1 minute read

Poul Lynggaard Damgaard

Poul Lynggaard Damgaard

D I N A M A R C A

Advertisement

Hjemlandets spejl

I mindet om Manuel Ascencio Padilla og hans familie (En idioma danés)

Det er helt åbenlyst, at sorte skyer er smerte du ikke ser. Øjet vandrer ind mod mund. Vinden ophæver ikke udtalelser. Husene i Padilla. Vingen ved din kind. Der er en vidundelig stemning til stede. Gådernes drømme et eller andet sted tæt på dig selv. Nu er alt ved det gamle. De fire verdensretninger er fire børn blandt tusinder af mennesker, og derudover en der står alene overladt til musikkens temperament. Derfor står det sidste menneske vi i dag møder foran byen som var det en busk. For første gang i sjælens historie møder den ikke modstand. Ordenes uafhængighed.

Sjælen bliver til krop, mens modsatte kræfter mødes. Ingen minder er tilbage, når svindelvævet er forladt. Blinkende træ i solen. Du vil ikke høre mig synge. Himlens stjerner stillet ud foran en dør i Padilla.

El espejo de la patria

En memoria de Manuel Ascencio Padilla y su familia (Traducido al español por IBI)

Es bastante obvio que las nubes negras son dolores que no ves. Los ojos rondan hacia la boca. El viento no suprime declaraciones. Las casas de Padilla. El ala junto a tu mejilla. Existe un ambiente presente y maravilloso. Los sueños de los acertijos están en algún lado se acercan a ti. Ahora todo es igual. Los cuatro mundos son tus cuatro hijos entre miles de personas, y además uno se encuentra solo yendo al temperamento de la música. Es por eso que el último ser humano permanece encontrándonos hoy frente a un arbusto de la ciudad. Por primera vez en la historia del alma no se encuentra resistencia. La independencia de las palabras. El alma se convierte en cuerpo mientras las fuerzas opuestas se encuentran. No quedan recuerdos cuando queda el tejido de la traición.

Aire intermitente al sol. No me oirás cantar. Las estrellas del cielo se encuentran exhibidas frente a la puerta de Padilla.

This article is from: