Mandag – onsdag i uge 14 kl. 10-16 Entré: Gratis
Vil du også gerne kunne lave flotte frisurer på dig selv, din datter eller din veninde? Sådan nogle, der bare ser SÅ lette ud at lave, når man ser en reel på Instagram eller TikTok. Og som bare ligner en brugt fuglerede, når du selv forsøger…
Så har børnebiblioteket løsningen, for vi har inviteret Helle og Tina fra Frisør Wilholm på besøg, og de to dygti- ge frisører viser tips og tricks til håropsætninger til f.eks. konfirmationen eller skolefesten.
Tag din mor, far, søster, veninde eller langhårede fætter med, og bliv inspireret til flotte frisurer, som du med lidt snilde eller hjælp selv kan lave. Nogle fra publikum kan også være heldige at få lov til at lægge hår til, så alle kan se Helle og Tina i aktion.
Hvornår har dine børn sidst fået lov til at spille computer en hel aften? Hvis du sender dem afsted på biblioteket til gamer party, så sørger vi for en skøn aften, hvor de må sidde med næsen i skærmen helt til midnat. Vi serverer pizza, chips og sodavand i løbet af aftenen, men de skal have spist aftensmad hjemmefra. Det er for alle børn mellem syv og ti år, og de skal selv medbringe en computer eller tablet, som kan gå på trådløst netværk. Biblioteket er lukket for alle andre hele aftenen, så ungerne og de to medarbejdere har det hele for sig selv.
Fredag den 24. februar kl. 18.30-24.00 Entré: 50kr. – billetter skal købes på børnebiblioteket senest den 17. februar.
Sallys far er pinlig, han bander, han læser ikke brugsanvisninger og han fortæller virkelig mange historier om sin barndom. Som vist ikke alle sammen passer …
Thomas Brunstrøm er forfatter til de meget populære bøger om Sallys far, og denne søndag kommer han forbi børnebiblioteket og fortæller om, hvordan de er blevet til og læser også højt.
Og gad vide, hvor meget af det, der sker i bøgerne, der er sket i virkeligheden? Mon Sally, Eddie og Svend faktisk findes? Og måske behøver man slet ikke en hel masse fantasi for at blive forfatter?
Søndag den 19. marts kl. 10.00-11.00
Entré: 50 kr. – både børn og voksne skal have billet.
Hver dag i vinterferien er der kreative værksteder på børnebiblioteket, hvor vi hygger med perler, maling, saks og papir.
Det kan være, at du er nødt til at vente lidt på at få en plads ved bordet, men så er der massevis af andre spændende ting at lave, mens du venter.
I dag kan alle børn lave et vendespil.
I dag kan alle børn pynte fyrfadsstager.
I dag kan alle børn dekorere en ymerskål.
I dag kan alle børn lave en notesbog.
I dag kan alle børn lave perlearmbånd.
Mandag – fredag i uge 7 kl. 10-16
Entré: Gratis
Netop den 21. februar bliver der spist ekstra mange pandekager rundt omkring i hele verden. Det er nemlig international pandekagedag, og det fejrer vi på børnebiblioteket, når vi finder syltetøj og sukker frem og bager pandekager i stakkevis.
Tirsdag den 21. februar kl. 15.00-16.30
Entré: Gratis