| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 11
14-Mar-19
alderen på en bygning ud fra formen på vinduerne eller korsblomsterne. Men hvis man viser ham en humlebi, så er han blank (selv om jeg har prøvet at lære ham om dem). Min mor var idrætslærer, dygtig med et rundboldbat og en tennisketsjer og et indædt konkurrencemenneske, men ikke det fjerneste interesseret i naturen. Hun var slet ikke begejstret for småkryb af nogen art og fuldstændig skrækslagen for edderkopper. Så jeg måtte lære mig selv det hele ved hjælp af et stort udvalg af felthåndbøger og naturhistoriske værker, som mine forældre gladelig forsynede mig med; min far elskede bøger af enhver slags. Den eneste voksne, jeg kan huske, der aktivt støttede min interesse, var en lærer i skolen, den frygtindgydende miss Scott. Hun var lille og tyk med kraftigt, brunt krøllet hår, og da hun havde en kort lunte, var hun slem til at skælde ud og brøle kommandoer ud til os. Mine klassekammerater og jeg var rædselsslagne til at begynde med – vores tidligere lærere havde været søde og blide, som man forventer, at lærere skal være, når de underviser i de små klasser. Men der gik ikke lang tid, før vi fandt ud af, at hun havde et muntert glimt i øjet, og at hendes barske facade ikke var andet end netop en facade. Desuden elskede hun at tage os med ud for at kigge efter smådyr; hun viste os, hvordan vi lærte at bestemme træerne ud fra deres blade, og hvordan vi skulle grave fælder ned for at fange biller. Hun var især begejstret for at lade os fange forskellige ting i vandet. I min hukommelse er det blevet til, at vi tog af sted til den lokale kanal med vores fiskenet hver eneste dag (og solen skinnede altid). Vores klasseværelse blev hurtigt fyldt med syltetøjsglas med haletudser, skøjteløbere, glubske guldsmedelarver, store vandkalve, tusindben, edderkopper og 11