Fra Slot til Motel Kamptroppernes Løjtnantsskole – der har eksisteret siden 1842 – blev nedlagt i Oksbøl den 24. juni
Den sidste chef for Løjtnantsskolen, kaptajn Steen Oxfeldt, med skolens kvartermærke, der blev overdraget først til chefen for Hærens Kampskole, oberst Erik B. Dam, der derefter videregav det til formanden for Reserveofficersforeningen i Danmark, major-R Karsten Heiselberg.
Side 24
Det ændrede trusselsbillede og forsvarsforliget 2005-2009 betyder, at der ikke er det samme behov for reserveofficerer som tidligere. - Ringen for reserveofficerer synes at være sluttet, sagde oberst Erik B. Dam, chef for Hærens Kampskole i Oksbøl, i sin tale, da Løjtnantsskolen blev nedlagt umiddelbart efter, at det sidste hold løjtnanter var udnævnt. – Således står vi i dag, ligesom for 163 år siden, med reserveofficerer fra flere tjenestegrene, der er klar til at forrette tjeneste i geleddet. - Hvordan ser fremtiden så ud for reserveofficeren, spurgte oberst Dam. Der er nedsat en ministeriel arbejdsgruppe, der blandt andet skal behandle den fremtidige anvendelse og uddannelse af reserveofficeren. Udgangspunktet er en hensigt om i langt højere grad at gøre brug af de civile kompetencer, som reserveofficeren besidder. - Som tjenesteområde for fremtidens reserveofficerer er der fokus på tjenesten i stabe ved operative enheder, herunder som efterretningsofficerer, operationsofficerer, logistiktjeneste, forbindelsesofficerer, presseofficerer og måske uddannelsesvirksomhed. I forbindelse med internationale operationer vil der primært være tale om vedligeholdelse af igangværende missioner, hvor behovet for mere civile kompetencer er stort, og typisk hvor missionen er overgået til at have genopbyggende karakter. - Og hvor vil man lede efter disse kræfter? I første omgang må det dreje sig om at søge blandt de nuværende reserveofficerer. På sigt tegner der sig en genoptagelse af reserveofficersuddannelsen på Hærens Officersskole. Uddannelsen vil være fælles for tjenestegrenene, og den må samlet set forventes at blive af en noget længere varighed end tidligere. - Men intet synes endnu at være givet, og derfor ser vi med spænding frem til, at der sker en afklaring af grundlaget for reserveofficerernes fremtidige virke. Indtil denne uvisse situation afklares, og der bliver mulighed for at placere Løjtnantsskolens kvartermærke, hvor det bør være i fremtiden, vil jeg overdrage kvartermærket til Reserveofficersforeningen i Danmark i sikker forventning om, at Reserveofficersforeningen i mellemtiden vil tage det i god og sikker forvaring, sagde oberst Erik B. Dam. HÆRNYT 3-2005