Højskolebladet Oktober 2013

Lars Goldschmidt, Dansk Industri: Højskolerne er vigtige s. 1

Tyskland i vores hoveder Naboen er blevet ufarlig

Hvor globale er højskolerne?

Globale nok, mener de selv oktober 2013

siden 1876

s. 2

Få højskolen ind ad brevsprækken hver måned Tegn årsabonnement eller giv det til én, der sætter pris på debat og dagsordensættende journalistik. 11 numre: 499,- (Studerende 299,-) www.hojskolebladet.dk / tlf. 33 36 40 47

oktober 2013

INDHOLD oktober 2013

s. 4 Leder Højskolen som alibi s. 5 Til tiden Danmarks første udlændingelov

Tyskland i vores hoveder Naboen mod syd er blevet ufarlig

s. 6 s. 10 Tidsånden kort Ifølge Mads Vestergaard s. 11 For lang er med Tysken vor trætte Indspark ved Asser Amdisen s. 12 Billedligt Det bedste fra højskolerne s. 14

”Højskolerne er vigtige” Interview med direktør Lars Goldschmidt, Dansk Industri

s. 18 Bøger Asfaltbondens vækkelsesbevægelse

HØJSKOLE s. 22 Højskolen kort s. 24 s. 26 Reportage Vi er ikke tyskere, bare mennesker s. 28 Debat og kommentarer s. 30 Navne

De globale højskoler “Jeg tror ikke, vi skal målrette vores indsats til særlige emner som fattigdomsbekæmpelse eller Europa, som ministeren er inde på. Vores unge skal nok selv finde ud af, hvor de vil bruge deres energi, og hvordan de vil udvikle den verden, de er på vej ud i.”

- torben smidt hansen, forstander for vallekilde højskole

oktober 2013

s. 3

debat Leder

s. 4

kolofon 8/oktober 2013. 138. årgang

Højskolen som alibi Andreas Harbsmeier Redaktør

vi skal helst være rigtig internationale.verden er globaliseret. sådan er det. også højskolerne skal være mere internationale. sådan lyder det i hvert fald fra kulturministeren med flere.

Samtidig fremhæves højskolerne som noget af det mest danske, man kan forestille sig. En gang årligt er der en politiker fra partiet Venstre eller omegn, der foreslår, at indvandrere skal igennem et højskoleophold. For ligesom at blive ordentlig danske. Højskolerne opfattes tilsyneladende i visse politiske kredse som en slags potentielle danskhedsfabrikker. Her kan man opleve det danske demokratis ophav og tradition i levende live.

Indstillingen til højskolerne er lidt ligesom til Folkekirken. De, der har mindst viden om og kun sjældent går i kirke, insisterer på, at kirken skal forblive traditionen tro, så de kan blive døbt, gift og begravet, som man altid er blevet det.

Samtidig anklager man den for mangel på fornyelse.

Således også med højskolerne. Man vil gerne bevare billedet af højskolerne som en ærkedansk institution, som man kan pege på, når omverdenen spørger os, hvordan velfærdsstaten og det danske demokrati dog er blevet til. Fornyer højskolen sig for meget, risikerer vi jo, at den mister sin museale funktion.

Den forestilling kan også være en forklaring på, hvorfor man for tiden fra politisk hold lovpriser højskolen som en vigtig institution og tradition, men udviser komplet mangel på handling og tilførsel af midler, når højskolen ønsker at byde ind på aktuelle dagsordener. Højskolen er rent politisk blevet en slags alibi: Danmark står stadig solidt på en demokratisk, folkelig højskoletradition, siger man, for de er her jo stadig, højskolerne. Men samtidig afvikles reel politisk samtale til fordel for teknokratiske løsninger.

Så hvordan står det egentlig til med højskolernes internationale engagement? Årligt kommer mere end tusind elever fra den øvrige verden på de danske højskoler. Der findes snart ikke den højskole, der ikke arrangerer rejser ud af landet, og globale problemstillinger bliver diskuteret dagligt. Højskolerne er internationale.

Men hvem skal så være alibi?

»

Højskolen er rent politisk blevet en slags alibi: Danmark står stadig solidt på en demokratisk, folkelig højskoletradition, siger man, for de er her jo stadig, højskolerne.

oktober 2013

udgiver Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) Formand: Helga Kolby Kristiansen Nytorv 7 - 1450 København K www.ffd.dk redaktion redaktion@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk Andreas Harbsmeier (ansv.)

Tlf. 3336 4047 Sara Peuron-Berg Tlf. 3336 4267 Jeppe Langkjær redaktionsgruppe Karsten Wind Meyhoff Ane Kollerup Uffe Strandby Neal Ashley Conrad Mette Bock Jonas Møller Ida Ebbensgaard Redaktionen modtager gerne uopfordrede indlæg ud fra devisen: Vi læser det hele og trykker det bedste. skribenter Kat. Sekjær Jeppe Langkjær Sara Peuron-Berg Andreas Harbsmeier abonnement Højskolernes Hus Rikke Hansen Tlf. 3336 4036 @: post@hojskolebladet.dk www.hojskolebladet.dk annoncesalg DG Media Tlf.: 7027 1155 www.dgmedia.dk layout Katrine Dahlerup, FFD forside Polfoto tryk Dystan Grafisk Service www.dystan.com udgivelsesplan for 2013: #9: 31. oktober #10: 28. november #11: 19. december Deadline 14 dage før udgivelsesdatoen.

ISSN: 0018-3334

tendens Til tiden

Danmarks første udlændingelov s. 5

HISTORISK En tyskfødt læge gjorde udslaget i den eskalerende konflikt mellem danskere og tyskere i slutningen af 1700-tallet. Konsekvensen blev oprettelsen af indfødsretten af sara peuron-berg gør dit rødbedefarvede pas dig til dansker? En affære mellem den tyskfødte læge Johan Friedrich Struensee og den danske dronning Caroline Mathilde for 240 år siden frembragte Danmarks første politiske udslag af nationalisme: indfødsrettens oprettelse, i dag kaldet statsborgerskab.

Affæren pustede nemlig til ilden i en allerede eksisterende konflikt mellem tyskere og danskere. Årsagen var, at Struensee som kongens livlæge tog magten i Danmark i takt med kong Christian d. VII’s tiltagende sindssyge.

Det skabte stor utilfredshed ved hoffet, og i 1772 blev Struensee henrettet for majestætsfornærmelse.

At der var tyskere ved det danske hof var ikke en undtagelse - nærmere reglen. Næsten 30% af befolkningen i København havde dengang tysk som førstesprog. Kongen talte primært tysk, korresponderede på fransk, læste latin og forstod italiensk. Nå ja, og så lidt dansk, for som professor Ulrik Langen fra Saxo Instituttet, Københavns Universitet siger: ”Det var der jo også nogle, der talte.” regional frem for kosmopolitisk Struensee-affæren blev et symbol for modstandere af det tyske. Henrettelsen ledtes af stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg, der efterfølgende indførte en række dansk-orienterede reformer. Fx blev hærens kommandosprog ændret fra tysk til dansk, og dansk blev et skolefag.

Men det handlede ikke kun om symbolpolitik. ”Der er nogen, der vil sige, at det var en vækkelse af dansk kultur. Det var det også, men det

Foto: Jakob B. Rasmussen

var også noget socialt,” understreger Langen. Han forklarer: ”Der var mange ved hoffet, der talte tysk, og de stod jo i vejen for, at almindelige danskere kunne gøre karriere ved hoffet.”

Mest betydningsfuld blev derfor loven om indfødsret fra 1776, der krævede alle embedsstillinger besat af indfødte danskere, hvilket begrænsede retten i forhold til tidligere, hvor det var tilstrækkeligt at have dansk bopæl.

Indfødt betød dog ikke nødvendigvis født i Danmark, men gik på afstamning – og sådan er det stadig.

Også i dag kommer nationalitet før meritter; man skal stadig have dansk indfødsret for at blive valgt til Folketinget. For fremmede gives der kun indfødsret ved lov, og det kræver, at en lang række forudsætninger er opfyldt, fx en sprogtest, som Christian d. VII næppe ville have bestået.

»

Der var mange ved hoffet, der talte tysk, og de stod jo i vejen for at almindelige danskere kunne gøre karriere ved hoffet - professor ulrik langen, ku

tendens Tyskland i vores hoveder

Tyskland i

s. 6

Polfoto

TENDENS Klichéerne om det farlige Tyskland er for længst afløst af genuin interesse af andreas harbsmeier

oktober 2013

vores hoveder

og respekt for naboen mod syd

da jeg var barn i 80’erne, var det ikke en ubetinget fordel at være en halvtysker i danmark.

Det var ikke noget, der gav den helt store respekt i skolegården i Esbjerg.

Historisk betingede fordomme levede i bedste velgående. Ikke fordi klassekammeraterne var særligt interesserede i Tyskland, men fordi billedet af naboen mod syd var rimelig fasttømret – og det var ikke positivt.

Når danskerne i sidste årtusinde kiggede ud over verden, gled blikket som oftest let henover den store nabo mod syd. Her var nemlig ingen grund til at kikke nærmere efter. Tyskland vidste de altid, hvor de havde. Det var noget med nazister, Christiane F og Volkswagen og op og ned ad vestkysten. Den værste bekymring i forhold til naboen var, om Danmark blev ”bollet op med Deutsche-dollars” for at citere sangskriveren Sebastian fra en mere end tredive år gammel sang.

Men sådan er det ikke mere. Tyskland er ikke længere bare Autobahn, Currywurst og en lidet flatterende fortid. Op gennem 00’erne ændrede billedet sig på mange fronter. Tænk blot på københavnske barer som Märkbar, Riesen og Gefährlich, på tv-programmer som Rundfunk og Ungefair, på modeøllerne Erdinger og Paulaner og på Berlin, der er det tjekkede og urbane folks foretrukne valfartssted.

Og tænk på tysk litteratur, arkitektur, film og teater, hvor det virkelig rykkede i 00’erne. Tysk blev cool på den helt rigtige kitschede måde – men nok mest i København, hvor inspirationen fra Berlin nu for længst er blevet til mainstream – og ufarligt. ”For nogle år siden holdt jeg foredrag på en højskole om danskeres stupide fordomme og mangel på sans for den sanselige del af den tyske kultur. Tilhørerne var stort set alle under

30. Jeg mærkede ret tidligt, at interessen for min ordstrøm var behersket.

Ved den efterfølgende debat stod det lysende klart, at jeg havde løbet en åben dør ind. Ingen i salen følte sig ramt. De var ikke voldsomt vidende om Tyskland eller tysk kultur, men de havde absolut ingen af de traditionelle forbehold over for tyskere,” skriver tvmanden og forfatteren Torben Steno, der gennem en årrække dyrkede det tyske på tv og i talrige foredrag.

Tyskland er ganske enkelt ikke længere farligt. Danskere kan uden at skulle forsvare det indoptage kulturelle elementer fra Tyskland. tyskland i spidsen Ikke kun inden for det kulturelle felt har billedet af det tyske forandret sig.

Senest med finanskrisen og Tysklands europæiske engagement, personificeret ved kansler Angela Merkel, ved vi i Danmark, at vi er temmelig afhængige af tysk økonomi. Det har vi sådan set altid været – men nu er vi bevidste om det i så vid udstrækning, så selv det nyligt overståede tyske valg er blevet interessant i Danmark. Berlingske viede for nylig et helt tillæg til det tyske valg.

Og selv om dækningen ikke lige frem har nået amerikanske dimensioner, er der alligevel sket ting og sager.

Historiker Steen Bo Frandsen mener ligefrem, at vores forhold til Tyskland har gennemgået en radikal forandring. Den er delvist betinget af vores historiske glemsomhed. 1864 og 2. verdenskrig spiller ikke længere den samme rolle i vores bevidsthed. ”Jeg mener, at vores forhold til Tyskland er ved at blive normalt. En vigtig pointe ved normaliteten er, at det danske samfund ikke mere har brug for et tysk fjendebillede. Det virkelig faretruende i verden kommer ikke længere fra Tyskland; vi har takket

s. 7

tendens Tyskland i vores hoveder

s. 8

være globaliseringen mødt noget, som er endnu mere fremmed,” siger han.

Ligesom i dag, hvor håbet om et samlet Europa, både økonomisk og politisk, må lægges i hænderne på Tyskland, var modstanden mod EF, dengang den var størst, også rettet mod Tyskland. ”70’ernes røde EF-modstand var på mange måder rundet af den samme nationalromantiske selvtilfredshed som Dansk Folkeparti er i dag. Fjenden dengang var naturligvis USA, men når nu USA ikke kunne beskyldes for EF’s fascistiske og imperialistiske hensigter, måtte det selvfølgelig helt ureflekteret af historiske grunde gå ud over tyskerne. Dette helt ubegrundede og tåbelige fjendebillede kunne enhver dansker næsten uanfægtet tillade sig ytre til langt op i 90’erne. Så sent som for et par år siden var der stadig historier om, at høflige tyske turister blev mødt med nazihilsen på deres vej til at fylde jyske sommerhusejeres lommer med Euro,” skriver Torben Steno og tilføjer: ”Det er ikke en sag, der kan forarge de fleste danskere. Tyskerne må jo også bare lære, at vi danskere har verdens bedste humor.” ind i varmen Men tyskerne og det tyske er altså kommet ind i varmen i det selvoptagede Danmark, der ellers traditionelt render i hælene på alt, hvad der kommer fra den engelsksprogede verden.

Godt nok i første omgang som et overfladisk og lidt kitschet fænomen i form af navne på cafeer, biertstuber, tøjbutikker og tv-programmer.

