Page 1

AT GÅ NØGEN betyder at leve uden forstillelse, uden eller med en ubetydelig lille menneskelig lakune – dvs afstand mellem den vi er indadtil og den vi præsenterer os som udadtil. Men er det overhovedet muligt? Og hvis ja, hvordan indsnævrer vi så lakunen? Kan kunst bidrage til at udfylde vores tomrum og sætte os i stand til bedre at komme overens med mennesker med vidt forskellige kulturer og livsformer? Med vores vanvittig hastigt vekslende omverden? Med os selv? “Uden at tro på entydighed, er jeg overbevist om at for hver gang vi reflekterer over spørgsmål, kommer vi lidt tættere på et svar.”

Hvordan finder vi sammenhæng i usammenhængende tider? Hvordan får vi en global, multikulturel og i stigende grad virtuel verden til at fungere? Hvordan finder vi hver især en måde at fungere i den? Hvad splitter os, hvad samler os? Og har kunsten og litteraturen overhovedet noget at bidrage med? Fra verdenspolitik til Yeats, Muhammed til Turgenjev, krig og besættelse til hygge. Fra slikpinde til magt. Enogtyve essays om kunst, fremmedhed og forsøget på at være menneske. Og ikke mindst om, hvordan disse hænger sammen.

28,5 mm

110 mm

127 mm

Foto: © Camilla Teller Jarløv

Hvordan finder vi sammenhæng i usammenhængende tider? Fremmedhed er en farlig følelse fordi den reducerer vores fornemmelse af forankring og tilhørsforhold, og dermed også ansvarsbevidstheden og empatien overfor og med hinanden. Det gælder for den flygtning eller indvandrer der kommer udefra, og de blandingsbørn der må vokse op udspændt mellem flere normer, lige såvel som for den gammeldansker der pludselig ser sin egen kultur ændre sig uden selv at have ønsket eller bevirket forandringerne. Det gælder ikke mindst den fremmedhed der rammer os alle, når omdrejningshastigheden i tilværelsen bliver højere end vi kan følge med til, når et ellers udmærket system som markedsøkonomien får lov at blive livets almægtige diktator, og når en større og større del af vores tilværelse finder sted digitalt og virtuelt snarere end i en håndgribelig virkelighed. Nationalisme og religiøs fundamentalisme, ekstremisme af alskens slags, er ikke løsningen, men et symptom på problemet. Men hvordan gør vi mødet af vidt forskellige normer og kulturer, af det virtuelt abstrakte med realiteternes uomgængelighed, til glæde for os selv som individer såvel som for samfundet som helhed? Kan kunsten noget der kan hjælpe os at gøre farbare stier af blandingskulturens vilde vover?

127 mm

Janne Teller

200 mm

110 mm

Enogtyve essays om kunst, fremmedhed og forsøget på at være menneske

Janne Teller ISBN 978-87-40050-12-7

9 788740 050127

POLITIKENS FORLAG

Janne Teller debuterede i 1999 med den nutidige nordiske saga Odins ø og har siden bl.a. udgivet romanerne Kattens tramp og Kom samt fortællingen Afrikanske veje. Hendes eksistentielle internationale bestseller Intet betegnes allerede som en nyklassiker, og med tilpasningen af pasbogen om flygtningetilværelsen Hvis der var krig i Norden til hvert udgivelsesland har hun skrevet verdenslitteraturhistorie. Janne Teller har modtaget mange litterære priser og legater heriblandt det tre-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond, den franske Prix Libbylit, den svenske antifanatismepris Teskedsordnen, samt den prestigefyldte amerikanske Michael L. Printz Honor Award. Hendes litteratur, der ofte rejser heftig debat, er i dag oversat til 30 sprog. Hun har sideløbende udgivet en række noveller og essays i både danske og internationale aviser og tidsskrifter og deltager ofte i den offentlige debat rundt om i verden. Hun arbejder for medmenneskelighed og menneskerettigheder i mange sammenhænge, sidder i juryen for den tyske litteraturfredspris, er ambassadør for det Europæiske Kulturarvsår, var en af initiativtagerne til det internationale forfatteropråb mod masseovervågning, og står bag de årlige fredsoplæsninger ’Zwischen Zeilen’ under Frankfurt bogmessen. Hun er oprindelig uddannet cand.polit og arbejdede for FN med konflikt- og humanitærhjælp i mange dele af verden, særligt i Afrika, inden hun helt helligede sig litteraturen. I det sidste årti har hun boet i henholdsvis New York, Berlin og senest Helsingør.


At gå nøgen

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 1

18/09/2018 08.32


Janne Teller

At gå nøgen Enogtyve essays om kunst, fremmedhed og forsøget på at være menneske

Politikens Forlag

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 3

18/09/2018 08.32


176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 4

18/09/2018 08.32


To Marianne, Rubina, Ruth and Tehmina, With thanks for decades of support, encouragement and a wonderfully wild world-spanning friendship!”

