Humlen ved det hele

(( Nutzenformat: 294,0 mmmm )))) 294,00mm mmxx200,0 200,00

Nutzenformat: 294,0mm mmxx200,00 200,0 mm )) (((( Nutzenformat: 294,00

Barndommens nysgerrighed over for alt, hvad der rører sig i naturen, førte Dave Goulson ind på den forskerbane, der har gjort ham til en af verdens førende eksperter i humlebier.

Dave Goulson

En kærlighedserklæring til de ting, der holder os i live og gør livet værd at leve.

Dave Goulson

I bogen fortæller han om sine eventyr med de små bevingede væsner, om sin banebrydende forskning, biernes fascinerende historie og forunderlige livscyklus – og om den skrøbelige balance

humlebien, som ikke kun er et lille flyvende mirakel, men også et uundværligt nyttedyr, hvis udryddelse ville få katastrofale konsekvenser.

”En eminent fortælling om det store i det små.

Hans kærlighedserklæring til humlebier og livet på jorden er smittende glæde fra først til sidst.”

Humlen ved det hele

Mit eventyrlige liv med bier

– KRISTELIGT DAGBLAD

Broschurumschlag:

”Pragtfuld!”

– THE TIMES

9 788740 055146

(( Farbigkeit: CMYK ))

135,0 mm x 200,0 mm + 24,0 mm Rücken

Bogen er en varm og uforbeholden kærlighedserklæring til

Humlen ved det hele

mellem vores levevis og biernes overlevelse.

(( 395571aHumlen_F47TAC_norm (( 395571aHumlen ))

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 1

HUMLEN VED DET HELE Mit eventyrlige liv med bier

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 3

Dave Goulson

HUMLEN VED DET HELE Mit eventyrlige liv med bier PÃ¥ dansk ved Birgitte Steffen Nielsen

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 4

Humlen ved det hele – Mit eventyrlige liv med bier er oversat fra engelsk efter ”A Sting in the Tale – My Adventures with Bumblebees” af Birgitte Steffen Nielsen Copyright © Dave Goulson,2013 First published by Jonathan Cape, 2013 © Don Max 2014, JP / Politikens Hus A / S Omslag ved Sofie Winding med illustration af Louise Bird Bogen er sat hos Don Max og trykt hos CPI books GmbH, Leck ISBN 978-87-4005-514-6 2. udgave, 1. oplag Printed in Germany 2019 Digtet på side 261 stammer fra Emily Dickinson: Elysium, 1984, i oversættelse ved Niels Kjær.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted fra institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

En stor tak til museumsinspektør og naturvejleder Morten D.D. Hansen, Naturhistorisk Museum Aarhus, for gennemlæsning af den danske oversættelse.

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 5

Til Seth, min yngste søn.

MĂĽtte han altid kunne nyde en blomstrende eng og synet og lyden af summende bier.

14-Mar-19

Page 6

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 7

Indhold Prolog | 9 1. Jordboende humle | 29 2. Humlebiens år | 46 3. Den varmblodede humlebi | 59 4. Biernes historie kort fortalt | 73 5. At finde hjem | 85 6. Kulsukker og lugtende fødder | 100 7. Tasmanske djævle | 114 8. Humlebisporhundene Quinn og Toby | 140 9. Bikrige | 161 10. Snyltehumler | 171 11. Biens fjender | 181 12. Fuglene og bierne | 201 13. Betyder størrelsen noget? | 216 14. Ketchup og tyrkiske immigranter | 236 15. Chez Les Bourdons | 261 16. Til humlebiernes undsætning | 285 17. Den hjemvendte dronning | 310 Appendiks: De engelske, latinske og danske navne på de britiske humlebiarter | 331 Tak | 333

14-Mar-19

Page 8

14-Mar-19

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 9

14-Mar-19

Prolog Min interesse for humlebier stammer helt tilbage til dengang, jeg var syv år gammel, og min familie og jeg flyttede fra et lille rækkehus i udkanten af en af Birminghams forstæder til landsbyen Edgmond i Shropshire. Min far var vokset op i købstaden Newport lige i nærheden, og som skolelærer var det vigtigt for ham, at hans to sønner fik en god uddannelse. Newport havde og har stadig et fint gymnasium. Det var den skole, min far havde gået på, og som han håbede, at min bror og jeg ville komme ind på, forudsat at vi bestod optagelsesprøven.

Som syvårig gik jeg ikke så meget op i skolen, men jeg var vild med vores nye hus. Når jeg tænker tilbage, var det egentlig temmelig grimt med en ujævn murstensfacade og en hæslig tilbygning med fladt tag, men den slags bekymrer ikke små drenge. Huset lå for sig selv og havde en meget større have, end jeg var vant til. Der var store staudebede, æble- og krægetræer, en dam, to gamle træskure fyldt med spindelvæv og kæmpestore edderkopper, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, og plads nok til en køkkenhave, hvor min far kunne dyrke en masse grøntsager. Men det bedste var, at huset lå ud til det åbne 9

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 10

14-Mar-19

land. Jeg skulle bare krydse landsbyens hovedgade og hoppe over et stengærde, så var jeg på en stor mark med et pragtfuldt hestekastanjetræ, man kunne klatre i. På varme sommerdage stod der tit en gnaven, gråskimlet hest i skyggen under træet.

Den slog med halen mod fluerne og kunne både finde på at bide og sparke. Om foråret vrimlede træet med humlebier, der var på besøg i de pyramideformede hvide og lyserøde blomster.

Biernes bestøvning betød, at blomsterne sidst på sommeren forvandlede sig til massevis af kastanjer, som mine venner og jeg bombarderede forbipasserende med, mens vi sad skjult i trækronens tætte, grønne løv.

Min far var ikke særlig interesseret i blomster; han gav mig lov til at plante, lige hvad jeg ville, så jeg satte lavendel, sommerfuglebusk og katteurt for at tiltrække humlebier og sommerfugle. Jeg bandt en kaprifolium i espalier op ad et af de gamle redskabsskure, så der var mad til natsværmerne, og jeg plantede en hanlig pil for at forsyne bierne med mad i det tidlige forår. Jeg byggede et stort stenbed af gamle mursten, som jeg klunsede fra en faldefærdig gård på den anden side af marken og bar hjem i en rygsæk. Jeg sørgede for, at der var et hulrum forneden, som humlebierne kunne bygge rede i, og plantede kællingetand øverst for at tilbyde blomster til bierne og lækre blade til den almindelige blåfugls larver. Jeg gravede en ret stor dam og fyldte den med salamandere, hundestejler og alle mulige andre dyr fra den lokale kanal.

Jeg aner ikke, hvor alt det her kom fra. Min far var historielærer og kan stadig den dag i dag fremsige den engelske kongerække med alle årstal fra Vilhelm Erobreren og frem samt bestemme 10

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 11

14-Mar-19

alderen på en bygning ud fra formen på vinduerne eller korsblomsterne. Men hvis man viser ham en humlebi, så er han blank (selv om jeg har prøvet at lære ham om dem). Min mor var idrætslærer, dygtig med et rundboldbat og en tennisketsjer og et indædt konkurrencemenneske, men ikke det fjerneste interesseret i naturen. Hun var slet ikke begejstret for småkryb af nogen art og fuldstændig skrækslagen for edderkopper. Så jeg måtte lære mig selv det hele ved hjælp af et stort udvalg af felthåndbøger og naturhistoriske værker, som mine forældre gladelig forsynede mig med; min far elskede bøger af enhver slags.

Den eneste voksne, jeg kan huske, der aktivt støttede min interesse, var en lærer i skolen, den frygtindgydende miss Scott.

Hun var lille og tyk med kraftigt, brunt krøllet hår, og da hun havde en kort lunte, var hun slem til at skælde ud og brøle kommandoer ud til os. Mine klassekammerater og jeg var rædselsslagne til at begynde med – vores tidligere lærere havde været søde og blide, som man forventer, at lærere skal være, når de underviser i de små klasser. Men der gik ikke lang tid, før vi fandt ud af, at hun havde et muntert glimt i øjet, og at hendes barske facade ikke var andet end netop en facade. Desuden elskede hun at tage os med ud for at kigge efter smådyr; hun viste os, hvordan vi lærte at bestemme træerne ud fra deres blade, og hvordan vi skulle grave fælder ned for at fange biller. Hun var især begejstret for at lade os fange forskellige ting i vandet. I min hukommelse er det blevet til, at vi tog af sted til den lokale kanal med vores fiskenet hver eneste dag (og solen skinnede altid). Vores klasseværelse blev hurtigt fyldt med syltetøjsglas med haletudser, skøjteløbere, glubske guldsmedelarver, store vandkalve, tusindben, edderkopper og 11

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 12

14-Mar-19

meget andet. Guldsmedelarven var min særlige favorit – denne grimme, tykke, brune skabning, der lå på lur på bunden af glasset og ventede på at blive fodret. Hver dag smed vi børnen haletudse eller en orm ned til den, hvorefter vi med morbid interesse overværede, hvordan guldsmedelarven skød sin teleskopagtige underkæbe frem for at fange og fortære sit intetanende offer.

Foråret efter var mine anstrengelser med at fremme dyrelivet i haven for alvor begyndt at give resultater. Jeg så kæmpestore humlebidronninger, der direkte fra vinterdvalen var i gang med at fouragere på gæslingepil og lungeurt. Disse bier havde sovet i omkring syv måneder, lige siden forrige juli, så det forårsfestmåltid, jeg havde dyrket til dem, var særligt velkomment. Når de var blevet mætte, fløj dronningerne lavt hen over jorden for at lede efter et passende hul, hvor de kunne bygge rede. Jeg lagde mærke til en lys jordhumledronning, der var i færd med at undersøge et hulrum under et af haveskurene, og hun må have kunnet lide det, for nogle uger senere dukkede hendes små arbejdere op. De fløj ud for at samle mad og kom tilbage en halv time senere med kæmpestore, lysegule pollenkugler på benene. Jeg sad i timevis og holdt øje med dem og bemærkede, hvordan trafikken til og fra reden blev tættere og tættere, efterhånden som foråret skred frem, og antallet af arbejdere hurtigt steg. Ingen af humlebierne viste nogen interesse for mine specialbyggede reder under stenbedet.

Da sommeren nærmede sig, begyndte haven at summe af dyr. Sommerfuglebusken var dækket af forskellige sommerfugle som nældens takvinge, dagpåfugleøje og kålsommerfugle samt svirrefluer og humlebier. Skøjteløbere og hvirvlere udkæmpede 12

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 13

14-Mar-19

territorialkampe på overfladen af min nye dam, og en stor kejserguldsmed slog sig fast ned og installerede sig på en høj, lilla fredløs, der voksede i kanten af dammen. Herfra kunne den pludselig suse af sted og fange andre flyvende insekter, snuppe dem midt i luften med sine lodne ben og jage alle andre guldsmede, der forsøgte at trænge ind på dens område, væk. Jeg er stadig den dag i dag overrasket over, hvor hurtigt et frodigt dyreliv kan opstå i en have, hvis det blot hjælpes en smule på vej.

Efter et voldsomt sommerregnvejr fandt jeg engang flere våde ogforkomnehumlebier,derklyngedesigtilminsommerfuglebusk, og jeg besluttede mig for at hjælpe med at tørre dem. Uheldigvis for bierne var jeg nok lidt for ung til helt at have styr på det praktiske. Set i bagklogskabens klare lys havde det nok været den mest fornuftige løsning at låne min mors hårtørrer og give dem en blid varm luftstrøm med den. I stedet lagde jeg de halvdøde bier på en komfurplade, dækkede dem med et lag køkkenrulle og skruede op til svag varme. Ung som jeg var, blev jeg træt af at vente på, at de skulle få varmen, så jeg vandrede af sted for at fodre mine små, arrige ørkenrotter. Desværre vendte min opmærksomhed på humlebierne ikke tilbage, før jeg bemærkede røgen. Der var gået ild i køkkenrullen, og de stakkels bier var helt færdige. Jeg havde det forfærdeligt. Mit første forsøg ud i bevaring af humlebier var en katastrofe. Det lovede ikke godt for fremtiden – men i det mindste havde jeg lært, at der er en øvre temperaturgrænse, som humlebien ikke holder af at bevæge sig op over. Som vi senere skal se, forklarer et tilsvarende princip, hvorfor der er få humlebier i Spanien.

Jeg var en ivrig fan af Gerald Durrells bøger, især dem om 13

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 14

14-Mar-19

hans barndom på Korfu, hvor han samlede på alle mulige slags spændende dyr, som han opbevarede på sit værelse. Han havde ugler, slanger og skildpadder – og så behøvede han tilmed ikke at gå i skole (han blev undervist hjemme af en excentrisk huslærer, der var mere interesseret i fægtning end i algebra).

Han havde oven i købet en abe til at bære alle sine fangstnet og syltetøjsglas. Dybt misundelig gjorde jeg mit bedste for at følge i hans fodspor, men jeg måtte dog tage til takke med Shropshires lidt mere beskedne fauna. Jeg plagede mine stakkels forældre om lov til at holde et imponerende opbud af kæledyr og begyndte med marsvin, kaniner, hamstre og mus. Min bror og jeg lod ikke vores forældre få et øjebliks fred, før de gik med til at give os en hund, en skøn, sort hundehvalp. Det var et gadekryds med noget labrador i sig, som vi, skulle det vise sig, fejlagtigt kom til at give navnet Spot efter den hvide plet på hendes ryg. Efterhånden som hun voksede til, forsvandt pletten, og herefter begyndte navnet at medføre en vis forvirring nu og da. Men hun var en fantastisk blid og godmodig hund, som fandt sig i vores evige drillerier og var en fin følgesvend på vores udflugter ud i naturen.

Danyhedensinteresseiforbindelsemedminemeretraditionelle kæledyr havde lagt sig, gik jeg over til mere eksotiske tropiske fisk, leopardfrøer, rødørede terrapiner, strømpebåndsnoge og leguaner. Jeg havde mit eget værelse med udsigt til kastanjetræet, og det værelse fyldte jeg med hjemmelavede bure og terrarier, hvorfra alle dyrene, bortset fra de dummeste, konstant stak af. Mine strømpebåndssnoge tilbragte mere tid uden for deres terrarie end inde i det. I min desperation forsøgte jeg at bruge tape til at holde låget nede, med meget uheldige konsekvenser.

14

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 15

14-Mar-19

En af slangerne formåede stadig at skubbe låget af, men endte så med at sidde fast i tapen, og i sit forsøg på at vikle sig fri endte den med at blive uhjælpeligt pakket ind i en kugle af tape; det tog mig timer at få den fri. Jeg måtte regelmæssigt af sted på jagt efter undvegne dyr, og det er meget sandsynligt, at en strømpebåndssnog den dag i dag lever et eller andet sted under gulvbrædderne i vores gamle hus.

Til min fødselsdag fik jeg engang en lille voliere til haven.

Den fyldte jeg med undulater og et par smukke kinesiske dværgvagtler. Som voksen synes jeg, det er frygteligt at holde fugle i bur (især store papegøjer i små indendørs bure), men som dreng havde jeg ikke den slags følsomme overvejelser. Jeg elskede at sidde i volieren med fuglene flyvende over mit hoved.

