Page 1

af præcis den fyr, jeg taler om. ”Er det ham?” Hun ser på ingen måde glad ud. ”Hvordan kunne du vide det?” ”Det første, du nævnte, var hans smilehul. Det afslørede ham.” Hun ryster på hovedet. ”Og så er jeg jo altid heldig … Men desværre, Sierra. Ikke ham, ikke Caleb.” ”Hvorfor ikke?” Hun læner sig tilbage og hviler fingerspidserne mod bordpladen. ”Han er bare ikke det bedste valg. Lad os finde en anden.” Jeg lader hende ikke slippe så let, og det ved hun godt. ”Det går et rygte … og jeg er ret sikker på, det er sandt. Der er i hvert fald sket et eller andet.”

Rygterne siger dog, at Caleb ikke umiddelbart er nogen drømmefyr. Han har for år tilbage begået en stor fejl, som han har lidt under lige siden. Sierra er fast besluttet på at hjælpe Caleb med at finde tilgivelse og måske endda forløsning for sin fejl. Som misforståelser, rygter og mistanker fyger omkring dem, indser Sierra og Caleb, at de har en styrke, der overvinder alt andet: sand kærlighed. At se lyset er en livsbekræftende, rørende og helt uforglemmelig læseoplevelse.

”Hvad er det?” Det er første gang, jeg har hørt hende tale så kryptisk om nogen. ”Du gør mig nervøs.” Hun ryster på hovedet. ”Jeg vil ikke sige mere. Jeg hader at sladre, men jeg vil altså ikke på dobbeltdate med ham.” P O L I T I K E N S F O R L AG

politikensforlag.dk

Fotocredits: Sonya Sones

gange og viser mig så et billede på nettet

JAY ASHER AT SE LYSET

H

eather tager sin telefon frem, taster et par

Sierras familie driver en juletræsplantage i Oregon, hvor Sierra har sit liv og sine bedste veninder, men hvert år må hun forlade det hele, når familien pakker deres træer og drager til Californien for at sælge årets produktion. Sierras liv er på den måde delt i to; hun lever ét liv i Oregon og et helt andet i Californien – problemet er bare, at når hun er det ene sted, savner hun det andet. Lige indtil i år, hvor Sierra møder Caleb, og livet i Californien med ét overskygger tilværelsen i Oregon.

JAY ASHER

(f. 1975) debuterede i 2007

med ungdomsromanen Døde piger lyver ikke, der er blevet en megasucces med mere end 2,5 million solgte eksemplarer i hjemlandet USA, udgivelse og bestsellerJay Asher en a h r skrevet is sh torie, kærlighed dit hjerte, se der vil knu få dig til at men snart igheden tro på kærl igen …

placeringer i 30 lande (herunder Danmark). I foråret 2017 har bogen haft premiere som serie på Netflix med bl.a. Selena Gomez på rollelisten.

”Asher har gjort det igen. Han skriver sig helt ind i hjertet af, hvad der er vigtigt i relationer, uanset om det er venskab eller kærlighed.” Goodreads.com

ISBN 978-87-400-3681-7

”En smuk fortælling om kærlighed og tilgivelse.” — STEPHEN CHBOSKY, forfatter bag bestselleren og filmen The Perks of Being a Wallflower


Jay Asher

At se lyset PĂĽ dansk ved Louise Urth Olsen

Politikens For l ag

At se lyset.indd 3

17/08/17 09.37


kapitel 1 “Jeg hader denne her tid på året,” siger Rachel. “Undskyld, Sierra. Jeg ved godt, jeg siger det hele tiden, men det er altså sådan, det er.” Morgendisen slører indgangen til skolen på den anden side af plænen. Vi holder os til flisegangen for at undgå de våde pletter i græsset, men det er ikke vejret, Rachel brokker sig over. “Vil du ikke nok stoppe, Rachel?” siger jeg. “Du får mig til at græde igen, og jeg vil bare gerne gennem den her uge uden ...” “Men det er jo ikke en uge!” siger hun. “Det er to dage. To dage til thanksgiving, og så skal du væk en hel måned igen. Mere end en måned!” Jeg klemmer hendes arm, da vi går videre. Selvom det er mig, der skal rejse langt væk hjemmefra, lader Rachel, som om det er hendes verden, der bliver vendt op og ned på hvert 7