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 5

18/09/2018 08.32


176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 6

18/09/2018 08.32


Indhold 9 Teller-linjer, Brev fra Michael Krüger 11 Forord 21 35 51 69 86

I Kunst Mellem linjerne Alt Kunstens magt, magtens kunst (I) Kunstens magt, magtens kunst (II) At skrive for (indre) unge – i ånden Te med Turgenjev

II Fremmedhed 95 Vox Populi: Penge taler! 112 Little Brother is watching you 125 Vores forskellige virkelighed 140 Europa: Hvem er du? Hvem vil du gerne være? 155 Ode til et Land 176 Må Allah have barmhjertighed med vores land 190 Må Allah have barmhjertighed med verden 7

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 7

18/09/2018 08.32


210 Gudskelov findes historiens byrde 224 Sådan vuggende i hofterne og øjnene rettet mod Jorden 236 Europæisk hygge 243 (Problem-Løsning) III  Forsøget på at være menneske 247 Dit valg 255 Mellem godt og ondt 265 Det menneskelige kompas 274 At se den der ser 287 Slikpinde IV Kunst, fremmedhed og forsøget på at være menneske 319 At gå nøgen

337

Noter og referencer

8

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 8

18/09/2018 08.32


Teller-linjer Et brev fra Michael Krüger München, 31 august 2018 Mange seriøse forfattere spørger i dag sig selv, om det nyttige og rigtige i at skrive flere digte og romaner. Mere fiktion. Hvad der gør verden åndeløs, er jo Apples omsætningshastighed, den nye operationsenhed i Amazon, eller en ny app der kan regulere vores appetit. Diderot var i det attende århundrede helt overbevist om at indsamlingen og formidlingen af al sikker viden af og om verden ville gøre denne verden bedre. Det måtte gøre os lykkelige. Det var den basale ide bag hans Encyclopédie. Nu, mere end 250 år senere, kan vi teoretisk vide alt om vores historie, natur, civilisation, kunst. Hvor end vi bor, kan vi nemt finde alt med et museklik. Men er vi lykkeligere? Det modsatte synes tilfældet. Det virker som om at jo mere vi ved om verden, desto mindre ved vi om den. Et af tidens paradokser? Efter min mening er det. 9

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 9

18/09/2018 08.32


I denne fortvivlende situation, har vi brug for forfattere som Janne Teller, der skriver af dyb overbevisning om at de må skrive deres prosa, fordi ellers gør ingen anden det. Ikke en eneste af de syv milliarder mennesker på denne forarmede jord. Jeg må gøre det, basta! Er dette en narcissistisk måde at udtrykke sig på? Måske. Men ikke at skrive betyder for dem at blive opslugt af en patologisk proces. Den lektie disse tider må lære os, er at vi er nødt til at gentænke livet, verden. Forfra, fra scratch. I algoritmernes tid må vi efterprøve vores sprog, vores gesti, vores følelser, vores tankegang: den måde vi lever på. Vi er nødt til at finde ud af, om vi er mere end blot en del af et algoritmisk spil. Vi er nødt til at finde ud af hvad og hvem vi er. Hovedspørgsmålet der løber gennem Janne Tellers essays er: Hvordan vil vi leve i morgen, som begynder i dag? Hvad skal vi gøre for overhovedet at få en fremtid? Og hvad skal der til for atter at give ordet fremtid smagen af det uforudsigelige, det eventyrlige? Mange og store spørgsmål. Kom, lad os læse! Michael Krüger Digter, præsident for Det Bayerske Kunstakademi, æresdoktor i filosofi ved Bielefeld Universitet, tidligere mangeårig direktør for Hanser-Verlag (alias: Prof Turtle)

10

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 10

18/09/2018 08.32


Forord Hvordan finder vi sammenhæng i usammenhængende tider? Hvad enten vi vil det eller ej, lever vi i dag i en multikulturel verden, i kulturelt og etnisk blandede småbyer, storbyer, samfund. Aldrig før har så mange mennesker krydset grænser, af eget valg eller af nødvendighed, og aldrig før er så mange mennesker flygtet fra krige, naturkatastrofer, undertrykkelse og social og økonomisk nød i håbet om at finde en mere sikker havn fjernt fra deres hjemland. Aldrig før er så mange børn født bi- eller multikulturelle, for så at skulle tilpasse sig samfundsstrukturer som er opbygget med henblik på de monokulturelle. Den kapitalisme som i sin tid blev anset for at være mirakelkuren mod samtlige socioøkonomiske dårligdomme, har – i sin nuværende udformning – vist sig at være systemisk ulighedsskabende, en modus hvorved de få, de superrige, beriger sig på ryggen af en øget forarmelse af middel- og un11

