Page 1

Forfatterfoto: Zain Mustafa

ISMA ER FRI . . .

Efter morens død har hun taget hånd om sine tvillingesøskende, og nu hvor de er voksne, kan hun endelig rejse til USA for at genoptage sine studier. Men hun kan ikke helt slippe Aneeka, sin smukke og egenrådige søster hjemme i London, eller sin blide og kunstneriske bror Parvaiz, der er rejst ud i verden for at følge sin egen drøm. Og så dukker Eamonn op i søstrenes liv. Som søn af den britiske indenrigsminister er der store forventninger til ham, og begge familier vikles nu ind i et magtspil, som får uoverskuelige konsekvenser.

KAM I L A SHAMSI E er født og opvokset i Karachi og er i dag bosat i London. Hun er forfatter til syv romaner, hvoraf to er udkommet på dansk, Brændte skygger i 2009 og Kort over vejen hjem i 2011. Hun blev i 2017 nomineret til den prestigefyldte Man Bookerpris, og i 2018 til The Women’s Prize for Fiction for romanen Vores elskede.

" SORG BREDTE SINE VINGER UD,

store som en ørns, sorg krøb sammen som et pindsvin, sorg krævede selskab, sorg krævede ensomhed, sorg ville huske, sorg ville glemme, sorg rasede, sorg klynkede, sorg smagte som sult, føltes som følelsesløshed, lød som stilhed, lød som al støj i verden. Sorg kunne fanges som en spejling i en tvillings øje. Sorg var det, man skyldte de døde for den nødvendige forbrydelse, det var at leve videre uden dem." Uddrag fra bogen

En højaktuel roman om at sætte alt på spil for det man tror på, og for den man elsker. En roman om race og rødder, om forbindelser og forhold – til en sag, et land, en elsket, en familie – fortalt gennem fem fascinerende synsvinkler.

" Genial ... en af dette århundredes mest mindeværdige romanslutninger."

NEW YORK TIMES

" Gribende og tankevækkende roman, der spurter mod sit klimaks."

PEOPLE MAGAZINE

" Intens og elegant beskrivelse af fortvivlende

sammenstød mellem samfund og familie i et moderne samfund." THE GUARDIAN

POLITIKENSFORLAG.DK

ISBN 978-87-400-4461-4


VORES ELSKEDE

Vores elskede.indd 1

10/04/18 12.41


KAMILA SHAMSIE

VORES ELSKEDE

PÃ¥ dansk ved Steffen Rayburn-Maarup

PO L IT IK E NS F ORLAG

Vores elskede.indd 3

10/04/18 12.41


Til Gillian Slovo

Vores elskede.indd 5

10/04/18 12.41


Vores elskede ... er fjender af staten. – A n t i g o n e , Sofokles

Vores elskede.indd 7

10/04/18 12.41


ISMA

Vores elskede.indd 9

10/04/18 12.41


1

Isma ville ikke nå sit fly. Billetten kunne ikke refunderes, fordi luftfartselskabet ikke påtog sig noget ansvar for passagerer, der ankom til lufthavnen tre timer før afgang, og hun blev eskorteret til et afhøringslokale. Hun havde forventet afhøringen, men ikke de timers ventetid, der gik forud for den, og heller ikke, at det ville være så ydmygende at få inspiceret indholdet af sin kuffert. Hun havde sørget for ikke at pakke noget, der ville indbyde til kommentarer eller spørgsmål – ingen koran, ingen familiebilleder, ingen bøger om hendes akademiske interesseområder – men ikke desto mindre tog politikvinden fat i samtlige hendes klædningsstykker og trak dem mellem tommel- og pegefinger, ikke fordi hun søgte efter skjulte lommer, hun bedømte simpelthen materialets kvalitet. Endelig rakte hun ud efter den designerdunjakke, Isma havde foldet over en stoleryg, da hun kom ind, og holdt den op i begge skuldre. “Det er ikke din,” sagde hun, og Isma var sikker på, at hun ikke mente for den er mindst én størrelse for stor, men snarere den er for pæn til sådan en som dig. “Jeg har arbejdet i et renseri. Hende, der kom ind med den, sagde, at hun ikke ville have den, fordi vi ikke kunne fjerne pletten.” Hun pegede på fedtpletten på lommen. “Vidste din chef, at du tog den?” “Det var mig, der var chefen.” “Du var chef på et renseri, og nu er du ved at tage en ph.d i sociologi i Amherst, Massachusetts?” 11

Vores elskede.indd 11

10/04/18 12.41


“Ja.” “Og hvordan er det gået til?” “Mine to søskende og jeg blev forældreløse, lige efter jeg blev færdig på universitetet. De var tolv år – tvillinger. Jeg tog det første det bedste job, jeg kunne finde. Nu er de voksne, og jeg kan komme videre med mit eget liv igen. ” “Dit eget liv ... i Amherst, Massachusetts.” “Jeg mente mit akademiske liv. Min gamle underviser på London School of Economics underviser i Amherst nu, på universitetet der. Hun hedder Hira Shah. Du kan ringe til hende. Jeg skal bo hos hende i starten, indtil jeg finder mit eget sted.” “I Amherst.” “Nej. Det ved jeg ikke. Undskyld, mener du hendes lejlighed eller finde min egen? Hun bor i Northampton – det er tæt på Amherst. Jeg har tænkt mig at lede i det område for at finde det, der passer mig bedst. Så måske bliver det Amherst og måske ikke. Der er nogle udlejningslister på min telefon. Som du har.” Hun standsede sig selv. Politikvinden gjorde, hvad hun før var stødt på hos sikkerhedspersonale – forholdt sig tavs, når man besvarede deres spørgsmål direkte, hvilket fik én til at tro, at man skulle sige mere. Og jo mere man sagde, des skyldigere lød man. Kvinden smed jakken ned oveni bunken af tøj og sko og bad Isma vente. Det var et stykke tid siden. Flyet blev boardet nu. Isma kiggede hen på kufferten. Hun havde pakket den igen, da kvinden gik ud af rummet, og brugt tiden siden da på at være bekymret om, hvorvidt det var en lovovertrædelse at gøre det uden tilladelse. Skulle hun tømme kufferten ud i en rodebunke, eller ville det bare gøre det værre? Hun rejste sig, lynede kufferten op og vippede låget til side, så dens indhold var synligt. En mand trådte ind på kontoret med hendes pas, hendes bærbare computer og telefon. Hun tillod sig at håbe, men han satte sig ned, 12

Vores elskede.indd 12

10/04/18 12.41


gjorde tegn til, at hun skulle gøre det samme, og stillede en diktafon mellem dem. “Opfatter du dig selv som britisk?” sagde manden. “Jeg er britisk.” “Men opfatter du dig som britisk?” “Jeg har boet her hele mit liv.” Hun mente ikke, at der var noget andet land, hun kunne føle sig som en del af, men ordene kom til at lyde undvigende. Afhøringen fortsatte i næsten to timer. Han ville høre hendes mening om shiaer, homoseksuelle, dronningen, demokrati, Den store bagedyst, invasionen af Irak, Israel generelt, selvmordsbombere, datingsider. Efter den tidlige smutter om hendes britiskhed fandt hun sig til rette i den form, hun havde øvet med Aneeka, der havde påtaget sig rollen som udspørgeren, mens Isma svarede høfligt forekommende, som om Aneeka var en kunde med tvivlsomme politiske holdninger, hvis ordre hun ikke ville gå glip af ved at give udtryk for stik modsatte meninger, men som hun heller ikke så nogen grund til at lyve over for. (“Når folk taler om fjendskabet mellem shiaer og sunnier, drejer det som regel om en ubalance i den politiske magt, som i Irak eller Syrien – som brite skelner jeg ikke mellem den ene eller den anden slags muslim.” “Når man besætter andres territorier, skaber det generelt flere problemer, end det løser” – det svar gjaldt for både Irak og Israel. “Det er syndigt at slå civile ihjel – det gælder i lige høj grad, hvis man slår ihjel med en selvmordsbombe eller med luftbombardementer eller droneangreb.”) Der var lange intervaller af tavshed mellem svarene og det næste spørgsmål, mens manden klikkede taster på hendes computer og undersøgte hendes browserhistorik. Han vidste nu, at hun var interesseret i en kendt rea­ lityskuespillers ægteskabelige status; at selv om hun gik med hijab, forhindrede det hende ikke i at købe dyre produkter til at tæmme sit krusede hår; at hun havde googlet “hvordan man samtaler med amerikanere”. 13

Vores elskede.indd 13

10/04/18 12.41


“Du behøver jo ikke at være så føjelig med det hele,”havde Anee­ka sagt under rollespillet. Hendes søster, endnu ikke fyldt nitten, med sin jurastuderende hjerne, som vidste alt om sine rettigheder og intet om skrøbeligheden af sin plads i verden. “Hvis de for eksempel spørger dig om dronningen, siger du bare: ‘Som asiat må jeg beundre hendes farvepalet.’ Det er vigtigt at udvise i det mindste en lille smule foragt for hele processen.” I stedet havde Isma svaret: “Jeg er fuld af beundring for Hendes Majestæts engagement i sin rolle.” Men hun havde fundet trøst i at høre sin søsters alternative svar i hovedet, hendes triumferende Ha!, når politimanden stillede et spørgsmål, hun havde forudset, og som Isma havde affejet, som det med Den store bagedyst. Nå, hvis de ikke lod hende gå om bord på det her fly – eller et efter det – ville hun tage hjem til Aneeka, hvilket var, hvad halvdelen af hendes hjerte vidste, at hun under alle omstændigheder burde gøre. Hvor meget af Aneekas hjerte der ønskede det, var et vanskeligt spørgsmål at besvare – hun havde holdt stejlt på, at Isma ikke skulle ændre sine USA-planer, og om det var uselviskhed eller et ønske om at få lov at være i fred, var noget, hun ikke engang selv lod til at vide. Et glimt i Ismas hjerne signalerede en Parvaiz-tanke, der forsøgte at komme op til overfladen, men den blev overmandet af beslutningen om aldrig nogensinde at tænke på ham igen. Til sidst gik døren op igen, og politikvinden trådte ind. Måske var det hende, der skulle stille familiespørgsmålene – dem, der var sværest at besvare, de mest forstemmende i øvesessionen sig med Aneeka. “Det beklager jeg,” sagde kvinden uden overbevisning. “Jeg skulle vente på, at de stod op i USA, så de kunne bekræfte nogle detaljer om dit studievisum. Det så fint ud. Værsgo.” Hun overrakte et stift rektangel af papir til Isma med en mine af storsind. Det var boardingkortet til det fly, som allerede var fløjet. Isma rejste sig op, usikker, fordi hendes fødder sov, og hun havde været bange for at ryste det af sig i tilfælde af, at hun skulle komme til at sparke manden over for sig. Mens hun trak sin kuffert ud, takkede 14

Vores elskede.indd 14

10/04/18 12.41


hun kvinden, hvis fingeraftryk var på hendes undertøj, uden at lade så meget som en antydning af sarkasme komme ind i sin stemme. * Kulden bed i hvert et stykke blottet hud, før den skar sig igennem lagene af tøj. Isma åbnede munden, lagde hovedet tilbage og indåndede den læbelammende, tandpinende luft. Skorpet sne lå overalt og funklede i lysene fra terminalen. Hun lod sin kuffert stå hos dr. Hira Shah, som havde kørt to timer tværs over Massachusetts for at hente hende i Logan-lufthavnen, gik hen til en snedrive i udkanten af parkeringspladsen, tog handskerne af og stak fingerspidserne ned i den. Først gjorde den modstand, men så gav den efter, og hendes fingre borede sig ned i de blødere lag neden under skorpen. Hun slikkede sne ad håndfladen og lindrede tørheden i sin mund. Kvinden i kundeservice i Heathrow – en muslim – havde fundet en plads på det næste fly, uden ekstragebyr; hun havde tilbragt hele rejsen med at bekymre sig om den afhøring, der ventede hende i Boston, sikker på, at de ville holde hende tilbage eller sætte hende på et fly tilbage til London. Men immigrationsbetjenten havde kun spurgt, hvor hun skulle studere, og sagt noget, hun ikke havde forstået om universitetets basketballhold, mens hun forsøgte at se interesseret ud, og så havde han vinket hende igennem. Og da hun gik ud fra ankomsthallen, stod dr. Shah der, mentor og redningskvinde, uforandret siden Ismas bachelordage bortset fra et par sølvstriber i det kortklippede mørke hår. Isma så hende løfte en hånd til velkomst og forstod, hvordan det måtte have føltes i en anden æra at træde ud på dækket og se Frihedsgudindens løftede arm og vide, at man havde klaret den, at det nok skulle gå alt sammen. Mens der endnu var lidt følelse i hendes handskeløse hænder, tastede hun en besked på sin telefon: Vel ankommet. Gennem sikkerhedskontrollen – ingen problemer. Dr. Shah her. Hvordan går det hos dig?

15

Vores elskede.indd 15

10/04/18 12.41


Hendes søster skrev tilbage: Fint. Nu hvor jeg ved, de slap dig igennem, kan tante Naseem holde op med at bede, og jeg kan sætte mig ned og slappe af. Fint? Hold op med at tænke på mig. Gå ud og lev dit liv nu – det vil jeg have.

Parkeringspladsen med store, selvsikre køretøjer; de brede boulevarder bagved; lysene, der glimtede overalt, deres lysstyrke gentaget af spejlende overflader af glas og sne. Her var der bravade og vished og – på denne nytårsdag i 2015 – et løfte om nye begyndelser. * Isma vågnede i lys og så to skikkelser forlade himlen og falde ned imod hende, prægtige farver bølgede over deres hoveder. Da Hira Shah havde kørt hende hen for at se denne atelierlejlighed, morgenen efter at hun var ankommet til USA, havde udlejeren gjort en dyd ud af ovenlysvinduet, som opvejede det fugtige indbyggede skab, og lovet hende kometer og måneformørkelser. Mens erindringen om afhøringen i Heathrow stadig rystede hendes nervesystem, havde hun kun kunnet tænke på overvågningssatellitter, der hvirvlede over himlen, og havde afvist lejligheden. Men efter dagens gennemsyn havde det stået klart, at hun ikke havde råd til noget bedre uden at skulle finde sig i en bofælle. Nu, omkring ti uger senere, kunne hun strække sig i sengen og se uden at blive set. Hvor langsomt faldskærmsudspringerne lod til at bevæge sig, med et spor af guld og rødt efter sig. I næsten hele menneskehedens historie ville skikkelser, der kom ned fra himlen, have været engle eller guder eller dæmoner – eller Ikaros, der styrtede ned, og hans far, Daidalos, der fulgte efter, men for langsomt til at gribe den selvoptagede dreng. Hvordan ville det have føltes at bo i en verden med fælles menneskelig erfaring – alles blikke vendt mod himlen på udkig efter, at noget mytisk landede? Hun tog et billede af faldskærmsudspringerne og sendte det til Anee­ 16

Vores elskede.indd 16

10/04/18 12.41


ka med teksten Skal vi prøve det en dag? og trådte så ud af sengen, mens hun spekulerede på, om foråret var kommet tidligt, eller om det bare var en kortvarig mildnen . Temperaturen var i nattens løb eksploderet og havde lavet sneen om til en flod. Hun havde hørt vandet, da hun vågnede til daggrysbønnen, mens det strømmede ned over gadens lette hældning. Det havde været en vinter med snestorme, flere end vanligt, havde hun fået at vide, og mens hun klædte sig på, forestillede hun sig, at folk forlod deres hjem og fandt tabte genstande på pletter af jord, de nu kunne se for første gang i månedsvis – en handske, nøgler, penne og småmønter. Sneens vægt havde trykket velkendtheden ud af tingene, så handsken placeret ved siden af sin tidligere makker nu lignede en fjern slægtning. Og hvad gør man så? Smider begge handsker ud eller går med et umage par for at fejre genforeningens mirakel? Hun foldede sit nattøj sammen og lagde det under hovedpuden, glattede dynen. Så sig om i sin lejligheds rene, enkle linjer – enkeltseng, skrivebord og skrivebordsstol, kommode. Som de fleste morgener følte hun det dybe velbehag af hverdag destilleret til det basale: bøger, gåtur, rum, hvor hun kunne tænke og arbejde. Da hun skubbede den tunge dør til det toetagers skalmurede hus op, var morgenluften for første gang befriet for sin hundredbladede kniv. Tøvejret havde gjort gaderne og fortovene bredere, og hun følte sig – hvad var ordet? – uhæmmet! da hun begyndte at gå, i et tempo, der ikke bekymrede sig om at falde på is. Forbi toetagers huse fra kolonitiden, forbi biler, der annoncerede alle deres politiske holdninger med klistermærker, forbi vintagetøj, forbi antikviteter og yogaskilte. Hun drejede ind på Main Street, hvor rådhuset med sine uforklarlige romanske tårne med skydeskår gav panoramaet et skær af munterhed. Hun gik ind på sin yndlingscafé og med et krus i hånden ned ad trappen til kælderen, der var tapetseret med bøger – en hule af varmt lampelys, slidte lænestole og stærk kaffe. Hun slog på et par taster på tastaturet for at vække sin bærbare, registrerede knap nok det velkend17

Vores elskede.indd 17

10/04/18 12.41


te skrivebordsbillede af sin mor som ung kvinde i 1980’erne med stort hår og fede øreringe, som plantede et kys på Ismas babyisse. Som en del af morgenrutinen åbnede hun Skypevinduet for at tjekke, om hendes søster var online. Det var hun ikke, og Isma skulle lige til at klikke ud, da et nyt navn kom til syne på kontaktlisten. Parvaiz Pasha. Isma løftede hænderne fra tastaturet, lagde dem på hver sin side af det og kiggede på sin brors navn. Hun havde ikke set det siden den dag i december, hvor han havde ringet og fortalt dem om den beslutning, han havde truffet uden nogen tanke for, hvad det ville betyde for hans søstre. Nu ville han kigge på hendes navn, og det grønne flueben ud for det ville fortælle ham, at hun kunne chatte. Skypevinduet var placeret, så hendes mors læber rørte det. Zainab Pashas slanke, skarpe træk havde sprunget Isma over og var gået i arv til tvillingerne, som lo med deres mors mund og smilede med deres mors øjne. Isma klikkede, så Skypevinduet fyldte hele skærmen, lagde håndfladerne mod halsen og mærkede sit hjertes reaktion på synet af hans navn i det brusende blod gennem sine årer. Sekunderne gik, og der kom intet fra ham. Hun blev ved med at betragte skærmen, som hun vidste, at han betragtede sin, begge af samme grund: De ventede på Aneeka. Et par uger før i Hira Shahs ejerlejlighed havde en sær musik skåret sig gennem lyden af Hira, der snittede kartofler – en fløjtende, skinger vibration. Isma og Hira tjekkede telefoner og højttalere, lagde ører mod vægge og gulvbrædder, trådte ud i gangen, åbnede skabe, gik ind i tomme rum, og stadig blev den ved, med yndig sælsomhed, umulig at genkende som et instrument, som en stemme eller et fuglefløjt. En nabo kom forbi på jagt efter kilden til lyden. “Spøgelser,” sagde han med et glimt i øjet, før han gik. Isma havde leet, men Hira trak skuldrene til sig og rakte ud for at berøre det onde øje, der hang på hendes væg, og som Isma altid var gået ud fra, bare var til pynt. Musikken fortsatte, kom alle steder og ingen steder fra, fulgte dem, 18

