Page 1

12

CMYK + MATTE KASCHE

100 mm

5

7

148 mm

„Vi får ikke brug for hjertestarteren. Han er kontaktbar.“ Var det nu, hele lortet skulle passere revy? Sommerdage med Nils. Nætter med Sara.

226 mm

Os to. Os tre. Arbejde. Alt for meget arbejde. Morgener, hvor jeg næsten ikke kunne komme ud af bilen. Eftermiddage, hvor jeg ikke kunne huske, hvor jeg havde parkeret den. De kom ikke af sig selv – billederne. Det var mig, der manede dem frem. Uddrag fra bogen

Nogle gange findes lykken et helt andet sted, end man troede …

7

5

100 mm

Den 49-årige David Bramsen længes mod fortiden. Han savner sin ekskone, sin halvvoksne søn og dengang, hvor verden var langt mere enkel og overskuelig. En skyet eftermiddag styrter han om på sit arbejde. Sammenbruddet sender ham i eksil ved Roskilde Fjord, hvor han sidder i et gammelt sommerhus og ømmer sig. Det er fem år siden, han sidst har været i seng med en kvinde, og forude truer en ensom halvtredsårs fødselsdag. Da vinteren kommer, og sneen lukker vejene omkring huset, synes alt håb ude for David. Men en omskolet kørelærer, en kriminel lillebror og en erfaren kvinde fra fortiden kan måske blive hans redning. er en roman om kærlighed, karriere og håb.

p ol i t i k e n s f or l ag omslag: Alette bertelsen, Aletteb.dk Forfatterfoto: robin Skjoldborg

148 mm

michael robak

J e g å b n e d e ø j n e n e og mobiliserede igen en stophånd, som jeg rakte op mod ansigterne.

33 mm

r om a n

michael robak p ol i t i k e n s f or l ag

michael robak (f. 1969) debuterede i 2014 med romanen Hele byen ved det. Han er uddannet journalist og har arbejdet som reporter, redaktør og redaktionschef på TV2 NEWS og TV2 Nyhederne. De seneste år har han været studievært på Go’Morgen Danmark på TV2.

12


Af samme forfatter

Hele byen ved det (2014)

Ă˜m.indd 2

17/05/17 14.46


Michael Robak

Øm

POLIT IK E NS FOR L AG

Øm.indd 3

17/05/17 14.46


Øm.indd 4

17/05/17 14.46


1

J

eg ankom som den sidste til mødet. De andre sad med opslåede notesbøger og kaffe i papkrus. Næse­ hornet sendte et kort smil, jeg lukkede døren bag mig og fandt en plads ved vinduet. Ved det lange mødebord sad alle Bladets ledere. Opmærksomheden var rettet mod det hvide lærred og den sidste gennemgang af planen “Fælles Forward”, der tre dage senere skulle præsenteres for medar­ bejderne. “Så er vi her vist alle sammen.” Min morgen var begyndt med en spids hovedpine, der sad bag mine øjeæbler, og selvom jeg havde spist både Panodiler og kantinens lune ret, havde jeg stadig en kold smag af jern i munden. Hornet gik i gang med sit PowerPoint, jeg kendte hans ansigt bedre end mit eget. Den store lodrette rynke i hans pande, den hvide farve i øjnene og buen mellem læberne. Han havde været min chef i mere end femogtyve år. Varmen fra radiatoren bag mig trak svedperler frem i min nakke. 5

Øm.indd 5

17/05/17 14.46


Jeg kiggede ud ad vinduet for at få luft. I lyskrydset foran avisens hovedindgang blev der grønt for fodgængerne, to pædagoger kæm­ pede med at få en lyshåret børneflok over vejen, inden lyset skiftede. Vinden hev i kablerne mellem gadelamperne. Dagen var begyndt med en bleg sol bag tynde skyer, nu var lyset skiftet til mat grå. Hornet pegede med sine briller på næste skærmbillede: En række kasser i forskellige lysende farver. Jeg fandt mit navn i en smal orange boks. “David sammensætter hver morgen sit hold. Er dagen begyndt med en stor væsentlig historie, er teamet stort. Nettet er med. Avisen er med. Web-tv og radioen er også med. David er Konge På Dagen.” Han fangede mit blik og fortsatte. “David beslutter, om vi går all-in eller small-in.” Jeg kiggede rundt og lod ansigterne ved bordet forstå, at Hornet og jeg var enige. Konge På Dagen. Hornet fortsatte. Der ville blive oprettet en earlybird-redaktion, der skulle servicere danskerne med nyheder fra morgenstunden. Troubleshoot­erne skulle gå ind i de mere komplicerede historier og hovedsageligt levere baggrundsartikler til avisen. Daytime-holdet stod for de hur­tige nyheder til nettet. “Midt på dagen er folk på arbejde. Vi skal ramme brugerne med korte historier, vi vil mætte deres behov for små overspringshandlin­ ger. Det er ikke dybde og analyse, daytime-holdet bruger tid på, de producerer kun appetitvækkende og overraskende historier.” Der skulle også være et hold af fastlane-reportere, outputtere og late­ night-journalister. 6

Øm.indd 6

17/05/17 14.46


“David vil om et øjeblik gå i detaljer med de nye funktioner.” Jeg rakte ud efter en kuglepen, der lå på bordet foran mig, men jeg overså et vandglas. En af knapperne i mit jakkeærme fik fat i glassets kant og væltede det. Næsehornet tøvede midt i en sætning, jeg ryk­ kede tilbage i stolen for at undgå, at vandet havnede i mit skød, men jeg var ikke hurtig nok. Mine bukser blev ramt, en stor plet bredte sig langs med lynlåsen. De andre vendte sig om mod mig. Ansigterne var store, flade og forvrængede. Det måtte være hovedpinen. Jeg ville rejse mig for at gå på toilettet, men der var pludselig monte­ ret stålkugler under mine såler, jeg nåede kun halvt op af stolen, før jeg faldt bagover og landede på ryggen mellem radiatoren og døren ud til sportsredaktionen. En af mine kvindelige kolleger skreg. Min brystkasse føltes flad og tom. Da ansigterne rejste sig fra stolene, lykkedes det mig at række en afværgende hånd op mod dem. Gå væk. Jeg klarer den. Det er bare min hovedpine. Jeg kom på benene og rakte ud efter bordkanten, men fejlvurderede afstanden. Denne gang røg jeg forover, jeg ramte mødebordet med brystkassen og faldt ned på siden. Kopper og termokander væltede. Det samme skrig fra den samme kvinde. “Hent Trine inde fra Sporten, hun har været på førstehjælpskursus.” Hornets stemme var fattet og klar. Jeg kiggede op i en aflang lampe. En kollega foldede en tynd kold læderjakke sammen og lagde den under mit hoved. Hun satte sig på hug ved siden af mig. Cowboybukser og blå gummi­ støvler med hvid kant. 7

