Robottens Anatomi afrapportering

Page 1

afrapportering

ROBOTTENS ANATOMI

CENTER FOR KUNST OG VIDENSKAB



ROBOTTENS ANATOMI Teater

Robottens Anatomi er en teaterforestilling produceret af Center for Kunst og Videnskab, SDU og instrueret af Bent Nørgaard. Forestillingen handler om, hvad det vil sige at være menneske: Hvad er liv, og hvad er det, der gør os til mennesker? I forestillingen dissekeres forskning og følelser, og den menneskelige eksistens spejles i den nyeste viden om robotteknologi og kunstigt liv. På scenen står skuespillerne Baard Owe, Jeanette Lindbæk Larsen og Morten Steensgaard. De får selskab af forskere fra Syddansk Universitet: fysikere, filosoffer og robotforskere, som bidrager til forestillingen med deres viden og indsigt. Robottens Anatomi er støttet af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling. Forestillingen spillede i alt 15 gange på Teater Momentum i Odense i hhv. april og september 2009, sidstnævnte periode som en del af Robotfestivalen, RoboDays.

3


Redaktion: Mimo Antabi Layout: Mikkel Larris Syddansk Universitet, 2010 ISBN 978-87-990859-7-2

4


INDHOLDFORTEGNELSE

Kapitel 1: INDLEDNING Kapitel 2: CASTING AF MEDVIRKENDE Kapitel 3: FORESTILLINGENS ELEMENTER Kapitel 4: FORESTILLINGEN – KORT SYNOPSIS Kapitel 5: MARKEDSFØRING OG PRESSE Kapitel 6: ADD-ONS/ØVRIGE ELEMENTER Kapitel 7: PUBLIKUMREAKTIONER Kapitel 8: INTERVIEWS MED TRE AF DE MEDVIRKENDE Kapitel 9: INSTRUKTØRENS TANKER Kapitel 10: END CREDITS

s. 7 s. 7 s. 9 s. 11 s. 12 s. 15 s. 15 s. 16 s. 22 s. 25

Bilag: a. Interview med Baard Owe i Politiken 17.04.09 b. Anmeldelse af forestillingen i Fyens Stiftstidende 19.04.09 c. DVD fra forestillingen 24.04.09

s. 29 s. 33

5


6


1. INDLEDNING IDÉ OG VISION Center for Kunst og Videnskabs grundidé var at udvikle og producere en teaterforestilling, der kunne formidle fremtidsnære scenarier, hvor intelligente robotter fik menneskelignende udseende og kunne erstatte det, vi i dag betragter som originalen, nemlig mennesket. Forestillingens arbejdstitel var Kopien. Vores vision havde både kunstnerisk og formidlingsmæssig karakter: Dels ønskede vi at skabe et klassisk drama med selvstændig kunstnerisk værdi, dels ville vi benytte dette drama til at generere offentlig interesse og debat om robotteknologiens muligheder og risici. Gennem en kunstnerisk undersøgelse og behandling af denne teknologi ønskede vi at formidle den viden, de følelser og dilemmaer, der opstår, når teknologien giver mennesket mulighed for at skabe en kopi af sig selv. Hvor går grænsen for et menneske, og skal robotter have særlige rettigheder og tillægges samme værdi som det levende? Og hvad er ren science fiction, og hvad er reelle muligheder?

BAGGRUNDEN Center for Kunst og Videnskab ved Syddansk Universitet har siden 2005 produceret en række videnskabsteaterforestillinger. Grundkonceptet for disse forestillinger var at lade forskere stå på scenen understøttet af kunstnere og kunstneriske virkemidler. Vores hensigt var at skabe erkendelse gennem æstetiske oplevelser og at udnytte kunstens evne til at fastholde publikums koncentration omkring forestillingernes faglige indhold. Forestillingerne gav os indsigt i, hvordan man aktiverer publikum i en etisk debat, og hvordan man gennem teatret skaber følelsesmæssigt engagement og formidler især naturvidenskabelig grundforskning på forskningens egne præmisser. Med Robottens Anatomi ønskede vi at udfordre vores eget koncept. Hvor det før havde været formidling på forskningens præmisser, ønskede vi denne gang at skabe en kunstnerisk forestilling på kunstens præmisser men med udgangspunkt i problemstillinger knyttet til forskningsverdenen. Formålet var at blive klogere på, hvordan man

gennem en dybere integration af (scene)kunst og forskningsformidling kunne maksimere den erkendelses- og formidlingsmæssige effekt af mødet mellem kunst og forskningsbaseret viden i et scenisk rum. Forestillingen er blandt andet inspireret af den japanske professor Hiroshi Ishiguro fra Osaka University, der i 2007 gæstede Syddansk Universitet. Ishiguro har inden for de senere år provokeret verden ved blandt andet at lave nøjagtige robotkopier af sig selv, sin datter og sin hustru. Ud fra den japanske livsanskuelse, at ikke kun mennesker, men også genstande som et bord, et rum og en robot har en sjæl, udfordrer han vores syn på os selv. En del af Ishiguros forskning omhandler kortlægningen af hvilke egenskaber, der skal til for, at vi betragter den menneskelignende robot som et menneske, vi kan tillægge og have følelser for. Ishiguru medvirker endvidere i danske Phie Ambos dokumentarfilm Mechanical Love (2007), som udgjorde en af Robottens Anatomis væsentligste inspirationskilder. Endelig er forestillingens manuskript inspireret af den japanske billedhugger, Hananuma Masakichis levned (1832-1886). Han var uhelbredeligt syg af tuberkulose og fremstillede derfor en nøjagtig statue af sig selv for ikke at blive glemt af sin elskede.

2. CASTING AF MEDVIRKENDE FORSKERNE Vi besluttede tidligt i processen at inddrage forskere fra Syddansk Universitet i udviklingen af manuskriptet og at lade disse forskere medvirke i forestillingen som sig selv med miniforelæsninger af ti minutters varighed. Den første forsker, der blev kontaktet, var robotforsker og lektor Kasper Støy fra Maersk McKinney Møller Instituttet, som gav en introduktion til modulære robotter. I forbindelse med de første udviklingsmøder besøgte vi Robotlaboratoriet på det Tekniske Fakultet. Da forestillingen berører andre aspekter af ”kunstigt liv”-feltet, blev der hurtigt etableret kontakt til professor Steen Rasmussen og Center for Fundamental Living Technology (FLinT), som arbejder med at skabe kunstigt liv ad biologisk vej. Endvidere blev professor Søren Harnow Klausen fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier inviteret 7


til at belyse de filosofiske aspekter ved kunstigt liv. De tre forskere inviterede en række kollegaer med, som skulle dublere dem i spilleperioden, således at der var flere forskere om hver optræden; en praksis, vi tidligere har benyttet i vores produktioner, og som dels letter arbejdsbyrden for de enkelte forskere, og muliggør kollegial sparring og idéudveksling gennem forløbet. Disse var robotforskerne lektor Ulrik Pagh Schultz og de to ph.d.-studerende Andreas Lyder og Ricardo Franco Mendoza Garcia, lektor Martin Hanczyc og postdoc Harold Fellerman (FLinT) samt filosofferne adjunkt Anne-Marie Søndergaard Christensen og ph.d.-studerende Esben Petersen. Desuden blev der afholdt et møde med lektor Rikke Schubart om litteraturens måde at behandle robottemaet på. SKUESPILLERNE Da udgangspunktet for projektet var, at forestillingens handling skulle bæres af skuespillere, entrerede vi med tre professionelle skuespillere i rollerne som hhv. Bartholin (Baard Owe), Maria Lentz (Jeanette Lindbæk Larsen) og Ekko (Morten Steensgaard).

8

ØVRIGE MEDVIRKENDE En af forestillingens centrale scener, der tematiserer forholdet mellem det såkaldt kunstige og det naturlige, er en scene, hvor en hund aes af en mekanisk robot-arm. For at finde den rette, scenevante hund til formålet, afholdt vi en offentlig hundecasting på Syddansk Universitet. I alt otte hunde mødte op til castingen, og vinderen blev bordercollien Sif, som medvirkede i samtlige 15 forestillinger. Robot-armen (påmonteret en menneskehånd-attrap) blev stillet til rådighed af den Odense-baserede virksomhed Universal Robots. Derudover medvirkede følgende robotter: Robotsælen Paro (udlånt af Teknologisk Institut), modul-robotten Odin (udlånt af Maersk Instituttet) og musikrobotten I Blocks (udlånt af Center for Playware).


3. FORESTILLINGENS ELEMENTER MANUSKRIPT Det overordnede ansvar for manuskriptet blev lagt i hænderne på forfatter Michael Valeur. Sammen med instruktør Bent Nørgaard, researcher Willie Flindt og konceptudvikler Mimo Antabi stod han for at skrive det færdige manuskript. Indledningsvis blev der afholdt en række møder mellem de fire, hvor det grundlæggende koncept blev lagt fast. Efterfølgende deltog de forskellige forskere på skift i en række uddybende møder, hvor de sammen med Bent Nørgaard skrev deres replikker/miniforelæsninger. For det afsluttende arbejde, herunder finpudsning af replikker, stod Bent Nørgaard. SCENOGRAFI/DEKORATION Catia Hauberg Engel designede det sceniske rum. Scenografien er skabt med direkte inspiration fra de anatomiske teatre, og specifikt fra anatomen Thomas Bartholins kvadratiske anatomiske teater fra 1644, beliggende på Frue Plads i København. Det anatomiske teater har en europæisk historie, der går flere århundreder tilbage. Første gang det opførtes var i 1490 på universitetet i Padova. Fra teatret forelæste man og dissekerede under bevågenhed fra de studerende, som stod op på de mange balkonetager, der omringede det smukke ovale rum med dissektionsbordet placeret i midten. Rummet favnede sine gæster og virkede besjælet. Siden blev mange andre anatomiske teatre opført i Europa.

Med rummet til Robottens Anatomi er det anatomiske teater gentænkt til vores tid. Scenografien er computertegnet i programmet autoCAD, bygget i aluminium, og med et dissektionsbord, som har en indbygget projektor til de visuals, der projiceres på et lærred i loftet. Rummet har tre balkoner, som af turnéhensyn er lavet i spring, med plads til 130 i alt. Af disse pladser reserveres 10 til medvirkende forskere og teknisk personale. Man får en fascinerende, intens zoomagtig rumlig følelse ved at sidde i det kvadratiske rum, hvor alle tilstedeværende inkluderes på en anderledes måde end i andre kendte scenerum og auditorier. Det velkendte hierarki mellem skuespillere og publikum opløses: Man ser ned på skuespillerne og forelæserne på gulvet, mens man er i øjenhøjde til alle sider med sine medpublikummer. Kvadratet som form virker også udvidende, både fordi der ikke er noget skjult, ingen for- eller bagside, kun sider som spejler hinanden. Måske fascinerer tanken om, at man i princippet kunne bygge flere og flere balkoner til. I den centrale akse, hvor skulpturer af Adam og Eva var placeret i Bartholins teater på Frue Plads, er den tekniske afvikler nu placeret. Dette er bevidst, da intentionen er, at det rumlige virker inkluderende både for forelæseren/skuespilleren, den tekniske afvikler og publikum. Rummet og dem som befolker det, skaber et samlet billede. Som helhed skabes et fortættet intimt rum, hvor der lægges op til samspil på flere niveauer, f.eks. på den måde, at publikum kan have en meget aktiv rolle. VISUALS OG FILM Fra dissektionsbordet i scenens midte blev der projiceret en række visuals på et cirkelformet lærred ophængt i loftet. Disse visuals udgjorde forestillingens videoscenografi og tjente dels som illustration, dels til at underbygge stemningen og markere dramaturgisk fremdrift og overgange mellem tid

SDU, Center for Kunst og Videnskab Robottens Anatomi Isometri 1:25 27.02.2009 Catia Hauberg Engel

9


og rum. Filmene (á en-tre minutters varighed) blev produceret af Anders Boe og Mikkel Larris (Center for Kunst og Videnskab) og omfattede følgende titler: • Intro-filmen (en montage bestående af klip fra forskellige Hollywood science fictionklassikere). • Osaka-filmen (stemningsskabende film der ledsager flashback-scenen fra Osaka). • Pygmalion-film (denne film udgik og var derfor ikke en del af den endelige forestilling). • Ekko/Jeff-filmen (en film der viser Maria og hendes syge mand Jeff arbejde på at skabe androiden Ekko). • Masakichi-filmen (en montage omhandlende Masakichis levned). • Outro-filmen (rulletekst). KOSTUMER OG REKVISITTER For påklædning af spillerne samt anskaffelse af rekvisitter stod kostumier og rekvisitør Anne Mette Juul. Skuespillerne blev klædt på i hhv. jakkesæt (Baard Owe), spadseredragt (Jeanette Lindbæk Larsen) og mørkt hverdagstøj (Morten Steensgaard). Forskerne optrådte i eget tøj. For at antyde et slægtskab mellem androiden Ekko (Steensgaard) og forskeren Bartholin (Owe) var sidstnævnte iført handsker af samme gennemsigtige plastic, som det, der tildækker Ekko, første gang han præsenteres. Som en del af rekvisitlisten indgik blyanter og blokke, som lå fordelt på alle siddepladser, da publikum kom i salen. Blokkene indeholdt desuden korte dansksprogede resumeer af forskerbidragene fra Maersk Instituttet og FlinT, som delvist blev leveret på engelsk (grundet enkelte af de medvirkende forskeres nationalitet). Publikum blev opfordret til at bruge rekvisitterne og tage noter undervejs, og flere benyttede sig af muligheden. MUSIK OG LYDDESIGN Komponist Hans Sydow, som vi har arbejdet sammen med tidligere, havde det overordnede ansvar for at komponere musikken til forestillingen. Han arbejdede sammen med tre af sine elever ved Vestjysk Musikkonservatorium ­­­­­- Andreas Busk Jepsen, Jens Toyberg-Frandzen og Søs Gunver Ryberg, hvorved forestillingen indgik som et led i deres uddannelse. Det samlede arbejde omfattede følgende titler: • Hans Sydow: Flg. seks kompositioner: ”Maria 10

Tema (Finale)”, ”Pygmalion (Tutti)”, ”Det Anatomiske Teaters Robotorkester”, ”Pygmalion (Cembalo)”, ”Osaka” og ”Det Anatomiske Teaters Tema”. • Jens Toyberg-Frandzen: ”Odin”. • Adreas Busk-Jepsen: Lyddesign af Ekkos robotstemme. • Søs Gunver-Rybjerg: Flg. serie af kortere lydkompositioner: ”Klaver 2. akt”, ”Kælderen 2. akt”, ”Pygmalion 2. akt”, ”Munimunke uden klokke 2. akt”, ”Munimunke 2. akt”, ”Prøver at kommunikere 2. akt”, ”Når jeg forsvinder 2. akt”, ”Når jeg forsvinder – Kun bund 2.akt”, ”Masakichi 2.akt”, ”Jomfru kys mig – Kun bund 2. akt”, ”Jomfru kys mig 2. akt” samt ”Opad kælderen 2. akt”. Det samlede musikalske udtryk var inspireret af kontemporær electronica og gammeldags cirkusog lirekassemusik. Slutresultatet blev et lydunivers spændt ud mellem kaotisk vanvid og minimalistisk stringens. ISCENESÆTTELSE AF FORESTILLINGEN Bent Nørgaard stod for iscenesættelsen og indstuderingsarbejdet, som var delt op i tre faser: Et prøve/indstuderingsforløb med skuespillerne, et formidlingstræningsforløb med forskerne og et afsluttende prøveforløb med alle medvirkende. Prøverne med skuespillere fandt sted i perioden 9. -28. marts på Syddansk Universitet. Parallelt hermed blev der (også på SDU) gennemført formidlingstræning af de medvirkende forskere. De sceniske prøver med forskerne og skuespillerne fandt sted fra d. 6. til d. 17. april på Teater Momentum. Til genopsætningen af forestillingen havde dramaturg Christian Eiming ansvaret for formidlingstræningen af det hold forskere, som deltog i efterårets forestillinger, men som ikke havde medvirket i forårets opsætning. Dette foregik på Syddansk Universitet i perioden fra d. 10. til d. 20. august. Fra d. 27. august til d. 1. september afholdt Bent Nørgaard genopsætningsprøver på Teater Momentum. PRODUKTION OG LYSDESIGN Kim Malmose varetog ledelsen af den samlede produktion herunder interface med stagehands, teater, koordinering af sceneopbygning samt


teknisk afvikling af forestillingen i første periode. Bo Kudsk lavede lysdesign, og Anders Boe havde ansvaret for at samle og programmere lyd og billedfiler i afviklersystemet, Pandoras Box. For teknisk afvikling i genopsætningsperioden stod Morten Bjerggaard.

