10 | SommerBøger2017
Kristeligt Dagblad Lørdag 10. juni 2017
Sorg lyder som gråd, men det er mere et skrig For to år siden sprang forfatteren Naja Marie Aidts næstældste søn ud fra et vindue og døde. Siden har hun selv kæmpet sig tilbage til livet og skriften. Det skriver hun om i bogen ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”
interview
Naja Marie Aidt
AF DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk
Den 16. marts 2015 døde forfatteren Naja Marie Aidts 25-årige søn, Carl Emil, i en forfærdelig ulykke. Allerede på hospitalet sagde hun til sin familie, at hun ville skrive Carls bog. Hun vidste, at det var det eneste, hun kunne gøre. ”Carls bog” er også undertitlen på hendes nye bog ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”. Men det tog tid, før hun kunne sætte ord på sønnens død, skriver forfatteren i en af de mails, som dette interview er baseret på: ”I meget lang tid kunne jeg ikke skrive et ord. Men så en dag i sommeren 2015 skrev jeg nogle linjer på en serviet. Det var en slags rip-off af Inger Christensens digte fra ’Alfabet’. Jeg kunne ikke engang kopiere formen rigtigt, men jeg havde en oplevelse af, at Inger stod inde i mit hoved og læste op. Som om hun ville sige: ’Poesien er din eneste redning’,” fortæller Naja Marie Aidt, der netop blev trukket langsomt tilbage til både livet og skriften gennem poesien. Ikke fordi poesi er bedre til at beskrive sorg end prosa, men måske fordi den korte form bedre kan rumme de korte nedslag, som hun forklarer: ”For mig var det umuligt at skrive for eksempel en roman. Jeg ville heller ikke vente, til jeg havde ’sorgen på afstand’. Jeg kunne ikke. Og det gav mig kvalme at ville ’bruge’ stoffet til noget mere ’perfekt’. Jeg var nødt til at spejle det brøl, den urtilstand, det umulige sted, jeg var endt, præcis som det var. Beskrive det midt i det umulige. Simpelthen fordi jeg vidste, at jeg ikke ville kunne skrive noget andet, før jeg havde gjort dét.” Efter de første sætninger på servietten gik der dog igen lang tid, før hun kunne skrive noget. Og sådan blev poesien også til små prosastykker: ”Jeg begyndte at skrive en slags sorg-dagbog. Små bitte stykker om, hvordan jeg havde det, hvad jeg tænkte på og så videre. En dag skrev jeg så det, der er blevet til de allerførste linjer i bogen, og så vidste jeg, at der var en form, jeg kunne læne mig ind i. Det blev begyndelsen på min skriveproces. Så jeg vil ikke sige, at jeg fandt styrke. Teksterne opstod ud af dyb desperation og smerte. Også over ikke at kunne læse og skrive, ikke at kunne forestille mig at skrive igen. På den måde følte jeg, at det at læse og skrive også var taget fra mig. Så bogen bevidner den proces også. Men altså, jeg er jo et skri-
0 ”Jeg var nødt til at spejle det brøl, den urtilstand, det umulige sted, jeg var endt, præcis som det var,” siger forfatteren Naja Marie Aidt om sin nye bog, der handler om hendes søns død.
vende menneske, jeg var nødt til at skrive den her bog. Jeg vidste, at jeg ikke kunne skrive om noget andet. Så valget stod mellem ikke at skrive eller at skrive denne bog.” Bogen begynder under en familiemiddag for to år siden, hvor telefonen pludselig ringede med det, der skulle vise sig at være den forfærdelige nyhed om sønnens ulykke. Han var sprunget ud fra et vindue på fjerde sal i en svamperus. Et prosastykke med hændelsesforløbet fra opkaldet, til sønnen erklæres hjernedød to dage efter på Rigshospitalet, er grundstammen i bogen, der hele tiden vender tilbage til de to traumatiske dage. ”Det er en choktekst, der minutiøst beskriver hvert øjeblik af
de to døgn. Ind i mellem bevæger jeg mig så frit i tid,” siger forfatteren, der veksler mellem prosastykker, digte, dagbogsuddrag, leksikale forklaringer og forskellige citater fra andre forfattere. Undervejs var det ”en sær glæde” for hende at opdage, at sønnen åbenbart også skrev digte og notater, så han også kunne blive ”en del af koret” i bogen med sin egen stemme, mens andre forfattere også skriver om at miste. Det gælder blandt andre den antikke romerske forfatter Cicero (106-43 f.Kr.) og den franske forfatter Stephane Mallarmé (1842-1898), der også skriver fragmentarisk om deres tab af henholdsvis en kone og et barn. Men det er ikke dem, der har inspireret til selve formen, forklarer hun.