Berlinske kvarterer som Prentzlauer Berg, Kreutzberg eller Neuköln er direkte aflæselige inspirationer i fx de hippe dele af Nørrebro og den indre by i København. Den glatte gammeldags cafekultur har fået en konkurrence fra den tyskinspirerede bar, hvor det ikke handler om lys, design og spejle, men om diskret belysning, originalitet og genbrugsmøbler. Et simpelt ønske om at skabe steder, der har noget af den meget afslappede atmosfære, som findes i Berlin.

Det bekræfter teorien om, at det tager to generationer at hele sårene efter en krig. Så problemet med tyskerhadet nærmer sig altså en løsning. Det for-

oktober 2013

klarer selvfølgelig ikke, hvorfor det så er blevet trendy at lege med det tyske i det københavnske bybillede. Noget af forklaringen ligger i, at Berlin virker voldsomt tiltrækkende på mange danskere. Med Easy Jet og busrejser er det blevet meget billigt og nemt at slippe hurtigt ud af den danske spændetrøje og trække lidt international luft i en spændende storby.

»

Jeg mener, at vores forhold til Tyskland er ved at blive normalt.

En vigtig pointe ved normaliteten er, at det danske samfund ikke mere har brug for et tysk fjendebillede. Det virkelig faretruende i verden kommer ikke længere fra Tyskland; vi har takket være globaliseringen mødt noget, som er endnu mere fremmed.

- steen bo frandsen, historiker

de historieløse De, der er født i 70’erne og 80’erne, bliver ofte beskyldt for at være historieløse. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er fordi 2. verdenskrig er historie, at de unge har lyst til at nærme sig det tyske igen. De er ikke ubevidste om de mørke kapitler i Tysklands historie. De unge gider bare ikke gøre folk på deres alder ansvarlige for det 20. århundredes forbrydelser.

Men træerne vokser ikke ind i himlen, påpegede prorektor ved Københavns Universitet og Tysklands-kender,

Lykke Friis for nylig i sin klumme: ”Mange studerende vil fortsat hellere til USA, Storbritannien eller Australien frem for at rejse til Tyskland. Hånden på hjertet, var det heller ikke, fordi jeg i min tid i politik fik indtrykket af, at danske politikere dyrkede netværket intenst hos deres tyske søsterparti.” lille danmark vs store tyskland Endnu et udtryk for kampen mellem gamle Danmark og det mere globalt søgende Danmark. Måske et lille signal om at endnu en af de danske myter – ”Vi er nok verdens mest afslappede folk” - er ved at afgå ved døden efter mødet med den globale virkelighed.

De fleste, der har spenderet et par dage i Berlin, har oplevet, at byen trods størrelse og meget multikulturel sammensætning er mindre aggressiv og frustreret end fx Odense eller Randers. I det hele taget opfører folk sig ordentlig – ikke bare i Berlin, men i Tyskland generelt.

Rollerne mellem Danmark og Tyskland er ved at skifte. Det tyske folk kan faktisk meget af det, danskere engang pralede af, at de kunne. Afslappet tolerance er der i hvert fald mere af syd for grænsen, end de fleste tror. Tyskland er og bliver en stor kulturnation, der har begået en ufattelig forbrydelse, og som også har fået mange tæsk for den.

Men som også selv har gjort meget for at indprente den ubehagelige historie i enhver tysker og komme videre.

Resultatet er et folk, der har en sjælden ydmyghed og kritisk blik på sig selv, der stort set ikke er nærværende i lille Danmark, der ikke er særlig fristende at ”bolle op med Deutche-dollars, når det vågner af sin døs”.

Da jeg som barn gik rundt i Esbjerg, var der lidt af en provokatorisk fornøjelse i at kokettere med det tyske. Selv om fordommene florerede, var det også lidt attraktivt at være i opposition, fordi Tyskland jo var større, rigere og bedre til fodbold. Sådan er det ikke længere. Selv de danske venner holder med Bayern München. I Danmark kan man ikke længere have Tyskland for sig selv.

Kilder:Berlingske, Tillæg om Tyskland, Politiko den 23. august. Tidsskriftet Aufklärung

Annonce tilAnnonce januar-nr.: Annoncetil tiljanuar-nr.: januar-nr.: Annonce tilAnnonce januar-nr.: Annoncetil tiljanuar-nr.: januar-nr.: Gave

ko r t t

STUDIEREJSE TIL

iSTanbul

2.295 Giv et de frie de skolers advokat advokat ® tilskolers degavekort frie de frie frie skolers skolers advokat advokat ® en oplevelse, der aldrig bliver glemt il højs

koler

ne

5 dage/4 nætter på hotel med fly, fra kr.

® ®

s.s.12 12 s.s.12 12

www.kilroygroupS.com

Spar tid og penge & styrk fagligheden på studierejsen

185 frie 185 skoler 185 frie frie ogskoler skoler børnehaver og og børnehaver børnehaver kan tage kan fejl kan tage tage fejl fejl 185 frie 185 skoler 185 frie frie ogskoler skoler børnehaver og og børnehaver børnehaver kan tage kan fejl kan tage tage fejl fejl Studiebesøg

Faglige kompendier

Tryghed & sikkerhed

Forslag til studiebesøg i Istanbul: • Skolebesøg • Møde med Imam om Islam • Virksomhedsbesøg

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

Glæd en ven eller et familiemedlem med hel eller delvis betaling af et højskoleophold.

Gavekort udstedes på beløb fra 100 kr.

Kontakt Højskolernes Hus på 3336 4040 eller bestil via www.hojskolerne.dk/gavekort

Erfarne konsulenter

Barcelona, fly, 6 dage/5 nætter ................

Dubai, fly, 7 dage/5 nætter* ....................

Paris, egen bus, 6 dage/3 nætter .............

Prag, fly, 5 dage/4 nætter .......................

fra kr. 2.495,fra kr. 4.990,fra kr. 1.765,fra kr. 1.755,-

Prisen er pr. person i flersengsværelse på hostel - * er på hotel.

Annonce tilAnnonce januar-nr.: Annoncetil tiljanuar-nr.: januar-nr.:

Kontakt os på Tlf.: 70 22 05 35 hol@kilroygroups.dk gør STudiErEjSEn En klaSSE bEdrE

Annonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten: Annonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten:

de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ® de de skolers skolers advokat advokat ® de frie frie de frie frie skolers skolers advokat advokat ® ® ®

s.s.12 12

185 frie 185 skoler 185 frie frie ogskoler skoler børnehaver og og børnehaver børnehaver kan tage kan fejl kan tage tage fejl fejl Danmarks Danmarks førende Danmarksadvokatfirma førende førende advokatfirma advokatfirma når det gælder når når det det gælder gælder Danmarks Danmarks førende Danmarksadvokatfirma førende førende advokatfirma advokatfirma når det gælder når når det det gælder gælder rådgivning rådgivning rådgivning af frie skoler af af frie frie skoler skoler rådgivning rådgivning rådgivning af frie skoler af af frie frie skoler skoler

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

Vi påtager aldrigos sager modsager frie mod skoler Vi Vios påtager påtager os aldrig aldrig sager mod frie frie skoler skoler Vi påtager aldrigos sager modsager frie mod skoler Vi Vios påtager påtager os aldrig aldrig sager mod frie frie skoler skoler

www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk www.frieskolerlaw.dk

Annonce tilAnnonce resten: Annoncetil tilresten: resten:

januar 2010 januar 2010

januar januar2010 2010 januar januar2010 2010

de frie de frie skolers skolers advokat advokat ® ®

s. 9

tendens Tidsånden kort

Tidsånden kort – ifølge Mads Vestergaard

Vækstøkonomi

At sommerens debat mellem liberale og konservative – der har budt på både fascismekortet, livsstilsdiskussioner, hvor det private bliver gjort politisk, og en autenticitetsdebat om hvad ægte borgerlighed består i – vækker minder om fortidens debatter på venstrefløjen.

Universiteternes taxameterordning, der sænker det faglige niveau, new public management, der bytter om på midler og mål, og dilettantiske ministre, der opgør værdien af viden og dannelse i et kortsigtet økonomisk vækstpotentiale. Og så ordet “fjumreår”.

mads vestergaard Forhenværende punksanger, tidligere overborgmesterkandidat i København og uddannet cand. mag. i filosofi.

Lever nu det frie liv som foredragsholder, underviser på Folkeuniversitetet og filosofilærer på Krogerup Højskole.

oktober 2013

morsomt

Nutidens fortidspolitik

genialt

Frynsejakker Når man med rank ryg er i stand til at bære en frynsejakke, har man bevist, at man virkelig er sig selv og ikke bekymrer sig det mindste om, hvad andre tænker.

Tænk bare på musikvideoen “Apache” med Tommy Seebach.

forbyd

træls

s. 10

Ude i virkeligheden Folk – ikke mindst politikere – der bruger udtrykket “ude i virkeligheden”, som om de havde en privilegeret tilgang til den.

debat HB’s kommentatorpanel

s.s.11 11 Denne måned: Asser Amdisen (f. 1972) Forfatter, foredragsholder og tidligere højskoleforstander

Hans Hauge

Rasmus Kjær

Ove Korsgaard

”For lang er med Tysken vor trætte” INDSPARK Danmark er i vidt omfang tysk. Men er der slet ikke lidt dansk i Tyskland?

Citatet i overskriften stammer fra Grundtvigs sang om Vermund og Uffe, som netop handler om, hvorledes der siden tidernes morgen har hersket konflikt mellem dansk og tysk. Da man i begyndelsen af det 19. århundrede begyndte at bygge en ny dansk nationalstat, var en af kernemålsætningerne at lægge afstand til alt det tyske.

Lidt ironisk er det, at da man skulle finde motiverne til den nye nationalisme, så trak man i store træk udelukkende på tyske forbilleder.

Man havde nationaldigterne Baggesen og Oehlenschläger, men disse var

dybt inspirerede af Goethe og Schiller.

I det hele taget var Europas kulturelle hovedstad på de tider den lille tyske by Weimar, hvorfra dannelse og civilisation strålede ud til den ganske verden.

Det glemte vi danskere bare – og især efter 1864, hvor danmarkshistorien blev skrevet om for at vise den danske kulturs overlegenhed i forhold til de barbariske germanske horder – og så snakkede man for øvrigt ikke mere om, at forbilledet for den nye historievidenskab var den tyske historiker Leopold von Ranke.

Efter anden verdenskrig toppede tyskerhadet, og velfærdsstaten blev for alvor konsolideret. Man gav arbejderne biler, huse og velstand mod til gengæld at få en accept af det kapitalistiske system. Idéerne kom i vores egen selvforståelse fra Jens Otto Krag og de øvrige skandinaviske lande, men en nærmere undersøgelse ville nok have vist, at det ideologiske grundlag enten kom fra den tyske Karl Marx eller vel nok mere sandsynligt fra hans samtidige

landsmand Otto von Bismarck, som også havde betalt sig til ro i 1880’erne.

Sagt på en anden måde, så kan man sagtens argumentere for, at meget af det vil kalder rigtigt dansk – fra juletræer til velfærdsstat i virkeligheden er importeret fra de tyske stater. Faktisk kan man langt hen af vejen betragte Danmark som en af de tyske delstater, hvilket mange – især ikke-europæere jo også ofte har gjort.

Vi har lært meget af dem, men har de ikke lært noget af os? Ikke meget, men måske er det snart slut. Den danske folkehøjskole har de senere år lagt an til en knopskydning i Tyskland.

Danmarks kulturhovedstad er i øjeblikket Berlin, og dernede har en gruppe mennesker forsøgt at gøde jorden for en dansk højskole. Korte kurser er allerede blevet afholdt og i de kommende måneder bliver det afklaret, om der kan åbnes plads i dansk lovgivning til en højskole på udenlandsk jord.

Så kan de tage den, de forbandede tyskere!

tendens Foto

s. 12

Billedligt Foto: Anne-Elisabeth Bratt Lys: Lars B. Jensen Komposition: Josefine P. Olesen Alle elever på Engelsholm Højskole

Den enes død, den andens brød

Højskolebladet samarbejder med fotohold fra en række højskoler, der til hvert nummer leverer et foto taget af en elev.

oktober 2013

s. 13

tendens Portrætinterview

s. 14

Direktør

med ambitioner for INTERVIEW Gør ikke højskolerne til en social losseplads, beder direktør i Dansk Industri, Lars Goldschmidt. Højskolerne skal være et åbent refleksionsrum, hvor det nationale danner baggrund for et internationalt udsyn, og hvor tændthed skal erstatte wellness af andreas harbsmeier og jeppe langkjær

oktober 2013

s. 15 Polfoto

højskolerne

bag glasfacaden på den nye imposante bygning på rådhus pladsen i København holder Dansk Industri til. Umiddelbart er det ikke den adresse, man skal opsøge for at finde opbakning til højskolernes virke i Danmark. Højskoletanken er ikke noget, der typisk forbindes med toppen af dansk erhvervsliv. Men måske burde det være sådan. Direktør i DI Lars B. Goldschmidt ser i hvert fald et fantastisk potentiale i højskolerne.

Et potentiale, som kan og skal forløses i overensstemmelse med den bredt accepterede – synes det – forståelse af Danmark som et konkurrencesamfund, men som til hans store ærgrelse sjældent bliver det, fordi højskolerne ikke formår at italesætte sig som relevante i en bredere samfundsmæssig kontekst.

