Page 1

CMYK

CMYK

Han er tidligere ambulanceredder og har desuden arbejdet i det britiske redningsbådsberedskab. Kludedukken er hans debutroman, og han havde oprindeligt tænkt den som et oplæg til en tv-serie. Da han skrev den om til en roman, blev den på rekordtid solgt til udgivelse i mere end 30 lande. Siden er tv-rettighederne i øvrigt købt af ITV. Daniel Cole bor i Bournemouth og arbejder på opfølgeren til Kludedukken.

SEKS OFRE ÉT LIG

Det er et chokerende syn, der møder den garvede kriminalassistent William ’Wolf’ Fawkes en alt for tidlig morgen i en tom London-lejlighed, der ligger foruroligende tæt på hans egen. En halv meter over gulvet hænger et grotesk lig sirligt arrangeret foran et panoramavindue. Liget er syet sammen af dele fra seks døde mennesker, men det er hovedet, der ryster Wolf. Morderen bag ’værket’ har ikke bare slået seks mennesker ihjel, han har også sendt pressen en liste over sine seks kommende ofre. Wolf og hans hold skal nu forsøge at opklare seks mord og afværge seks nye, mens hele verden holder øje med dem.

”SERIEMORD I LONDON. MAN LÆSER, MENS URET TIKKER, OG LISTEN AF OFRE BLIVER LÆNGERE OG LÆNGERE. WHAT'S NOT TO LIKE?”

ELSEBETH EGHOLM

D A NIE L COL E KLUDEDUKKEN

DANIEL COLE er 33 år.

“WOLF fattede stadig ikke, hvad

KLUDE DUKKEN D A NIE L COL E

han havde for sig, og trængte længere ind i rummet. Hans blik søgte ned mod gulvet. Han stod på den skygge, som den groteske krop kastede, og i denne forenklede gengivelse virkede proportionerne sært forrevne med de lyssprækker, der skinnede gennem sammenføjningerne mellem lemmer og krop.“ Fra bogen

“DETTE BRAG AF EN TEMPOTHRILLER HANDLER OM ET LIG, DER ER SYET SAMMEN AF SEKS DØDE MENNESKER. SÅ ER DET SAGT!“

DAILY MAIL “WOLF ER EN IKONISK FIGUR, OG HANS FORFATTER BLIVER DEN NÆSTE STORE STJERNE PÅ DEN BRITISKE KRIMIHIMMEL.“

THE GUARDIAN “HVEM SKAL JEG SLÅ IHJEL FOR AT FÅ FINGRE I DEN BOG?“

SIMON TOYNE

ISBN 9788740035339

POLITIKENS FORLAG

O M S L A G : S I M O N L I L H O LT / I M P E R I E T F O R F AT T E R F O T O : E L L I S P A R R I N D E R


Kludedukken.indd 2

03/08/17 14.56


Daniel Cole

KLUDEDUKKEN

På dansk ved Søren K. Barsøe

POLITIKENS FORLAG

Kludedukken.indd 3

03/08/17 14.56


Sig mig, hvis du er DjĂŚvelen, hvem er jeg sĂĽ?

Kludedukken.indd 5

03/08/17 14.56


Prolog

Mandag den 24. maj 2010 Samantha Boyd vred sig ind under politiets vakkelvorne afspærring og kastede et blik op på Fru Justitia, som stod dér øverst oppe på Londons berygtede retsbygning, Old Bailey. Hvor hun var tænkt som symbol på styrke og integritet, kunne Samantha Boyd nu se hendes sande jeg. En desillusioneret og stadig mere fortvivlet kvinde på nippet til at kaste sig ud fra toppen af bygningen og styrte ned på fortovet. Meget passende havde man her undladt det bind for øjnene, som var en fast bestanddel af hendes fremtoning verden over. Den ‘blinde retfærd’ var et naivt begreb, og især, når der var forhold som racisme og korruption inden for politiet med i billedet. Gaderne og undergrundsstationerne omkring Old Bailey var blevet spærret af takket være den sværm af journalister, der havde slået sig ned i området og forvandlet et travlt kvarter i det centrale London til en absurd barakby for den kreative klasse. Tomme fastfoodkartoner bralrede deres Marks & Spencer- og Pret A Manger-logoer op fra de tilsvinede fortove og gader. Soveposer med designerlogoer blev rullet sammen til lyden af elektriske barbermaskiner, mens en enkelt mands rejse­strygejern ikke formåede at kamuflere, at han havde sovet med sin eneste skjorte og slipset på. Samantha Boyd var ubehageligt opmærksom på sin egen frem­ toning, mens hun banede sig vej gennem mylderet. Hun var sent på den og svedte efter de seks minutters rask gang fra Chancery Lane. Det 7