At se lyset.indd 7

17/08/17 09.37


eneste år. Hendes surmulende ansigt og slappe skuldre er kun for min skyld, så jeg ved, at jeg er savnet, og jeg er tak­ nemmelig for hendes melodrama hver eneste gang. Selvom jeg elsker at være der, hvor jeg skal hen, er det stadig svært at sige farvel. Men jeg ved, at mine veninder tæller dagene, til jeg er hjemme igen, og det gør det nemmere. Jeg peger på tåren i min øjenkrog. “Se, hvad du har gjort. Nu begynder det.” Himlen var næsten skyfri, da mor kørte os i skole fra vo­ res juletræsplantage her til morgen. Arbejderne var ude ved træerne, deres motorsave summede som myg i det fjerne, nu hvor de er i færd med at fælde årets høst. Tågen drev ind over landet, som vi kørte. Den lagde sig hen over de mindre gårde, over motorvejen, og med sig hav­ de den årstidens genkendelige lugt. På den her tid af året dufter hele vores lille by i Oregon af nyfældede grantræer. På andre tidspunkter dufter den af sukkermajs eller sukkerroer. Rachel holder den ene af glasdørene for mig og følger så efter hen til skabene. Hun vifter med sit glitrende røde ur for næsen af mig. “Vi har et kvarter,” siger hun. “Jeg er sur, og jeg fryser. Lad os tage en kop kaffe, inden det ringer ind.” Skolens teaterinstruktør, miss Livingston, opfordrer slet skjult sine elever til at drikke så meget koffein, de har brug for, for at kunne være klar, når timen begynder. Og der står altid en kande kaffe backstage. Som chefscenograf kan Ra­ chel komme og gå i teatersalen, som hun vil. Dramaholdet har haft den sidste forestilling af Gys i blomsterbutikken. Kulisserne skal ikke pilles ned før efter thanks­ giving, så de står der stadig, da Rachel og jeg tænder lyset i 8

At se lyset.indd 8

17/08/17 09.37


salen. På scenen mellem blomsterbutikkens disk og den sto­ re, grønne kødædende plante sidder Elisabeth. Hun retter sig op og vinker, da vi træder ind i salen. Rachel går foran mig ned ad midtergangen. “I år vil vi gerne give dig noget, du kan tage med til Californien.” Jeg følger efter forbi de tomme, røde stolerækker. De er tilsyneladende ligeglade med, at jeg er ét stort tudende kaos de sidste par dage i skolen. Jeg går op ad trappen til scenen. Elisabeth kommer op at stå og løber over og krammer mig. “Jeg havde ret,” siger hun til Rachel over min skulder. “Jeg sagde jo, hun ville begynde at græde.” “Jeg hader det her,” svarer jeg. Elisabeth rækker mig to gaver i skinnende sølvfarvet papir. Jeg har allerede en fornemmelse af, hvad de giver mig. Vi var alle tre i gavebutikken inde i byen i sidste uge, og jeg så dem kigge på billedrammer i samme størrelse som gaverne, jeg står med nu. Jeg sætter mig ned for at åbne dem og læner mig op ad disken med det gamle jernkasseapparat. Rachel sidder i lotusstilling foran mig. Vores knæ rører næsten ved hinanden. “I overholder ikke reglerne,” siger jeg og lader en finger glide ind under tapen på den ene gave. “Vi skulle jo vente med det her, til jeg er hjemme igen.” “Vi ville bare give dig noget, der får dig til at tænke på os hver dag,” siger Elisabeth. “Vi er lidt flove over, at vi ikke gjorde det her fra starten, da du begyndte at rejse,” tilføjer Rachel. “Altså, dengang vi var helt små?” Min mor blev hjemme på plantagen sammen med mig til 9