Der gik ikke lang tid, før undulaterne begyndte at yngle, og jeg kunne supplere mine lommepenge ved at sælge de overskydende fugle (vagtlerne lagde også masser af æg, men ingen af dem blev udklækket). Undulatens unger er sindsoprivende grimme, skaldede væsner med uforholdsvis store hoveder. Normalt får de hurtigt fjer og begynder at blive lidt mere nuttede, men en af ungerne var åbenbart ude af stand til det, og selv da den blev større, var den næsten komplet skaldet. Til sidst forsøgte den at flyve fra reden, den sprang ud og faldt som en sten til jorden. Uanfægtet klatrede den tilbage op ad trådnettet ved at bruge næb og kløer og sluttede sig til de andre undulater på den højeste pind. Med jævne mellemrum kastede det lille kræ sig modigt ud i luften, baskede med sine tynde, lyserøde vinger og

15

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 16

14-Mar-19

styrtede endnu en gang til jorden. Den levede cirka et halvt år, men havde ikke store chancer, da vinteren kom.

Dyrene i min varetægt havde en bekymrende høj dødelighed.

En søndag morgen stod min mor i køkkenet og var i færd med at fremtrylle en af sine legendariske tærter (hun er en fremragende, men meget traditionel kok, der altid serverer kødfulde retter med kartofler og grøntsager, efterfulgt af en solid, lun dessert som for eksempel smuldrekage med frugt eller spotted dick med vaniljesauce). Jeg må have kedet mig og være gået i vejen for hende, for hun gjorde det klart, at akvariet på mit værelse trængte til en ordentlig gang rengøring – glasset var så grønt af alger, at man næsten ikke kunne se fiskene. Kort efter, da jeg pligtopfyldende var gået i gang med at skrubbe indersiden af glasset i akvariet og havde armen dybt nede i det varme vand, kaldte min mor nedefra: ”Dave … Hvad er det, der brænder? Du bruger ikke tændstikker, vel?” Inden jeg begyndte at skrubbe glasset, havde jeg løftet det elektriske varmeaggregat op, der var omsluttet af et vandtæt rør. Jeg havde lagt det til side på et træskab. Det var ikke faldet mig ind at tage stikket ud, og da aggregatet ikke længere var under vand, var det blevet overophedet og brændte ned i skabet. (Jeg har aldrig fattet, hvordan min mor var i stand til at lugte røg så hurtigt og på så lang afstand). Uden at tænke løftede jeg varmeaggregatet i ledningen og smed det ned i akvariet.

Indlysende nok er brandvarmt glas og koldt vandt ikke nogen ideel kombination, og det vandtætte rør omkring aggregatet sprang med et brag, hvorefter det elektriske varmelegeme nu var direkte udsat for vand med det resultat, at alle mine fisk blev henrettet med strøm. De skælvede og krampede i vandet 16

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 17

14-Mar-19

(heldigvis havde jeg ikke stukket hånden ned i akvariet), og da jeg endelig havde fået trukket stikket ud, var de alle sammen temmelig døde.

Der var mange andre lignende katastrofer. Den nok mest traumatiske involverede mine vagtler. De skønne små væsner for rundt på jorden og skrabede efter føde. Hannen havde smukke, sorte og hvide aftegninger i hovedet og en ret imponerende fjerprydelse øverst. Hunnen var mere afdæmpet, men med fine, mørke pletter. De var uadskillelige, opførte sig, som om de var limet sammen, og ordnede tit og ofte hinandens fjer. Jeg kunne bedre lide dem end undulaterne, som jeg efterhånden havde fundet ud af var nogle udpræget grove, klodsede og larmende kræ (måske var mit syn farvet af den vilde hakken, de udsatte mig for, hver gang jeg skulle have noget med dem at gøre). Nu er Shropshire jo et koldt sted om vinteren, som også min skaldede undulat opdagede. Der er langt til havet med dets mildere klima, og det er ofte her, Englands laveste nattetemperaturer bliver målt.

Efter en særlig kold nat gik jeg ud tidligt om morgenen for at fodre fuglene i volieren og så til min overraskelse, at undulaterne var i gang med at angribe vagtlerne. Begge vagtler kæmpede på den snedækkede jord med hver to eller tre undulater over sig, der nådesløst flåede fjerene af dem med deres spidse næb. Jeg for ind og gennede undulaterne væk. De stakkels vagtler virkede ude af stand til at stå på benene, men de var særdeles levende.

Jeg samlede dem op, en i hver hånd, og tog dem med indenfor.

På køkkengulvet blev det tydeligt, hvad problemet var. Hver gang de forsøgte at stå op, fik de simpelt hen overbalance. Et nærmere eftersyn afslørede, at de ingen tæer havde; de havde 17

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 18

14-Mar-19

begge fået frostsår i løbet af natten, og så var deres tæer slet og ret faldet af. Deres ben endte nu i nogle stumper, som hverken kunne bruges til at gå eller stå på. Jeg var fortvivlet og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. I desperation forsøgte jeg at udstyre dem med fodproteser lavet af modellervoks og tændstikker, men det var ingen succes, så jeg lagde fuglene, der stadig kæmpede med at affinde sig med deres nye proteser, i en papkasse med lidt foder og tog så i skole.