Vores elskede.indd 18

10/04/18 12.41


når de bevægede sig gennem lejligheden. Med et fast greb om sin kniv hviskede Hira noget, der viste sig at være fadervor – hun havde gået på klosterskole i Kashmir. Endelig sagde den ekstremt rationelle, knivskarpe dr. Shah, at de skulle gå ud at spise trods det ubehagelige haglvejr. Måske ville lyden være væk, når de kom hjem. Isma var gået op på badeværelset for at vaske snavset af de skjulte krinkelkroge i hænderne. Mens hun stod ved vasken og kiggede ud ad vinduet ved siden af, så hun kilden til musikken. Hun løb ned, greb Hiras arm og trak hende med ud ad bagdøren, mens de dukkede sig for haglen. Hele vejen langs murstensbygningen hang istapper på række fra tagskægget, tredive centimer lange og mere. På disse slagsværd regnede haglkugler ned og skabte musik. Akustikken af is på is, umulig at forestille sig, før man oplevede det. Så havde en fysisk smerte ramt hende og tvunget hende i knæ. Hira var trådt hen imod hende, men Isma holdt en hånd i vejret, lagde sig i sneen og lod smerten plumre gennem sig, mens haglen og istapperne fortsatte deres næsten syntetisk klingende symfoni. Parvaiz, en dreng, der aldrig var uden sine hovedtelefoner og en mikrofon, ville have ligget herude, så længe sangen stod på, mens den våde sne sivede gennem hans tøj, og de dumpe hagl slog ned på ham, ligeglad med alt andet end at fastholde noget hidtil uhørt, med øjne, der var tågede af velbehag. Det havde været den eneste gang, hun virkelig, oprigtigt savnede sin bror, uden at adjektiver som ‘utaknemmelig’ og ‘egoistisk’ skar sig gennem følelsen af tab. Nu så hun på hans navn på skærmen, og hendes mund formede en bøn om, at Aneeka ikke skulle logge på, mens adjektiverne hobede sig op i hendes tanker. Aneeka måtte lære at tænke på ham som tabt for evigt. Det var muligt at gøre med en, man elskede, havde Isma tidligt erfaret. Men man kunne kun lære det, hvis der var et komplet tomrum, hvor den anden person havde været. Hans navn forsvandt fra skærmen. Hun rørte ved sin skulder, hvor musklerne var knuder under huden. Hun trykkede let på den og 19

Vores elskede.indd 19

10/04/18 12.41


vidste, hvordan det var at være uden familie; kun ens egne hænder til at pleje sine smerter. “Vi vil jo være i kontakt hele tiden,” havde hun og Aneeka sagt til hinanden i ugerne, før hun tog af sted. Men selv moderne teknologi tillod ikke fysisk kontakt, og uden den havde hun og søsteren mistet noget vitalt i deres måde at være sammen på. Berøring var, hvor det var begyndt med dem – som spædbarn blev Aneeka badet og skiftet og madet og vugget i søvn af sin farmor og sin niårige søster, mens det var Parvaiz, den svagere, mere skrantende tvilling, som diede ved sin mors bryst (hun havde kun mælk nok til én) og græd, medmindre det var hans mor, der tog sig af ham. Da tvillingerne blev ældre og skabte deres eget hermetiske univers, blev der mindre og mindre, Aneeka havde brug for fra Isma, men alligevel forblev deres vante fysisk nærhed – Parvaiz var den, Aneeka talte med om sin sorger og bekymringer, men det var Isma, hun kom til for at få et kram eller en hånd over ryggen, eller en krop at putte sig ind til på sofaen. Og når universets byrde syntes for stor for Isma at bære – især i de første dage, efter deres farmor og mor begge døde i løbet af et år, så Isma måtte være forælder og tage sig af to sørgende tolvårige – var det Aneeka, der lagde hænderne på sin søsters skuldre og masserede pinen væk. Isma klikkede med tungen i protest mod sin selvmedlidenhed, fandt den opgave frem, hun var ved at skrive, og vendte tilbage til arbejdets fristed. * Midt på eftermiddagen havde temperaturen passeret 50 F, hvilket lød og føltes langt varmere end 11° C, og et anfald af forårskådhed havde stort set tømt caféens kælder. Isma vippede sit efterfrokostkrus kaffe over mod sig, stak en fingerspids ned i væsken og overvejede, hvor stor en faux pas det ville være at bede om at få det opvarmet i mikrobølgeovnen. Hun havde lige besluttet, at hun ville risikere 20

Vores elskede.indd 20

10/04/18 12.41


forsmædelsen, da døren gik op, og duften af cigaretter krøllede ind fra rygerområdet udenfor, fulgt af en forbløffende, smuk ung mand. Hans udseende var ikke forbløffende, fordi det var exceptionelt – tykt, mørkt hår, hud som te med mælk, harmoniske ansigtstræk, god højde, pæne skuldre. Står man på et hvilket som helst gadehjørne i Wembley længe nok, vil man kunne se en udgave af den type, men måske sjældent en med så privilegeret en udstråling. Nej, det, der var forbløffende, var, hvor kvalmende bekendte mandens træk var. I hendes onkels hus – ikke onkel, fordi de var beslægtede, eller fordi han var en nær ven, men kun på grund af hans vanebundne evige tilstedeværelse i hendes families liv – stod der et fotografi fra 70’erne af et lokalt crickethold, som poserede med et trofæ; det var et fotografi, Isma nogle gange var stoppet op og havde kigget på som barn, mens hun undrede sig over kontrasten mellem de prægtige, stolte drenge og de lidet indtagende midaldrende mænd, de var blevet til. Det var faktisk kun dem, hun kendte som midaldrende mænd, hun lagde mærke til, så hun havde aldrig tænkt synderlig meget over den usmilende mand i crickettøj, der ikke sad særlig godt på ham, indtil hendes farmor en dag stod foran billedet og sagde, “Ingen skam i livet!” og prikkede med en finger på den unge mand. “Nå ja, det nye parlamentsmedlem,” sagde onklen, som kom hen for at se, hvad der havde udløst en så ukarakteristisk galde. “Vi manglede en spiller i finalen, og ham her, livsglædens apostel, besøgte sin fætter, vores keeper, så vi sagde, okay, du spiller for vores hold, og lånte ham vores skadede spillers uniform. Hele kampen lavede han ikke andet end at fumle, og så endte han med at stå med trofæet på det officielle fotografi, der kom i lokalavisen. Vi ville bare være høflige, da vi tilbød ham det, fordi han var en outsider, og det var kun, fordi vi var sikre på, at han ville have pli nok til at takke nej og sige, at kaptajnen – det var mig – selvfølgelig skulle stå med det. Vi burde have vidst, at han ville blive politiker. Jeg vil vædde tyve pund på, at han har det indrammet på væggen og fortæller alle, at han var kampens spiller.” 21

