Den sidste gode mand af A.J. Kazinski

ham var væk. Han faldt. Landede på ryggen og så op. Der var helt stille omkring ham. Så smilede han og rakte hånden op i luften. Der hvor loftet havde været for et øjeblik siden, var der nu frit udsyn til de første svage stjerner på nattehimlen.

– Der er så stille, mumlede han. – Venus. Og Mælkevejen. *** De andre munke stormede ind i værelset og stod bøjet over ham. Men Ling så dem ikke. Hans fremstrakte hånd faldt slapt ned. Han havde et smil om munden.

– Han har forsøgt at ringe. En af munkene stod med røret i hånden.

– Til alarmcentralen.

– Ling! En af de andre munke – den yngste, blot en stor dreng – forsøgte at komme i kontakt med ham. – Ling. Kan du høre mig?

Intet svar. Den unge munk så op på de andre. – Han er død.

Alle tav. Bøjede hovedet et øjeblik. Flere havde tårer i øjnene. Den ældste munk brød tavsheden: – Hent Lopøn. Vi har ikke lang tid.

En af de andre ville sende drengen, men den ældste stoppede ham.

– Nej, gå du efter ham. Drengen har aldrig oplevet det. Lad ham blive og opleve.

Munken løb af sted, og drengen så på den ældste af munkene.

– Hvad skal der ske? spurgte han ængsteligt.

– Phowa. Vi skal sende sindet videre. Om lidt kommer Lopøn.

– Phowa?

– Phowa hjælper sindet videre. Igennem kroppen og ud gennem hovedet. Vi har kun få minutter.

– Hvad sker der hvis vi ikke når det?

– Vi når det. Lopøn er hurtig. Kom, hjælp mig. Han kan ikke ligge her.

Ingen reagerede.

– Tag ved. Drengen og de to andre munke tog fat i Lings ben.

De løftede Ling op og lagde ham over på sengen.

Han lå lidt på siden. Da den ældste munk ville rulle ham rigtigt rundt på ryggen, fik han øje på noget.

14