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 11

18/09/2018 08.32


derklasserne, de mange. En modus der skaber social fremmedhed snarere end sammenhængskraft. Samtidig lever vi i stigende omfang i en virtuel verden, ikke bare socialt, men også finansielt og politisk. En virtuel virkelighed som ofte ikke afspejler den håndgribelige virkelighed, ja, som endda kan være helt uden tilknytning til den. Og som alligevel på faretruende vis igen og igen får lov til at blæse hele dominospillet omkuld og tromle lige ind i det, der udgør kernen af de fleste menneskers skæbne i det virkelige liv. Såvel grupper som enkeltpersoner oplever deres liv blive invaderet af mediernes dæmonisering, af falsknerier, identitetstyverier og chikanering på de sociale medier; finansverdenens luftkasteller og spekulationer lokker som i et hasardspil med absurd høje fortjenester til de få, og alligevel får den igen og igen lov til at kaste hele verdensøkonomien ud i alvorlige kriser, hvor virkelige virksomheder og lande går konkurs, og mange almindelige mennesker ruineres og mister hele deres opsparing. I den seneste tid har vi endvidere set valg og folkeafstemninger blive domineret af falske nyheder og digital manipulation. Forandringerne foregår nu i et så opskruet tempo, at de færreste kan følge med. Hvordan genvinder vi kontrollen? 12

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 12

18/09/2018 08.32


Nationalisme og religiøs fundamentalisme, ekstremisme af alskens slags, er ikke løsningen, men et symptom på problemet. Men hvordan kan vi så sørge for at møderne mellem virkelighed og virtualitet på den ene side, samt mellem vidt forskellige kulturer og normer på den anden, bliver til gavn og ikke fortræd for den enkelte borger såvel som for samfundet som sådan? Hvordan kan vi forstå, omgås og komme overens med hinanden i en globaliseret, multikulturel verden? Og hvad har kunsten og litteraturen overhovedet at bidrage med? Kan kunsten noget der kan hjælpe os at gøre farbare stier af blandingskulturens vilde vover? Normer har alle dage givet anledning til at mennesker har måttet præsentere sig selv på én måde udadtil, mens de indadtil er på en anden – anledning til den distance, det tomrum, som jeg kalder den menneskelige lakune. Netop som globalismens nedbrydning af samfundenes rigiditet kunne have medført en indsnævring af denne lakune, er der mærkelig nok i stedet indtrådt en ny global verdensnorm der måler succes udelukkende i præsentation og præsta13

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 13

18/09/2018 08.32


tion, med den stik modsatte effekt til følge: Den menneskelige lakune fremstår dybere end nogensinde. Men ligger selve nøglen til, ikke blot en større harmoni inden i det enkelte menneske samt indbyrdes mellem mennesker og deres omverden, men også – hvilket er mindst lige så vigtigt – til at få en multikulturel verden til at fungere, ikke netop i en forståelse og begrænsning af dette menneskelige tomrum i hver og en af os? At gå nøgen betyder at leve uden forstillelse, uden eller med en ubetydelig lille menneskelig lakune. Men er det overhovedet muligt? Og hvis ja, hvordan indsnævrer vi så vores lakune? Hvilken rolle spiller kunsten, eller hvilken kan den spille, for at gøre dette tomrum i mennesket mindre, og lære os at gå nøgen? Det er nogle af de spørgsmål som denne essaysamling afsøger – fra vidt forskellige indfaldsvinkler, det være af litterær, politisk og filosofisk art, men også blot almenmenneskelige og personlige. Jeg påstår ikke at jeg ligger inde med alle svarene. Men uden at tro på entydighed er jeg overbevist om, at for hver gang vi reflekterer over spørgsmål, kommer vi lidt tættere på et svar. 14

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 14

18/09/2018 08.32


✳ AT GÅ NØGEN trækker på mine egne erfaringer med at komme fra en indvandrerfamilie og være af blandede kulturer, med at have levet i årevis i mange forskellige lande, på erfaringerne fra mit tidligere virke for FN med nødhjælp, udvikling, katastrofe-, konflikt- og fredsprocesser i Afrika og andre steder i verden, ligesom den baserer sig på min overbevisning om kunstens styrke og vigtighed – at kunsten er så tiltrængt som aldrig før – lige netop her, lige netop nu, i vores turbulente, hastigt hvirvlende, globaliserede verden. Størstedelen af disse enogtyve essays er blevet til i specifikke situationer, på grund af konkrete begivenheder i verden eller i mit eget liv, foredrag jeg skulle holde – eller blot fordi jeg på det givne tidspunkt var optaget af eller bekymret om et særligt emne. Nogle af de essays der udspringer af konkrete politiske situationer, har jeg redigeret og ajourført, omend kun i det omfang, det har været nødvendigt for forståelsen – og ikke hvis deres tematik og konklusioner bedst belyses eller illustreres af den originale kontekst.

15

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 15

18/09/2018 08.32


Enkelte af bogens essays er historier, og af natur fiktive. Jeg inddrager dem her, fordi de behandler samme spørgsmål som de øvrige essays – blot på anden vis. Og fordi jeg er overbevist om at visse ting kun kan ses gennem kunstens tryllespejl, at visse sandheder kun kan begribes gennem fiktion. Når jeg har udvalgt netop disse enogtyve essays, skyldes det at de, uagtet deres forskellige specifikke emner og spørgsmål, alle kredser om én og samme større gåde: Hvordan kan vi finde sammenhæng i en usammenhængende verden? Individuelt, gruppevis, som samfund og på globalt plan? Sagt på en anden måde: Hvordan standser vi den stigende fremmedgørelse, hvordan forhindrer vi yderligere udvidelse af den menneskelige lakune? Hvordan indsnævrer vi det menneskelige tomrum, indeni hver enkelt, såvel som mellem det enkelte menneske og dets medmennesker (= ‘de andre’): Hvordan kan man Gå Nøgen i en alt for udmajet verden? ✳ AT GÅ NØGEN er opdelt i tre overordnede afsnit, Kunst, Fremmedhed og Forsøget på at være menneske, og afsluttes med et fjerde, som knytter de tre øvrige sammen. 16

