Page 1

145 mm

ledes starter denne pris indende danske krimi-roman der er ble et solgt til udgi else i det meste af erden. olitimanden iels ent on er p agt ef er en seriemorder der med afs t i en gammel ødisk myte om re f rdige mennesker p orden har udset sig de gode som ofre. en h em fort ener betegnelsen et godt menneske nart indser iels ent on at han st r o er for en us d anlig morder med en guddommelig plan. pørgsm let er om det er for sent.

istorien er s elskre et at den tryllebinder dig fra første side. – KR FAN DK sbl sende sp nding ... asser af tempo drama og action. – EKSTRA BLADET

A .J. K A Z I N S KI

olk dør hele tiden. f est p hospitaler. erfor ar planen genial. nkel n sten banal.

e to forfatteres klare styrke er at de i et hø t tempo kan fort lle en f ngslende og underholdende historie. – OL T KEN elsk st rkt sp ndingen er h ertebankende hø . – KULTURKA ELLET

n ople else langt ud o er det s d anlige. – E LE A TS FOLKEBLAD bner nye perspekti er for krimigenren. – NELE HENDR K , FORLAGET DE GEUS, HOLLAND

L S OGS DE TO ANDRE B GER SER EN

INTERNATIONAL BESTSELLER

A.J. KAZ I N S K I

AN

DEN SIDSTE GODE MAND

FOTO © MIKKEL ØSTERGAARD

HÆSBLÆSENDE SPÆNDENDE, DET ER EN FANTASTISK BOG! – A F T E N S H O W E T, D R ’ S B O G K L U B

A.J. KAZINSKI er et pseudonym for filminstruktøren og forfatteren Anders Rønnow Klarlund og forfatteren Jacob Weinreich.

POLITIKENS FORLAG

IS N

9 788740 019605

P O L I T I K E N S

F O R L A G

S I ANK I I A ANSK K I INA AKA IS AN I

220 mm

en sidste gode mand er en gte pageturner som man ikke slipper før man er n et til den sidste side. – E A ETERSON, FORLAGET FORU , S ER GE

N SI S

n roman h or det g r allerd

145 mm

37 mm


A.J. Kazinski

Den sidste gode mand

POLITIKENS FORLAG


Af samme forfatter Søvnen og døden, roman 2012 En hellig alliance, roman 2013 Forfølgerne, roman 2014 Den genfødte morder, roman 2015 Drømmetyderens død, roman 2016


To noter til læseren

Den i romanen omtalte myte om ‘Guds retfærdige mænd’ stammer fra den jødiske Talmud – en samling af religiøse skrifter nedskrevet i Israel og Babylonien – der ifølge troen er en direkte overlevering af det som Gud fortalte Moses. Gud sagde blandt andet at der altid vil være 36 retfærdige mennesker på Jorden. De 36 beskytter os alle. Uden dem vil menneskeheden gå til grunde. De 36 ved ikke selv at de er udvalgt. *** Den 11. september 2008 blev der i FN-hovedkvarteret i New York afholdt verdens største videnskabelige konference om nærdødsoplevelser under ledelse af Dr. Sam Parnia. Formålet var at debattere det stigende antal nærdødsoplevelser der hvert år bliver indrapporteret overalt i verden. Rapporter om mennesker der er blevet genoplivet og bagefter har beskrevet de mest utrolige fænomener – ting som videnskaben ikke kan forklare.


