at kalde sine medarbejdere ved deres forskellige øge- og kælenavne. Han var et hoved kortere end Wolf, i halvtredserne og havde anlagt sig en lederstillingsvom. “Hvorfor er der ingen, der har sagt, at der er karneval her til morgen?” Wolf hørte Baxter fnise. Han anlagde samme taktik som over for hende og ignorerede kommentaren. Efter en let sitrende tavshed vendte Simmons sig mod Baxter. “Hvor er Adams?” spurgte han. “Hvem?” “Adams. Din nye protegé.” “Edmunds?” “Ja, rigtigt. Edmunds.” “Hvor skulle jeg vide det fra?” “Edmunds!” brølede Simmons ud i det travle lokale. “Nå, ham arbejder du meget sammen med nu?” spurgte Wolf dæmpet, og det lykkedes ham ikke at skjule en snert af jalousi i spørgsmålet, så Baxter smilede. “Babysitter,” hviskede hun. “Det er ham, vi har fået ovre fra bedrageriafdelingen, og han har ikke set ret mange lig. Han giver sig måske endda til at græde senere.” Den unge mand, der nu kom masende gennem trængslen hen mod dem, var ikke mere end femogtyve år, radmager og gennemført nydelig bortset fra det forpjuskede, rødblonde hår. Han havde en notesblok klar i hånden og smilede tjenstivrigt til kommissæren. “Hvad har teknikerne gang i?” spurgte Simmons. Edmunds bladede nogle ark tilbage i blokken. “Helen siger, at hendes folk stadig ikke har fundet så meget som en dråbe blod i hele lejligheden. De har bekræftet, at alle seks ligdele er fra forskellige ofre, og at de er ganske groft amputeret. Sikkert med en nedstryger.” “Har Helen sagt noget, vi ikke ved?” bjæffede Simmons. “Det har hun faktisk. På grund af fraværet af blod og de manglende sammentrækninger af blodkarrene omkring amputationssårene ...”
25
Kludedukken.indd 25
03/08/17 14.56