HØJSKOLELIV
# 1 — 2016
LÆRERPORTRÆT
Med begge ben på jorden LÆRERPORTRÆT
Rigmor Eybye mener, at det skal være slut med at sætte højskolelærer og forstander op på en piedestal.
1. JEG ARBEJDER PÅ EN HØJSKOLE, FORDI
jobbet som højskolelærer på mange områder stadig lever op til de gamle forestillinger om livsstilsjobbet, hvor man i mere eller mindre grad ”vokser sammen” med højskolen. Når det er sagt, er det til gengæld vigtigt at forholde sig til, at vi ikke skriver 1942, hvor mine egne forældre var på højskole, og hvor forstandere og lærere var tæt på at have gudestatus, men at vi i dag bør betragte jobbet som et almindeligt arbejde, der skal udføres. Med det mener jeg, at det bør være slut med at sætte højskolegerningen op på en piedestal, der på ingen måde kan røres, uden at de "gamle" værdier risikerer at gå tabt. Undervisning er undervisning, om det foregår i en folkeskole, som aftenundervisning for voksne eller med 100 studerende på et universitet. Den afgørende forskel til højskoleundervisningen er, at læringen på højskolen foregår i rammer, hvor den sociale dimension både lapper ind over undervisningen og 44 HØJSKOLEBLADET
udgør en væsentlig del af hverdagen. Men det så forgyldte samvær skal fungere naturligt, og også her mener jeg, at man skal holde sig på jorden. Som højskolelærer er man, når samværet er bedst, såmænd bare fluen på væggen, der muligvis er katalysator i samværet, men som derefter helst bare er en del af et hjemligt miljø, hvor eleverne trives i et utvungent og afslappet samvær. 2. EN GOD DAG PÅ JOBBET
starter med en morgensamling, hvor søvnige unge mennesker lidt efter lidt vågner og finder energi til dagen i sange som Rosendals ”I dag skal du løfte dit hoved” eller ”Du skal være den nu”. Eller en dag hvor man oplever, at en ny idé bliver født, fænger og bliver konkret allerede inden fyraften. 3. EN SKIDT DAG,
som jeg heldigvis kun har få af, kan komme af et ukonstruktivt og unødvendigt langt
personalemøde, hvor ganske små uoverensstemmelser kommer til at fylde alt for meget.
Som højskolelærer er man, når samværet er bedst, såmænd bare fluen på væggen, der muligvis er katalysator i samværet, men som derefter helst bare er en del af et hjemligt miljø, hvor eleverne trives