Da jeg kom hjem, var situationen ikke blevet bedre. Der var ikke mirakuløst vokset nye tæer ud på fuglene, og de havde heller ikke pludselig fundet ud af, hvordan de skulle bruge deres nye modellervoks- og tændstikproteser. De lå bare der og så svagere ud end før. De barske realiteter dæmrede for mig: Mine vagtler ville ikke få det bedre. De kunne ikke hjælpes. Jeg havde haft frygtelig dårlig samvittighed over, at min skaldede undulat sandsynligvis var frosset ihjel, og det var indlysende, at det havde været mere barmhjertigt at give den en hurtig død. Med det i tankerne besluttede jeg, at der ikke var andet at gøre.

Jeg kan ikke huske, hvorfor jeg dengang fravalgte muligheden for at lade mine forældre tage de stakkels fugle til dyrlægen.

En hurtig dødbringende sprøjte havde været den fornuftigste løsning, men små drenge er ikke logiske. I stedet hentede jeg min fars økse ude i skuret. Det var en stor økse beregnet til voksne, alt for stor til mig dengang. Jeg tog fuglene med ned bag i haven og lagde dem ved siden af hinanden i græsset. Jeg tænkte, at det ville være bedst at ordne dem begge på en gang i stedet for at ordne den ene, mens den anden så på. De lå der og kiggede op på mig, øjnene var stadig klare, benstumperne sparkede 18

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 19

14-Mar-19

formålsløst i luften. Jeg løftede øksen i vejret og tog et kæmpe sving. Øksehovedet borede sig ned i græsset lige foran næbbene på de chokerede, men i øvrigt uskadte fugle. Jeg havde sigtet efter at ramme begge hoveder med et slag. Til sidst lykkedes det mig at vriste øksen fri af jorden og forsøge igen. Med succes!

Mere eller mindre. I stedet for bare at ramme hovederne fik jeg kløvet begge fugle midtover, men resultatet var mere eller mindre det samme. Jeg gravede et lille hul ved siden af mit stenbed, og efter så nogenlunde at have samlet halvdelene igen begravede jeg fuglene side om side, som de havde levet.

Sådan kunne jeg blive ved. Jeg kunne nævne den frygtelige skæbne, som min axolotl kom til at lide, eller mit forkludrede forsøg på at operere en hårdt kvæstet råge. Det er nok at sige, at det var en risikabel affære at være kæledyr hos mig.

Samtidig med at jeg holdt en imponerende flok af levende dyr, blev jeg også en ivrig samler. Jeg skammer mig over at indrømme, at jeg begyndte med fugleæg. I 1970’erne var det en meget almindelig hobby blandt drenge på landet i England.

Også mange af mine kammerater samlede æg, og vi konkurrerede med hinanden om at få fat i sjældne eksemplarer. Min far viste mig, hvordan man pustede æggene ud; han havde selv samlet som barn langs de samme hegn, hvor jeg nu var på jagt. Man skal prikke et lille hul i hver ende ved at dreje en knappenål mellem fingrene, mens man trykker spidsen ind mod skallen. Så er det meningen, at man skal puste i den ene ende og presse indholdet ud gennem det modsatte hul. Det er nemt nok med et hønseæg, men ufatteligt besværligt med de bittesmå, hvid- og brunspættede æg fra en gærdesmutte. Mit præmieeksemplar kom 19

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 20

14-Mar-19

fra en knopsvane. Engang, hvor jeg var på jagt efter æg ved den lokale kanal sammen med mine kammerater Les og Mark (eller Butt, som vi kaldte ham, af grunde vi for længst havde glemt), fik vi øje på ægget, der lå i en forladt rede i rørskoven ved den modsatte bred. Resten af æggene var for længst udklækkede, og forældrene og svaneungerne var over alle bjerge. Uden at tøve tog vi vores trøjer og T-shirts af, velvidende, at den første, der nåede frem, ville vinde præmien. Butt og Les begyndte at tage deres jeans af, men jeg sprang bare i med halvdelen af tøjet på og kom dem i forkøbet. Ægget var råddent indeni; da jeg stak nålen i det, strømmede det ud i den anden ende med noget tykt, klumpet, ulækkert stads, der sprøjtede op i hovedet på mig og stank helt ubeskriveligt. At puste resten ud var en uforglemmelig prøvelse, som min tålmodige far hjalp mig med til sidst, da jeg var blevet grøn i hovedet af lugten. Bagefter fik ægget, der stadig lugtede lidt, hæderspladsen i udstillingskassen, der hang på væggen i mit værelse.

Moderne læsere vil blive forfærdede over alt dette. Æggesamlere er nu om dage kun et lille trin over seriemordere på den sociale rangstige (faktisk er de vel, når alt kommer til alt, en form for seriemordere, så fair nok). Det er rigtigt nok, at der var liv i de fleste af æggene, når jeg tog dem, i modsætning til svaneægget. Jeg vil ikke forsvare indsamling af æg; jeg vil bestemt ikke give mine drenge lov til det. Men jeg lærte en forfærdelig masse naturhistorie ved at bruge min tid på at gå på jagt efter æg. Vi tog aldrig mere end et æg fra hver rede og gjorde alt, hvad vi kunne, for at forstyrre så lidt som overhovedet muligt.