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 16

18/09/2018 08.32


Det første afsnit, Kunst, afsøger den menneskelige lakunes natur og visse aspekter af dens forhold til litteratur og kunst og diskuterer samtidigt spørgsmål forbundet med etik, magt og åndens særegenhed. Det andet afsnit, Fremmedhed, giver sig i kast med nogle af de udfordringer fra nutidens politiske verden, der medvirker til individets fremmedgørelse fra samfundet eller skaber skel forskellige grupper imellem: så som den moderne kapitalisme, masseovervågning, europæisk identitetsopfattelse, verdens skizofrene forhold til Palæstina, de vidt udbredte misforståelser omkring den danske Muhammedkrise, samt forbindelsen mellem ansvar og indsigt i historisk skyld. Det tredje afsnit, Forsøget på at være menneske, optegner nogle mere filosofiske overvejelser angående de kræfter der påvirker os – og trækker i enten vores indre eller ydre selv, og dermed indsnævrer eller udvider vores menneskelige lakune. Emnerne rækker fra beslutningstagning til definition af selvets og den andens identitet, det menneskelige kompas’ styringsmekanismer, til spørgsmål om, hvordan noget rigtigt kan være forkert, alt efter hvem vi er og hvor vi befinder os. 17

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 17

18/09/2018 08.32


Det afsluttende afsnit, titelessayet, spænder over samtlige de øvrige afsnit, som det fører sammen ved at se på hvordan (god) litteratur, og kunst som sådan, taler til og opbygger vores indre væsen, udfylder den menneskelige lakune og sætter os i stand til at forstå mennesker fra andre kulturer og med en anden identitet – ved at argumentere for at kunsten er et sprog, som transcenderer ydre forskelligheder og opløser lakunen – noget, vi alle vil kunne lære – ved at tale til én menneskehed, den som vi alle deler.

18

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 18

18/09/2018 08.32


I Kunst

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 19

18/09/2018 08.32


176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 20

18/09/2018 08.32


Mellem linjerne I de senere år er skønlitteraturen flere gange blevet erklæret for død. Litteraturen er her stadigvæk. Men hvad er det litteraturen kan? Har vi mennesker overhovedet brug for litteraturen i en travl verden fyldt med hurtigere og mere tilgængelige medier? I en verden af film, tv og internet der konstant og nemt fordøjeligt kaster os et endeløst antal historier i ansigtet? En verden fyldt med katastrofer som kun hænder, ikke ord, kan gøre noget ved? Der er ét år i mit liv, hvor jeg dagligt memorerede digte. Det var ikke, da jeg voksede op i en familie og et Danmark, jeg ikke forstod (det kunne det have været, men dengang kendte jeg ikke digtenes kraft, kun romanens), og ej heller da jeg som alle andre teenagere blev erobret af følelsernes overmagt. Det var ikke i studietidens lange regnvåde somre, selvom disse blev brugt begravet i bøger, og ikke engang da jeg som 24-årig bosiddende alene i en fugtigstøvet afrikansk hovedstad måtte sætte spørgsmålstegn ved alt hvad jeg hidtil havde lært. 21

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 21

18/09/2018 08.32


Nej, det var i 1993-94, da jeg arbejdede for FN’s fredsproces i Mozambique, og efter måneders forhandlinger med massakre- og massemordsledende generaler, med daglig vold, tortur, overfald, gidseltagninger og minesprængninger, med jævnlige trusler om militærkup og overtrædelser af våbenhvilen i et land der på det tidspunkt – og efter 15 års ubeskriveligt grusom borgerkrig – var verdens fattigste, mistede troen på livet. Borgerkrigen i Mozambique havde været en destabiliseringskrig med en gruopvækkende terror mod civilbefolkningen fra både guerillabevægelsen Renamos side samt desværre også fra regeringens, der ofte anklagede lokale landsbyer for at samarbejde med Renamo og straffede dem derefter. Foruden en totalt ødelagt infrastruktur, en million døde og fem millioner internt og eksternt fordrevne, havde det været en krig af afskårne næser, ører og bryster, af massvoldtægter og levende begavede, og hvor børn blev trænet til soldaterlivet via traumatisering (et barn der har været tvunget til at skyde sine forældre eller søskende, kan man få til hvad som helst). En krig hvor soldaterne ikke fik løn og derfor tog sig betalt i brutalt overmål med deres geværløb. Trods det at fredsprocessen skred godt fremad, 22

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 22

18/09/2018 08.32


var jeg efter kort tid personligt ved at give op. Vi arbejdede næsten i døgndrift, men det var ikke det der slog mig ud. Det var noget andet, noget som jeg først ikke vidste hvad var, men som langsomt og sikkert krøb ind og undergravede min energi og tro på fremtiden. Jeg kunne ikke forlige mig med griskheden, den unødvendige grusomhed, den menneskelige grimhed der ikke blot var en del af krigen, men som viste sit ansigt så tydeligt her på vej mod freden – desværre også, om end på mindre fysisk vis, blandt en del af mine internationale kolleger. Jeg kunne ikke engang finde glæde i den ellers smittende og formidable livsglæde, som det mozambiquiske folk syntes at overleve alle prøvelser med. Jeg havde mistet min tro på mennesket.