Øm.indd 7

17/05/17 14.46


Jeg ville være i fred og lukkede øjnene. Gulvtæppet lugtede tørt af støvsugerpose. “David. David. Du skal ikke sove nu.” En ny stemme. “Hvad er der sket?” Jeg åbnede øjnene på klem. “Jeg har bare ...” Hornet afbrød mig. “Han faldt. To gange. Vi har ringet efter en ambulance.” Stemmen var Trine fra sportsredaktionen, hun tøvede et øjeblik, in­ den hun satte sig ved siden af mig. “Han væltede et glas vand, lige inden han faldt,” sagde Gummistøv­ lerne. Åh, for helvede. Jeg var ikke bare et kæntret medlem af chefredaktionen. I løbet af de kommende timer ville historien om pletten på mine bukser løbe op og ned ad gangene. Næsehornet og Sengevæderen. Den eneste måde, jeg kunne slippe for dén historie på, var, hvis jeg afgik ved døden på Det Røde Mødelokales filtgulv. “Vi hjælper dig lige om på siden.” Det var sportsjournalisten, der talte. 8

Øm.indd 8

17/05/17 14.46


Flere hænder tog fat i mig. Mine øjne var lukkede, men håndflader­ ne beroligede mig et øjeblik. “Der hænger en hjertestarter oppe på 2. sal,” sagde en mandestem­ me. Hjertestarter! Skulle jeg dø i dag? Hvorfor lå jeg overhovedet her? Jeg åbnede øjnene og mobiliserede igen en stop-hånd, som jeg rakte op mod ansigterne. “Vi får ikke brug for hjertestarteren. Han er kontaktbar.” Var det nu, hele lortet skulle passere revy? Sommerdage med Nils. Nætter med Sara. Os to. Os tre. Arbejde. Alt for meget arbejde. Morgener, hvor jeg næsten ikke kunne komme ud af bilen. Efter­ middage, hvor jeg ikke kunne huske, hvor jeg havde parkeret den. De kom ikke af sig selv – billederne. Det var mig, der manede dem frem. Hvorfor kunne jeg ikke mærke noget længere? Jeg åbnede kortvarigt øjnene. Stadig gummistøvler og et dameskridt i blå denim. Hovedpinen var væk. Hjernen var tom. Ingen outputtere eller troub­ leshootere. 9

Øm.indd 9

17/05/17 14.46


“Kan du selv rejse dig?” En fremmed stemme spurgte. “Det ved jeg ikke.” En mand i skriggul jakke med grå reflekser sad bøjet over mig. “Jeg er ambulanceredder. Har du smerter?” “Jeg har haft hovedpine, siden jeg vågnede,” svarede jeg. “Hvad med brystkassen? Snurrer det i armene?” “Det tror jeg ikke.” De fik mig op på båren, mine øjne forblev lukkede, mens de kørte mig gennem redaktionerne. Jeg havde intet behov for at se medarbejderne stå langs væggene og glo på nyhedschefens gennemvædede exit. Mændene skubbede mig ind ad ambulancens bagsmæk, den ene guljakke satte sig ind ved siden af mig. Han åbnede min skjorte og monterede kolde sugekopper på min brystkasse. “Vi måler på dig under kørslen,” sagde han. Ambulancen var i fart. Jeg drejede hovedet og åbnede det ene øje, ruderne var matterede, men gennem en tynd stribe øverst kunne jeg se en skive af virkeligheden passere forbi. Lave skyer med bulede undersider. Røde etageejendomme i et skævt perspektiv. Tomme trækroner med sorte grene. “Vi er der om seks-syv minutter,” sagde han.

10

Øm.indd 10

17/05/17 14.46


Der var først dér, jeg hørte det. Sirenens larm. Lyden af alvor og dødsannoncer. Salmer sunget af børnestemmer. Alt for blødt grus under skoene på en ukendt kirkegård. Det begyndte som et par uregelmæssige trækninger i mellemgulvet, så rullede det op gennem brystkassen og endte bagerst i ganen, in­ den det blev til en lyd, der kom ud af min mund. En dyb hulken, jeg aldrig havde hørt før, og som jeg ikke kunne stoppe. Nu kom billederne af sig selv. Sara. Min elskede Sara. Hendes ansigt. Den ene fortand, der sad ind over den anden. Og Nils. Hans smil, da han som syvårig selv trak en fisk op yderst på molen i Havnsø. Billeder fra ferier og cykelture gennem København. Drengen med en kikkert om halsen på udkig efter fjordterner og græshoppesangere. Der dukkede ikke andre op, men Sara og Nils var også tilstrækkeligt. Min hulken tog til. En hånd aede mig på overarmen, jeg kiggede kort op, ambulance­ manden var optaget af en lille skærm med grønne flimrende tal. Jeg drejede hovedet og fik øje på en brun damehånd, som beroligende bevægede sig frem og tilbage på skjortestoffet. “Det er mig. Katja.” Gummistøvler og cowboybukser. Nu kunne jeg genkende stemmen. “Jeg syntes ikke, du skulle tage af sted alene.” Jeg prøvede at nå hendes hånd. “Du skal ligge stille, vi er fremme om et øjeblik,” sagde manden i den gule jakke. På hospitalet blev jeg kørt ind gennem en bred metaldør, en læge i grønt tøj tog imod besked fra ambulanceførerne. Bagefter blev jeg løftet over i en hospitalsseng. 11

