Bioetik og musik kompendie

Page 1

Center for Kunst og Videnskab vil gerne takke følgende for velvillig støtte til Bioetik og Musik: Undervisningsministeriet H.C. Ørsted Selskabet Dansk Musikerforbund Derudover takker centret følgende for deres hjælp og opbakning: Moustapha Kassem. Professor, dr.med. Leder af Klinik for Molekylær Endokrinologisk Behandling (OUH) Jens Zimmer Rasmussen. Professor, dr.med. Leder af Dansk Center for Stamcelleforskning

Redaktionen: Mimo Antabi, Claus Michelsen og Bent Nørgaard Omslag: Rasmus Holst Andersson ISBN: ISBN 87-990855-1-8 Copyright: Bidragyderne og Center for Kunst og Videnskab 2005 Tryk: Bookpartner / Nørhaven Digital Trykt med støtte fra Undervisningsministeriet

Center for Kunst og Videnskab er et forskningskommunikationscenter ved Syddansk Universitet, Odense. Vi arbejder blandt andet med videnskabsformidling til offentligheden ved hjælp af kunstneriske udtryksformer. Læs, se og hør mere på: www.kunstogvidenskab.sdu.dk Center for Kunst og Videnskab er finansieret af Fyns Amt, Odense Kommune og Syddansk Universitet

2


Indhold

Forord........................................................................................................................................4 - Ved Jens Oddershede, Mogens Hørder og redaktionen Hvad er stamceller? En kort introduktion....................................................................6 Malthe Kristiansen - stamcellerforsker.........................................................................8 - Af Malthe Kristiansen Ann Dorte Pørneki - stamcelleforsker.........................................................................11 - Af Ann Dorte Pørneki Hvad er etik?.........................................................................................................................15 - Af Morten Gad og Esben Petersen Remarks by the President on Stem Cell Research..................................................20 - By George W. Bush Fosteranlæggets status - et spørgsmål om respekt.................................................24 - Af Kerstin Hoffmann Etik og stamceller. En kort diskussion........................................................................28 - Af Morten Gad og Esben Petersen Musical Ethics?.....................................................................................................................33 - By James Howard Young “B” for Bach og Bonsai.....................................................................................................36 - Af Jens Hørsving Kompleksitet i fysik og biologi: Nye naturvidenskabelige erkendelser.......39 - Af Claus Emmeche Vil du vide mere om stamceller og bioetik?.............................................................48

3


Forord

Forord - Ved Jens Oddershede, rektor ved Syddansk Universitet Syddansk Universitet har som det første universitet i Danmark oprettet et center Center for Kunst og Videnskab - som har til formål at styrke dialogen mellem forskningens verden og offentligheden. Dermed ønsker universitetet at medvirke til at forbedre den demokratiske forståelse for forskningens samfundsmæssige betydning. På Syddansk Universitet lægger vi stor vægt på at være en del af det samfund, der omgiver os, og vi ønsker at være i tæt kontakt med regionens gymnasier. Vi finder, det er vigtigt med en stadigt tættere kontakt mellem den forskende og den undervisende verden. Dette lever i øvrigt op til de anbefalinger, som Videnskabsministeriet, Kulturministeriet og Undervisningsministeriet kommer med i rapporten ”Vild med Viden”. Her er fokus rettet mod at forbedre kommunikationen af forskningens metoder, resultater og samfundsmæssige betydning til børn og unge. Det er i lyset af dette, at man skal se Center for Kunst og Videnskabs projekt Bioetik og Musik, som foruden dette kompendium består af en videnskabsteaterforestilling. Der er tale om et nyt tværgående undervisningsformat for gymnasieklassernes grundforløb, hvor yngre forskere og kunstnere gæster gymnasierne for selv at formidle deres viden og diskutere den med elever og lærere. Bioetik og Musik udtrykker således universitetets ønske om at give regionens gymnasieelever - fremtidens eksperter og beslutningstagere – et så godt afsæt som muligt til at træde ind i debatten om forskningen og dens rolle i vidensamfundet.

- Ved Mogens Hørder , dekan ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet Forskning er ikke bare et spørgsmål om rigtigt og forkert og om at måle og veje sig frem til sandheden. Moderne frontforskning – i dette tilfælde biomedicin - er genstand for vågen opmærksomhed - og undertiden frygt- fra mange interessenter, der deltager i den bioetiske debat. Bioetiske spørgsmål vedrører alle borgere, og da især den yngre del af befolkningen: Fremtidens biomedicinske landvindinger vil nemlig uden tvivl medføre endnu flere spørgsmål at forholde sig til. Og hvis man ikke deltager i en diskussion af disse, lader man reelt andre tage stilling for sig. Det er imidlertid vigtigt, at debatten bliver så kvalificeret som muligt: Der er ingen, som er eksperter i de centrale etiske spørgsmål , men det er vigtigt at de, der deltager i debatten, er sig bevidste om, hvorfor andre har synspunkter, der skal have lov at komme til orde. Bag mange etiske debatter ligger kulturelle, religiøse og samfundsmæssige holdninger og præferencer. Kort sagt: det er en fordel at forstå, hvad der er uenighed i en etisk debat. Kun derved er der rum for de personlige holdninger, der også skal være plads for. Bioetik og Musik sætter netop den kvalificerede debat i centrum. Det er min klare formodning, at såvel forestilling som kompendium vil give den enkelte gymnasieelev et bedre og bredere grundlag for at deltage i den bioetiske debat.

4


Forord

- Ved redaktionen Dette kompendium er et supplement til videnskabsteaterforestillingen Bioetik og Musik. Både kompendium og forestilling henvender sig til elever på gymnasieskolernes grundforløb. Kompendiet indeholder en række baggrundsartikler, som omhandler nogle af de emner og problemstillinger, der tages op i videnskabsteaterforestillingen. Flere af kompendiets bidragydere står selv på scenen i forestillingen. Kompendiet introducerer til biomedicinsk frontforskning og til en række af de etiske problemstillinger i relation hertil. Desuden gives der en indføring i både komplekse biologiske systemer og komplekse musikalske systemer, herunder en introduktion til nogle af de berøringsflader, der findes mellem to så tilsyneladende forskellige former for kompleksitet. Selvom kompendiet er knyttet til videnskabsteaterforestillingen Bioetik og Musik, er de enkelte tekster udarbejdet således, at de uden videre vil kunne anvendes som en del af pensum i fx Biologi og de øvrige naturfag, Musik og Filosofi. Ligeledes vil de med fordel kunne indgå i et tværfagligt temaforløb.

God læselyst!

5


Hvad er stamceller?

Hvad er stamceller? En kort introduktion Vores krop består af mange forskellige specialiserede celler: En hudcelle er en hudcelle, en knoglecelle er en knoglecelle osv. Der er tale om forholdsvis simple celler, som er, hvad de er, og som ikke er i stand til at ændre sig til en anden celletype. Stamceller, derimod, er menneskets ”oprindelige” celler, og modsat de almindelige celler, er stamcellerne uspecialiserede. Det vil sige, at de kan differentiere (dele sig) og blive til mere specialiserede celler. I princippet kan de derfor blive til en hvilken som helst del af kroppen (altså forskellige celletyper), når forskerne har lært at styre cellernes udvikling. Stamceller har naturligvis altid eksisteret, men det var først i 1998, at det lykkedes for forskere at isolere og opdyrke stamceller fra menneskelige fosteranlæg. Det markerede et videnskabeligt gennembrud, som samtidig medførte stor debat om de etiske problemstillinger, der knytter sig til stamcelleforskning. Hvad kan vi bruge stamceller til? Da stamceller kan udvikle sig til alle slags celler, nærer forskerne store forventningertil dem: Man håber, at det bliver muligt at behandle patienter med stamceller, som vil kunne erstatte de syge celler. I dag bruges voksne stamceller blandt andet til at kurere visse former for blodkræft, og håbet er på længere sigt at kunne helbrede andre alvorlige VIDSTE DU AT? Siden 2003 har det i sygdomme som gigt, kræft, Alzheimers syge, Danmark været tilladt at sukkersyge og blodpropper. bruge overskydende æg fra Desuden arbejder forskerne på at kunne kunstig befrugtning til at kontrollere og styre stamcellerne og dermed få danne stamceller. dem til at udvikle sig til forskellige vævs- eller organtyper efter ønske. Målet er, at stamceller vil erstatte organtransplantation, som vi kender den. I dag er der stor risiko for, at kroppen udstøder fremmede organer ved transplantation, og denne risiko vil blive fjernet, hvis man kan bruge stamceller i stedet. To forskellige stamcelletyper1: Fosterstamceller (embryonale stamceller): Stamceller fra fosteranlæg har det særlige kendetegn, at de kan udvikle sig til alle typer celler og væv. Der er to kilder til fosterstamceller: 1. Fosteranlæg der er blevet tilovers fra kunstig befrugtning. Når en kvinde befrugtes kunstigt, befrugtes oftest flere æg, end man lægger op i kvindens livmoder. De overskydende æg fryses ned, men dansk lovgivning siger, at de skal destrueres efter to år. Hvis donorparret giver tilladelse til det, kan forskere anvende de ubrugte æg til at danne fosterstamceller, i stedet for at man destruerer dem.

6


Hvad er stamceller?

2. Fosteranlæg skabt ved kerneoverførsel Kerneoverførsel (også kaldet kernetransplantation) kendes fra eksempelvis kloning. Her tager man et æg og tømmer det for genetisk indhold. Dernæst tager man en celle fra det individ, man ønsker at klone og indsætter kernen herfra i det tomme æg, som derefter opfører sig som et fosteranlæg. Det var samme metode, man benyttede til at skabe det berømte klonede får Dolly. Ved kernetransplantation er der altså ikke behov for sæd til at skabe fosteranlæg (modsat ved kunstig befrugtning). Kernetransplantation er ikke tilladt i Danmark.

B I O B A N K E R I dag findes der firmaer, som tilbyder nedfrysning af navlestrengsblod i såkaldte ”biobanker”. Disse firmaer, som eksempelvis det danske CopyGene, opbevarer blodet mod betaling, indtil en eventuel anvendelse kommer på tale.

Voksne stamceller Voksne stamceller har kun begrænsede udviklingsmuligheder, fordi de er sjældne og svære at opsamle, og endelig deler de sig ikke lige så effektivt som fosterstamcellerne. Der er tre kilder til voksenstamceller: 1. Navlestrengen Lige efter at et barn er født, er det muligt at tage stamceller fra navlestrengsblodet. Disse celler vil kunne bruges, hvis den nyfødte har en meget syg søskende, der har behov for fx knoglemarvstransplantation. 2. Et aborteret foster Væv fra et aborteret foster er rigere på voksne stamceller, end det er tilfældet med væv fra voksne mennesker, og derfor knytter forskere store forhåbninger til denne metode. Det er dog endnu meget vanskeligt at udtage stamceller fra et aborteret foster.

4 ORD - SAMME BETYDNING

3. Kropsceller Alle voksne mennesker har stamceller i kroppen: knoglemarvsceller, blodkarsceller osv. Disse stamceller kan dog kun udvikle sig til én type væv. Forskere arbejder på at få stamceller fra den voksne krop til at udvikle sig til forskellige vævstyper. Hvis det bliver muligt, vil det mindske nødvendigheden af at bruge stamceller fra fosteranlæg.

”Regenerativ medicin” ”Celleterapi” ”Terapeutisk kloning” ”Transplantation af arvemateriale”

Fire udtryk, som alle dækker over det at bruge levende (stam)celler til at bekæmpe sygdomme i stedet for at bruge medicin:

Note 1 Faktisk findes der også en tredje type stamcelle, nemlig kønsceller, men de er ikke så interessante, når vi taler om behandling.

7


Malthe Kristiansen

Malthe Kristiansen - stamcelleforsker - Af Malthe Kristiansen

Hvordan ender man som forsker i stamceller? Det lå ikke i kortene, at jeg skulle være læge. For bare 6-7 år siden havde jeg bestemt ikke forestillet mig, at jeg skulle beskæftige mig med områder som cellebiologi, genetik, dyreforsøg og molekylærbiologi. Jeg har altid været nysgerrig og lidt af en opfinder. Det var derfor let at vælge matematisk linie i gymnasiet. Men da jeg efter tre år stod med eksamensbeviset og endeligt skulle beslutte mig for, hvad jeg ville beskæftige med, så var valget svært! Jeg overvejede alt fra Jura til svagstrømsingeniør, men valgte Medicin, fordi uddannelsen kombinerer anvendelsen af viden og kommunikation med regulært detektivarbejde. Medicinstudiet tog 6½ år, og herefter er der 1½ års turnus, fordelt på 3 ansættelser af ½ år på hhv. medicinsk afdeling, kirurgisk afdeling, og hos en almen praktiserende læge. Herefter har man autorisation til ”selvstændigt virke”, hvilket vil sige ret til at arbejde uden supervision af en ældre kollega. Inden man derefter kan søge ind på en speciallægeudannelse, har man behov for at optjene et antal points. Points opnås ved at have bestemte stillinger, deltage i kurser og lave videnskabeligt arbejde. Det er dog forskellige aktiviteter, der giver points til forskellige specialer. Jeg ønsker på lang sigt at arbejde med kirtelsygdomme, det vil sige sukkersyge, stofskiftesygdomme og binyrelidelser, og søgte derfor ind på endokrinologisk1 afdeling på Odense Universitetshospital, hvor jeg blev ansat som reservelæge. Motivation Det er forskellige faktorer, der motiverer læger til at vælge det område, de vil arbejde indenfor, men noget der ofte går igen er, at man under sin uddannelse møder problemstillinger eller ældre kollegaer, der motiverer og inspirerer en. I mit tilfælde var det mødet med min vejleder Moustapha Kassem, der er overlæge og professor ved endokrinologisk afdeling. Han formåede at vække min interesse for stamcelleforskning. Da min stilling på hospitalsafdelingen udløb, blev jeg ansat som ph.d-studerende ved Klinik for Molekylær Endokrinologisk Behandling (KMEB). Her arbejder jeg med udvikling af behandlinger baseret på såkaldte ”voksne stamceller”.

8

Hvad er en ph.d.? Ph.d.-uddannelsen er en forskeruddannelse, der skal udvikle den studerendes evne til erkendelse, formulering og løsning af videnskabelige problemer. Der opslås et begrænset antal ph.d.-stillinger inden for de forskellige fakulteter, som kan søges af kandidater med relevant uddannelse. Ph.d.uddannelsen består af tre års fuldtidsbeskæftigelse inden for forskning og undervisning/ formidling. Graden opnås ved mundtligt forsvar af den skriftlige ph.d.-afhandling.