Poesiens vand og salt Med mig i kufferten havde jeg haft en stor stabel romaner – det var dengang ikke til at opstøve litteratur i Maputo – men jeg havde ikke energi til at åbne en eneste af dem. Hvad forskel ville det gøre, om jeg læste dem eller ej? Men en varm aften i baren på hovedstadens eneste luksuriøse sted, Hotel Polana, forærede en ven på gennemrejse fra Europa mig kæmpeværket The Norton Anthology of English Literature. Mest af høflighed bladrede 23

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 23

18/09/2018 08.32


jeg lidt tilfældigt, læste lidt her, lidt der, opdagede at jeg lige netop kunne samle mig om korte digte, så det blev dem jeg først gik i gang med. Der skete noget, når jeg læste de digte. Jeg vidste endnu ikke hvad, men jeg fik lyst til at læse mere, lyst til at fordybe mig. Et af de første digte jeg memorerede var Thomas Hardys The Walk fra 1914. Dette digt som Hardy skrev i fortvivlelse over sin kones død efter mange års ægteskab, havde intet at gøre med situationen i Mozambique. Alligevel opdagede jeg, da jeg en række aftner i træk havde gentaget det for mig selv, linje for linje, og til sidst kunne sige det udenad uden at støtte mig til teksten, at noget forandredes: Digtet antog nye proportioner, ordenes rytme blev til en sang med mange stemmer, en vished om noget andet og mere, der på besynderlig vis bar mig gennem mødet med dagens brutalitet. Uden at ville lyde vidtløftig var det helt konkret som havde Hardy givet mig et lille stykke af sin sjæl til at nære min egen udhulede sindstilstand ved. Jeg fortsatte. Aften efter aften, uanset hvor udmattet jeg var, uanset hvad jeg havde set eller været involveret i, og uanset hvor mange gange jeg 24

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 24

18/09/2018 08.32


var tvunget til at flytte fra et sted til et andet. Ja, selv da min pakistanske kollega og jeg en sen aften blev overfaldet og måtte flygte fra vores hjem uden bagage, fik jeg antologien med mig og blev ved. Det var Yeats, Byron, Brontë (E.), Tennyson, Blake, Eliot, Keats, Shelley, Rosetti, Hughes osv. helt uden rækkefølge eller system, for jeg læste simpelthen hvad der fangede mit blik, når jeg bladrede. Det kunne sikkert have været så mange andre, men nu blev det altså de seneste århundreders engelske digtere (jeg havde kun anden del af Norton, for første del havde været for tung at medbringe og ventede på mig hjemme). Jeg kunne nævne episode efter episode i fredsprocessen, og de digte der kom til at høre til hver. Men det mærkelige er, at selvom jeg memorerede digtene i specifikke situationer og ofte under stort følelsesmæssigt og fysisk stress, er det som om digtene i mit sind transcenderer disse episoder, hæver sig over dem og er blevet en del af min historie i stedet for en del af den voldsomme historie, hvori jeg læste dem. Jeg kunne tale om torturofrene, jeg kunne tale om soldater der er børn der er blevet gjort til dyr (kan man se sådan ud i øjnene og stadig være menneske?), om flygtninge kun iklædt bark og mos, om 25

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 25

18/09/2018 08.32


kampvogne på vej mod hovedstaden, om angsten når en presset oprørssoldat retter sin kalasjnikov mod ens hoved, eller når en alt for gammel Antonov ikke kan finde landingsbanen i bushen. Jeg kunne tale om chokket og sorgen når kolleger er blevet skudt i et overfald midt i byen, og om fortvivlelsen, når endnu en håbefuld hjemvendt flygtning er blevet sprængt i stumper og stykker af en landmine. Jeg kunne tale om desperationen over en regering der ikke vil freden på de præmisser, den har skrevet under på, og en oprørsbevægelse der mest er interesseret i pengene. Jeg kunne tale til endeløshed om hvordan man mister troen på mennesket, men jeg vil hellere tale om hvordan man får den igen. Jeg vil hellere tale om det vand og salt, jeg fandt mellem linjerne i de digte jeg indtog i små stykker hver dag. Nogle af digtene har jeg siden glemt, men de fleste husker jeg endnu. De fleste er blevet til små usynlige smil i mit sind, triste eller glade, men smil der alle gør verden lidt rummeligere, lidt smukkere, lidt mere værd at stå fast i, som fx den dødeligt syge John Keats’ digt fra 1819 Why did I laugh tonight? No voice will tell:

26

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 26

18/09/2018 08.32


Why did I laugh tonight? No voice will tell: No god, no demon of severe response, Deigns to reply from heaven or from hell. Then to my human heart I turn at once – Heart! Thou and I are here sad and alone; Say, wherefore did I laugh? O mortal pain! O darkness! Darkness! Ever must I moan, To question heaven and hell and heart in vain! Why did I laugh? I know this being’s lease – My fancy to its utmost blisses spreads: Yet could I on this very midnight cease, And the world’s gaudy ensigns see in shreds. Verse, fame, and beauty are intense indeed, But death intenser – death is life’s high meed. Senere kom også romanerne til og lagde deres dybde til digtenes fortættede styrke. Man kan leve længe på Shakespeare, Hamsun, Camus, Yourcenar, Mahfouz, Neale Hurston, Nabokov, Dostojevskij, Faulkner, J.P. Jacobsen, Hesse og Woolf. Men allerførst var det digtene der bar mig igennem. Der var noget i deres intensitet, mængden af det der kan stå mellem ganske få linjer, og som når det er gjort godt, overføres til læseren, der var helt essentielt. Når jeg ser tilbage, var det som om jeg havde været udsultet og først måtte have den basale næring der på forunderlig vis var at finde i digtene, 27

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 27

18/09/2018 08.32


mens jeg sidenhen, da jeg var kommet mere til hægterne, kunne brede ud og søge yderligere kraft i anden litteratur.

Historien inden i historien Siden Mozambique, har jeg aldrig været i tvivl om litteraturens absolutte nødvendighed. For – ligesom al anden kunst – mener jeg at litteraturen er til for at huske os på hvad det er at være menneske. Litteraturens særegne værktøj er sproget, dens egenart historien, de uendelige og forunderlige troldspejle af universer der viser os, hvad vi er neden under det, vi til daglig tror vi er. Viser os hvad mere der er, netop når vi tror der ikke er mere. Litteraturen er vores historie inden i det, der udadtil er historien. Jeg er ikke afrikaner, jeg kunne ikke gå til troldmanden og tale med ånderne via ham. Jeg måtte finde ånden, sjælen, det egentligt menneskelige, eller hvad man nu har lyst at kalde det, i kunsten. For andre kunne det måske være andre kunstarter, men for mig blev det mellem linjerne på den litteratur som forfattere gennem tiden har givet deres selv til. Måske det er derfor, jeg ser forfatteren som Vestens åndemaner: For dybt i fornemmelsen af alt det der står mellem linjerne i et digt, en novel28

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 28

18/09/2018 08.32


le, en roman, har læseren mulighed for at finde en indsigt, en indtrængen i eller blot en afsøgning af livets store spørgsmål der for altid synes at forblive de samme, en næring til sjælen, dette udefinerlige der skal til for at være et helt menneske. Et menneske med en ånd. Da jeg forlod Mozambique (efter veloverstået valg og en rodfæstet fred), troede jeg at jeg altid ville memorere digte. Men atter indhyllet i den vestlige kulturs bekvemmelighed og med mulighed for at kunne tænde og slukke for en vold og sult der ikke længere var min dagligdag, kunne jeg nøjes med at vedligeholde og udvide den menneskelighed jeg allerede én gang havde tabt og genfundet. Jeg havde som altid brug for litteraturen og læste meget, men mere romaner, og når jeg læste digte, behøvede jeg ikke længere memorere dem. Sådan har det været i knap ti år. Men for nylig nærmest tog jeg mig selv i at være i gang med at lære et digt udenad igen. Denne gang er det udvalg fra Brøndums fembinds oversættelse af den portugisiske digter Fernando Pessoa. Det er igen blandingen af visdom, musikalitet og noget jeg ikke har ord for, fornemmelsen af at verden bliver lidt større mellem linjerne, der umiddelbart har indfanget mig. 29

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 29

18/09/2018 08.32


Men hvad er det, der har ændret sig? Hvad er det, der er blevet så grimt i verden omkring mig, at jeg atter må søge vand og salt mellem linjerne på en længst afdød forfatters ord? Det er ikke blot, at det meste af Vesten og særligt verdens mægtigste nation, USA, i øjeblikket ledes af magtsyge grupperinger med en fuldstændig mangel på respekt for netop de frihedens, demokratiets og menneskerettighedernes værdier, de hævder at ville værne om (husk: vi er allierede med Guantánamo, Abu Ghraib og med tilsidesættelsen af Genèvekonventionen i både Irak og Afghanistan), og ej heller at ekstremisme af alle farver snarere end moderation er blevet reglen for meningsdannelsen. Disse er nemlig i sidste ende kun symptomer på noget langt dybere, en refleksion af hvilke værdier der hersker i dagens verden. Nej, det er noget vi kan se på tv-skærmen hver eneste dag: Der har altid hersket dobbeltmoral, men i dag drukner stemmen mod dobbeltmoral i reklamens retoriske jingle. De befolkninger der tidligere stillede deres ledere til ansvar, har for travlt med selv at komme på, for travlt med selv at blive en del af reklamen, at blive kendt for blot det at være kendt, til at stille sig selv og deres ledere til ansvar for noget som helst.