Øm.indd 11

17/05/17 14.46


“Nu er du i de bedste hænder. God bedring,” sagde guljakken og nikkede til mig. En portør skubbede mig ned ad en kort gang. Ingen dramatisk un­ derlægningsmusik, ikke noget lægeteam med bind for munden og blod på forklæderne. Ingen lamper i loftet, der kørte forbi patientens øjne som striber på en landevej. Måske var det alligevel ikke i dag, jeg skulle dø? Sengen blev parkeret i et aflangt rum med et snavset vinylgulv, min hulken, der havde fyldt ambulancen, var væk, til gengæld var en smerte hen over mit brystben dukket op. Katja havde fundet en lav grå plastiktaburet, hun lagde sin hånd oven på min. “Du er ved at få lidt farve i kinderne igen, David.” Katja var Bladets distributionschef. Hun var hurtig i hovedet og hård over for uduelige vognmænd, postvæsenets embedsfolk og bude, der ikke kunne komme op om morgenen. Vi havde haft en affære, kort efter at Sara havde forladt mig. Katja var den kvinde, jeg sidst havde været i seng med. “David Bramsen?” En læge var trådt ind i rummet. “Og du er måske Davids kone?” “Nej, jeg er en kollega. Jeg tog bare med i ambulancen.” Han kiggede ned i sine papirer. 12

Øm.indd 12

17/05/17 14.46


“Hvor bor du, David?” “På Nyelandsvej på Frederiksberg.” “Må jeg bede om dit personnummer?” Jeg gav ham det. “Kan du huske, hvilken måned vi er i?” “Oktober.” “Kan du også huske datoen?” Min tøven fik ham til at afbryde mig. “Det er heller ikke vigtigt. Du ser jo helt klar ud.” Katja rejste sig. “Du kan bare tage hjem,” sagde jeg. “Er det noget alvorligt?” Hun henvendte sig til lægen. “Nej, det tror jeg bestemt ikke, men David skal igennem en del un­ dersøgelser i løbet af eftermiddagen.” Hun lænede sig ind over sengen og gav mig et knus. Efter at lægen havde givet hende hånden og afleveret et lille buk, henvendte han sig til mig. “Du er faldet på dit arbejde?” Det lød, som om jeg havde overset en trillebør på en byggeplads. 13

Øm.indd 13

17/05/17 14.46


“Ja.” “Har du smerter?” “Ja, hen over brystet.” Han åbnede min skjorte. “Ramte du noget, da du faldt?” “Ja, jeg tror, at jeg faldt ned i et bord.” “Du har fået en blodansamling på tværs af brystbenet.” Han trykkede med fingerspidserne. “Gør det her ondt?” Det gjorde det. “De data, ambulancepersonalet samlede på dig, ser alle sammen fine ud. Men vi har altid mistanke om blodpropper, når en mand i din alder pludselig falder om. Hvordan føles det i din venstre arm?” “Fint, tror jeg.” “Er du svimmel?” “Nej.” “Åndenød?” “Ikke mere.”

14

Øm.indd 14

17/05/17 14.46


“Det lyder godt. I løbet af de næste timer måler vi lidt mere på dig og tager forskellige blodprøver. Jeg er næsten sikker på, at du bare har fået et ildebefindende. Men vi skal selvfølgelig være helt sikre. Har du travlt for tiden?” “Lidt.” Jeg blev flyttet til en stue med udsigt over Fælledparken. Eftermid­ dagsafslappede forældre trak deres cykler, mens børn med farverige tasker på ryggen løb ved siden af. Da solen gik ned ved halvsyvtiden, havde jeg punktsovet i næsten tre timer. Jeg var kun vågen, når en sygeplejerske eller en laborant skulle foretage en ny måling eller tage en blodprøve. Hen under aften kom en kraftig dame ind på stuen med en tallerken rugbrødsmadder. “De beholder dig vist til i morgen,” sagde hun og skænkede et glas saftevand op i et kalket glas. “Hvem siger det?” “Sygeplejersken kommer om lidt, så får du nærmere besked.” Jeg havde ingen appetit, men kom halvvejs igennem et stykke med leverpostej, inden en kittelklædt kvinde på min egen alder kom ind på stuen. “Vi skal lige have set på de sidste prøver, inden du får lov til at kom­ me hjem, men det bliver først i morgen tidlig, så vi beholder dig i nat.” “Jeg har det meget bedre,” sagde jeg.

15

Øm.indd 15

17/05/17 14.46


“Jeg tror bestemt også, at du kan komme hjem i morgen efter stue­ gang.” Hun lagde en flad pose med tøj i min fodende. “Jeg har fundet lidt til dig, som du kan sove i. Er der nogen, vi skal ringe til? Nogen, der skal vide, at du bliver her natten over?” “Nej, det klarer jeg bare selv,” sagde jeg og klappede på den lomme, hvor min mobil lå. Hvem skulle jeg ringe til? Jeg savnede Saras stemme. Hendes svenske tone. Mere i dag end ellers, men jeg ringede ikke til hende. Eller nogen andre. Natten blev lang. Først var det bare ufarlig søvnløshed, hvor jeg vendte og drejede mig. Hovedet ind mod væggen. Hovedet ud mod vinduet. Om på ryggen. Om på maven. Om på siden. Et glas vand. Ud på toilettet. Et glas vand mere. Sengetøjet lugtede af langsom død og eddike. Jeg tog bomuldsskjorten af og lå i en blød og uformelig hospitalsundertrøje. Ved tolvtiden blundede jeg et øjeblik, men vågnede, da en seng ude på gangen blev kørt ind mod døren til min stue. Så skulle jeg tisse igen og kom på benene og ud på badeværelset. Jeg pressede en halv kop ud og stod længe og ventede på resten, som forblev et falsk signal fra bunden af min blære. I spejlet ville jeg tjekke det blå mærke på mit bryst, men nåede kun til ansigtet. Synet var chokerende. Mine øjne var smalle, blodskudte og indrammet af tunge poser, der be­ gyndte lige under øjenbrynene og stoppede nede midt på kinden. Mit hår var de seneste år blevet hvidt i siderne, og tindingerne var også tyndet ud, nu sad der en klump musegråt hår for enden af en 16