4. FORESTILLINGEN – KORT SYNOPSIS Akt 1: Bartholin byder publikum velkommen i Det Anatomiske Teater, hvor det ikke er menneskets krop der skal dissekeres, men derimod følelser. Aftens tema er: Hvad er det, der gør os til mennesker? Hvad er det, der adskiller os fra robotter? Bartholin demonstrerer temaet ved at lade en robotarm ae hunden Sif; kan hunden mærke, at det er en kunstig hånd, der aer den? Gør det nogen forskel? Tematikken udfoldes, da Bartholin introducerer robotsælen, Paro: Mange demente har fået en sådan sæl, som de knytter stærke følelser til. Gør det virkelig noget, at det er en robotsæl og ikke et ”ægte” dyr? Begreberne robotter og kunstigt liv dækker over mange forskellige ting, og Bartholin fortsætter eksemplificeringen: Den modulære robot Odin præsenteres og fremfører en koreograferet dans til musik. Bartholin introducerer aftenens første forsker fra Maersk Instituttet, som rejser sig fra sin plads blandt publikum og fortæller om teknologien bag og visionerne med Odin-robotten. Herefter forlader forskeren scenegulvet for at gøre plads til aftenens andet videnskabelige indslag, leveret af en forsker fra FlinT- gruppen: Ved hjælp af simple rekvisitter fra husholdningen viser denne forsker, hvordan man på FlinT arbejder med at skabe liv på celleniveau. Efter de to rigtige forskere, præsenteres Maria Lentz. Hun er en af Bartholins tidligere studerende, som han havde haft et meget nært forhold til, før hun rejste til et af verdens førende forskningscentre, der arbejder med at skabe menneskelignende robotter; bl.a. med det formål at studere relationen mellem mennesker og robotter og søge et svar på spørgsmålet: Hvad skal der til af menneskelignende træk hos en menneskelignende robot, for at vi kan få følelser for den? Bartholin lader forstå, at hun har skabt en androide/menneskelignende robot modelleret efter sin mand. Efter en kort flashbackscene fra en konference i Osaka, træder hun frem sammen med

denne robot kaldet Ekko. Ekko, siddende i kørestol, præsenteres for publikum. Under præsentationsseancen inviteres en tilfældig person blandt publikum ind på scenegulvet for at opleve Ekko helt tæt på. I løbet af præsentationen antydes det, at Ekko har en egen vilje, og at forholdet mellem Maria og Ekko ikke helt er, hvad det giver sig ud for. Akt 2: Åbnes med Bartholins robotorkester-koncert (dette nummer udgår i efterårets forestillinger pga. tekniske vanskeligheder). Forholdet mellem Ekko og Maria foldes efterfølgende ud i en længere dialog mellem Maria og Bartholin. Her afslører Maria utilsigtet, at hendes mand Jeff, til Bartholins store overraskelse, er dødeligt syg. Hårdt presset af Bartholin indvier Maria os nu i et dramatisk sygdomsforløb, hvor det viser sig, at hendes mand har været besat af at perfektionere robotkopien, så den efter hans død vil være et levende minde til den efterladte hustru. Maria giver udtryk for, at det, der oprindeligt var et videnskabeligt projekt (at undersøge menneskers reaktioner på og forhold til menneskelignende robotter), har ændret sig til at være et personligt projekt: at skabe sig en dobbeltgænger. På den baggrund rejser Bartholin spørgsmålet om, hvilke følelser Maria har for kopien/robotten, og hun lader os

11


forstå, at hun til en vis grad er følelsesmæssigt involveret i mandens dobbeltgængermaskine. Maria mener, at hendes robotprojekt er dumpet som videnskabeligt projekt, fordi hun har været ude af stand til at holde personlige følelser ude. Hendes mentor Bartholin er ikke enig. Det antydes, at han selv er en menneskeskabt kopi af renæssance-anatomen, Thomas Bartholin. Diskussionen mellem de to bliver tiltagende filosofisk og går i hårknude. På Bartholins spørgsmål om der er en filosof tilstede blandt publikum, rejser aftenens tredje forsker – filosoffen – sig, og entrerer scenegulvet. Filosoffen anfører, at vi er ens stillede, når vi ønsker at vide, om en person har følelser for den anden, hvad enten denne er robot eller menneske. Principielt kan vi ikke vide, hvad den anden tænker eller føler, og dette forhold kaldes i filosofien ”det fremmedpsykiskes problem”. Ekko og Paro interagerer, og vi ser hvorledes, der opstår følelser mellem to kunstige væsener. Mod slutningen fastholdes publikum i uforløsthed; det afgøres aldrig, om Bartholin er menneske eller kopi, og om hvorvidt det overhovedet giver mening at skelne mellem såkaldt kunstigt og autentisk. Det antydes, at følelser er lige gode eller lige dårlige, hvad enten vi har dem for noget menneskeligt eller noget kunstigt. I sin udgangsreplik spørger Bartholin således Maria, hvilken forskel det ville gøre, hvis han ikke var et menneske, og spørgsmålet får lov til at stå ubesvaret hen. Fra epilogen på skærmen får vi at vide, at Maria nu lever sammen med både Ekko og sin mand.

årets forestillinger fungerede således som et tidligt forskræp til festivalen, og i denne periode var fokus først og fremmest på Center for Kunst og Videnskabs stampublikum, mens efterårets forestillinger indgik som en mere integreret del af RoboDays. Samarbejdet var en stor succes og genererede en lang række positive synergieffekter mellem RoboDays og Center for Kunst og Videnskab. Det blev efterfølgende besluttet at fortsætte samarbejdet mellem de to parter med henblik på at udvikle nye projekter. MARKEDSFØRING Forestillingen blev lanceret via dagspressen (annoncer), plakater, bannere, en postkortkampagne, mailinglister, relationsmarketing og direct marketing samt sociale medier (Facebook og Youtube). Forestillingens målgruppe var fra 16 år og opefter. Samarbejdet med robotfestivalen betød, at genopsætningen af Robottens Anatomi blev lanceret som en del af RoboDays. Det bevirkede, at centrets markedsføringskanaler fra foråret blev suppleret med spalteplads i festivalens program, flyers, annoncer og plakater. I tilgift til løssalg af billetter via BilletNet arbejdede

5. MARKEDSFØRING OG PRESSE Birgitte Winding Sundekilde og Mimo Antabi havde hovedansvaret for den samlede markedsføring, herunder kontakt til presse og billetsalg. Mikkel Larris stod for layout af annoncemateriale. SAMARBEJDE MED ROBODAYS Robotfestivalen RoboDays (støttet af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling) finder sted hvert år i september i Odense og er tænkt som et internationalt samlingssted for forskere og kunstnere, der arbejder med robotteknologi. Det var derfor naturligt for os at indgå et samarbejde med festivalen omkring lancering af forestillingen. Da premieredatoen d. 18. april ikke lod sig flytte, blev det besluttet at dele samarbejdet op i to etaper. For12

Robot

festiva

Odens l e 10.-12. se pt.‘09

Brandts Flakha Klædefabri k v Munke en Mose

Green Roboti cs konfe erenc e 9. se ptem

Program

ber

Robotfestivalens programforside

www.robodays.dk www roboda


centrets administration målrettet på salg af billetter til større kundegrupper, for hvem forestillingens indhold kunne have særlig relevans, og som kunne anvende Robottens Anatomi som medlemstilbud eller medarbejderarrangement. Det drejede sig bl.a. om patientforeninger, faglige organisationer og firmaer med specifik interesse for især robotter og velfærdsteknologi. Som et led i markedsføringen for gymnasier inviterede centret og robotfestivalen gymnasielærere til en fælles robot-temadag i april måned. Dagen bød blandt andet på en særvisning af Robottens Anatomi og en snak om, hvordan forestillingen kunne bruges i undervisningen (se desuden kapitel 6). Selvom dette initiativ ikke havde så stor effekt som håbet, bevirkede det dog, at en række gymnasieklasser købte billetter til efterårets forestillinger.

• • • •

• •

• •

BILLETSALG Billetsalget til Robottens Anatomi var meget tilfredsstillende. Der blev udbudt 120 pladser pr. aften, og belægningsprocenten for forårets syv forestillinger (i perioden 18.-29. april) lå på 91 % (værdibelægning 62 %), mens belægningen for efterårets otte forestillinger (i perioden 2.-12. september) endte på 74 % (værdibelægning 64 %). Disse tal ligger (så vidt vides) over gennemsnittet for tilsvarende eksperimenterende scener og projektteatre.

