Fælles på højskole

4 Fælles på Højskole

Kristeligt Dagblad Lørdag 25. april 2015

Ro til inspiration på Danmarks mindste højskole Kunsten er samlingspunkt på Ærø Kunsthøjskole. Her er der rum til at blive inspireret af de mindste ting

på kanten

2 Morgensamlingen er det faste punkt i dagsrytmen. Efter morgenmaden går kursisterne over i en af højskolens tilbygninger, hvor de samles side om side i en slags biografsal. De synger en sang, og bagefter holder enten forstanderen, én af underviserne eller én af kursisterne et oplæg. I dag er det underviser og kunstner Ole Hartvig, der underholder med en fortælling om datidens gæve sømænd fra Marstal.

– Fotos: Petra Theibel Jakobsen.

Af Vibeke Mikkelsen Hansen hansen@k.dk

”Jeg har boet i København, men jeg skal have luft omkring mig. Helt sikkert. Ikke for meget storby, det går mig på nerverne.” 22-årige Felix Exner Lenzing tager et sug af sin cigaret og kniber øjnene sammen for at danne værn mod den stærke forårssol.

Det er torsdag formiddag, og mens det øvrige Danmark allerede har været i gang med arbejde, morgentrafik og børneaflevering i et par timer, forholder alle sig helt roligt på Kunsthøjskolen på Ærø.

Nogle drikker kaffe af gamle syltetøjsglas og drøfter på må og få kunsten og tilværelsen.

Felix Exner Lenzing har sat sig på en hvidmalet bænk, der står placeret uden for det hus, hvor han har sin egen lille værkstedsplads. Han har været kursist på højskolen siden september og skal være her frem til semesterafslutning i begyndelsen af juni.

Felix Exner Lenzing er født ind i det, han med sine egne ord kalder en kunstnerfamilie fra Fanø, og selvom han har haft et lille stop i København af et par måneders varighed, er han ikke i tvivl om, at det er på kanten af kanten, han trives bedst og har mest ro til at lade sig inspirere i sin kunst. ”Det er, som om jeg i en storby ikke har det filter, der skal til. Jeg havner i så mange situationer i løbet af en dag og føler mig magtesløs på en ubehagelig måde,” siger Felix Exner Lenzing.

Han anerkender det faktum, at det har taget fire timer for Kristeligt Dagblads udsendte at komme fra København til Ærø. Men det hele opvejes af det stærke fællesskab, som gør sig gældende på højskolen, mener han.

For selvom det daglige liv leves på en ø i Det Sydfynske Øhav godt 25 kilometer fra Svendborg, hvor det for de fleste ikke engang kan betale sig at tage hjem i weekenden, så er fællesskabet blandt de 20 kursister værd at blive for. ”Der er to ting i forhold til fællesskaber, som er væsentlige for den her skole: vores elevantal, og at du kun arbejder med kunst. Alle er her af den samme grund, men selvfølgelig med vidt forskellige måder at arbejde med kunsten på. Man får virkelig tid til at dykke ned i det her. I forhold til venskaber kommer man længere ind. Også når det kan være svært at holde den gode stemning. Især nu her, hvor nogle kommer ind

0 Felix Exner Lenzing og højskoleveninden Tora Schultz nyder formiddagssolen på verandaen uden for værkstedet. De har begge været på højskolen siden september og slutter sammen deres forløb til juni.

på kunstakademier, og andre får afslag. Nogle griner, nogle græder. Men sådan er det,” siger Felix Exner Lenzing.

Kunsthøjskolen på Ærø er Danmarks mindste højskole og optager højst 20 kursister til et årskursus. Der står kun ”kunst” på skemaet, og en stor del af kursisterne arbejder på at spidse deres kunstkompetencer så fint til, at det ender med en optagelse på et kunstakademi i Danmark eller internationalt. I foråret er ansøgningerne til diverse kunstakademier tænkt ind i skemaet. Dags dato er to kursister inviteret til Stockholm for at fremvise deres værker.

En invitation, der vidner om, at man er ganske tæt på at være sluppet igennem nåleøjet.

For Felix Exner Lenzing er det dog ikke alt eller intet at blive optaget på et kunstaka-

demi, det er vigtigere at kunne dykke helt ned i kunsten lige nu og være en del af et større kollektiv.

Inde i værkstedshuset sidder Nana Dahlin på 22 år.

Hun har sin egen lille kunstarbejdsplads på omtrent fire kvadratmeter, og der må skubbes og flyttes på en hel del for at finde en belejlig siddeplads.

Nana Dahlin er inspireret af kroppen, og overalt ligger der skitser og afstøbninger af rygmarve.