Øm.indd 16

17/05/17 14.46


høj, bleg pande. Mine læber var tørre og sad som et vandret sår midt i ansigtet. To dybe parenteser rundt om munden fremhævede det ulykkelige syn. Selvom jeg var slank, hang en tynd og tom dobbelt­ hage under mit ansigt, huden var slap, hønset og prikket. Jeg slukke­ de lyset og forlod i tavshed badeværelset. Tilbage i sengen kom tankerne. Ville næste styrt blive på mit køkkengulv? Alene. Skulle jeg dø med udsigt til en IKEA-sokkel, ude af stand til at rejse mig? Sara ankom ved tretiden. Ikke som en frelsende engel eller trøstende Florence Nightingale, men som et billede, der hang på væggen over for mig og mindede mig om dengang, det var os to. Hende og mig. David og Sara. Gult lys i vores lejlighed. Uendelig sommer med nye kartofler og en halv flaske vin i køleska­ bet. Duften af hendes armhuler. Så kom den igen. Den dybe hulken. Denne gang sprang den mel­ lemgulvet over og gik direkte til halsen og munden. Jeg bad hende blive hos mig. Trøste mig. Holde om mig. Forstå mig. Hvor var hun, når faderen til hendes barn var blevet ramt af et kol­ laps? En stranding på lavt vand. Et nervesammenbrud. Sara, for helvede, jeg savner dig og Nils. Det er blevet mørkt ovre i Fælledparken, og det suser uendeligt og uhyggeligt i hospitalets ventilationsrør. Klokken fire skulle jeg igen tisse, jeg kunne ikke gøre det med sluk­ ket lys, men undgik denne gang spejlet. Toiletbesøget stoppede min 17

Øm.indd 17

17/05/17 14.46


hulken; en nervøs søvn overmandede mig, og jeg vågnede først, da en sygeplejerske med en hurtig bevægelse trak gardinet fra. “Godmorgen. Der er stuegang om tyve minutter.” Jeg nåede at spise et pappet rundstykke, inden lægen og et mindre følge kom ind på stuen. “David Bramsen?” Han kiggede fra sine papirer og over på mig. “Du har været med på vores konference her til morgen. Vi er sikre på, at der har været tale om et almindeligt ildebefindende. Muligvis dehydrering. Der er ingen tegn på blodpropper eller andet alvorligt.” “Det lyder godt.” “Men man skal tage den slags alvorligt alligevel.” “Selvfølgelig.” Jeg ville bare gerne hjem. “Vi mener, der kan være tale om en stressreaktion. Jeg kan se i jour­ nalen, at du har haft lidt travlt på jobbet.” “Det ved jeg nu ikke.” “Inden for de kommende dage skal du gå til egen læge, så kan I lægge en plan.” Skulle jeg tage hjem eller ind på Bladet? Lægen gav svaret. “De næste dage skal du tage den med ro. Sove rigeligt og få noget frisk luft. “ Han rakte hånden frem mod mig. 18

Øm.indd 18

17/05/17 14.46


“Det var ordene herfra.” Jeg låste mig ind i min lejlighed. Selvom det kun var et døgn siden, jeg havde været hjemme, så jeg den med en fremlejers øjne. Aviser lå i skæve stakke i stuen. En kop med en halvmåne af indtørret kaffe i bunden var efterladt på det lave sofabord. I soveværelset lå min enlige dyne som en punkteret skulptur og vidnede om ungkarlens urolige nætter. På natbordet stod et tomt vandglas og en stak papirer. Lejligheden var ikke rigtig rodet. Jeg kunne lide orden. Men sum­ men af de hundrede og elleve kvadratmeter var trist og livløs. Ingen fedtede og brugte vinglas, der vidnede om en aften, hvor nogen havde glemt tiden. Ingen lyseblå legetøjselefant på stuegul­ vet, der fortalte historier om et hjem med børnesang og flerfarvede plastre. Ingen papayafrugt, udblødte kikærter eller tigerrejer i køle­ skabet – kun smør, røget filet og discount-ost pakket ind i sølvpapir. Jeg tog min jakke på, fandt et tæppe og satte mig ud på altanen. Solen var på vej op over seminariet på den anden side af vejen. Gen­ nem de store ruder kunne jeg se de studerende gå på gangene med målrettede skridt og appetit på næste lektion. Jeg faldt i søvn og våg­ nede først, da min mobil ringede. Det var Katja. “Jeg ville bare høre, hvordan du har det i dag?” “Jeg er blevet udskrevet,” svarede jeg. “Det lyder godt.” Kort tavshed. “Er der noget, du mangler?” “Det er sødt af dig, men jeg tror, jeg klarer mig.” 19

Øm.indd 19

17/05/17 14.46


Vi havde været i seng med hinanden tre gange. Første gang havde jeg fået et glimt af hendes køn, der lignede en hårbørste, hvor lyse hår sad spredt og flagrende. Jeg så det fra det kølige sengetøj i hendes sommerhus. Jeg var kravlet ned under dynen, mens hun var på toi­ lettet. Der havde været en tøven mellem os. Måske havde vi siddet til for mange møder sammen? Måske lå vi begge og regnede på, hvornår vi sidst havde været i bad? Mere sandsynligt handlede det om noget andet. I hvert fald for mig. Morgenen efter var tavsheden mellem os tydelig. Vi forsøgte at snak­ ke os varme med emner fra Bladet. Ufarlige og velkendte temaer: Den nye bestyrelse, annoncesalget på nettet, den seneste overens­ komst. Selvom jeg helst ville hjem, kom hendes forslag om en køretur som en lettelse. Vi tog de små veje syd for Sjællands Odde. Hun fortalte om en vognmand, hun havde været nødt til at fyre. Jeg istemte med lyde og nik, selvom mine tanker kun var hos Sara. I et sving sad en fasan ude midt på vejen, jeg ramte den med et tørt smæld. Jeg fik bilen ind til siden. Fasanen sad fast under nummer­ pladen, fuglens blå og blanke hoved dinglede livløst, Katja fandt en kæp i vejkanten og fik fasanen frigjort fra kofangeren, den faldt lyd­ løst ned på vejen. Med gummistøvlens inderside fejede hun den ud i rabatten. Efter turen kørte jeg tilbage til Frederiksberg. “God bedring, David,” sagde hun. “Jeg synes, du skal tage fri et par dage.” “Lægen på Rigshospitalet sagde det samme.” Jeg tændte for mit fjernsyn. På Nyhedskanalen fortalte de, at den ukrainske udenrigsminister var på vej til USA, og at beboerne på landets småøer krævede lavere skat. 20