Vores elskede.indd 21

10/04/18 12.41


Senere den dag hørte Isma sin farmor tale med sin bedste ven og nabo, tante Naseem, og erfarede den virkelige grund til udbruddet ‘Ingen skam i livet!’ Det handlede ikke om den gravalvorliges karrierevalg, men om en grusomhed, han for nylig havde tilføjet deres familie, selv om det ville have været så let for ham at handle anderledes. I årene efter havde hun holdt nøje øje med ham – den eneste på billedet, der voksede op og blev slank og skarp, altid med større og flottere trofæer i kikkerten. Og nu var han her, gik hen over caféens gulv, ikke den både hadede og beundrede skikkelse, han var blevet, men en lidt ældre version af den dreng, han havde været, da han poserede med cricketholdet, nu med mere uglet hår og et mere åbent udtryk. Det måtte være sønnen. Hun havde set et foto, som han også var med på, men han havde dukket sig, så det uglede hår skjulte hans ansigtstræk – dengang havde hun spekuleret på, om det var bevidst. Eamonn, det var det, han hed. Hvor havde de grinet i Wembley, dengang avisartiklen, som ledsagede familiebilledet, afslørede den detalje, en irsk stavemåde for at forklæde et muslimsk navn – Ayman blev til Eamonn, så folk kunne se, at faren var integreret. (Hans irsk-amerikanske hustru blev opfattet som endnu et tegn på dette integrationsblændværk frem for en forklaring på sønnens navn.) Sønnen stod nu ved disken, i blå jeans og olivengrøn dunjakke, og ventede. Hun rejste sig med kruset i hånden og gik over til ham. “De åbner kun den her disk, når der er fyldt.” “Tak. Det var pænt af dig at fortælle mig det. Hvor kan ...?” Hans vokaler var skamløst overklasse, hvor hun havde forventet hans fars mere klasseslørende londonaccent. “Ovenpå. Nu skal jeg vise dig det. Jeg mener, jeg tror godt, du forstår ordet ‘ovenpå’. Jeg skulle have sagt, jeg er selv på vej derop. Min kaffe er blevet kold.” Hvorfor så mange ord? Han tog kruset fra hende med uventet fortrolighed. “Tillad mig. Og tak fordi du reddede mig fra at blive ham englænderen, der stod 22

Vores elskede.indd 22

10/04/18 12.41


ved disken i evighed. Som jeg indrømmer, man godt kunne forveksle med ham englænderen, der fór vild på vej ovenpå.” “Jeg vil bare have det varmet.” “Så gerne.” Han snusede til krusets indhold, endnu en fortrolig handling. “Det dufter fantastisk. Hvad er det? Jeg ville ikke kunne kende forskel på etiopisk og colombiansk, om så ...” Han stoppede. “Den sætning ved ikke, hvordan den skal fortsætte.” “Det er nok meget godt. Det er husets bryg.” Hun stod et øjeblik og så ham gå op ad trappen, der var flankeret af potter med bregner på den ene side og en væg med malede bregner på den anden. Da han skævede ned til hende og mimede “ikke faret vild endnu”, lod hun, som om hun var faldet i staver, og gik tilbage til sit lille bord i alkoven og vinklede kroppen, så hendes skygge holdt sollyset fra hendes computerskærm. Hun lod fingrene glide over træbordpladen, dens knuder, dens brændemærker. Gæt hvem, begyndte hun at skrive på sin telefon, men stoppede så og slettede det. Hun kunne alt for let forestille sig tonen af Aneekas svar: Argh! ville hun sige eller Hvorfor talte du overhovedet til ham? Han kom ikke tilbage. Hun forestillede sig, at han havde set en kort kø ved disken og med et skuldertræk stillet hendes krus fra sig, før han gik ud af udgangen ovenpå; hun følte sig både retfærdigt behandlet og skuffet. Hun gik op for at købe sig en kop kaffe til og fik at vide, at kaffemaskinen var gået i stykker, så hun måtte nøjes med varmt vand og en tepose, der lækkede farve ud i det. Da hun kom ned igen, så hun et krus frisk kaffe på sit bord og en mand, der havde slået sig ned i stolen ved siden af med benene slynget over armlænet, mens han læste en bog af form som hullet i hylden med bøger over hans hoved. “Hvad er det?” spurgte han og kiggede på tekoppen, som hun satte på et ledigt bord. Han undersøgte mærkatet for enden af teposen. “Rubinrød. De lader ikke engang, som om det er en smag.” Hun holdt kruset op som tak. Kaffen var ikke så varm, som den 23

Vores elskede.indd 23

10/04/18 12.41


kunne være, men han havde sikkert skullet bære den et stykke vej – “Hvad skylder jeg dig?” “Fem minutters selskab. Det var så længe, jeg stod i kø. Men først når du er færdig med dét, du er i gang med.” “Det kan godt tage noget tid.” “Godt. Så får jeg tid til at indhente noget meget vigtig læsning om ...” Han lukkede bogen og kiggede på dens forside. “De samlede Hellige Skrifter om Kvinders Mysterier. Feministisk Hekseri, Gudinderitualer, Trylleformularer og Andre Kvindelige Kunster.” En af de studerende kiggede op og gloede på ham. Isma smed computeren ned i sin rygsæk og tømte kruset. “Du kan gå med mig hen til supermarkedet.” * På den korte tur til supermarkedet erfarede hun, at han havde sagt sit job op hos et managementfirma og holdt en pause for at leve livet uden for kontorets vægge – hvilket inkluderede et besøg hos sine morforældre i Amherst, en by, han elskede for sine minder om barndommens sommerferier. Mens hun forsøgte at vælge mellem flere varianter af uoverbevisende tomater til aftenens pastasauce, vandrede Eamonn væk og kom tilbage med en dåse blommetomater og grønt til den salat, hun ikke havde tænkt sig at lave. “Rucola,” sagde han og rullede overdrevet på r’et. “Halvvejs mellem en latinamerikansk dans og en vortecreme.” Hun kunne ikke afgøre, om han forsøgte at imponere hende, eller om han var typen, der var forelsket i sin egen charme. Da hun var færdig med at lægge varerne i rygsækken, løftede han den op fra kassen, anbragte den ene rem over skulderen og sagde, at han godt kunne lide sådan at føle sig som en skoledreng; ville hun have meget imod, at han bar den lidt? Hun tænkte, at han demonstrativt viste de slebne manerer, der gik for at være dyd hos folk som ham, men da 24