30

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 30

18/09/2018 08.32


Sælg, sælg, sælg, synes mottoet at være i disse tider. Og alle accepterer det! Politik er blevet et spørgsmål om bedste indpakning, bedste reklamer, ikke indhold. Men ikke blot politik, også medierne, og selv humanismen og medfølelsen er underlagt salgbarhedens og dermed mængdens, ikke indholdets diktatur. (Tsunami sælger bedre end Irakkrig: Hvor er statsministerens tale for de døde irakere? Dronningens varmende medfølelse? Hjælpen til ofrenes familier? Minutternes stilhed?). Men alt er blevet marked. Marx fik ret: Massernes diktatur måtte komme. Blot ikke gennem revolutionen og socialismen, men gennem en uigennemsigtig kobling af kapitalinteresser, frie markeder, massemedier, demokrati og en utøjlelig individegoisme. Og blot er ‘massen’ der dikterer, ikke opmærksom på at dens indbildt individualistiske valg er dikteret af reklamens jingle og af interesser der intet har med massens, dvs. vores alle sammens, egentlige interesser at gøre. Vi fyldes konstant med billeder, som ikke er vores egne – og her tænker jeg ikke på kunstens billeder, der netop forsøger at trænge ind under billedets overflade, men på reklamer, tv, internetpræsentationer. De optages direkte i hjernebarken og kræver ingen aktiv medvirken af os selv eller vores forestillingsevne. De er som hvidt sukker, 31

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 31

18/09/2018 08.32


der gør vore hjerner dovne og lette at manipulere. Derfor er der også en tendens til at ville samme letfordøjelighed af alt andet, fra politik og kunst til selve livet. Selv litteraturens nødvendighed drukner i det moderne Vestens myriader af tilbud. Litteraturen – den gode litteratur, den hvor der står mere imellem end på linjerne – passer ikke ind i den effektivitet vi i den industrialiserede verden forsøger at få mennesket passet ind i, trods det at vi måske netop her, netop nu, har allermest brug for den. I Afrika har de altid sangen, den medmenneskelige varme, samværet, historiefortælleren. Åndemaneren. I Afrika er man aldrig i tvivl om, at man er menneske, eller hvad det vil sige at være et sådant. Her i Vesten synes vi at have sigte på at gøre os alle til effektive maskiner i en sådan grad, at ethvert middel tages i brug for at smøre maskineriet, fra optimistiske selvhjælpsbøger til endeløse selviscenesættelseskurser, fra bevidstløshedsgørende underholdning til hypnotisk stress, fra lykkepiller til ecstasy, uden hensyn til at problemet måske er et helt andet: at vi ikke er maskiner og derfor ikke kan tåle at leve som maskiner! Vi lever i en isflagetid. Det er det der er galt. Ligesom isbjergene befinder størstedelen af 32

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 32

18/09/2018 08.32


mennesket sig under overfladen. Men vi lever i en tid, hvor der er en besynderlig tro på synlighed, på at hvis blot alt det der ligger under overfladen, kan komme frem, bliver alt godt. Deraf også populariteten af realityshows og selvafslørende og frygteligt enslydende selvbiografier, psykologiseringen af enhver eksistentiel livsoplevelse. I stedet for at nære den underliggende del af isbjerget, forsøger vi at smelte det, så vi alle kan blive til isflager der flyder helt synlige rundt på overfladen, klar til at blive taget af enhver strøm, enhver trend, der måtte opstå i samfundet eller på markedet. Måske årsagen til ulykkeligheden i vores ellers så velbjærgede verden er, at vi for længst er holdt op med at nære netop denne største usynlige del, den underliggende del af isbjerget, i en absurd tro på, at hvis blot der intet findes under overfladen, hvis blot alt bliver set af alle, finder vi lykke? Men når vores bund ikke længere findes, hvor skal vi så finde den ballast der skal til for at stille os selv og vore ledere til ansvar? Hvor skal vi få integriteten, den etiske forankring, den menneskelige substans fra? Ikke underligt, at jeg får kvalme. Ikke underligt, at jeg atter er begyndt at memorere digte. Og skulle det være sådan, at der er andre der har kvalme 33

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 33

18/09/2018 08.32


ligesom jeg, at andre fornemmer vanviddet gribe om sig og bunden af bjerget smelte i manglen på næring, så vil jeg anbefale at gribe den nærmeste digtsamling, den bedste roman. Eller hvorfor ikke møde dårskaben – og isflagens højlydte brægen – med det lille smil Pessoa har foræret os i sit digt Kat (her i Peter Poulsens fantastiske oversættelse): Kat, du som leger i gaden her, Som om det var i en seng, Jeg misunder dig din skæbne, som er At skæbne er ingenting. Du er kun en brik i det store spil, Som over alting bestemmer, Du gør, hvad du ikke ved, at du vil Og fornemmer kun, hvad du fornemmer. Således er du lykkelig, thi Dit intet er virkelig dig. Jeg ser mig og findes ikke, fordi Jeg må sande, jeg ikke er mig. Hvem var det der sagde, at det var litteraturen, der er død …? 2005 34