At se lyset.indd 9

17/08/17 09.37


min første jul, mens far styrede vores juletræshandel nede i Californien. Året efter syntes mor, at vi skulle blive hjemme en jul mere, men far ville ikke undvære os. Han ville helle­ re droppe juletræshandlen i et år, sagde han, og så satse på salget til forhandlerne ude i landet. Men mor havde dårlig samvittighed over for de familier, der havde gjort det til en tradition at købe deres juletræer hos os. Og fordi det er et familieforetagende, far er den anden generation, der kører butikken, var det også en skøn tradition for mine forældre. De mødte faktisk hinanden, fordi min mor og hendes familie var faste kunder i juletræshandlen. Så hvert eneste år er jeg væk fra thanksgiving til jul. Rachel læner sig tilbage og sætter hænderne i scenegulvet som støtte. “Ved dine forældre stadig ikke, om det her er den sidste jul i Californien?” Jeg piller i tapen, der holder papiret sammen. “Er det bu­ tikken, der har pakket ind?” Rachel hvisker til Elisabeth, højt nok til, at jeg kan høre det. “Hun skifter emne.” “Undskyld,” siger jeg. “Det er bare, fordi jeg hader tanken om, at det her kunne være det sidste år. Selvom jeg elsker jer, så ville jeg savne det. Og jeg ved kun det, jeg hørte ved et tilfælde – de har stadig ikke nævnt noget for mig – men de virker ret pressede over økonomien. Før de beslutter sig, vil jeg forsøge ikke at vænne mig til nogen af scenarierne.” Hvis vi beholder juletræssalget tre sæsoner mere, vil vores familie have haft det samme sted i 30 år. Da min farmor og farfar købte stedet, var den lille by ved at vokse sig større. Byerne meget tættere på plantagen i Oregon havde allerede 10

At se lyset.indd 10

17/08/17 09.37


flere juletræssalg, måske endda for mange. Nu forhandler alt fra supermarkeder til isenkræmmere juletræer, og der er også flere velgørenhedsorganisationer, der sælger træer. Det er ikke særlig almindeligt med juletræssalg som vores mere. Hvis vi sælger det, så vil vores forretning udelukkende være at sælge træer til supermarkederne, isenkræmmerne og vel­ gørenhedsorganisationerne – eller til andre juletræssalg som vores. Elisabeth lægger en hånd på mit knæ. “Jeg vil også gerne have, at du skal af sted igen næste år, fordi jeg ved, du elsker det, men hvis nu du ikke skal, så kan vi alle tre holde juleferie sammen for første gang.” Jeg kan ikke lade være med at smile ved tanken. Jeg elsker de her piger, men Heather er også en af mine bedste venin­ der, og jeg ser hende kun den ene måned om året, jeg er i Californien. “Vi har været der hvert eneste år,” siger jeg. “Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det ville være, hvis det pludselig ikke var sådan mere.” “Jeg kan godt fortælle dig, hvordan det ville være,” siger Rachel. “Det ville være sidste år på skolen. Ski og boblebad. I sneen!” Men jeg elsker vores snefri by i Californien, lige ud til ky­ sten, kun tre timer syd for San Francisco. Og jeg elsker at sæl­ ge juletræer, at møde de samme familier år efter år. Det ville ikke føles rigtigt at bruge så lang tid på at dyrke træerne for kun at sende dem af sted, så nogle andre kunne sælge dem. “Det lyder sjovt, ik’?” siger Rachel. Hun læner sig frem mod mig og vipper med øjenbrynene. “Forestil dig det én gang til, nu tilsat nogle drenge.” 11