Vores elskede.indd 24

10/04/18 12.41


hun sagde, at der ikke var nogen grund til ridderlighed, sagde han, at det her var lige det modsatte af ridderlighed, at belemre en kvinde med sit selskab, bare fordi man følte sig ensom, og en londonaccent var den bedst mulige modgift. Så de fortsatte sammen hen mod den nærliggende skov, fordi vejret var så smukt. Han foreslog, at de gik en omvej via Main Street (han sagde navnet let nedladende, som en, der for nylig er ankommet fra en storby), så de kom forbi en friluftsforretning, og på ikke meget længere tid end det tog hende at gå over gaden og hæve tyve dollars fra en pengeautomat, var han ude igen iført dyre vandresko, og rygsækken var tungere end før. Skoven var pløret, men lyset, der stak igennem de krogede grene, var en nydelse, og floden, som svulmede af smeltevand, brølede. De slog kraverne op imod grenenes dråber; han var ikke for fin til at vræle op, når store, kolde dråber ramte ham på hovedet, og kommenterede hendes uldne turbans stilfulde beskyttelse og kaldte hende Greta Garbo. Af og til hørte de et flump!, når et stykke løsnet sne landede på jorden, men det føltes sikkert nok at gå videre. Deres snak var overfladisk – vejret, fremmede menneskers overvenlighed i USA, yndlingsbusruter i London (som allermest afslørede deres livs distinkte geografi) – men alligevel var hans engelske humor og hans kulturelle referencer en større fornøjelse, end hun havde forventet. Smalltalk faldt ham mere naturligt end hende, men han sørgede for ikke at dominere samtalen – lyttede med interesse til selv hendes mest banale betragtninger og stillede opfølgende spørgsmål i stedet for at bruge hendes ord som afsæt for egne monologer som de fleste mænd, hun kendte. Nogen har opdraget ham, som jeg forsøgte at opdrage Parvaiz, kunne hun ikke lade være med at tænke. Ved en af flodens roligere strækninger rakte et væltet træ mindst fem meter ud over vandet. Isma gik over det med armene ud til siden for at holde balancen, mens han blev tilbage og udstødte lyde, der var halvt ængstelige, halvt beundrende, og meget rare. Himlen var dybt blå, vandet strømmede som blod, der forlader et hjerte, og en flot ung 25

Vores elskede.indd 25

10/04/18 12.41


mand fra en verden, som lå meget fjernt fra hendes egen, ventede på, at hun skulle gå tilbage til ham. Hun indåndede øjeblikket, forsøgte at fange sit spejlbillede i vandet, men det var for hurtigt, slet ikke som det langsomme vand, hun var vant til. Hun kom fra en by med kanaler på kryds og tværs: Det havde været hendes tidlige ungdoms åbenbaring, mens hendes skolekammerater kastede sig over andre opdagelser, som generede mere end tiltalte hende. I Alperton, tre kilometer fra hendes gamle hjem, havde hun kunnet gå ned til rolige kanalalléer, der var ubefolkede sammenlignet med de gader spækket med støj, som hun måtte igennem for at komme dertil. Hun vidste, at hendes mor og farmor ville sige, at det var farligt, en pige alene ved industrigrunde og langs øde strækninger uden andet selskab end løvhanget, ligesom på landet (for hendes familie var der intet farligere end landet, hvor man kunne skrige om hjælp uden at blive hørt), så hun sagde aldrig noget mere præcist end ‘Jeg går en tur’, hvilket de fandt både morsomt og betryggende. Hendes fod smuttede på grenens fedtede overflade, og hun måtte ned på knæ for ikke at ryge i. Det kolde vand skumsprøjtede på hendes hænder og ærmer. Hun gik forsigtigt tilbage og bemærkede bekymringen i Eamonns udtryk. Derefter stillede han mere direkte spørgsmål om hendes liv, som om det at se hende gå fra sig hen over et væltet træ havde stillet skarpt på hende. Hun gav ham den nemmeste version: voksede op i Nordlondon, hvilket han allerede vidste på grund af busruterne – Preston Road-kvarteret for at være præcis, hvad der åbenlyst var for præcist for ham. To søskende – meget yngre. Alene med moren og farmoren, der nu begge var døde; hun havde aldrig rigtig kendt sin far. Hun var her for at tage en ph.d., fuldt finansieret med et stipendium fra en stilling som forskningsassistent, der ville give hende nok til at leve af. Hun havde ansøgt for sent til efterårssemesteret, mens hendes tidligere underviser dr. Shah havde arrangeret, at hun fik lov til at begynde i januar, og her var hun så nu. 26

Vores elskede.indd 26

10/04/18 12.41


“Så du laver det, du gerne vil? Hvor er du heldig!” “Ja,” sagde hun. “Meget heldig.” Hun spekulerede på, om hun skulle besvare hans spørgsmål om hendes liv med nogle om hans. Men så ville han måske nævne sin far, som hun ikke kunne lade, som om hun ikke vidste, hvem var, og det ville måske føre et sted hen, som hun ikke ville. Floden var mørk nu, det første tegn på, at dagen sluttede, selv om der stadig var rigeligt lys på himlen. Hun førte an tilbage til vejen, og de kom ud tæt på den lokale high school, hvor langlemmede teenagere løbetrænede på løbebanen, og dynger af mudret sne var skubbet op i hjørnerne af sportspladsen. “Må jeg spørge dig om noget?” sagde han. “Turbanen. Er det en stilting eller en muslimting?” “Ved du hvad, de eneste to mennesker i Massachusetts, der har spurgt mig om den, ville vide, om det var en stilting eller en kemoting.” Leende sagde han: “Kræft eller islam – hvad er værst?” Der var stadig øjeblikke, hvor sådan en udtalelse kunne overrumple hende. Han holdt hurtigt hænderne op i undskyldning. “Hold da kæft. Jeg mener, undskyld. Det kom til at lyde helt forkert. Jeg mente, det må være svært at være muslim i verden nu til dags.” “Jeg ville mene, det var sværere ikke at være muslim,” sagde hun, og derefter gik de videre i en tavshed, der var blevet ret ubehagelig, da de nåede tilbage til Main Street. Hun havde gået ud fra, at han på en eller anden måde, hvor sekulariseret det end var, hvor politisk frem for religiøst det end var, identificerede sig som muslim. Men hvor tåbeligt at tro det om hans fars søn. “Nå, men farvel,” sagde hun, da de nærmede sig caféen, og rakte en hånd frem, først bevidst om, at det virkede underligt formelt, efter hun havde gjort det. “Tak for selskabet. Måske løber vi ind i hinanden igen,” sagde han, tog sine sko op og leverede rygsækken tilbage til hendes udstrakte 27

