skjult bag hendes hånd, som om hun ikke ville have, at bil ledet blev taget. “Det skal se ud, som om jeg bliver stalket af paparazzier,” siger hun. “Som om jeg er en superberømt skuespiller på vej ud af en eller anden fancy restaurant. I virkeligheden ville der jo nok være en kæmpestor bodyguard bag mig, men ...” “Men du er ikke skuespiller,” siger Elisabeth. “Du vil ger ne være scenograf.” “Det er en del af planen,” siger Rachel. “Ved I, hvor man ge skuespillerinder der findes? Millioner. Og de kæmper alle sammen for at blive opdaget, hvilket er sådan et turn off. En dag vil jeg lave scenografi for en eller anden berømt produ cent, han vil kaste ét blik på mig og vide, at det er spild at holde mig bag kameraet. At jeg burde være foran det. Og så tager han æren for at have opdaget mig, men det var rent faktisk mig, der fik ham til at opdage mig.” “Det kan altså godt bekymre mig, at du tror, det vil ske bare sådan,” siger jeg. Rachel tager en slurk kaffe. “Jamen det er, fordi det er så dan, det bliver.” Det ringer ind. Jeg samler gavepapiret op og krøller det sammen til en kugle. Rachel tager både gavepapiret og de tomme krus med over til skraldespanden bag scenen. Elisa beth lægger billederne ned i en indkøbspose og ruller den sammen om dem, inden hun rækker dem til mig. “Jeg går ud fra, vi ikke kan kigge forbi, inden du tager af sted?” siger Elisabeth. “Sikkert ikke,” siger jeg og følger efter dem ned ad trap pen, og vi går langsomt ned ad midtergangen i teatersalen. 14
At se lyset.indd 14
17/08/17 09.37