For hende er højskolen mest et bofællesskab, og Ærø er et sted, hvor hun får ro til at gøre sig klar til kunstakademiet. ”Det er vigtigt at være et sted, hvor jeg kan fokusere, og det kan jeg ikke i samme grad inde i byen. Ærø er et godt sted at være, der er ro til at blive inspireret af de mindste ting. At skolen ligger i ud-

kanten af Danmark i den her landsby, som nærmest er en familie, gør, at alle kender alle, og at man begynder at kende folk her og sige hej til dem nede i Brugsen. Det er noget, som i virkeligheden er ved at uddø i Danmark, og det kan være hårdt at tænke på,” siger Nana Dahlin, der også beskriver den gode tid som en væsentlig del af livet på højskolen. ”Foredrag og morgensamlinger handler om både national og international kunst, så man ikke føler sig afskåret fra omverdenen her på øen.

Men det er også fedt at sidde her på en ø og høre om sådanne ting. Man kan bedre overskue det hele, og der er ikke nogen, der beder én om noget ud over at lave kunst og have det her fællesskab.

Det er bare så lettende. Jeg ved, kunst udvikler mig, og det er vigtigt for, at jeg kan være den, jeg er,” siger Nana Dahlin.

For hende er sammensætningen af mennesker det mest mangfoldige fællesskab, hun nogensinde har været en del af, blandt andet fordi der både er kursister fra Fanø, Lolland og Sjælland.

Om aftenen og i weekenden er det kursisterne, der selv laver mad i det døgnåbne køkken, og Nana Dahlin oplever fællesskabet som omsorgsfuldt. ”Det er ikke bare sådan et institutionelt fællesskab, som jeg har været vant til hele mit liv,” siger hun, mens

hun sidder på en lille skammel i sit miniunivers af kunst, tanker, farver og omformelige materialer.

Kunsthøjskolen på Ærø er bogstavelig talt et bondehus med stråtag beliggende cirka 20 minutters kørsel fra Ærøskøbing, hvor færgen fra Svendborg lægger til.

Der er ikke mørkt, men sort om natten. Til gengæld lyser hundredtusindvis af klare stjerner op, og ingen larmende over- eller underbo har en chance mod den bastante stilhed. Om morgenen vågner man op til grønt græs og forårsblomster, og morgen­ mads­klokken lyder klokken otte.

Fra klokken cirka kvart over ni er dagen fri til kunst, men inden da holdes der morgensamling. En lille halv time, hvor den treleddede vision for Danmarks højskoler – demokratisk dannelse, medborgerskab og livsoplysning – bliver forvaltet. Her holder enten forstanderen, en af underviserne eller en af kursisterne et oplæg om et givent emne, og det hele indledes med en sang.

I dag er det underviser og kunstner Ole Hartvig, der med sangen ”Katinka, Katinka, luk vinduet op” har slået et sømandstema an med et lille lysbilledshow og en historie om Marstals gæve sømænd, der drog ud på havet, men af og til ikke vendte tilbage.

I denne lille stund er alle

kursister samlet. Både de unge fra helårskurserne og de lidt ældre kvinder og mænd, der deltager på et ugekursus og realiserer drømmen om det kunstnerliv, de ikke gennemlevede som unge. En stund, der for mange af kursisterne opleves som dagens yndlingstidspunkt, hvor der udveksles viden, og fællesskabet viser sig stærkere end på noget andet tidspunkt.

Her er der plads til at grine, tænke og lytte, men samtidig kommer kursisternes kræsne sans for kunst og æstetik til syne, og SuperBrugsens nye kunstskulptur i Marstal får en kommentar med i farten.

Selvom flere danske højskoler de seneste år har været i økonomisk krise, hvilket har medført lukninger, så er der ikke nogen sammenlægning eller lukning, der truer Danmarks mindste højskole, fortæller forstander Susan Hinnum, der dels er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, dels har en ph.d. fra Æstetik og kultur på Aarhus Universitet. ”Vi er så heldige at have fuld kapacitetsudnyttelse både på årskurset for de unge og på de omkring 30 korte kurser, der holdes i løbet af året. Vi har overskud i budgettet, og vi har et stabilt elevtal,” siger Susan Hinnum, der ikke kan se, hvorfor det skulle være sværere at lede en højskole midt i Det Sydfynske Øhav: ”Udfordringen er den samme alle steder – man skal knokle for sagen og vide, hvad man vil. På Kunsthøjskolen på Ærø møder man andre, der har den samme hang til kunst. Uanset om man er ung på et årskursus eller deltager på et kort kursus. Fællesskabet opstår, fordi man er nysgerrig på det samme, og fordi man lever tæt sammen. Her kan man ikke slukke for fællesskabet, og det skaber om noget kloge og reflekterende mennesker. Det er værd at knokle for.”