DEL I

De dødes bog


Jord, dĂŚk ikke mit blod til! Mit skrig mĂĽ ikke stedes til hvile. JOBS BOG 16


Folk dør hele tiden. Ofte på hospitaler. Derfor var planen genial. Enkel, næsten banal: Alle de nærdødsoplevelser lægerne hørte om, skulle verificeres. Hvordan? På skadestuerne, naturligvis. For der var et mønster i det folk fortalte – de mennesker som havde været erklæret klinisk døde, mennesker hvis vejrtrækning var standset, og hvis hjerte ikke længere slog: De svævede opad. De hang oppe under loftet og så ned på sig selv. Ofte kunne de beskrive detaljer som hjernen umuligt kunne have opdigtet i en sidste dødsrus: Hvordan en læge havde væltet en vase, hvad han eller hun havde råbt til sygeplejerskerne, hvem der var gået ind og ud af stuen – og hvornår. Nogle kunne også fortælle hvad der var sket på stuen ved siden af. Alligevel gjaldt det ikke som videnskab. Men det skulle der rådes bod på nu. Skadestuer, intensivafdelinger og traumecentre – dér hvor man oftest genoplivede folk – skulle benyttes. Som led i en verdensomspændende undersøgelse satte man små hylder op. Små hylder helt oppe under loftet. På hylderne lagde man billeder, illustrationer som vendte opad – umulige at se nedefra. Kun hvis man hang oppe under loftet, kunne man se billedet. Agnes Davidsen var en del af det danske hold. Lægerne havde grinet ad planen, men havde ikke sat sig imod. Bare de selv betalte for at få sat hylderne op. Agnes var med den dag man satte hylden op på 9


Rigshospitalet i København. Hun var selv med til at holde stigen da portøren kravlede op med den forseglede kuvert i hænderne, og det var hende der slukkede lyset inden seglet blev brudt og tegningen placeret på hylden. Kun hovedkvarteret vidste hvad der var på tegningen. Ingen andre havde nogen anelse om det. Et fjernsyn kørte i baggrunden. Det handlede om forberedelserne til klimatopmødet i København. Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, udtalte at Europa ikke ville acceptere at Jordens temperatur steg med mere end to grader. Agnes rystede på hovedet og hjalp med at pakke stigen sammen. Det lød helt vanvittigt når det blev sagt på den måde, tænkte hun. Ikke acceptere. Som om vi mennesker kunne skrue op og ned for Jordens temperatur som var det en termostat. Hun sagde tak til portøren og betragtede hylden oppe under loftet. Nu var der blot tilbage at vente på at hospitalet ringede med budskabet om at der var én der var død på denne stue. Og vendt tilbage.

10


1.

Yonghegong-templet, Beijing – Kina Det var ikke jordens rystelser der vækkede ham. Dem var han vant til – metroen kørte lige under Yonghegong-templet og truede konstant med at vælte det 350 år gamle tempelkompleks midt i den kinesiske hovedstad. Han var vågnet fordi nogen eller noget havde stået bøjet ind over ham mens han sov. Betragtet ham. Det var han sikker på. Munken Ling satte sig op i sengen og så sig omkring. Solen var kun lige på vej ned, smerterne havde lagt ham tidligt i seng. – Er der nogen? Smerten cirkulerede; han kunne ikke finde ud af om det var ryggen, maven eller brystet den var gal med. Han kunne høre de unge munke tale nede på tempelpladsen – de sidste vestlige turister var på vej ud. Ling trodsede smerterne og rejste sig. Han havde stadig en fornemmelse af at der var nogen i rummet. Men der var ingen at se. Han kunne ikke finde sine sandaler og vaklede på nøgne fødder hen over stengulvet. Det var koldt. Måske er jeg ved at få en blodprop, tænkte han. Han havde svært ved at trække vejret. Hans tunge var svulmet op, og han vaklede. Et øjeblik var han ved at miste fodfæstet, men vidste at han måtte holde sig på benene. Faldt han nu, kom han ikke op igen. Han tog en dyb indånding der sendte en brændende fornemmelse ned gennem luftrøret og lungerne. – Hjælp mig, forsøgte han at råbe. Men hans stemme var for svag, og ingen hørte ham. – Hjælp mig. 11