Øm.indd 20

17/05/17 14.46


Jeg tog lyden af og gik ind på tekst-tv’s nyhedsside. Mælkebøndernes formand var utilfreds med en ny EU-forordning, og en soloulykke ved Hadsund havde kostet en enogtyveårig kvinde livet. Jeg faldt i søvn på sofaen og vågnede ved tretiden. Først ville jeg gå en tur, men da jeg stod ude i gangen med jakken og skoene på, ombestemte jeg mig. Så ville jeg spise en mad og kiggede flere gange i køleskabet uden at tage noget ud. Et bad ville gøre godt, men selvom jeg både fandt rene underbukser og et håndklæde i skabet, fik jeg det ikke gjort. Jeg tjekkede min mailboks. Der var kommet niogtredive nye beske­ der, de fleste kunne jeg slette uden at læse dem. Ni chefkolleger og medarbejdere havde skrevet til mig efter mit styrt i mødelokalet. Søde og opmuntrende mails. Jeg læste dem igennem flere gange, mens jeg kæmpede med en mindre hulken, der stod og kogte lige over mit bæltespænde. “Vi håber på at se dig snart igen ...” “Ring eller skriv, hvis jeg kan gøre noget for dig ...” “Sikke en røvtur, gamle dreng, men du er nok snart på benene igen ...” Telefonen ringede, det var Næsehornet. “Hvad siger de kloge?” “Det var nok bare et ildebefindende,” svarede jeg. “Vi blev sgu alle sammen noget forskrækkede. Hvordan har du det i dag?” De havde fået fri på seminariet. Nu hang de over cykelstyrene nede på Nyelandsvej. Unge kvinder i lange jakker og mænd med tykt, brunt hår og velplejet fuldskæg. 21

Øm.indd 21

17/05/17 14.46


“Jeg er bare lidt træt.” “Det forstår man jo godt. Du har også haft travlt med alt det nye. Hvad er planen herfra?” “Planen?” “Ja, du skal bare tage al den tid, du har brug for. Vi kører stille og roligt videre. Du har gjort et kæmpe forarbejde.” “Jeg skal til min egen læge en af dagene,” sagde jeg. “Det lyder fint, David. Ring til mig, når du har snakket med ham.” Jeg satte mig tilbage til computeren og genlæste beskederne fra mine kolleger. Var ni hilsner mange? Ingen af dem vidste, at jeg var begyndt at tage længere og læn­gere omveje, når jeg kørte på arbejde. Eller at jeg nogle gange måtte bru­ ge ti eller tyve minutter på at komme ud af bilen. At mine lister blev mere og mere udførlige, fordi min hukommelse efterhånden svig­ tede mig dagligt. Natten forløb drømmeløst og uden hulken. Da jeg vågnede efter otte timers søvn, føltes det, som om jeg havde blundet i tyve minutter. Jeg kunne få en tid hos lægen samme dag. Han fik et kort og udra­ matisk rids af begivenhederne i mødelokalet og på Rigshospitalet. “Hvordan har du det ellers?” Han sad med spredte ben på en lav taburet med hjul under. Bag ham hang et sort-hvidt billede af to piger med sirlige fletninger.

22

Øm.indd 22

17/05/17 14.46


“Fint, synes jeg.” “Du bliver snart halvtreds – nogen skavanker?” Jeg sagde ikke noget om lavtskummende og langsomtløbende urin, uregelmæssige og sjældne morgenerektioner, den tunge hovedpine, der blev sværere og sværere at slå ned med piller og koldt vand. Eller om aftener og nætter, hvor jeg ikke kunne standse mine tanker om Sara. “Nej, det synes jeg ikke.” “Og kærligheden? Er du i et parforhold?” Det var næsten fem år siden, jeg havde været sammen med Katja. Den oplysning fik han heller ikke. “Spiser du varieret?” “Det ved jeg ikke ...” “Hvad med arbejdet? Føler du dig stresset?” “Hvad er symptomerne?” Det spørgsmål skulle jeg ikke have stillet, han åbnede en skuffe og lagde et lamineret stykke papir foran sig. Han skød uden varsel. “Sover du dårligt om natten?” “Føler du en indre uro i kroppen?” “Oplever du, at din hukommelse oftere svigter dig?” 23

Øm.indd 23

17/05/17 14.46


“Er du mere irritabel end normalt?” “Har du uforklarlige smerter i maven – eller trykken for brystet?” Jeg svarede, mens jeg skævede til billedet af de to piger med fletnin­ gerne. Var det lægens børn eller børnebørn? Han var mindst ti år ældre end mig. “Er din sexlyst blevet mindre?” Ja, for helvede. Den er næsten væk. Jeg nøjedes med et nik. “Kører tankerne rundt, uden at du kan stoppe dem?” Jeg nikkede igen, han noterede på en linjeret blok. “Taler du vedvarende og højlydt med dig selv?” Ja, også lige nu. “Har du lettere til tårer end normalt?” “Er du blevet mere kynisk og mindre engageret?” “Er glæde blevet en sjælden følelse for dig?” “Føler du ligegyldighed over for mennesker eller begivenheder, der før betød noget for dig?” Ville hans spørgsmål aldrig stoppe? “Ser du nære venner og familie mindre end før?” 24

Øm.indd 24

17/05/17 14.46


“Her kommer det sidste. Har du meget lidt at sige andre?” Ja, næsten ingenting. Jeg svarede: “Måske.” Hans læber bevægede sig, mens han lydløst talte op. “David, du er meget stresset. Din score ligger alt for højt.” Det var pigerne med fletningerne, der havde distraheret mig. Jeg kom til at svare alt for ærligt på de fleste af hans spørgsmål. “Er det dine døtre?” Han vendte sig mod billedet. “Ja, men de er noget større nu. Den ældste går i 9. klasse, den mind­ ste fylder tolv på fredag.” Jeg nikkede, han kiggede ned på sin sammentælling. “Jeg synes, du skal tage nogle uger derhjemme, hvor du slukker mo­ bilen og computeren. Sund kost er vigtigt. Det samme er ro og hvile. Desuden viser al erfaring, at motion kan være rigtig godt for menne­ sker med stresssymptomer. Dyrker du sport?” “Nej, ikke rigtig.” “Du kan begynde med lidt gåture i højt tempo, og efter et par uger kan du måske komme i gang med lidt småløb.” Nervesvækket mand i småløb.

