6 Kierkegaard 200 år
Kristeligt Dagblad Lørdag 4. maj 2013
Søren Kierkegaards liv 1813
335. maj: Søren Aabye Kierkegaard bliver født i familiens ejendom på Nytorv 2 i København.
1821
33Kierkegaard begynder i Borgerdydsskolen i Klareboderne.
1834
3331. juli: Kierkegaards mor dør. 1830
3330. oktober: Kierkegaard indskrives som teologisk student på Københavns Universitet.
1837
33Kierkegaard flytter hjemmefra. 1838
339. august: Kierkegaards far dør. 337. september: ”Af en endnu Levendes Papirer. Udgivet mod hans Villie” udkommer.
Kierkegaards opbyggelige rejse Søren Kierkegaard rummede flere versioner af sig selv, siger Joakim Garff, forfatter til Kierkegaard-biografien ”SAK” og flere nye bøger i anledning af 200-året for den store filosof, forfatter og teologs fødsel Af Dorte Remar remar@k.dk
Søren Kierkegaard var københavner med stort K. ”Han kendte byen lige så godt som sin egen bukselomme eller måske endnu bedre. I løbet af sit liv foretog han fire rejser til Berlin, en sviptur til Sverige og en slags pilgrimsrejse til Jylland, hvorfra hans far stammede. Kierkegaards vidtstrakte forfatterskab blev altså til inden for en beskeden geografisk radius, men har medført global berømmelse,” siger Joakim Garff. Det er mærkeligt at tænke sig. Søren Kierkegaard har haft sin daglige gang og levet sit liv få skridt fra, hvor vi sidder i et mødelokale på Kristeligt Dagblad på Vimmelskaftet midt på Strøget i København. Søren Aabye Kierkegaard blev født den 5. maj 1813 i et hus på Nytorv, hvor han voksede op i et velhavende hjem som den yngste i en børneflok på syv. Som voksen boede han i lejligheder i blandt andet Løvstræde, Nørregade og Rosenborggade. Sine sidste år tilbragte han i nogle lejede værelser i Dyrkøb 5 lige over for Vor Frue Kirke, Københavns Domkir-
ke. Og det var herfra, at han i begyndelsen af oktober 1855 syg og nedbrudt blev fragtet til Det Kongelige Frederiks Hospital i Bredgade, det nuværende Designmuseum Danmark, hvor han døde den 11. november 1855, 42 år. ”Søren Kierkegaard elskede sin by, der for ham blev en slags eksperimentarium, socialt og æstetisk. Når han var ked af at være i selskab med sig selv og sine mørke tanker, gik han ud i byen for at tage sit daglige menneskebad, som han kaldte det.” ”Så snakkede han med Gud og hvermand – eller i al fald hvermand. Det var højst usædvanligt for den tid, hvor den akademiske overklasse holdt sig for sig selv og nok vidste, hvem der havde fortovsretten, når en plebejer nærmede sig.” ”Kierkegaard brød de sociale grænser. Han var demokrat, før demokratiet blev indført, og gadepræst, før ordet blev opfundet. Mange i samtiden fandt det påfaldende og upassende, men det generede nu ikke Kierkegaard, der godt kunne lide at lege kispus med folks forestillinger om, hvem han var. På samme tid, som han gik på gaden og snakkede med en tjenestepige, kunne der ligge
en ny bog af ham i vinduet hos Reitzels Boghandel,” siger Joakim Garff. Den 52-årige teolog og lektor ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret og Københavns Universitet er blandt de Kierkegaard-forskere, der ved mest om, hvem den store teolog, filosof og forfatter var. Han er forfatter til den prisbelønnede bestseller ”SAK. Søren Aabye Kierkegaard. En biografi”, der udkom i 2000 og netop er genudgivet. Og i anledning af 200-året for Kierkegaards fødsel har han skrevet bogen ”Regines gåde. Historien om Kierkegaards forlovede og Schlegels hustru”, der udkom i april på Gads Forlag. På vej er også ”Alle tiders Kierkegaard. 200 år med en global dansker” og ”Kierkegaard når han er bedst – og værst”, begge på Kristeligt Dagblads Forlag. ”Jeg har altid været meget betaget af Kierkegaards sprog, æstetik og retorik – forfatterskabets formsprog. Men der er også en smerte og melankoli hos ham, som jeg kan forbinde mig til. Kierkegaards munterhed må man dog aldrig glemme, hans livsmod, der gør sig gældende på tværs og på trods af alt. Kierkegaard er dybest set en op-