Ling trådte ud på en smal, fugtig gang og gik ind i et andet rum. Forsigtigt, orange sollys trængte gennem loftsvinduet. Han studerede sin krop. Der var intet at se. Hverken på armene, maven eller brystet. Et kraftigt jag fik det til at svimle for ham. Et øjeblik lukkede han øjnene. Opgav at kæmpe imod og forsvandt ind i et mørke af grænseløst ubehag. Så fik han et øjebliks ro. Pinslerne kom i små stød der for hver gang var kraftigere end det foregående. Nu havde han et pusterum. Hans hænder rystede da han åbnede skuffen og gennemsøgte den med famlende bevægelser. Endelig fandt han hvad han søgte: et lille, ridset lommespejl. Han så sig selv i spejlet. Et ansigt fuldt af frygt. Ling trak en anelse ned i lændeklædet og holdt spejlet op så han havde udsyn over den nederste del af sin ryg. Så holdt han vejret. – Min gode Gud, hviskede han og slap grebet om spejlet. – Hvad er det? Det eneste svar han fik, var lyden af spejlet der knustes mod gulvet. Den gammeldags mønttelefon på væggen lignede langtfra nogen frelsende engel, men det var hans eneste mulighed. Han slæbte sig derover. En ny bølge af smerter fik ham til at standse op. Det føltes som en evighed. Han åbnede øjnene og så på den mønttelefon som han havde været så inderligt imod blev sat op. Myndighederne krævede det på grund af de besøgende turister – hvis nogen af dem kom noget til, skulle der kunne tilkaldes hjælp. Af samme grund stod nummeret til alarmcentralen med store tal på væggen, og ved siden af stod en krukke med mønter. Ling rakte hånden frem og forsøgte at nå krukken; han fik fat i kanten, men mistede balancen og måtte slippe den for at støtte sig til væggen. Skår og mønter på gulvet. Ling tøvede. Tanken om at bukke sig ned virkede uoverkommelig. Og skulle en af hans sidste handlinger i denne verden virkelig være at bøje sig efter de skinnende små mønter han havde brugt det meste af livet på at forsage? Men han ville ikke dø endnu og tog med rystende hænder en mønt op, puttede den i telefonen og ringede de tre cifre der stod skrevet på væggen. Så ventede han. – Kom nu, kom nu, hviskede han besværet. Endelig lød en kvindestemme: – Alarmcentralen. – I må hjælpe mig! 12


– Hvad drejer det sig om? Hvor ringer De fra? Stemmen i røret var rolig og fattet. Næsten mekanisk. – Jeg brænder. Jeg ... Ling tav og vendte sig om. Der var nogen, han var helt sikker. Nogen holdt øje med ham. Han gned sig i øjnene, men det hjalp ikke, han kunne ikke se nogen. Hvem ville gøre det her mod ham? – Jeg skal vide hvor De er henne, sagde kvinden. – Hjælp mig ... For hvert et ord han udtalte, løb en smerte fra ryggen op gennem halsen til hans mund og opsvulmede tunge. Kvinden afbrød venligt, men bestemt: – Hvad er navnet? – Ling. Ling Cedong, jeg ... Hjælp mig! Min hud ... den brænder! – Hr. Cedong ... Hun var utålmodig nu. – Hvor befinder De Dem lige nu? – Hjælp mig! Han standsede brat. Pludselig var det som om noget inden i ham styrtede sammen. Som om verden omkring ham trak sig et skridt tilbage og efterlod ham i en tilstand af uvirkelighed. Lydene forsvandt. Den spredte latter fra gårdspladsen. Og stemmen i røret. Tiden stod stille. Han befandt sig i en ny verden. Eller på tærsklen til en anden verden. Der løb blod ud af hans næse. – Hvad sker der? hviskede han. – Der er så stille. I det samme slap han røret. – Hallo? lød den mekaniske stemme fra røret der hang og dinglede fra telefonen. – Hallo? Men Ling hørte den ikke. Han vaklede et par skridt mod vinduet. Han så på de tre glas i vindueskarmen. Der var vand i det ene – måske det ville hjælpe. Han greb ud efter det, men fik ikke ordentligt fat. I stedet forsvandt det ud ad vinduet og knustes mod stenene i gården. Munkene udenfor så op. Ling forsøgte at signalere til dem. Han så deres munde bevæge sig, men hørte intet. Ling kunne både smage og mærke blodet der løb ud af hans næse. – Min gode Gud, stønnede han. – Hvad sker der med mig? Et øjeblik følte han at han var på vej til at blive udvisket. Som var han reduceret til en brik i et andet menneskes drøm, et menneske der nu var ved at vågne. Og han kunne ikke kæmpe imod. Lydene omkring 13