176031-At gå nøgen_mat_140x220.indd 34

18/09/2018 08.32


AT GÅ NØGEN betyder at leve uden forstillelse, uden eller med en ubetydelig lille menneskelig lakune – dvs afstand mellem den vi er indadtil og den vi præsenterer os som udadtil. Men er det overhovedet muligt? Og hvis ja, hvordan indsnævrer vi så lakunen? Kan kunst bidrage til at udfylde vores tomrum og sætte os i stand til bedre at komme overens med mennesker med vidt forskellige kulturer og livsformer? Med vores vanvittig hastigt vekslende omverden? Med os selv? “Uden at tro på entydighed, er jeg overbevist om at for hver gang vi reflekterer over spørgsmål, kommer vi lidt tættere på et svar.”

Hvordan finder vi sammenhæng i usammenhængende tider? Hvordan får vi en global, multikulturel og i stigende grad virtuel verden til at fungere? Hvordan finder vi hver især en måde at fungere i den? Hvad splitter os, hvad samler os? Og har kunsten og litteraturen overhovedet noget at bidrage med? Fra verdenspolitik til Yeats, Muhammed til Turgenjev, krig og besættelse til hygge. Fra slikpinde til magt. Enogtyve essays om kunst, fremmedhed og forsøget på at være menneske. Og ikke mindst om, hvordan disse hænger sammen.

28,5 mm

110 mm

127 mm

Foto: © Camilla Teller Jarløv

Hvordan finder vi sammenhæng i usammenhængende tider? Fremmedhed er en farlig følelse fordi den reducerer vores fornemmelse af forankring og tilhørsforhold, og dermed også ansvarsbevidstheden og empatien overfor og med hinanden. Det gælder for den flygtning eller indvandrer der kommer udefra, og de blandingsbørn der må vokse op udspændt mellem flere normer, lige såvel som for den gammeldansker der pludselig ser sin egen kultur ændre sig uden selv at have ønsket eller bevirket forandringerne. Det gælder ikke mindst den fremmedhed der rammer os alle, når omdrejningshastigheden i tilværelsen bliver højere end vi kan følge med til, når et ellers udmærket system som markedsøkonomien får lov at blive livets almægtige diktator, og når en større og større del af vores tilværelse finder sted digitalt og virtuelt snarere end i en håndgribelig virkelighed. Nationalisme og religiøs fundamentalisme, ekstremisme af alskens slags, er ikke løsningen, men et symptom på problemet. Men hvordan gør vi mødet af vidt forskellige normer og kulturer, af det virtuelt abstrakte med realiteternes uomgængelighed, til glæde for os selv som individer såvel som for samfundet som helhed? Kan kunsten noget der kan hjælpe os at gøre farbare stier af blandingskulturens vilde vover?

127 mm

Janne Teller

200 mm

110 mm

Enogtyve essays om kunst, fremmedhed og forsøget på at være menneske

Janne Teller ISBN 978-87-40050-12-7

9 788740 050127

POLITIKENS FORLAG

Janne Teller debuterede i 1999 med den nutidige nordiske saga Odins ø og har siden bl.a. udgivet romanerne Kattens tramp og Kom samt fortællingen Afrikanske veje. Hendes eksistentielle internationale bestseller Intet betegnes allerede som en nyklassiker, og med tilpasningen af pasbogen om flygtningetilværelsen Hvis der var krig i Norden til hvert udgivelsesland har hun skrevet verdenslitteraturhistorie. Janne Teller har modtaget mange litterære priser og legater heriblandt det tre-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond, den franske Prix Libbylit, den svenske antifanatismepris Teskedsordnen, samt den prestigefyldte amerikanske Michael L. Printz Honor Award. Hendes litteratur, der ofte rejser heftig debat, er i dag oversat til 30 sprog. Hun har sideløbende udgivet en række noveller og essays i både danske og internationale aviser og tidsskrifter og deltager ofte i den offentlige debat rundt om i verden. Hun arbejder for medmenneskelighed og menneskerettigheder i mange sammenhænge, sidder i juryen for den tyske litteraturfredspris, er ambassadør for det Europæiske Kulturarvsår, var en af initiativtagerne til det internationale forfatteropråb mod masseovervågning, og står bag de årlige fredsoplæsninger ’Zwischen Zeilen’ under Frankfurt bogmessen. Hun er oprindelig uddannet cand.polit og arbejdede for FN med konflikt- og humanitærhjælp i mange dele af verden, særligt i Afrika, inden hun helt helligede sig litteraturen. I det sidste årti har hun boet i henholdsvis New York, Berlin og senest Helsingør.

At gå nøgen  

Enogtyve essays om fremmedhed, kunst og forsøget på at være menneske. Hvordan finder vi sammenhæng i usammenhængende tider? Fremmedhed er...

At gå nøgen  

Enogtyve essays om fremmedhed, kunst og forsøget på at være menneske. Hvordan finder vi sammenhæng i usammenhængende tider? Fremmedhed er...

Advertisement