Kludedukken.indd 7

03/08/17 14.56


platinblonde hår havde revet sig løs fra det niveau, hun havde sat det op i i et forgæves forsøg på at ændre udseende. Pressen havde udset sig de involverede i sagen fra dag ét, og nu, hvor de var nået til dag seksogfyrre, havde Samantha Boyds portræt formentlig optrådt i samtlige større dagblade verden over. Hun havde sågar været nødt til at ringe efter politiet, da en særlig ihærdig journalist fulgte efter hende hjem til Kensington og nægtede at gå igen. Fast besluttet på at undgå yderligere uønsket opmærksomhed holdt hun hovedet sænket og gik målrettet videre. To slyngede menneskekøer strakte sig hen over krydset ad Newgate Street og frem mod den utilstrækkelige række toiletvogne på den ene side og Starbucks-festivalskure på den anden. Hun blev fanget ind i den strøm, der kredsede i det uendelige mellem de to rækker, masede sig igennem og ud mod de betjente, der bevogtede den mere stilfærdige sideindgang til retsbygningen. Da hun kom til at gå ind foran kameraet i en af den halve snes liveoptagelser, der var i gang, kom der en vred bjæffen på japansk fra en lille kvinde. “Sidste dag,” sagde Samantha Boyd til sig selv, mens hun lagde den uforståelige strøm af forbandelser bag sig. Bare otte timer mere, til hendes liv kunne vende tilbage til normalen. Henne ved døren studerede en betjent, hun ikke havde mødt før, indgående hendes legitimation, inden han gelejdede hende gennem den efterhånden velkendte rutine: alle personlige ejendele låst inde, forklaringen, at hun rent fysisk ikke var i stand til at tage forlovelsesringen af, da metaldetektoren reagerede, ubehaget ved eventuelle svedskjolder, da hun blev kropsvisiteret, og så endelig hen ad de anonyme gange til det lokale, hvor hun og de elleve andre nævninge kunne indtage en kop lunken pulverkaffe. På grund af den overvældende og verdensomspændende mediebevågenhed plus optrinnet ved Samantha Boyds bolig havde man truffet en beslutning uden fortilfælde og indkvarteret nævningene i isolation, hvilket så igen havde affødt en strøm af forargelse i offentligheden, mens hotelregningerne åd i titusindvis af skatteyderpund. Efter knap to måneder var hovedemnerne for morgenens småsnak de rygsmerter, som dårlige hotelsenge havde udløst, den trivielle menu til aftensma8

Kludedukken.indd 8

03/08/17 14.56


den og beklagelser over alt det, folk savnede mest – ægtefæller, børn og de sidste afsnit af ‘Lost’. Da retsbetjenten omsider kom ind for at hente nævningene, blev den anspændte tavshed, som den ligegyldige snak havde skullet kamuflere, omsider frigjort. Talsmanden, en ældre mand ved navn Stanley, som var blevet udpeget – vistnok uden anden begrundelse, end at han havde en foruroligende lighed med Gandalf – rejste sig langsomt og ledte de øvrige med ud fra lokalet. Court One måtte med rette betegnes som et af de mest berømte retslokaler i verden, og det blev kun brugt til de alvorligste straffelovssager. Det var scenen, hvor så makabre berømtheder som Crippen, Sutcliffe og Dennis Nilsen havde optrådt i hovedrollerne for at stå til regnskab for deres hårrejsende forbrydelser. Belysningen var skjult bag et stort, matteret ovenlysvindue, og lysstofrørene betonede lokalets mørke træpaneler og grønne læderbetræk. Da Samantha Boyd satte sig på sin sædvanlige plads i første nævningerække og tættest på vidneskranken, var hun opmærksom på, at hendes hvide kjole, som hun selv havde designet, måske var en smule kort. Hun lagde sin sagsmappe i skødet, til stor skuffelse for den savlende gamle mand, der havde været nær ved at vælte en af de andre den første dag for at erobre pladsen ved siden af hende. I modsætning til de velkendte retslokaler fra amerikanske film, hvor den elegant klædte tiltalte sad ved et bord ved siden af sine advokater, måtte den anklagede i Old Bailey tage konfrontationen med det intimiderende lokale alene. De små, men iøjnefaldende glasskærme omkring den hævede anklagebænk bidrog yderligere til forestillingen om, at personen derinde bag dem udgjorde en markant fare for alle de tilstedeværende. Skyldig, til det modsatte var bevist. Til venstre for Samantha Boyd og lige over for anklagebænken var dommerpanelets pladser. Der hang et sværd med guldfæste ned fra det kongelige våbenskjold bag det midterste sæde, som under hele retssagen havde været det eneste, der ikke var besat. Retssekretæren og advokaterne fra forsvars- og anklagemyndigheden fyldte det midterste 9

Kludedukken.indd 9

03/08/17 14.56


af lokalet, mens tilskuerpladserne, der var bygget op som en tribune mod bagvæggen, var tætpakket af de ivrige og klatøjede tilhørere, som havde slået lejr ude i gaderne for at sikre sig en plads til afslutningen på denne usædvanlige retssag. Neden under balkonen på en række glemte bænke dybest inde i lokalet sad et udvalg af overskydende personer med en mere eller mindre vag tilknytning til retssagen. De eksperter, som advokaterne eventuelt – men næppe – indkaldte som vidner, diverse administrativt personale ved retten, og så naturligvis som centrum for hele tvisten den politimand, der havde foretaget anholdelsen. En kriminalassistent, der blev kaldt Wolf: William Oliver Layton-Fawkes. Wolf havde deltaget i samtlige seksogfyrre retsdage. Han havde siddet der i de uendelig mange timer og stirret på den tiltalte med et koldt, udtryksløst blik henne fra sin anonyme plads tæt på udgangen. Han var kraftig af bygning og med et vejrbidt ansigt og dybtliggende blå øjne og så ud til at være i begyndelsen af fyrrerne. Samantha Boyd tænkte, han kunne være ret tiltalende, hvis ikke han så ud som en, der var flere måneder bagud med søvn og i øvrigt virkede, som om alverdens byrder hvilede på hans skuldre – hvad de så rent faktisk også gjorde. ’Ligbrænderen’, som pressen havde døbt ham, var den mest produktive drabsmand i Londons historie. Syvogtyve ofre på syvogtyve dage og hver og én af dem en prostitueret pige på mellem fjorten og seksten år, hvilket kun rettede søgelyset yderligere skarpt på sagen, fordi den udstillede den rå virkelighed lige udenfor på gadehjørnerne. De fleste af ofrene var blevet fundet, mens de stadig stod i flammer, kraftigt bedøvede og brændt levende i et inferno, der tilintetgjorde ethvert muligt sagsmateriale. Og så stoppede mordene lige med ét, og politiet stod tilbage uden oplagte mistænkte. Metropolitan Police Service blev udsat for intens kritik i hele forløbet, fordi de ikke formåede at skride ind, mens uskyl­ dige unge piger omkom, men så – atten dage efter det sidste drab – skred Wolf til anholdelse. Den anklagede var Naguib Khalid, britisk sunnimuslim af pakistansk oprindelse, der ernærede sig som taxachauffør i hovedstaden. Han boe10