25

Øm.indd 25

17/05/17 14.46


Jeg ville bare gerne tilbage på jobbet. Lægen insisterede på, at jeg skulle have en ny tid et par uger senere. På vej hjem stoppede jeg ved en sportsbutik, løbeskoene i vinduerne lignede noget, farveblinde børn havde designet. Aflange rumfartøjer i kulører hentet fra slikindustrien. Det måtte blive en anden dag. Har du meget lidt at sige andre? Jeg overvejede at ringe til Sara og Nils. Eller min bror, men udskød det. Dagen efter ringede Hornet, han ville se mig på Bladet til en snak. Jeg foreslog, at vi mødtes på en café i nærheden. Om natten havde jeg haft livagtige drømme om de flade ansigter og min båretur gen­ nem huset. Det regnede med store bløde dråber. Jeg kunne ikke finde en par­ keringsplads i nærheden og kom ind på caféen med gennemblødte skuldre og lår. Hornet sad i baren, han rejste sig og gav mig hånden. “Vi sætter os herover.” Han pegede på et bord i hjørnet. “Godt at se dig på benene igen, David.” Jeg takkede. “Hvad sagde din læge?” “At det ikke var noget alvorligt. Muligvis lidt travlhed eller stress, om man vil.” Jeg tøvede et øjeblik. “Men du ved, hvordan det er. Dén diagnose giver de jo efterhånden hvem som helst.” 26

Øm.indd 26

17/05/17 14.46


Jeg skulle tilsyneladende bare se Hornets hvide skjorte, så var jeg tilbage i jargonen fra chefgangen. “Man skal tage den slags alvorligt, David.” Han kiggede op mod loftet. Det gjorde han, når et alvorligt budskab skulle afleveres. Jeg havde set det tusindvis af gange. “Du har leveret en kæmpestor ind­ sats. Du har knoklet i måneder. Om et par timer skal jeg præsentere planen for medarbejderne.” Igen søgte hans blik opad. “Jeg synes, at du skal tage lidt fri. Komme til hægterne igen. Jeg har brugt aftenen på at se det hele igennem. Vi ville selvfølgelig aller­ helst have dig med på holdet, men jeg kan tackle udfordringerne, hvis vi rykker en smule rundt på folk.” “Er du ved at fyre mig?” Spørgsmålet sprang uforvarende ud af min mund. “Nej, for fanden, David. Dig kan vi sgu ikke undvære. Jeg synes bare, at du skal tage en pause og vende tilbage, når du igen er i topform.” “Min læge snakkede om et par uger.” “Jeg har tjekket lidt op på dig. Du har en stor feriepukkel. Inden for de seneste fem år har du kun afholdt syv ugers ferie. Jeg foreslår, at du får brændt det hele af, og at du vender tilbage til avisen, når solen igen begynder at skinne.” Han kiggede over mod vinduet, regnen var taget til. “Hvornår begynder solen at skinne igen?”

27

Øm.indd 27

17/05/17 14.46


Hvad fanden skulle jeg lave i regnvejret? Småløbe? “Jeg synes, du skal tage fri i et halvt år. Når du er tilbage engang midt på foråret, kører den nye plan på skinner, og så finder vi en god post til dig.” “God post?” “David, du er den vigtigste mand på avisen, det ved du godt. Du kommer ikke tilbage som piccoline eller weekendbud.” Den vigtigste mand på avisen. To måneder tidligere havde han kaldt mig ind på sit kontor for at præsentere mig for et udkast til den nye struktur. “Jeg har brug for dig ude på gulvet. David, du er den eneste, der kan løse den opgave. Den eneste, der kan overskue hele nyhedsbilledet på tyve minutter og sætte de rigtige hold. Jeg kan ikke se andre end dig på den post.” I mere end ti år havde jeg været Bladets nyhedschef. Hornets højre hånd. Da han viste mig diagrammet, kunne jeg se, at en yngre mel­ lemleder skulle overtage mine chefopgaver. Selvom Hornet havde forsøgt at camouflere degraderingen med en stor kasse med mit navn i og stiplede linjer mellem ham og mig, var jeg ikke i tvivl. Jeg var ikke længere den vigtigste mand på Bladet. Det var min afløser, en hurtigløber fra RUC med pastelfarvet polobluse og trænede overar­ me. Jonatan. Bare navnet. Det passede til et barn. Hornet havde bemærket, at jeg et øjeblik dvælede ved det nye navn i diagrammet. “Vi får brug for en fra den digitale generation.” 28

Øm.indd 28

17/05/17 14.46


Jeg havde accepteret hans plan. Sådan var det med mig og ham. Jeg gjorde, som han sagde, også når det udløste en øjeblikkelig og plagsom hovedpine. “Vi kan sygemelde dig. Du kan også bare få bragt feriekontoen i nul. Det er op til dig.” Han var en praktisk og usentimental mand. Også når det handlede om mig. Avisens vigtigste mand. Min kaffe var blevet kold, udenfor forsøgte en dame at slå en paraply op, men vinden vendte vrangen ud på den. “Jeg ved sgu ikke,” forsøgte jeg. Han kiggede op i lampen over os. “Du skal selvfølgelig lige have lidt tid til at fordøje sagerne. Det kan jeg godt forstå. Men du må ikke være i tvivl, vi finder det helt rigtige job til dig, når du solbrændt og i topform er tilbage på avisen.” Topform. Solbrændt. Sidst jeg så mig selv i spejlet, lignede jeg en aldrende selvmordskan­ didat, der havde overlevet et altanspring fra 4. sal. “Vil du med op på Bladet?” Nej, for fanden. “Jeg kører bare hjem.” “Det bliver godt for dig. Du har leveret en fantastisk indsats,” sagde han og forsøgte at fange mit blik. 29

Øm.indd 29

17/05/17 14.46


Beslutningen var åbenbart taget. “Jeg bruger bare af feriekontoen.” Jeg havde ikke kræfter til andet. “Jeg hilser deroppe. Det er en god beslutning, du har taget i dag, David.” Han forlod caféen med et nik til servitricen og et blik ned i sin telefon. Har du lettere til tårer end normalt? Selv om jeg kæmpede imod, kom de, da jeg sad ude i bilen. Jeg trængte til luft og passerede min lejlighed uden at stoppe. De første mange kilometer kørte vinduesviskerne uden afbrydelse, men et par kilometer før Frederikssund klarede det op. Da jeg passerede broen, hev solen skarpe metalfarver frem i Roskilde Fjord. Ved T-krydset drejede jeg til venstre mod Skuldelev. Jeg sløjfede gennem byen. Forbi den nedbrændte kro, Brugsen og dukkemuseet. Op ad Østergade. Til højre ad Sølvkærvej. Forbi sko­ len, børnehaverne og idrætshallen. Ned ad Vestergade, rundt om den lukkede slagterforretning og tilbage til Brugsen. Engang havde der været en tankstation, en sparekasse, en antikforretning, en køb­ mand, en slagter og en cykelsmed i byen. Nu var Brugsen den eneste forretning. Jeg parkerede min bil foran butikken og gik ind. Det var flere år siden, jeg havde været der sidst. Min morfar havde i årtier været byens uddeler og den uformelle og moralske borgmester. Det var ham, der var auktionarius, når der skulle samles penge ind til en fodboldtur. Det var ham, der var dommer i sommerfestens tovtrækningskonkurrencer, og ham, man gik til, hvis man havde en uløselig nabostrid om skel eller hegn. Jeg var flyttet ind i lejligheden oven på Brugsen hos mine bedstefor­ ældre, den sommer jeg begyndte i gymnasiet. 30