byggelig forfatter, der med sine opbyggelige taler bogstavelig talt bygger os op fra grunden af. Man bliver restitueret og sat sammen på en ny og anden måde. Processen er givet med selve kristendommen – man bliver en anden, end man var før, nemlig sig selv. Genfødt, hedder det lidt højstemt,” siger Joakim Garff. Om Kierkegaards mor, Ane Sørensdatter Lund (17681834), der oprindelig havde været tjenestepige i det kierkegaardske hus, vides meget lidt. Kierkegaard nævnte hende aldrig i sine skrifter. Men ifølge sparsomme kilder skulle hun have været en lille kone med et jævnt og lyst sind. Faderen, Michael Pedersen Kierkegaard (1756-1838), var som dreng brudt op fra et fattigt liv på den jyske hede nær Ringkøbing og var som hosekræmmer i København blevet velhavende på salg af uldvarer. Senere etablerede han sig som storkøbmand og boligspekulant og grundlagde den formue, der blev den økonomiske forudsætning for hans yngste søns litterære virksomhed. Det var et ældre ægtepar – faderen var 56 år og moderen 45 år – der fik den sidstfødte,
som skulle blive guldalderens største geni inden for eksistentiel og religiøs tænkning. ”Det er svært at sige, hvad det geniale kom af og næppe muligt at udpege en genial dna-streng. Der var tale om en række lykkelige konstellationer. Kierkegaard arvede formentlig noget af sin munterhed fra moderen. Det er rent gætværk, men jeg tror, at der har været en livsduelighed i hende, som faderen også har været afhængig af. Medvirkende til, at lille Søren Aabye blev til store Kierkegaard, var også faderens tungsind, hans skarpe intellekt og frodige fantasi. Og så ikke at forglemme et skolesystem, der virkelig kunne noget dengang. Man bankede bogstavelig talt viden ind i hovederne på de små poder. Det var forfærdeligt – og forfærdeligt effektivt. Når de gik ud af gymnasiet, kunne de omtrent, hvad kandidater kan i dag. Så Kierkegaard har både haft et lærdomsmæssigt forråd og økonomiske muligheder for at realisere sig som kunstner,” siger Joakim Garff. I sine unge år var Søren Kierkegaard en slags flanør, rigmandssønnen, der gjorde, hvad andre drømte om: gik på restaurant og i teatret,
kørte i karet og boede i dyre lejligheder. ”Men det flanøragtige forsvandt med tiden og blev afløst af peripatetikeren, den omkringvandrende filosof med paraplyen eller spanskrørsstokken under armen. Det ændrede sig altsammen i 1846, hvor han havde sit ødelæggende sammenstød med det satiriske tidsskrift Corsaren, der bragte en serie karikaturer af ham. Da ændrede han sig markant,” siger Joakim Garff. Han peger på, at der er et osmotisk forhold mellem personen Kierkegaard og Kierkegaards værk. ”Private kriser og personlige forhold var han i stand til at omsætte kunstnerisk. På den måde var Kierkegaards filosofi knyttet til hans erfaringsverden og personlige liv. Det er meget afgørende, og det er det, der gør ham så intens at være sammen med. Han har sikkert også haft en særlig karisma og kraft, som mange har været tiltrukket af.” Om barnet Søren ved man fra fætres beskrivelser, at han var ”en forskrækkelig forkjælet og uartig Dreng, der altid hang i sin Moders Skjørter”. Og at ”Søren sad som sædvanlig i en Krog og mulede”.