Indblik: Kunst som handling

INDBLIK En hest, der skæres i småstykker. Et fixerum for socialt udsatte. Kunst har længe været mere end værker hængende på en væg eller stående på et museums sokkel. Kunstnerne arbejder i stedet med fysiske handlinger – ofte med en aktivistisk agenda om at skabe forandring.

Kunst som handling

Af Christian Salling

En snedækket mark i Hornsherred, slutjanuar 1970. En ung kunstner. Og en hest. Kort efter er hesten død. Og dansk kunsthistorie skrevet et kapitel længere.

Med værker som Hesteofringen og en aktion i Børsen i 1969 i samarbejde med Lene Adler Petersen, er Bjørn Nørgaard blevet en tidlig, dansk pioner, når det kommer til kunst, der manifesterer sig som en form for handling i verden.

“Modernismens eksperimenter med form og flade i løbet af det 20. århundrede var nået derud, hvor vi måtte konkludere, at der ikke var flere erfaringer at gøre indenfor de klassiske discipliner”, indleder Nørgaard.

Mange tidligere avantgardebevægelser havde forsøgt at revolutionere samfundet gennem kunstens billeder, men revolutionen var i det store hele udeblevet, så kunstnerne begyndte derfor at søge i nye retninger med nye værkformer.

Performance var ikke noget ukendt begreb i kunstverdenen, men Nørgaard og ligesindede hentede inspiration i nye tanker fra den tyske kunstner Joseph Beuys, og begrebet ’social plastik’ – en ide om, at sociale relationer og sammenhænge også kunne være et ’plastisk’ – eller formbart – materiale, man som kunstner kunne arbejde med.

“Det leder så til den ide, at kunsten ikke længere bare skal forudse, hvordan samfundet udvikler sig; kunsten skal være med til at skabe denne samfundsudvikling”, siger Nørgaard.

“Efterhånden forsvandt materialerne, og i stedet anvendte vi symbolske karakterer i vores kultur; eksempelvis med den nøgne, kvindelige Kristus på Børsen. I stedet for gips, træ og glas, tog vi Børsen, Kristus, korset og kvinden, og så bliver billedet en situation i den verden, vi alle sammen befinder os i. Så billedet rykker ud af det traditionelle kunstrum, ud af billedets flade, og bliver en aktiv spiller i selve den måde, vi opfatter samfundet og dets symboler på.”

GØR ABSTRAKT KONKRET

Bjørn Nørgaards aktioner var en del af en bredere bevægelse i kunstverdenen, som Camilla Jalving, vicedirektør på Statens Museum for Kunst, kalder en ’performativ vending’ i kunsten.

Camilla Jalving er forfatter til bogen Værk som handling: performativitet, kunst og metode fra 2011. Hun siger: “Der sker i løbet af 1960’erne et ret markant skifte fra, at billedet repræsenterer noget, til at det præsenterer noget, altså sætter noget i værk i verden.”

Så dele af kunsten bevæger sig fra at ’forestille noget’ til at ’gøre noget’. Dermed er betydning heller ikke noget, der er givet på forhånd, men derimod noget, der skabes i værkets møde med verden. Udviklingen har ifølge Jalving også at gøre med et skifte bort fra det traditionelle, fysiske kunstobjekt, hvor især kvindelige kunstnere i stedet begynder at bruge deres egne kroppe i værkerne. Men også publikums egen tilstedeværelse bliver essentiel i meget af performancekunsten.

“Kunst kan gøre noget abstrakt konkret, når man selv er en del af værket, mærker det, lugter det, og ser en forvandling finde sted”,

4 x kunst, der handler

Under Art Week er byen fyldt med samtaler om kunst, der handler – eller vil forandre

Seminar SMK x Art Week

Aesthetic Agency – please engage me! Internationale gæster, panel, talk og performance.

Art Talk: Aktivistisk skønhed

Samtale om den den aktivistiske skønhed i den kenyansk-britiske kunster Michael Armitages monumentale malerier.

Faglig Art Morning

Samtale om kunstens organisering og potentialet ved udvikling af kunsten udenfor kunstinstitutionerne.

Introduktion til Maria Projektet

Mød Maria Projektets tre første kunstnere - og få en generøs introduktion til hele det aktivistiske projekt.

En kunstnerisk aktion kostede i 1970 en hest livet. Siden blev hestedele lagt i sylteglas; værker, som stadig kan opleves på SMK - Statens Museum for Kunst. Fotograf: Jørgen Schytte; foto udlånt af Bjørn Nørgaard.

siger Jalving. “Ofte bliver der skabt et nærvær eller en tilstedeværelse, som er en kropslig erfaring, man har, når man er til stede sammen med andre.”

Det næste markante nybrud sker i løbet af 1990’erne med den såkaldt “Relationelle æstetik”, der kan ses som en videreførelse af Beuys tanker om, at sociale relationer kan udgøre et kunstnerisk materiale. Kunstnere som Rirkrit Tiravanija, der inviterer til fællesspisning med værker som Fear Eats the Soul, søger at nedbryde skellet mellem værk og beskuer. Gøre publikum til aktive medskabere og deltagere i værkets tilblivelse, og gøre værket til en social situation.

Kunstnernes initiativer handlede både om at udfordre institutionerne med nye sociale og deltagelsesbaserede værkformer, samt om at flytte kunsten ud af kunstmuseer og gallerier. Integrere kunsten mere direkte i samfundet. Eksempelvis skabte Kenneth A. Balfelt i 2002 værket Fixerum, der bestod af en fuldt udstyret klinik med medicinsk personale, hvor socialt udsatte med et stofmisbrug kunne få hjælp og tage deres stoffer under ordnede forhold.

KUNSTEN FORLADER MUSEET

På Vesterbro i København, i Mariakirken på Istedgade, er et nyt initiativ på trapperne: Maria Projektet. Her vil kunsten fra november helt forlade de traditionelle kunstinstitutioners trygge rammer.

Maria Projektet involverer socialt udsatte - og det vil potentielt være vanskeligt at skelne projektet fra andre former for sociale indsatser. “Hvis man virkelig vil noget med kunsten, så er den institutionelle ramme en uhensigtsmæssig begrænsning med et ekskluderende sprog og nogle særlige normer. Man er nødt til at overskride denne grænse, åbne sproget og gøre sig sårbar, hvis man vil indgå i nye sammenhænge ude i virkeligheden”, siger projektets kurator Matthias Hvass Borello.

“Det er super interessant at integrere kunstnere, der arbejder med sociale og etiske spørgsmål i en kirkelig sammenhæng for at forsøge at skabe et fælles rum og en dialog, hvor vi kan lære af hinanden og hinandens metoder.”

Maria Projektet består af i alt syv selvstændige projekter af tre måneders varighed, der strækker sig over to år med start i november. Under årets Art Week kan publikum møde dansk-tyske J&K, Stine Marie Jacobsen og syriske Khaled Barakeh, som fortæller om deres måder at skabe og engagere sig på. Se mere på side 50.

Projektets kunstnere vil enten inkludere de brugere, der til daglig søger ly og samvær i Mariatjenesten eller inddrage den lokale virkelighed, som er i og omkring kirken og dens brugere. “Noget vil arbejde direkte med de udsatte og andet vil pege på mere overordnede, strukturelle spørgsmål.”

Sagt på en anden måde handler projektet i Mariakirken om, at kunsten ikke blot skal tale om de socialt udsatte, men med dem. Give dem en aktiv rolle i samfundsdebatten. Så betyder det mindre, om dét der foregår, nødvendigvis skal forstås og ses som et kunstværk.