Malthe Kristiansen

Basalforskning og undersøgelser Mit forskningsprojekt er delt op i to overordnede områder: Basalforskning og undersøgelser med anvendelse af stamceller på patienter – såkaldte kliniske undersøgelser. Basalforskningen omhandler isolering og karakterisering af stamceller fra knoglemarven, optimering af dyrkningsmetoder med henblik på dels at øge antallet af stamceller, men også at få stamcellerne til at udvikle sig til de celler, der danner blodkar, såkaldte endotel celler. Stamcellernes evne til at ”reparere” vævsskader undersøges efterfølgende i dyremodeller2. De kliniske undersøgelser er designet til at vurdere, hvorvidt stamceller fra patienternes egen knoglemarv kan anvendes til at reparere muskelskaden i hjertet efter en blodprop, og om hvorvidt det er muligt at danne nye blodkar i benene hos patienter med svær åreforkalkning. Min dagligdag Jeg arbejder til daglig på KMEB, et laboratorium der beskæftiger sig med stamcellebiologi. Min dagligdag er meget varieret, men generelt bruger jeg ca. 1/3 af min tid på at planlægge forsøg, læse videnskabelige artikler og skrive, 1/3 med forsøg og kliniske undersøgelser og 1/3 på administrative opgaver, supervision af studenter, kurser og videnskabelige møder. Et typisk forsøg med voksne stamceller begynder med en planlægningsfase, hvor man ved at læse artikler fra internationale tidsskrifter (fx Science), ved diskussion med kollegaer og ud fra tidligere erfaringer laver en udførlig protokol, der detaljeret beskriver forsøgsgangen. Selve forsøget starter med en knoglemarvsaspiration, hvor man ved hjælp af en kanyle, i lokal bedøvelse, borer et hul i hoftebenskammen på en frivillig donor og suger knoglemarv ud. Knoglemarven centrifugeres, hvorved de hvide blodlegemer isoleres, og knogle, fedt og røde blodlegemer sies fra. Herefter mærkes de stamceller, som jeg ønsker at isolere, ved hjælp af antistoffer der genkender molekyler på overfladen af cellerne, hvorefter der anvendes en FACS maskine til at sortere cellerne. FACS maskinen fungerer ved hjælp af en laser, der kan vurdere hver eneste celle individuelt, og sortere de celler der har antistoffet bundet til overfladen. Når cellerne er isoleret, sås de ud i flasker og små petriskåle, hvor de opformeres i specielle dyrkningsmedier indeholdende vækstfaktorer og næringsstoffer. Alt arbejdet foregår i en speciel arbejdsbænk, under helt sterile forhold, iført handsker og overtrækskittel. Cellerne opformeres, indtil man har nok til ens videre undersøgelser. Her bruges forskellige teknikker, til at se hvilke proteiner cellerne laver, og hvilke gener der er ”aktive”. Ved at sammenligne disse resultater med fuldt udviklede cellers proteiner og aktive gener, er det muligt at se, om cellerne udvikler sig til den modne celletype, man er interesseret i. Såfremt cellerne synes at have potentiale i laboratoriet, indsprøjter jeg dem i mus, der efterligner sygdomme hos mennesker, for at se om den isolerede celletype kunne have anvendelse i behandlingen af patienter. Udover laboratoriearbejdet bruger jeg meget tid på at koordinere de kliniske undersøgelser. Undersøgelserne involverer mange afdelinger, og det er vigtigt at alle ved, hvad de skal lave og hvornår. Patienterne der indgår i undersøgelserne skal informeres grundigt, og de skal vide, hvornår de skal møde op til de forskellige undersøgelser. Endelig skal de data, man indsamler, bearbejdes, og artikler baseret på de opnåede resultater skal skrives. 9


Malthe Kristiansen

Jeg forventer at være færdig med ph.d-studiet i 2006. Herefter venter specialelægeuddannelsen der tager ca. 5 år. På lang sigt vil jeg gerne have mulighed for at kombinere muligheden for at se og behandle patienter, med basal forskning i laboratoriet.

Noter 1 Endokrinologi = læren om den interne sekretion eller kirtelafsondring. 2 Dvs. i levende dyr.

MALTHE KRISTIANSEN ER FØDT I 1975. ER CAND.MED. OG PH.D.STUDERENDE VED SYDDANSK UNIVERSITET, ODENSE OG ANSAT VED KMEB (ODENSE UNIVERSITETSHOSPITAL). 10


Ann Dorte Pørneki

Ann Dorte Pørneki - stamcelleforsker - Af Ann Dorte Pørneki Jeg har altid haft interesse for biologien, og for hvordan tingene i og omkring os hænger sammen. Som barn var min drøm at blive dyrlæge. Denne ide blev senere afløst af en forestilling om, at ”rigtig” medicin ville være mere interessant. Jeg havde bare vanskeligt ved at se mig selv i lægerollen – det var egentligt ikke patienter, sygdomme og deres behandling, der interesserede mig. De grundlæggende fag på medicinstudiet, som fysiologi, biokemi, genetik og molekylærbiologi lød dog rigtige i mine ører. Efter endt matematisk-naturfaglig studentereksamen begyndte jeg at læse Biokemi i København – et studium med vægt på moderne molekylærbiologiske forskningsmetoder. En række fag på studiet er obligatoriske, men der er også en bred vifte af valgfri fag, der gør det muligt at specialisere sig i retning af f.eks. medicinsk forskning, som jeg har gjort. Alligevel er det under studiet meget svært at forestille sig, hvor man vil havne henne – ofte viser det sig, at områder, man end ikke havde overvejet, er utroligt spændende, når man hører mere om dem. Lige nu er jeg ansat på et laboratorium i tilknytning til Odense Universitetshospital (KMEB) som ph.d-studerende. Her er vi omkring 25 personer, læger, molekylærbiologer og laboratorieteknikkere, der alle arbejder med at udvikle nye stamcellebaserede behandlinger. Etablering af en embryonal stamcellelinie Siden 2003 har det været tilladt at udvikle embryonale stamcellelinier fra fosteranlæg i Danmark. Vores laboratorium var det første til at opnå endelig godkendelse, og vi har siden da arbejdet med embryonale stamceller og deres vækst og specialisering. For at kunne anvende embryonale stamceller til forskning, må vi udvikle en stamcellelinie, dvs. cellerne skal kunne dyrkes, altså vokse og dele sig, i en plastikflaske i en inkubator (varmeskab) i laboratoriet. Under de rette betingelser vil cellerne dele sig uendeligt mange gange og derved sikre ubegrænsede mængder af celler til brug i forskellige forsøg. For at starte en cellelinie kræves et befrugtet æg. Når et barnløst par behandles på en fertilitetsklinik, vil der blive udtaget og befrugtet et større antal æg, end der reelt er behov for til selve behandlingen. Dette gøres for at sikre den højest mulige kvalitet af de æg, der anvendes. De følgende dage efter reagensglasbefrugtningen studeres de befrugtede æg, og efter 2 døgn udvælges 1-3 embryoner, der findes egnede til den videre behandling. Efterfølgende vil de overskydende embryoner blive vurderet. Embryoner af god kvalitet kan nedfryses til senere behandling, mens æg, der har udviklet sig dårligere, vil blive destrueret. I Danmark er det muligt at donere såkaldte overskuds-embryoner til forskning i stedet for at destruere dem. Det kræver således accept fra det involverede par, inden et embryon kan anvendes til forskning. Det er ikke tilladt at fremstille embryoner udelukkende til forskningsbrug; de skal være skabt med henblik på behandling af barnløshed. Når et befrugtet æg er erklæret uegnet til fertilitetsbehandling og doneret til forskning, modtager vi det på laboratoriet og dyrker cellerne yderligere 2-3 dage. 11


Ann Dorte Pørneki

På 4.-5. dagen nås det såkaldte blastocyst-stadie, hvor cellerne har dannet en kugleformet struktur med en celleklump i den ene ende. Disse celler udtages, placeres i en ny skål, og de nye omgivelser får cellerne til at opføre sig på en måde, der adskiller sig fra deres normale udvikling. I embryonet ville stamcellerne efter kort tid begynde at differentiere, dvs. at specialisere sig til andre celletyper. I laboratoriet er det muligt for os at forhindre dette og i stedet fremme celledelingen og bevarelsen af stamcelletypen. Lykkes det at etablere en cellelinie, der fortsætter med at dele sig, har vi nu adgang til store mængder af embryonale stamceller. Ét embryon kan således bidrage med store mængder af celler til forskningsbrug. Metoder i laboratoriet Hvordan kan jeg nu vide, at det virkelig er embryonale stamceller, der vokser i plastikflasken? Jeg studerer cellerne i et mikroskop og ser, om cellerne har den struktur, jeg forventer. Embryonale stamceller vokser tæt sammen i en cirkelformet koloni. Det er dog ofte nødvendigt at studere cellerne nærmere for at kunne identificere dem. Den menneskelige organisme består af mange forskellige celletyper, omkring 200. Alle celler indeholder den samme arvemasse, DNA. Forskellen på de enkelte celletyper opstår ved, at cellerne anvender forskellige dele af arvematerialet. I fagsprog taler man om, at cellerne “udtrykker”, dvs. anvender, forskellige gener. En hudcelle vil udtrykke andre gener og dermed andre proteiner end en levercelle, hvilket gør at cellerne kan løse forskellige opgaver og udfylde deres plads. Der findes flere metoder til at påvise disse forskelle i gen- og proteinudtryk. En metode er en såkaldt immunfarvning. Her anvendes et antistof, der genkender et protein i cellen. Der findes proteiner, som kun embryonale stamceller har, og ved at anvende antistoffer, der genkender disse proteiner, er det muligt at se, hvorvidt cellerne rent faktisk er embryonale stamceller eller ej. Der findes også molekylærbiologiske metoder, der direkte kan påvise hvilke gener, cellerne udtrykker. Hvad vil jeg med stamcellerne? Jeg er naturligvis interesseret i at have adgang til store mængder embryonale stamceller til mine forsøg. Min primære interesse ligger dog ikke i at få cellerne til at vokse og dele sig i det uendelige. Tværtimod ønsker jeg, at de skal specialisere sig i en ønsket retning – for mit vedkommende til insulin-producerende celler. I den sunde organisme reagerer bugskytkirtlen på den stigning i blodsukkeret, der ses efter et måltid, ved at udskille insulin til blodet. Insulins funktion er at fremme optagelsen af sukker i bl.a. muskler og lever og dermed sænke blodsukkerniveauet igen. Hos folk med sukkersyge, diabetes, er denne regulation af blodsukkerniveauet ødelagt, hvilket medfører en forhøjet mængde af sukker i blodet. På længere sigt kan det føre til komplikationer som nyresvigt, blindhed, kroniske sår på fødder og ben og åreforkalkning med deraf følgende øget risiko for slagtilfælde og hjertesygdomme. Den manglende regulation af blodsukkerniveauet kan enten skyldes at cellerne, der skal optage sukker fra blodet, har miste evnen til at reagere korrekt på tilstedeværelsen af insulin, eller at bugspytkirtlen har mistet evnen til at producere insulin. I bugspytkirtlen findes flere celletyper. Det er den såkaldte beta-celle, der er ansvarlig for insulinproduktionen. Hos patienter med diabetes type 1 angriber 12


Ann Dorte Pørneki

kroppens immunsystem beta-cellerne og destruerer dem. Herved ødelægges kroppens evne til at reagere på forhøjede blodsukkerniveauer, og sukkersyge opstår. Denne type sukkersyge behandles i dag ved, at patienten adskillige gange om dagen tilføres insulin ved injektion. Det er ligeledes vigtigt, at blodsukkeret måles jævnligt for at sikre, at det holdes så konstant og tæt på det normale som muligt. På trods af behandlingen med insulin kan det være vanskeligt at holde blodsukkerniveauet jævnt og dermed undgå komplikationerne. Eftersom komplikationerne til sukkersyge er så alvorlige og kan være vanskelige at undgå ved den traditionelle behandling med insulin, forskes der ihærdigt i muligheden for at behandle sygdommen ved at erstatte de ødelagte betaceller i bugspytkirtlen. Dette kan opnås ved transplantation af en bugspytkirtel fra en organdonor. Problemet er her det samme som ses hos nyrepatienter: alt for få organer i forhold til antallet af syge, lange ventetider, samt livslang behandling med kraftig medicin, der undertrykker immunsystemet for at undgå afstødning af det transplanterede organ. Alternativer til transplantation er derfor nødvendige. Men hvor kan vi så få beta-celler fra? Det er vores håb, at vi kan få de embryonale stamceller til at differentiere til beta-celler, der kan erstatte de ødelagte beta-celler hos patienter med diabetes type 1. Embryonale stamceller er jo netop karakteriseret ved, at de har potentialet til at udvikle sig til alle celletyper i kroppen. Hvordan arbejder jeg med stamcellerne? De embryonale stamceller dyrkes i en inkubator ved 37 grader C. De hæfter sig fast på bunden af dyrkningsflasken og er dækket af et vækstmedium. Vækstmediet indeholder alle de stoffer, der er nødvendige for cellernes vækst, f.eks. glucose, aminosyrer1, salte, vitaminer, plus serum2 fra kalve eller mennesker. Tilsætning af serum er nødvendigt, idet det indeholder forskellige ikke-definerede hormoner og vækstfaktorer, der er essentielle for cellevæksten. Der tilsættes også antibiotika for at undgå, at cellerne inficeres med bakterier. Når cellerne fjernes fra inkubatoren skal de behandles sterilt. Jeg er iført speciel kittel og sko, der kun må anvendes i det rum, hvor vi har vores cellekulturer, samt engangshandsker. Når dyrkningsflasken åbnes, foregår det i en såkaldt sterilbænk, der gennemstrømmes af en konstant luftstrøm for at fjerne forurenende partikler. For at inducere3 de embryonale stamceller til at differentiere, fjerner jeg dem fra deres normale dyrkningsflaske og overfører dem til en ny type skål, hvor de ikke har mulighed for at hæfte sig fast på bunden. Jeg ændrer ligeledes på deres vækstmedium, således at nogle faktorer fjernes og andre tilsættes. Denne behandling får cellerne til at samle sig i større, tredimensionelle klumper, der flyder rundt i vækstmediet. Inde i disse celleklumper begynder cellerne spontant at udvikle sig til mange forskellige celletyper. Denne fase af forsøgene, hvor cellerne dyrkes, varer oftest 2-4 uger. Vi kender flere af de gener, der er medvirkende i differentieringsprocessen, lige som mange af cellens signaleringsveje og differentieringsfaktorer er kendte. Men selvom fremskridtene har været store, er vi stadig langt fra at forstå eller kunne kontrollere de processer, som får celler til at specialisere sig i bestemte retninger. Mine forsøg drejer sig om at påvirke cellerne med forskellige faktorer på bestemte tidspunkter i deres udvikling. Disse faktorer kan være stoffer, der påvirker deres vækst eller differentieringspotentiale, eller stoffer, der direkte hæmmer nogle af cellens signaleringsveje og således forhindrer cellen i at reagere på et givent signal. 13


Ann Dorte Pørneki

Når et embryon udvikler sig normalt, foregår det via forskellige intermediære4 celletyper. Vejen fra stamcelle til insulin-producerende celle kræver således flere trin. Fra forsøg med mus kender vi til nogle af disse forstadie-celler til de modne insulin-producerende celler, og vi har kendskab til gen-markører, vi kan anvende til at genkende og adskille dem fra de øvrige. For at evaluere mine forsøg undersøger jeg efterfølgende, hvorvidt nogle af disse celletyper findes i min blanding af celler, og i hvor høj grad, der er sket en forøgning i deres antal. Ved denne metode er det muligt at klarlægge effekten af forskellige faktorer på stamcellernes differentiering i retning af insulin-producerende celler. Livlig debat og udenlandsrejser Ofte vil data fra et forsøg ikke kun besvare spørgsmål, men også give anledning til nye og dermed behov for yderligere forsøg. Ideer til nye forsøg kan således opstå som følge af et tidligere forsøg. Inspiration kan også komme fra videnskabelige artikler, der omhandler lignende eksperimenter. Jeg bruger en del tid på læsning af sådanne artikler, både for at øge grundlæggende viden, men også for at se, hvordan andre griber tingene an. Formidling og diskussion af forsøgsresultater foregår således gennem artikler, men også internt i laboratoriet fører vi en livlig debat. Vi arbejder sammen i mindre grupper, hvor vi planlægger og diskuterer forsøgene, men vi har også ugentlige møder, hvor alle deltager. Der er således rig mulighed for at spørge om råd, når ingenting lykkes og dele glæden, når tingene fungerer! Arbejdet med biomedicinsk forskning giver også mulighed for at rejse med jobbet. Både kortere rejser, fx til videnskabelige konferencer, men også ophold af længere varighed ved udenlandske laboratorier er en mulighed. Vores job er præget af korte ansættelser, måske kun af et års varighed. Ofte skal finansering af ens løn findes via fondsmidler, hvilket kræver fondsansøgninger, hvilket igen kræver resultater fra laboratoriet, hvis det skal lykkes. Det er således en verden, hvor ens arbejde bliver målt og vejet med jævne mellerum. Til gengæld er det en branche i rivende udvikling med mange forskellige forskningsområder.

Noter 1 Aminosyrer = byggestenene i proteiner. Vores proteiner består af 20 forskellige aminosyrer. Det er rækkefølgen og antallet af de enkelte aminosyrer, der bestemmer et proteins egenskaber. 2 Serum = Bestanddel af blodet, anvendes til dyrkning af celler i laboratoriet pga. sine vækstfremmende egenskaber. 3 Inducere = en påvirkning, der fremmer en proces. 4 Intermediære = mellemliggende, i dette tilfælde celletyper, der endnu ikke har udviklet sig til det modne stadium.

