Nej, det var i 1993-94, da jeg arbejdede for FN’s fredsproces i Mozambique, og efter måneders forhandlinger med massakre- og massemordsledende generaler, med daglig vold, tortur, overfald, gidseltagninger og minesprængninger, med jævnlige trusler om militærkup og overtrædelser af våbenhvilen i et land der på det tidspunkt – og efter 15 års ubeskriveligt grusom borgerkrig – var verdens fattigste, mistede troen på livet. Borgerkrigen i Mozambique havde været en destabiliseringskrig med en gruopvækkende terror mod civilbefolkningen fra både guerillabevægelsen Renamos side samt desværre også fra regeringens, der ofte anklagede lokale landsbyer for at samarbejde med Renamo og straffede dem derefter. Foruden en totalt ødelagt infrastruktur, en million døde og fem millioner internt og eksternt fordrevne, havde det været en krig af afskårne næser, ører og bryster, af massvoldtægter og levende begavede, og hvor børn blev trænet til soldaterlivet via traumatisering (et barn der har været tvunget til at skyde sine forældre eller søskende, kan man få til hvad som helst). En krig hvor soldaterne ikke fik løn og derfor tog sig betalt i brutalt overmål med deres geværløb. Trods det at fredsprocessen skred godt fremad, 22
176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 22
18/09/2018 08.32