ham var væk. Han faldt. Landede på ryggen og så op. Der var helt stille omkring ham. Så smilede han og rakte hånden op i luften. Der hvor loftet havde været for et øjeblik siden, var der nu frit udsyn til de første svage stjerner på nattehimlen. – Der er så stille, mumlede han. – Venus. Og Mælkevejen. *** De andre munke stormede ind i værelset og stod bøjet over ham. Men Ling så dem ikke. Hans fremstrakte hånd faldt slapt ned. Han havde et smil om munden. – Han har forsøgt at ringe. En af munkene stod med røret i hånden. – Til alarmcentralen. – Ling! En af de andre munke – den yngste, blot en stor dreng – forsøgte at komme i kontakt med ham. – Ling. Kan du høre mig? Intet svar. Den unge munk så op på de andre. – Han er død. Alle tav. Bøjede hovedet et øjeblik. Flere havde tårer i øjnene. Den ældste munk brød tavsheden: – Hent Lopøn. Vi har ikke lang tid. En af de andre ville sende drengen, men den ældste stoppede ham. – Nej, gå du efter ham. Drengen har aldrig oplevet det. Lad ham blive og opleve. Munken løb af sted, og drengen så på den ældste af munkene. – Hvad skal der ske? spurgte han ængsteligt. – Phowa. Vi skal sende sindet videre. Om lidt kommer Lopøn. – Phowa? – Phowa hjælper sindet videre. Igennem kroppen og ud gennem hovedet. Vi har kun få minutter. – Hvad sker der hvis vi ikke når det? – Vi når det. Lopøn er hurtig. Kom, hjælp mig. Han kan ikke ligge her. Ingen reagerede. – Tag ved. Drengen og de to andre munke tog fat i Lings ben. De løftede Ling op og lagde ham over på sengen. Han lå lidt på siden. Da den ældste munk ville rulle ham rigtigt rundt på ryggen, fik han øje på noget. 14


– Hvad er det? spurgte han. De andre kom nærmere og kiggede. – Se. Dér på hans ryg. Alle stod nu bøjet over den døde munk. – Hvad er det? spurgte drengen. Ingen svarede. De stod bare tavse og stirrede på det besynderlige mærke der var vokset frem på munken Lings ryg. Det bredte sig fra skulder til skulder og halvvejs ned ad ryggen. Som en tatovering eller et brændemærke. Eller som om der havde været ild i hans ryg.

15


2.

Suvarna Hospital, Mumbai – Indien Giuseppe Locatelli havde modtaget mailen for tre dage siden. Om han kunne hjælpe med at lokalisere en netop afdød indisk økonom. Giuseppe havde ikke megen lyst, men han brændte for at slippe ud af Indien og håbede at en god, pligtopfyldende indsats her kunne være et springbræt til en bedre stilling på en anden italiensk ambassade. Måske i USA. Det drømte han om. Washington. Eller konsulatet i New York der håndterede alt vedrørende FN. Alt andet end disse stinkende gader. Derfor havde han ikke tøvet med at svare ‘ja’. Turen var lang og møjsommelig selv om det var tidlig morgen. Taxaen kunne kun køre langsomt gennem den tætte slum. Giuseppe havde allerede den første uge i Indien lært at man ikke skulle se på de fattige. Ikke se dem i øjnene – det var sådan førstegangsrejsende fik en hale af tiggende unger efter sig. Holdt man derimod blikket rettet stift frem og var iskold, lod de én være. I Indien handlede det om at fortrænge fattigdommen når man gik på gaden, og først græde når man var alene. Ellers blev man flået. Taxaen stoppede. – Suvarna Hospital, sir. Giuseppe betalte chaufføren og hoppede ud. Der var kø foran hospitalet. Der var fandeme kø alle steder i det her land. Kø ved stranden, kø hos politiet, kø foran hver eneste lille klinik der lå inde med så meget 16


