Altid lønsom For at sikre at raffinaderiet kan klare sig i et stærkt konkurrencepræget marked, har vi sat os ambitiøse mål inden for området ’Altid lønsom’. Vi har arbejdet kontinuerligt med værdiskabning, vores kommercielle mindset, nye digitale værktøjer, optimering af råmaterialer og vores produktportefølje. Raffinaderibranchen er generelt udfordret af store udsving i marginerne, som udtrykker bruttofortjenesten pr. tønde råolie, der bliver processeret til færdigt produkt. Som følge heraf indeholder fremtidige forudsigelser altid en vis grad af usikkerhed, da prisen for råolie og færdige produkter afhænger af verdensmarkedet. Disse marginudsving påvirker rentabiliteten, og der er flere årsager til disse udsving, herunder hvor mange raffinaderier, der kører og med hvilken kapacitet, udsving i efterspørgsel samt politiske forhold og uro i verden. Som det var tilfældet i 2020, har vores økonomiske resultater i 2021 været påvirket af coronapandemien,
dog er det i højere grad den drastiske stigning i energipriserne, der har haft negativ indflydelse på vores økonomiske resultater. Trods COVID-19 situationen har vi været i stand til at producere de planlagte mængder og kvaliteter, der er blevet efterspurgt af markedet. Det har betydet, at vi i 2021 har opnået et lille positivt resultat, hvilket er tilfredsstillende set i lyset af de udfordrende markedsbetingelser. Trods et udfordrende år er der gjort en god indsats i forhold til at maksimere det økonomiske resultat gennem høj regularitet samt god kontrol med omkostningerne. Disse faktorer kombineret med brugen af ny teknologi og digitale værktøjer betyder, at raffinaderiet har klaret sig tilfredsstillende i et konkurrencepræget marked. Implementering af nye digitale værktøjer gør os i stand til at øge vores effektivitet og fremtidssikre raffinaderiet. Vi arbejder med kontinuerlige forbedringer med henblik på at sikre forenkling og standardisering af vores arbejdsprocesser. Vi tror på, at disse forbedringsinitiativer med sit fokus på læring og samarbejde vil bidrage til øget sikkerhed, pålidelighed og værdiskabning.
“
Jeg arbejdede hjemmefra, da salget til Klesch Group blev offentliggjort. I timerne efter annonceringen havde jeg som FM ansvarlig en række praktiske planlægningsopgaver, og det var først derefter, at der var tid til eftertanke. Her gik tankerne på det positive, der lå i de mange nye muligheder, men samtidig også tristhed i at skulle sige farvel til gode kollegaer og kendte arbejdsprocesser. I tiden frem til overdragelsen har min hverdag været præget af mange ekstraordinære planlægningsopgaver relateret til den nye ejer, herunder rebranding af vores virksomhed.
”
Skjold Henrik Hansen, leder af Facility Management
ALTID LØNSOM / 21