At se lyset.indd 11

17/08/17 09.37


Jeg fnysegriner. “Det er det samme hver eneste jul,” siger jeg. “Kan I ikke huske sidste år, hvor jeg blev droppet dagen før, vi tog til Cali­ fornien?” “Det var forfærdeligt,” siger Elisabeth, men hun griner også lidt. “Og så tog han hende pigen, der bliver undervist hjemme, med til gallafesten, hende med de store bryster og ...” Rachel lægger en finger over Elisabeths læber. “Jeg tror godt, hun kan huske det.” Jeg kigger ned på den første gave, den er næsten pakket ud nu. “Altså, jeg forstår ham jo godt; hvem gider have et langdistanceforhold i julen? Jeg gad ikke.” “Men der arbejder også nogle ret lækre fyre i juletræs­ handlen, ikke?” “Det gør der nemlig.” Jeg ryster på hovedet. “Som om min far nogensinde ville tillade det.” Jeg tager et stykke tape mere af, men mine tanker er i Ca­ lifornien nu. Heather og jeg har været veninder, så længe vi kan huske. Hun boede ved siden af min mormor og morfar. Da de døde, var jeg inde hos Heather og hendes familie et par timer hver dag, så mine forældre kunne få en pause. Som tak fik de et smukt juletræ og et par kranse, og et par af folke­ ne fra juletræssalget hængte lys op under taget på deres hus. Elisabeth sukker. “Dine gaver, gider du lige?” De har selvfølgelig ret. Jeg ville elske at have bare én vinter her, inden vi allesammen er færdige med skolen og flytter, hvor end vi flytter hen. Jeg har en drøm om at være sammen med dem til isskulpturkonkurrencen og til alt det andet, de har fortalt om, der foregår her i julen. 12

At se lyset.indd 12

17/08/17 09.37


Men mine ferier i Californien er den eneste tid på året, hvor jeg får lov til at se min anden bedste veninde. Jeg stop­ pede med at kalde Heather min vinterveninde for nogle år siden. Hun er en af mine bedste veninder, punktum. Engang så jeg hende også et par uger om sommeren, når vi besøgte min morfar og mormor, men det stoppede, da de døde. Jeg er bange for, at jeg ikke kan nyde ferien sammen med hende, hvis jeg ved, det er den sidste. Rachel rejser sig og går hen over scenen. “Jeg har virkelig brug for kaffe.” Elisabeth råber efter hende: “Hun er ved at åbne vores ga­ ver!” “Hun er ved at åbne din gave,” siger Rachel. “Der er rødt bånd på min.” Den første ramme, jeg pakker ud, den med det grønne bånd om, er en selfie af Elisabeth. Hun rækker tunge i den ene side af munden og kigger i den anden retning. Det ligner alle de andre billeder, hun har taget af sig selv. Og derfor er jeg allerede helt vild med det. Jeg trykker billedet ind mod brystet. “Tak.” Elisabeth rødmer. “Det var så lidt.” “Jeg åbner din nu!” råber jeg hen over scenen. Rachel kommer langsomt hen til os med tre papkrus med dampende varm kaffe. Vi tager et krus hver. Jeg stiller mit ved siden af på scenegulvet, da Rachel sætter sig ned foran mig igen, og så begynder jeg at pakke hendes gave op. Selv­ om det kun er én måned, kommer jeg til at savne hende så meget. På Rachels billede er hendes smukke ansigt i profil, delvist 13

At se lyset.indd 13

17/08/17 09.37


skjult bag hendes hånd, som om hun ikke ville have, at bil­ ledet blev taget. “Det skal se ud, som om jeg bliver stalket af paparazzier,” siger hun. “Som om jeg er en superberømt skuespiller på vej ud af en eller anden fancy restaurant. I virkeligheden ville der jo nok være en kæmpestor bodyguard bag mig, men ...” “Men du er ikke skuespiller,” siger Elisabeth. “Du vil ger­ ne være scenograf.” “Det er en del af planen,” siger Rachel. “Ved I, hvor man­ ge skuespillerinder der findes? Millioner. Og de kæmper alle sammen for at blive opdaget, hvilket er sådan et turn off. En dag vil jeg lave scenografi for en eller anden berømt produ­ cent, han vil kaste ét blik på mig og vide, at det er spild at holde mig bag kameraet. At jeg burde være foran det. Og så tager han æren for at have opdaget mig, men det var rent faktisk mig, der fik ham til at opdage mig.” “Det kan altså godt bekymre mig, at du tror, det vil ske bare sådan,” siger jeg. Rachel tager en slurk kaffe. “Jamen det er, fordi det er så­ dan, det bliver.” Det ringer ind. Jeg samler gavepapiret op og krøller det sammen til en kugle. Rachel tager både gavepapiret og de tomme krus med over til skraldespanden bag scenen. Elisa­ beth lægger billederne ned i en indkøbspose og ruller den sammen om dem, inden hun rækker dem til mig. “Jeg går ud fra, vi ikke kan kigge forbi, inden du tager af sted?” siger Elisabeth. “Sikkert ikke,” siger jeg og følger efter dem ned ad trap­ pen, og vi går langsomt ned ad midtergangen i teatersalen. 14