Kludedukken.indd 10

03/08/17 14.56


de alene og havde et par småpletter på straffeattesten for mindre brandstiftelser. Da en dna-analyse, som knyttede tre af ofrene til bagsædet i Khalids taxa, blev fremlagt for retten sammen med Wolfs sønderlemmende vidneudsagn, havde sagen virket ganske ligetil. Men så var det hele begyndt at falde fra hinanden. Nu dukkede der alibier op, som modsagde de overvågningsoptagelser, kriminalassistenten og hans gruppe havde indsamlet. Anklager om overgreb og chikane, mens Naguib Khalid sad varetægtsfængslet, kom for en dag. Indbyrdes modstridende retstekniske resultater antydede, at den forkullede dna ikke kunne betragtes som pålideligt sagsmateriale, og så endelig stillede politiets interne efterforskningsgruppe med et brev afsendt af en anonym kollega og dateret bare få dage før det sidste mord. Brevet udtrykte bekymring for, hvordan Wolf håndterede sagen, og for hans sindstilstand. Brevskriveren mente, at han var ‘desperat’ og var blevet ‘besat’ af sagen, og anbefalede, at han med øjeblikkelig virkning blev taget af den. Nu blev den største nyhed i verden med ét slag endnu større. Politiet blev beskyldt for at bruge Khalid som syndebuk for at dække over egne fejl og mangler. Både politidirektøren og vicedirektøren for Specialist Crime & Operations, Londonpolitiets afdeling for de groveste forbrydelser, blev presset til at træde tilbage på grund af den buldrende korruption, det fordærv, der florerede under deres ledelse, mens tabloid­pressen væltede sig i skandalehistorier om kriminalassistentens alkoholproblemer og de mulige voldelige tendenser, som havde ført til hans ægteskabs forlis. På et tidspunkt havde Khalids selvfede forsvarsadvokat foreslået, at Wolf og hendes klient skulle bytte plads. Naguib Khalid selv iagttog dybt forundret hele forestillingen og viste ikke så meget som et glimt af tilfredsstillelse over sin forvandling fra djævel til offer. Afslutningen på retsbehandlingen udspillede sig som ventet. Både forsvarer og anklager holdt deres afsluttende indlæg, inden dommeren instruerede nævningene: en kort opremsning af det nu begrænsede sagsmateriale, der stadig var at betragte som gyldigt, og rådgivning om juraens spidsfindigheder. Derefter blev nævningene fulgt ud og bag om vidneskranken til et afsondret lokale, der fantasiløst nok var udsmykket 11

Kludedukken.indd 11

03/08/17 14.56


i samme panel og grønt læder-stil. I mere end fire en halv time sad nævningene omkring det store træbord og diskuterede kendelsen. Samantha Boyd havde allerede for flere uger siden besluttet, hvad hun ville stemme, og det kom bag på hende, at resten af gruppen var så splittet. Hun ville aldrig lade den offentlige mening få indflydelse på sin afgørelse, forsikrede hun sig selv, selv om hun var glad for, at hendes votering ikke ville bringe mere ved til det bål, der buldrede løs under hendes forretning, hendes levebrød og hendes lykke. De samme argumenter blev fremført igen og igen, og på et eller andet tidspunkt ville en eller anden komme med noget fra kriminalassistentens vidneudsagn og blive irriteret, når vedkommende for hundrede syttende gang fik at vide, at det ikke måtte indgå i vurderingen og derfor skulle ignoreres. Med mellemrum forlangte Stanley en ny afstemning, og så blev rets­ tjeneren sendt af sted med en skriftlig besked til dommeren om, at de stadig ikke var nået til enstemmighed. Med hver afstemning var der så endnu en nævning, der gav efter for presset fra det voksende flertal, indtil de, få minutter før de tog hul på femte voteringstime, var oppe på ti mod to. Stanley afleverede modstræbende en ny besked om status til retstjeneren, og ti minutter senere kom han tilbage for at eskortere nævningene ind til retssalen. Samantha Boyd kunne mærke samtlige blikke hvile på sig, da hun genindtog sin plads ved siden af skranken. Der var stille derinde, og ganske irrationelt var hun pinligt berørt, fordi hvert skridt på de høje hæle rungede i salen. Til alt held hjalp den rædselsfulde knagen og knirken, da samtlige tolv nævninge satte sig, så hendes egne lyde blev ubetydelige. Hun kunne se, hvordan folk forsøgte at afkode hendes ansigtsudtryk, hvordan deres utålmodighed var så stor, at de ikke kunne vente de sidste få øjeblikke på den udtalte kendelse, og hun nød det. Herinde havde alle de ‘lærde’ spankuleret rundt med parykker og kapper og behandlet hende og de øvrige nævninge med en nedladende imødekommenhed. Og lige nu var de alle sammen prisgivet de selvsamme nævninge, var de. Samantha Boyd var nødt til at undertrykke et veltilfreds smil, og hun havde det som et barn med en hemmelighed, hun helst skulle holde på. 12