som et plaster og et gazebind. Giuseppe skubbede sig igennem uden at se en eneste i øjnene. Uden overhovedet at registrere omgivelserne. Han talte engelsk til receptionisten. – Giuseppe Locatelli. Den italienske ambassade. Jeg har en aftale med doktor Kahey. Doktor Kahey lod sig ikke påvirke af arbejdspresset. Han fremstod rolig og fattet mens han talte om Italien, om Sardinien, hvor Giuseppe aldrig havde været, mens de gik ned ad trapperne og endte i lighuset. Giuseppe kunne ikke lade være med at udtrykke sin beundring for den travle doktor. – Alle de mennesker ude foran. Hvordan kan I nå det? – De er ikke kommet for at få behandling. Doktor Kahey grinede overbærende. – Bare rolig. – Hvad så? – De er kommet for at vise ham deres respekt. – Ham? Doktor Kahey så undrende på Giuseppe Locatelli. – Manden De er kommet for at se. Raj Bairoliya. Så De ikke de stod med blomster? Giuseppe rødmede. Han havde ikke set noget som helst. Han havde stirret stift frem for sig af frygt for at få øjenkontakt og blive offer for tiggeri. Kahey talte videre med sin karakteristiske syngende indiske accent: – Bairoliya was one of the closest advisers to mister Muhammad Yunus, the inventor of the micro loan. You know mister Yunus? Giuseppe rystede på hovedet. Men han havde dog hørt om mikrolånet – det lån der gjorde det muligt for tusinder og atter tusinder at starte små innovative forretninger. – Yunus fik nobelprisen i 2006, sagde doktor Kahey og trak den afdøde økonom ud af skabet. – Men måske kunne de lige så godt have givet den til Bairoliya. Giuseppe nikkede. Lægen trak ligklædet af. Den døde økonom så fredfyldt ud. Askegrå i huden. Giuseppe genkendte nuancen fra sin mormors lit de parade. Han rømmede sig og forklarede at han nu ville ringe til den italienske politimyndighed der havde sendt ham. – Sure, sure. Han ringede op. Den blev taget øjeblikkeligt. 17


– Tommaso Di Barbara? – Si. – Giuseppe Locatelli. Chiamo dall’consolato a Mumbai. – Si. Si! – Som De bad mig om, står jeg nu ved liget af Raj Bairoliya. Stemmen i telefonen lød forkølet og ophidset: – Hans ryg. Kan De se hans ryg? Giuseppe henvendte sig til lægen der havde trukket sig lidt væk for at ryge. – De italienske myndigheder spørger til ryggen. – Ah. De vil se mærket. Kahey trak på skuldrene og lagde cigaretten i vindueskarmen med gløden ud over kanten. – Det kan være I kan fortælle mig hvad det er. Han så opfordrende på Giuseppe. – De bliver nødt til at hjælpe mig. Giuseppe stod med telefonen i hånden og vidste ikke hvad han skulle gøre. – Vi skal vende ham om. – Ring tilbage, lød ordren på italiensk, hvorefter der blev afbrudt. – Come on. Don’t be afraid. He won’t hurt anyone. On three! Ready? Doktor Kahey grinede da Giuseppe tog fat. – One, two, three! Liget klaskede om på siden, armen faldt stiv ud over kanten. Giuseppe Locatelli stirrede forundret på den dødes ryg. Et mærke strakte sig fra skulder til skulder. – What is it?

18


3.

Polizia di Stato, Venedig – Italien Tommaso Di Barbara havde ventet opkaldet hele dagen. Han havde nærmest siddet og stirret på telefonen mens han plejede en begyndende influenza. Og nu kom opkaldet – ubelejligt ad helvede til. Tommaso så på telefonen mens hans chef betragtede ham med en anklagende mine. – Du kender ikke noget til det? spurgte chefen inkvisitorisk. – En pakke bestilt med diplomatpost fra denne station, sendt fra Kina? Tommaso svarede ikke. Han undrede sig over hvad hans chef, Commissario Morante, lavede på politistationen på dette tidspunkt. Chefen viste sig ellers kun når der var prominent besøg. Tommaso havde en ubehagelig følelse i kroppen. En følelse af at hans dage på stationen snart var talte. Chefen gentog: – Er du sikker? Nogen har brugt officielle kanaler til at få de kinesiske myndigheder til at sende pakken med båndet. Gennem Interpol. Uden om mig. Chefens ånde lugtede af Chianti og hvidløg. – Min vagt starter nu, svarede Tommaso undvigende. Han rejste sig og flygtede ud i regnen. Broen der ledte fra politistationen og ud til politiets både, var det første af Venedig der mødte alle prominente gæster i byen. Efter at være kørt fra fastlandet blev de taget imod af Commissario Morante, ledt 19