At se lyset.indd 14

17/08/17 09.37


“Jeg skal tidligt i seng i aften, så jeg kan arbejde nogle timer inden skole i morgen. Og så tager vi af sted sindssygt tidligt onsdag morgen.” “Hvornår?” spørger Rachel. “Måske kan vi ...” “Klokken tre om natten faktisk,” svarer jeg og griner. Det er en køretur på 17 timer fra plantagen i Oregon til jule­ træshandlen i Californien, afhængig af tissepauser og trafik. “Hvis I gider stå op så tidligt, så ...” “Det er okay,” siger Elisabeth. “Vi sender dig gode tanker fra drømmeland.” “Har du styr på alle lektierne?” spørger Rachel. “Det tror jeg.” For to vintre siden var der nok en ti stykker af os udvandrende juletræsbørn på skolen. I år er vi kun tre. Heldigvis er lærerne vant til at indrette sig efter diverse høst­ tider, fordi der er så mange gårde i området. “Monsieur Cap­ peau er bekymret for min evne til at pratique mon français, mens jeg er væk, så han tvinger mig til at ringe og sludre indimellem.” Rachel blinker til mig. “Er det den eneste grund til, at han tvinger dig til at ringe?” “Ad, hvor er du klam,” siger jeg. “Sierra bryder sig jo ikke om gamle mænd,” siger Elisabeth. Jeg griner. “I taler om Paul, ikke? Vi har kun været på én date, men så blev han taget med en øl i sin vens bil.” “Det skal siges, at han ikke kørte,” påpeger Rachel, og in­ den jeg kan nå at sige noget, rækker hun hånden i vejret. “Men jeg har forstået det. Du så det som et tegn på lurende alkoholisme. Eller på evnen til at træffe dårlige beslutninger. Eller ... noget.” 15

At se lyset.indd 15

17/08/17 09.37


Elisabeth ryster på hovedet. “Du er alt for kræsen, Sierra.” Rachel og Elisabeth er altid efter mig, hvad angår mine krav til fyre. Jeg har bare set alt for mange piger, der ender med fyre, der trækker dem med sig ned i sølet. Måske ikke til at begynde med, men med tiden. Hvorfor spilde år eller måneder, eller bare dage, på sådan en? Inden vi når ud til dobbeltdørene, der fører ud til gangen, tager Elisabeth et skridt frem og vender sig om mod os. “Jeg kommer for sent til engelsk, men skal vi ikke mødes til fro­ kost?” Jeg smiler, for vi mødes altid til frokost. Vi går ud på gangen, og Elisabeth forsvinder i mylderet af elever. “To frokoster mere,” siger Rachel. Hun lader, som om hun tørrer en tåre af kinden, mens vi går. “Det er, hvad vi får. Jeg får næsten lyst til at ...” “Stop!” siger jeg. “Du skal ikke sige det.” “Åh, du skal ikke være bekymret for mig.” Rachel vifter med hånden. “Jeg har masser at lave, mens du fester i Cali­ fornien. Lad os se: Næste mandag begynder vi at pille scenen ned. Så skal jeg hjælpe festkomitéen med at lave udsmykning til gallafesten. Det er ikke teater, men jeg vil jo gerne bruge mine talenter, hvor jeg kan.” “Er der et tema til festen i år?” spørger jeg. “En rystekugle fuld af kærlighed,” siger hun. “Det lyder sukkersødt, jeg ved det godt, men jeg har nogle fede idéer. Jeg vil gerne pynte hele gymnastiksalen, så det føles, som om man danser inden i en rystekugle. Så jeg har ret travlt, indtil du kommer tilbage.” 16

At se lyset.indd 16

17/08/17 09.37


“Der kan du bare se! Du kommer sikkert slet ikke til at savne mig.” “Sikkert ikke,” siger hun og puffer til mig. “Men du har bare at savne mig.” Og det kommer jeg til. Hele mit liv har det været en jule­ tradition, at jeg savner mine veninder.