Øm.indd 30

17/05/17 14.46


Jeg så mig omkring, butikken føltes mindre og mere lavloftet. Ved kassen blev jeg ekspederet af en ung mand med ring i læben. På vej ud standsede jeg ved opslagstavlen i vindfanget. Hundehvalpe, bøge­ brænde, autocampere, køleskabe, undulater og vinterdæk var til salg. Der var bingo i hallen hver mandag og zumbahold på skolen om torsdagen. På Solbakken ved Skuldelev Havn var et grønt sommerhus til leje. Havnen lå tre-fire kilometer fra byen, jeg kendte området fra min barndom. Det bestod af syv-ti småveje med ældre sommerhuse og helårshuse bygget i gasbeton eller gule sten. Selvom billederne var grynede og uklare, rykkede jeg en af frynserne af og ringede fra bilen. Udlejeren var hjemme, jeg kunne komme med det samme. Huset lå med udsigt til den lille hesteskoformede havn og Roskilde Fjord. I indkørslen holdt en ældre rustplettet varevogn, en gøende hund sprang mig i møde. “Hold kæft, Max.” En mand i en falmet og lappet blå kedeldragt kom ud ad køkkendøren. “Jeg skal arbejde i Norge det næste år,” han tørrede sin hånd i bag­ lommen og rakte den frem mod mig. “Jeg var måske bare interesseret i nogle måneder,” svarede jeg. “Lad mig lige vise dig rundt. Du kan få det fra på mandag.” Huset var bygget af træ. Indenfor lugtede der af hundetæppe og kæ­ deolie. Haven var tilgroet, og i et hjørne stod der et forsømt drivhus, som lignede et væltet tomandstelt. Fra en bænk yderst på grunden 31

Øm.indd 31

17/05/17 14.46


var der udsigt til en grøn ø ude i fjorden. Jeg satte mig et øjeblik og så på højspændingsmasterne, der skridtede hen over vandet. Manden stod stille bag mig, jeg kunne høre hundens forpustede gispen. “Du får ikke en bedre udsigt noget sted i landet,” sagde han. “Jeg ved sgu ikke,” sagde jeg og rejste mig. Det var kun halvanden time siden, Hornet havde sendt mig på ferie. “Jeg har en anden, der også er interesseret.” “Jeg ved slet ikke, om det er noget for mig at flytte herop.” Lægen havde sagt, at jeg skulle holde mig fra computeren, så jeg gik på tekst-tv, da jeg sidst på dagen kom hjem til Frederiksberg. Antallet af byboere, der købte hund, havde aldrig været større. En politiker ville have muslimske strikkeklubber åbnet for alle danskere. Et tog var blevet afsporet i Lyon. Tilsyneladende en almindelig fredag i verden. Ovre på seminariet var det tyndet ud i cykelstativerne, kun et enkelt par stod og snakkede. Han lyttede kælent med hovedet på skrå, hun talte. En måge sad ude midt på Nyelandsvej og hakkede i noget, som lignede et overkørt franskbrød. Jeg spiste en mad, inden jeg trodsede lægens påbud. Flere mails. Hornet havde åbenbart kundgjort min lange ferie på stormødet. Jeg talte op med en rørstrømsk trykken i halsen, elleve nye hilsner fra kollegerne. Igen var der søde og trøstende ord. Selvom jeg de senere år havde tilbragt mere og mere tid bag en luk­ ket dør på mit kontor, havde medarbejderne ikke for alvor opdaget, at jeg ekspederede dem rutinemæssigt og uden passion.

32

Øm.indd 32

17/05/17 14.46


Hvert andet år blev medarbejdernes kærlighed målt. Den såkald­ te medarbejdertilfredsheds-undersøgelse. På chefkontorerne blev der hurtigt bladret forbi de afsnit, der handlede om den generelle tilfredshed med arbejdsopgaver, arbejdspres og arbejdsforhold. De sidste seks sider i det lille kompendium, som hver leder fik udleve­ ret, beskrev medarbejdernes vurdering af deres nærmeste chef. Far­ ver og tal illustrerede resultatet. De ledere, der havde eget kontor, lukkede dørene, så de kunne læse dommen i ensomhed. Dem, der delte kontor med andre, stod som sårede dyr på gangene. Hvis no­ gen nærmede sig eller talte til dem, rakte de en arm i vejret, som skulle signalere: “Stop! Ikke lige nu ...” Enkelte tog direkte hjem og cyklede gennem byen med hvide knoer og tårer i øjnene, mens de bandede ad de forkælede og forpulede fodfolk, som ikke havde fattet en skid og ikke vidste noget om budgetter og brugeranalyser. De blev som regel først i godt humør igen, når deres ægtefælle samme aften deltog i tilsviningen af medarbejderne og undersøgelsen og Hornet og Bladet. Næste dag mødte de med hvidvinstunge skuldre, og med afmålte sætninger satte de deres folk i gang. For dem, der ikke havde taget flugten, var der samme dag et møde, hvor rapporten blev gennemgået af det konsulentfirma, der hav­ de udfærdiget undersøgelsen. Man kunne nemt spotte dem med de rødeste tal, de havde alle sammen tilsvarende røde skjolder op ad halsen. Mens konsulenten forsøgte at få sit PowerPoint til at vir­ ke, blev der uddelt trøstende bemærkninger til de mest uelskede chefer. “Jamen, dine folk har jo også været dem, der har været mest berørt af omstruktureringerne, så de tal er slet ikke overraskende. Det har ikke noget med dig at gøre ...” “Det er også din første måling, de skal lige lære dig at kende. Sådan er det altid. Det bliver helt sikkert bedre næste gang ...”

