20 Arv&Testamente
Kristeligt Dagblad Lørdag 23. maj 2015
Der er en lang tradition for dødslejefotografier af børn Det skabte forbavselse, da årets pressefoto 2015 blev et billede af en femårig død pige. Men dødslejefotografiet skriver sig ind i en bredere tradition, som de senere år har gennemgået en renæssance, mener eksperter Af Lasse Ryom Nielsen
2 Allerede for 100 år siden tog man billeder af døde børn. – Foto: Jens Nielsen Kromann, Fanø. Esbjerg Byhistoriske Arkiv.
ryom@k.dk
I en lille træseng ligger femårige Rose omgivet af tøjdyr, blomster og med en rød- og hvidternet dyne over sig. Rose er iført nattøj, der matcher dynebetrækket, hun er bleg i ansigtet, og hendes læber er lilla. Rundt om sengen står fire andre børn og kigger ned til hende. Den ene, en lyshåret pige, løfter Roses ene øjenlåg. Sådan ser årets pressefoto 2015 ud. Et følelsesladet foto og øjeblik med den lille pige, der blev født med et halvt hjerte og døde i 2014 efter flere operationer i hjertet. Fotografiet er et såkaldt dødslejefotografi, der trods navnet er et foto af afdøde. En genre, som ikke er særlig kendt, og som sjældent finder vej til medierne. Ikke desto mindre har dødslejefotografiet eksisteret, lige så længe man har kunnet fotografere og gør det stadigvæk. Efter en periode med en tabuisering af døden i store dele af 1900-tallet er det specielle fotografi så småt blevet mere udbredt igen, mener Jannie Uhre Ejstrud, der har skrevet en ph.d.-afhandling om dødslejefotografiets historie. Hun fortæller, at dødslejefotografiet skriver sig ind i en bredere tradition, der i disse år er på vej tilbage, hvor man mindes de døde ved at gemme alle mulige forskellige genstande, som knytter de efterladte til deres kære. ”Man kan se en tendens til, på kirkegårdene for eksempel, at det at gemme og udstille genstande fra afdøde har været på vej ind igen de senere år. I 1800-tallet lavede man personlige mindebreve, gemte lokker af hår og fremstillede sørgesmykker. Der var nærmest en masseproduktion af sorgudstyr, blandt andet sørgebrevpapir med sorte kanter. Og det er den genstandskultur, dødslejefotografierne skriver sig ind i, hvor man bruger tingene i en form for minde- og sorgbearbejdelse,” siger Jannie Uhre Ejstrud. Den tendens ser også Michael Hviid Jacobsen, der er sociolog på Aalborg Universitet og har forsket i vores forhold til døden. ”I store dele af det 20. århundrede har vi lagt afstand til og forsøgt at fjerne os fra alle traditioner og ritualer omkring døden. Men nu kan man se, at nogle af de traditioner kommer tilbage og nye til for at prøve at skabe en mening med den her død,