ANN DORTE PØRNEKI ER FØDT I 1968. ER CAND SCIENT OG PH.D. STUDERENDE VED SYDDANSK UNIVERSITET, ODENSE OG ANSAT VED KMEB (ODENSE UNIVERSITETSHOSPITAL). 14


Morten Gad og Esben Petersen

Hvad er etik? - Af Morten Gad og Esben Petersen Etik som filosofisk disciplin I den følgende filosofiske undersøgelse skal vi se på etik1 i den moderne betydning, hvor man typisk spørger: Hvordan bør jeg handle over for andre mennesker? Hvad er den gode handling? Bør jeg altid undgå at lyve uanset hvad? Bør jeg altid forsøge at hjælpe andre mennesker, hvis de fx er i nød? Og i så fald hvorfor? Etik handler altså om fundamentale begreber som godt og ondt. Denne type almenmenneskelige spørgsmål synes at kræve nogle svar, der er mere universelle eller almengyldige. Filosofiske undersøgelser går ud på at undersøge, de af vores grundbegreber, som ikke direkte kan gøres til genstand for empiriske2 , videnskabelige undersøgelser. Vi kan ikke ved hjælp af statistik, laboratorieforsøg eller lignende finde ud af, hvad etik er – det er noget, vi må undersøge filosofisk. Absolutisme versus relativisme Først må vi overveje, om det overhovedet er muligt at opstille en absolut etik – eller om etik blot er udtryk for holdninger hos enkeltpersoner og samfundsgrupper, som relativisten hævder. I de sidste par tusinde år har den europæiske etiske tænkning været præget af kristen etik, men i takt med den europæiske kolonialisering af den omkringliggende verden og vore dages globalisering har vi fået øjnene op for, at der er andre måder at håndtere spørgsmål om godt og ondt på end vores egen. Det har gjort etisk relativisme3 til en gængs holdning, og mange vil således i dag sige, at etik er relativt fra samfund til samfund, og at vi dermed bør afholde os fra at fordømme andre samfund. En sådan holdning lyder tolerant og open-minded, men den er dog ikke uden problemer. For det første synes ovenstående holdning at involvere en selvmodsigelse, da tanken om, at vi bør afholde os fra at fordømme andre samfund, er en vurdering, som i sig selv enten må være relativ eller absolut. Hvis den er relativ, så er der jo ikke noget forkert i, at vi netop i vores samfund synes, det er i orden at fordømme andre samfund, og måske ligefrem intervenere i disse, da det så vil være et relativt spørgsmål, om vi har lov til dette. Men hvis ovenstående bud er en absolut vurdering, så synes der trods alt at være mindst ét etisk krav, der er absolut og gælder uanset, hvilket samfund man tilhører – nemlig princippet om at udvise tolerance over for andre. Yderligere kan man understrege, at det faktum, at mange normer er relative fra samfund til samfund, ikke er det samme som, at alle er normer relative. Måske man kunne finde normer, der er fælles for alle kulturer frem for at fremhæve kulturafhængige normer? Når vi skal vurdere den etisk gode handling, synes der at være noget, der er mere rigtigt og forkert end andet. Mange traditioner og normer er kulturafhængige, men denne kulturelle forskellighed udgør ikke i sig selv noget etisk dilemma. Spørgsmålet er dog, hvor langt tolerancen for andres normer kan strækkes? Hvis vi skal vurdere, de handlinger, der blev udført i Hitler-Tyskland, synes sagen at være en anden. Hitler ønskede at udrydde jøder, sigøjnere etc., fordi de i hans øjne tilhørte 15


Morten Gad og Esben Petersen

mindreværdige racer, men var det ikke forkert? Og er det ikke stadig forkert til trods for, at det foregik i en anden tid og i et andet land? Den følelse har de fleste nok. Hitlers gerninger kan ikke bare affærdiges med at ”sådan gjorde man nu engang i datidens Tyskland. ” Netop som absolutisten4 hævder, synes visse handlinger simpelthen at være mere forkerte end andre uanset tid eller sted! Relativisme-argumentet er et stærkt argument imod ideen om, at der findes almengyldige moralske principper. Men argumentet er også et tveægget sværd, da man, som antydet i det ovenstående, kan vende argumentet på hovedet og lave, hvad vi kan kalde et konvergens-argument5: I takt med at folk bliver oplyste og giver slip på religiøse og kulturelle fordomme, synes der at blive større og større enighed om moralske principper (fx FN’s menneskerettighedserklæring). Hvis det er rigtigt, at der er en sådan konvergens imod nogle universelle etiske principper, så melder spørgsmålet sig, om denne konvergens skyldes en erkendelse af etiske principper på samme måde, som vi har erkendt, at Jorden kredser om Solen og ikke omvendt – eller om denne konvergens, ikke som sådan skyldes en erkendelse, men snarere bare skyldes en kulturel ensretning som flere og flere påvirkes af. De færreste vil i dag finde det intellektuelt respektabelt at argumentere for, at det faktum, at Jorden er rund og kredser om Solen, blot er en social eller kulturel konvention. Det er simpelthen en sandhed, som er sand uafhængigt af, om vi har erkendt det eller ej. Men mht. etik er situationen lidt mere kompliceret. Absolut moral? Det er fristende at affeje absolut moral som blot værende et spørgsmål om konventioner6 og konsensus7, da almengyldige moralske sandheder er svære at indpasse i et moderne verdensbillede baseret på, hvad der kan måles og vejes. Men her kan absolutisten appellere til vores moralske intuitioner og hævde, at hvis moral blot var et spørgsmål om konsensus, så ville en opinionsundersøgelse til et hvert tidspunkt kunne afklare, hvad der er godt og ondt. Endelig skal man ikke underkende, at det af og til anføres som argument for en absolut moral, at for at en sådan moral kan være mulig, så må vi tro på en almægtig Gud. Argumentet kan faktisk siges at gå to veje: Den troende søger at vise, at vi må acceptere troen på Gud, som forudsætning for at vi kan Platon have en absolut moral. Og den ikke-troende Græsk filosof, som levede ca. søger at vise, at troen på en absolut moral er 429 - 347 f.v.t. Platons lige så absurd, som troen på eksistensen af Gud. omfangsrige forfatterskab Men allerede for over 2000 år siden afviste inddeles almindeligvis i tre Platon ideen om at blande Gud (eller dengang grupper: Ungdomsdialogerne (bl.a. Sokrates’ forsvarstale), guderne) ind i billedet. Han spurgte nemlig: Manddomsdialogerne (bl.a. Billiger Gud det gode, fordi det er godt – eller er Symposion og det meste af det de gode handlinger gode, blot fordi Gud billiger store værk Staten) og det? Svaret synes, at være: hvis Gud billiger Alderdomsdialogerne (som visse handlinger, må det være fordi disse bl.a. omfatter Lovene). handlinger er gode, og i så fald kan det ikke være Guds billigelse i sig selv, der gør handlingerne gode. Derfor kan vi, uanset om vi er religiøse eller ej, tilsyneladende godt diskutere det gode 16


Morten Gad og Esben Petersen

uafhængigt af troen på Guds eksistens. På samme måde kan man faktisk også spørge: har vi konventioner om det gode, fordi det er godt – eller anser vi noget for værende godt, blot fordi det er konventioner? I den forbindelse kan man sige, at kun de færreste betragter en handling som god alene ud fra det forhold, at der en konvention om, at handlingen er god. Når mennesker tilslutter sig en konvention, sker det derimod ud fra en forestilling om, at konventionen er i overensstemmelse med det, som faktisk er moralsk godt. Har moralfilosofi praktisk relevans? Moralfilosofi handler ikke nødvendigvis om ideale systemer, som ikke vedrører vores daglige liv eller indiskutable pligter, som vi blot må følge. Vores påstand er, at etik faktisk kan gøres til genstand for rationel diskussion. Etik handler om at styre menneskelig praksis og handling, og hvorfor skulle sådan en styring ikke kunne gøres til genstand for fornuftigt argumentation? I det følgende skal vi se på to konkrete bud på normativt8 etiske teorier om, hvad den gode handling er, nemlig nytteetikken og pligtetikken, som på sin vis er meget forskellige teorier, men som begge dukker op, næsten uanset hvilket praktisk etisk problem, man tager fat på. Nytteetik I nytteetikken betragter man den gode handling, som den handling der fremmer det værdifulde, lykken, velfærden, eller hvad man nu ønsker at kalde det, vi oplever som havende positiv værdi. Man må altså se på konsekvenserne af en handling (eller de forventede konsekvenser), førend man kan vurdere om en handling er god eller ond. Lykke eller velfærd er således det eneste, der har værdi i sig selv, hvorimod andre værdier som fx frihed og retfærdighed blot ses som midler til et mål – nemlig at forøge den samlede sum af velfærd. Nytteetikken kaldes også utilitarisme (af det engelske utility, som betyder nytte). Utilitarismens ophavsmænd er filosofferne J. Bentham og J.S. Mill. Det, som utilitarismen stræber efter, kan lidt sloganagtigt formuleres som: Størst mulig lykke for størst mulige antal. Denne grundsætning kan så opdeles i to principper: Lykkemaksimeringsprincippet: J. Bentham Man bør vælge det handlingsalternativ, der Engelsk filosof og jurist, som levede 1748-1832. Hovedværket tilgodeser flest interesser, eller med andre ord er An Introduction to the Principles de flestes lykke. Således vælger man det of Morals and Legislation (1789). alternativ, der realiserer flest værdier. Og Lighedsprincippet: Når man skal afgøre værdien af en bestemt handling, skal man tage J. S. Mill alles interesser i betragtning og give lige stor Engelsk filosof og økonom, som vægt til interesserne, uanset hvem der har levede 1806 1873. disse interesser. Altså, vi skal skabe så meget Hovedværkerne er A System of velfærd eller lykke som muligt – og tage alle i Logic (1843) og Utilitarianism (1861). betragtning, som har interesser. Utilitarismen er et godt bud på en etisk teori, der umiddelbart harmonerer med vores moralske intuitioner. Men den har mindst ét alvorligt problem – nemlig syndebukproblemet: 17


Morten Gad og Esben Petersen

Forestiller man sig fx, at en gruppe læger tager organerne fra en fuldstændig rask mand og lader ham dø for at rede fem andre, der ellers ville dø, så kunne denne handling forsvares ud fra ’størst-lykke-pricippet’. Dette virker intuitivt forkert, og desuden er det måske heller ikke helt klart, hvem der har interesser; er det kun mennesker – eller er det også dyr, træer og evt. stamceller? Pligtetik Ifølge pligtetikken har man absolutte pligter, som gælder uanset konsekvenserne. Den moralske status af bestemte handlinger vurderes altså ikke ud fra handlingernes konsekvenser, men ud fra om den gode vilje eller intentionen er i overensstemmelse med pligten. Filosoffen Immanuel Kant er berømt for sin pligtetik; i hans morallære støder man på følgende formulering:

Immanuel Kant Tysk filosof, som levede 1724 1804. Fra det omfangsrige forfatterskab kan fremhæves Kritik der reinen Vernunft (1781) og Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (1785), hvorfra citatet stammer.

”Handl således, at du altid bruger menneskeheden såvel i din egen person og i enhver anden person tillige som formål, aldrig blot som middel” Ifølge pligtetikken må man altså ikke behandle andre mennesker blot som middel til et mål. Ifølge Kant er mennesket som fornuftvæsen det eneste, der har en ubetinget moralsk status; men konsekvensen af et sådan synspunkt er dog, at både mentalt handicappede, børn og dyr ikke har nogen moralsk status, da de ikke er fornuftsvæsner. Det har fået pligtetikere til at hævde, at det ikke kun er voksne mennesker, som er i besiddelse af fornuft, der har moralsk værdi, men at også fx dyr og naturen som helhed kan tilskrives en værdi, som bør respekteres. Uanset hvem eller hvad man ønsker at tilskrive moralsk status, så gælder det dog samtlige pligtetiske teorier, at visse værdier er ukrænkelige og skal respekteres uafhængigt af nytteetiske betragtninger, da målet ikke helliger midlet. Det er altså ifølge pligtetikken ikke tilladeligt at ofre en syndebuk, selvom konsekvenserne giver den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker. Er man pligtetiker, og mener man tilmed, at fx et embryon har værdi i sig selv, så er det ikke umiddelbart moralsk tilladeligt at lave forsøg med stamceller. Utilitarismen synes derimod umiddelbart at tillade, at der bliver lavet forsøg med stamceller (også selvom man faktisk skulle mene, at embryoner har en vis værdi), eftersom det tab af værdier, som stamcelleforskningen medfører, tilsyneladende kan opvejes af de gode konsekvenser, som forskningen vil have. Tab af værdier kan i denne henseende siges at være tab af et potentielt menneskeliv, hvorimod de gode konsekvenser kan være sygdomsbekæmpelse etc. Sammenfattende kan vi sige, at pligtetikken forsøger at give os nogle absolutte svar på, hvad der er rigtigt og forkert, og at vi altid har pligt til at gøre det rigtige, hvorimod utilitarismen betragter en handling som moralsk rigtig, hvis blot den fremmer den generelle velfærd og forkert, hvis den medfører lidelse.

18


Morten Gad og Esben Petersen

Noter 1 ’Etik’ og ’moral’ er betegnelser, som ofte benyttes i flæng, og vi vil også her bruge termerne synonymt. 2 Empirisk: Som bygger på forsøg og erfaring. 3 Relativisme er den anskuelse, at ethvert faktum for et givet emneområde, fx moral, er bestemt af forhold, der er personlige, sociale, geografiske etc. 4 Absolutist = Tilhænger af absolutisme, som betyder hævdelse af absolutte sandheder. 5 Konvergens: Nærmelse, sammenløben af to linier. 6 Konventioner: Overenskomst, mellemfolkelig aftale om begrænsede anliggender. 7 Konsensus: Almindelig eller bred enighed blandt en gruppe af personer. 8 Normativ: Som foreskriver regler eller angiver en norm. Dvs. fastsætter hvordan noget bør være eller bør gøres.

ESBEN PETERSEN ER FØDT I 1978. SKRIVER MAGISTERKONFERENS I FILOSOFI VED SYDDANSK UNIVERSITET, ODENSE. HAR BLANDT ANDET ARBEJDET SOM UDSTILLINGSSEKRETÆR I KUNSTHALLEN BRANDTS KLÆDEFABRIK, ODENSE. MORTEN GAD ER FØDT I 1977. SKRIVER MAGISTERKONFERENS I FILOSOFI VED SYDDANSK UNIVERSITET, ODENSE. HAR UNDERVIST I ETIK OG ERKENDELSESTEORI VED BLANDT ANDET HØJSKOLEN PÅ HELNÆS.

19


George W. Bush

Remarks by the President on Stem Cell Research - By George W. Bush D. 9. august 2001 gik USA’s præsident George W. Bush på talerstolen for at tale til den amerikanske befolkning. Baggrunden var en længerevarende offentlig debat om de etiske dilemmaer forbundet med stamcelleforskning. Debatten var på dette tidspunkt blevet så omfattende, at den amerikanske præsident følte sig kaldet til at tale direkte til nationen. Det følgende er en afskrift af denne tale.