At se lyset.indd 17

17/08/17 09.37


kapitel 2 Solen titter kun lige frem bag bjergene, da jeg parkerer fars pickup i den ene side af den mudrede tilkørselsvej. Jeg træk­ ker håndbremsen og kigger ud på et af mine yndlingsland­ skaber. Grantræerne står tæt en lille meter fra vinduet i fører­ siden og fortsætter mere end 40 hektar ud over de bølgende bakker. På den anden side af bilen strækker vores marker sig lige så langt. Der, hvor vores jord slutter, fortsætter andre går­ des marker. Jeg slukker for varmen og stiger ud, og jeg ved, at den kol­ de luft vil bide. Jeg samler håret i en stram hestehale, puffer det ned ad ryggen under min tykke vinterfrakke, hiver hæt­ ten op over hovedet og binder snorene stramt. Duften af harpiks hænger tungt i den fugtige luft, og den våde jord klæber til mine kraftige støvler. Grenene kradser hen over mine ærmer, da jeg tager telefonen op af lommen. Jeg taster onkel Bruces nummer og holder telefonen tæt 18

At se lyset.indd 18

17/08/17 09.37


mod øret med skulderen, mens jeg tager arbejdshandskerne på. Han griner, da han svarer. “Det tog dig alligevel ikke lang tid at komme herop, Sierra!” “Så hurtigt kørte jeg altså ikke,” siger jeg. Men sandheden er, at det er alt for svært at modstå svingene og det glatte mudder. “Bare rolig, skat. Jeg har flået den bakke i stykker rigtig mange gange i min lastbil.” “Jeg har set det, det var derfor, jeg vidste, det ville være så sjovt,” siger jeg. “Nå, men jeg er næsten fremme ved den første stabel.” “Jeg er der om to minutter,” siger han, og inden han læg­ ger på, kan jeg høre helikoptermotoren starte. Jeg tager en orange refleksvest op af min frakkelomme og stikker armene gennem hullerne. Velcrostrimlerne, der løber ned ad brystet, holder vesten på plads, sådan at min onkel kan se mig fra luften. Nogle hundrede meter fremme kan jeg høre motorsavene summe, når arbejderne pløjer sig gennem stubbene på dette års træer. Vi begyndte at mærke dem, vi ville fælde, for to må­ neder siden. Bandt en plasticsnor om en gren tæt på toppen. Rød, gul eller blå, afhængig af højden, så det var nemmere at sortere dem, når de skulle lastes. Alle de træer, der ikke har fået en snor, får lov til at vokse sig større. Jeg kan se den røde helikopter i det fjerne flyve hen mod mig. Mor og far hjalp onkel Bruce med at købe den i bytte for hans hjælp med at transportere vores træer under høsten. Helikopteren sørger for, at vi ikke skal bruge noget af vores 19

At se lyset.indd 19

17/08/17 09.37


jord til veje på kryds og tværs, og træerne er friskere, når de sendes af sted. Resten af året flyver han turister på sightseeing langs den klippefyldte kystlinje. Nogle gange får han endda lov til at lege helt og lede efter en vandrer, som er forsvundet. Da arbejderne foran mig har fældet fire-fem træer, lægger de dem side om side oven på to lange kabler, som lagde de dem på tværs af et jernbanespor. De stabler flere og flere træ­ er ovenpå, indtil de har samlet en ti-tolv stykker. Så binder de kablerne sammen om træerne, inden de fortsætter med en ny stabel. Det er der, jeg kommer ind i billedet. Sidste år var det første år, far lod mig gøre det. Jeg vidste, at han gerne ville sige, at arbejdet var alt for farligt for en 15-årig pige, men det turde han alligevel ikke. Et par af de fyre, han har hyret til at fælde træer, går i min klasse, og dem lader han gerne bruge motorsavene. Larmen fra helikoptervingerne tager til – wump-wumpwump-wump – de skærer sig gennem luften. Mit hjerte slår i takt med deres rytme, da jeg gør klar til at binde sæsonens første bundt. Jeg står ved siden af det første parti, bøjer mine handske­ klædte fingre. Det tidlige morgenlys blitzer i helikopterens vinduer. Et langt kabel hænger som en hale efter den, træk­ ker en tung, rød krog hen over himlen. Helikopteren sætter farten ned, som den nærmer sig, og jeg borer min støvle ned i jorden. Over mig brager helikop­ terens vinger. Wump-wump-wump-wump. Helikopteren sæn­ ker sig langsomt, indtil metalkrogen rører nålene på bundtet med træer. Jeg løfter armen op over hovedet, svinger med 20