33

Øm.indd 33

17/05/17 14.46


“Man kan diskutere målemetoden, når din redaktion er så lille. Den statistiske usikkerhed er meget stor. En enkelt knotten medarbejder kan ødelægge hele undersøgelsen ...” Mine tal havde i mange år været grønne – også da jeg ikke fortjente dem længere. Da farven for et par år siden skiftede til gul, var jeg for træt til at gøre noget ved det. Medarbejderne var blevet uvelkomne gæster på mit kontor. Og flygt­ ningekriser, ministerstorme, regeringsrokader og terrorangreb, der tidligere havde holdt mig begejstret og vågen i flere døgn i træk, opfattede jeg efterhånden kun som besværlige byrder. Mens jeg sad ved computeren, tikkede der en ny mail ind. En mandlig journalist fra indlandsredaktionen var tidligere på dagen blevet far. Nu skrev han til mig. En pige på enoghalvtreds centimeter og toogtredive hundrede gram var kommet til verden på Hvidovre Hospital. De sidste mange år var det mig, der havde sendt det glæde­ lige budskab videre. De første år havde jeg garneret mailen til hele huset med lidt optimistisk lommefilosofi og et Piet Hein-gruk, senere blev det bare en kort videreformidling af fakta. Længde og vægt. Mor og barn har det godt. Blomster på vej. Jeg sendte mailen videre til Næsehornets sekretær uden yderligere kommentarer. Jeg var ikke længere Bladets interne stork. Eller ny­ hedschef. Jeg var sendt på en lang ferie med udsigt til en passende post, når jeg kom retur. Dagen efter havde jeg en massagetid. Gennem de seneste måneder havde jeg jævnligt opsøgt en massør, der drev sin klinik fra en nedlagt skomagerforretning i en sidegade til Frederiksberg Allé. Ruderne var dækket af groft lagenlærred, og når man kom ind ad den slidte butiksdør, blev man mødt af citarmusik 34

Øm.indd 34

17/05/17 14.46


blandet med afstressende bølgeskvulp. Mit første besøg havde været en pludselig indskydelse en tidlig eftermiddag, hvor jeg frøs, efter at jeg havde været til et skuffende møde i kvarteret. Indehaveren var en yngre kvinde med en høj mellemblond heste­ hale. Jeg spurgte undskyldende, om hun havde en tid med det samme. Intimiteten i det lille lokale og aldersforskellen mellem os fik mig til at fortryde, inden hun nåede at svare. Lignede jeg en nusset børnelokker, der drømte om en hurtig happy ending, inden jeg skulle hjem til familien? Jeg ville bare have varmen. Med en ligefrem og professionel stemme bad hun mig hænge frak­ ken og stille tasken, jeg kunne komme til med det samme. Da jeg lå på briksen med hovedet vendt mod gulvet, kunne jeg se hendes re­ gelmæssige tæer og mathvide negle stikke ud af et par lyse lædersan­ daler. Hun masserede i tavshed mine forsømte lemmer, og allerede ugen efter lå jeg igen på hendes massagebænk. Når hun var færdig med én del af min krop, lagde hun sin hånd på min ryg eller på mit ben, inden hun fortsatte sit arbejde. Hånden hvilede der et sekund eller halvandet. Det var nok til mig. Og det blev derfor, jeg kom der ugentligt. Det var det, jeg savnede, hvis ikke jeg havde været der længe. Hendes hænder, der pit-stoppede rundt­ omkring på min krop. I løbet af en times massage skete det måske syv eller otte gange. Fra det ene ben til det andet. Fra ryggen til nakken. Fra nakken til hovedbunden. Var det ikke lige præcis det, jeg trængte til i dag? Citar og bløde hånd­ flader. Men turen ned til den smalle sidegade føltes pludselig uover­ skuelig, jeg aflyste min tid, satte mig i sofaen og tændte for fjernsynet. Dér sad jeg i tre dage, før jeg ringede til manden, der ville udleje sit hus i Skuldelev. Jeg kunne overtage det med det samme.

Øm.indd 35

17/05/17 14.46


12

CMYK + MATTE KASCHE

100 mm

5

7

148 mm

„Vi får ikke brug for hjertestarteren. Han er kontaktbar.“ Var det nu, hele lortet skulle passere revy? Sommerdage med Nils. Nætter med Sara.

226 mm

Os to. Os tre. Arbejde. Alt for meget arbejde. Morgener, hvor jeg næsten ikke kunne komme ud af bilen. Eftermiddage, hvor jeg ikke kunne huske, hvor jeg havde parkeret den. De kom ikke af sig selv – billederne. Det var mig, der manede dem frem. Uddrag fra bogen

Nogle gange findes lykken et helt andet sted, end man troede …

7

5

100 mm

Den 49-årige David Bramsen længes mod fortiden. Han savner sin ekskone, sin halvvoksne søn og dengang, hvor verden var langt mere enkel og overskuelig. En skyet eftermiddag styrter han om på sit arbejde. Sammenbruddet sender ham i eksil ved Roskilde Fjord, hvor han sidder i et gammelt sommerhus og ømmer sig. Det er fem år siden, han sidst har været i seng med en kvinde, og forude truer en ensom halvtredsårs fødselsdag. Da vinteren kommer, og sneen lukker vejene omkring huset, synes alt håb ude for David. Men en omskolet kørelærer, en kriminel lillebror og en erfaren kvinde fra fortiden kan måske blive hans redning. er en roman om kærlighed, karriere og håb.

p ol i t i k e n s f or l ag omslag: Alette bertelsen, Aletteb.dk Forfatterfoto: robin Skjoldborg

148 mm

michael robak

J e g å b n e d e ø j n e n e og mobiliserede igen en stophånd, som jeg rakte op mod ansigterne.

33 mm

r om a n

michael robak p ol i t i k e n s f or l ag

michael robak (f. 1969) debuterede i 2014 med romanen Hele byen ved det. Han er uddannet journalist og har arbejdet som reporter, redaktør og redaktionschef på TV2 NEWS og TV2 Nyhederne. De seneste år har han været studievært på Go’Morgen Danmark på TV2.

12

Øm af Michael Robak  
Øm af Michael Robak  

Øm er et følsomt portræt af en mand, der har mistet modet og troen på kærligheden. Men også en morsom og sanselig roman fuld af håb og tro p...

Advertisement