Good evening. I appreciate you giving me a few minutes of your time tonight so I can discuss with you a complex and difficult issue, an issue that is one of the most profound of our time. The issue of research involving stem cells derived from human embryos is increasingly the subject of a national debate and dinner table discussions. The issue is confronted every day in laboratories as scientists ponder the ethical ramifications of their work. It is agonized over by parents and many couples as they try to have children, or to save children already born. The issue is debated within the church, with people of different faiths, even many of the same faith coming to different conclusions. Many people are finding that the more they know about stem cell research, the less certain they are about the right ethical and moral conclusions. My administration must decide whether to allow federal funds, your tax dollars, to be used for scientific research on stem cells derived from human embryos. A large number of these embryos already exist. They are the product of a process called in vitro fertilization, which helps so many couples conceive children. When doctors match sperm and egg to create life outside the womb, they usually produce more embryos than are planted in the mother. Once a couple successfully has children, or if they are unsuccessful, the additional embryos remain frozen in laboratories. Some will not survive during long storage; others are destroyed. A number have been donated to science and used to create privately funded stem cell lines. And a few have been implanted in an adoptive mother and born, and are today healthy children. Based on preliminary work that has been privately funded, scientists believe further research using stem cells offers great promise that could help improve the lives of those who suffer from many terrible diseases — from juvenile diabetes to Alzheimer’s, from Parkinson’s to spinal cord injuries. And while scientists admit they are not yet certain, they believe stem cells derived from embryos have unique potential. You should also know that stem cells can be derived from sources other than embryos — from adult cells, from umbilical cords that are discarded after babies are born, from human placenta1. And many scientists feel research on these type of stem cells is also promising. Many patients suffering from a range of diseases are already being helped with treatments developed from adult stem cells. However, most scientists, at least today, believe that research on embryonic stem cells offer the most promise because these cells have the potential to develop in all of the tissues in the body. 20


George W. Bush

Scientists further believe that rapid progress in this research will come only with federal funds. Federal dollars help attract the best and brightest scientists. They ensure new discoveries are widely shared at the largest number of research facilities and that the research is directed toward the greatest public good. The United States has a long and proud record of leading the world toward advances in science and medicine that improve human life. And the United States has a long and proud record of upholding the highest standards of ethics as we expand the limits of science and knowledge. Research on embryonic stem cells raises profound ethical questions, because extracting the stem cell destroys the embryo, and thus destroys its potential for life. Like a snowflake, each of these embryos is unique, with the unique genetic potential of an individual human being. As I thought through this issue, I kept returning to two fundamental questions: First, are these frozen embryos human life, and therefore, something precious to be protected? And second, if they’re going to be destroyed anyway, shouldn’t they be used for a greater good, for research that has the potential to save and improve other lives? I’ve asked those questions and others of scientists, scholars, bioethicists, religious leaders, doctors, researchers, members of Congress, my Cabinet, and my friends. I have read heartfelt letters from many Americans. I have given this issue a great deal of thought, prayer and considerable reflection. And I have found widespread disagreement. On the first issue, are these embryos human life — well, one researcher told me he believes this five-day-old cluster of cells is not an embryo, not yet an individual, but a pre-embryo. He argued that it has the potential for life, but it is not a life because it cannot develop on its own. An ethicist dismissed that as a callous attempt at rationalization. Make no mistake, he told me, that cluster of cells is the same way you and I, and all the rest of us, started our lives. One goes with a heavy heart if we use these, he said, because we are dealing with the seeds of the next generation. And to the other crucial question, if these are going to be destroyed anyway, why not use them for good purpose — I also found different answers. Many argue these embryos are byproducts of a process that helps create life, and we should allow couples to donate them to science so they can be used for good purpose instead of wasting their potential. Others will argue there’s no such thing as excess life, and the fact that a living being is going to die does not justify experimenting on it or exploiting it as a natural resource. At its core, this issue forces us to confront fundamental questions about the beginnings of life and the ends of science. It lies at a difficult moral intersection, juxtaposing the need to protect life in all its phases with the prospect of saving and improving life in all its stages. As the discoveries of modern science create tremendous hope, they also lay vast ethical mine fields. As the genius of science extends the horizons of what we can do, we increasingly confront complex questions about what we should do. We have arrived at that brave new world that seemed so distant in 1932, when Aldous Huxley wrote about human beings created in test tubes in what he called a “hatchery.2” In recent weeks, we learned that scientists have created human embryos in test tubes solely to experiment on them. This is deeply troubling, and a warning 21


George W. Bush

sign that should prompt all of us to think through these issues very carefully. Embryonic stem cell research is at the leading edge of a series of moral hazards. The initial stem cell researcher was at first reluctant to begin his research, fearing it might be used for human cloning. Scientists have already cloned a sheep. Researchers are telling us the next step could be to clone human beings to create individual designer stem cells, essentially to grow another you, to be available in case you need another heart or lung or liver. I strongly oppose human cloning, as do most Americans. We recoil at the idea of growing human beings for spare body parts, or creating life for our convenience. And while we must devote enormous energy to conquering disease, it is equally important that we pay attention to the moral concerns raised by the new frontier of human embryo stem cell research. Even the most noble ends do not justify any means. My position on these issues is shaped by deeply held beliefs. I’m a strong supporter of science and technology, and believe they have the potential for incredible good — to improve lives, to save life, to conquer disease. Research offers hope that millions of our loved ones may be cured of a disease and rid of their suffering. I have friends whose children suffer from juvenile diabetes. Nancy Reagan has written me about President Reagan’s struggle with Alzheimer’s3. My own family has confronted the tragedy of childhood leukemia. And, like all Americans, I have great hope for cures. I also believe human life is a sacred gift from our Creator. I worry about a culture that devalues life, and believe as your President I have an important obligation to foster and encourage respect for life in America and throughout the world. And while we’re all hopeful about the potential of this research, no one can be certain that the science will live up to the hope it has generated. Eight years ago, scientists believed fetal tissue research offered great hope for cures and treatments — yet, the progress to date has not lived up to its initial expectations. Embryonic stem cell research offers both great promise and great peril. So I have decided we must proceed with great care. As a result of private research, more than 60 genetically diverse stem cell lines already exist. They were created from embryos that have already been destroyed, and they have the ability to regenerate themselves indefinitely, creating ongoing opportunities for research. I have concluded that we should allow federal funds to be used for research on these existing stem cell lines, where the life and death decision has already been made. Leading scientists tell me research on these 60 lines has great promise that could lead to breakthrough therapies and cures. This allows us to explore the promise and potential of stem cell research without crossing a fundamental moral line, by providing taxpayer funding that would sanction or encourage further destruction of human embryos that have at least the potential for life. I also believe that great scientific progress can be made through aggressive federal funding of research on umbilical cord placenta4, adult and animal stem cells which do not involve the same moral dilemma. This year, your government will spend $250 million on this important research. I will also name a President’s council to monitor stem cell research, to recommend appropriate guidelines and regulations, and to consider all of the medical and ethical ramifications of biomedical innovation. This council will consist of leading 22


George W. Bush

scientists, doctors, ethicists, lawyers, theologians and others, and will be chaired by Dr. Leon Kass, a leading biomedical ethicist from the University of Chicago. This council will keep us apprised of new developments and give our nation a forum to continue to discuss and evaluate these important issues. As we go forward, I hope we will always be guided by both intellect and heart, by both our capabilities and our conscience. I have made this decision with great care, and I pray it is the right one. Thank you for listening. Good night, and God bless America.

Noter og gloser 1 Placenta = Moderkage (red.). 2 Aldous Huxley (1894 - 1963) = Amerikansk forfatter, der i 1932 udgav sit hovedværk, science fiction-romanen Brave New World, som George W. Bush citerer her (red.). 3 Ronald Reagan (gift med Nancy Reagan) var ligesom George W. Bush republikaner og USA’s præsident i perioden 1981 - 1989. Reagan døde af komplikationer til Alzheimers syge i 2004 (red.). 4 Umbilical cord = Navlestreng (red.).

23


Kerstin Hoffmann

Fosteranlæggets status et spørgsmål om respekt

1

- Af cand. med. Kerstin Hoffmann, fhv. landssekretær i foreningen Retten til Liv D. 23. januar 2003 afholdt man på Christiansborg en høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling. Formålet var at få klarlagt i hvilken grad og under hvilke betingelser, det skal være tilladt at forske i embryonale stamceller i Danmark. Folketinget havde inviteret en lang række eksperter – både tilhængere og modstandere – til at kaste lys over nogle af de komplekse etiske og reguleringsmæssige problemstillinger, der knytter sig til stamcelleforskningen. En af disse eksperter var cand.med. Kerstin Hoffmann, og det følgende er et genoptryk af hendes indlæg.

Introduktion Følgende indlæg er et forsvar for den holdning, at et fosteranlæg skal beskyttes som ethvert andet menneske og derfor ikke må bruges til forsknings- eller behandlingsformål. Hvilken status skal fosteranlægget have? De fleste mennesker vælger umiddelbart befrugtningen, når man beder dem definere, hvornår de blev til. Tænker man tilbage i sit livsforløb for at finde et tidspunkt, hvor man ikke var til, må man tilbage før denne begivenhed. Også ud fra en biologisk betragtning starter menneskelivet ved befrugtningen. Det er ikke noget, der ofres megen opmærksomhed i lærebøger om fosterets udvikling, det konstateres blot. Der er et klart før og efter befrugtningen, som gør denne begivenhed væsensforskellig fra alle livets andre milepæle. Alle væsentlige afgørelser er truffet, i det øjeblik fosteranlægget danner sit eget genom ved sammensmeltningen af æg- og sædcelle. Barnets køn, dets udseende, det kreative potentiale, sygdomsrisici osv. Ethvert nyt fosteranlæg er i bund og grund unikt og uerstatteligt. Folketinget har da også med lov om Etisk Råd taget stilling til spørgsmålet om fosteranlæggets status med formuleringen: “Rådet skal i sit virke bygge på den forudsætning, at menneskeligt liv tager sin begyndelse på befrugtningstidspunktet”2. Som en naturlig konsekvens af disse kendsgerninger bør fosteranlægget helt fra befrugtningen have samme status som ethvert andet menneskeligt liv. Selv om det har en lang og voldsom udvikling foran sig i afhængighed af sine omgivelser, har det samme krav på beskyttelse som ethvert andet menneske. Denne holdning bygger på et menneskesyn, hvor alle mennesker - uafhængig af alder, størrelse, ydeevne, helbredstilstand, opholdssted, forældreopbakning, osv. - regnes for ligeværdige. Værdien består alene i dette at være et menneske. Ikke et dyr, ikke en ting, men et menneske. Fosteranlæggets absolutte ret til liv og beskyttelse har tidligere været en selvfølge for lægevidenskaben. I Geneve-deklarationen, som verdenslægeforeningen vedtog i 1948, indgår bl.a. følgende sætning: “Jeg vil nære den højeste respekt for menneskets liv fra dets undfangelse selv under trusler.” Ønsket om at ændre fosteranlæggets status er opstået i takt med, at graviditeten er blevet mål for forskning, manipulation og behandling. Fosteranlægget betragtes i denne forbindelse som et middel til at opnå graviditet, noget man kan have overskud af, dyrke, kassere eller forske på. Etikken forventes at tilpasse sig. 24


Kerstin Hoffmann

Argumenter og modargumenter Men de etiske begrundelser, der bliver givet for at fratage det tidlige liv dets absolutte værdi, virker kunstige og ulogiske. Særligt to argumenter har været fremført i debatten: For det første har man fremført, at fosteranlægget først ved indvæksten i livmoderen har fuld “moralsk status”3, fordi det først dér har mulighed for liv4. Dette er imidlertid en kunstig opdeling af fosteranlæggets livsløb, idet fosteranlægget helt fra befrugtningen har ‘mulighed for liv’, hvis det gives de rette betingelser. I dette stykke adskiller det sig ikke fra det ældre foster eller fra det fødte barn. I laboratoriet skaber man jo netop med varmeskabe og vækstmedier et miljø, der efterligner æggelederens, fordi man derved kan holde fosteranlægget i live! Indvæksten i livmoderen er en milepæl i fosterets liv, en begivenhed, der er nødvendig, hvis det skal vokse og blive større. Vælger man at fratage fosteret denne mulighed for at leve videre, bliver dette menneskeliv meget kort - men det bliver ikke noget andet end et menneskeliv. For det andet fremføres der i debatten ofte tidspunkter i fosterudviklingen, der skal passeres, eller kvaliteter, der skal opnås, for at fosteret kan gives fuld menneskelig status. Nogle foreslår sammenvoksningen af neuralrøret, andre afslutningen af organdannelsen, evnen til at føle smerte osv. Eller man kan som lektor Lone Nørgård, vælge den definition, at et barn skal kunne ønske livet for at have ret til det - dvs. være mellem 1 og 2 år!5 Problemet med denne måde at betragte fosteret på er, at den ene grænse ikke adskiller sig væsentligt fra den anden, og at det er helt urimeligt at stille kvalitetskrav til livet. Dette at skulle kvalificere sig til at leve, er en ny og skræmmende etik, der kan få vide konsekvenser for andre svage grupper i vort samfund: syge, gamle og døende. Tilsidesætter vi menneskets absolutte værdi i dets tidligste faser, kan det ikke undgå at påvirke synet på mennesket i andre af livets faser. Kan forskning i embryonale stamceller forenes med hensynet til fosteranlægget og den nuværende lovgivning? At gøre fosteranlægget til objekt for forskning og til et potentielt middel for behandling af et andet menneske er udtryk for en farlig tingsliggørelse og krænkelse af mennesket. Intet menneske skal ufrivilligt udsættes for indgreb, der ikke kommer det menneske selv til gode, og ingen har ret til at ofre en andens liv. Derfor kan forskning i embryonale stamceller ikke forenes med hensynet til fosteranlægget. Det ændrer ikke ved situationen, at forældre evt. har givet tilladelse i det enkelte tilfælde, idet fosterets værdi dermed gøres afhængig af forældrenes hensigter med det. Det ændrer heller ikke ved situationen, at ofringen af fostrets liv tjener et godt formål. Indfører vi først princippet, at den svagere gruppe må ofre sig for den lidt stærkere, sender vi for alvor de svage og handicappede ud i et etisk tomrum, hvor ingen kan føle sig sikker på, hvornår det vil tjene et godt formål at de ofres, for en stærkere gruppes skyld. De handicappede er desværre blevet gidsler i debatten om fosterstamceller, som eksempelvis i en nylig amerikansk udsendelse med Christopher Reeve6. Det er dybt beklageligt, at forskere, der har stor karrieremæssig interesse i at forske i fosterstamceller, bruger ulykkelige menneskers håb som murbrækker i forsøget på at ændre lovgivningen. Det er for så vidt forståeligt, at forskere, der arbejder med dette til daglig og 25


Kerstin Hoffmann

har det som interesse og levebrød, med begejstring griber alle ny muligheder. Det er endnu mere forståeligt, at svært handicappede mennesker og deres pårørende vil gøre næsten hvad som helst for at opnå helbredelse eller lindring. Men den nye forskning involverer ikke kun disse to parter. Den tredje part er fosteranlægget, og da det ikke kan tale sin egen sag, er det samfundets opgave at forsvare dets rettigheder. Forskningen i voksne stamceller indebærer ikke nogen krænkelse af menneskeligt liv og er derfor et oplagt sted at lægge kræfter og ressourcer, for et samfund, der vil holde fast i, at menneskelivet har krav på beskyttelse fra undfangelsen. Også på dette felt er der vel brug for, at nogen går foran og investerer. Argumenter og modargumenter I debatten er det blevet brugt som begrundelse for at give tilladelse til forskning i fosterstamceller, at de fosteranlæg, man gerne vil forske i alligevel skal kasseres, og derfor lige så godt kan bruges til noget nyttigt. Denne argumentation bygger på en vigtig iagttagelse, nemlig, at alt for mange fosteranlæg kasseres som følge af den nuværende praksis, fordi man befrugter mange flere æg ved IVF-behandling7 , end man kan bruge. Konklusionen er dog forkert. I stedet for yderligere at vanære fosteranlægget ved at gøre det til “forsøgsdyr”, bør man stoppe den IVF-praksis, der resulterer i “overskudslagre” af menneskeligt liv. Vi ville også finde det uetisk, hvis man i USA tilbød transplantationer med organer fra dødsdømte fanger, med den begrundelse, at de jo skal dø alligevel. Et andet ofte anført argument er, at udlandet vil overhale danske forskere og om få år kunne tilbyde en behandling, som handicappede derefter vil kræve at komme til udlandet for at få. Dette er et typisk erhvervsbeskyttende argument, som ingen vægt kan tillægges i en etisk debat. Hvis man i etiske spørgsmål skal følge trop, hver gang en bestemt praksis tillades i et af de lande, vi normalt sammenligner os med, fralægger man sig sit ansvar for selv at tage etisk stilling. Ja, man tilsidesætter i virkeligheden enhver etisk overvejelse og knæsætter i stedet den laveste fællesnævners princip. Konklusion Gøres fosteranlægget til et forskningsobjekt, et medikament, et industriprodukt, ringeagter vi vor egen oprindelse. Dette vil få helt uoverskuelige konsekvenser for synet på samfundets svageste grupper. Et menneskeligt liv må aldrig reduceres til et formål for andre mennesker.

26


Kerstin Hoffmann

Noter 1 Denne artikel har tidligere været trykt i Teknologirådets høringsrapport: Embryonale stamceller (Biosam 2003) (red.). 2 Denne formulering blev i 2004 ændret til: ”Respekt for menneskets integritet og værdighed omfatter også det menneskelige livs første faser, herunder befrugtede menneskelige æg og fosteranlæg”. Jf. Lov om det Etiske Råd, kap 1,§ 1. (red.). 3 Vedr. begrebet “moralsk status” se Morten Gad og Esben Petersen: “Etik og stamceller. En kort diskussion” her i kompendiet (red.). 4 “Kloning - udtalelse fra Det Etiske Råd og Det Dyreetiske Råd”. 5 Dagbladet Information, 27. januar 1999. 6 Jf. TV2, 6. januar 2003. Christopher Reeve var Hollywoodskuespiller og kendt for sin rolle som Supermand i 1970’erne og 1980’ernes tegneseriefilmatiseringer. I 1995 blev han lam som følge af en rideulykke og var i de følgende år en ivrig fortaler for stamcelleforskning, idet han mente, at en vellykket behandling med stamcelleterapi ville kunne give ham førligheden tilbage. Christopher Reeve døde af en hjertefejl i 2004 (red.). 7 IVF behandling = Forkortelse af det engelske In Vitro Fertilization, som betyder befrugtning i (reagens)glas. IVF er i dag den mest effektive og udbredte metode til udførelse af kunstig befrugtning (red.).