gennem den gamle politigård der engang havde huset munke, og ud til Canal Grande langs politiets bro. I nat var der ingen gæster. Bare regn. Tommaso hoppede ned i båden og ringede op til ‘sidst mistede opkald’. – Hallo? – Det er Tommaso igen. Er De der stadig? – Ja. Ja! Giuseppe Locatelli lød oprevet. Tommaso bandede for sig selv. Den satans regn. Det var umuligt at høre noget. Han pressede hånden mod det ledige øre. Lyttede. – Jeg er stadig på lighuset. – Har De vendt ham om? – Ja. Det er … – Tal højere, råbte Tommaso. – Jeg kan ikke høre Dem. – Han har et mærke. Det ser helt vanvittigt ud. Som en … Tommaso afbrød tavsheden. – Som en tatovering? – Ja. Flavio og den nye mand fra Puglia kom løbende gennem regnen. De delte nattevagten sammen med Tommaso. – Kan De tage billeder med Deres telefon? spurgte Tommaso – Ja. Men jeg har også taget et kamera med. Som De bad mig om i mailen. Tommaso tænkte hurtigt. Hvis han tolkede chefens humør korrekt, havde han måske ikke lang tid tilbage på stationen. For kort tid til at vente på nogle fotografiers rejse med post fra Indien. – Tag billeder af hans ryg med Deres telefon. Hører De mig? Det er en hastesag. Tag både billeder af hele ryggen og billeder tæt på – så tæt på De kan uden at miste skarpheden. Flavio og den nye åbnede døren og kom ind i bådens styrehus. De hilste på Tommaso der nikkede. – Har De forstået mig? spurgte Tommaso. – Ja, sagde Giuseppe. – Og send dem til mig med mms. Tommaso afbrød. Han fandt glasset med piller i lommen og slugte to uden anden væske end sit eget spyt mens han forsøgte at komme i tanke om hvem der havde smittet ham. Måske en eller anden på hospicet. 20


Sygeplejerskerne og søstrene der passede hans mor, var i konstant kontakt med sygdom. Tanken om den døende mor sendte et stik af dårlig samvittighed igennem hans krop.

Santa Lucia Banegård, Venedig Hans pas fortalte at han kom fra Guatemala. Det mindste pas Tommaso nogensinde havde set: bare et lille stykke pap foldet på midten. Ingen plads til stempler eller visa, kun et snusket fotografi af ejermanden, der lignede en indianer, og nogle tvivlsomme officielle stempler fra en lige så tvivlsom myndighed på den anden side af Atlanten. – Poco, poco, svarede ejeren af passet da Tommaso spurgte om han kunne italiensk. – Fransk? Heller ikke. Manden kunne kun tale lidt engelsk, som langtfra var Tommasos stærke side. Men det var Tommaso ikke ene om i Italien. Ikke engang hans engelsklærer i skolen kunne engelsk. Til gengæld fik de tæsket fransk ind. Tommaso ville hellere have lært engelsk, men nu var det for sent, syntes han. Når man er over 25, er det for sent at lære nyt – sådan var han opdraget af sin far. Og når man er over 30, skal man være sin egen læge. Tommasos far, der aldrig havde forladt Cannaregio i Venedig, døde fordi han nægtede at opsøge lægehjælp da han fik problemer med lungerne. Tommaso vidste det: Fædre burde tale noget mindre. Men han vidste også at han på mange måder var en træt kopi af sin far. Tommaso rettede sig op og fangede sit eget spejlbillede i togkupéens vindue. Normalt ville han have mødt et skarpt, velbarberet ansigt med insisterende øjne, et gråsprængt hår og et markant kæbeparti. Men i aften lignede han noget der burde ligge derhjemme under dynen. Tommaso var den første til at indrømme at hans gode udseende havde stået i vejen for et stabilt forhold. Der var ganske enkelt for mange fristelser. Dog ikke de sidste par år – efter at han var landet i midten af 40’erne. Ikke at hans udseende havde ændret sig markant. Men folk omkring ham havde ændret sig. De var blevet gift og nød nærhedens glæder. Tommaso sagde næsten hver dag til sig selv at han burde finde sig en 21