Det retfærdiggør det selvfølgelig ikke. At samle æg fra ekstremt 20

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 21

14-Mar-19

sjældne fugle er en afskyelig forbrydelse, og jeg er glad for, at det aldrig lykkedes mig at finde nogen særlig sjældne. Men sommetider tænker jeg, at vi er dårlige til at sætte vores egne og andres handlinger i perspektiv. Hvor mange fordømmer for eksempel ikke indsamling af æg, mens de samtidig lader deres kat strejfe frit? (Huskatte dræber millioner af fugle og små pattedyr hvert eneste år).

Fra æg gik jeg videre til at samle insekter, i første omgang sommerfugle. Min søde mor var ikke begejstret for det – men jeg overbeviste hende om, at jeg kun ville tage en han og en hun af hver art, hvilket ikke kunne gøre megen skade. For at grundlægge min samling købte jeg en død, tør, men meget smuk tropisk svalehale fra en sommerfuglefarm i Dorset, der hed Worldwide Butterflies. Den ankom i en papirkuvert inden i en lille papkasse, som jeg åbnede i stor spænding. Jeg havde ikke forestillet mig, at den ikke ville være monteret, og at vingerne derfor var lukket sammen, og den havde ingen nål igennem sig.

Jeg forsøgte at åbne vingerne uden at vide, at det er umuligt med en tør sommerfugl; de er ufatteligt sarte og skrøbelige. Vingerne brækkede af sammen med det meste af benene, da jeg klodset forsøgte at arrangere dem i en flot position. Jeg endte med en sørgelig samling kropsdele. I min modløshed fik jeg kort efter fat i en antikvarisk bog af E.B. Ford, Studying Insects, der havde forklaringen på, hvad jeg havde gjort galt. Hvis man skal sætte en sommerfugl på nål med vingerne fladt ud og i smuk symmetri, sådan som de er udstillet på museer, skal den være aflivet kort forinden, og hvis den er tør, så skal den ’blødes op’ ved, at man lægger den i en dåse med fugtigt papir i et par dage (ikke længere, 21

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 22

14-Mar-19

for så mugner den). Når sommerfuglen er blød og fugtig, kan man sætte nålene i og arrangere den i lige netop den position, man ønsker. Og så snart den er tør, vil den forblive i den stilling for evigt, blot den ikke bliver fugtig igen.

Studying Insects forklarede også, hvordan man lavede et aflivningsglas ved at fylde bunden af et syltetøjsglas med knuste laurbærblade; når bladene knuses, frigiver de cyanid, der lugter stærkt og sødt af marcipan (selv om jeg vidste, det var giftigt, kunne jeg ikke lade være med at stikke næsen ned og snuse ind nu og da). Få minutter i glasset er nok til at få en sommerfugl til at sove for evigt.

Jeg prøvede også at konstruere et sommerfuglenet ved hjælp af en stålbøjle og et par af mors strømper, men det var håbløst, og uden et net var det nærmest umuligt at fange noget. Til sidst fandt jeg en adresse på et firma, der hed Watkins & Doncaster og lå i Hawkhurst i Kent. De omtalte sig selv som ’leverandører af entomologisk udstyr’. Jeg skrev til dem, og få dage senere modtog jeg deres katalog med posten.

Det var et afgørende øjeblik i mit liv, et vendepunkt, hvorfra jeg ikke siden har set mig tilbage.

Jeg var lige kommet hjem fra en rugbykamp, så jeg må have været otte. Jeg var dækket af mudder, så jeg tog kataloget med op for at læse det i badet. Watkins & Doncaster-kataloget var det mest vidunderlige, jeg nogensinde havde set. Det var tykt og rummede side efter side med illustrationer af det mest fantastiske grej: insektnet, fiskenet, pilleæsker, bure, reagensglas, forstørrelsesglas, malaise-fælder, mikroskoper, spændbrædder, mølfælder, insektsugere og smukke insektskabe af mahogni. Til 22

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 23

14-Mar-19

sidst var der et afsnit om udstopning, der rummede forskellige fascinerende objekter som skarpe skalpeller og pincetter og et kæmpe udvalg af glasøjne. Jeg var lamslået, overvældet. Det her var en helt ny verden. Og så var der åbenbart en hel masse andre mennesker derude ligesom mig! Jeg havde lyst til at købe stort set alt i kataloget, men mine lommepenge lagde store begrænsninger for, hvad jeg havde råd til. Ikke desto mindre var mit første indkøb et professionelt sommerfuglenet i fuld størrelse, der kostede mig 16£, en formue for en otteårig dreng, og jeg var uendelig stolt af det. Det var næsten lige så højt som mig og havde et kraftigt kobberskaft, en stiv metalramme og et blødt, meget dybt, sort net. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg kunne fange stort set alt med det.

Min sommerfuglesamling voksede langsomt, og det samme gjorde min samling af bøger om sommerfugle og andre insekter.

Min første fangst var en frygtelig lurvet tidselsommerfugl, hvis vinger var lasede efter den lange tur fra Marokko. Kort efter kunne jeg tilføje en græsrandøje, lille og stor kålsommerfugl, en buskrandøje, skovrandøje, nældens takvinge, admiral, almindelig blåfugl og dagpåfugleøje. Disse væsners skønhed tager vejret fra mig den dag i dag; jeg har stadig samlingen, i den øverste skuffe i et insektskab, som jeg først fik råd til at købe tre årtier senere. Jeg lærte også at lede efter sommerfuglenes æg og larver, hvilket både betød, at jeg måtte finde ud af, hvad larverne spiste og lære at bestemme planterne. Med lidt omhyggelighed er det ikke så svært at opdrætte larver til voksne sommerfugle; på den måde får man smukke, unge eksemplarer til sin samling, og de overskydende kan slippes fri. Jeg tilegnede mig en enorm viden.