27


Morten Gad og Esben Petersen

Etik og stamceller. En kort diskussion - Af Morten Gad og Esben Petersen Det bioetiske perspektiv Anvendelsen af menneskelige stamceller i forbindelse med medicinsk forskning og behandling er et af de områder, hvor vi ikke umiddelbart kan afgøre hvilke handlinger, der er moralsk acceptable. En afklaring af de etiske aspekter synes nødvendig. Dette er netop bioetikkens område, da denne har til opgave at undersøge de etiske spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med medicinsk og bioteknologisk praksis og forskning. I forbindelse med diskussionen omkring anvendelsen af stamceller er det i første omgang vigtigt at skelne mellem anvendelsen af to forskellige former for stamceller: Voksne stamceller og embryonale stamceller. Med hensyn til de voksne stamceller gælder det, at de fx kan være indhentet fra personer over myndighedsalder efter frivilligt samtykke. I sådanne tilfælde kan brugen af dem etisk betragtet sidestilles med den uproblematiske brug af frivilligt donerede organer. Voksne stamceller kan imidlertid også indhentes fra fostre og spædbørn, men hvorvidt en sådan praksis er etisk forsvarlig vil ikke blive diskuteret i denne sammenhæng. Her nøjes vi altså med at konstatere, at voksne stamceller i hvert fald i visse situationer kan anvendes uproblematisk. Vender vi nu blikket mod anvendelsen af embryonale stamceller gælder det, at denne i manges øjne forekommer mere kontroversiel, da en sådan brug indebærer, at stamceller indhentes fra et befrugtet æg, som dermed ikke længere kan fortsætte den udvikling, der i sidste ende ville kunne resultere i et voksent menneske. I det følgende vil vi derfor koncentrere os om diskussionen af de etiske aspekter ved anvendelsen af de embryonale stamceller. Embryoners moralske status Det centrale etiske spørgsmål vedrørende anvendelsen af embryonale humane stamceller er følgende: Har embryonet (der i medicinsk fagsprog på det tidspunkt fem dage efter befrugtningen af ægget betegnes som en blastocyst) en moralsk status, der betyder, at det er forkert at ødelægge det for at kunne anvende stamcellerne i det? Diskussionen af dette spørgsmål afhænger af, hvorvidt en blastocyst kan siges at have egenskaber, der betyder, at vi med vores handlinger er forpligtet til at tage særlige hensyn til den. Hævder man således, at det er forkert at ødelægge ægget fem dage efter befrugtningen for at udvinde stamceller, må man altså kunne argumentere for, at en blastocyst ligesom mennesker og dyr har egenskaber, der adskiller den fra de mange ting i verden omkring os, som vi ud fra en etisk betragtning kan behandle som vi vil. Modstandere af anvendelsen af embryonale stamceller har i diskussionen omkring blastocystens moralske status hævdet, at der lige fra det øjeblik, hvor ægget bliver befrugtet, er tale om et menneske på lige fod med eksempelvis en kvinde på halvtreds, og at ægget derfor allerede fra befrugtningen har en særlig moralsk status, der tilfalder ethvert menneske. Det er imidlertid indlysende, at en sådan argumentation i sig selv er utilstrækkelig, da den hævder netop det, der benægtes af fortalerne for anvendelsen af embryonale stamceller: At de egenskaber, der giver 28


Morten Gad og Esben Petersen

kvinder, mænd, piger og drenge deres moralske status, er egenskaber, som ligeledes kendetegner en blastocyst. Det at pege på embryonets biologiske tilhørsforhold til arten homo sapiens er altså ikke et tilstrækkeligt grundlag for at tilskrive det en særlig moralsk status, fordi det ikke siger noget om, hvilke moralsk relevante egenskaber, der giver medlemmer af netop denne art deres særlige status. At tage særlige hensyn til embryonet alene af den grund, at det er menneskeligt, kan således sammenlignes med at diskriminere mennesker ud fra biologiske kategorier som race og køn, der ikke i sig selv har moralsk relevans. Hvis argumentet skal opretholdes, er det nødvendigt at pege på de konkrete egenskaber, der hævdes at give det befrugtede æg den samme status som et voksent menneske. Dermed vil man være tvunget til at tage udgangspunkt i de egenskaber, der kan betragtes som grundlaget for den moralske status, der tilskrives voksne individer af arten homo sapiens. Her har man peget på, at individer med en sådan moralsk status kan føle smerte og behag, og at de betragter sig selv som personer, der befinder sig i et livsforløb med en fortid og en fremtid. Når dette kan hævdes at give de pågældende individer en særlig moralsk status, skyldes det med hensyn til evnen til at føle smerte og behag, at denne evne giver individet en interesse i at undgå, at man påfører det lidelse. Angående individets evne til at betragte sig selv som en person med et livsforløb gælder det, at denne evne yderligere styrker fordringen om moralsk hensyntagen. For det første fordi den indebærer, at en smerte, der påføres individet, kan fortsætte sin eksistens som smertefuld erindring. For det andet fordi denne evne indebærer, at man kan fratage individet en fremtid, som individet selv har en interesse i at opleve og har forhåbninger til. Spørgsmålet er imidlertid, om man kan hævde, at de netop omtalte egenskaber ved det voksne menneske ligeledes er egenskaber ved en blastocyst, således at tilstedeværelsen af de pågældende egenskaber betyder, at det er moralsk forkert at ødelægge blastocysten. Hertil skal det bemærkes, at en blastocyst udelukkende vil kunne føle smerte og behag, og betragte sig selv som en person med et livsforløb, hvis den har bevidsthed. Dette er afgørende, fordi embryonet end ikke er i nærheden af at vise tegn på bevidsthed på det tidlige udviklingsstadium, hvor de embryonale stamceller udvindes. Embryonet er på det tidspunkt en celleklump, som endnu er langt fra at udvikle et centralnervesystem, der kan fungere som fysiologisk grundlag for bevidste mentale processer. Den umiddelbare konklusion er således, at egenskaber, der er forbundet med eksistensen af en bevidsthed, ikke kan tilskrives en blastocyst, og derfor ikke kan have betydning for blastocystens moralske status. Imod denne konklusion har nogen dog peget på det, som i den filosofiske tradition betegnes det fremmedpsykiskes problem. De har haft den indvending, at det er principielt umuligt med sikkerhed at bekræfte tilstedeværelsen af bevidsthed hos en anden person, og at vi derfor aldrig kan vide med sikkerhed, hvorvidt blastocysten har bevidsthed. Med denne begrundelse er det således blevet hævdet, at vi af ren og skær forsigtighed bør behandle embryonet som om, det har bevidsthedsegenskaber, der giver det en særlig moralsk status. I forhold til denne argumentation skal det imidlertid bemærkes, at vi heller ikke med sikkerhed kan udelukke, at kampesten, brændenælder og bakterier har bevidsthedsegenskaber, der giver dem en særlig moralsk status, og at vi altså ud fra ovenstående argumentation også bør behandle kampesten, brændenælder og bakterier, som om de faktisk har en særlig moralsk status. En sådan konklusion kan næppe forekomme 29


Morten Gad og Esben Petersen

acceptabel. Der kan dog stadig være grund til at overveje om ikke, blastocysten alligevel har en særlig moralsk status, for til forskel fra kampesten og brændenælder kan den siges at have potentialet til at udvikle sig til et menneske med bevidsthed: Den har potentialet til at blive en person. Spørgsmålet er derfor nu, om blastocysten skal tilskrives en særlig moralsk status i kraft af, at den er en potentiel person. Angående denne mulighed skal det i første omgang understreges, at man ikke umiddelbart kan antage, at et potentielt X har den samme moralske status som et X. Dette bliver indlysende, hvis man eksempelvis overvejer forholdene omkring organdonation. Man kan således gå ud fra, at det kun er de færreste, der ville melde sig som mulige donorer til hjertetransplantationer, hvis de var af den opfattelse, at de som potentielle organdonorer dermed i samme øjeblik gjorde det moralsk tilladeligt for et hold læger at fjerne deres hjerter, inden de befinder sig i en tilstand, der opfylder hjernedødskriteriet. Dermed er det imidlertid ikke udelukket, at blastocysten som potentiel person har en særlig status. I stedet betyder det, at hvis blastocysten som potentiel person har en særlig moralsk status, så er det fordi, det at have potentialet til at blive en person i sig selv er en egenskab, der giver en sådan status. Vi må altså overveje, om det forhold, at noget har mulighed for at udvikle sig til en person, betyder, at det er moralsk forkert at forhindre denne udvikling i at finde sted. Til det formål kan vi tage udgangspunkt i et tankeeksperiment: Vi kan forestille os en forsker, der er beskæftiget med undersøgelser af menneskelig forplantning. Forskeren befinder sig nu i sit laboratorium, hvor der på hendes bord står en petriskål med en menneskelig ægcelle samt en petriskål med en sædcelle. De to petriskåle står ved siden af hinanden, og forskeren har planlagt, at hun den pågældende dag vil foretage en kunstig befrugtning. Alt er således forberedt til hendes forsøg, og forskeren går i gang med den procedure, der skal resultere i den kunstige befrugtning. Tilsammen har ægcellen og sædcellen på dette tidspunkt potentialet til at udvikle sig til en person. At sædcellen endnu ikke er trængt ind i ægcellen betyder i den henseende intet. De har tilsammen potentialet til at blive et embryon, og dermed har de samtidig potentialet til i sidste ende at blive til en person. Men lige inden det sidste trin i den procedure, der vil resultere i, at en sædcelle trænger ind i ægget, beslutter hun at udskyde forsøget, og da hun har en rigelig mængde sædceller til rådighed, lader hun sædcellen destruere, mens ægcellen igen placeres, så den er opbevaret sikkert. Dermed har hun nu forhindret, at ægcellen og sædcellen, der tilsammen havde potentialet til at blive en person, vil kunne udvikle sig til en person. Har hun dermed foretaget sig en moralsk forkert handling? Efter vores opfattelse kan man ikke ud fra den beskrevne situation påstå, at den kvindelige forsker har foretaget sig noget moralsk forkert. Det er muligt, at det er uhensigtsmæssigt at udskyde forsøget, men det er vanskeligt at forestille sig, at nogen ud fra et etisk perspektiv vil bebrejde forskeren, at hun har svigtet en moralsk forpligtelse, som hun har over for ægcellen og sædcellen. Da de to celler imidlertid tilsammen havde potentialet til at blive en bevidst person, må vi dermed konkludere, at det ikke i sig selv er moralsk forkert, at forhindre en potentiel person i at udvikle sig til en person. Det forhold, at blastocysten er en potentiel person, kan altså ikke betyde, at det er forkert at forhindre embryonets videre udvikling for at anvende stamcellerne i det.

30


Morten Gad og Esben Petersen

Den overordnede konklusion angående de etiske aspekter af anvendelsen af stamceller er således, ud fra de argumenter vi her har undersøgt, at det ikke er moralsk problematisk at anvende embryonale stamceller til forskning og i sygdomsbehandling. Det skal dog understreges, at det naturligvis ikke dermed er udelukket, at der kan fremføres andre argumenter end dem, vi har kunnet diskutere i denne sammenhæng. I denne korte artikel har vi således foreløbig koncentreret os om de vigtigste argumenter angående spørgsmålet om, hvorvidt blastocysten i sig selv har en moralsk status, der betyder at anvendelsen af stamceller er moralsk forkert. Det er derfor stadig værd at overveje, om der kan være andre moralske problemer forbundet med anvendelsen af stamceller. Eksempelvis kunne man overveje om anvendelsen af stamceller har konsekvenser, der ikke er problematiske pga. blastocystens moralske status, men af andre grunde, fx ud fra utilitaristiske overvejelser. I stedet for at bevæge os ind i denne diskussion, vil vi afslutningsvis behandle en anden mulig indvending mod anvendelsen af stamceller. Naturlighedsargumentet I forbindelse med den naturvidenskabelige udvikling af ny teknologi, herunder udvinding af og behandling med stamceller, er det en ofte tilbagevendende indvending mod anvendelsen af en ny teknologi, at den repræsenterer noget unaturligt. Med denne indvending er det således underforstået, at det naturlige etisk betragtet er uproblematisk, mens det unaturlige er moralsk forkert. En sådan indvending er imidlertid behæftet med alvorlige problemer. For det første er det langt fra indlysende, at der overhovedet er grundlag for at skelne mellem det naturlige og det unaturlige. Betragter man eksempelvis et menneskes handlinger med den hensigt at opdele dem i handlinger, der er i overensstemmelse med dets natur, og handlinger, der ikke er, må vi således have et begreb om, hvad der er menneskets natur, og hvad der ikke er, for at foretage opdelingen. Men hvordan kan man udarbejde et sådant begreb? Her synes den eneste mulighed at være, at man betragter de handlinger, mennesker faktisk foretager sig, som udtryk for deres natur. Dermed vil man imidlertid være tvunget til at sige, at enhver handling et menneske foretager sig er udtryk for menneskets natur, og at man derfor ikke kan sige om nogen handling et menneske udfører, at den er unaturlig for mennesker at udføre. En egentlig skelnen mellem naturlige og unaturlige menneskelige handlinger er dermed kun mulig, hvis man kan udarbejde et begreb om den menneskelige natur uafhængigt af de handlinger mennesker faktisk foretager sig. Hvordan dette skulle kunne lade sig gøre er endog overordentligt vanskeligt at se. Forestiller man sig nu, at det alligevel er muligt at skelne mellem naturligt og unaturligt, viser der sig endnu et problem i forhold til at betragte naturlighedsargumentet som en holdbar indvending mod anvendelsen af stamceller. Skal man udpege oplagte kandidater til at udgøre det unaturlige ud fra en sådan mulig skelnen, vil man således kunne pege på vaccination mod polio, hjertetransplantationer, blodtransfusioner, ruteflyvning, togkørsel, sæbefremstilling og kloakering. Alt dette ville dermed ud fra naturlighedsargumentet være moralsk forkert, fordi det er unaturligt. En sådan konklusion er der næppe mange, der kan acceptere.

31


Morten Gad og Esben Petersen

I stedet kan vi afslutningsvis konkludere, at spørgsmålet om, hvorvidt noget er naturligt eller unaturligt, ikke kan have betydning for, om det er moralsk forkert. At nogen mener, at anvendelsen af menneskelige stamceller, voksne og embryonale, er unaturlig, kan altså heller ikke være grund til at hævde, at vi skal afstå fra at anvende stamceller i den medicinske forskning og i sidste ende i behandlingen af sygdomme.