Fra Goldschmidts sparsomt møblerede kontor kan man se ud på det øvrige samfund. Selv om Goldschmidt repræsenterer erhvervslivets interesserer, holder han sig ikke tilbage for at tale ind i en debat om det gode liv. ”Højskolen har en tradition for at diskutere problemstillinger om dannelse i meget bred forstand. Hvad er et rimeligt liv, hvad er rimelig adfærd?

Det handler om at indgå i en drøftelse af, hvordan vi bør udvikle vores samfund. Højskolerne har en position, hvor de ikke direkte er involveret i erhvervslivet, det formelle uddannelsessystem eller de politiske partier. De er en fjerde eller femte position i forhold til den samtale. De er vigtige,” fortæller han engageret og i højt tempo. ”Højskolerne skal fortælle, at det er livskvalitet for langt de fleste mennesker at kunne klare sig på deres samfunds præmisser. Du bliver rigere af at forstå din verden. Du bliver en mere kompetent borger – gerne fra en kritisk position – og mere livsduelig.

Det er for mig at se en fortælling, der

er gyldig både inden for højskolen og inden for konkurrencestaten. Men højskolerne har ikke forsøgt at italesætte sig i den her sammenhæng. Højskolerne har jo meldt sig ud.”

For Goldschmidt er det internationale og globale aspekt af denne

»

Grundudfordringen for højskolerne skal ikke være, at man skal motivere de umotiverede.

Højskolerne er direkte destruktive, når den italesætter livet som hårdt og anstrengende og svært at klare. fortælling central. At kunne begå sig nationalt er uløseligt forbundet med at kunne begå sig internationalt. Højskolerne skal derfor være med til at skabe verdensborgere med en speciel national forankring. ”De skal sætte fokus på globale problemstillinger; hele håndteringen af den globale produktion. At få fingrene i den globale verden, når man er på en højskole, er afgørende. For det er det, man kommer til at leve af,” siger han og fortsætter: ”Den politiske samtale i Danmark er meget national. Men tag spørgsmålet om krig. Et fantastisk tema med mange dimensioner. Det egner sig til en grundetisk, men også en politisk diskussion. Vi har brug for en anden position end ulandsmafiaen til at tage den diskussion, fordi højsko-

tendens Portrætinterview

s. 16

»

Højskolerne skal fortælle, at det er livskvalitet for langt de fleste mennesker at kunne klare sig på deres samfunds præmisser. Du bliver rigere af at forstå din verden. Du bliver en mere kompetent borger – gerne fra en kritisk position – og mere livsduelig. Det er for mig at se en fortælling, der er gyldig både inden for højskolerne og inden for konkurrencestaten. Men højskolerne har ikke forsøgt at italesætte sig i den her sammenhæng.

Højskolerne har jo meldt sig ud.

oktober 2013

lerne ikke er økonomisk involverede.

Højskolerne kunne repræsentere det spændende menneske i den offentlige debat. De skal tage nogle chancer i stedet for at gemme sig.”

imod strømliningen Højskolerne er altså nødt til at tale det sprog, som samfundets samtale foregår på, hvis de vil spille en central rolle i dagens Danmark. Og det gør de ikke lige nu ifølge Goldschmidt. Af denne præmis følger det imidlertid ikke, at højskolerne skal snakke det øvrige samfund efter munden. ”Der er rum for masser af stemmer, der accepterer konkurrencestaten som udgangspunkt, men ikke dermed accepterer alle de følger, den har haft for, hvordan vi opfører os,” mener han.

Det er Goldschmidts direkte opfordring til højskolerne – på den ene side at acceptere de grundlæggende rammer for samfundets udvikling, men på anden side aktivt at være med til at fylde de rammer ud på den bedst mulige måde: ”Strømlining er godt, så vi kan få luget ud i en tid, der dybest set er tomgang. Men strømlining er ikke fornuftigt, hvis det er en homogenisering af medarbejderne. Vi har brug for heterogene medarbejdere. Hver tid, du tilbringer med en plan om at blive klogere, er god tid.” inspiration fra tvind Lars Goldschmidt rejste i sin tid rundt selv i landet med en teatertrup med ambitioner om at starte en højskole.