• •

• •

PRESSE Mediedækningen i lokalpressen var meget tilfredsstillende. I første omgang gav hundecastingen megen omtale i både tv, radio og dagblade, og efterfølgende var forestillingen blandt andet genstand for et længere indslag i TV2 Fyn, et interview med Baard Owe i Fyens Stiftstidende samt en anmeldelse (fire stjerner) i samme. Den nationale mediedækning var ikke så omfattende som håbet, men den bød dog på et to-siders interview med Baard Owe i Politiken. Det viste sig vanskeligt at gøre pressen interesseret i genopsætningen, hvorfor presseomtalen i efteråret var begrænset. Fuldstændig opgørelse af presseomtalen af Robottens Anatomi: • 24.02.09: JP.dk: ”Bærbar hund søges til de skrå brædder” (Omtale af hundecasting) • 24.02.09: DR Fyn P4: ”Bærbar hund søges”. (Omtale af hundecasting) • 25.02.09: Metroexpress: ”Hundeaudition på

• •

• •

Fyn” (Omtale af hundecasting) 25.02.09: Fyens Stiftstidende: ”Rolig scenevant hund søges” (Omtale af hundecasting) 02.03.09: DR Fyn P4: reportage fra hundecasting 02.03.09: TV2 Fyn: reportage fra hundecasting 03.03.09: Fyens Stiftstidende: ”Bærbare hunde med x-factor” (reportage fra hundecasting) 03.03.09. DR Fyn P4 (annoncering af vinderen af hundecasting) 04.03.09: Fyens Stiftstidende: ”Sif vandt x-factor” (annoncering af vinderen af hundecasting) 15.03.09: Fyens Stiftstidende: ”Sif er en hund efter teater” (Notits om forestillingen) 01.04.09: Frie Skoler: ”Videnskab som teater” (Notits) 01.04.09: Ny Viden: ”Hvad gør os til mennesker?” (Featureartikel) 09.04.09 Fyens Stiftstidende: ”Kan man have følelser for et kunstigt væsen?” (Interview med Baard Owe) 15.04.09: Dalum Hjallese Avis: ”Robotfirma fra Hjallese går til scenen” (notits om Universal Robots og robotarmen) 16.04.09: Jyllands-Posten: ”Den scenevante hund” (fotoreportage om Sif) 17.04.09: Politiken: ”Baard Owe: Jeg er en trænet dræbermaskine” (interview med Baard Owe) 17.04.09: TV2 Fyn: Indslag om forestillingen 18.04.09: Fyens Stiftstidende: ”Sif holdt fødselsdag i højt humør” (baggrundsreportage om Sif før premieren) 19.04.09: Fyens Stiftstidende: ”Robot med brune øjne” (anmeldelse) 20.04.09: Fyens Stiftstidende: ”Politikere ser på robotter” (notits om byrådsmedlemmer blandt publikum) 01.05.09: Frie skoler: ”Videnskabsteater – det for børn!” (Om brugen af teater i undervisningen med fokus på Robottens Anatomi) 22.09.09: Museionblog.dk: ”Robottens Anatomi – teaterstykke og forskningsformidling på SDU” (anmeldelse)

Interview i Politiken (17.04.09) og anmeldelse i Fyens Stiftstidende (19.04.09) er vedlagt som bilag. 13


Udklip, flyers, annonce og plakat

ROBOTTENS ANATOMI

ROBOTTENS ANATOMI

ROBOTTENS ANATOMI

Program – dansk

CENTER FOR KUNST OG VIDENSKAB Center for Kunst og Videnskab

ROBOTTENS ANATOMI ”Videnskab og teater spiller godt sammen” – Fyens Stiftstidende

Baard Owe Jeanette Lindbæk Larsen Morten Steensgaard

****

Baard Owe Jeanette Lindbæk Larsen Morten Steensgaard

2.–12. september Teaterhuset Odense

2.–12. september Teaterhuset Odense

CENTER FOR KUNST OG VIDENSKAB DEN EUROPÆISKE UNION Den Europæiske Fond for Regionaludvikling

Vi investerer i din fremtid

Center for Kunst og Videnskab, SDU

ROBOTTENS ANATOMI

www.sdu.dk/kunstogvidenskab • www.billetnet.dk 7015 6565 DEN EUROPÆISKE UNION Den Europæiske Fond for Regionaludvikling

Vi investerer i din fremtid

ROBOTTENS ANATOMI

Baard Owe Jeanette Lindbæk Larsen Morten Steensgaard solgt

18.aprilud lgt 21.apriludso t 24.apriludsolg 25.april 28.april 29.apriludsolgt Teaterhuset Filosofgangen 19 Odense

www.sdu.dk/kunstogvidenskab • www.billetnet.dk 7015 6565 DEN EUROPÆISKE UNION Den Europæiske Fond for Regionaludvikling

Vi investerer i din fremtid

Baard Owe Jeanette Lindbæk Larsen Morten Steensgaard 2.–12. september Teaterhuset Odense CENTER FOR KUNST OG VIDENSKAB DEN EUROPÆISKE UNION Den Europæiske Fond for Regionaludvikling

Vi investerer i din fremtid

14


6. ADD-ONS/ØVRIGE ELEMENTER

7. PUBLIKUMSREAKTIONER

UNDERVISNINGSMATERIALE Der var fra projektets start lagt op til, at gymnasieelever og deres lærere kunne bruge Robottens Anatomi som katalysator for eller kulmination på et AT- forløb. Ligeledes kunne forestillingen indgå i et særskilt undervisningsforløb inden for fagområderne Natur/teknik, fysik, biologi, filosofi, drama, billedkunst, musik og samfundsfag. For at lette brugen af Robottens Anatomi i undervisningen, producerede robotfestivalen v/Majken Kramer Overgaard et omfattende inspirations- og undervisningsmateriale, som også dækkede brugen af festivalens øvrige elementer i undervisningen.

”Tankevækkende teater og en meget flot iscenesættelse. En rigtig god aften med en masse stof til eftertanke og inspiration til elevernes egne projekter.” - Sheila Henderson, lærer, Vestfyns Gymnasium

TEATERPROGRAM Til forestillingen blev der trykt et 46 sider farveprogram i A4-format, redigeret af Birgitte Sundekilde og Mimo Antabi (Center for Kunst og Videnskab) med tekster på både dansk og engelsk skrevet af de medvirkende forskere og kunstnere, involverede institutledere samt ansatte ved Center for Kunst og Videnskab. Begrundelsen for at lave et tosproget program var Robotfestivalens internationale fokus samt det forhold, at flere af forestillingens medvirkende forskere var ikke-dansk talende.

”Videnskab og teater spiller godt sammen. Robottens Anatomi er et fint bevis på, at forskning sagtens kan formidles af kunsten.” - Marianne Koch, Fyens Stiftstidende

VIDEODOKUMENTATION AF FORESTILLING Feldfoss Visual Media filmede forestillingen d. 24. april. Se vedlagte DVD.

”Eleverne var virkeligt optagede af det, de så. Det har pirket til deres nysgerrighed omkring det naturfaglige. Det vækker interesse at se indholdet i naturfagene brugt til noget konkret. Jeg tror helt klart, det inspirerer dem meget, også til etiske og filosofiske diskussioner.” - Christina Aaboe, lærer, Rasmus Rask Skolen i Odense

”Stykkets store styrke er at overvejelserne over forholdet mellem robot og menneske ikke kun fremstår som teoretisk abstraktion, men tværtimod bliver specifikt og personligt i samspillet mellem Maria og Jeff/Ekko. Her er det ikke; Show, don’t tell, det er både Show og tell. Det er kraftfuldt, nærværende og helt igennem godt. Stykkets særegne blanding af miniforelæsninger og skuespil fungerer desuden fantastisk godt. Det er ikke uden grund at jeg bruger begrebet miniforelæsninger idet aftenens tre forelæsninger er ganske korte, ca. fem minutter hver. Det er både godt og skidt. På den positive side tvinger det forskerne til at fatte sig i korthed, på den negative side, er der pointer der går tabt, fordi det ganske simpelt går for hurtigt. Derfor bør forelæsningerne ses som inspiration til videre fordybelse og med det for øje, fungerer de ganske udmærket. Undertegnede fik taget gode noter.” -Jonas Paludan, Medicinsk Museion, København

15


8. INTERVIEWS MED TRE AF DE MEDVIRKENDE - Af Mimo Antabi Som en del af evalueringen af projektet besluttede vi at interviewe tre medvirkende – en repræsentant fra skuespillerfaget, en repræsentant fra det naturvidenskabelige forskningsfelt samt en repræsentant fra humanistisk forskning - om deres oplevelse af processen. Mimo Antabi (MA) gennemførte interviews med professor Steen Rasmussen (SR), professor Søren Harnow Klausen (SK) og skuespiller Jeanette Lindbæk Larsen (JL). Interview med Steen Rasmussen Steen Rasmussen er født i 1955 og er professor i fysik og leder af Center for Fundamental Living Technology (FLinT) ved SDU. External Research Professor ved the Santa Fe Institute (US). I Robottens Anatomi medvirker han som sig selv. Han har publiceret mere end 80 peer reviewed artikler og har været ansvarlig og medansvarlig for internationale eksterne forskningsbevillinger på mere end 170 millioner DKK.