ESBEN PETERSEN ER FØDT I 1978. SKRIVER MAGISTERKONFERENS I FILOSOFI VED SYDDANSK UNIVERSITET, ODENSE. HAR BLANDT ANDET ARBEJDET SOM UDSTILLINGSSEKRETÆR I KUNSTHALLEN BRANDTS KLÆDEFABRIK, ODENSE. MORTEN GAD ER FØDT I 1977. SKRIVER MAGISTERKONFERENS I FILOSOFI VED SYDDANSK UNIVERSITET, ODENSE. HAR UNDERVIST I ETIK OG ERKENDELSESTEORI VED BLANDT ANDET HØJSKOLEN PÅ HELNÆS. 32


James Howard Young

Musical Ethics? - By James Howard Young

For my graduate exam from the Carl Nielsen Academy in Odense (Det Fynske Musikkonservatorium) in 2002 I performed an arrangement of a Bach Violin Concerto. As a performer of the recorder (blokfløjte), I was already stretching the limits of what most people would find acceptable by arranging an old standard of the violin repertoire for my own instrument. Never content to break only one tradition, I decided to perform the entire concerto accompanied by a computer. In order to do this, I spent two months recording each of the five orchestral parts with a separate size flute, which I played into an audio program on my computer. Each part was combined with the other parts in a process called “multitracking”. When I finally finished creating the synthetic orchestra, I was ready to perform the solo part live along with the taped accompaniment. Many people liked it. Some absolutely hated it but I was happy to report that everyone seemed to have an opinion. Although this process of multitracking has been used in popular music for over half a century, it is looked upon with some disdain in classical music circles. Many people object to the use of computers on stage, thinking that it robs listeners of the “live” aspect of performance while others don’t like the sound of pre-recorded or synthesized music. Some people simply do not approve of the use of electronics to make music and it is this attitude that I will explore in a discussion about musical ethics. Instrumental Purity The human voice is often considered the purest instrument since one can sing with the body alone and without any help from instruments or tools of any kind. It is for this reason that many religions have in earlier times objected to the use of musical instruments in church, claiming that only the voice was suitable for the worship of God. Both religions and larger society have tended to put nature and purity in the same category. We are told that the most natural things are also the most pure and will somehow lead us to be better human beings. We are constantly searching for purity in the food we eat and the activities we pursue. We know for a fact that whole foods are healthier for the human body and that clean water is better for swimming. In musical terms, the use of instruments can be seen as less “natural” than the use of the voice since instruments are an artificial extension of the human body that has been manufactured by man. We do know the value of instruments and can therefore appreciate our necessity for them. Without musical instruments, we would be robbed of some of the richest traditions that music has to offer. Singers in church would have a hard time singing psalms without organ and there would be no guitar to strum out the chords of your favorite song. Orchestras wouldn’t exist and marching bands couldn’t march. We need instruments and we benefit from the use of these wonderful man-made objects. In recent times, certain companies such as Yamaha have begun manufacturing traditionally wooden instruments from plastic. I remember learning to play the clarinet and refusing to have anything to do with a plastic clarinet. I knew I wanted a wooden one, despite the quality and cost. I was a 9-year old purist 33


James Howard Young

who refused to settle for plastic on principle. However, the situation is such that plastic instruments often perform better than wooden ones of the same price and manufacturers are always perfecting them. A plastic clarinet worth 3000 DKR is almost certain to play better than a 3000 DKR wooden one. This is because you pay for the materials used and wood is much more expensive to work with than plastic, which can be mass-produced cheaply. We have benefited form the use of plastic to manufacture instruments. Imagine the music schools that need to purchase 50 clarinets for their students. They are certainly better off with good plastic instruments than with wooden ones. This is due not only to price considerations, but plastic instruments are also easier for children to maintain, easier to repair in some cases, require much less care for the student, are less likely to crack, are lighter to pick up and play and are not as prone to clogging and condensation from water. This is not to say that a good quality wooden instrument is not worth the price for many musicians. Wood will in most cases resonate better than plastic and will provide a more natural sound in wind instruments. But the issues of cost and ease must be taken into consideration especially since the affordability of these plastic instruments will lure more people into playing an instrument and this will benefit everyone. I had a teacher who criticized my wooden flute with plastic rings. This was an interesting modern instrument that had been made of wood but was merely decorated with plastic in an attempt to imitate the ivory rings that were common on flutes of the 18th century. His criticism had nothing to do with the sound quality since the rings were superficial and had no influence on the sound at all. He merely objected to the use of plastic on the instrument since it disrupted his sense of the purity of the wooden instrument. I worked for many years in a music store where I encountered this attitude many times. People didn’t even need to hear the plastic instrument, they just knew they didn’t like it because it was plastic. This attitude can also be explored in the area of electronic instruments. The Synthesizer Debate I am not going to propose that electronic instruments sound exactly the same as their acoustic counterparts although that had been the intention of many of the pioneers of electronic music in the late 1800’s. They theorized that if it were possible to manipulate and reproduce all of the frequencies available to the human ear then they could artificially create the sound of any musical instrument using electronics. This theory looked better on paper than in real life and even in 2005 we have still been unable to successfully reproduce the sounds of many acoustic instruments artificially. We have come very close, but still many listeners could tell the difference immediately. This lead the way for the production of electronic instruments that had their own sound and were not trying to imitate the sound of acoustic instruments. Examples of these instruments include the Theramin (1917) and the Ondes-Martenot (1928) both of which produced sound using vacuum tubes and both of which sounded nothing like any acoustic counterpart. Instruments like the Theramin and the Ondes-Martenot were never meant to replace other instruments but many people feared at the time that these instruments were the beginning of a new trend that would mean the death of musical integrity as they had known it. The United States newspapers featured comics of people waving their arms about to play the Theramin and mocked the way that 34


James Howard Young

looked. Would it be possible to swat a fly while you played this instrument? Could traffic police play the Theramin while they were working? This is yet another example of something I might call musical morality. A Theramin performer had to move his hands in an unusual way and that was somehow considered improper for no other reason than that people were not used to it. Some people even viewed the popularity of electronic instruments as causing the death of acoustic instruments and reacted negatively to that as well. Synthesizer pioneer Wendy Carlos produced recordings of Bach pieces performed on analog synthesizers beginning in the late 1960’s. These recordings achieved remarkable popularity since the use of instrumental synthesizers had become generally accepted by that point. However, she stated that people simply refused to accept her later use of synthesized voice (called “vocoding”): “The reaction in 1970 was extreme. People hated it. They thought imitating an instrument was okay, but a human voice? No!” (Secrets of Synthesis, Serendip, 2003). Again we can see the problems caused when someone disturbs our concepts of what music should or should not be. Although instrumental modeling was accepted, the use of synthesized voice was considered wrong. The logic here is that the voice is somehow more “sacred” than instruments and should be left in its original, unvocoded state. It is possible to see in these examples how often people reject the ideas of electronic music based on their own values of what is right and wrong with regards to their own understanding of what music should be. This is the definition of ethics as they relate to any profession whether it is medicine, religion or the arts. It is important for modern musicians to encourage their audiences to try to judge their music based on the quality of the material and not so much on the underlying ethics involved. Personal Reflections I was educated as a traditional classical musician who performed on traditional musical instruments ranging from the clarinet to the recorder to the organ. I have always been fascinated by the opportunities presented by the electronic media and I feel as though this gives us even more potential as musicians. I use the computer to build synthetic instruments and to create effects that I can apply to acoustic instruments. This opens up the door to sounds and textures that would otherwise be impossible. I enjoy the palette of colors that the computer provides. This does not mean that I am against the performance of acoustic music. I am actively involved in the recreation of Renaissance and Baroque music, which is about as traditional as one can be. However I do not think that an arbitrary set of rights and wrongs should prevent anyone from experimentation in the electronic media.

JAMES HOWARD YOUNG WAS BORN IN 1975. GRADUATED FROM THE CARL NIELSEN ACADEMY. MUSIC PERFORMER, COMPOSER AND TEACHER IN MUSIC. LATEST WORK: “HAIRCUT FUGUE” FOR SOPRANO, ALTO AND BASS RECORDER. 35


Jens Hørsving

“B” for Bach og Bonsai - Af Jens Hørsving

Kan musik illustrere former for biologisk vækst, såsom udviklingen fra frø til træ? Eller fra en celle til en anden? Johan Sebastian Bach (1685-1750) komponerede to samlinger af Præludier og Fugaer (Das Wohltemperierte Klavier, første samling 1722 - anden samling fulgte 20 år senere). Hver samling indeholder 24 par af præludier og fugaer, første par står i Cdur, andet par i c-mol, tredje par i Cis-dur og så fremdeles. Dette stigende kromatiske1 mønster fortsætter indtil alle 24 dur/mol-tonearter er blevet repræsenteret. Bonsai, træ hvis vækst begrænses gennem beskæring af rodnettet, hvorved vand- og næringsoptagelsen fra jorden hæmmes. Desuden beskæres stamme og krone, så træet ofte ligner et vildtvoksende træ, der er opvokset under vanskelige livsbetingelser. Bonsaidyrkning kom i 1000-1100 tallet med buddhistmunke til Japan fra Kina og i 1870erne til Europa, hvor det er en populær hobby. (Opslag fra Gyldendals Leksikon, 2002) Hvad er det en komponist gør, når han komponerer ? Han designer en organisme, en struktur der folder sig ud i tid. Udviklingen i det musikalske materiale styres stramt, han kontrollerer organismens vækst således at en tilfredsstillende og æstetisk appellerende komposition opstår. Præludium Musik er en særdeles kompleks kunstart, der virker og indvirker på mange niveauer. Mange forhold i musik kan måles og vejes. Tonehøjder kan måles i Hertz, rytmer kan måles i millisekunder, lydstyrke i decibel, en cello kan skilles ad, og man kan forklare ret så præcist, hvordan den virker som et fysisk instrument. Men der er mindst ligeså mange forhold ved musik, som ikke kan forklares videnskabeligt. Hvorfor er en melodi smuk, hvad gør at en musiker gennem sin musik taler direkte til vores hjerter og hjerner og måske det mest basale: Hvordan er forholdet mellem et musikstykke og hvad man kunne kalde oplevet tid? En god ven og kollega sagde engang til mig: “Jeg kan bedre tro på Marsmænd end på Mozart”. Mozart bliver i stigende grad brugt terapeutisk i mange sammenhænge. Man har iagttaget, at Mozarts musik, dens smukke lyd og harmoniske balance virker påfaldende beroligende på urolige sjæle - børn som voksne. Mange musikelskere og musikkyndige sætter Bach ligeså højt som Mozart. Bach er en utrolig lydarkitekt, man taler ligefrem om Bachs katedraler i musik monumentale musikværker af stor skønhed og gennemførthed. Og noget af det der gør Bach helt unik er hans evne til at konstruere store komplekse musikalske strukturer ud fra ganske få (men yderst velvalgte) motiviske celler. Fuga Polyfonisk musik er bygget op af adskillige uafhængige stemmer, i modsætning til 36


Jens Hørsving

musik med kun én stemme (monofoni) eller musik med en dominerende stemme akkompagneret af akkorder (homofoni). En af de mest udviklede former for polyfoni er fuga-kompositionsteknikken. Fuga betyder “flugt” (temaets flugt mellem stemmerne), i Bachs musik kulminerer udviklingen inden for fugaen, en udvikling der stammer helt tilbage fra Middelalderen. Fugaen er en kompleks videreudvikling af den enkle kanon som ethvert barn kender. En fuga begynder med det centrale tema, der høres alene i en af stemmerne. Herefter følger temaet i en anden stemme, og der optræder samtidigt hermed en modstemme i den stemme der startede fugaen. Disse to elementer - tema og modstemme (også kaldet dux og comes - føreren og efterfølgeren) - er fugaens “embryo”. Herefter præsenteres temaet i de øvrige stemmer, og i resten af fugaen udvikles det musikalske materiale ligeværdigt i alle stemmerne. Ved at fokusere på temaets vej gennem fugaen, og ikke mindst de omgivelser temaet befinder sig i undervejs, kan man iagttage musikalsk udvikling og vækst i ren musikalsk form. Temaet kan komme i forskellige tonearter (dvs. på forskellige tonetrin), det kan optræde spejlvendt (opadgående toner bliver til nedadgående), baglæns og spejlvendt baglæns. Længden af temaet kan halveres (dobbelt hastighed af temaets varigheder) eller fordobles (halv hastighed). Temaet kan spalte sig ud til flere stemmer, således at en stemme starter temaet og en anden stemme slutter temaet. Der kan gå lang tid mellem temaindsatserne i stemmerne, og temaet kan jagte sig selv ved at blive spillet med kort interval i to eller flere stemmer. Temaet er altså en organisk-plastisk organisme, som komponisten kan forme og udvikle over tid. Men det er ikke kun temaet som helhed, der arbejdes med. Et tema er et kort melodisk forløb, der er sat sammen af et antal motiver. Disse motiver permuterer2 sig ud i temaets omgivelser og danner grundlaget for hele det musikalske miljø der omgiver temaet. Det er jo som regel kun én stemme, der spiller temaet ad gangen, de andre stemmer danner modstemmer, der iscenesætter temaet. Man taler om “mangfoldighed gennem enhed”. Tilsammen danner alle stemmerne en harmonisk progression der fungerer inden for den mest grundliggende motor i fugaen: Tonaliteten. En fuga i C-dur har tonen C som grundtone. C-dur er akkorden mod hvilken en sådan fugas tyngdekraft er rettet mod, tonen C er aksen, omkring hvilken alle andre toner drejer. På denne måde dannes der spænding og afspænding (og dermed fremdrift) på kompositionens makroplan. Overordnet set starter fugaen i hovedtonearten (ro, stabilitet), herefter bevæger den sig langsomt væk fra denne (spænding bygges op), hvorefter den til slut vender tilbage (afspænding). 24 bonsai træer i to parker De to samlinger der udgør Das Wohltemperierte Klavier er som sagt bygget op af 2 x 24 præludier og fugaer. Fugaerne er meget koncentrerede og informationsmættede, og Bach følger en tradition for at parre fugaen med et lidt lettere fordøjeligt præludium. Men denne lethed udelukker ikke indre kompleksitet, fugaen, og præludiet er tæt forbundet motivisk. Som det fremgår, er fugaen et dynamisk vækstsystem, med mange hierarkiske lag. Komponisten kan vel derfor lignes med en gartner, der kultiverer sin have. Musikkens indre kræfter er stærke, temaerne og motiverne har deres egen vilje - det gælder om at styre dem i den retning man har udtænkt. Ellers er resultatet et uoverskueligt vildnis af ukrudt og utøj. På Bachs tid var der blandt komponister stor status i at kunne skrive en velfungerende fuga. Beherskelsen af denne tidens 37


Jens Hørsving

kongedisciplin var bevis på at man var en god håndværker. Bach var ikke en kunstner, som vi kender det i dag. Han leverede “bare” musik til sine forskellige arbejdsgivere, ligesom en maler malede vinduer og smeden lavede hestesko. De 24 fugaer i de to samlinger er som 24 bonsai træer i to parker. De er opstået ud fra 24 nøje udvalgte frø (tema/motiver), der har fået tilført betingelser for vækst (et tema i en fugaverden). Denne vækst er holdt i et jerngreb, således at kontrollen over for fremtrædelsesformen er maksimal. Som bonsai træet er blevet klippet og næringen til træet er blevet kontrolleret, er temaet stramt blevet foldet ud i tid dannende en fuga. Ved detaljestudier af Bachs fugaer er noget af det mest slående variationsrigdommen i temaerne og deres behandling. Fugaerne er meget forskellige, hver har deres personlighed og komponisten finder unikke og til tider geniale løsninger på kompositoriske problemstillinger undervejs. Intet kan konkurrere med naturens rigdom og kompleksitet, men Bach kommer, sammen med andre kunstnere i superligaen, tættere på end os andre dødelige.

Noter: 1 Kromatisk = Som udelukkende består af halvtonetrin. 2 Permutere: Omstille eller ombytte.