”Jeg skrev meget fragmentarisk selv. Så før jeg overhovedet fandt Mallarmés fragmenter, fik øje på dem, så skrev jeg selv sådan. Jeg klarede simpelthen kun at skrive små og ofte ufærdige tekststumper. Da en ven forærede mig Mallarmés fragmenter, gav det totalt mening for mig. Jeg så jo, at jeg kunne spejle mine egne tekster i hans, at han heller ikke havde været i stand til at skrive ’rigtige’ og ’perfekte’ digte om sit tab. Derfor ønskede jeg at citere ham. Og så begyndte jeg efterhånden at læse en hel masse om sorgsmerte og tab. Både teori, poesi og prosa. Det var det eneste, jeg kunne læse, alt andet interesserede mig overhovedet ikke.” Sådan fandt hun et slægtsskab med andre forfattere, der
3 Født i 1963 i Grønland. 3 Kom til Danmark som syvårig, opvokset i København. Siden debuten i 1991 med digtsamlingen ”Så længe jeg er ung” har hun skrevet i alle genrer og er en af de mest læste og roste forfattere i sin generation. 3 Hun modtog Kritikerprisen og Nordisk Råds litteraturpris for ”Bavian” (2006). Hendes bøger er oversat til 10 sprog. Senest har hun udgivet digtsamlingen ”Omina” sammen med Mette Moestrup. 3 Gift med filmfotograf Eigil Bryld. Mor til fire drenge, inklusive Carl Emil, som døde i 2015.
også havde opdaget, ”at man ikke kan skrive kunstfærdigt om døden”, fordi sproget iklæder sig en sørgedragt. Det meste af det, hun læste om ”rå sorg og klage” var således fragmenteret. I bogen bruger hun endda det 4000 år gamle Gilgamesh-epos, der også er skrevet med sorgens sønderslåede sprog. ”Jeg har oplevet, at denne dybe sorg og smerte tog mit sprog fra mig. Og jeg har oplevet et decideret had til sproget, fordi det var mangelfuldt. Hvordan skrive om det, der faktisk ikke kan beskrives? Det bliver fragmenteret, kaotisk. Alt forekommer meningsløst. Det er derfra, man skriver, fra denne meningsløshed. Jeg kunne ikke få ham tilbage ved at beskrive ham. Men jeg kunne forsøge at beskrive den proces, det har været for mig at være hans mor, og at sørge over ham. Jeg kunne forsøge at beskrive, hvordan det er – eller er for mig – at miste et barn. Jeg kunne forsøge at forstå hans død, så mystisk og voldelig, som den er. Så bogen er jo på sin vis et gravskrift. Men jeg synes også, den er meget andet. Først og fremmest er den meget ærlig. En slags dokumentation over noget dybt traumatisk, men også en beskrivelse af, hvordan jeg kæmper mig tilbage både til livet og skriften.” Du skriver med versaler, at du ”kun” tror på fællesskabet, men du tror altså alligevel på forsynet? ”Jeg er ikke troende i traditionel forstand. Måske tror jeg på det fælles ubevidste. Måske har Carls død fået mig til at tænke over, at der måske er flere dimensioner. Det er umuligt ikke at beskæftige sig med den slags, når en elsket dør, tror jeg. Spørgsmålet: ’Hvor er han?’, er meget påtrængende, særligt i starten, fordi man ikke kan fatte døden, simpelthen. Vi kan ikke forstå ophøret. Det tager tid at lære at acceptere det. Så der opstår en ny form for ydmyghed over for livet og døden. Jeg har tit tænkt på, at han nu er der, hvor han begyndte – nemlig i intet. Før han opstod inde i mig, var han ikke til. Vi oplever jo ikke det ikke at være som skræmmende, når et barn endnu ikke er opstået. Det er fraværet af den før levende, vi oplever som skræmmende. Og så er vi nødt til at lære at acceptere det, vi ikke forstår. Der er ikke andre muligheder. Men der er også det aspekt, at den døde jo lever videre hos de levende. Det, han gav os, har vi stadig. Det, han lærte os. På den måde er han stadig en del af fællesskabet.”
J