Baard Owe, Morten Steensgaard og Jeanette Lindbæk Larsen

16

MA - Fortæl lidt om, hvordan det var at medvirke i Robottens Anatomi. Især i forhold til hvordan du som forsker oplevede teaterformen som formidlingsaktivitet. SR - Allerførst må jeg sige, at Robottens Anatomi var et formidabelt stykke scenekunst. Jeg har faktisk aldrig set noget lignende, og jeg mener den rent kunstnerisk er på linje med f.eks. Michael Frayns Copenhagen, altså den del af stykket, vi forskere ikke deltog i. MA - Kan du uddybe det lidt? SR - Dels gjorde det lille format, og det at publikum omkransede os, stykket til en virkelig intens oplevelse. Men den virkelige genistreg var den måde, der blev leget og eksperimenteret med grænserne mellem fiktion og virkelighed på. Det var tydelig at se, at det gik rent ind hos publikum. Mine teenagebørn var eksempelvis meget optaget af, hvornår


det var virkelighed – ”rigtige forskere” – og hvornår det var fiktion. Ungerne kender mange af mine forskerkollegaer, og en af dem undrede sig over, hvorfor jeg aldrig havde nævnt Maria Lentz (spillet af skuespiller Jeanette Lindbæk Larsen – MA) for dem. Ja selv min dekan var i tvivl om, hvornår det var forskere og skuespillere! MA - Men mens en sådan forvirring kan være stimulerende rent kunstnerisk, vil man vel kunne hævde, at den er uhensigtsmæssig – set ud fra et formidlingsperspektiv? SR - Nej slet ikke! Det, at der bliver sået tvivl om, hvornår det er fantasi, og hvornår det er virkelighed, er jo med til at aktivere hele sanseapparatet hos publikum. Det åbner et rum for refleksion. Og som forsker giver det mig mulighed for at tale og tænke visionært og sammen med publikum at engagere mig følelsesmæssigt i en videnskabelig problemstilling. Man kan sige, at den dybe integration af kunst og videnskab muliggjorde en kommunikation, der var både sanselig og intellektuel.

MA - Har du nogen kommentarer til selve arbejdsprocessen? SR - Vi blev behandlet med umådelig forståelse og respekt, og det gjorde hele forløbet til en stor oplevelse også rent personligt. Ja faktisk er jeg ret stolt over at have været med i Robottens Anatomi. Jeg har talt med kolleger, som har medvirket i nogle af jeres forudgående produktioner, og de har peget på tidsforbruget som et problem. Men i dette tilfælde skal Bent Nørgaard (instruktøren – MA) have ros for at udnytte tiden meget effektivt. Han var god til at give os meget præcise og brugbare instrukser, og hans insisteren på, at vi – forskerne – blot skulle være os selv og ikke prøve at spille skuespil. Det var en stor hjælp. MA - Hvordan vil du beskrive det at stå på en scene sammen med professionelle skuespillere og levere dit foredrag i en fiktionsramme? Sammenlignet med når du forelæser eller holder foredrag? SR - Altså, man er jo altid lidt spændt, når man skal på; der kræves den der nerve og parathed, inden man skal præstere, og det krav er for så vidt ens, hvad enten du står i et auditorium foran 100 førsteårsstuderende, er hovedtaler ved en international konference eller står på en teaterscene. Man kan sige, at udfordringen med ”Robotten” var, at vores (forskernes – MA) bidrag var så korte og kompakte, så timingen skulle virkelig være præcis; der var kun én chance hver aften, og kludrede man i det, ville tiden være gået, inden man kom tilbage på sporet. MA: - Hvad gjorde det største indtryk på dig (positivt eller negativt), og hvad har du taget med fra din medvirken i Robottens Anatomi?

Professor Steen Rasmussen

SR - Det står klart, at jeg i dag anvender nogle af de formuleringer, vendinger og teknikker, som vi lærte i forestillingen, i andre præsentationssammenhænge. Og jeg ved, det også gælder for Martin og Harold (forskerkolleger som dublerede Steen - MA). Jeg mener, at jeg er blevet en bedre forskningsformidler af at have medvirket i Robottens Anatomi. 17


Og så var det en stor personlig oplevelse og meget inspirerende at arbejde sammen med så knalddygtige folk, både skuespillere og forskere fra andre fagområder. Det at være fælles om et så stort projekt og derigennem få mulighed for at tale sammen med folk fra helt andre faggrupper var enormt berigende; både professionelt og personligt. Det udvidede min horisont, og man kan vel sige, at jeg blev mere menneskeklog af at være med i Robottens Anatomi. MA - Kan du pege på noget i forløbet, som burde have været gjort anderledes? SR - Det er svært at pege på noget, for som sagt, synes jeg virkelig, at det hele vejen igennem var et gennemført godt forløb. Men måske kunne man have overvejet ”robotdansen” med Odin. Jeg talte med flere publikummer, som synes den var for langstrakt og kedelig, og man havde svært ved at se forbindelsen fra denne robot til androiden (Ekko- MA); afstanden til den menneskelige robot blev for stor i denne scene, og dermed synes jeg, teatret mistede noget af sin magi. Man kunne nok have fundet mere spektakulære eksempler på en ”robotdans”, ved f.eks. at tage videoklip ind med mere avancerede robotter. Til allersidst kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der ikke er en måde at få forestillingen ud til et bredere publikum på? Der er investeret så meget tid, energi og penge i produktionen, og så er det synd, at den ikke kan få et ”efterliv” på eksempelvis internettet. Men jeg ved ikke hvordan, og om det overhovedet vil kunne fungere. For en del af teatrets charme og magi er vel netop ”her og nu” oplevelsen – sammen med de levende mennesker (og robotter), både skuespillere og publikum.

Interview med Søren Harnow Klausen Søren Harnow Klausen (SHK) er født 1966 og professor i filosofi ved Institut f. Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, SDU. I Robottens Anatomi medvirker han som sig selv. Han har publiceret adskillige peer reviewed artikler og har bl.a. bidraget til Gyldendals Filosofisk Leksikon (2008).

18

MA: - Hvad er din umiddelbare vurdering af Robottens Anatomi og det at bruge kunsten i formidlingspraksis? SHK - Før forestillingen blev en realitet, havde jeg en ikke ubetydelig bekymring! Jeg var skeptisk over for konceptet i almindelighed og hele forestillingen som sådan. Manuskriptet betragtet som læsetekst havde nogle klare svagheder. Men teatret som genre kan altså noget, som det skrevne ord ikke kan, og da først manus fik liv, blev mine bekymringer gjort til skamme. Det endelige resultat var virkelig overbevisende, og fusionen af de forskellige virkemidler lykkedes godt. Så en lære, jeg drager af forløbet, er helt klart, at videnskabsteater skal ses i teatret! Når det så er sagt, vil jeg fastholde min bekymring på en række punkter. Som jeg ser det, havde ”Robotten” mindst to formål: For det første skulle den være informativ og skabe begejstring for forskning. Men samtidig skulle den mane til kritisk eftertanke blandt publikum, altså en refleksiv målsætning. Disse to målsætninger stritter i hver

Ph.d. – studerende Esben Petersen i diskussion med skuespiller Baard Owe


sin retning: Lidt populært sagt var der en konflikt mellem på den ene side ”se hvor kloge og dygtige vi er” og på den anden side ”tænk lige over, at der er bivirkninger”. I en traditionel videnskabelig tilgang ville man – for netop at undgå denne konflikt – operere med en langt klarere arbejdsdeling mellem det informative og det refleksive. En anden af mine andre bekymringer går på, at man i videnskabsteatergenren skaber, hvad jeg vil kalde for en forståelsesillusion hos publikum. Det lykkes med kunstens mellemkomst at bibringe publikum en oplevelse af, at de har forstået noget, men hvad har de, når det kommer til stykket, rent faktisk forstået? Hvad er det specifikke vidensudbytte? Her synes jeg nok, man bør gå mere kritisk til værks og være forsigtig, når man anvender de kunstneriske virkemidler. Man risikerer nemlig, at publikum efter at have ladet sig beruse af kunsten, forlader teatret uden helt at være klar over, hvad meningen var med det hele. MA - Det er en væsentlig pointe: Hvornår er det kunst, og hvornår er det formidling? Men hvad med forestillingens sammenblanding af fakta og fiktion? Hvordan fungerede den? SHK - Jeg synes helt klart, at man udnyttede fiktionen optimalt til at reflektere over forskningens perspektiver og fremtidsmuligheder. Der vil jo altid være en uoverensstemmelse mellem, hvad man faktisk kan byde på her og nu, og hvad der er de hypotetiske muligheder, og forestillingen reflekterer over dette forhold, lidt ligesom man gør som forsker, når man skriver en videnskabelig artikel. I den forbindelse mener jeg, teatret rummer nogle muligheder, som I bør fokusere på fremadrettet: I kraft af fiktionen kan videnskabsteatret skabe en stærkere forståelse hos publikum for forskningens potentialer, og forskerne kan bruge genren til at afsøge perspektiver inden for et givent forskningsfelt. MA - Hvordan synes du, dit eget forskningsfelt fremstod i forestillingen? SHK - Da jeg læste manuskriptet, blev jeg bekymret over de mange vidt forskellige filosofiske mål og problemstillinger. Det fremstod som om, der ikke