At se lyset.indd 20

17/08/17 09.37


den for at bede om mere kabel. Helikopteren sænker sig yder­ ligere nogle centimeter, og jeg griber fat i krogen, hægter den til kablerne og træder så to lange skridt tilbage. Jeg kigger op og kan se onkel Bruce smile ned til mig. Jeg peger på ham, han giver mig en thumbs up, og så flyver han. Det tunge bundt træer trækkes sammen, da det løftes op fra jorden, og så sejler det af sted over mig. En tiltagende måne hænger over vores stuehus. Når jeg kig­ ger ud ad vinduet fra mit værelse på første sal, kan jeg se bjergene fortone sig i det dybe mørke. Da jeg var lille, fore­ stillede jeg mig tit, at jeg var en kaptajn på et skib, der stod og kiggede ud over havet om natten. Bølgerne var ofte mørkere end stjernehimlen over mig. Udsigten er den samme hvert eneste år, fordi vi fælder træerne efter et bestemt mønster. For hvert træ, der fældes, lader vi fem stå og planter en ny frøplante. Seks år senere er alle træerne blevet sendt rundt i landet, hvor de nu står som julens trofæ i folks hjem. Derfor har mit liv forskellige traditioner. Dagen før thanks­ giving kører mor og jeg sydpå og bliver genforenet med far. Så spiser vi thanksgiving-middag sammen med Heather og hendes familie. Dagen efter begynder vi at sælge træer fra morgenstunden, og vi stopper ikke før juleaften. Den aften giver vi udmattede hinanden én gave hver. Der er ikke plads til mere end én gave i den sølvfarvede campingvogn, der er vores hjem i Californien. Vores hus er fra 1930’erne. Trægulvene og den gamle trap­ pe gør det umuligt at stå ud af sengen midt om natten, uden 21

At se lyset.indd 21

17/08/17 09.37


at man kan høre det, men jeg holder mig til den mindst knir­ kende side af trappen. Jeg er tre skridt fra køkkengulvet, da mor kalder på mig inde fra stuen. “Sierra, du er nødt til at få bare et par timers søvn.” Når far ikke er her, falder mor i søvn på sofaen foran det tændte fjernsyn. Mit romantiske jeg vil gerne tro, at det er, fordi deres soveværelse føles tomt, når han ikke er hjemme. Mit knap så romantiske jeg har en forestilling om, at det får hende til at føle sig dejlig rebelsk at falde i søvn på sofaen. Jeg trækker morgenkåben sammen om mig og stikker fød­ derne i de slidte sneakers ved siden af sofaen. Mor gaber og rækker ud efter fjernbetjeningen på gulvet. Hun slukker for fjernsynet, og der bliver dunkelt i stuen. Hun tænder lampen ved siden af sofaen. “Hvor skal du hen?” “Ud i drivhuset,” siger jeg. “Jeg vil gerne hente træet ind, så vi ikke glemmer det.” I stedet for at pakke bilen aftenen før, vi skal af sted, stiller vi alle taskerne ved fordøren, så vi kan løbe dem igennem en sidste gang, inden vi kører. Når først vi rammer motorvejen, er det for sent at vende om. “Og så skal du altså på hovedet i seng igen,” siger mor. Vi deler den samme forbandelse ikke at kunne sove, hvis vi er spændte eller urolige over noget. “Ellers kan jeg ikke lade dig køre i morgen.” Det lover jeg hende, lukker fordøren bag mig og trækker morgenkåben endnu tættere om mig i den kolde aftenluft. Der er varmt inde i drivhuset, men jeg skal bare lige ind og hente det lille træ, som jeg for nylig har omplantet i en sort 22

At se lyset.indd 22

17/08/17 09.37


plasticspand. Jeg vil stille det ved siden af bagagen i entréen, og så vil Heather og jeg plante det ud efter thanksgiving-mid­ dagen. Så vil der være seks træer på toppen af Cardinals Peak i Californien, som begyndte deres liv på plantagen her. Næ­ ste år vil vi fælde det første af dem og forære det til Heather og hendes familie. Det er endnu en af grundene til, at det her ikke må være vores sidste sæson.