JENS HØRSVING ER FØDT I 1969. ER KOMPONIST OG DOCENT INDEN FOR ELEKTROAKUSTISK MUSIK PÅ DET FYNSKE MUSIKKONSERVATORIUM. 38


Claus Emmeche

Kompleksitet i fysik og biologi: Nye naturvidenskabelige erkendelser

1

- Af Claus Emmeche Igennem den sidste fjerdedel af 1900-tallet er der opstået en ny interesse for de forskellige former for kompleksitet, som den naturvidenskabelige forskning i hele den forudgående periode havde tendens til at overse. Groft sagt havde naturvidenskaberne i perioden 1900-1970 fokuseret på naturen som et system af basalt set enkle processer og naturlove. Perioden fra ca. 1970 til 2000 betegner en genopdagelse af de aspekter af naturen, som ikke er simple, men komplekse og ikkelineære2. Dette gælder en mangfoldighed af fænomener - som skyernes urolige bevægelser, planternes krogede vækst eller de sitrende bølger af signaler som visse encellede organismer kommunikerer med. Den slags processer, der ser stærkt uregelmæssige ud, havde man hidtil været tilbøjelig til at lade ude af betragtning og på forhånd anse for umulige at gøre til genstand for eksakt naturvidenskab. Eller man idealiserede det ikke-lineære til det lineære, og glemte forskellen på model og virkelighed. Den hidtidige næsten puritanske holdning til kompleksitet skyldtes ikke mindst den reduktionistiske metode i fysikken3 og de eksakte discipliners binding til det matematiske sprog. Ting som er komplekse, som ikke kan skilles ad i pæne dele, eller som ikke umiddelbart ser ud til at kunne beskrives matematisk, gemte man bort - og glemte, indtil en ny generation af forskere igen satte kompleksitet på dagsordenen. Determinisme og forudsigelighed Determinisme er den opfattelse, at det som sker, sker med naturlovenes nødvendighed. Det gør ubegrænset forudsigelse mulig, hvis bare man kender lovene og har information om systemets tilstand på et givet tidspunkt (dets begyndelsesbetingelser). Den klassiske fysik fra Newton til Einstein var deterministisk. Selvom kvantefysikken4 brød med determinismen, troede mange at den kvantemekaniske tilfældighed kun gjaldt kvanteniveauet, og at man fortsat kunne antage at makroskopiske systemer som klimaet, havstrømme, eller bare et penduls bevægelser kunne forudsiges præcist, netop fordi de på makroskopisk niveau opførte sig deterministisk. Nok indeholdt mikroniveauet både kvantemekanisk indeterminisme og de tilfældige termiske ‘fluktuationer’5 der var beskrevet i den klassiske termodynamik6, men i en vis forstand kunne man roligt se bort fra bevægelsernes tilfældige udsving på partikelplan, de udviskede hinanden og ansås som uden betydning for større objekters opførsel. Den nye kaosfysik, som gradvist tog form i 1970’erne og begyndelsen af 80’erne, brød afgørende med antagelsen om sammenhæng mellem determinisme og forudsigelighed: Man opdagede, at små påvirkninger kunne have overraskende store effekter på et systems udvikling, så forudsigelighed var ikke længere en triviel antagelse. Denne erkendelse formuleredes fyndigt i den såkaldte sommerfugleeffekt: En sommerfugls slag med vingerne i Nevada kan afstedkomme en tornado over Den mexicanske Golf. Udtrykt mere teknisk kan det siges sådan: Især i komplekse systemer, hvor der er ikke-lineære vekselvirkninger mellem systemets dele (dvs. hvor der ikke er et en-til-en forhold mellem størrelsen af påvirkning og effekt), kan der forekomme situationer, hvor systemet i sin bevægelse gennem faserummet7 39


Claus Emmeche

kommer tæt på en art ‘gaffelgreninger’ (bifurkationer), så selv små påvirkninger bliver afgørende for om systemet vælger den ene eller den anden vej. Det betyder, at selvom systemet i virkeligheden skulle være deterministisk, så vil det i sin bevægelse gennem to forløb som næsten er ens (begyndelsesbetingelserne ligger næsten uskelneligt tæt på hinanden), let kunne komme til at vælge to forskellige veje gennem faserummet. Man siger, systemet er meget følsomt over for små ændringer i begyndelsesbetingelserne. Et lille slag med sommerfuglens vingetip kan være afgørende. Det var den amerikanske meteorolog Edvard N. Lorenz (f. 1917) som opfandt betegnelsen ‘sommerfugleeffekten’. Han havde allerede i 1963 publiceret en artikel, der viste betydningen af følsomheden på begyndelsesbetingelserne for en simpel model af vejret, men først i 1980’erne, med den stigende interesse for ikkelineære systemer, blev hans arbejde for alvor kendt. Har kaosfysikken så bevist, at naturen dybest set udvikler sig tilfældigt? Nej: Selvom det ofte er blevet udlagt sådan, er det forkert at påstå, at forekomsten af kaos i fysiske systemer skulle bevise, at naturen ikke er deterministisk. Kaosfysikkens brud med determinismen er nemlig ikke nødvendigvis ontologisk (omhandlende det som dybest set findes): Indenfor det nye paradigme8, som fysikere ofte foretrækker at kalde “ikke-lineær dynamik”, kan naturen stadig anskues deterministisk, dvs. som om enhver proces, under de givne betingelser, kun kan videreudvikle sig på een måde. Dette ligger i høj grad i valget af matematisk værktøj til at beskrive de komplekse systemer man arbejder med, da de differentialligninger9, man hyppigst bruger, udtrykker en deterministisk ændring af fx sted eller hastighed pr. tidsenhed. Derfor benyttes “deterministisk kaos” ofte som betegnelse for studier af denne type systemer. Det betyder, at hvis vi opstiller ligningerne, og angiver de eksakt samme begyndelsesbetingelser for to forløb, vil den numeriske beregning af systemets tilstand efter et bestemt antal tidslige skridt være det samme. Men giver vi de to forløb en anelse forskellige begyndelsesbetingelser, vil sluttilstanden ikke blot være en anelse men enormt forskellig (der sker en såkaldt “eksponentiel separation” af de to forløb i faserummet, hvilket måles ved den såkaldte Lyapunov-eksponent). Da den matematik, man dækkende kan beskrive kaotiske systemer med, selv er determinististisk, kan man godt som forsker fastholde en hypotese om, at naturen selv er deterministisk, om end det stadig er en hypotese, eller måske en metafysisk fordom. Men naturen er i al fald uforudsigelig, for spørgsmålet om forudsigelighed er ikke det samme som spørgsmålet om determinisme - en indsigt kaosfysikken har gjort krystalklar. Det er kompleksiteten og ikke-lineariteten af naturens dynamik som gør, at vi ikke kan forudsige udviklingen. Manglende forudsigelighed er altså i første omgang en erkendelsesmæssig begrænsning. Dog er den af så principiel art, at bedre måleinstrumenter til at bestemme systemets nøjagtige tilstand (og dermed de værdier som vi skal indsætte for begyndelsesbetingelserne i ligningerne) altid kun er af meget begrænset betydning. Vi kan aldrig overvinde ‘kaosmuren’, kun rykke den en anelse væk; dvs. forbedrede måleinstrumenter vil kun ganske lidt kunne udvide det korte tidsspand, hvor vi kan forvente at vores forudsigelser rammer nogenlunde rigtigt. For et system som vejret er det i dag kun ca. 1 uge. Så selvom kaosfysikken på det ontologiske plan ikke klart siger, om naturen er deterministisk eller ej (da man ikke kan slutte fra den valgte matematik til hvordan naturen dybest set er), og dermed lader en dør stå på klem for den klassiske ide om, at verdens gang er forudbestemt, så understreger kaosfysikken umuligheden af at 40


Claus Emmeche

noget væsen nogensinde skulle kunne forudsige verden præcist i nogen klassisk forstand. Alligevel vælger mange fysikere at tolke kaosfysikken som et tydeligt tegn på, at naturen ikke er deterministisk, og andre områder af fysikken understøtter en sådan intuition. Det gælder fx studiet af fluktuationers betydning for ikkeligevægtstilstande i termodynamik, og studiet af kvantemekaniske effekter, der forstørres op fra mikro- til makroniveau. Et markant og fuldt ud realistisk eksempel på det sidste er, når et (ægte uforudsigeligt) henfald af et enkelt radioaktivt atom gennem en kemisk omdannelse medfører en mutation i et vigtigt gen i en organisme, der igen kan påvirke en biologisk arts udvikling. Da den kvantemekaniske indeterminisme er af en mere principiel karakter (som påvist af Niels Bohr), og da mikrofysiske effekter samtidig gennem opforstærkning kan påvirke makroskopiske systemers begyndelsestilstande, får også de komplekse bevægelsesmønstre, som i kaosfysikken giver sig udslag i uforudsigelighed, et mere virkeligt, og, om man vil, ontologisk10 grundlag. At kaos betyder uforudsigelighed er et vigtigt begrænsningsresultat. Det er ikke første gang et nybrud i fysikken har haft form af et resultat, der fortæller om fundamentale begrænsninger på, hvad naturen kan eller begrænsninger på hvad vi kan opnå af viden om naturen. Et velkendt eksempel er relativitetsteorien, der siger at intet objekt kan opnå en hastighed som overgår lysets; så i modsætning til overlydsfly er “overlysfly” en umulighed, en ultimativ begrænsning. Et andet eksempel er de resultater fra termodynamikken, der fortæller, at man aldrig vil kunne lave maskiner med større energi-output end input, eller evighedsmaskiner der bliver ved med at køre uden netto energiforbrug. Kaos i fysisk forstand betyder, at vi aldrig kan få nok information om et systems tilstand på et givet tidspunkt til at vi kan forudsige dets adfærd ubegrænset langt ud i fremtiden. Dette er ikke ‘kun’ et begrænsningsresultat; kaosfysik udgør et frugtbart og produktivt forskningsfelt, som har bidraget til, at man har fået øjnene op for en kvalitativ rigdom af bevægelsesformer i naturen. Selvom man ikke kan forudsige et system kan det sagtens gøres til genstand for nærmere studier, primært i kraft af udforskning af matematiske modeller af systemet, som kan simuleres på computeren. Derved kan man få en forståelse af de kvalitativt forskellige typer dynamik, som et system kan gennemløbe. Ofte kan en jævn øgning af en parameterværdi forårsage et pludseligt skift i bevægelsesform af systemet, og man søger i modellen af fx et vejrsystem at beskrive de forskellige mulige ‘veje til kaos’. Man studerer i en vis forstand ikke vejret, men modeller af vejret. Kaosfysikken er dermed også et af de centrale eksempler på, at den øgede beregningskraft, som stadigt nye generationer af computere forsynede videnskaben med, ikke blot indgår som et vigtigt redskab, men også at computeren som redskab selv kom til at ændre videnskaben. Kaosfysikken har også bidraget til en dybere forståelse af en række universelle former i naturen. Det skyldes, at de matematisk- geometriske beskrivelser af de kaotiske bevægelsesformer ofte fremviser nogle universelle proportioner, der i stil med det klassiske ‘gyldne snit’ genfindes i mange forskellige systemer. Når man taler om ‘universalitet’ i kaos, henviser man fx til de fraktale mønstre i bevægelsernes attraktorer11. At et mønster er fraktalt vil sige, at det er selvsimilært12, som når formen af et grantræ eller et bregneblad genfindes i de enkelte dele, og forstørres disse op, genfindes igen de samme former, osv. Dimensionen er i matematisk forstand brudt, fx som en mellemting mellem liniens endimensionalitet og fladens 41


Claus Emmeche

todimensionalitet. Bregnebladet er dog ikke selvsimilært i det uendelige (på et tidspunkt støder vi på de enkelte celler, der ikke selv har bregnefacon), men den geometri, man med fordel kan anvende på at beskrive kaotiske bevægelsesmønstre, rummer sådanne fraktale strukturer. Moderat holisme: Naturen er kreativ Den form for viden om verden som naturvidenskaben traditionelt (og op til ca. 1970) havde givet, var ofte blevet forstået reduktionistisk og materialistisk13. Naturen blev anskuet som et stort system af stof i bevægelse, og makroskopiske strukturer som stjerner, planeter, bjergdale, planter og dyr, kunne forstås som organiserede systemer af molekyler, atomer og i sidste ende elementarpartikler. Man kunne reducere et system til dets dele og studere dem hvis man ville begribe det pågældende system. Det er ganske vist i sig selv lidt reduktionistisk at hævde, at sådan var situationen inden for alle felter, for i lang tid var man i store dele af de biologiske og geologiske videnskaber klar over, at enkle, reduktive beskrivelser ikke var nok, men groft sagt var reduktionismen stadig det dominerende ideal for erkendelsen. Påstanden om, at naturvidenskaben de sidste tre årtier har bevæget sig i retning af en moderat holisme14, hvor helhedernes ‘styring’ af delene er kommet i fokus, belyses bedst ved at se nærmere på den forudgående debat mellem holisme og reduktionisme. Holismen er traditionelt en helhedsorienteret kritik af reduktionismen. Når den klassiske reduktionisme hævder, at mennesket dybest set er en samling molekyler, ligger heri to forskellige påstande: For det første: Biokemikere og molekylærbiologer må i praksis anvende den reduktionisiske metode - se på helheden ved at analysere delenene (organismens organer), og forstå disse dele ved igen at analysere deres dele (cellerne), osv. For det andet: Ikke blot kan mennesket beskrives som molekyler, mennesker er dybest set molekyler i vekselvirkning, og intet andet. I denne sidste variant er reduktionismen ikke kun metodisk, men ontologisk (altså om det som eksisterer) - og som ontologisk er den også mere provokerende. Én ting er jo at sige, at det i visse situationer er nyttigt at beskrive et menneske som et mekanisk bevægelsesapparat, noget andet er at påstå at det ikke er andet. Imod det sidste hævder holisten, at “helheden er mere end summen af delene”. Op igennem 1960’erne var diskussionen mellem holisme og reduktionisme præget af uklarhed, bl.a. fordi holister generelt udtrykte sig som om den reduktionistiske metode pr. automatik måtte føre til, at man så bort fra helheder i naturvidenskab (hvilket i så fald skulle umuliggøre en videnskab om økologi, der jo netop handler om hele økosystemer). Det var også uklart, hvad holister præcist mente med “mere end” summen af enkeltdele, for hvordan skulle man overhovedet summere op og sammenligne? I midten af 1960’erne så det ud som om naturvidenskaberne kunne deles skarpt op i på den ene side de eksakte og reduktionistiske fag som fysik, kemi og biokemi, og på den anden side de mere bløde og holistisk orienterede fag som geologi, evolutionsbiologi, botanik og zoologi. De hårde fag arbejdede eksperimentelt og matematisk; de analyserede adfærden af forholdsvis simple systemer ved at underkaste isolerede enkeltdele af systemet kontrollerede påvirkninger for herved at finde de årsagsmekanismer, der kunne forklare systemets samlede adfærd. De bløde fag fokuserede på større helheder, men havde sværere ved eksperimentelt at 42


Claus Emmeche

karakterisere de centrale virkemekanismer i det samlede system (som fx et istidslandskab, et økosystem, eller et levende foster), bl.a. fordi en eksperimentel isolering af bestemte komponenter skabte et andet system, ofte meget simplere end det man i første omgang ønskede at kende. Derfor var de bløde fag mere beskrivende og ‘botaniserende’, optaget af at sammenligne og klassificere - optaget mere af mønstre end af mekanismer. Holisterne havde bare svært ved at forklare, hvad det var helheden gjorde, som ikke i princippet kunne forklares ud fra delene, og skeptikerne mente endda, at holisme i virkeligheden var en omvendt reduktionisme - der ville reducere alt til spørgsmål om en mystisk helhed, som om alt kunne forstås alene ud fra helhedens niveau. Mange af disse uklarheder blev overvundet efter en serie nybrud inden for biologi og fysik i 1970’erne og 80’erne, hvor bl.a. studiet af faseovergange15 og anvendelsen af computere til at modellere systemer på både makro- og mikroniveau gav nye muligheder for at forstå forholdet mellem helheder og dele. Begge lejre i diskussionen om reduktionisme begyndte at indse, at det ikke var reduktionismen i sig selv som metode, der var forfejlet, men en bestemt form for reduktionisme, der overså naturens egen kreativitet, og foregav at det var muligt, i teorien, at udlede komplekse egenskaber på højt niveau ud fra enkeltdelenes niveau. Den uholdbare form for reduktionisme kaldte fysikeren Philip W. Anderson (f. 1923) i 1972 konstruktionistisk, fordi den fejlagtigt troede, at når man endelig engang ville finde den fulde teori om de basale mikropartiklers opførsel (fysikernes ambitiøse “store forenede teori om alt”), ville man ud fra en sådan altomfattende teori kunne rekonstruere eller udlede adfærden af de fænomener, som er sammensat af de basale partikler - og det vil sige stort set alt. Men herved overser man den kreativitet og spontanitet, der kommer til udtryk i fx den biologiske evolution. At naturen er kreativ vil bl.a. sige, at nye egenskaber fremkommer, når elementerne af et system får lov til - under gunstige betingelser - at vekselvirke længe nok til at systemet udvikler en form for hukommelse, der over tid bevarer information om langtrækkende vekselvirkninger, hvilket svarer til fremkomsten af struktur - eller tegn om man vil - på makroniveau. Generne, der udgør dele af en organismes samlede DNA, er et fornemt eksempel på en struktur, der virker som en hukommelse, og som bevarer information om de proteiner, der viste sig brugbare for organismens forfædre. I stedet for at sige at helheden er mere end summen af delene, er det mere præcist at sige, at helheden er anderledes: Nye emergente egenskaber (som det at fungere som et gen) dukker op når mange enkelte dele vekselvirker i en samlet kollektiv adfærd (som de enkelte atomer i en celle). Emergens blev netop betegnelsen for, at der dukker noget nyt op i naturens udvikling, som ikke helt kan forudsiges af det foregående, og at helheder har egenskaber, som de enkelte dele ikke har. Et gen er ikke bare et stykke kemi, eller et hvilket som helst stykke DNA, for ikke al DNA er organiseret i gener; genets emergente egenskab er dets funktion, som har at gøre med helheden af funktioner i en levende celle. Begrebet emergens havde man allerede brugt videnskabsfilosofisk i den første tredjedel af 1900-tallet (og ordet var allerede blevet smedet af George Henry Lewes i værket Problems of Life and Mind, 1874-1877), men nu kunne det pludseligt anvendes i en mere eksakt sammenhæng. Anderson havde intet imod reduktionismen som metode, som sådan er den uundværlig. Men som troen på, at man kan konstruere sig frem til enhver viden om helheden alene ud fra en stykkevis viden om de enkelte dele, er en sådan “konstruktionistisk reduktionisme” en illusion. 43