var et klart defineret filosofisk refleksionsaspekt. Det er tilsyneladende et helt generelt problem, når filosofien indgår i denne typer samarbejder! Man har en tendens til at definere filosofien utrolig bredt som en paraply, der dækker både eksistensproblemet, etiske problemstillinger og erkendelsesspørgsmål, og dermed er der en risiko for, at det kommer til at stritte i forskellige retninger. På den anden side er det positivt, at forestillingen behandler disse forskellige filosofiske problemstillinger, for de hænger jo sammen, så der er da en pointe i at søge at integrere dem i et fælles udtryk. MA - Kan du sige lidt om, hvordan du oplevede selve processen? SHK - Noget af det meget positive ved processen var, at den havde så udpræget karakter af work in progress og dialog. Jeg havde selv stor indflydelse på manuskriptet, for så vidt som jeg var med til at skrive mine egne ”replikker”. Jeg føler det som et privilegium, at vi forskere havde så stor medbestemmelse, og at der var rig mulighed for at justere, udvikle og improvisere sit bidrag fra aften til aften. Det gjorde, at der fandt en løbende refleksions- og erkendelsesproces sted, når man stod på scenen og leverede sine replikker, og som forsker kom man til at indgå som en del af et eksperimentarium, snarere end at påtage sig rollen som en ”readymade”, der bare skulle rejse sig op og lire en lært tekst af. For mig blev det at sige mine replikker til en slags forskning ”live” på scenegulvet, hvor jeg løbende fik ny erkendelse og nye idéer. MA - Det lyder interessant! Hvilken rolle spillede de andre medvirkende forskere i denne proces? Og har du nogen fornemmelse af, om de havde samme opfattelse? SHK - Hver aften foregik der jo en regulær udvikling og revidering af forskernes bidrag blandt andet takket være sparring med kolleger. Det forhold, at vi var to-tre personer til at dække hver ”rolle” og dermed alle havde kolleger, der dublerede hinanden, løste ikke blot nogle praktiske, tidsmæssige problemer. Det gjorde det også muligt at udveksle faglige synspunkter og idéer med hinanden, og det er min op19


fattelse, at det gjaldt inden for alle tre forskningsgrupper. Jeg bemærkede da, hvordan eksempelvis Harolds (Harold Fellerman fra FLinT – MA) bidrag ændrede karakter og blev mindre dogmatisk undervejs. MA - Gjorde den faglige sparring sig også gældende på tværs af forskningsgrupperne? SHK - Det gjorde den i høj grad, og ikke kun dér men også mellem forskere og skuespillere. Jeg havde eksempelvis mange gode diskussioner med Baard (Baard Owe. Skuespiller og ”Robottens” hovedrolleindehaver -MA), idet han og jeg har vidt forskellige filosofiske udgangspunkter! Og i dag har jeg stadig en dialog med Martin (Martin Hanczyc fra FLinT -MA) om definitionen af liv. ”Robottens Anatomi” bragte med andre ord en række vidt forskellige fagfelter sammen, og det står tilbage som noget meget værdifuldt ved forestillingen.

Interview med Jeanette Lindbæk Larsen Jeanette Lindbæk Larsen (JLL) er født 1973 og uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole, 2004. I Robottens Anatomi spiller hun forskeren Maria Lentz. Hun har medvirket i adskillige teaterforestillinger bl.a. Bygmester Solness (Det Kgl. Teater, 2009), Nick Cave Teaterkoncert (Betty Nansen 2008) og Woyzeck (Aarhus Teater 2007). MA - På hvilken måde adskiller en produktion som Robottens Anatomi sig fra traditionelt teater? JLL - Som professionel skuespiller har jeg jo prøvet meget andet end traditionelt teater, og man kan sige, at ”Robotten” var en typisk projektforestilling på godt og ondt: Man mangler det store maskineri, som er en del af de stationære scener, og det er vanskeligt at få indarbejdet rutiner og lære dem at kende, når stort set alle folk er hyret ind udefra. Det giver nogle besværlige arbejdsgange. Men sådan er det nu engang, og der adskilte ”Robotten” sig ikke væsentligt fra andre projektforestillinger. 20

MA - Hvordan havde du det med, at en del af spillerne ikke var skuespillere men forskere? JLL - Jamen man tænker ikke så meget over det i selve situationen. Da er forskerne jo en del af forestillingen på lige fod med os andre. Men det var selvfølgelig et møde mellem to faglige traditioner, og det var interessant og lærerigt at se, hvordan man kommunikerer ud fra forskellige uddannelsesbaggrunde. Og det var da spændende at møde forskerne. Den interesse og entusiasme, de har for deres fag, smitter virkelig af! Der åbnede sig jo en helt ny verden for mig, som jeg har aldrig har skænket en tanke! MA - Det må vel have været en lidt speciel situation for dig som skuespiller at spille forsker side om side med rigtige forskere? JLL - Til at begynde med var jeg lidt nervøs: Jeg tænkte ”fuck”, holder det her, jeg står og siger? Her står jeg over for forskere og skal selv være en overbevisende forsker! Men situationen var jo ny og uvant for alle. Forskerne havde heller ikke stået på scenen før. Vi mødtes alle i samme usikkerhed, og det var medvirkende til, at det blev et fælles projekt. Jeg har helt klart fornemmelsen af, at vi lavede forestillingen sammen! MA - Hvordan har projektets fokus på videnskabelig troværdighed og realisme påvirket dit arbejde med at fremstille en fiktionsfigur? JLL: - Det var en udfordring at tilstræbe den der benhårde realisme i mit portræt af Maria. Hun skulle jo være 100 % troværdig. Derfor var den realistiske del (akt 1) den, jeg var mest nervøs for, hvorimod jeg følte mig hjemme i akt 2, som var mere rendyrket drama. Men det var nu ikke, fordi min tilgang til arbejdet var anderledes, end den plejer. For mig var Maria bare en anden slags rolle, end dem jeg ellers har spillet. I min fremstilling af Maria prøvede jeg virkelig at bruge de rigtige forskere, forstået sådan at jeg satte mig ind i deres situation: Hvad nu hvis jeg virkelig var forsker? Jeg brugte meget tid på at koncentrere mig om, hvad


JLL - Altså, jeg har aldrig prøvet at optræde i sådan en scenografi med tilskuere hele vejen rundt, men man kom hurtigt til at føle sig tryg ved at stå der. Jeg synes i det hele taget, det var fint at have publikum så tæt på. Jeg har prøvet det før – at have tilskuerne siddende to meter fra en – og for mit eget vedkommende er der da en indledende blufærdighed, jeg lige skal over. Men når jeg tænker over det, tror jeg faktisk, at formen og det med, at publikum kunne sidde og tage noter undervejs, hjalp til at drage folk ind i forestillingen. Man kunne fornemme, at de var med, de så dig i øjnene, og de fulgte med i det, der foregik. Det gav en ro på scenen. MA - Har du gjort dig nogen overvejelser om, hvordan man i fremtiden kan optimere en lignende proces? Ville eksempelvis en indledende workshop have hjulpet? Skuespiller Jeanette Lindbæk Larsen

forskerne gjorde. Jeg zoomede ind på det faktuelle! MA - Og det lykkedes dig jo at spille rollen overbevisende. Flere publikummer troede, du var en forsker! JLL - Ja det er rigtigt. Men især i den første spilleperiode var jeg supernervøs for at komme til at glemme noget undervejs; jeg øvede mig meget. I modsætning til de rigtige forskere, som havde frihed til at improvisere deres replikker, kunne jeg jo ikke improvisere, og det tog sin tid at lære det hele. I begyndelsen var det nærmest som at skulle levendegøre salmevers! Jeg anede jo ikke, hvad jeg talte om! Der var mange uvante ord, og sproget var meget universitetsagtigt og dermed meget langt fra det, jeg bruger både privat og på teatret. Men sprogbrugen passede til stykket, det var en nødvendighed for at give forestillingen det rette udtryk, og til premieren fik jeg jo heldigvis tjek på det!