2 Billedet af den døde pige Rose blev årets pressefoto i 2015. – Foto: Martin Lehmann.
som vi har så svært ved at forholde os til. Og her kan små ritualer, som for eksempel at tage et billede af afdøde, tænde et lys eller lægge ting ned i kisten være en måde, hvorpå vi gør døden til noget, som er knap så forfærdeligt,” forklarer Michael Hviid Jacobsen. Døden blev stadig mere privat i begyndelsen af 1900-tallet, i takt med at der skete en professionalisering af hospitalsvæsenet, plejen af døende og bedemandserhvervet. I dag er fænomenet særligt udbredt i forhold til døde spædbørn, hvor det er blevet almen praksis på sygehusene, at forældre opfordres til at få taget billeder af deres døde spædbørn. Funktionen er alt-
så den samme som i 1800-tallet, hvor man tog billederne for at have et sidste minde. Til gengæld har dødslejefotografiet ændret sig gradvist, i takt med at teknologi er blevet stadig mere tilgængelig. ”Går man tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede er der en hel del billeder af børn, hvor fotografierne er meget opstillede, og der blev hyret fotografer til at tage billederne. Her var de døde så iført deres fineste tøj, mens deres levende søskende var med på billedet – det ser vi altså ikke længere. I dag er det noget, pårørende selv gør med deres mobiltelefoner eller private kameraer, og derfor er det også min vurdering, at fænomenet stadigvæk er ret udbredt,” siger Michael
Hviid Jacobsen og uddyber: ”Det er svært at sige, hvor udbredt dødslejefotografier er i dag, da der ikke findes nogen dokumentation for det. Men inden for kunsten er vi begyndt at udstille billeder af personer, som er taget før og lige efter, de er døde. Det var ikke noget, man kunne forestille sig at udstille for 20 år siden, så der er en nysgerrighed i forhold til at afsøge grænser i forbindelse med døden,” mener han. Jannie Uhre Ejstrud fortæller, at dødslejefotografiet er blevet mere offentligt end tidligere. Det er nemlig langtfra alle, der vælger at holde deres dødslejebilleder i separate fotoalbums inden for hjemmets fire vægge, som det
var normen i store dele af det 20. århundrede. I dag eksisterer der flere mindesider på internettet, hvor man bliver ført ind i en verden, der er dedikeret til de døde. Mindet. dk, som administreres af Kristeligt Dagblad, er et eksempel på et internetforum, hvor pårørende kan lave små digitale mindemonumenter over deres afdøde i form af mindesider med tekst og billeder. ”Det er blevet udbredt at vise billeder frem på internetmindesider, der på mange måder minder om en sorggruppe. Det kan være en stor hjælp for efterladte at møde ligesindede og på den måde forstå det tab, de har lidt,” forklarer Jannie Uhre Ejstrud. For forældrene til Rose, pigen på årets pressefoto, var det også en del af forklaringen på, at de valgte at lade deres femårige datter fotografere efter hendes død. ”Vi tænkte, at lige om lidt bliver hun lagt i jorden, og så er hun væk. Der tror jeg, det er meget menneskeligt at ville holde fast. Få det allersidste blik og billede af hende. Det er ligesom, når de døde ligger i kapellet, så tager man også hen lige til det sidste for at sige farvel. Og er der nogen grund til det? Ja, det tror jeg, der er. Det handler om, at din
elskede er død, og det skal lande i dig. At vi tog billeder, tror jeg, hjalp os til at forstå, at hun er død. Det passer. Hun er død. Man ser det én gang til for at forstå det,” siger mor til Rose, Birgitte Vestergaard. Fotografiet af Rose er på mange måder enestående, og der vil næppe komme endnu et dødslejefotografi, som får den samme opmærksomhed og eksponering. Alligevel har Jannie Uhre Ejstrud en fornemmelse af, at det specielle fotografi vil blive stadig mere synligt i fremtiden. ”Det baserer sig kun på en mavefornemmelse, men jeg tror, det vil blive mere synligt i fremtiden. Vi tager generelt flere og flere billeder, og det sker impulsivt og sanseligt, når vi gør det. Og så dækker billederne et behov, som mange efterladte har,” siger hun.
DØDSLEJEFOTOGRAFIET 33Traditionen med at fotografere døde har eksisteret, lige så længe man har kunnet fotografere. I begyndelsen tog man billederne, så de mindede om den måde, man portrætterede statsoverhoveder og gejstlige på. I fotografiets barndom blev der tilkaldt en professionel fotograf, når der var anledning til det. Men med opfindelsen af Kodakkameraet i 1888 og rullefilmen året efter begyndte fotografering at blive for alle. Det betød samtidig et skift fra de mere arrangerede og opstillede fotografier til almindelige snapshots. 33I 1980’erne skete der en institutionalisering af dødslejefotografiet, hvor sygehusene rutinemæssigt fotograferer dødfødte og tidligt døde spædbørn. Traditionen begyndte i USA i begyndelsen af 1980’erne. De seneste 30 år har det været standardprocedure på større sygehuse i Danmark, at der tages fotos af døde spædbørn.