Vores elskede.indd 27

10/04/18 12.41


hånd, som om det var det, den var der for. Ud fra en formodning om, at kvinder, der gik med turban som “en muslimting”, umuligt kunne give hånd til mænd. Mens hun gik hjem, tænkte hun på, hvor meget behageligere livet var, når man boede blandt fremmede, hvis dybere meninger man ikke kunne opfatte. Så behøvede man ikke at vide, at “måske løber vi ind i hinanden igen” i virkeligheden betød “jeg har ikke noget udpræget ønske om at se dig igen”. * Tante Naseem, den nabo, der havde erstattet deres farmor, da hun døde, og som Aneeka nu boede hos, ringede for at sige, at hun ikke ville gøre Isma bekymret, men kunne hun lige hive fat i Aneeka? “Hun hænger ude så tit nu, og jeg troede, hun var sammen med sine venner, men jeg har lige set Gita, og hun siger, at vennerne ikke ser så meget til hende længere.” Gita fra Preston Road var forbindelsen mellem Aneekas hjemmeog universitetsliv – et år ældre end tvillingerne og med en ny stedmor, som ikke ville have hende rendende. Hun havde et kollegieværelse, som Aneeka havde en ekstranøgle til; Gita selv brugte aldrig værelset, fordi hun boede hos sin kæreste, selv om ingen fra den ældre generation vidste det. Da Aneeka var begyndt at overnatte hos Gita, fordi hun enten var på biblioteket eller i byen med folk, til efter den sidste metro, havde Isma ikke brudt sig om det. Alle de drenge på universitetet, hvis familier ingen kendte – og i modsætning til Isma havde Aneeka altid været en, drengene kiggede på, og som kiggede igen. Mere end kiggede, selv om Aneeka altid skjulte den del af sit liv for sin søster, der måske var lidt for tilbøjelig til at moralisere. Det var Parvaiz, der havde overtalt Isma til at acceptere det – hvis der foregik noget bekymrende med Aneeka, ville han vide det, og så ville han fortælle Isma det, hvis han havde brug for opbakning til at tale sin tvillingesøster til fornuft. Men der var 28

Vores elskede.indd 28

10/04/18 12.41


ingen grund til at få mareridt over, at Aneeka var ude i Londons kolde, upersonlige hjerte – hun havde altid været god til at finde mennesker, der ville tage sig af hende. Der var noget umiddelbart tiltrækkende ved hendes indbyrdes modstridende karakteregenskaber: rapkæftet og hensynsfuld, alvorlig og med en evne for hæmningsløs fjollethed, lige så åben for at leve sig ind i andre menneskers smerte, som hun var ude af stand til at forstå sit eget traume over at blive forladt og forældreløs (“Jeg har dig og P. Det er nok”). Hvor Parvaiz og Isma blev i udkanten af alle grupper, så ingen skulle begynde at stille spørgsmål til deres liv (“Hvor er jeres far? Passer rygterne om ham?”), forstod Aneeka ganske enkelt, hvordan hun skulle placere sig midt i en forsamling, markere sine grænser og skabte intimitet omkring de forbudte områder. Selv som ganske ung vidste hun, hvordan hun skulle gøre det: Når nogen nærmede sig deres far som emne, blev Aneeka kold – en oplevelse, der var så foruroligende for dem, der var vant til hendes varme, at de hastigt bakkede væk fra emnet og blev belønnet med den Aneeka, de kendte. Men nu var også Parvaiz et forbudt område, som Aneeka ikke kunne begrænse til et lille hjørne af sit liv. Efter samtalen med tante Naseem ringede Isma gentagne gange til sin søster, men det blev sent om aftenen i London, før hun svarede. Lampen ved siden af sengen kastede et afgrænset skær, som oplyste den tegneserie, der hvilede på hendes bryst – Asterix, en gammel barndomsfavorit – men efterlod hendes ansigt i mørke. “Indvandrerne har fået ny bil. En BMW. En BMW i vores indkørsel. Hvad skal det ikke ende med? En pony? Et samtalekøkken? En au pair?” Da lejerne, som de altid omtalte som ‘indvandrerne’, var flyttet ind i det hus, som Isma og hendes søskende var vokset op i, og havde skiftet netgardinerne ud med dyre persienner, der næsten altid var rullet ned, sagde Aneeka, at hun for første gang havde sympati med beboerne i et kvarter, der følte sig forurettede, når indvandrere flyttede ind. Øgenavnet havde hængt ved, til trods for Ismas forsøg på at komme af med det. 29

Vores elskede.indd 29

10/04/18 12.41


“Det overrasker mig, at du lagde mærke til det – tante Naseem siger, hun næsten aldrig ser dig. Og det gør dine univenner heller ikke.” “Jeg må virkelig opføre mig dårligt, hvis det er kommet så vidt, at tante Naseem klager over mig,” sagde Aneeka. “Hun er bare bekymret.” “Det ved jeg godt. Undskyld. Det er ikke for at gøre hende bekymret. Eller dig. Det er bare lettere at være alene for tiden. Jeg er ved at lære, hvorfor ensomhed altid har tiltrukket dig.” “Jeg kommer hjem. Vinterferien begynder snart. Vi kan i det mindste få en uge sammen.” Tanken om London gjorde Isma nedtrykt, men det holdt hun ude af stemmen. “Du ved, du ikke har råd til det, og du vil vel ikke igennem den afhøring i lufthavnen igen. Hvad hvis de ikke lader dig boarde denne gang? Eller hvis de giver dig den helt store tur, når du kommer til­ bage til Boston? Desuden har jeg en opgave, jeg skal have lavet færdig. Det er den primære grund til, at ingen har set mig. Jeg arbejder. Jura kræver hårdt arbejde. Ikke som sociologi, hvor man får lov til at se tv og kalde det research.” “Hvornår er vi begyndt at lyve for hinanden?” “Siden jeg var fjorten og sagde, at jeg tog hen og så Parvaiz træne cricket, men mødtes med Jimmy Singh på McDonald’s.” “Jimmy Singh fra Poundland Jimmy-Singh? Aneeka! Vidste Parvaiz det?” “Selvfølgelig vidste han det. Han vidste altid, hvad jeg lavede.” Den aften de opdagede, hvad Parvaiz havde gjort, havde Aneeka ladet Isma børste hendes lange mørke hår, som deres mor altid gjorde, når en af hendes døtre trængte til at blive trøstet, og midtvejs lænede Aneeka sig bagud mod sin søster og sagde: “Han forklarede aldrig, hvorfor han ikke fortalte mig om Ibsenbilletterne.” Nogle måneder efter deres mor døde, havde Parvaiz, der pludselig havde ramt puberteten i et hus, hvor regninger og sorg fyldte samtlige sprækker, 30

