Rejser&Kultur | Mellemøsten 35
Kristeligt Dagblad Lørdag 17. januar 2015
Persepolis’ danske forbindelse Carsten Niebuhrs detaljerede tegninger fra den iranske ruinby Persepolis spillede en stor rolle i den afkodning af kileskriften, som sprogforskeren Rasmus Rask kan tage en del af æren for
iran Af Thomas Andreasen andreasen@k.dk
Det er svært at få øje på navnetrækkene, men efter lidt lokal hjælp dukker signaturen C. NIEBUHR 1765 op ved den mytologiske tyrs forben ved indgangsporten til ruinbyen Persepolis i Iran. Ikke blot er Niebuhrs graffiti en af de første og derfor mest medtaget af tidens tand, men senere og langt mere prangende navnetræk gør også deres for at overdøve den beskedne signatur. De iranske myndigheder har nu for at undgå yderligere indskrifter ganske fornuftigt sat afspærringer op ved den 16 meter høje indgangsport (og mange andre steder) på Persepolis – måske efter råd fra Unesco, der siden 1979 har haft byen, der fungerede som ceremoniel hovedstad for Perserriget og blev påbegyndt for over 2500 år siden, på verdensarvslisten. Andre steder er helt afspærret på grund af renoveringer, for modsat Talebanbevægelsen i nabolandet Afghanistan, der ønskede at slette alle før-islamiske spor og derfor i 2001 bortsprængte de store Buddha-statuer i Bamiyan, hæger de iranske myndigheder om ruinbyen, der er en kilde til stolthed. Fri adgang var der derimod for tyske Carsten Niebuhr, der rejste i dansk tjeneste på vegne af kong Frederik V. Han tilbragte det meste af en måned i Persepolis og skulle siden i bogen ”Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande” (genudgivet i to bind i 2003 og 2005) beskrive opholdet som et af den seksårige ekspeditions højdepunkter. Niebuhr brugte tiden på at lave minutiøse tegninger, der viste hele Persepolis-området i oversigt, de forskellige paladser og ikke mindst særdeles detaljeret gengav de mange kileskrifts-inskriptioner på stedet. Niebuhr arbejdede så koncentreret i den stærke sol, at han en dag vågnede op og intet kunne se. Synet kom dog igen, og han tegnede vi-
dere, men også i dag kan solen være stærk blandt ruinerne, så husk at få hat og solbriller med til besøget. Oldtidsbyen havde på Niebuhrs tid ligget mere eller mindre upåagtet hen som delvist sanddækket ruin i 2100 år, efter at den græske hersker Alexander den Store undervejs på sit store erobringstogt mod øst i 330 f.v.t. havde brændt stedet ned. Måske som hævn for persernes nedbrænding af Akropolis i Athen 150 år tidligere, måske ved et uheld – det strides videnskaben stadig om. Men netop fordi sandet indtog Persepolis, der med et samlet areal på 125.000 kvadratmeter er over fire gange så stor som Akropolis, er stedet i mindst lige så god stand som sin græske pendant. Byen blev påbegyndt i cirka 515 f.v.t. af Dareios (Darius) den Store, mens sønnen Xerxes stod for indgangsporten. Herudover består byen af det kongelige skatkammer, diverse privatgemakker og en række paladser, hvor det nu især er Apadana-paladset med dets velbevarede billedfrise, hvor forskellige af Perserrigets folkeslag kommer med gaver til kongen, der er værd at studere nærmere. Og så er der jo inskriptionerne, som Carsten Niebuhr omhyggeligt tegnede. I dag er her informationsskilte for de besøgende, der ikke lige kan læse hverken oldpersisk, elamitisk eller babylonsk, men på Niebuhrs tid vidste man hverken, hvad tegnene betød, eller hvilket sprog de var affattet på. Mens det blev tyske G.F. Grotefend, der i 1802 på basis af Niebuhrs tegninger leverede det afgørende gennembrud for tydning af kileskriften, bidrog den danske sprogforsker Rasmus Rask til tolkningen af, hvad tegnene betød, i en sådan grad, at han i dag ofte nævnes blandt de sprogvidenskabsmænd, der kan tage æren for, at vi i dag forstår Persepolis’ betydning. Og selvom den prangende ceremonielle hovedstad kun fungerede i under 200 år, gør den fortsat indtryk over 2300
0 Ruinbyen Persepolis i Iran dækker et område, der er fire gange større end Akropolis i græske Athen. – Alle fotos: Thomas Andreasen.
0 Et udsnit af den kileskrift, som Carsten Niebuhrs tegninger banede vejen for at afkode.
0 En velbevaret billedfrise viser Perserrigets mange folkeslag, der kommer med gaver til den persiske konge.
Shahens store fest – og fald
Zarathustrisme
33I 1971 var det 2500-året for det persiske rige regnet fra Kyros den Stores død. Det skulle fejres med en storslået fest, mente Irans daværende shah (shah betyder konge), Mohammad Reza Pahlavi, og hvor mere oplagt at holde festen end for foden af ruinerne i Persepolis. Her blev bygget en stor teltby til at huse de mange statsoverhoveder og kongelige, der takkede ja til invitationen. Fra Danmark deltog kong Frederik IX og dronning Ingrid. 33Resterne af teltbyen findes fortsat til højre for indgangen til Persepolis, men Irans nuværende islamiske styre har ikke følt nogen trang til at informere om, at her fandt verdens måske mest luksuriøse fest sted. 33Mens festen udadtil var en succes, vakte shahens excesser, som en på det tidspunkt eksileret iransk religiøs leder ved navn Ruhollah Khomeini kaldte for ”djævelens fest”, vrede internt i Iran. I bagklogskabens lys har mange udnævnt det ekstravagante arrangement som begyndelsen til enden for shah-styret, selvom der gik yderligere otte år, inden regimet faldt. 33Apropos ekstravagance: Da shah-familien flygtede, tog de en lang række smykker og ædelstene med sig. De tilbageværende rigdomme, blandt andet den 182 karat tunge, lyserøde Darya-i-Noor-diamant, er nu udstillet i den iranske nationalbanks kælder i Teheran bag et (meget) følsomt alarmsystem. 33Shah Reza Pahlavi døde af kræft i 1980 i Egypten, mens hustruen, Farah, fortsat er i live og bor i USA.
33Zarathustrisme (ofte også stavet zoroastrisme) var Perserrigets præ-islamiske religion, som alle Teheran herskere, der havde noget at gøre IRAN med Persepolis, tilhørte. I dag finIsfahan des der fortsat mindre zarathustriske samfund i Iran, men det Persepolis største samfund findes i Indien, hvor de er kendt som parsere. 400 km 33Zarathustrismen, der ofte kaldes verdens første monoteistiske religion på grund af den dominerende position, som guden Ahura Mazda blev tilskrevet, menes grundlagt omkring 600 f.v.t. af profeten Zarathustra, der efter al sandsynlighed kom fra det nuværende Turkmenistan eller Afghanistan – og i øvrigt intet har at gøre med filosoffen Friedrich Nietzsches figur i bogen ”Således talte Zarathustra”. 33I nutiden er zarathustrierne især kendt for deres ildtempler – ilden er et symbol på Ahura Mazda – og deres særegne begravelsesskik. Ifølge zarathustrierne må man ikke forurene nogenaf de fire grundelementer, ild, luft, vand og jord. Derfor kan en død hverken brændes eller begraves, men anbringes i såkaldte stilhedens tårne, hvor gribbe piller knoglerne rene.