At se lyset.indd 23

17/08/17 09.37


af præcis den fyr, jeg taler om. ”Er det ham?” Hun ser på ingen måde glad ud. ”Hvordan kunne du vide det?” ”Det første, du nævnte, var hans smilehul. Det afslørede ham.” Hun ryster på hovedet. ”Og så er jeg jo altid heldig … Men desværre, Sierra. Ikke ham, ikke Caleb.” ”Hvorfor ikke?” Hun læner sig tilbage og hviler fingerspidserne mod bordpladen. ”Han er bare ikke det bedste valg. Lad os finde en anden.” Jeg lader hende ikke slippe så let, og det ved hun godt. ”Det går et rygte … og jeg er ret sikker på, det er sandt. Der er i hvert fald sket et eller andet.”

Rygterne siger dog, at Caleb ikke umiddelbart er nogen drømmefyr. Han har for år tilbage begået en stor fejl, som han har lidt under lige siden. Sierra er fast besluttet på at hjælpe Caleb med at finde tilgivelse og måske endda forløsning for sin fejl. Som misforståelser, rygter og mistanker fyger omkring dem, indser Sierra og Caleb, at de har en styrke, der overvinder alt andet: sand kærlighed. At se lyset er en livsbekræftende, rørende og helt uforglemmelig læseoplevelse.

”Hvad er det?” Det er første gang, jeg har hørt hende tale så kryptisk om nogen. ”Du gør mig nervøs.” Hun ryster på hovedet. ”Jeg vil ikke sige mere. Jeg hader at sladre, men jeg vil altså ikke på dobbeltdate med ham.” P O L I T I K E N S F O R L AG

politikensforlag.dk

Fotocredits: Sonya Sones

gange og viser mig så et billede på nettet

JAY ASHER AT SE LYSET

H

eather tager sin telefon frem, taster et par

Sierras familie driver en juletræsplantage i Oregon, hvor Sierra har sit liv og sine bedste veninder, men hvert år må hun forlade det hele, når familien pakker deres træer og drager til Californien for at sælge årets produktion. Sierras liv er på den måde delt i to; hun lever ét liv i Oregon og et helt andet i Californien – problemet er bare, at når hun er det ene sted, savner hun det andet. Lige indtil i år, hvor Sierra møder Caleb, og livet i Californien med ét overskygger tilværelsen i Oregon.

JAY ASHER

(f. 1975) debuterede i 2007

med ungdomsromanen Døde piger lyver ikke, der er blevet en megasucces med mere end 2,5 million solgte eksemplarer i hjemlandet USA, udgivelse og bestsellerJay Asher en a h r skrevet is sh torie, kærlighed dit hjerte, se der vil knu få dig til at men snart igheden tro på kærl igen …

placeringer i 30 lande (herunder Danmark). I foråret 2017 har bogen haft premiere som serie på Netflix med bl.a. Selena Gomez på rollelisten.

”Asher har gjort det igen. Han skriver sig helt ind i hjertet af, hvad der er vigtigt i relationer, uanset om det er venskab eller kærlighed.” Goodreads.com

ISBN 978-87-400-3681-7

”En smuk fortælling om kærlighed og tilgivelse.” — STEPHEN CHBOSKY, forfatter bag bestselleren og filmen The Perks of Being a Wallflower

At se lyset - Jay Asher  
At se lyset - Jay Asher  

Sierras familie driver en juletræsplantage i Oregon – et meget landligt miljø at vokse op i, men hvert år pakker familien deres træer og dra...

Advertisement