Kludedukken.indd 12

03/08/17 14.56


“Vil tiltalte rejse sig?” glammede retssekretæren ud i lokalet. Henne på anklagebænken kom Naguib Khalid tøvende på benene. “Vil nævningenes talsmand rejse sig?” For enden af Samantha Boyds række rejste Stanley sig op. “Er nævningene nået frem til fuldstændig enighed om en kendelse?” “Nej.” Stanleys stemme knækkede over, så hans svar var næsten uhørligt. Samantha rullede med øjnene, mens han rømmede sig med tre host, der lød som en rallen. “Nej!” nærmest råbte han så. “Er De nået til en kendelse, som et tilstrækkelig stort flertal er enige om?” “Jo, det er ...” Stanley vred sig, fordi han havde svaret forkert. “Undskyld ... Ja.” “Finder nævningene tiltalte, Naguib Khalid, skyldig eller ikke skyldig i syvogtyve individuelle drab?” Samantha holdt uvilkårlig vejret, selv om hun allerede kendte svaret. Flere stole knagede, mens ivrigt lyttende ansigter forventningsfuldt blev strakt frem. “Ikke skyldig.” Samantha Boyd skævede op på Naguib Khalid og var allerede fascineret af den forventede reaktion. Han skælvede af lettelse og skjulte ansigtet i hænderne. Men så lød de først paniske udbrud allerede. Wolf havde tilbagelagt den korte afstand op til anklagebænken og trak Khalid hen over glasskillevæggen med begge hænder om halsen på ham, inden nogen af vagterne nåede at reagere. Khalid landede uheldigt og fik luften slået ud af lungerne, så hans udråb blev halvkvalt, da det nådesløse overfald udviklede sig. Ribben gav efter under Wolfs fod, og huden var allerede flået af hans knoer. Et sted lød en alarm. Wolf blev ramt af et slag i ansigtet og kunne smage blod, mens han tumlede baglæns over i nævningene, hvor han væltede den nærmeste af kvinderne. I løbet af de få sekunder, det tog ham at genvinde balan13

Kludedukken.indd 13

03/08/17 14.56


cen, havde et antal betjente oversvømmet det frie rum mellem ham og den kvæstede krop, der lå neden for anklagebænken. Wolf slog voldsomt fra sig, og han mærkede stærke hænder gribe og bremse hans svigefulde legeme og tvinge ham i knæ og så helt ned på gulvet. Han tog en dyb, udmattet indånding af en luft, der smagte af sved og politur, og han så, hvordan en af de betjente, han havde ramt, tabte sin stav, der trillede ind i panelet ved siden af Naguib Khalid med et hult dunk. Khalid så død ud, men Wolf var nødt til at sikre sig, at han var det. Med et sidste skud adrenalin sparkede han sig fri og kravlede hen mod den livløse mand, der lå pyntet med mørkebrune pletter, hvor blodet allerede var trængt gennem hans billige, marineblå jakkesæt. Wolf greb efter det tunge våben og knugede hårdt om det kolde metal. Han havde hævet kniplen over hovedet, da et altødelæggende slag væltede ham bagover. Fortumlet kunne han ikke gøre andet end at se til, mens sikkerhedsvagten svingede sin egen stav igen og smadrede hans håndled med et nyt, ondsindet slag. Der var knap gået tyve sekunder, siden kendelsen ‘ikke skyldig’ var blevet afsagt, men da han hørte metallet hamre mod træ igen, vidste Wolf, at det var sket. Han bad bare til, at han havde gjort tilstrækkeligt. Folk skreg og søgte panisk mod udgangene, men en flodbølge af politifolk drev dem indenfor igen. Samantha Boyd blev siddende på gulvet og så halvt bedøvet ud i luften på trods af alt det, der foregik kun et par meter fra hende. Omsider var der en, der greb hende i armen, hjalp hende op og ud fra retslokalet. Den pågældende råbte et eller andet, men ordene nåede ikke ind til hende. En ulden alarmklokke registrerede hun lige akkurat. Hun gled på gulvet i Great Hall og mærkede, hvordan hun knaldede tindingen ind i et knæ. Smerten kom ikke, men hun væltede om på det sort-hvide sicilianske marmor og så konfust lige op i den rigt udsmykkede kuppel tyve meter oppe, på statuerne, glasmosaikkerne og kalkmalerierne. Hendes redningsmand hjalp hende op igen, da mylderet derindefra var kommet forbi, og tog hende med helt over til den oprindelige hovedindgang, som ikke blev brugt længere, inden han løb tilbage til 14

Kludedukken.indd 14

03/08/17 14.56


retssalen. De enorme trædøre og den sorte port var åbne på vid gab, og den overskyede himmel lokkede hende udenfor. Nu alene snublede Samantha Boyd ud på gaden. Fotografiet kunne ikke have været mere perfekt, om hun så havde stillet sig i positur til det. Den smukke, blodindsølede nævning klædt helt i hvidt, der stod traumatiseret neden for stenskulpturerne af Styrke, Sandhed og den dystre ærkeengel klædt fra top til tå i en tyk kåbe som et billede på Døden selv og parat til at nedfælde og afrapportere en endeløs række af synder i Himmerige. Samantha vendte ryggen til den griske hob journalister og deres blændende blitzlys. Til lyden af tusind lukkeres klikken læste hun de ord, der var hugget i sten og hvilede på fire fritstående søjler højt der­ oppe, som skulle de bære budskabets metaforiske vægt: Straffer den skyldige og forsvarer den fattiges børn Og som hun læste ordene, blev hun overvældet af fornemmelsen af, at hun i en vis forstand havde svigtet, at hun havde fejlet. Kunne hun fuldstændig ærligt hævde, at hun var sikker på Naguib Khalids uskyld, i samme grad som politimanden havde været på hans skyld? Da hendes blik igen faldt på englen med kappen og hætten, vidste hun, at hun netop var blevet skrevet på listen. Hun var netop nu blevet fordømt.

Kludedukken.indd 15

03/08/17 14.56


Kludedukken.indd 16

03/08/17 14.56


Fire ĂĽr senere ...

Kludedukken.indd 17

03/08/17 14.56


Kludedukken.indd 18

03/08/17 14.56


KAPITEL 1

Lørdag den 28. juni 2014 03.50 Wolf rakte i blinde ud efter mobiltelefonen, som kantede sig længere og længere hen over laminatgulvet for hver vibration. Langsomt begyndte mørket at opløse sig til de uvante konturer af hans nye lejlighed. Det gennemsvedte overlagen klæbede til hans krop, da han kravlede væk fra madrassen og hen til den summende plageånd. “Wolf,” sagde han, lettet over, at han i det mindste var i stand til at tale så meget rent, mens han ragede hen over væggen efter en kontakt til lyset. “Simmons her.” Wolf fandt en kontakt og sukkede dybt, da det svage gullige lys mindede ham om, hvor han var. Han var fristet til at slukke igen. Interiøret i det lillebitte soveværelse bestod af fire vægge, en slidt dobbeltmadras på gulvet og en enkelt, nøgen pære. Den klaustrofobiske æske var bagende hed takket være udlejeren, som stadig ikke havde haft held med at opspore den tidligere lejer og få nøglen til vinduet. Normalt ville det ikke være det store problem i London, men det var lykkedes Wolf at få sin flytning til at falde sammen med en af Englands ukarakteristiske hedebølger, der indtil nu havde bredt sig ud over to uger. “Du behøver ikke at spille så begejstret,” sagde Simmons. “Hvad er klokken?” gabte Wolf. “Ti i fire.” 19

Kludedukken.indd 19

03/08/17 14.56


“Er det ikke min friweekend?” “Ikke længere. Jeg skal bruge dig på et gerningssted.” “Ved siden af dit skrivebord, eller hvad?” spurgte Wolf kun halvt i spøg; han havde ikke set sin overordnede uden for kontoret i årevis. “Du er en morsom mand. Men de slap mig ud til denne her.” “Er den så slem?” Der gik et langt øjeblik, inden der lød noget fra den anden ende. “Den er ret slem, ja,” sagde Simmons så. “Har du noget at skrive med?” Wolf rodede i en af de opstablede flyttekasser henne i døråbningen og fandt en kuglepen, så han kunne skrive på håndryggen. “Så er jeg der,” sagde han. I randen af sit synsfelt registrerede han et lysskær, der flimrede op over køkkenskabet. “Lejlighed 108 ...” begyndte Simmons. Da Wolf gik ud i den ikke ligefrem veludrustede køkkenniche, gav det et sæt i ham ved synet af de blå stroboskopglimt ind ad det lille vindue. “Trinity Towers ...” “Hibbard Road, Kentish Town?” afbrød Wolf ham, mens han så ned på sværmen af politibiler, journalister og de evakuerede beboere i opgangen overfor. “Hvor fanden ved du det fra?” “Jeg er faktisk uddannet politimand.” “Glimrende. Så kan du samtidig blive skrevet op som hovedmistænkt. Se så at komme herud.” “Kommer. Jeg skal lige ...” Wolf gjorde ikke sætningen færdig. Simmons havde allerede afbrudt. Sammen med de uregelmæssige glimt registrerede han et uafbrudt, orange lys fra vaskemaskinen og huskede, at han havde smidt sit arbejdstøj i den, inden han gik i seng. Han kastede et blik på de utallige ens flyttekasser op ad væggene. “Pis.”

20

Kludedukken.indd 20

03/08/17 14.56


Fem minutter efter masede Wolf sig gennem den mur af tilskuere, der havde samlet sig uden for hans gadedør. Han gik hen til en politibetjent og rakte sin legitimation frem mod ham og regnede med, han kunne gå uhindret forbi afspærringen. Men den unge betjent snappede kortet ud af hånden på ham og så indgående på det, inden han skeptisk så op og ned ad den markante skikkelse iført badeshorts og en falmet turnébluse fra Bon Jovis Keep the Faith-koncerter i 93. “Politiassistent Layton-Fawkes?” spurgte betjenten nølende. Wolf vred sig en smule ved lyden af sit højtravende navn. “Kriminalassistent Fawkes, ja.” “Øhm-eh ...? Retssalsmassakre-Fawkes?” “Det udtales William ... Må jeg ...?” Wolf pegede hen mod døren ind til opgangen. Den unge betjent rakte legitimationen tilbage og løftede op i plasticstrimlen, så han kunne komme under. “Skal jeg vise dig vej op?” spurgte han. Wolf kastede et blik ned på de blomstrede shorts, bare knæ og sikkerhedssko. “Ahr, jeg tror sgu godt, jeg kan finde vej alene.” Betjenten smilede stort. “Fjerde sal,” sagde han. “Og pas godt på dig selv deropad. Det er et råddent kvarter.” Wolf sukkede dybt en gang mere og gik ind i opgangen, der lugtede af klorin, og hen til elevatoren. Knapperne til anden og femte sal var væk, og ned over resten af kontaktpanelet sad der en indtørret brun substans. Under anvendelse af hele sin politimæssige erfaring fik han fastslået, at det enten var lort, rust eller cola, og han brugte det nederste af T-shirten – Richie Samboras ansigt – til at trykke på kontakten. Han havde været inde i hundredvis af lignende elevatorer efterhånden. En metalkasse tilsyneladende fremstillet i ét stykke og bygget ind i sociale lejekaserner over hele landet. Der var ingen gulvbelægning, ingen spejle, ingen lamper eller andre genstande, der stak ud fra væggene. Der var med andre ord absolut intet, de underprivilegerede beboere kunne ødelægge eller stjæle fra dette stykke tilbehør beregnet på at 21

Kludedukken.indd 21

03/08/17 14.56


gøre livet lettere for dem. Ergo havde de måttet nøjes med at spraymale sjofelheder ud over det hele. Wolf nåede kun at læse sig til, at Johnny Ratcliff både ‘was here’ og en ‘bøsserøv’, inden dørene gled op med en skraben hen over gulvet på fjerde sal. Der stod vel femten mennesker fordelt hen gennem den stille gang. De fleste så lidt rystede ud og kastede misbilligende blikke på Wolfs beklædning, bortset fra en robust udseende mand med teknikernes legitimationskort i en strop. Han nikkede anerkendende og rakte en tommelfinger i vejret, da Wolf gik forbi. En ganske svag, men velkendt lugt blev kraftigere, da Wolf nærmede sig den åbne dør for enden af gangen. Den umiskendelige lugt af død. Folk, der arbejder med den slags, lærer hurtigt at genkende den unikke blanding af indelukkethed, lort, pis og kød i fordærv. Wolf trådte et skridt tilbage fra døren, da han hørte løbende trin derindefra. En ung kvinde røg ud mod ham og gik ned på knæ, mens hun kastede op på gulvet foran ham. Han ventede hensynsfuldt på et passende øjeblik til at bede hende flytte sig lidt, da et andet hold trin nærmede sig. Uvilkårligt trådte han selv yderligere et skridt tilbage, inden kriminalassistent Emily Baxter kom skridende ud på gangen. “Wolf! Jeg syntes nok, jeg så dig luske rundt herude,” brølede hun ud i den tavse gang. “Seriøst, mand, hvor cool er det dér lige?” Hun så ned på kvinden, der stadig lå på knæ på gulvet mellem dem og kæmpede med at få tømt indvoldene helt. “Gider du måske gå et andet sted hen og brække dig?” Kvinden så fåret ud, mens hun kravlede til side. Emily Baxter greb Wolf i armen og hev ham energisk med ind i lejligheden. Hun var omkring ti år yngre end ham, men næsten lige så høj. Hendes mørkebrune hår var sort i gangens dystre belysning, og som altid havde hun en mørk makeup på, som fik hendes smukke øjne til at virke abnormt store. Hun havde en skræddersyet skortebluse på og elegante bukser, og hun så på ham med et spydigt smil. “Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, at der er karneval her i dag?” Wolf ville ikke bide på krogen og vidste, at hun hurtigt ville miste interessen for hans påklædning, hvis han bare forholdt sig tavs. 22

Kludedukken.indd 22

03/08/17 14.56


“Prøv lige at forestille dig, hvor skidetosset Chambers bliver over at gå glip af det hér,” sagde hun glædestrålende. “Jeg ville nu nok også vælge et krydstogt i Caribien frem for et lig,” sagde Wolf livstræt. Baxters i forvejen store øjne spiledes op i forbløffelse. “Har Simmons ikke sagt det?” “Sagt hvad?” Hun gik foran ham ind i den menneskefyldte lejlighed, som blev svagt oplyst af en halv snes strategisk anbragte lommelygter. Selv om den ikke var overvældende, tog stanken gradvist til. Wolf kunne regne ud, at den rådnende kilde til lugten måtte være tæt ved dem, på grund af de mange fluer, der svirrede om hovedet på ham. Der var højt til loftet i lejligheden. Den var helt umøbleret og væsentligt større end Wolfs, men ikke mere tiltalende. De gulnende vægge var oversået af huller, hvor ældgamle ledninger og støvet isoleringsmate­ riale uden videre væltede ud på det nøgne gulv. Hverken badeværelset eller køkkenet så ud til at være renoveret siden 1960’erne. “Hvad har Simmons ikke fortalt dig?” spurgte han igen. “Det her er sagen, Wolf,” sagde Baxter og forholdt sig stadigvæk ikke til spørgsmålet. “Det er en sag, du kun får én gang i dit arbejdsliv.” Wolf var åndsfraværende et øjeblik, mens han i hovedet målte det andet værelse op og stillede sig selv spørgsmålet, om han havde givet for meget for det håndværkertilbud af en lejlighed, han selv havde ovre på den anden side af gaden. De rundede et hjørne og kom ind i stuen, hvor der var tæt af mennesker, og uvilkårligt lod han blikket søge hen over gulvet mellem diverse udstyr og ben efter liget. “Baxter!” Hun standsede og vendte sig utålmodigt om mod ham. “Hvad har Simmons ikke fortalt?” Bag hende rykkede en gruppe mennesker, der stod foran et stort panoramavindue, lidt til side. Inden hun nåede at svare, var Wolf snublet et par skridt frem med blikket rettet mod et punkt et sted over dem. Den ene lyskilde, som ikke var medbragt af politiet: en projektør mod en mørk scene ... 23

Kludedukken.indd 23

03/08/17 14.56


Det så ud, som om det nøgne, sært forvredne lig svævede en lille halv meter over de ujævne gulvbrædder. Det havde ryggen vendt mod stuen, så det ‘kiggede’ ud ad det kolossale vindue. Der var i hundredvis af næsten usynlige tråde, som holdt skikkelsen på plads, og de var forankrede i to særdeles kraftige metalkroge. Der gik lige et øjeblik, inden Wolf registrerede det mest foruroli­ gende element i den surrealistiske scene, nemlig det sorte ben, der var fastgjort på den hvide torso. Han fattede fortsat ikke, hvad han havde foran sig, og gik et par skridt længere ind i rummet. Da han kom nærmere, kunne han se de store, grove sting, der holdt de forskellige, inkongruente brikker sammen til et helt lig; huden bulnede en smule op, der hvor bindegarnet var trukket igennem. Et sort mandeben og et hvidt, en stor mandehånd på den ene side og et solbrændt, kvindeligt modstykke på den anden. Filtret, knaldsort hår, der var foruroligende forkert, som det hang ned over en bleg, fregnet og slank kvinde­torso. Emily Baxter var kommet hen ved siden af ham nu og nød åbenlyst udtrykket i hans ansigt. “Det var det, han ikke fortalte mig: ét lig – seks ofre!” hviskede hun nok så lystigt i øret på ham. Wolfs blik søgte ned mod gulvet. Han stod på den skygge, som den groteske krop kastede, og i denne forenklede gengivelse virkede proportionerne endnu mere grotesk forrevne med de lyssprækker, der trak sammenføjningerne mellem lemmer og krop fra hinanden. “Hvad fanden laver pressen herude allerede?” hørte Wolf sin overordnede råbe ud i luften. “Det korps her har fandeme flere lækager end Titanic. Hvis jeg ser nogen så meget som kigge på dem, er de suspenderet på stedet.” Wolf smilede. Han vidste, at det var rent skuespil fra Simmons’ side – rollen som bossen. De havde kendt hinanden i mere end et tiår efterhånden, og frem til affæren med Naguib Khalid havde Wolf betragtet ham som en ven. Inde bag den påtagne skryden var Simmons en intelligent, indlevende og kompetent politimand. “Fawkes!” Simmons kom hen til dem. Han gjorde sit bedste for ikke

24

Kludedukken.indd 24

03/08/17 14.56


at kalde sine medarbejdere ved deres forskellige øge- og kælenavne. Han var et hoved kortere end Wolf, i halvtredserne og havde anlagt sig en lederstillingsvom. “Hvorfor er der ingen, der har sagt, at der er karneval her til morgen?” Wolf hørte Baxter fnise. Han anlagde samme taktik som over for hende og ignorerede kommentaren. Efter en let sitrende tavshed vendte Simmons sig mod Baxter. “Hvor er Adams?” spurgte han. “Hvem?” “Adams. Din nye protegé.” “Edmunds?” “Ja, rigtigt. Edmunds.” “Hvor skulle jeg vide det fra?” “Edmunds!” brølede Simmons ud i det travle lokale. “Nå, ham arbejder du meget sammen med nu?” spurgte Wolf dæmpet, og det lykkedes ham ikke at skjule en snert af jalousi i spørgsmålet, så Baxter smilede. “Babysitter,” hviskede hun. “Det er ham, vi har fået ovre fra bedrageriafdelingen, og han har ikke set ret mange lig. Han giver sig måske endda til at græde senere.” Den unge mand, der nu kom masende gennem trængslen hen mod dem, var ikke mere end femogtyve år, radmager og gennemført nydelig bortset fra det forpjuskede, rødblonde hår. Han havde en notesblok klar i hånden og smilede tjenstivrigt til kommissæren. “Hvad har teknikerne gang i?” spurgte Simmons. Edmunds bladede nogle ark tilbage i blokken. “Helen siger, at hendes folk stadig ikke har fundet så meget som en dråbe blod i hele lejligheden. De har bekræftet, at alle seks ligdele er fra forskellige ofre, og at de er ganske groft amputeret. Sikkert med en nedstryger.” “Har Helen sagt noget, vi ikke ved?” bjæffede Simmons. “Det har hun faktisk. På grund af fraværet af blod og de manglende sammentrækninger af blodkarrene omkring amputationssårene ...”

25

Kludedukken.indd 25

03/08/17 14.56


Simmons rullede en gang med øjnene og så demonstrativt på sit ur. “... kan vi fastslå med sikkerhed, at delene blev skåret af post mortem,” rundede Edmunds af og så veltilfreds ud. “Fantastisk politiarbejde, Edmunds,” sagde Simmons sarkastisk og fortsatte med kraftig stemme: “Er der nogen, der vil afbestille morgenmælken til den herre, der mangler et hoved?” Edmunds’ smil blegnede. Wolf fangede Baxters blik og smilede skævt. De havde begge to stået model til lignende nedsablinger i sin tid. Det hørte alt sammen med til oplæringen. “Nå, men jeg mente bare ... De personer, som armene og benene hørte til, er helt sikkert også døde. De kan sige noget mere, når de får liget ind på teknisk ...” mumlede Edmunds pinligt berørt. Wolf bemærkede spejlbilledet af liget i vinduet. Han havde ikke set det fra den vinkel endnu og gik om på den anden side. “Og hvad har du, Baxter?” spurgte Simmons. “Ikke alverden. Der er lidt ridser og skrammer i nøglehullet, så døren er sikkert dirket op. Vi har kolleger i gang med at afhøre naboerne udenfor, men indtil videre er der ingen, der har hverken hørt eller set noget som helst. Nå ja ... og der er ikke noget galt med strømmen i lejligheden. Man har bare fjernet samtlige pærer herinde bortset fra den oven over den forurettede ... de forurettede. Som om det er en udstilling eller noget.” “Hvad med dig, Fawkes? Har du gjort dig nogen tanker?” Wolf stod og betragtede det mørklødede ansigt på ligets hoved. “Sig mig, keder det dig, eller hvad?” fortsatte Simmons. “Nej, undskyld. På trods af varmen er det først nu begyndt at lugte for alvor, hvilket vil sige, at drabsmanden enten har dræbt dem alle seks i løbet af aftenen og natten, hvilket virker utænkeligt, eller også har han haft ligene på køl.” “Enig. Vi får nogen til at undersøge indbrud på frysehuse og lignende i den senere tid. Supermarkeder, restauranter ... alle steder, hvor de har et fryserum i den størrelse,” sagde Simmons. “Og så skal vi finde ud af, om nogen af naboerne har hørt en boremaskine,” sagde Wolf. 26

Kludedukken.indd 26

03/08/17 14.56


“Det er jo en ret almindelig lyd,” busede Edmunds ud, og han fortrød det i samme nu, da tre sæt vrede blikke rettedes imod ham. “Hvis det dér er drabsmandens mesterstykke,” fortsatte Wolf, “så har han eller de jo ikke villet risikere, at det dejsede ned fra loftet og bare lå som en dynge løsdele, når vi kom. Krogene deroppe må være boret ind i de bærende bjælker. Det må der være nogen, der har hørt.” Simmons nikkede. “Baxter, sæt nogen på det.” “Må jeg lige låne dig et øjeblik?” sagde Wolf, da både Baxter og Edmunds var på vej væk. Han trak et par engangshandsker på og løftede en håndfuld filtret, sort hår væk fra ansigtet af den grufulde skikkelse. “Virker det bekendt?” Simmons gik om og stillede sig ved siden af Wolf ved det kølige vindue og gik så ned på hug for bedre at se ansigtet. Efter et par øjeblikke trak han på skuldrene. “Det er Khalid,” sagde Wolf. “Umuligt.” “Er det?” Simmons så op i det livløse ansigt igen. Og gradvist ændrede hans udtryk sig fra skepsis til stærk foruroligelse. “Baxter!” råbte han. “Du og Adams skal ...” “Edmunds.” “... ud til Belmarsh Prison. Få fængselsinspektøren til at vise jer ind til Naguib Khalid lige på stedet.” “Khalid?” Emily Baxter lød chokeret og så uvilkårligt på Wolf. “Ja, Khalid. Og ring til mig, i samme øjeblik du har set ham i live. Af sted!” Wolf så ud ad vinduet og over mod sin egen bygning. Mange af vinduerne var stadigvæk mørke, men der var anspændte ansigter bag andre. Ansigter delvist skjult bag filmende mobiltelefoner, velsagtens for at fotograferne kunne fange noget tilstrækkelig modbydeligt til at underholde vennerne med i løbet af dagen. Åbenbart kunne ingen af dem se ind til det svagt oplyste gerningssted, selv om de havde pladser på første parket. Wolf kunne se ind i sin egen lejlighed nogle få vinduer længere hen27

Kludedukken.indd 27

03/08/17 14.56


ne. Han havde haft så travlt med at komme ud ad døren, at han havde ladet al lyset brænde. Han kunne se en papkasse nederst i en stabel, der var skrevet ‘Bukser og skjorter’ på. “Javel, så.” Simmons kom hen til ham og gned sig i de trætte øjne. De blev stående tavse på hver sin side af det ophængte lig og så de første tegn på morgen fedte den mørke himmel til. Og på trods af de mange lyde herinde i lejligheden kunne de høre den fredsommelige lyd af fuglesang derude. “Nå, er det så det mest foruroligende, du nogensinde har set?” spurgte Simmons halvt i spøg. “Næstmest,” svarede Wolf uden at tage blikket fra den støt voksende strimmel mørkeblå himmel. “Næst ...? Jeg tror egentlig ikke, jeg gider at høre om, hvad der er værre end det dér.” Simmons kastede endnu et modvilligt blik på den hængende ansamling af lemlæstelser. Wolf prikkede forsigtigt til skikkelsens udstrakte højre arm. Håndfladen virkede bleg sammenlignet med resten af den solbrændte hud og de omhyggeligt manicurerede, rødlilla negle. Den udstrakte hånd var hængt op i snesevis af silkeagtige tråde, og yderligere ti-tolv stykker holdt den pegende finger på plads. Wolf så sig om og sikrede sig, at ingen kunne høre deres samtale, og så bøjede han sig ind mod Simmons og hviskede: “Den peger over mod vinduet i min lejlighed.”

Kludedukken.indd 28

03/08/17 14.56


CMYK

CMYK

Han er tidligere ambulanceredder og har desuden arbejdet i det britiske redningsbådsberedskab. Kludedukken er hans debutroman, og han havde oprindeligt tænkt den som et oplæg til en tv-serie. Da han skrev den om til en roman, blev den på rekordtid solgt til udgivelse i mere end 30 lande. Siden er tv-rettighederne i øvrigt købt af ITV. Daniel Cole bor i Bournemouth og arbejder på opfølgeren til Kludedukken.

SEKS OFRE ÉT LIG

Det er et chokerende syn, der møder den garvede kriminalassistent William ’Wolf’ Fawkes en alt for tidlig morgen i en tom London-lejlighed, der ligger foruroligende tæt på hans egen. En halv meter over gulvet hænger et grotesk lig sirligt arrangeret foran et panoramavindue. Liget er syet sammen af dele fra seks døde mennesker, men det er hovedet, der ryster Wolf. Morderen bag ’værket’ har ikke bare slået seks mennesker ihjel, han har også sendt pressen en liste over sine seks kommende ofre. Wolf og hans hold skal nu forsøge at opklare seks mord og afværge seks nye, mens hele verden holder øje med dem.

”SERIEMORD I LONDON. MAN LÆSER, MENS URET TIKKER, OG LISTEN AF OFRE BLIVER LÆNGERE OG LÆNGERE. WHAT'S NOT TO LIKE?”

ELSEBETH EGHOLM

D A NIE L COL E KLUDEDUKKEN

DANIEL COLE er 33 år.

“WOLF fattede stadig ikke, hvad

KLUDE DUKKEN D A NIE L COL E

han havde for sig, og trængte længere ind i rummet. Hans blik søgte ned mod gulvet. Han stod på den skygge, som den groteske krop kastede, og i denne forenklede gengivelse virkede proportionerne sært forrevne med de lyssprækker, der skinnede gennem sammenføjningerne mellem lemmer og krop.“ Fra bogen

“DETTE BRAG AF EN TEMPOTHRILLER HANDLER OM ET LIG, DER ER SYET SAMMEN AF SEKS DØDE MENNESKER. SÅ ER DET SAGT!“

DAILY MAIL “WOLF ER EN IKONISK FIGUR, OG HANS FORFATTER BLIVER DEN NÆSTE STORE STJERNE PÅ DEN BRITISKE KRIMIHIMMEL.“

THE GUARDIAN “HVEM SKAL JEG SLÅ IHJEL FOR AT FÅ FINGRE I DEN BOG?“

SIMON TOYNE

ISBN 9788740035339

POLITIKENS FORLAG

O M S L A G : S I M O N L I L H O LT / I M P E R I E T F O R F AT T E R F O T O : E L L I S P A R R I N D E R

Kludedukken  

SEKS MORD ÉT LIG … og en efterforsker, der er ved at gå op i sømmene. Det er et chokerende syn, der møder den garvede kriminalassistent Wil...

Kludedukken  

SEKS MORD ÉT LIG … og en efterforsker, der er ved at gå op i sømmene. Det er et chokerende syn, der møder den garvede kriminalassistent Wil...

Advertisement