Hvert andet år blev medarbejdernes kærlighed målt. Den såkald te medarbejdertilfredsheds-undersøgelse. På chefkontorerne blev der hurtigt bladret forbi de afsnit, der handlede om den generelle tilfredshed med arbejdsopgaver, arbejdspres og arbejdsforhold. De sidste seks sider i det lille kompendium, som hver leder fik udleve ret, beskrev medarbejdernes vurdering af deres nærmeste chef. Far ver og tal illustrerede resultatet. De ledere, der havde eget kontor, lukkede dørene, så de kunne læse dommen i ensomhed. Dem, der delte kontor med andre, stod som sårede dyr på gangene. Hvis no gen nærmede sig eller talte til dem, rakte de en arm i vejret, som skulle signalere: “Stop! Ikke lige nu ...” Enkelte tog direkte hjem og cyklede gennem byen med hvide knoer og tårer i øjnene, mens de bandede ad de forkælede og forpulede fodfolk, som ikke havde fattet en skid og ikke vidste noget om budgetter og brugeranalyser. De blev som regel først i godt humør igen, når deres ægtefælle samme aften deltog i tilsviningen af medarbejderne og undersøgelsen og Hornet og Bladet. Næste dag mødte de med hvidvinstunge skuldre, og med afmålte sætninger satte de deres folk i gang. For dem, der ikke havde taget flugten, var der samme dag et møde, hvor rapporten blev gennemgået af det konsulentfirma, der hav de udfærdiget undersøgelsen. Man kunne nemt spotte dem med de rødeste tal, de havde alle sammen tilsvarende røde skjolder op ad halsen. Mens konsulenten forsøgte at få sit PowerPoint til at vir ke, blev der uddelt trøstende bemærkninger til de mest uelskede chefer. “Jamen, dine folk har jo også været dem, der har været mest berørt af omstruktureringerne, så de tal er slet ikke overraskende. Det har ikke noget med dig at gøre ...” “Det er også din første måling, de skal lige lære dig at kende. Sådan er det altid. Det bliver helt sikkert bedre næste gang ...”
33
Øm.indd 33
17/05/17 14.46