kone. Men det blev nok ikke i aften, konstaterede han da han igen fangede refleksionen af sig selv. – Grazie. Tommaso nikkede til indianeren fra Guatemala og steg ud på perronen. Han tjekkede straks sin telefon. Ingen nye beskeder. Ingen billedfiler. Tommaso så på banegårdens ur. Tirsdag d. 15. december 2009. 01.18. Han vidste at det kunne tage minutter, nogle gange timer, før en besked ankom på mobilen når den blev sendt fra Asien. Deres efterretningstjenester forsinkede signalet så de kunne kontrollere hvad der blev sendt ind og ud. De førte streng kontrol med folks samtaler. – Flavio. Tommaso kaldte på sin kollega. – Flavio! I alt var de kun tre betjente på denne nattevagt der var startet i regnvejr for 17 minutter siden. Politiets hovedkvarter lå skråt over for banegården. De vidste at toget fra Trieste kom ind halv to og ofte havde illegale indvandrere med fra Østeuropa der søgte lykken i Vesten ved at arbejde for en dårlig løn i et eller andet usselt køkken. Flavio trådte ud af regnen og ind under perronens overdækning af stål. Han måtte råbe på Tommaso for at overdøve støjen: – Vi lader dem gå. – Hvorfor? – Selvmord på Murano. – Selvmord? – Eller mord. Hvem ved på de øer? Flavio pudsede sin næse i tre hårde stød og lagde lommetørklædet tilbage i lommen. Tommaso så igen på telefonen. Stadig intet fra Indien. Frygter jeg svaret? Han spurgte sig selv på vej ned i båden. Næsten alle de andre gange havde han haft ret. For et par måneder siden var det i Hanoi man havde fundet en. Død på samme måde. Samme mærke. Også en velgører. Inden Flavio vendte båden i kanalen, opdagede Tommaso at der var lys på chefens kontor. Tommaso vidste kun alt for godt hvad det betød: Commissario Morante havde sat himmel og jord i bevægelse for at få vished om hvem der havde fået de kinesiske myndigheder til at sende pakken med båndet. Snart ville han finde ud af det – Commissario 22


Morante var en grundig mand – og han ville også finde ud af at Tommaso havde brugt Interpol til at sende advarsler ud til en række europæiske politimyndigheder. Blandt andet København.

23


145 mm

ledes starter denne pris indende danske krimi-roman der er ble et solgt til udgi else i det meste af erden. olitimanden iels ent on er p agt ef er en seriemorder der med afs t i en gammel ødisk myte om re f rdige mennesker p orden har udset sig de gode som ofre. en h em fort ener betegnelsen et godt menneske nart indser iels ent on at han st r o er for en us d anlig morder med en guddommelig plan. pørgsm let er om det er for sent.

istorien er s elskre et at den tryllebinder dig fra første side. – KR FAN DK sbl sende sp nding ... asser af tempo drama og action. – EKSTRA BLADET

A .J. K A Z I N S KI

olk dør hele tiden. f est p hospitaler. erfor ar planen genial. nkel n sten banal.

e to forfatteres klare styrke er at de i et hø t tempo kan fort lle en f ngslende og underholdende historie. – OL T KEN elsk st rkt sp ndingen er h ertebankende hø . – KULTURKA ELLET

n ople else langt ud o er det s d anlige. – E LE A TS FOLKEBLAD bner nye perspekti er for krimigenren. – NELE HENDR K , FORLAGET DE GEUS, HOLLAND

L S OGS DE TO ANDRE B GER SER EN

INTERNATIONAL BESTSELLER

A.J. KAZ I N S K I

AN

DEN SIDSTE GODE MAND

FOTO © MIKKEL ØSTERGAARD

HÆSBLÆSENDE SPÆNDENDE, DET ER EN FANTASTISK BOG! – A F T E N S H O W E T, D R ’ S B O G K L U B

A.J. KAZINSKI er et pseudonym for filminstruktøren og forfatteren Anders Rønnow Klarlund og forfatteren Jacob Weinreich.

POLITIKENS FORLAG

IS N

9 788740 019605

P O L I T I K E N S

F O R L A G

S I ANK I I A ANSK K I INA AKA IS AN I

220 mm

en sidste gode mand er en gte pageturner som man ikke slipper før man er n et til den sidste side. – E A ETERSON, FORLAGET FORU , S ER GE

N SI S

n roman h or det g r allerd

145 mm

37 mm

Profile for JP/Politikens Forlag

Den sidste gode mand af A.J. Kazinski  

Den sidste gode mand (2010) er første bog i serien om Niels Bentzon. Læs også Søvnen og døden (2012) Niels Bentzon er gidselforhandler hos...

Den sidste gode mand af A.J. Kazinski  

Den sidste gode mand (2010) er første bog i serien om Niels Bentzon. Læs også Søvnen og døden (2012) Niels Bentzon er gidselforhandler hos...

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded