Veteranen Nr. 16 - 2018 by ihs9000

Veteranen Fremtiden hviler på fortiden

Udgivet af Idrætshistorisk Samling

Nummer 16. December 2018

Du kan bl.a. læse om

Henrik Engelund. AaB-målmanden skriver om sin tid i klubben. Side 10-13.

Jørgen Hansen. Farvel og tak til en af Europas store bokselegender. Hans Henrik Palm (tv) og Jørgen Hansen før en vigtig kamp. Side 22-31.

Jørn Lund. OL-deltageren fortæller om sin cyklekarriere. Side 18-21.

Klaus Buus. En pryd for dansk cricket både på og uden for banen. Side 32-37.

Birthe Christensen. Dansk mester i 15 meter skydning med riffel. Side 38-40.

Af Lise Pedersen

Beretning Der kan igen meldes om et godt år for Idrætshistorisk Samling på Harald Jensens Vej. Der er fortsat god aktivitet, nye donationer kommer regelmæssigt ind og bliver taget hånd om – og et stigende antal gæster kigger forbi i åbningstiden, hver onsdag eftermiddag fra klokken 1316. Også uden for denne åbningstid finder en hel del gæster vej til Samlingen, og vi har meget ofte besøg af mindre grupper af interesserede, enten fra en idræts- eller anden forening eller gruppe, som gerne vil se, hvad vi kan byde på. Disse besøg er en glæde og udfordring for Samlingens medarbejdere, og dem ser vi meget gerne flere af. Interesserede, mindre grupper, klubber o.l. er altid velkomne til at kontakte Samlingen og aftale et besøg/arrangement, som kan foregå enten dag eller aften, og Samlingens medarbejdere er altid gerne behjælpelige med at finde

2018 materiale frem fra gemmerne til klubber der har brug for det, f.eks. i forbindelse med jubilæumsaktiviteter af forskellig art. Medarbejdere Året startede rigtig godt med en ny arkivleder, nemlig Jens Kærvad, der var i fuld gang med at spore sig ind på opgaven og lagde et meget flot og stort stykke arbejde i det. Desværre kneb det noget med at få alle parter til at »spille sammen« – og her i efteråret har Jens truffet den beslutning, at han ikke ønsker at fortsætte som arkivleder, men vil afvikle sine aktiviteter senest pr. 31.12. – og i øvrigt samtidig – af ganske andre årsager – har valgt at flytte fra Aalborg. Der er grund til her på denne plads at sige Jens en stor TAK for alle de kræfter, han har lagt i Idrætshistorisk Samling.

Harald Jensens Vej 3-5 . 9000 Aalborg . Tlf. 98 16 64 99 . sportshistorie.dk

Styrelse

Medarbejdere

Inga Højmark,

John Laden, tlf. 53 80 22 72

tidligere kasserer og æresmedlem i SIFA, tlf. 40 71 80 14

Lise Pedersen,

tidligere kasserer og æresmedlem i SIFA, tlf. 28 90 49 70

Arne Nørgaard, tlf. 20 78 56 69 Jan Jensen, tlf,. 20 29 53 54 Leif Bruno Sørensen, tlf. 22 16 97 26 Allan Pedersen, 50 35 02 31

Samlingen er på den måde lige p.t. tilbage ved den tidligere kollektive ledelse, hvor en håndfuld trofaste, frivillige medarbejdere i samarbejde med de to SIFA-udpegede styrelsesmedlemmer fortsat lægger et stort arbejde i opgaverne, enten med at modtage og registrere de mange effekter, der doneres til Samlingen, primært fra Aalborgs idrætsverden samt fra enkeltpersoner, eller på anden vis, f.eks. med den løbende opdatering af samlingens Facebook-side samt med modtagelse og rundvisning af gæster – og forskellige andre opgaver. Lige nu er der fem faste medarbejdere, men nye er – forhåbentlig – på vej, ligesom en ny arkivleder også er i »kikkerten«. Interesserede er meget velkomne til at komme forbi og høre om mulighederne for en ny fritidsbeskæftigelse. Året der gik Flere af de frivillige medarbejdere lægger stadigvæk arbejdstimer, også på ugens øvrige dage, hvor der er mere »arbejdsro«, og det betyder – med det stigende antal besøgende i åbningstiden

– selvfølgelig bedre tid til registreringsarbejdet. John Laden Jensen udfører et stort arbejde med Samlingens Facebook-side, der blev oprettet for snart tre år siden og nu har rundet 1.000 medlemmer, og flere kommer løbende til. Ad denne vej lykkes det tit f.eks. at få sat navne på personer fra forskellige foreninger, som vi i Samlingens arkiver har billeder

q Torsdagsklub på besøg Vejgaard Boldspilklubs torsdagsklub på besøg hos Samlingen. Foran fra venstre ses: Bent Berggren, Erik Jepsen og Niels Brusgaard. Bag dem ses: Anders Jakobsen og Tage Budolfsen. Foran til højre for mindestenen ses: Preben Janner Jensen, Bjarne Kristensen og Erling Thorsen. Bag dem ses: Børge Jensen, Steen Poulsen, Ole Møller Sørensen og Tage Sørensen. Desuden var Erik Johansen, Frode Juul, Leif Jakobsen og Leif Bruno Sørensen også blandt gæsterne. B13246. A37, Vejgaard Boldspilklub. SIFA Idrætshistorisk Samling.

af. Du kan også blive medlem af vores Facebook-gruppe, Aalborg Idrætshistoriske Samling, hvis du har lyst. Et besøg fra Vejgaard Boldspilklub (VB) på Samlingen har bl.a. ført til, at John Laden blev inviteret til et besøg hos VB, hvor han holdt et oplæg om, hvad Samlingen rummer omkring denne forening. Der har også været besøg af andre grupper, bl.a. fra Aalborg Roklub og senest fra Andelsboligforeningen Marina Fjordbyen. Allan Pedersen har igen i år fortsat sit hjemmearbejde med billedregistrering samt fotografering og registrering af effekter, dog i mindre omfang. På nuværende tidspunkt er omkring 18.000 billeder fra Aalborgs idrætsliv samt mere end 800 indleveringer af effekter til Samlingen registreret i ARKIV.dk. Allan har i løbet af året deltaget i flere kurser i bl.a. billedbehandling, sammen med Jens Kærvad. ARKIV.dk er et internetbaseret fælles arkivsystem for alle danske lokalarkiver, som gør det muligt for alle at søge i alle forskellige samlinger i hele Danmark, og det medfører løbende henvendelser til Samlingen, også fra udlandet, fra folk der søger oplysninger, bl.a. i forbindelse med slægtsforskning. I Samlingen har vi godt styr på modtagelse og registrering af nye arkivalier, som alle kan søges på ARKIV.dk, men vi er klar over, at vi skal blive bedre til PR, synliggørelse og formidling af Samlingens eksistens, så det bliver kendt i en bredere kreds, hvad vi har, og hvad vi kan tilbyde. Udover det vi allerede gør i dag, med fx rundvisninger, Facebook og årsskriftet Veteranen, så er en række nye tiltag, der har været overvejet, lige nu sat på stand by, for i sidste ende handler det om ressourcer, og dér kan vi stadig bruge nye folk til små og større opgaver, så hold dig

ikke tilbage, hvis du har tid og lyst til at give et nap med. Årets større donationer Fra Birthe Christensen (Johannesen), Skytteforeningen Kimbrerne, har vi modtaget en række forskellige effekter, bl.a. hendes DM-medalje i 15 meter riffelskydning. Ole Schultz, Idrætsklubben Freja, har ligeledes afleveret forskelligt materiale til Samlingen. Johnny Christiansen fra Bowlingklubben Stenhuset, en af verdens bedste bowlingspillere, har doneret en meget stor samling af effekter. Aalborg Roklub har ligeledes afleveret en større samling af genstande, pokaler, tegninger m.v. Og alt det modtagne materiale er løbende registreret og arkiveret. Faste aktiviteter Leif Bruno Sørensen er stadig den faste ankermand på det store arbejde med årsskriftet Veteranen, der hermed udkommer for 16. gang. Der arbejdes løbende på at begrænse de stadigt stigende portoomkostninger, så det er en stor hjælp, at så mange interesserede gerne selv vil hente årsskriftet enten hos SIFA i Nordkraft eller på Harald Jensens Vej. Selvfølgelig kan de, der beder om det, også få årsskriftet tilsendt, på samme måde som alle udenbys boende får det – og dét benytter en hel del sig heldigvis også af. Årsskriftet ligger endvidere digitalt på Samlingens hjemmeside, www.sportshistorie.dk, for de, der gerne vil læse det her. Endelig kan årsskriftet fås ved deltagelse i den årlige julekomsammen for idrætsveteraner, som i år forsøgsvis afholdes som et frokostarrangement tirsdag den 11. december kl. 12:30 hos IK Aalborg Freja på Vestre Fjordvej i Aalborg.

Der skal her udtrykkes en stor tak til de forfattere, der har medvirket med artikler i dette års udgave af Veteranen. Den årlige sammenkomst for medarbejdere med »fæller« blev af forskellige årsager i år først afholdt sidst i oktober måned. Dette arrangement har traditionen tro – foruden nogle hyggelige timer med god mad og godt samvær, ofte sammen med repræsentanter for SIFA og enkelte gæster – også et museumsmæssigt indhold. I år var dette et anderledes besøg under jorden, nemlig i det allerældste af Aalborg, i Gråbrødreklostret, der er udgravet under nogle butikker i Algade, overfor Salling. Vi fik en fin, omhyggelig rundvisning og sluttede besøget på Sallings nye Rooftop med flot udsigt, og kaffe og kage. Som afslutning skal lyde en varm TAK til medarbejderne på Idrætshistorisk

Samling for deres iver og frivillige indsats for at bevare Aalborgs idrætshistorie, til Aalborg Stadsarkiv for et rigtig fint samarbejde, til Jens Topholm, nu forhenværende stadsarkivar, for hjælp og støtte i forbindelse med strukturarbejdet omkring Samlingen, samt til Aalborg Kommunes Sundheds- og Kulturforvaltning og medarbejderne her for et ligeledes glimrende samarbejde.

q Bowling på verdensplan i 1980 Den 20-årige elektrikerlærling Johnny Christiansen, Bowlingklubben Stenhuset, vender hjem til stor modtagelse efter at have vundet bronzemedalje ved World Cup i Jakarta, Indonesien. B2527. A753, Johnny Christiansen. SIFA Idrætshistorisk Samling.

Idrætsklubben Chang har holdt til på Provstejorden i 80 år Den 1. oktober 1938 blev Idrætsklubben Changs klubhus på Aron Jacobsens Vej, der senere blev til Provstejorden, indviet, da klubbens formand, Aage Harritsø Jørgensen, holdt åbningstalen foran de nye og herlige lokaler, grønne og nysåede græsbaner i den sydlige del af Aalborg. Klubben trives stadigvæk i bedste velgående på sportspladsen ved Provstejorden, og den har godt 700 senior-, ungdoms- og kvindelige medlemmer. Nogle af omklædningsrummene er intakte,

og der findes stadigvæk ældre bænke, som blev købt og installeret i 1938. Gennem tiderne har en del kendte landsholdsspillere, og mange almindelig klubmedlemmer brugt disse håndlavede og solide træbænke til omklædning gennem en årrække. Chang blev i 1938 nabo med AaB, der allerede boede på Ny Kærvej, og de to klubber var blot adskilt ved husvildebarakker beliggende på Aron Jacobsens Vej. Til den anden side mod

Af Niels Torp

t Første klubhus Changs første klubhus i Grusgraven (Skovdalen). Her startede de sportslige aktiviteter i 1912. Klubben delte klubhus sammen med Aalborg Fodsports Forening (AFF). A130, Idrætsklubben Chang. SIFA Idrætshistorisk Samling

p Flyttede til Provstejorden i 1938 Per Burmester er Changs ældste nulevende medlem. Han blev meldt ind i klubben allerede i 1934. Han husker tydeligt, da klubben flyttede fra Grusgraven. Her ses han sammen med Changs formand Frits Vilger, der overrækker en klubtrøje på Pers 90 årsdag i juni. Foto: Niels Torp.

syd fik Aalborg KFUM baner nogle år senere, og der lå således i mange år tre fodboldklubber på stribe i den sydlige del af Aalborg. Forskelligt sprog I forbindelse med Changs 100 års jubilæum skrev, redaktør Eivind Samuelsen, blandt andet i klubbens jubilæumsbog: Med gamle ærværdige AaB af 1885, der var beliggende oprindelig i øst på Ekcerserpladsen ved Fynsgade og flyttede til Ny Kærvej i 1934, den nye klub Idrætsklubben Freja i vest på Fjordmarken, var Chang et geografisk midtpunkt i Grusgraven, også kaldet klubben i centrum. Også socialt blev klubben et slags midtpunkt. AaB var borgerskabets klub, mens Freja var

arbejderklubben. Chang gav til gengæld plads til de såkaldte flipproletarer, kontorfolk og funktionærer. Det sociale skal også spores i klubbernes spillestil. AaB stod for det solide spil. Freja for det lidt robuste, mens Chang stod for det lette og mere underholdende. I store træk skal det forstås således, at sproget også var vidt forskelligt i klubberne. I AaB var man lidt formel og sagde De til lederne, i Freja var sproget bramfrit, mens Chang nærmest anvendte en akademisk jargon, med fremhævelse af egne dyder og foragt for modstanderne. Der blev skrydet og skræppet meget, som det hed dengang! Flyttede fra Grusgraven Idrætsklubben Chang med fodbold og cricket flyttede fra Grusgraven, der var beliggende i Skovdalen tæt ved Aalborg Amtssygehus, hvor klubben delte et

ældre træskur med Aalborg Fodsports Forening (AFF) i 25 år. Her startede Chang de sportslige aktiviteter allerede i 1912, og det var under meget vanskelige forhold med masser af sten på de ujævne baner. I begyndelsen klædte man om under træerne og senere blev det i den såkaldte katakombe, en slags ølkælder i den nordlige skrænt af anlægget. I 1918 byggede Aalborg Kommune et træhus opført med omklædningsrum og rindende, kolde brusere til de to klubber, der hver betalte 550 kr. Ude på landet Det ældste nulevende medlemmer i Chang, tidligere bogtrykker Per Burmester, Gistrup, der netop er fyldt 90 år, kan tydelig huske, hvordan det var at flytte fra de primitive forhold i Grusgraven

ved Skovdalen, og til de mere moderne faciliteter på anlægget på Provstejorden, som var langt ude på landet. – Jeg boede på Hasserisvej hos mine forældre, og der var nogle hundrede meter

t Jubilæum Changs klubhus kunne den 1. oktober 2018 fejre 80 års jubilæum. Bygninger er stadigvæk brugbare og klubbens medlemmer trives i omgivelserne på Provstejorden. Foran huset ses klubbens inspektør i mange år Frode Nielsen. B2197, A130, Idrætsklubben Chang. SIFA Idrætshistorisk Samling

q Første spadestik til tennisbaner Leo Møller, SIFA’s tidligere formand, er klar til at tage det første spadestik til tennisbaner på Changs anlæg i 1983. Changs formand Frits Vilger ses som nummer tre fra højre. B1794, A130 Idrætsklubben Chamg. SIFA Idrætshistorisk Samling

til Grusgraven. Det var nemt at komme til og fra anlægget. Jeg kan huske, at vi børn ofte havde en del hudafskrabninger på grund af massevis af flintesten på banerne. Jeg var omkring 10 år, og kan tydelig erindre udflytningen, som var lidt af en åbenbaring til nye, fine lokaler og fornemme græsbaner. Cykelturen ud til Changs anlæg på Provstejorden, var meget laaang. Der var ingen bebyggelse på Hobrovej, og jeg mindes, at der altid var modvind, siger den 90-årige, Per Burmester, med smil på læben. Chang er for øjeblikket i dialog med Aalborg Kommune, da det er planen, at der etableres en større tilbygning på Provstejorden, som skal indeholde en bevægelseshal og motionscenter, hvor Aalborg Senior Sport, som flytter fra Hobrovejens Skole, skal have til huse. Det er hensigten, at også Chang skal have glæde af og adgang til den nye og moderne bygning, der allerede er skitseret og forventes påbegyndt til næste år.

Som 6-årig tog min far, Peter Hugo Hansen, mig med til min allerførste træning på Hornevej. Jeg husker ikke meget andet end den stejle bakke ved klubhuset, vi gerne løb op og ned ad – og duften af den nye rød- og hvidstribede trøje, som min farfar og farmor havde givet mig i fødselsdagsgave. Jeg spillede 118 kampe for AaB i 1980’erne under navnet Henrik Hansen – og jeg vil nok blive husket endnu bedre, når jeg skriver, at min svoger er Jan P., som var med til at hjemføre klubbens første danske mesterskab. Ikke desto mindre fik jeg mange store oplevelser i AaB-trøjen, selv om den havde en anden farve og nr. 1 på ryggen.

AaB en følelse Farvel til Aalborg Boldspilklub og goddag til Sulsted Idrætsforening Tilbage i 1972 på Hornevej fik jeg kun et halvt år i AaB-trøjen, inden mine forældre valgte at flytte til Sulsted, hvor jeg qua min højde og drøjde straks fik stukket et par handsker i hånden. Jeg spillede i Sulsted til 1982 sammen med bl.a. Jan P. og Søren Thorst. Men AaB var stadig min klub, og jeg forsømte ingen lejlighed til at besøge Aalborg Stadion…og helst med min far. I 1972 var jeg også på stadion for allerførste gang. Jeg husker ikke noget fra selve kampen, hvor min far var med i AaB-trøjen; men jeg husker tydeligt, at stort set alle kastede deres puder ned på banen efter kampen. Om det skyldes skuffelse over resultatet, vrede over dommeren, eller fordi folk blot synes, det var

sjovt at frisbee’e med deres puder, husker jeg til gengæld ikke. Men det var en stor oplevelse i sig selv at mærke atmosfæren på stadion. En anden kamp, jeg tydeligt husker, var i 1982, hvor AaB var i overhængende fare for at rykke ud af divisionerne for første (og sidste) gang i historien. Jeg var selv taget på stadion, efter at have gået de få km fra min morfar og mormor på Provstejorden (ja, Chang) til Annebergvej. På banen var bl.a. en meget ung Ole Bach Jensen, et af AaB’s største talenter nogensinde, og en noget ældre Jens Steffensen, som valgte at forlade stadion i vrede, da han blev skiftet ud. Senere i min karriere fik jeg den store fornøjelse at spille sammen med dem begge to.

Af Henrik Engelund Goddag til Aalborg Boldspilklub og farvel til Sulsted Idrætsforening AaB klarede som bekendt frisag, og det var også i 1982, at jeg blev kontaktet af den navnkundige ungdomsleder Kaj Holm Jensen, som spurgte, om jeg havde lyst til at spille Junior Mester i AaB. Om jeg havde? Det var for vildt! På holdet var Mr. AaB, Torben Boye, som også dengang var en herlig fyr. Året efter spillede vi Ynglinge DM, hvor holdet bl.a. bestod af Søren Thorst, Thomas Bonderup, Henrik Nørmølle og andre herlige gutter, der sidenhen fik divisionskampe. Jeg kom selv på udvalgte drenge-, junior- og ynglingehold, og jeg havde mange fantastiske ture i ungdomsårene, som jeg i høj grad kan takke AaB-trøjen for. Men det, jeg husker bedst fra de første år, er alligevel inspektørparret Betty og Kaj Paulsen. Præsentation overflødig. Kaj var både min målmandstræner, indpisker og sjælesørger, hvis redningerne udeblev. Altså, ikke sjælesørger som i lommepsykolog; men mere, at jeg bare fik pumpet endnu flere hårde bolde i mellemgulvet, og altid fik et blottet tandkødssmil, et højlydt grin og et par sjove bemærkninger med på vejen. Betty og Kaj stillede også et rum i kælderen til rådighed, når jeg kom direkte fra gymnasiet og skulle lave mine lektier før træningen. Det var også Betty, der lige sørgede for en bid mad, hvis lommepengene ikke rakte. De var begge fantastiske kulturbærere i AaB…og ja, bare søde. I efteråret 1984 blev målmanden på 3. divisionsholdet, den lange Lars Brix, skadet. De to trænere Peter Rudbæk og Poul Erik Andreasen valgte at hente mig

p Henrik Engelund Mine største enkeltstående oplevelser var de to Europa Cup-kampe mod Hajduk Split, hvor vi først blev slået ud efter straffespark og et stort drama i Jugoslavien. B3814. A223, Aalborg Boldspilklub. SIFA Idrætshistorisk Samling.

op fra ynglingeholdet, og jeg debuterede lige efter min 18-års fødselsdag foran 4.200 mennesker på Aalborg Stadion. Det var en ud-af-kroppen oplevelse, modstanderen var Avarta, og vi vandt 4-1. Den næste kamp var på Holbæk Stadion, hvor vi vandt 1-0 og rykkede op i 2. division. Det var et eventyr for en ung knægt som mig, og jeg husker bus- og rusturen tilbage, hvor lykkefølelsen var helt enorm.

På holdet var profiler som Ove Flindt Bjerg, John Holm Jensen, Ole Bach Jensen, Mogens Jørgensen, Henrik Vandet Kristensen og flere andre. Peter Rudbæk var den unge, succesrige træner, som formåede at blande talenter og erfarne profiler sammen til en god cocktail. Tilbage til den bedste række De næste par år delte veteranen Harbo Larsen og jeg kampene imellem os, men jeg var endnu engang så heldig, at jeg var førstevalget, da vi spillede den legendariske kamp på Høje Bøge Stadion i Svendborg i 1986 – og kom tilbage i den bedste række efter seks års fravær. Og her har AaB faktisk været lige siden. Sammen med flere tusinde andre aalborgensere tog min mor og far turen til Svendborg for at se kampen. Eller se og se…for da min mor for 20. gang spurgte min far, hvordan det gik med mig, fordi hun var for nervøs til selv at se kampen, bad min far hende om at gå en tur i byen i stedet for.

p Holdfoto 1. division 1986 Bagest fra venstre: Peter Rudbæk, Søren Thorst, Torben Boye, Henrik Vandet Kristensen, Steen B. Andersen, Ib Simonsen, Henrik Andersen, Ole Bach Jensen, Henrik Nørremølle, Lars Rohde og Børge Bach. Forrest fra venstre: Mogens Jørgensen, Henrik Pedersen, Thomas Bonderup, Harbo Larsen, Henrik Engelund, Henrik KB Hansen, Ove Flindt Bjerg og Søren Larsen. B13089. A223, AaB. SIFA Idrætshistorisk Samling.

Inde på banen gik alt heller ikke efter planen, men da Henrik Andersen bragede bolden ind til udligning i 2. halvleg, så lå jeg 10 sekunder efter øverst i bunken af jublende spillere. Vi holdt som bekendt stand i resten af kampen, og endnu engang oplevede jeg en vanvittig oprykningsfest. Fra 1987 til 1990 rundede jeg både U-landsholdet og spillede ca. halvdelen af kampene i den bedste række, mest i

konkurrence med Niels Chr. Jørgensen, som var et stort målmandstalent med stor selvtillid, hvilket ikke skader på denne udsatte post, hvor fejl kan være svære at ryste af sig. Mine største enkeltstående oplevelser var de to Europa Cup-kampe mod Hajduk Split, hvor vi først blev slået ud efter straffespark og et stort drama i Jugoslavien. Fantastiske minder. Som målmand ser du jo mange gange mest røven af dine medspillere, men det er nu ikke ret mange røvhuller, jeg har spillet sammen med. Mange modspillere vil sikkert bruge dette ord om typer som Søren Thorst og Jens Steffensen, men de var guld værd for et hold med deres attitude og kampgejst. Men måske var de ikke altid helt objektive. Jeg husker en kamp, hvor Jens slap sin markering og modstanderne scorede, hvorefter Steffensen vender sig 180 grader mod Torben Boye og udbryder: »Jamen Boye, det var jo din mand…du må altså hjælpe den gamle!«. Tiden efter fodboldkarrieren Min karriere sluttede desværre alt for tidligt, da jeg blev knæskadet som 24årig og måtte stoppe i 1991. Heldigvis færdiggjorde jeg kort efter mine kommunikationsstudier på Aalborg Univer-

p Første målmandsskole I 1989 startede Danmarks første målmandsskole i Aalborg. Den blev senere efterfulgt af yderligere 10 skoler. Til et møde i Aalborg ses fra venstre: Niels Christian Jørgensen, Henrik Hansen (Engelund), Ole Kjær, Leo Møller og Karsten Simensen. B3525, A4, SIFA. SIFA Idrætshistorisk Samling.

sitet, og jeg kunne skifte fra et halvtidsjob i AaB til et fuldtidsjob uden for kridtstregen. Her i 2018 har jeg rundet de 52 år. Jeg har haft virksomhed i København i snart 25 år, og jeg bor på Østerbro og har to store børn på snart 18 og 22 år. Der er mange gøremål, men hver fredag, lørdag, søndag eller mandag, følger jeg stadig AaB med følelserne uden på trøjen. Nu sammen med min søn Sigurd, som er erklæret AaB- og Chelsea-fan (tak Jes Høgh!). Sigurd og jeg har sammen set AaB på udebane i Odense, Haderslev, Esbjerg, Vejle, Horsens, Aarhus, Randers, Herning, Silkeborg…you name it. Og hver gang med et bankende rødt og hvidt hjerte. AaB er en følelse…

Kim Lynge fortæller i et interview på bodybuilding.dk, at han i 1983 fik lyst til at prøve sine evner i den lokale klub i Hirtshals HVK 79’s bodybuilding-afdeling. Få uger senere skiftede Kim dog over til vægtløftning på opfordring af klubbens formand, da denne havde erfaret, at Kims interesse for bodybuilding i træningslokalet ikke var særlig stor.

OL i Barcelona højdepunkt i aktiv karriere Min første træner som vægtløfter var klubbens formand Cliff. Det gik hurtigt i starten og allerede efter tre ugers træning var jeg med til mit første stævne, som var JBM, der blev afviklet hos Atletklubben Jyden i Aalborg. Der trak jeg 60 og stødte 82 kg. Træk og stød er nok så meget sagt, det var råtræk med splitudfald og frivend med opadstød, men det tæller jo også. Efter et år trak jeg 105 og stødte 127 kg. Jeg kom på juniorlandsholdet efter kun et års træning. Da jeg første gang forsøgte mig med squat og dødløft efter tre-fire ugers træning squattede jeg 140 og dødløftede 190 kg. Da jeg var kommet på juniorlandsholdet, begyndte jeg at træne mere. Efter jeg havde trænet i to år, trak jeg 127 og stødte 157 kg og jeg kom med til mit første internationale stævne i Wales. Tiden som senior Jeg kom automatisk videre på seniorlandsholdet, da jeg var gammel nok. Der var 15 løftere på holdet, og vi blev kaldt »De 15« dengang. Vi boede under nogle kummerlige forhold. Vi fik nogle røde

jakker og træningstøj osv. udleveret, men det var jo et kæmpe sus at vende hjem til Hirtshals med en landsholdstrøje på. Jeg blev kåret som årets idrætsudøver to gange i Hirtshals, og der var faktisk en del gode vægtløftere i byen, nok mest fordi der ikke var så meget andet at lave. Ud af byens 8.000 indbyggere var der 500 medlemmer i vægtløftningsklubben, heraf 25 løftere med licens. Dengang blev jeg trænet af Torben Frydkjær, som gav mig de første strukturerede programmer. Jeg husker det som om, at vægtløftningsøvelserne ikke var så hårde, men alle de hjælpeøvelser, han satte mig til at lave, var det til gengæld. Min næste træner hed Varny Bærentsen, og han trænede mig, når jeg var i Aalborg. Derefter tog Folke over, som på det tidspunkt var landstræner. Folke havde jeg som træner fra ca. 1988 til 1996. Det var ham, der førte mig til OL. Højdepunkter i akltiv karriere OL i Barcelona må helt klart være højdepunktet, men det er ikke det, jeg mindes som det fedeste. Det første danske me-

t Kim Lynge Sportsligt var Olympiske Lege i Barcelona ikke den helt store succes. Kim opnåede en 18. plads, fordi han havde døjet med en lårskade op til OL. B1067. A72, Atletklubben Jyden. SIFA Idrætshistorisk Samling.

Olympiske Lege Det var jo kæmpestort! Alt det udenom er jo gigantisk. Det var en stor oplevelse at være i Barcelona og se, hvad der foregik rundt omkring. Sportsligt var det ikke den helt store succes, fordi jeg havde døjet med en lårskade op til OL, så jeg fik kun en 18. plads, hvor jeg kunne have placeret mig ca. på 10. pladsen, hvis alt havde fungeret, og jeg havde været i topform.

sterskab står som noget af det, jeg husker som det bedste. I 1988 var jeg blevet dansk mester i stød i 100 kg-klassen på 170 og trak til samme stævne 130 kg. Det var første gang, jeg rundede de 300 kg i tokampstotal. I 1989 vandt jeg så det første danske mesterkamp på totalen med 322 kg i alt. Det var virkelig en stor oplevelse. Det var i øvrigt det samme som kvalifikationskravet til Olympiske Lege havde været året før. Udover mit første danske mesterskab i 1989 fik jeg også mit første nordiske mesterskab samme år, så det var et rigtigt godt år rent sportsligt for mig.

Idoler Til at starte med så jeg meget op til Niels Jacobsen, som også trænede i Atletklubben Jyden dengang. Han havde nogle rigtigt flotte stødvend. Efter nogle år blev jeg stærkere end ham, og så skiftede idolet til at være Per Larsen. Da jeg så fik hug på hans danske rekorder, var der ikke rigtigt flere tilbage herhjemme at se op til. Da var jeg sådan set den stærkeste. Vægtklasserne blev ændret både i 1993 og 1995, og jeg er den eneste dansker, der har haft rekorder i alle de tre vægtklassesystemer. Så mine idoler var mest folk, jeg trænede omkring og havde noget jeg beundrede, teknik, styrke, hvad det end måtte være. Bedste løft Træk 167.5 kg. Stød 200 kg. Squat 265, en 3er på 252 kg. Front squat 230 og en 3er på 212 kg. Bænk 137,5 rå og 157 kg i trøje, men det har jeg aldrig rigtigt trænet. Bænkpres var bandlyst, da jeg startede med vægtløftning på grund af myter, der

sagde, at man ville miste smidigheden i skulderen osv. Dødløft 280 kg uden bælte eller noget andet. Total rå. Sponsorer Jeg havde Kokkens Køkken, som jeg kunne spise gratis hos, når jeg ville. De serverede god gammeldags husmandskost, frikadeller, skibberlabskovs, boller i karry, flæskesteg og sådan noget i den stil. Med træning to gange dagligt var det jo bare med at få kørt en masse føde ned. Jeg havde også OK Benzin, som gav mig nogle pengesponsorater. Derudover var der Team Danmark, som også gav penge, og så vandt jeg også nogle gange noget til stævner. Sparekassen Nordjylland var også gode til at uddele pengepræmier. Trænerkarriere Det startede allerede i Hirtshals i det gamle center. Efter et års tid var jeg den stærkeste og så var det naturligt, at jeg hjalp andre i gang. Så tog jeg en træneruddannelse på Vejle Idrætshøjskole som weekendkursus og derefter trænede jeg mange forskellige vægtløftere, både i Hirtshals og i Atletklubben Jyden i Aalborg.

Siden har jeg trænet »tusindvis«. Af vægtløftere har der været Armanak, som nok er den bedste nogensinde i Danmark og Lisbeth Østergaard. Begge rangerer stadig som de bedste i Danmark i forhold til Sinclar og et hav af andre. Blandt andre Anna Olsson, som blev verdensmester i bænk og trekamp, Maj Bjørn Rames (Majsen), som blev juniorverdensmester, Anette (AWP), der har vundet mange internationale medaljer og et hav af andre styrke- og vægtløftere. Derudover har jeg været fysisk træner for Brøndby, AaB, Randers FC, Viborg, OB, Silkeborg, AGF, Aarhus Fremad og flere andre fodboldklubber. Jeg har været fysisk træner for nogle og tyve landshold i forskellige sportsgrene. Jeg har sågar opfostret en verdensmester i pæleklatring! Uddannelse Jeg har som sagt et trænerkursus fra Vejle og derudover gik jeg to år på Aalborg Trænerskole, som det hed dengang. Jeg var selv med til at udvikle den uddannelse ved at sammensætte nogle kompendier osv. Det var også mig, der fik ting som bands, sleddragging, vægtudløsere, agility o.s.v. til Aalborg, inden de rigtigt kom

andre steder i Danmark. Derudover har været til et hav af småkurser, foredrag, NSCA conventions og hvad der ellers har været. Jeg er faktisk også uddannet aerobicinstruktør og har taget et kursus

t 10. danske holdmesterskab i træk Vægtløfterne er fra venstre: Dennis Thomsen, Kim Thorsen, Allan Schmidt, Jesper Jørgensen, Kenneth Nielsen, Peter Banke, Kim Lynge og Niels Jacobsen samt trænerne Lars Jørgensen og Folke Liljendahl. B6872, A72, Atletklubben Jyden, SIFA Idrætshistorisk Samling

q DM for hold i 1995 Vægtløfterne er bagest fra venstre: Kim Lynge, Kenneth Nielsen, Niels Jacobsen og Henrik Andersen. Forrest: Ronni Bærentsen, Jan B. Løve, Allan Schmidt og Anja Bærentsen. B6893, A72, Atletklubben Jyden, SIFA Idrætshistorisk Samling

i holdundervisning med store bolde. Jeg har dog ikke rigtigt fået brugt det. Hvad laver du nu? Jeg underviser i styrketræning på Aalborg Sportshøjskole. Et års uddannelse her, og man bliver diplomtræner i styrketræning/ fysisk træning indenfor DIF. Derudover er jeg cheftræner i SPH Styrkeløft, som er Danmarks bedste styrkeløftklub. Jeg har masser af ambitioner på de forskellige atleters vegne, derfor er det stadig fedt. Fremtiden Den er svær at spå om. Med børn i huset lever man meget i nuet, synes jeg, og ellers er det egentlig ikke noget, jeg tænker meget over. Jeg har jo alt, hvad jeg gerne vil have omkring mig nu. Måske en trænerkarriere i udlandet, det er jeg før blevet tilbudt. Men det er som sagt meget svært at forudsige, hvad fremtiden byder på.

Nordjysk cykelrytter blan Jørn Lund fra Astrup i Himmerland har opnået nogle toppræstationer, som gav genlyd i vide cykelkredse. Den 74-årige Jørn Lund er stadigvæk i fuld vigør, når han næsten dagligt henter racercyklen frem og tilbagelægger 40-50 kilometer på de vestjyske landeveje i nærheden af hjemmet i Esbjerg. Den brølstærke smed har altid været en trænings-narkoman. Han har tilbagelagt tusindvis af kilometer på det jyske landeveje, 33.000 i sæsonen, og den eminente temporytter vandt mange af de utallige løb i ind- og udlandet, når han i slutningen gik solo på den sidste del af ruten og efterlod resten af feltet efter sig. – Jeg har haft fantastiske oplevelser via cykelsporten, siger den 74-årige himmerlænding, der er født og opvokset i

Astrup mellem Aalborg og Hadsund. Ikke mindst de to medaljer ved henholdsvis VM i Brno, Tjekkoslovakiet, i 1969, sølvmedaljer, sammen med Mogens Frey, Jørgen Emil Hansen og Leif Mortensen, hvor vi kun blev besejret af de fire stærke svenske brødre Petterson, men også bronzemedaljen ved OL i Montreal i Canada i 1976, hvor vi blev slået af Sovjetunionen og Østtyskland, som formentlig ikke var helt rene, smiler Jørn Lund lidt sarkastisk. I 1969 blev Jørn Lund kåret som »Årets Sportsmand« i Nordjylland af Aalborg Stiftstidende, en kåring, der stadig foretages, men nu hedder den »Årets Sports-

Af Niels Torp

t »Årets Sportsmand« Jørn Lund på besøg i Aalborg hos sin ven Hardi Olsson, mens Hardi endnu var indehaver af Racercyklen på Hadsundvej i Aalborg. Jørn blev kåret til »Årets Sportsmand« i Nordjylland af Aalborg Stiftstidende i 1969. Foto: Niels Torp.

u Verdensrekord Jørn Lund satte i 1972 verdensrekord i 10 km på cykelbane i Mexico Citys tynde luft. Jørn kørte de 10 km i tiden 12 minutter og 21.32 sekunder. B2266, A535, Aalborg Cykle-Ring. SIFA Idrætshistorisk Samling.

ter blandt verdens bedste navn«. Det var legendariske Eivind Samuelsen alias Sam, der holdt hyldesttalen til en bevæget og stolt Jørn Lund, der på det tidspunkt repræsenterede Aalborg Cykle-Ring. Det var stort, da der var rigtig mange dygtige idrætsfolk i Nordjylland, pointerer Jørn Lund. Der var kendte boksere, fodbold- og håndboldspillere samt atletikfolk, så det var lidt uhørt, at en cykelrytter blev tildelt den fornemme sportspris.

havde han cyklet til og fra arbejdet i Hobro, hvorefter han om aftenen uden problemer kørte omkring 100 kilometer med nogle af klubbens medlemmer. Han kom absolut ikke sovende til de mange imponerende resultater. Her taler vi om en topidrætsmand, som var meget dedikeret og yderst bevidst om, hvad der kræves for at være blandt verdens allerbedste cykelryttere, fastslår Hardi Olsson med overbevisning i stemmen.

Den største Han var og er det største cykelrytternavn, som Aalborg Cykle-Ring nogensinde, har haft. Det fortæller Jørn Lunds træningsmakker og sidenhen gode ven, Hardi Olsson, tidligere indehaver af Racercyklen på Hadsundvej, Aalborg. – Det var imponerende at se hans fysiske evner og enorme vilje. Ofte

En lille flække Astrup er en hyggelig lille landsby i Himmerland i nærheden af Terndrup, hvor hr. og fru Lund gav en tryg barndom til børnene. I tiden omkring tresserne var cykelstjernerne, par nr. 7, Kay Werner og Evan Klamer, de helt store idoler. Jeg var dybt fascineret af seks-dages løb og drømte

ofte om at blive en af disse helte, erindrer Jørn Lund. Jeg blev meldt ind i Hobro Cykleklub i 1960 og fik præmie i min første ungdomsstart, hvor der var 180 unge ryttere, og jeg mener, at jeg blev nr. 18, som var den sidste på præmielisten. En af de personer, som jeg tydelig husker fra ungdomsløbene, var Ole Højlund, som var blandt de bedste. Senere kom vi til at kende hinanden vældig godt og kørte rigtig mange løb sammen både i Danmark og i udlandet. Den 17-årig Jørn Lund var i smedelære i Astrup, men i den forbindelse var der undervisning på Teknisk Skole i Aalborg, og han benyttede chancen til at cykle frem og tilbage til den nordjyske hovedstad, og det var 40 kilometer hver vej. Jeg skiftede fra Hobro til Aalborg Cykle-Ring i begyndelsen af tresserne, og det gav mig nogle gode træningskammerater. Forholdsvis hurtigt lykkedes det mig at komme op i A-klassen og dermed konkurrere blandt landets bedste ryttere, fortæller Jørn Lund under et af sine besøg i Aalborg. Jeg opnåede nogle pæne resultater og blev blandt andet nummer tre i min første start i den bedste klasse. Droppede cykelsporten I 1964 blev Jørn Lund indkaldt som soldat, og det betød, at han helt droppede den lovende cykelkarriere, og han rørte dårlig nok cyklen i de kommende tre år! I 1966 vandt kvartetten, Ole Højlund, Verner Blaudzun, Jørgen Emil Hansen og Flemming Visborg, VM-guld, og det var ryttere, som Jørn Lund havde kørt lige op med tidligere. Det fik ham til at genoverveje at finde cyklen frem, og heldigvis genoptog han karrieren på landevej. 1969 blev et gyldent år for mig rent sportsligt, pointerer Jørn Lund. Jeg var

med i et stort etapeløb, Algier Rundt, i Nordafrika, hvor jeg vandt enkelstartsetapen foran en del stærke ryttere. Siden blev jeg også nr. to ved det nordiske mesterskab udenfor Esbjerg, hvor jeg kun blev slået af Eric Petterson fra Sverige. Senere blev jeg udtaget til VM i Brno, og her opnåede Mogens Frey, Jørgen Emil Hansen, Leif Mortensen og undertegnede, at besætte en fin andenplads, og vi blev igen kun besejret af de uovervindelige Petterson-brødre. Et par dage efter deltog vi i det individuelle VMløb, og her lykkedes det, Leif Mortensen, at vinde guld og det var en stor triumf for hele holdet. Vi andre sørgede for at ingen af de andre ryttere i feltet, fik lov til at stikke af og forsøge at hente vores holdkammerat, der kørte solo, da der manglede en snes kilometer! Verdensrekord I 1971 skiftede Jørn Lund til Esbjerg Cykelring og flyttede teltpælene til Vestjylland efter nogle herlige år i Aalborg. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg fik et favorabelt tilbud fra cykelklubben, og de ville være behjælpelige med arbejde og bopæl i Esbjerg. Det blev de kommende år til en del pæne sejre, ligesom jeg også fik økonomisk støtte og opnåede at sætte verdensrekord i 100

t OL 1972 100 km holdkørsel ved OL i München. Fra venstre Junker Jørgensen, Jørn Lund, Jørgen Marcussen og Jørgen Emil Hansen. A535, Aalborg Cykle-RIng. SIFA Idrætshistorisk Samling.

q Sponsor Hardi Olsson og Jørn Lund betragter den legendariske Saxil-cyklen, som oprindelig var sponsor for sidstnævnte. Foto: Niels Torp.

kilometer på cykelbanen i Rom, hvor jeg slog Ole Ritters tidligere verdensrekord. Den rekord eksisterede i hele 19 år, tilføjer en stolt Jørn Lund. Det blev også til endnu et verdensrekord-forsøg i Mexico City, hvor Jørn Lund satte verdensrekord i 4, 5 og 10

kilometer, men på grund af sygdom måtte han opgive at fuldføre distancen Timerekorden og det skete blot efter 13 km. Jeg deltog i OL i München i 1972, hvilket var en frygtelig og trist oplevelse på grund af terrorangrebet på nogle israelske atleter. Senere deltog jeg heldigvis i endnu en omgang Olympiske Lege, nemlig i Montreal. Det var til gengæld en kæmpeoplevelse, ikke mindst fordi vi opnåede at få bronzemedaljer. Men jeg husker også det fremragende sammenhold, som de forskellige danske deltagere fik, og det var på tværs af alle sportsgrene. Jørn Lund har stadigvæk tilknytning til Nordjylland og kommer ofte på disse kanter, hvor både moren og søsteren i Astrup samt en broder i Aalborg er bosiddende.

Den 15. marts i år afgik Jørgen »Gamle« Hansen ved døden. Det var en legende, der havde henrykket boksefans over hele Europa, der dermed forsvandt. Hansen var en af Danmarks mest betydningsfulde professionelle boksere gennem tiderne med sine 92 kampe med bar overkrop, og inden da havde han haft en lang amatørkarriere, der kulminerede med deltagelsen ved de olympiske lege i 1968 i Mexico.

Farvel og tak! Jørgen Hansen kom til Nordjylland for at aftjene sin værnepligt og var først et lille smut forbi Idrætsklubben Sparta, men han endte som bekendt sin søgen efter en sportsklub i Lindholm Bokseklub. Han havde vist store evner på fodboldbanen og havde spillet i landets bedste række for AIA i Aarhus. Men Jørgen Hansens onkel var boksetræner, og han lokkede nevøen til at komme til træningen. Der er alligevel ingen fodbold i vinterperioden, så du kan lige så godt holde træningen ved lige med lidt boksning, sagde han. Det kunne være rigtigt nok, mente Jørgen Hansen, og gik med på ideen. Det var i 1961, hvor Jørgen Hansen var 18 år gammel, men pludselig syntes onklen, at Jørgen var klar til kamp. Den udfordring kunne den unge Hansen ikke lade ligge, og da han vandt den første kamp, var han solgt. Nu var han i gang med en boksekarriere, og i sæsonen 1961/62 boksede Jørgen Hansen 25 kampe, og divisionsfodbolden i den århusianske arbejderklub AIA blev ikke genoptaget. I slutningen af november 1963 stod det klart, at Jørgen Hansen skulle aftjene sin værnepligt på Hvorup Kaserne i Nørresundby, og han endte med at tørne ud for Lindholm Bokseklub. Inden da trænede

han altså i Sparta, men da brødrene Wagn og Lass Nørgaard fra Lindholm splejsede om at købe en cykel til Jørgen, den kostede 75 kr., fandt han ud af, at det var lettere at træne på Gl. Lindholm Skole, hvor Lindholm Bokseklub holdt til. – Jeg har tænkt mig at blive i Aalborg, hvor jeg kan få arbejde som blikkenslager, fortalte Hansen efter sin debutsejr i Aalborghallen i et stævne, hvor stemningen fra de 1.500 tilskuere mere mindede om en tyrefægterarena end om en boksering. Sejren var over den italienske bokser Nostrini, dog efter at han selv havde taget tælling. Jørgen havde dog bokset ikke færre end 110 kampe for FAK, Aarhus samt 10 landskampe, inden skiftet til Lindholm Bokseklub. – Desuden har jeg tænkt mig at starte for AaB i danmarksturneringen i fodbold, fortsatte Hansen, men det blev der så vidt vides ikke noget ud af.

u Amatørboksning Den 8. december 1968 vandt Jørgen »Gamle« Hansen over den tyske landsholdsbokser Scheibner. Sekundant Kurt Johansson. B381, A256, Jørgen Hansen, SIFA Idrætshistorisk Samling.

Af John Laden

Jørgen Hansens evner som fodboldspiller rakte vidt, og i 1968 var der en meget kort overgang planer om at stable et indendørshold af boksere op til deltagelse i de uofficielle nordjyske indendørsmesterskaber i fodbold, der dengang var en stor succes i Stadionhallen. Jørgen Hansen var selvfølgelig selvskrevet deltager, men de øvrige skulle være Peter Christiansen, der

klarede sig fint i Idrætsklubben Freja, Wagn Nørgaard, som spillede på Svineslagteriets firmahold, John Larsen, der var et fabelagtigt talent i Idrætsklubben Chang og brødrene Rosenbeck, der gjorde det fint for Jarl, Arden. Det blev dog ved snakken, men det kunne have været et spændende indslag ved de populære stævner. Jørgen Hansen havde dog heller ikke tid til fodbold, for han trænede på det tidspunkt målrettet mod OL i Mexico. Den 25. september drog Jørgen Hansen til Olympiske Lege i Mexico City, mens

p Tivoli Karolinelund Bagest sangeren Bjørn Tidmand. Forrest fra venstre Jørgen Hansen i mafiosodress, Hanne Hansen og Mogens Palle i det lille Tehus i Tivoli Karolinelund A256, Jørgen Hansen, SIFA Idrætshistorisk Samling.

fru Hanne vinkede farvel i lufthavnen. Han var rejsekammerat med Christian Larsen, der havde det nydeligste blå øje. Nu var de to Lindholm-boksere parate til at erobre verden. Jørgen Hansen havde kun fået 1.500 kr. i tabt arbejdsfortjeneste af Dansk Idræts Forbund, men Aalborg Værft, der var arbejdsgiver for både Hansen og Christian Larsen, der var maskinlærling, spyttede yderligere 1.000 kr. i kassen, og mildnede dermed udgiften for de to olympiadefarere.

Der er ingen walk over i en olympisk turnering, og Jørgen Hansen var oversidder i 1. omgang. I 2. runde mødte han en rumæner, Victor Zilbermann. Det var en egentlig en ordentlig mundfuld, men Hansen overtog styringen i 2. omgang efter en lige kamp, og da blev Zilbermann ramt af Hansens frygtede højrehånd. Rumæneren gik i gulvet, men kom dog op på otte. Zilbermann kom over tællingen, men Jørgen Hansen førte på point, og skulle egentlig bare gå tiden ud, men den slags defensiv tænkning lå ikke til Jørgen Hansen. Han busede på for at få den flotte skalp, men løb så ind i et højre hook og måtte tage tælling. Og så mistede Jørgen Hansen helt overblikket. Han måtte tage tælling igen, og med 20 sekunder tilbage at bokse, kom den tredje tælling. Kamplederen stoppede herefter kampen,

og rumæneren vandt den dramatiske kamp. Marco Scano, som Jørgen Hansen senere vandt europamesterskabet for professionelle fra, deltog også i legene i Mexico og blev også slået ud i de indledende kampe. Hjemkomsten i triumf til Aalborg Værft var aflyst. Efter hjemkomsten fra Mexico-legene rasede rygterne om Jørgen Hansens overgang til Stald Palle. Hansen svarede på de mange rygter, at hvis der skulle komme et tilbud, ville han selvfølgelig overveje det, og i mellemtiden gik bokselivet videre i Aalborg. Aalborg Boksealliance arrangerede et rumænerstævne i starten af 1969, og her skulle Jørgen Hansen møde Zilbermann igen. Kampen blev en skuffelse på mange områder, idet den gik tiden ud uden den store dramatik, og med Zilbermann som sikker vinder. Jørgen Hansen deltog også i bykampen mod Helsingfors i Aalborghallen i starten af februar. Hansen skulle møde en stærk finne, den finske mester Pertti Toivanen. Som sædvanligt sad hustruen Hanne ved ringside, men denne gang var der en lille debutant på pladsen ved siden af hende. Hendes og Jørgens 3-årige søn Søren var med for første gang. Søren kedede sig bravt under det meste af stævnet, men da farmand kom i ringen, kom han op på dupperne, og Søren kunne ånde lettet op, da de tre omgange var slut, og hans far fik rakt armen i vejret af kamplederen som vinder af den hårde og jævnbyrdige kamp. De to mødte en måned senere hinanden igen i finalen om det nordiske mesterskab i Folkets Hus i Oslo, og Jørgen Hansen gentog sejren over Toivanen, og den var igen med alle tre dommerstemmer i en af stævnets bedste kampe, men Hansen måtte slide for hver træffer. Mogens Palle sad ved ringside i Folkets Hus i Oslo under de nordiske mesterskaber, og der blev snakket lidt i

krogene mellem ham og Jørgen Hansen. Allerede dagen efter indrømmede Jørgen Hansen, at der var noget i gære. Det skulle også gå hurtigt, for der var kun 16 dage til det næste stævne fra Stald Palle, og der skulle Hansen i så tilfælde være med. – Det kommer til at koste en tur til EM, og hverken Mogens Palle eller jeg er interesseret i, at der skulle ske mig noget, udtalte Jørgen Hansen til Aalborg Stiftstidende. Men med mit nordiske mesterskab har jeg noget at forhandle en god kontrakt på plads med, fortsatte han. Enden på den langstrakte flirt med Mogens Palle blev selvfølgelig, at parterne blev enige om, at Jørgen Hansen skulle smide bomuldstrøjen. Parterne blev også enige om, at Jørgen Hansen kunne få lov til at bokse en afskedskamp i Aalborghallen. Det var i bykampen mod Budapest den 4. april 1969, der endte 5-5, og Jørgen Hansen var selvfølgelig blandt vinderne. Ungareren Gajer var ingen modstander for Hansen, og kampen gik heller ikke tiden ud, da Gajers sekundant kastede håndklædet i ringen, noget der var ganske ukarakteristisk i østeuropæiske boksekredse. Efter kampen blev Hansen mødt med stående, taktfaste klapsalver fra de 2.000 tilskuere, da de sagde tak og farvel og på gensyn til en stor sportsmand. Dermed satte Hansen et fint punktum for sin amatørkarriere, og lavede samtidig fin reklame for Mogens Palle, der sad ved ringside i Aalborghallen. Jørgen Hansen kom aldrig til at bokse mere på hjemmebanen i Aalborg. Jørgen Hansen i bar overkrop Seks dage efter afskedskampen i Aalborghallen stod Jørgen Hansen i det skarpe lys i KB-Hallen og skulle debutere i Stald Palle. Modstanderen var Daniel Vedani, der rejste rundt og tabte

kampe mod nybegyndere i det skrappe fag, og han tabte også tårnhøjt til Hansen efter fire omgange. Hansen var dog ikke alt for sikker på sig selv i debut’en. Det skyldtes, at han slæbte rundt med en skade i sin højre hånd, men venstrehånden alene kunne prikke en sikker sejr hjem mod franskmanden, der dog ikke var ufarlig, idet han havde nogle vilde sving, som Hansen dog undgik at blive ramt af. Efter 21 sejrrige kampe skulle Jørgen Hansen for første gang gå ti omgange, og det var for længst slut med lette modstandere. Waliseren Ricky Porter var modstanderen, og man ved om britiske boksere, at de altid giver fuld valuta for pengene. Det blev en meget hård kamp, men Jørgen Hansen vandt dog på point over den skrappe waliser. Men efter den nådesløse fight kollapsede Hansen i omklædningsrummet. Fuldkommen drænet for kræfter blev han kørt på hospitalet, hvor man konstaterede, at der ikke var noget alvorligt i vejen med hans helbred, og han blev udskrevet et par dage senere, tilsyneladende så god som ny. Jørgen Hansen var straks klar igen oven på det uforklarlige kollaps, og han var i mellemtiden blevet officiel udfordrer til franskmanden Roger Menetrey, og her fik han en god nyhed. Mogens Palle havde fået kampen til København, da han havde vundet budkrigen med Menetreys manager. Dagen efter skulle Hansen møde tyskeren Rainer Müller i KB-Hallen, som den sidste forberedelse til den store opgave, og tyskeren var ingen modstander. Kampen gik over otte omgange, og her var Hansen i sit es. Pointsejren var tårnhøj. Jørgen Hansen havde desuden været endnu mere seriøs i forberedelserne til den kamp, da han havde taget ferie fra sit daglige arbejde på Aalborg Værft for

at være fuldkommen toptrimmet, og det var han. Det lå i luften, at Jørgen Hansen på hjemmebanen i KB-Hallen skulle tage titlen fra Menetrey. Den 22. juni var der fuldkommen udsolgt med Jørgen Hansen som hovednavnet, og gennem de første ni omgange og det meste af 10. styrede han også kampen, men det der ikke måtte ske, skete alligevel. Jørgen Hansen gik lige ind i en kort venstre hook og blev ramt på kæben. Han tog tælling men kom op på otte. Nu havde franskmanden lugtet blod, og han forfulgte chancen. Jørgen blev ramt igen, gik ned og blev talt ud. Med kun sekunder tilbage på klokken. – Jeg er ikke skuffet, sagde Jørgen Hansen efter kampen. Det er ingen skam at tabe til Menetrey, og jeg kommer tilbage. – Jeg vidste ikke, hvilken omgang det var, fortsatte Hansen. Det var ren træthed, at jeg satte mig ned. Jeg var ikke rystet af Menetreys træffere. Jeg er stadig boksesulten og jeg boksede min bedste kamp i karrieren i aften, fortsatte han. Det var Jørgen Hansens første nederlag med bar overkrop i den 23. kamp, men der skulle snart komme flere. Allerede fem måneder senere var den gal igen. Jørgen Hansen havde i mellemtiden vundet over en stærk amerikaner, men modstanderen i hans kamp nr. 25 var ghaneseren Eddie Blake. Det var en lige kamp, men Hansen blev ramt og måtte tage tælling i 6. omgang. I 8. omgang fik han en skade over næsen, og den var så dyb, at lægen stoppede kampen. Medicinmanden var af den opfattelse, at den truede Jørgen Hansens fortsatte karriere, så slem og dyb var den. 1972 var i det hele taget et vanskeligt år for Jørgen Hansen. Matchningen var benhård, og i Mogens Palles julestævne skulle han møde den stærke irer Pat McCormack. Einar Roth var kampleder,

og han var ikke særlig heldig. Der var skarpe øjne på ham, og de kom særligt i brug, da Jørgen Hansen måtte tage tælling i 4. omgang. Hansen var klar på otte, men der var pressekritik over, at tællingen var meget længere end de ti sekunder. Til gengæld talte Roth helt urimeligt over McCormack, da han gled og faldt, og han blev stoppet i 5. omgang på grund af en flænge over næsen, som lignede den Jørgen Hansen også gik rundt med. Kun en måned senere stod de to boksere igen over for hinanden. Denne gang var det Jørgen Hansen, der blev stoppet, og Pat McCormack, der trak det længste strå. Hansen var den dominerende i ringen, men hans ømfindtlige næse holdt ikke, og han kom ikke ud til 5. omgang. Tre ugers pause i handsketræningen, lød dommen fra stævnelægen, Jørgen Husum.

p EM-kamp i 1979 Jørgen Hansen har vundet EM-kampen i professionel boksning over Dave Boy Green. Kampen fandt sted i Randers. B2232, A256, Jørgen Hansen, SIFA Idrætshistorisk Samling.

Det kom til en tredje kamp mod Pat McCormack, og den blev dramatisk som de to tidligere. Den endte med, at McCormack blev diskvalificeret i slutningen af 7. runde for at slå for dybt. Dermed var det slut med de dramatiske opgør mod ireren, der ikke havde kampledertække. Kampen mod Dave Boy Green Jørgen Hansen vandt ni titelkampe om EBU-bæltet, og langt den største og mest omtalte var den mod Dave Boy Green,

det engelske stortalent, der var stillet så mange forventninger til. Det var der ikke til kampen. Ingen regnede med, at Jørgen Hansen kunne stille noget op mod den opreklamerede brite. Eksperter var enige om, at Jørgen Hansen kun havde et våben, højrehånden, og det ville Dave Green helt sikkert vide at gardere sig imod. Men det gik anderledes. Da de to boksere gik i ringen havde englænderen bokset 32 professionelle kampe, og kun tabt en, Jørgen Hansen havde bokset 72, og tabt 13.

q Festlig aften Jørgen Hansen har besejret den britiske mester Joey Singleton. De engelske medier skrev om den utrolige 37-årige i en 21-årigs krop A256, Jørgen Hansen, SIFA Idrætshistorisk Samling.

Foruden slangehugget af en højrehånd havde Hansen dog endnu en fordel. Måske var den lille, men det var første gang Dave Boy Green skulle bokse uden for Storbritannien. Han havde familien med, forældrene og et par brødre, så der var en lille engelsk supportgruppe på plads på tilskuerpladserne i Randershallen. Kampen startede fuldkommen som man kunne forvente. Green overfaldt på det nærmeste Hansen og i 1. omgang kæmpede han med ryggen mod muren. I 2. omgang, hvor Jørgen Hansen tog tælling, havde han dog havde lidt mere held til at holde den aggressive englænder på afstand med sine lige stopstød, så han kom lidt bedre igennem de tre minutter. Og så kom 3. omgang. Dave Boy Greens manglende respekt for Jørgen Hansen var tydelig i det, der skulle blive slutfasen. Han gjorde det,

man ikke skulle gøre mod Hansen, han vadede frem, lige ind i epicentret, og bedst som den engelske TV-kommentator var gearet godt op, skete det. Komplet uden respekt gik han lige direkte ind, hvor Hansen gerne ville have ham, og som en kobras hug, kom højrehånden. Uden at tænke, fyrede Hansen løs med al sin vægt bag, og han ramte fuldkommen præcis. Green røg i gulvet som et fældet træ. Et brøl bragede gennem den stopfyldte Randershallen, og folk stod på stolene. Noget lignende skete ved TV-skærmene hjemme i de små stuer. Geden var ved at æde løven. Green kom på vaklende ben op på otte, og den tyske kampleder Kurt Halbach satte kampen i gang igen. Nu lugtede Jørgen Hansen også blod. Som et rovdyr kastede han sig over sit forsvarsløse bytte, og ramte Green med højrehånden, kamplederen gik imellem, men i næste moment kom nådesstødet. Igen højrehånden, selvfølgelig, og den i forvejen sårede kæmpe var færdig. Der blev ikke talt mere. Kampen var forbi. Sensationen var fuldbyrdet. Bokseren, der var blevet dømt færdig af sine egne, stod på karrierens tinde. Fra nu af så Jørgen Hansen sig ikke tilbage. Han mødte den ene klassemodstander efter den anden, men i sommeren 1981 skulle han tjene penge, og tog en tur til Texas. I Astrodome i Texas mødte han den næsten 14 år yngre mexicaner Pepino Cuevas i en kvalifikationskamp til verdensmesterskabet. Omklædningen tog længere tid end selve kampen, for allerede efter 1 minut og 40 sekunders boksning lå Hansen krøllet sammen i ringhjørnet, sammen med håndklædet, der var kastet derind af træner Børge Krogh. Der var 25.000 tilskuere i kæmpehallen og Børge Kroghs beslutning blev fulgt af en øresønderrivende pibekoncert, men

Børge ville ikke have Hansen smadret af den mexicanske tornado, der ramte europamesteren. Hansen tog pengene, og græd tørre tårer over, at han missede muligheden for at blive verdensmester. Men der var stadig kampe, der kunne vindes, og Mogens Palle havde særligt en på ønskesedlen. Det var en ren dansk kamp om titlen mellem Jørgen Hansen og udfordreren Hans Henrik Palm. Der blev bokset to titelkampe mellem Hans Henrik Palm og Jørgen Hansen. Den første var i 1980, nogle måneder før kampen i Houston mod Cuevas. Den gamle måske trætte champion på 37 år mod den unge fremadstormende udfordrer på 24 år. Hvad var bedst? Veteranens snuhed og erfaring, eller ungdommens ambitioner og styrke. Det skulle vise sig i kampen uden nåde. Hans Henrik Palm henrykkede publikum i den fuldkommen udsolgte Brøndbyhallen, da han satte sig på forestillingen i starten af kampen. Den var sat til at skulle vare i 12 omgange, og Palm havde overtaget. Efter 5. omgang måtte den regerende mester til at vise sig. Han var bagefter på point, og på det tidspunkt lignede det et tronskifte. Men kampen blev mere lige, og i 9. omgang tog Palm tælling. Hansen havde fået en skade i den ene lillefinger, og alt blev sat på et bræt. Det gav pote for Jørgen Hansen, da kamplederen stoppede Hans Henrik Palm i pausen mellem 9. og 10. omgang. Ved en gennemgang af dommersedlerne stod det klart, at Palm førte på point på daværende tidspunkt, og der var ikke voldsom tilfredshed i Palms ringhjørne over, at kampen var blevet stoppet. – Det var aldrig sket i USA, brummede Palms træner, Carlos Pana-ma Lewis. De sidste omdrejninger for mesteren I oktober 1981 boksede Jørgen Hansen sin sidste titelkamp. Det havde han

allerede besluttet, inden kampen blev bokset, og pressen havde det enslydende synspunkt, at det behøvede han ikke at sige. Han var ikke blevet bedre i det år, der var gået siden de to sidst mødtes, og hvor Jørgen Hansen ikke var direkte uheldig med at vinde. Til gengæld var Hans Henrik Palm i rivende udvikling. Den gamle hanløve var i stor risiko for at få et nederlag at slutte karrieren på. Jørgen Hansen derimod sled i træningslokalet op til kampen. Han ville slutte som regerende europamester, selv om udfordreren var favorit. – Du har fået mange skrammer i hovedet, var der en journalist, der sagde til Jørgen Hansen efter den hårde revanchekamp mod Hans Henrik Palm, som Hansen havde vundet med dommerstemmerne 2-1 – Ja, det må jo være fordi det var en hovedkamp, grinede en stolt og glad Jørgen Hansen afslappet, efter sejren. De to danske sidedommere havde Jørgen Hansen som vinder med henholdsvis to og et point, mens den italienske kampleder Marcello Bertini havde Palm som vinder med to point. Det var ikke store marginaler efter 12

p Danske stjerner To danske professionelle stjerner mødtes to gange begge med »Gamle« Hansen som vinder. Den 37-årige Hansen stoppede Hans Henrik Palm (tv) i en EM-kamp den 17. oktober 1980. B13472, A256, Jørgen Hansen, SIFA Idrætshistorisk Samling.

omgange. Hans Henrik Palm havde fået respekt for Hansens højrehånd, og den respekt gjorde formentlig udslaget, for man kan ikke blive europamester, uden at vise mod og mandshjerte, og det var næsten helt sikkert det, der fik sejren til at falde til Hansen. Efter sejren trak han lidt i land på udmeldingen om, at han ikke ville forsvare sit europamesterskab, men det blev hans sidste titelforsvar. Men det blev ikke til mere og ved Mogens Palles julestævne i Randers i 1982 stoppede festen. Modstanderen var en giftig spanier Perico Fernandez, der havde været både verdens- og europamester i letweltervægt. Hansen fra Skalborg måtte tage tælling, og Randershallen kogte. Børge og Bjarne Krogh i ringhjørnet sled mellem omgangene, men det lønnede sig til sidst. Jørgen Hansen

havde selv bedt om de besværligheder, han fik i kampen mod Fernandez. – Jeg vil ikke møde en fuser i min afskedskamp, havde han sagt til Mogens Palle, og det fik han godt nok heller ikke. Men den rutinerede ringræv Hansen sled sig til sejren efter at der var blevet talt over ham i 2. omgang. Der var en ny hverdag på vej til familien Hansen, og da han ikke havde noget arbejde, kunne den del godt komme til at volde kvaler. Vi er nu ikke uden midler, fortalte Hansen. – Der er lagt til side til en tilværelse uden for rampelyset. Hviids Vinstue Efter karrieren arbejdede Jørgen for et blikkenslagerfirma, men efter et stykke tid var der ikke så meget at lave mere, og han blev fyret. – Så var Fru Hansen og jeg en tur i København, og kom ned på Hviids Vinstue. Der spurgte Per om jeg havde noget arbejde. – Det er da for dårligt, at Aalborg ikke kan finde noget til dig at lave. Du kan blive tjener her i vinstuen. Kan du starte på tirsdag?

p Efter boksekarrieren Efter den professionelle boksekarriere arbejdede Jørgen »Gamle« Hansen i en del år på Hviids Vinstue i København. Her ses han ved at tappe en enkelt fadøl. B13470, A256, Jørgen Hansen, SIFA Idrætshistorisk Samling.

– Det kunne jeg, og der var jeg så i 16 år, fortalte Jørgen. De beholdt deres hus i Aalborg og fik en lejlighed på Strandvejen i Hellerup. De seksten år i København betegner Jørgen som de bedste i hans liv. Han nød arbejdet som tjener. Egentlig ville Hansen gerne have fortsat på Hviids Vinstue, men i 2005 ville Hanne gerne hjem, og så blev det selvfølgelig sådan. I den sidste tid blev Jørgen Hansen ramt af demens, men fik dog den glæde, at der blev lavet en spillefilm om hans karriere. »Den bedste mand« blev vel ikke et stort hit, men det er alligevel ikke hvem som helst fra Aalborg, der får den ære i københavnerdanmark. Tak for kampen, Hansen.

Cricketspilleren Klaus Buus nåede 30 landskampe for Danmark og flere hundrede turneringskampe for henholdsvis Idrætsklubben Chang, Hjørring Idrætsforening og Aalborg Boldspilklub af 1885. Klaus Buus var en af de bedste spillere i dansk cricket. Desuden var han også en sand gentleman og en pryd for cricketsporten, både på og uden for banen. Således beskrives han af en håndfuld medspillere fra klub- og landshold.

Glorværdig cricketkarriere trods alvorlig hjertefejl Klaus Buus, 76 år, er en beskeden type, men det er svært at finde en personlighed, som har brændt så meget for cricketsporten herhjemme. Han har lige fra sin spæde ungdom taget del i denne sportsgren og dens mange facetter og kvaliteter. Både som aktiv, anfører, træner og leder, gennem mere end et halvt århundrede i de tre ovennævnte klubber. Han har efterladt et markant indtryk på grund af en fin indstilling til dette ædle spil – et af verdens mest udbredte – som oprindelig stammede fra spillets moderland, nemlig England. Født i Aalborg Klaus Buus blev født i 1942 i Fynsgade 46, første sal til venstre i det såkaldte Øgadekvarter i Aalborg. Skyttegaarden hed hele lejlighedskomplekset, hvor barndomshjemmet var beliggende med en dejlig udsigt over Østre Anlæg. Ejendommen indeholdt seks opgange med 10

lejligheder i hver, og der var masser af børnefamilier i de 60 lejligheder. – Årsagen til at jeg begyndte at spille cricket var, at vi legede og spillede diverse boldspil i de store gårde, som var beliggende i forbindelse med boligkomplekset, erindrer Klaus Buus. Der var masser af leg, hygge og boldspil i gården, hvor der var både yngre og lidt ældre børn. De store drenge vil helst spille fodbold i sæsonen, men det skulle foregå udenfor Skyttegaarden. Når den skrappe vicevært var på arbejde, skulle reglen om alt boldspil strengt forbudt overholdes. Vi kunne heller ikke spille i Østre Anlæg, da der var skilte overalt med: Græsset må ikke betrædes! – I gården var der mange store boldtalenter hos drengene, og jeg kan især huske en trio bestående af Jørgen Højfeldt, der senere spillede divisionsfodbold i AaB og derefter for Frederikshavn forenede Idrætsklubber sammen

Af Niels Torp

p En sand gentleman Klaus Buus var afholdt gennem den lange og succesfyldte cricketkarriere – og det var både af mod- og medspillere i hele landet. Foto: Niels Torp.

med Harald Nielsen, Carl Erik Sørensen (Bibs) også senere divisionsspiller i AaB og den tredje hed Tage, og han var måske var den bedste, men på grund af en spinkel natur, så blev han kun seriespiller i Chang. Jørgen, Bibs og Tage var eminente boldspillere og de driblede forbi alle os andre med lethed. Når fodboldsæsonen var slut i maj/juni, så begyndte alle drengene at spille cricket inde i gården. Det var første gang, jeg blev bekendt med cricketsporten. I øvrigt droppede jeg fodbolden og mindes, at vi kaldte det et kulsvierspil, og jeg ved ikke, hvorfor smiler Klaus Buus.

Snydt ud – Hver dag sin cricketkamp og det var enten i Skyttegaarden eller i en af nabogårdene. Jeg spillede ofte gadecricket og fik efterhånden mange gode venner. Mine værste modstandere var fra nabogården, hvor der var en bane, som blot var tre meter bred. På den ene side var der murstenshuset med alle lejlighederne og på den anden side cykelskure. Deres anfører, der både var ældst og en god kaster, havde udviklet en speciel teknik, der gik ud på, at bolden blev kastet ind på cykelskuret, hvorfra den så reflekterede og ramte ind i gærdet, og så var man kastet ud. Ofte protesterede jeg højlydt, men det hjalp ikke. Han var ældst og havde altid ret. Havde jeg kunnet sende en beskrivelse til MCC, verdensorganisationen for cricket, så havde jeg nok fået medhold, pointerer Klaus Buus. På et tidspunkt anskaffede Klaus Buus sig et rigtigt cricketbat af mærket Syke’s og det havde den verdenskendte australske cricketspiller Don Bradmans autograf. Udstyret var i orden, og den unge Buus var pavestolt over at have sit eget bat. Første kamp Den første cricketkamp, som Klaus Buus overværede, står stadigvæk tydeligt i erindringen, da det var en lidt særlig oplevelse. Opgøret foregik på Mors og faderen, Henry, havde lånt en ældre Austin, da familien havde en engelsk rekonvalescent, der oprindelig var agterskytte på en af de berømte Lancaster bombemaskiner. Han havde set død og ødelæggelse under krigen og var et nervevrag.

Derfor var han sammen med undertegnede inviteret med til Nykøbing Mors, hvor Chang skulle spille en divisionskamp mod det lokale hold NCC, Nykøbing Cricket Club. En lang og trættende tur, men det var trods alt en oplevelse. – Min far, Henry, var anfører og vandt lodtrækningen. Chang gik til gærdet og scorede lige under 100 point, hvilket ikke var ret mange, og de lokale spillere gned sig i hænderne, da de med lethed ville passere denne lave score. De havde ikke taget højde for Changs Eskild Larsen, der med sine finurlige slowbowling fjernede alle modstandernes gærder. Chang vandt overraskende opgøret med nogle få point. Eskild Larsen gik forrest ud af banen, og der blev naturligvis klappet af alle medspillerne, mens han lidt hoverende smed cricketbolden op i luften og sagde: – Jah, så let var det! – Der var rigtig mange tilskuere til opgøret i Nykøbing, og denne kommentar faldt absolut ikke i god jord. Flere af de lokale gik bersærk og ville have fat på denne arrogante aalborgenser. Vi flygtede ud i den lille Austin, fik den startet og skyndte os væk fra Ørodde, da der blev smidt både sten og andet kasteskyts efter os og bussen med Chang-spillerne. Jeg tror, at vores engelske ven var rystet, og han glædede sig til at komme tilbage til det mere fredelige Aalborg. I 1953 blev Dansk Cricket Forbund, DCF, etableret og skilt ud fra DBU. Der var arrangeret en tur til England for de bedste spillere, hvortil Henry Buus blev udtaget. Holdet spillede nogle kampe i Sydengland, og overværede blandt andet en testkamp (landskamp) på Lords Cricket Ground mellem England og Australien. Klaus husker tydeligt, at faderen senere modtog et telegram fra Prins Philip adresseret til alle nobelmen of Denmark. Det var stort og hele familien var stolt.

Idrætsklubben Chang var sagen Klaus Buus var efterhånden blev god til at cykle og derfor var det naturligt, at han selv fandt vej til Provstejorden i det sydlige Aalborg, hvor Changs baner lå. Derefter kom han næsten hver dag på Changs anlæg. Der blev øvet i et spille med lodret bat og dette blev indskærpet af faderen, der også fortalte, at slog man på tværs, fulgte man ikke idealet! Der var fremskridt med træningen, og Klaus Buus blev udtaget til Changs juniorhold i midten af halvtredserne, hvor der var mange gode spillere. Han husker Børge Søvsø, Karl Johan Saxager Christensen, Bjarne Holtegaard, Per Larsen og en del flere. – I 1956 debuterede jeg 14 år gammel på Changs førstehold i 1. division på udebane mod Aarhus Boldklub på banerne ved Dalgas Boulevard. Jeg fik en god oplevelse, da jeg scorede 39 point og spille pænt, og jeg fik roser af mine holdkammerater. Samme sæson spillede vi mod AaB på banerne på Ny Kærvej, hvor der var landets eneste asfaltpitch. De øvrige klubber herhjemme havde tennisgrus under tæppet og det betød, at bolden steg voldsomt op på kroppen. En af kasterne fra AaB syntes, at det ville være morsomt, hvis den lille dreng kunne springe lidt. Han kastede en bold i hovedhøjde, og den ramte mig på skulderen. Det gjorde rigtigt ondt og min far kom løbende ind på banen for at se, hvordan jeg havde det. Derefter gav han kasteren en lektion om, hvad fair play drejede sig om! Vandt DM I 1959 vandt Changs juniorhold DM for junior, hvor holdet besejrede Skanderborg i semifinalen med Kjeld Kristensen som en dygtig gærdespiller. Finalen blev spillet på Changs bane, og Klaus Buus var kommet hjem fra en skoletur

p AaB’s divisionshold i cricket i 1979 Fra venstre ses: Henrik Mortensen, Peter Jørgensen, Claus Hansen, Per Terp, Per Viller, Jørgen W. Larsen, Henrik Espensen, Carsten Morild, Claus Morild, Jørgen Morild, Claus Olsen og Klaus Buus. Foto: A223, Aalborg Boldspilklub. SIFA Idrætshistorisk Samling.

til Bornholm aftenen i forvejen, hvilket ikke var den bedste optakt. Heldigvis havde holdkammeraten Kurt Mølgaard, også kendt som Musen, en god dag og hans varierede legspin var mere end sjællænderne magtede, og han tog hovedparten af gæsternes gærder. Chang vandt ret overlegent. Spillerne blev fejret i klubhuset på Provstejorden ugen efter, og der var gode atleter, som anfører Randolph Bech, Kurt Mølgaard, Morten Larsen, Ole Jacobsen, Carsten Buus, Lars Peter Buhl og Klaus Buus. I øvrigt vandt Chang også DM i juniorcricket i 1962 og 1963.