23

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 24

14-Mar-19

Fra sommerfuglene udvidede jeg mit interesseområde til natsværmere. De fleste natsværmere flyver om natten, og der findes to gængse måder at fange dem på. Den ene er ved hjælp af sukkerlokning. Det indebærer at lave et fantastisk bryg af sort sirup, øl, brun sukker, vaniljeessens, pærebolsjer, rom eller cognac og stort set alt andet, man kunne have lyst til, så længe det bare bidrager til den berusende aroma. Enhver sommerfuglesamler har sin egen tophemmelige opskrift, sådan virker det i hvert fald. Uanset hvad, så skal det endelige resultat være en tyk, mørk væske, der lugter så stærkt, at det får øjnene til at løbe i vand på flere kilometers afstand. Den smøres herefter på plankeværker eller træstammer i skumringen. Ideen er, at sværmerne finder lugten uimodståelig og bliver lokket til at flyve hen og drikke det søde bryg; så bliver de håbløst berusede af alkoholen og sidder der totalt bedøvede, klar til at blive snuppet af den ivrige mølsamler. Jeg fik hele huset til at stinke, når jeg bryggede de forskellige versioner, og fik samtidig brugt en hel del af min mors sukker, sirup og krydderier og en masse af min fars alkohol. Resultatet var skuffende. Det lod til, at ørentviste var de eneste skabninger, der altid var interesserede. Jeg havde sommetider flere hundrede af dem til at myldre hen over mine sukkerfælder. De sad fast i det klæbrige stads, når de kravlede hen over hinanden i deres ustyrlige sukkertrang. Jeg så knap nok en eneste natsværmer. Jeg syntes også, det var en anelse uhyggeligt at gå rundt på markerne alene om aftenen (ikke mindst fordi min far jævnligt lod min bror og mig blive længe oppe om lørdagen for at se Hammer House of Horror, og min overkørte fantasi fik fremmanet en vampyr i alle skygger). Engang begyndte 24

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 25

14-Mar-19

en natugle at tude lige over mit hoved, da jeg var i gang med at tjekke en af mine sukkerfælder på et stort asketræ. Selv om jeg godt vidste, det var en ugle, havde jeg meget svært ved at bekæmpe min trang til at styrte hjem, og mit hjerte holdt ikke op med at hamre i brystet, før der var gået over ti minutter.

Der findes en alternativ og mere behagelig måde at tiltrække natsværmere på: en lysfælde. Studying Insects forklarede princippet: Insekter tiltrækkes af stearinlys og alle andre lyskilder. Derfor indbefatter denne form for fælde et stærkt lys, der hænger over en beholder, lidt ligesom en hummertejne. Natsværmerne tiltrækkes af lyset, tumler ind i det og falder ned gennem en tragt og ind i en stor, mørk beholder, som man normalt har proppet med æggebakker, som de lader til at være glade for at sidde på.

Det lød meget nemmere og mindre skræmmende end at rakke rundt på markerne i mørket med en spand sirup, så jeg besluttede at forsøge.

Jeg hængte en 100-watt pære op over en hjemmelavet paptragt, der igen var placeret oven på en plastikspand. Jeg tændte pæren, før jeg lagde mig til at sove i spændt forventning om næste morgen. Så snart det blev lyst, styrtede jeg ned for at få overblik over min fangst. Skuffelse: Der var ingenting udover et par hvepse og et lillebitte brunt dværgmøl, som jeg nu ved, de kaldes. Jeg forsøgte i et par uger, men med ringe succes. Efter lidt research fandt jeg ud af, at ultraviolet lys var bedst egnet til at tiltrække natsværmere. Tilfældigvis havde min mor en ret speciel og gammeldags varmelampe, der var blevet brugt til at behandle muskelskader. Hun havde haft den lige siden sin praktiktid, da hun læste til idrætslærer. Den lignede en arkitektlampe, men 25

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 26

14-Mar-19

havde to avancerede pærer, den ene producerede infrarød varme og den anden ultraviolet lys. Den dag i dag har jeg ingen anelse om, hvordan nogen kunne mene, at det var en god idé at give skadede kropsdele en herlig omgang solarium samt et ordentligt skud varme; formodentlig var kendskabet til hudkræft ikke så stort dengang. Jeg havde heller aldrig set min mor bruge den (det var sikkert kun godt), og jeg regnede ikke med, at hun ville have noget imod det, hvis den blev ofret til fordel for videnskaben. Det eneste problem var, at det ikke var muligt at tænde for det ultraviolette lys uden samtidig at tænde for den infrarøde varme. Uanfægtet fik jeg sat begge pærer op ved siden af hinanden oven over min hjemmelavede fælde og lod den være tændt natten over. Næste morgen kom jeg ned til en begrænset succes. UV-lampen havde tiltrukket en masse møl, men uheldigvis var de blevet grillet af varmelampen: Min fælde var fyldt med forkullede natsværmere. Det var ikke lige det, der var meningen. I min frustration forsøgte jeg at trække lampens ledninger om for at adskille de to pærer. Jeg tror ikke, jeg var begyndt at have fysik i skolen endnu (jeg var omkring ni år), så det var nødvendigvis lidt af et skud i tågen. Da jeg tændte det indskrænkede lys, nu kun med UV-pæren tilsluttet strømmen, lød der et stort brag. UV-pæren splintredes. Jeg samlede min mors lampe igen og satte den tilbage i skabet i håb om, at hun aldrig ville opdage noget. Det gjorde hun selvfølgelig. Det varede mange år, før jeg havde sparet nok penge op til at købe en rigtig ’Robinson’s kviksølvlampe til natsværmere’ (for resten en fuldstændig enestående anordning, der kan oplyse hele kvarteret med et uhyggeligt skær). I mellemtiden voksede min samling ret langsomt.