Claus Emmeche

Generne kortlægges: Organismens mysterium stadig uløst Et område, hvor reduktionismen tilsyneladende sejrede totalt, var i molekylærbiologien. Den var startet allerede i 1930’erne, men først efter opdagelsen af DNA’s dobbeltspiral struktur i 1953 (Watson og Crick) og den efterfølgende afdækning af den genetiske kode i starten af 1960’erne etablerede den sig for alvor som en ny type biologi, der både var eksakt og eksperimentelt baseret. I løbet af 1970’erne fremkom nye biologiske teknikker til at manipulere de enkelte gener, bl.a. takket være opdagelsen af de såkaldte restriktionsenzymer. De produceres naturligt i levende celler, men de kan anvendes af forskerne til at klippe og klistre i det genetiske materiale. Hermed åbnedes muligheden for, at man kunne flytte rundt på de enkelte gener, og overføre genetisk materiale mellem forskellige arter, vha. transportører som virus eller plasmider, der er små ringformede bakteriekromosomer, som kan udveksles mellem forskellige bakterier. Selvom mennesket gennem plante- og dyreavl længe havde grebet ind i bestemte arters naturlige evolution, stod man nu over for en langt stærkere teknologi, med en tilsyneladende ubegrænset mulighed for at flytte og kombinere egenskaber mellem de biologiske arter. Det var en udvikling som mange, også blandt forskerne selv, anså som bekymrende, og siden da har den bioetiske debat om gode og dårlige anvendelser af gen- og bioteknologi været på den politiske dagsorden, som har forsøgt at følge med i den hastige udvikling af forskningen. Også i den bioetiske debat står selve spørgsmålet om, hvad liv er, til stadig diskussion. Vi skal her koncentrere os om den dybere forståelse af livets natur, som den nye genetik og molekylærbiologi medførte, og nogle af denne forståelses begrænsninger. I perioden fra sidst i 1970’erne til sidst i 1990’erne var et af de mest interessante nybrud i den grundlæggende forståelse af biologisk liv ‘afdogmatiseringen’ af det, som man har kaldt Det centrale Dogme i molekylærbiologien. For at forstå hvad der menes med det, er det nødvendigt at tegne et kort rids af biologiens verdensbillede før, under og efter dette nybrud. Selve det billede af livet på det basale plan, som den nye molekylærbiologi og evolutionsteori var nået frem til ved 1970’ernes begyndelse, var på mange måder ganske enkelt. Genetik, biokemi og evolutionsteori understøttede hinanden i følgende forestilling. Livet på jorden er opstået af naturlig vej ved begivenheder vi ikke kan sige meget om, men som i al fald handler om selvorganisering, dvs. at store molekyler, især nukleinsyrer (DNAog RNA), proteiner og lipider, selv forbinder sig med hinanden og danner celler. Gennem evolution ved naturlig selektion udvikledes encellede organismer til flercellede, som igen udvikledes til den mangfoldighed af arter man kender i dag. Udviklingen er darwinistisk: Der er ingen på forhånd givet eller designet hensigtsmæssig forbindelse mellem de variationer, der opstår spontant ved mutation, og de ‘behov’ arten har for at få tilført nye egenskaber, når miljøet skifter: Dermed bliver evolution et bestandigt samspil mellem tilfældighed (mutationer) og nødvendighed (miljøets naturlige selektion af overlevelsesdygtige varianter), hvorunder der sker en gradvis tilpasningsproces og dannelse af nye arter. Evolutionen producerer organismer, der af naturlig vej er blevet designet til at klare sig i bestemte miljøer. Den målrettethed, man ser i de mange tilpasninger, er ikke forud defineret af noget, som står uden for selve evolutionsprocessen. Den neodarwinistiske teori udformedes i 1930’erne som en syntese af klassisk genetik og darwinistisk evolutionsteori. Det vakte glæde, at man kunne se, at teorien 44


Claus Emmeche

blev støttet af den molekylære biologi i 1950’erne og 60’erne, især gennem det såkaldte “centrale dogme”. Dette dogme, som i starten blot var en arbejdshypotse, blev formuleret af Francis Crick (f. 1916) i 1957, få år efter han sammen med James D. Watson (f. 1928) havde opklaret DNA-strukturens kemi. Man havde også karakteriseret RNA som et slags søstermolekyle til DNA. Cricks hypotese, som han i øvrigt mente blot sammenfattede den herskende konsensus blandt forskerne på det tidspunkt, omhandlede retningen af information der kunne overføres mellem protein, mRNA (messenger RNA) og DNA. Den ‘forbød’ visse retninger: Typisk ville sekvensinformation (dvs. information om rækkefølgen af de byggesten i proteinet, som de enkelte baser eller ‘bogstaver’ i DNA kodede for) kun gå fra DNA til mRNA, og derfra videre til proteinet: DNA ———> mRNA ———> protein Sekvensinformation i mRNA kunne dog måske overføres ‘tilbage’ til DNA, men Crick’s Dogme forbød, at informationen kunne ‘undslippe’ proteinet, når dette først var syntetiseret. Der kunne altså ikke gå information fra de aktive proteiner ude i cellen tilbage til DNA i cellens kerne. Teoretisk var dette yderst vigtigt, for hvis dogmet var sandt (hvad man antog ud fra et biokemisk synspunkt) var det alene DNA, som specificerede hvilke proteiner, der fandtes i cellen, og ikke omvendt. Dermed undgås den mulighed, at erhvervede egenskaber (via modificerede proteiner) nedarves (i DNA). Nu kunne man anse dogmet som en biokemisk støtte til den neodarwinistiske teori, som jo var strengt anti-lamarckistisk. Erhvervelse af nedarvede egenskaber indgik jo som en del af Lamarcks evolutionsteori, som man opfattede i skarp modsætning til Darwins. Denne støtte til neodarwinismen er en vigtig grund til, at Det centrale Dogme blev så populært. Der skete snart det, at dogmet, fra at være en arbejdshypotese om umuligheden af én type flow af sekvensinformation, hærdedes til en indiskutabel sandhed og overfortolkedes. Det betød, at man kortsluttede fra Dogmet til den ide, at forholdet mellem generne (som jo ligger på DNA) og de fænotypiske16 egenskaber ved organismen (som generne er “gener for”), skulle følge det samme skema, dvs.: Gen (genotype17) ———> [ontogenese18] ———> egenskab (fænotype). I grove træk antog man således omkring 1960, at der var det samme lineære forhold mellem dét, at bære et gen for en egenskab, og dét, at denne egenskab realiseres under den individuelle udvikling (ontogenesen) fra befrugtet ægcelle til voksent individ. En række opdagelser i 1970’erne og 1980’erne ændrede dette billede drastisk. For det første var der hele tiden en lavmælt kritik (fra embryologer19 og selv blandt en del genetikere) af den genetiske determinisme, der lå i kortslutningen: De to skemaer afbilder ganske enkelt ikke det samme, og selvom dogmet skulle være sandt (at sekvensen i DNA determinerer eller bestemmer sekvensen af et protein), er en fænotypisk “egenskab” altid et unikt resultat af et komplekst samspil mellem det omgivende miljø og organismens egne gener, proteiner og celler. Ofte er der mange gener og mange miljøfaktorer på spil samtidigt, som vekselvirker på højst ikkelineære måder. For det andet fandt man ud af, at faktisk fandtes der i cellerne enzymer 45


Claus Emmeche

(revers transkriptaser), der kunne oversætte fra RNA til DNA (hvilket dogmet jo heller ikke udelukkede). Dermed kan fx RNA-virus forvandle sig til DNA og i perioder være en integreret del af værtsorganismens genom20. For det tredje understregedes betydningen af at skelne mellem sekvensinformation (som ikke kan gå fra protein til DNA) og alle de former for ‘feed-back information’ eller signaler af regulerende art, som faktisk går fra cellens samlede netværk af biokemiske processer, inklusiv proteinerne, til DNA-niveauet. Dvs. det er de fysiologiske reguleringsmekanismer i cellen, der bestemmer hvordan DNA skal læses, hvilke gener der skal tændes og slukkes osv., DNA bestemmer i sig selv intet. For det fjerde opdagedes i 1980’erne forekomsten af kemiske former for ‘redigering’ af mRNA (‘RNA-editing’), hvor cellen som led i reguleringsprocesser ændrer i selve sekvensinformationen på dens vej fra DNA til protein. Dette er et afgørende brud med det skema, der ligger i dogmet (selv korrekt fortolket), selvom hyppigheden og omfanget af RNA-redigering endnu ikke er tilstrækkeligt kendt. Men når cellen ‘redigerer’ i RNA, som er mellemled mellem DNA og protein, er det ikke længere DNA som alene fastlægger sekvensen af proteinets byggesten. For det femte viste det sig (allerede i 1977 og fremover) at generne på DNA ikke ligger som perler på en snor i en lang sammenhængende sekvens, som man tidligere antog, men er brudt op i talrige stykker kaldet exons, der koder for dele af proteinet, og introns, som ikke koder for protein, og som cellen derfor skal splejse ud af sit mRNA, før det oversættes til protein. For det sjette opdagede man i 1980’erne og 90’erne, at de enkelte exons ikke altid sammenbringes med samme exons fra samme gen; der forekommer alternative splejsninger. Dvs. yderligere kombinationsmulighed ligger på RNA-niveau, så ét gen koder ikke entydigt for ét protein. For det syvende blev DNA’s biokemiske monopol på bærer af arvelig information brudt i to omgange, først da man fandt virus, hvis arvemateriale var RNA (det var allerede i 1950’erne), og siden da man i 1990’erne identificerede proteiner (prioner kendt fra kogalskab) som var infektiøse21 og syntes at kunne overføre en form for biologisk specificitet22 alene ved en protein-til-protein vekselvirkning. Disse og lignende opdagelser ændrede på mange måder synet på den kompleksitet, som ligger blot i cellens syntese af hvert enkelt protein - en kompleksitet man endnu langt fra har forstået til bunds. Hvad der under Det centrale Dogmes perspektiv forekom som en enkel sindrig mekanisme, viser sig i dag som en samling sindssygt komplicerede processer, der i raffinement langt overgår de skematiske ideer, man fra starten gjorde sig om dem.

46


Claus Emmeche

Noter 1 Denne artikel er en forkortet og let omarbejdet version af artiklen ”Kompleksitet og bevidsthed i naturen: Nye naturvidenskabelige erkendelser” som senere udkommer i bogen Tankens Magt. Vestens åndshistorie, redigeret af Frederik Stjernfelt m.fl. 2 Ikke-lineær = Det modsatte af lineær / retlinjet. 3 Den reduktionistiske metode = fra reduktionisme som betyder tilbageføring til et mere grundlæggende begrebssystem (og dermed udtryk for en forenkling). 4 Kvantefysik = Fysik der bygger på kvanteteorien om, at stoffets elektromagnetiske stråling foregår springvis i kvanter af endelig størrelse. 5 Fluktuation = Bølgeformet bevægelse. 6 Termodynamik = Læren om varmes omdannelse til anden energi. 7 Faserum = En oversættelse af ’phase space’ og populært sagt en matematiserbar beskrivelse af det rum af mulige udviklingsveje, som et system kan ’følge’ eller realisere. 8 Paradigme = Forbillede eller mønstergyldig metode. Her brugt i den betydning, videnskabshistorikeren Thomas Kuhn anvender: Et sæt metoder, begreber, mønstereksempler og værdier for god videnskab, som et samfund af forskere er enige om. 9 Differentialligning = en ligning af eksempelvis denne form: dx/dt = 2x + yx + b, som i dette tænkte eksempel kan benyttes til at karakterisere en lille ændring af x (skrevet dx - hvor x eksempelvis er sted) pr. en lille tidsenhed (dt), dvs. hastighedens afhængighed af faktorerne x, y og b. Når fysikere beskriver dynamiske systemer, bruges hyppigt differentialligninger. 10 Ontologi = Vedr. det værende eller tingenes egentlige væsen. 11 Attraktorer = et begrænset område af hele faserummet (se 7. ovenfor) som systemet har tendens til at udvikle sig i retning af: En attraktor kan være et punkt, en cyklisk ring, eller et kaotisk garnnøgle af ringe, der optager en begrænset del af rummet af mulige tilstande. 12 Selvsimilært = Kopierende eller gentagende sig selv i en principiel uendelighed 13 Materialistisk = Her den opfattelse at alt i verden er af stoflig (materiel) art, og at selv bevidsthedsfænomener kan forstås som udtryk for stof i bevægelse. 14 Holisme = Den opfattelse at verden består af helheder, der udvikler sig fra mindre til mere komplicerede dannelser. 15 Faseovergange = (et eksempel): Overgangen fra is til vand er en faseovergang fra stoffet vands faste til dets flydende fase. 16 Fænotype = Fremtoningspræg: resultat af arvede anlæg plus ydre levevilkår. Eksempel: ”Brun” som beskrivelse for egenskaben øjenfarve. 17 Gentotype = Anlægspræget i kønscellerne. Eksempel: Genet for brune øjne. 18 Ontogenese = Det enkelte individs udvikling fra æg til fuldt færdigt individ. 19 Embryologer = Fra embryo, som betyder foster (op til 8 uger). Dvs. forskere som forsker i fosterudvikling. 20 Genom = Kromosomsæt, eller ”den samlede arvemasse” i en organismes DNA. 21 Infektiøse = Smitsom. 22 Specificitet = Det at være specifik. I biokemi er enzymer (som er en type proteiner) meget specifikt virkende ”igangsættere” for en bestemt type reaktion i stofskiftet.

CLAUS EMMECHE ER FØDT I 1956. ER TEORETISK BIOLOG OG VIDENSKABSTEORETIKER. ANSAT SOM LEKTOR OG LEDER AF CENTER FOR NATURFILOSOFI OG VIDENSKABSSTUDIER VED DET NATURVIDENSKABELIGE FAKULTET, KØBENHAVNS UNIVERSITET (NIELS BOHR INSTITUTTET). VAR SENEST MEDFORFATTER TIL READING HOFFMEYER, RETHINKING BIOLOGY (TARTU UNIVERSITY PRESS, 2002). 47


Vil du vide mere om stamceller og bioetik? Biosam www.biosam.dk Biosam var et landsdækkende samarbejdsforum for bioteknologi, som bl.a. arrangerede høringer, møder m.m. Selvom forummet blev nedlagt i 2004, har hjemmesiden stadig mange relevante oplysninger vedr. bioetiske sprøgsmål. Fx kan man gratis downloade en bog, der beskriver nogle af de emner, BIOSAM har arbejdet med. Biotik www.biotik.dk Biotik er Forbrugerstyrelsens bioetikportal, og selvom den ikke længere opdateres, er der stadig meget baggrundsmateriale og information at hente. Bl.a. kan man gratis downloade rollespillet Master of Creation, som omhandler bioetiske problemstillinger. Center for Bioetik http://www.teo.au.dk/enhed/afdelinger/bioetik Center for Bioetik hører til på det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet. Her arbejder man bl.a. med forskning og formidling af bioetik og bioteknologiens grundlag. Dansk Center for Stamcelleforskning (Danish Stem Cell Research Center) www.dasc.dk Dansk netværksorganisation for stamcelleforskningsenheder i bl.a. Odense, Aalborg og København. På den engelsksprogede hjemmeside er der links til de enkelte forskningsgruppers egne hjemmesider. Det Etiske Råd www.etiskraad.dk Det Etiske Råd har til opgave at rådgive Folketinget og sundhedsmyndighederne samt at skabe debat om etiske spørgsmål på det medicinske område. På rådets hjemmeside kan man bl.a. læse sidste nyt om bioetiske emner samt læse om Etisk Forum for Unge; et undervisnings- og demokratiprojekt om stamceller og etik. TrygFonden www.trygfonden.dk TrygFonden er en privat fond. Fonden støtter tiltag og aktiviteter, der kan skabe større tryghed for alle i Danmark. TrygFonden har blandt andet udgivet folderen “Stamceller i fremtiden”, som kan rekvireres via fondens hjemmesiden.

48


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.