Klaus Buus blev seniorspiller, og som blot 19-årig blev han i 1961 udtaget til at spille for Danmark. Turen gik til England og Skotland. Den første kamp var et opvarmningsopgør mod Wimbledon CC i det sydlige London. Den næste kamp var på selve Lords Cricketground, og mod et udvalgt MCC-hold med en del aldrende stjerner. Et par nordjyder gjorde sig godt bemærket, idet Hardy Sørensen, AaB, spillede en flot inning. Han hamrede blandt andet bolden op på scoretavlen til en flot sekser. Også Hartmann Pedersen fra Hjørring IF bowlede fornemt og han tog en af hjemmeholdets stjerner Frank Worrell, anfører for West Indien, med et eminent skruebold. Fra London gik turen til Glasgow i Skotland, hvor det blev til et stort nederlag i den officielle landskamp, da hjemmeholdet var ret overlegent. – Jeg spillede 25 landskampe i træk, og som gave fra Dansk Cricket Forbund, fik jeg et ur med indgravering. Det så flot ud og jeg var ret stolt. Det gik kun i tre måneder og en urmager kunne konstatere, at det var noget makværk, der ikke kunne

p Cricketlandshold Klaus Buus spillede 30 landskampe og her er han (nr. 4 fra højre bagest) med DCF’s landshold i Holland i 1969 i Schiedam udenfor Rotterdam, hvor det blev til et klart nederlag. I øvrigt var der syv nordjyder på det danske landshold til kampen. Foto: Privat.

repareres. Det fortæller måske lidt om DCF og forbundets kvalitet, smiler Klaus Buus lidt sarkastisk. Anfører Klaus Buus blev valgt til anfører for Danmark i 1978 på en tur til England. Året efter var de danske cricketspillere atter i England, og det var første gang, at mandskabet deltog ved B-VM omkring Birmingham i Midtengland. Det blev til en flot tredjeplads. De danske spillere var jublende henrykte over medaljen, hvor de i semifinalen blev besejret klart af den senere stormagt i cricket, Sri Lanka. I forbindelse med B-VM i England debuterede den dygtige Svanholm-spil-

ler Ole Mortensen, som ganske ung på holdet med succes. Han blev senere en megastjerne i Derbyshire, hvor han spillede en halv snes år. – Jeg har spillet under Klaus Buus, som var anfører på holdet, fortæller Ole Mortensen. Han var en fantastisk personlighed, og en gave til dansk cricket og det var både på og uden for banen. Senere, da jeg vendte hjem til Danmark efter mit ophold i UK, blev jeg landstræner. Her besøgte jeg Hjørring IF, som var en velfungerende cricketklub. Naturligvis blev jeg inviteret hjem til familien Buus, hvor der blev serveret et fint måltid. Jeg erindrer, at der ude i køkkenet hang et målebånd, og jeg undrede mig såre, hvad det skulle bruges til. Klaus fortalte mig seriøst, at det var nedtælling til hans otium, og han klippede en centimeter af hver dag. Nu var det snart slut med at være skolelærer i Hjørring og have med de uopdragne unger at gøre, fastslog pædagogen. Klaus Buus flyttede i 1967 til Hjørring og spillede for den lokale idrætsforening. Her repræsenterede han det bedste hold indtil 1976. Cricketsporten var på dra-

stisk tilbagegang i Vendsyssel, og Buus besluttede at skifte græsgange i 1977, hvorefter han spillede tre år for AaB’s stærke mesterhold. Hjertefejl En af medspillerne i AaB og på landsholdet var Hardy Sørensen, som også kun har rosende ord at sige om Klaus Buus. – Han var en god holdkammerat og en dygtig cricketspiller. Jeg husker under en af de mange ture til England, at han fortalte om en engelsk anfører og gærdespiller, Peter May, der oprindelig spillede for grevskabet, Surrey. Han havde gjort et stort indtryk på Klaus, og han kunne fortæller lange historier om denne engelske elegantier, der også var en fuldendte gentleman på banen, tilføjer Hardy Sørensen. Senere vendte Klaus Buus tilbage til Hjørring, og sluttede den aktive karriere i 1992. Han fungerede en del år, som formand for cricketafdelingen i det vendsysselske, som senere lukkede. – På et tidspunkt syslede jeg med tanken om at spille noget cricket for

Forty Cricket Club, spillere over 40 år, men det blev ikke til noget, og det var godt det samme, siger Klaus Buus. – Det viste sig nemlig efter nogle undersøgelser, at jeg var født med et defekt hjerte, som jeg i en alder af 70 år fik opereret. Efter operationen kom kirurgen på Aalborg Sygehus Syd og satte sig på sengekanten og fortalte, at jeg skulle være død for længst med denne hjertefejl. Jeg var lidt rystet og tænkte på, at det havde været trist, hvis jeg var faldet om på banen i forbindelse med en af de mange cricketkampe, slutter Klaus Buus dette interview.

England 1978

Klaus Buus, anfører for det danske cricketlandshold, hilser på den engelske modpart i en opvarmningskamp i juli 1978 i Durhamområdet i det nordlige England. Modstanderne var et udvalgt hold fra Hetton Lyons Tyne & Wear, som besejrede danskerne knebent. Foto: Peter Power.

SIFA Idrætshistorisk Samling har i efteråret 2018 modtaget en større samling foto, artikler, krus, nåle, medaljer m.m. fra Birthe Christensen/ Johannesen, Skytteforeningen Kimbrerne. Birthe var i perioden 19731982 blandt Danmarks bedste kvindelige skytter. Vi har på redaktionen valgt at beskrive tiden fra foreningens stiftelse til nogle år efter, at den oprettede en afdeling for damer i 1973. Birthe blev her foreningens første danske mester i 1979.

Første kvindelige dan Foreningens start Hasseris Skytteforening blev stiftet den 30. juni 1929. Den var en blomstrende forening, der med Peter Poulsen som formand især talte medlemmer med beskæftigelse på Cementfabrikken Norden, da besættelsen indtraf, og alle skydemæssige aktiviteter måtte indstilles.

Foreningen, der senere kom til at hedde Skytteforeningen Kimbrerne, klarede de vanskelige krigsår med sammenhold om andre foreningsaktiviteter, som ikke stak de tyske besættelsestropper i øjnene. Da Danmark atter var frit, kom der vældigt gang i skytteforeningen, som fik arrangeret skydning på 200 meter

Af Leif Bruno Sørensen

ige danske mester bane med brug af masser af tyske efterladenskaber. Skydningen foregik i Nordens kridtgrav. Rundt omkring i andre skytteforeninger begyndte man at lægge mærke til Hasseris Skytteforening, og det gav sig udslag i, at formanden fra 1949, Aksel Sørensen, blev amtsformand for skytterne i De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger og senere blev tildelt samme idrætsorganisations hæderstegn. Sidst i 1960’erne lykkedes det den daværende formand Kurt Hansen at få indrettet 15 meters skydebane i Vester-

u Dansk mester En glad Birthe Christensen med Dansk IdrætsForbunds medalje for sit danske mesterskab i 15 meter skydning med riffel. A226, Skytteforeningen Kimbrerne. SIFA Idrætshistorisk Samling.

t Dameklubbens bestyrelse Birthe deltog også i dameklubbens bestyrelsesarbejde. Her ses bestyrelsen i 1979. Bagest fra venstre Lis Stefansen og Tove Laursen. Forrest Tekla Poulsen, Dorris Jensen (formand) og Birthe Christensen (kasserer). B8263. A226, Skytteforeningen Kimbrerne. SIFA Idrætshistorisk Samling.

kærets Skole til afløsning af træningslokalerne på den gamle politigård i Gabelsgade i Aalborg. Navneforandring i 1960 Navneforandring til Skytteforeningen Kimbrerne blev vedtaget i 1960, og navnet blev valgt på baggrund af områdets Himmerlands-historie. Som kimbrerne i sin tid skabte respekt om navnet og frygt, hvor de nåede frem, så oprandt også den tid, da skytterne slog sit navn fast med syvtommersøm som dygtige og frygtede modstandere på skydebanerne. På det gamle amts førstehold, der talte ti mand, var således en overgang de ni fra Kimbrerne. Skytteforeningen hævdede sig blandt de bedste i landet ved amtsstævner, landsstævner og jyske byskyttestævner. Også inden for feltskyttesporten har Kimbrerne hævdet sig ved skydestævner.

Ved indvielse af klubhuset i 1973 blev en længe påtænkt aktivitet realiseret. Dameklubben i Kimbrerne startede. A226, Skytteforeningen Kimbrerne. SIFA Idrætshistorisk Samling.

Blandt den tids dygtige skytter kan nævnes Kaj Jørgensen, Finn Larsen og Børge Christensen, der alle har været på det danske landshold i feltskydning. I 1970’erne har stævner resulteret i otte danske mesterskaber for hold i 300 meter skydning med standardgevær til foreningen, fem individuelle DM i samme øvelse til Ulf Scheibye, Børge Christensen (to), Svend K. Adriansen og Finn Scheibye. Hertil kommer mesterskaberne fra talrige jyske skydninger, amtsskydninger og byskytteskydninger.

Endvidere mange flotte vundne pokaler fra skyttekampe ved Viborg-stævnet, de nordiske stævner med Fredrikstad i Norge og Partille i Sverige. Dameklub Foreningen oprettede en særlig dameafdeling i 1973 samtidig med, at man indviede klubhuset ved Kimbrerhøjene i Svenstrup, hvor man ikke blot fik et dejligt hus, men også egne skytteanlæg, baner – efter at have ført en lidt omskiftelig tilværelse. I 1979 vandt foreningen det første mesterskab i dameklassen. Birthe Christensen vandt 15 meter med riffel. SIFA Idrætshistorisk Samling har, som beskrevet, her i 2018 modtaget hele Birthes samling af præmier, blandt andet hendes flotte medalje fra Danmarks Idræts-Forbund, da hun vandt det danske mesterskab.

Tryk: Solo Grafisk A/S

p Indvielse af klubhus