Vores elskede.indd 30

10/04/18 12.41


besluttet, at han havde brug for sin egen computer, så hans søstre ikke kunne forstyrre hans arbejde på de lydprojekter, han for nylig var blevet besat af. En aften havde han sneget sig ud af huset, da de andre var faldet i søvn, havde taget bussen til det centrale London og stået i kø fra midnat til næste formiddag uden for et teater i The West End for at få uafhentede billetter til premieren på et Ibsen­stykke, hvor en skuespiller, der for nylig via en rolle som superhelt var blevet ophævet til Hollywoods A-liste, optrådte for at genvinde sin status som se­ riøs karakterskuespiller. Han købte to billetter med penge, han havde “lånt” fra husholdningskontoen med Ismas hævekort, og solgte hurtigt dem begge to for en astronomisk sum. Det bekendtgjorde han alt sammen, da han spankulerede ind i huset som en sejrrig helt, hvorefter han blev konfronteret med sine søstres vrede. Ismas vrede kom fra tanken om det overarbejde, hun havde taget for at holde kreditorerne fra døren og om alle de rædsler, der kunne overgå en ung dreng i en verden med racister og pædofile. Men Aneekas raseri var større. “Hvorfor fortalte du mig ikke noget? Jeg fortæller dig alting.” Både Parvaiz og Isma, der var vant til, at Aneeka agerede stødpude , havde været komplet uforberedt. Seks år senere var den historie det eneste, Aneeka kunne gribe efter i forsøget på at forstå sin brors krumspring. Isma havde et nemmere svar: Han var sin fars søn; uduelighed i arve­ massen. “Drenge er anderledes end os,” sagde Isma. “De ser det, de gerne vil se med tunnelsyn.” Skærmen blev forvirring, kun bevægelser og former i et par sekunder, og så så hun sin søster, som lå i sengen med ansigtet vendt mod telefonen, der var blevet placeret i sin dock. “Måske hvis vi begynder at kigge efter billige afgange, kunne jeg besøge dig i påskeferien,” sagde Aneeka, men Isma rystede bestemt på hovedet, endnu før sætningen var slut. “Du vil ikke have, at jeg fortæller sikkerhedsaberne i Heathrow, hvor meget jeg beundrer dronningens farvevalg?” 31

Vores elskede.indd 31

10/04/18 12.41


“Det vil jeg ikke, nej.” Hendes muskler strammede til ved tanken om Aneeka i afhøringslokalet. “Skal vi virkelig ikke tale om, at Parvaiz er dukket op på Skype igen?” “Hvis vi taler om ham, kommer vi til at skændes. Jeg vil ikke skændes lige nu.” “Det vil jeg heller ikke. Men jeg vil gerne vide, om du har talt med ham.” “Han sendte en chatbesked bare for at sige, at han var okay. Fik du den?” “Nej, jeg fik ikke noget.” “Åh, Isma. Det var jeg sikker på. Ellers ville jeg have sagt det. Han er okay. Han må være gået ud fra, at jeg ville sige det til dig, så snart jeg fik den.” “Det ville indebære, at han kan huske, hvordan man tænker på andre end sig selv.” “Lad nu være. Jeg ved godt, at du udtrykker din bekymring med vrede, men bare drop det.” Jeg udtrykker min vrede med vrede, ville hun have sagt en anden aften, men i aften sagde hun: “Jeg savner dig.” “Bliv, til jeg falder i søvn,” sagde Aneeka, og hendes hånd rakte ud imod Isma og drejede af, da hun slukkede lyset. “Der var engang en pige og en dreng ved navn Aneeka og Parvaiz, som kunne tale med dyrene.” Aneeka lo. “Fortæl den med strudsen,” sagde hun ned i puden. Hun sov, før Isma var færdig med at fortælle den historie, som deres mor havde fundet på til sin førstefødte, og som Isma havde justeret til tvillingerne, men Isma blev på linjen og lyttede til deres åndedræts stigen og falden sammen, som alle de gange hvor Aneeka krøb op i Ismas seng, vågnet af et eller andet mareridt, og kun storesøsterens rolige hjerteslag kunne lære den lilles hektiske hjerte at dæmpe sig, indtil der ikke var andre lyde end deres åndedræt i takt, og universet var stille omkring dem.

Vores elskede.indd 32

10/04/18 12.41


Forfatterfoto: Zain Mustafa

ISMA ER FRI . . .

Efter morens død har hun taget hånd om sine tvillingesøskende, og nu hvor de er voksne, kan hun endelig rejse til USA for at genoptage sine studier. Men hun kan ikke helt slippe Aneeka, sin smukke og egenrådige søster hjemme i London, eller sin blide og kunstneriske bror Parvaiz, der er rejst ud i verden for at følge sin egen drøm. Og så dukker Eamonn op i søstrenes liv. Som søn af den britiske indenrigsminister er der store forventninger til ham, og begge familier vikles nu ind i et magtspil, som får uoverskuelige konsekvenser.

KAM I L A SHAMSI E er født og opvokset i Karachi og er i dag bosat i London. Hun er forfatter til syv romaner, hvoraf to er udkommet på dansk, Brændte skygger i 2009 og Kort over vejen hjem i 2011. Hun blev i 2017 nomineret til den prestigefyldte Man Bookerpris, og i 2018 til The Women’s Prize for Fiction for romanen Vores elskede.

" SORG BREDTE SINE VINGER UD,

store som en ørns, sorg krøb sammen som et pindsvin, sorg krævede selskab, sorg krævede ensomhed, sorg ville huske, sorg ville glemme, sorg rasede, sorg klynkede, sorg smagte som sult, føltes som følelsesløshed, lød som stilhed, lød som al støj i verden. Sorg kunne fanges som en spejling i en tvillings øje. Sorg var det, man skyldte de døde for den nødvendige forbrydelse, det var at leve videre uden dem." Uddrag fra bogen

En højaktuel roman om at sætte alt på spil for det man tror på, og for den man elsker. En roman om race og rødder, om forbindelser og forhold – til en sag, et land, en elsket, en familie – fortalt gennem fem fascinerende synsvinkler.

" Genial ... en af dette århundredes mest mindeværdige romanslutninger."

NEW YORK TIMES

" Gribende og tankevækkende roman, der spurter mod sit klimaks."

PEOPLE MAGAZINE

" Intens og elegant beskrivelse af fortvivlende

sammenstød mellem samfund og familie i et moderne samfund." THE GUARDIAN

POLITIKENSFORLAG.DK

ISBN 978-87-400-4461-4

Vores elskede  

En hjerteskærende og knivskarp roman om race og rødder, om forbindelser og forhold – til en sag, et land, en elsket, en familie – fortalt ge...

Vores elskede  

En hjerteskærende og knivskarp roman om race og rødder, om forbindelser og forhold – til en sag, et land, en elsket, en familie – fortalt ge...

Advertisement