JLL - Jeg er usikker på, om en workshop eller sådan en ”flue på væggen”-iagttagelse af forskerne ville have gjort en forskel. Måske. Det er jo altid til syvende og sidst teksten, man må forholde sig til. Men måske det havde været en god idé med en brainstormworkshop, hvor forskere og skuespillere langt tidligere i forløbet satte sig sammen. En arbejdsweekend, hvor man arbejdede nogle idéer frem i fællesskab. Det, tror jeg, kunne være en god måde at skubbe det hele i gang på.

MA - Hvad betød scenografien og publikums nærhed for din oplevelse som skuespiller? 21


9. INSTRUKTØRENS TANKER - Af Bent Nørgaard Som nævnt indledningsvis var der to visioner med at skabe Robottens Anatomi. En formidlingsmæssig og en kunstnerisk. Den formidlingsmæssige vision var at skabe en teaterforestilling, der formidlede forskningsbaseret viden, primært knyttet til aktuel robotforskning. Den kunstneriske vision, var at skabe en ”klassisk” teaterforestilling med dramatisk, følelsesinvolverende konflikt, der udspiller sig mellem skuespillernes fiktive karakterer, og som samtidig rummede korte videnskabelige foredrag fremført af forskere. Der var med andre ord tale om en form, der skulle kunne kombinere fakta med fiktion, virkelighed med illusion. Formidling og scenekunst Personligt har det været en stor tilfredsstillelse at opleve, at publikum tilsyneladende ret så ubesværet accepterede formen. Der findes jo en række scenekunstneriske eksempler på, hvordan andre instruktører har brugt videnskabeligt materiale som udgangspunkt for en kunstnerisk undersøgelse. Et af de seneste eksempler er Hotel Proformas I morgen om et år (2009), der tager afsæt i Charles Darwins evolutionsteorier. Dette og mange andre beslægtede værker er ofte konceptualiseret inden for performancegenren, der blandt andet er kendetegnet ved et fravær at det narrative. Jeg er imidlertid skolet i den klassiske teatertradition og har samtidig været optaget af performancegenren. Igennem mit arbejder har jeg erfaret, at et videnskabeligt foredrag kan have samme effekt som kunst, og de sidste fem års undersøgelser på Center for Kunst og Videnskab har sigtet mod at komme til en dybere forståelse af, hvordan man kan gestalte en anderledes scenekunstform. En form, der både formidler, og som tilbyder publikum en kunstnerisk oplevelse. En form, som både bruger det ypperste ved skuespilkunsten - den medrivende dramatisk fremstillede historie (uden at denne kunstart reduceres til et didaktisk instrument for læring) – og som samtidig kan indoptage formidlende foredrag, der igen kan betragtes fra to vinkler: som ren formidling eller som ”ready mades” i en scenekunstnerisk ramme. Indrømmet, det er at ville meget på en og samme gang. Men det er ikke desto mindre den udfordring, jeg har sat mig selv. Mestendels, fordi jeg 22

er drevet af at finde en scenekunstform, der kan rumme en ny samtidskunstnerisk betydning. Her forstår jeg samtidskunstbegrebet som et begreb, der dækker den kunst, som siger noget om vores samtid: I dette tilfælde viden om og det følelsesmæssige aspekt ved frembrydende frontforskning i og anvendelse af robotteknologier.

Billede fra prøverne i teaterhuset

Udfordringer i organiseringsformen Skabelsen af Robottens Anatomi peger på en række problemstillinger, der knytter sig til udviklingen af denne hybride form. Som nævnt andetsteds i nærværende rapport havde vi organiseret manuskriptudviklingsfasen således, at Michael Valeur var hovedansvarlig for manuskriptet. Willie Flindt bidrog med researchmateriale, og sammen med Mimo Antabi og jeg, udgjorde vi fire konceptudviklingsgruppen. Centret sørgede for at indkredse og etablere kontakt til de forskningsmiljøer på SDU, som vi ønskede at inddrage. Sideløbende med denne proces, arbejdede Michael Valeur sammen med Willie Flindt på koncept og manus. Denne organiseringsform betød, at jeg som instruktør blev bindeled mellem manuskriptforfattere og forskere. Projektets resultat viser, at en sådan organiseringsform kan munde ud i et resultat med værkhøjde, men jeg vil tro, at man vil kunne skabe bedre processer, hvis forfatteren/forfatterne og forskerne havde haft mulighed for at arbejde tættere sammen i udviklingsfasen. De forhold, der forhindrede dette i nærværende proces, var dels den fysiske afstand mellem forfatterne (begge bosiddende i København) og SDU, dels


et ønske om fra centrets side at minimere forskernes forbrug af tid i skrivefasen. Ved tidligere projekter har flere forskere påpeget hvor tidskrævende, det har været at indgå i manusudviklingsfasen. Men i den ideelle verden burde der være mere tid til direkte kontakt med hovedforfatteren og de berørte forskningsmiljøer for bl.a. at give den skrivende en dybere indsigt i forskningsfelternes problemstillinger. Jo dybere den indsigt er, jo bedre vil forfatteren/kunstneren kunne fremstille den og inkorporere den i det samlede manuskript. En mulig måde at overvinde denne problemstilling kunne være at skabe en længerevarende udviklingsproces, hvor forfatteren indlejres på universitetet som ”artist in residence” for en nærmere afgrænset periode (eksempelvis en måned), så han eller hun får lejlighed til at etablere en mere kontinuerlig dialog med forskningsmiljøerne. En sådan ordning, kunne bidrage til en dybdegående research. Naturligvis skal man ved etableringen af ordningen have forventningsafstemt omfanget af den tid, forskerne kan stille til rådighed. Men netop ved, at forfatteren rent fysisk er til stede på campus, vil man kunne forvente, at det også vil være muligt at etablere mindre formaliserede kontakter, når der opstår behov for dette. En særlig type tekst Et traditionelt teatermanuskript kan handle om hvad som helst og kan hævde hvad som helst. Jo længere vi kom hen i processen med udviklingen af manuskriptet til Robottens Anatomi, jo klarere stod det, at vi befandt os i en ganske særlig situation: afsenderen på denne scenekunstproduktion var et center ved et universitet. For mig betød det, at kravet til troværdighed i forestillingens fiktive del var den sammen som kravet til troværdighed i forestillingens miniforedrag. Mange Hollywood-film har beskæftiget sig med ”det kunstige menneske” udelukkende i jagten på at skabe en super historie og har ofte bidraget til en lang række vrangforestillinger om robotter. I modsætning hertil vurderede jeg, at centrets universitetsmæssige forankring gjorde, at vores fremstilling af ”menneske-robotten” skulle være så tæt som muligt på de muligheder, den aktuelle robotforskning tilbyder et design af en menneskelignede robot. Her kunne man indvende, at den kunstneriske

frihed begrænses, og jeg vil sagtens kunne acceptere dette synspunkt. Men i samme åndedrag bør det nævnes, at netop den faktuelle forankring i konkret forskning, skaber en autenticitet, der er værkets kunstneriske styrke. Det er imidlertid klart, at jo skarpere man er på at formulere disse betingelser for de involverede kunstnere ved projektstart, desto nemmere bliver det at kommunikere omkring de dramatiske løsninger og valg, der træffes i løbet at manus- og indstuderingsprocessen. I det hele taget står det klart, at denne type forestilling kræver en særlig type tekst, som der ikke er tradition for at skrive. I den forbindelse tror jeg, det kunne være af stor vigtighed f.eks. gennem mindre workshopproduktioner med deltagelse af forskere og forfattere at indhøste erfaringer med den form for tekstproduktion, som på den ene side skal have et genuint kunstnerisk udtryk, og som på den anden side er dybt forankret i en meget konkret virkelighed. Indstudering med skuespillere og forskere Jeg valgte en indstuderingsproces, hvor jeg arbejdede individuelt med den enkelte forsker, dels med udvikling af den enkelte forskers mundtlige oplæg og dels med selve indstuderingen af præsentationen. Desuden havde jeg valgt særskilt at indstudere de scener, der omfattede skuespillerne. Ideen var at samle alle brikkerne til de afsluttende prøver, som var planlagt til at foregå i den opstillede scenografi på Teater Momentum i Odense, hvor forestillingen skulle spille. Fra mine tidligere produktioner i centret, har jeg opøvet en vis erfaring med at arbejde med forskeres performative muligheder, så det gav umiddelbart ikke nogen komplikationer i forhold til, dels at give dem en forståelse af, hvordan de skulle indgå i den samlede forestilling, og dels at de ikke skulle spille en rolle, men at vi sammen skulle skabe en fremstilling af dem selv som forskere. I forhold til mit arbejde med skuespillere skulle det hurtigt vise sig, at de var langt mere usikre både på form og indhold. Usikkerheden omkring formen koncentrerede sig helt naturligt omkring det at blande foredrag med teater, og det at blande forskere med skuespillere. Der var ingen fortilfælde i centrets tidligere produktioner, som kunne bruges som eksempler. Og de eksempler jeg kender fra tilgrænsende 23