26

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 27

14-Mar-19

Jeg var ikke fuldt bevidst om det dengang, men min barndom faldt sammen med en katastrofal periode for den britiske natur, i hvert fald set fra sommerfuglens og humlebiens perspektiv.

Shropshire lyder sikkert meget idyllisk, men det er misvisende.

Det var og er stadig en relativt naturskøn, grøn og behagelig del af Storbritannien, men det er ikke det tilflugtssted for dyrelivet, som det måtte have været engang. Jeg flyttede dertil i 1972 og forlod det igen i 1984 for at gå på universitetet. I weekenderne gik jeg ofte med mine kammerater ned til Shropshire Union Canal cirka tre kilometer hjemmefra, og undervejs kiggede vi efter fuglereder i de levende hegn. Da jeg begyndte at gå denne tur, skulle vi krydse femten marker, der hver især var omkranset af levende hegn. Da jeg flyttede for at gå på universitetet, skulle man kun krydse en mark – en kæmpestor en. De hegn, hvor jeg plejede at lede efter fugleæg, var blevet rykket op, et efter et. En stor del af selve kanalen var blevet fyldt op, dækket af muldjord og var nu blot en del af udvidelsen af landbrugsjorden. Der hvor en humlebi engang kunne finde brombærbuske i hegnet, kodrivere i læbælterne og kærgaltetand langs kanalen, var der nu kun et hav af korn, en monokultur, der bredte sig ud over hele landskabet. Disse forandringer opstod overalt i det britiske lavland, de fejede gennem hele Vesteuropa.

Disse forandringer førte til tilbagegang og i visse tilfælde udslettelse af mange dyrearter, og vores natur er som følge deraf blevet meget fattigere. Men kampen er ikke tabt. Vi er langsomt og tøvende begyndt at finde måder at rette op på skaderne på.

Videnskabelige studier afdækker, hvordan vi bedst kombinerer et effektivt landbrug med naturhensyn. Der findes en vifte af 27

| POLITIKENS | Goulson | Humlen ved det hele Page 28

14-Mar-19

økonomiske tilbud til landmændene med det formål at støtte dem i at skabe bedre vilkår for naturen. Englændere har en helt særlig kærlighed til naturen, til dyrene og planterne, og der er stor opbakning til fredningsinitiativer. I forlængelse af dette grundlagde jeg tilbage i 2006 The Bumblebee Conservation Trust, en organisation, der på frivillig basis arbejder for at redde vores humlebier, og til min store glæde er organisationen vokset.

Den har nu mere end 8.000 betalende medlemmer og skaber blomsterrige habitater for humlebier over hele Storbritannien fra Kent over Pembrokeshire til Caithness. De fleste af vores vilde dyrearter kæmper for at holde stand, og ved vores hjælp kan de komme ovenpå igen. Nogle gange kan selv dyrearter, vi helt havde mistet, vende tilbage. Men det er emnet for kapitel 1 …

(( Nutzenformat: 294,0 mmmm )))) 294,00mm mmxx200,0 200,00

Nutzenformat: 294,0mm mmxx200,00 200,0 mm )) (((( Nutzenformat: 294,00

Barndommens nysgerrighed over for alt, hvad der rører sig i naturen, førte Dave Goulson ind på den forskerbane, der har gjort ham til en af verdens førende eksperter i humlebier.

Dave Goulson

En kærlighedserklæring til de ting, der holder os i live og gør livet værd at leve.

Dave Goulson

I bogen fortæller han om sine eventyr med de små bevingede væsner, om sin banebrydende forskning, biernes fascinerende historie og forunderlige livscyklus – og om den skrøbelige balance

humlebien, som ikke kun er et lille flyvende mirakel, men også et uundværligt nyttedyr, hvis udryddelse ville få katastrofale konsekvenser.

”En eminent fortælling om det store i det små.

Hans kærlighedserklæring til humlebier og livet på jorden er smittende glæde fra først til sidst.”

Humlen ved det hele

Mit eventyrlige liv med bier

– KRISTELIGT DAGBLAD

Broschurumschlag:

”Pragtfuld!”

– THE TIMES

9 788740 055146

(( Farbigkeit: CMYK ))

135,0 mm x 200,0 mm + 24,0 mm Rücken

Bogen er en varm og uforbeholden kærlighedserklæring til

Humlen ved det hele

mellem vores levevis og biernes overlevelse.

(( 395571aHumlen_F47TAC_norm (( 395571aHumlen ))