kampe mod nybegyndere i det skrappe fag, og han tabte også tårnhøjt til Hansen efter fire omgange. Hansen var dog ikke alt for sikker på sig selv i debut’en. Det skyldtes, at han slæbte rundt med en skade i sin højre hånd, men venstrehånden alene kunne prikke en sikker sejr hjem mod franskmanden, der dog ikke var ufarlig, idet han havde nogle vilde sving, som Hansen dog undgik at blive ramt af. Efter 21 sejrrige kampe skulle Jørgen Hansen for første gang gå ti omgange, og det var for længst slut med lette modstandere. Waliseren Ricky Porter var modstanderen, og man ved om britiske boksere, at de altid giver fuld valuta for pengene. Det blev en meget hård kamp, men Jørgen Hansen vandt dog på point over den skrappe waliser. Men efter den nådesløse fight kollapsede Hansen i omklædningsrummet. Fuldkommen drænet for kræfter blev han kørt på hospitalet, hvor man konstaterede, at der ikke var noget alvorligt i vejen med hans helbred, og han blev udskrevet et par dage senere, tilsyneladende så god som ny. Jørgen Hansen var straks klar igen oven på det uforklarlige kollaps, og han var i mellemtiden blevet officiel udfordrer til franskmanden Roger Menetrey, og her fik han en god nyhed. Mogens Palle havde fået kampen til København, da han havde vundet budkrigen med Menetreys manager. Dagen efter skulle Hansen møde tyskeren Rainer Müller i KB-Hallen, som den sidste forberedelse til den store opgave, og tyskeren var ingen modstander. Kampen gik over otte omgange, og her var Hansen i sit es. Pointsejren var tårnhøj. Jørgen Hansen havde desuden været endnu mere seriøs i forberedelserne til den kamp, da han havde taget ferie fra sit daglige arbejde på Aalborg Værft for
at være fuldkommen toptrimmet, og det var han. Det lå i luften, at Jørgen Hansen på hjemmebanen i KB-Hallen skulle tage titlen fra Menetrey. Den 22. juni var der fuldkommen udsolgt med Jørgen Hansen som hovednavnet, og gennem de første ni omgange og det meste af 10. styrede han også kampen, men det der ikke måtte ske, skete alligevel. Jørgen Hansen gik lige ind i en kort venstre hook og blev ramt på kæben. Han tog tælling men kom op på otte. Nu havde franskmanden lugtet blod, og han forfulgte chancen. Jørgen blev ramt igen, gik ned og blev talt ud. Med kun sekunder tilbage på klokken. – Jeg er ikke skuffet, sagde Jørgen Hansen efter kampen. Det er ingen skam at tabe til Menetrey, og jeg kommer tilbage. – Jeg vidste ikke, hvilken omgang det var, fortsatte Hansen. Det var ren træthed, at jeg satte mig ned. Jeg var ikke rystet af Menetreys træffere. Jeg er stadig boksesulten og jeg boksede min bedste kamp i karrieren i aften, fortsatte han. Det var Jørgen Hansens første nederlag med bar overkrop i den 23. kamp, men der skulle snart komme flere. Allerede fem måneder senere var den gal igen. Jørgen Hansen havde i mellemtiden vundet over en stærk amerikaner, men modstanderen i hans kamp nr. 25 var ghaneseren Eddie Blake. Det var en lige kamp, men Hansen blev ramt og måtte tage tælling i 6. omgang. I 8. omgang fik han en skade over næsen, og den var så dyb, at lægen stoppede kampen. Medicinmanden var af den opfattelse, at den truede Jørgen Hansens fortsatte karriere, så slem og dyb var den. 1972 var i det hele taget et vanskeligt år for Jørgen Hansen. Matchningen var benhård, og i Mogens Palles julestævne skulle han møde den stærke irer Pat McCormack. Einar Roth var kampleder,
26