forsmædelsen, da døren gik op, og duften af cigaretter krøllede ind fra rygerområdet udenfor, fulgt af en forbløffende, smuk ung mand. Hans udseende var ikke forbløffende, fordi det var exceptionelt – tykt, mørkt hår, hud som te med mælk, harmoniske ansigtstræk, god højde, pæne skuldre. Står man på et hvilket som helst gadehjørne i Wembley længe nok, vil man kunne se en udgave af den type, men måske sjældent en med så privilegeret en udstråling. Nej, det, der var forbløffende, var, hvor kvalmende bekendte mandens træk var. I hendes onkels hus – ikke onkel, fordi de var beslægtede, eller fordi han var en nær ven, men kun på grund af hans vanebundne evige tilstedeværelse i hendes families liv – stod der et fotografi fra 70’erne af et lokalt crickethold, som poserede med et trofæ; det var et fotografi, Isma nogle gange var stoppet op og havde kigget på som barn, mens hun undrede sig over kontrasten mellem de prægtige, stolte drenge og de lidet indtagende midaldrende mænd, de var blevet til. Det var faktisk kun dem, hun kendte som midaldrende mænd, hun lagde mærke til, så hun havde aldrig tænkt synderlig meget over den usmilende mand i crickettøj, der ikke sad særlig godt på ham, indtil hendes farmor en dag stod foran billedet og sagde, “Ingen skam i livet!” og prikkede med en finger på den unge mand. “Nå ja, det nye parlamentsmedlem,” sagde onklen, som kom hen for at se, hvad der havde udløst en så ukarakteristisk galde. “Vi manglede en spiller i finalen, og ham her, livsglædens apostel, besøgte sin fætter, vores keeper, så vi sagde, okay, du spiller for vores hold, og lånte ham vores skadede spillers uniform. Hele kampen lavede han ikke andet end at fumle, og så endte han med at stå med trofæet på det officielle fotografi, der kom i lokalavisen. Vi ville bare være høflige, da vi tilbød ham det, fordi han var en outsider, og det var kun, fordi vi var sikre på, at han ville have pli nok til at takke nej og sige, at kaptajnen – det var mig – selvfølgelig skulle stå med det. Vi burde have vidst, at han ville blive politiker. Jeg vil vædde tyve pund på, at han har det indrammet på væggen og fortæller alle, at han var kampens spiller.” 21
Vores elskede.indd 21
10/04/18 12.41