sceneproduktioner, hvor skuespillerne optræder i små sketchagtige forløb, hvor man kan mærke en stærk didaktisk understrøm i replikker og situationer, gav mig heller ikke mulighed for at pege på sammenlignelige produktioner. For mig var det endvidere væsentligt, at vi ikke havnede i at instrumentalisere skuespillerne; ideen var jo netop at skabe en forestilling, der i større eller mindre grad også tillod skuespillet at eksistere helt på egne betingelser, som var det en traditionel scenekunstproduktion. I indstuderingsfasen var der blandt skuespillerne meget stor opmærksomhed på, hvorvidt publikum ville acceptere overgangen fra foredragsdelen og til teaterdelen. Ville det være troværdigt, at Maria Lentz pludselig bryder sammen i en foredragssal og involverer sin mentor og tilhører i et meget privat og traumatisk anliggende? Et andet spørgsmål, der optog os, var hvordan publikum ville opleve at skulle involvere sig følelsesmæssigt i forestillingens problemstilling, når de samtidig skulle forholde sig til den konkrete viden, der blev formidlet af de involverede forskere. Det er naturligvis svært at kunne dokumentere, hvorvidt mange publikummer, der så forestillingen, fandt overgangene mellem fiktion og fakta troværdige, og hvordan de oplevede disse skift mellem forestillingens to lag. Men som det fremgår af de publikumsreaktioner, som er gengivet i nærværende rapport, har centret fået mange positive tilkendegivelser fra vidt forskellige typer af publikummer på, at denne vekselvirkning oplevedes gnidningsløst og stimulerende for den samlede oplevelse.

Fra optagelserne af forestillingens visuals

24

Konklusion Jeg vil tro, at Robottens Anatomi kan bruges som referenceramme for fremtidige produktioner, der ønsker at blande teater og foredrag, og at en art fælles ”læseprøve” over et par dage ved begyndelsen af indstuderingen kunne have medvirket til at overvinde noget af den formmæssige usikkerhed, som prægede den første del af prøveforløbet. Da vi nåede frem til de afsluttende prøver faldt brikkerne på plads, og netop sammensmeltningen af forestillingens to centrale elementer udviklede sig gennem spilleperioden. Dels i spillestil, men også i måden, hvorpå forskere refererede til fiktionshistorien og omvendt. Ved prøvestart blev det min rolle at introducere skuespillerne til robotforskningens univers. Det gjorde jeg naturligvis efter bedste evne og ud fra den måske lidt naive betragtning, at jeg gennem mit arbejde med de involverede forskere, kunne formidle hovedtrækkene af den viden og de refleksioner, der lå til grund for forestillingen, og som også delvis var repræsenteret i produktionen. Set i bakspejlet kunne den føromtalte fælles læseprøve have imødekommet de udfordringer, det gav, at skuespillerne og forskerne først meget sent i forløbet mødte hinanden. Og ved fremtidige produktioner bør en mere integreret prøve- og udviklingsproces være grundlaget for at kunne skabe scenekunstværker, der som Robottens Anatomi er med til at sammentænke samtidskunst med frontforskning i det offentlige rum, og som dermed vil fremtræde som et formidlings- og kunsttilbud i et moderne vidensamfund.


10. END CREDITS Skuespillerne Baard Owe Jeanette Lindbæk Larsen Morten Steensgaard Forskerne Steen Rasmussen, professor, Center for Fundamental Living Technology (FLinT), SDU. Kasper Støy, lektor, Maersk McKinney Møller Instituttet, SDU. Søren Harnow Klausen, professor, Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, SDU. Martin Hanczyc, lektor, Center for Fundamental Living Technology (FLinT), SDU. Ulrik Pagh Schultz, lektor, Maersk McKinney Møller Instituttet, SDU. Anne-Marie Søndergaard Christensen, Adjunkt, Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, SDU. Harold Fellerman, Postdoc, Center for Fundamental Living Technology (FLinT), SDU. Andreas Lyder, Ph.d.-studerende., Maersk McKinney Møller Instituttet, SDU. Ricardo Franco Mendoza Garcia, Ph.d.-studerende, Maersk McKinney Møller Instituttet, SDU. Esben Petersen, Ph.d.-studerende, Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, SDU. Border collie Sif Iscenesættelse Bent Nørgaard Manuskript Michael Valeur Koncept Willie Flindt, Mimo Antabi og Bent Nørgaard Scenografi Catia Hauberg Engel Musik Hans Sydow, Andreas Busk Jepsen, Jens Toyberg-Frandzen og Søs Gunver Ryberg Kostumier Anne Mette Juul Visuals/Pandoras Box Anders Boe Mikkel Larris Layout og grafik Mikkel Larris Lysdesign Bo Kudsk Kristensen

25


Produktionsleder/teknisk afvikling (forår) Kim Malmose Teknisk afvikling (efterår) Morten Bjerggaard Produktionskoordinator og marketing Birgitte Winding Sundekilde Teknisk assistent Christina Gerken Smed John Rasmussen, Idésmeden Suffli Ane Katrine Uldall Scenisk træning af forskere (efterår) Christian Eiming Fotos Anders Boe (bag kulisserne) Bo Kudsk (bag kulisserne) Carsten Andreasen (officielle pressefotos) Miklos Szabo (plakat- og signaturfotos) Troels Quistgaard (forestillingsfotos) Engelsk oversættelse af teaterprogram Søren Wind Eskildsen, ITTS, SDU

26


Robottens Anatomi er støttet af Forsknings & Innovationsstyrelsen (Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation) samt Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

Derudover vil Center for Kunst og Videnskab gerne rette en særlig tak til følgende personer og organisationer for deres hjælp og imødekommenhed i forbindelse med Robottens Anatomi: Anette Schreiber, administrator, Teaterhuset Anne Jensen, Institutleder, Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier, SDU Anne Marie Surlykke, lektor, Institut for Biologi, SDU Anni Brandt, CADfabrikken; CADsupport Birgitte Skouboe, Teater Momentum Bo T. Andersen, afdelingsleder, Det Tekniske Fakultet Dansk Kennel Klub David Johan Christensen, postdoc, Maersk McKinney Møller Instituttet, SDU Elsebeth Orthmann Esben Østergaard, direktør, Universal Robots Hassan Poulsen, Teater Momentum Henrik Juhl Kristensen, fuldmægtig, Det Naturvidenskabelige Fakultet, SDU Jakob Nielsen, udvikler, Entertainment Robotics Jens Christian og Elisabeth Jensenius John Chemnitz, lektor, IMB - Anatomi og Neurobiologi, SDU John Hallam, professor, Maersk McKinney Møller Instituttet, SDU Jonas Nørgaard Rasmussen, Center for Kunst og Videnskab, SDU Jørgen Jakob Friis, eventkoordinator, Robotfestivalen Lars Dyhr, institutleder, Maersk McKinney Møller Instituttet Lasse Mogensen, direktør, Robocluster Lone Gaedt, seniorkonsulent, Center for Robotteknologi, Teknologisk Institut Louise Skovborg Just, projektleder, Robotfestivalen Mads Gorm Larsen, kommunikationsmedarbejder, Det Tekniske Fakultet, SDU Majken Kramer Overgaard, projektleder, Robotfestivalen Marianne Klint, leder, Teater Momentum Mette Mau, Center for Kunst og Videnskab, SDU Niels Andersen, DTU Niels Jul Jacobsen, projektchef, Robocluster Niels Kring, afdelingsleder, Det Naturvidenskabelige Fakultetssekretariat René Kimose, medietekniker, Center for Medievidenskab, SDU Rikke Schubart, lektor, Center for Medievidenskab Sigrid Willads Petersen, Center for Kunst og Videnskab, SDU Søren Tranberg Hansen, konsulent, Center for Robotteknologi, Teknologisk Institut Thiusius Rajeeth Savarimuthu, ph.d. studerende, Maersk McKinney Møller Instituttet, SDU Thomas K. Hansen, ph.d. studerende, Knowledgelab, SDU Troels Oliver Vilms Pedersen, projektleder, Center for Robotteknologi, Teknologisk Institut Vibeke Hepworth, laborant, Institut for Biologi, SDU

27



bilag a

29


30


31



bilag b

33



ISBN 978-87-990859-7-2


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.