KULTURLIV
13
Margit Enggaard Poulsen
H
old da op! Hvor kom det lige fra? Den oplevelse har Margit Enggaard Poulsen jævnligt, når hun maler. – Der opstår nogle ting, jeg ikke ved hvor kommer fra. Hvor ting hæver sig. Hun fornemmer, at der er noget, der er større end hende selv, og at kunst kan bringe mennesker i kontakt med en åndelig dimension. Den 55-årige billedskaber og galleriejer er da også vokset op med religion som noget, hun både kunne hente inspiration i og måtte tage afstand fra. – Alle de bibelhistorier var meget fantasi-stimulerende. Det var fantastisk, at der var noget uden for det, man kunne se. Men jeg bryder mig ikke om den fordømmende del af det. Som barn af indremissionske forældre måtte Margit Enggaard Poulsen og hendes fire søskende ikke det samme som deres jævnaldrende på Fanø. – Jeg kunne ikke se logikken i, at der skulle være noget galt i at danse eller få et glas vin. Og da jeg kom slæbende med Johnny, ville de have, at jeg skulle vælge mellem dem og ham. Det kunne og ville hun ikke. Hun og Johnny Madsen fik sønnen Rasmus – og med tiden lærte familien at favne forskellighederne. – Johnny var ikke lige enhver svigermors drøm – det kan jeg godt se nu. Men nu respekterer vi hinanden. Det har virkelig været nogle kampe, men jeg har stået ved det, jeg ville, og har fundet mine egne ben i en tro,
som ikke er så restriktiv som den, jeg er opdraget med.
Øen blev for lille I dag lever Margit Enggaard Poulsen og Johnny Madsen ikke længere sammen, og det førte til en midlertidig adskillelse fra Fanø. – Øen blev for lille, da vi blev skilt. Men savnet sad i hende, og efter et par år i Ribe flyttede hun i 2006 tilbage til Fanø, hvor hun kan forvilde sig ud i naturen: – Når man er lokalkendt, kan man altid søge ud, hvor der ikke er et øje. Her finder Margit Enggaard Poulsen landskab og lidenskab til lærredet, der ofte befolkes af løver i overraskende fascination af kupler. – Kunst begynder der, hvor ordene holder op. Jeg har fundet mig til rette i en lidt fri, ekspressiv stil med motiver, der siger mig noget. Jeg er meget optaget af modsætninger. Løven som symbol på livsnyderen, jægeren, alle de basale ting. Og kuplen som symbol på det åndelige. Jeg er nok på mange måder løven, der ligger udenfor og kigger ind. Margit Enggaard Poulsens galleri ligger i Nordby, hvor brostenene stopper. Og hendes malerier er en fortsættelse af hendes liv. Det sætter sig spor i kunsten, og det er netop det personlige, som gør det interessant, mener hun. Derfor går hun meget individuelt til værks i den kunstskole, hun er ved at etablere for ti elever. Artværk hedder det nye initiativ, som for alvor er kommet i gang efter påske takket være 41.000 kroner i lokal aktionsgruppe-støtte – de såkaldte LAG-midler.
Uddannet fra Det Fynske Kunstakademi. Medlem af Septemberudstillingen på Fanø Kunstmuseum i Sønderho og har indrettet kunstskolen Artværk i sit galleri på Hovedgaden 84 i Nordby. Her arrangerer hun Gallyrik – blandt andet med oplæsning af Josefine Klougart 26. april i samarbejde med lærer og forfatter Erik Trigger Olesen. Hun har lige udstillet på Metronomen på Frederiksberg og er f også i gang med at illustrere en digtsamling. Galleri Enggaards indehaver har også atelier under et kirketag i byen Lucca i Toscana og er ved at tegne en cykeltrøje i anledning af VM i cykling i Firenze. Se mere på www.galleri-enggaard.dk.
så når det er abstrakt. Picasso og de andre store kunne deres håndværk, før de slap gækken løs. For Margit Enggaard Poulsen har der ikke været nogen lige vej, og hun vil gerne undgå, at eleverne bare stivner i en efterligning af hendes kunstneriske udtryk: – Hvis det er kopieret, er det ikke frit og nyskabende.
Det store udsyn Flere forløb forventes i 2014 – fra februar til juni og igen fra oktober til december, ligesom der er planlagt en skrivelinje i samarbejde med havnepoeten Erik Trigger Olesen. – Det er meget berigende at blande kunstarterne, siger hun. For Margit Enggaard, der både har en pædagogisk og en kunstfaglig uddannelse, ligger kunstskolen i naturlig forlængelse af mange år som underviser på diverse kurser. Og så har krisen også ramt kunstbranchen, fortæller hun: – Jeg måtte tænke kreativt, og jeg vil gerne være med til at give et løft rent kunstnerisk. Der er mange, der går og roder med noget selv og har brug for hjælp til at komme videre. Det er rart at få noget sparring og få andre øjne på det. Kunstskolen retter sig også mod dem, der søger ind på designskolerne og akademierne. Uanset baggrund og bevæggrund har Margit Enggaard Poulsen fokus på, at det grundliggende skal være i orden – med styr på lys og skygge, farver og perspektiv: – Generelt vil folk mere, end de kan. Man kan simpelt hen se på et maleri, hvis folk ikke kan tegne – og-
Fra eksmanden, der har en bred palet som maler og musiker, og fra sønnen Rasmus med eget band har Margit Enggaard Poulsen måttet indkassere noget drilleri. For der var jo dengang, hun gik på akademiet og skulle lave skitser af køer og var ude at fotografere på næsten hver eneste mark på vejen fra Fanø til Thyborøn. I dag har hun en kreds af kolleger – blandt andre Lis Andersen og Ole Videbæk, Marie Louise Exner og Finn Hjortskov – til at give konstruktiv kritik. – Når man selv står med noget, kan man ikke vurdere det. Hun har fået en ny kæreste – lærer, guitarist og bassist Henrik Nissen fra Esbjerg – og hun har fået en større ro. Men hun elsker stadig at se rigtig langt og fyldes af længsel, når hun skuer ud over vandet. Det kan hun på Fanø, hvor hun finder de store vidder, de særlige farver og de mange ligesindede: – Folk er så aktive. Der er så mange ildsjæle.
Af Annelene Vestergaard Tlf. 7912 4697, ave@jv.dk