Den blev dog aldrig etableret. Men selv om indtrykket fra højskolerne dengang i 80’erne ikke var særligt positivt, kunne han se enorme kvaliteter i skoleformen. ”Uanset hvad jeg ellers måtte mene om Den rejsende højskole og de andre aktiviteter, hvis vi går 20 år tilbage, så var det et indlæg i en debat om

samfundets udvikling. Jeg savner ikke Tvind for den fundamentalistiske praksis, men jeg savner alle de forskellige oprørske bud på, hvad samfundet kan være. Men også med den underliggende præmis, at det skal kunne lade sig gøre. Det er ikke astrale bud på og drømme om selvrealisering på marker af mælk og honning. For det er ikke den verden, vi lever i. Vi er i en verden, hvor det ikke er en selvfølge, at man klarer sig. Det er ret uinteressant at drømme om andre utopiske samfundsformer, for det kommer til at tage tid…” kun for de motiverede Som små kritiske, samfundsopdragende værksteder er højskolerne uvurderlige. Derfor har de også ansvar for at sikre en bred og varieret elevmasse, mener Goldschmidt: ”Højskolerne skal have en mangfoldig elevsammensætning. Gerne en mere aldersmæssig differentiering. Også meget gerne differentieret i forhold til kulturel og social baggrund. Det er vigtigt, at højskolerne ikke bliver en overklasseghetto. Så mister man spændvidden.

Vi har jo ikke længere hæren til at lave en homogeniserende oplevelse, så alle de steder, hvor vi kan lave et møde mellem folk, der er forskellige, giver god mening. Men der skal også være et fællesskab i mødet. Og fællesskab er det, at man er søgende.”

Og netop det, at fællesskabet er bygget op omkring at være søgende, skal være højskolernes adelsmærke i Goldschmidts øjne. At højskolerne skal kunne rumme en bred palet af elever, er derfor ikke ensbetydende med, at de skal byde alle velkommen. Kun de motiverede skal lukkes ind. De, der vil noget med deres højskoleophold.

De, der vil flytte sig. ”Højskolerne skal være for de nysgerrige og undersøgende unge. Ikke for vage, kontemplative, halvdovne

s. 17

vegetarer. Højskolerne er en enestående chance for at undersøge verden på nogle præmisser, der er lidt anderledes end det, som de mere strømlinede samfund lægger op til. Det er ikke et sted, hvor man bare skal slå tiden ihjel. Så kan man selv finansiere sit wellnessophold. Det er ikke for at lave indholdscensur, det er bare for at sige, at de skal ville noget med det. Der skal være tændthed.”

Folkehøjskolernes Forening har på det seneste lagt stort arbejde i at få højskolerne tænkt med i Regeringens

»

Højskolerne kunne repræsentere det spændende menneske i den offentlige debat. De skal tage nogle chancer i stedet for at gemme sig. kommende Fleksuddannelse. Men det er misforstået, mener Goldschmidt og hæver stemmen en anelse: ”Man skal ikke samle dem op, der hverken kan noget, vil noget eller ikke gider arbejde. Det er forkert og ødelæggende for højskolerne. Folk må gerne være underlige – der skal være rummelighed – men det skal være vildskab og ikke dovenskab. Man må gerne være med til at opkvalificere nogen, hvis de vil opkvalificeres. Men grundudfordringen for højskolerne skal ikke være, at man skal motivere de umotiverede. Højskolerne er direkte destruktive, når de italesætter livet som hårdt og anstrengende og svært at klare.”

Problemet med strategien er, at højskolerne risikerer at blive til lossepladser for samfundets svageste, og det gavner hverken dem eller de unge, mener Goldschmidt, der i stedet efterlyser, at højskolerne opdyrker noget, der ikke findes særligt mange andre steder: ”De mere intense rum har vi næsten ingen af – mens vi har rigeligt social massage. Derfor kan højskolerne være helt fantastisk.”

Højskolerne skal være et rum for refleksion og afklaring for de unge, der vil noget. Og højskolerne skal hjælpe dem med at blive socialiseret til ordentlig adfærd og med at finde en retning. Men højskolerne må ikke blive en overklasseghetto; rummet skal forblive åbent. ”Det er meget vigtigt, at man for den enkelte elev arbejder med et åbent løsningsrum i den forstand, at der ikke skal være et facit på, hvor mange algebraiske ligninger, man skal kunne løse efter et højskoleophold. Det er ting, man har undersøgt, det er rejser, man har foretaget med sig selv, som er bundlinjen for et højskoleophold – med sig selv og med andre. Der må meget gerne foreligge en forløbsbeskrivelse. Man må gerne understøtte refleksionen hos den enkelte: Hvad var det for et projekt, jeg kastede mig ud i – og hvorfor viste det sig, at jeg havnede et helt andet sted? For selve refleksionen som kompetence er meget vigtig. Det er en rimelig forventning at have til en højskole: Vi tilbyder et eksperimentarium for dig og dine, så skal du reflektere ved at skrive en laboratorierapport.”

Lars Goldschmidt er tilstedeværende, men dvæler ikke længe ved detaljer.

Således heller ikke ved denne samtale, der slutter en lille time efter at den begyndte. Næste møde står for døren.

Lars B. Goldschmidt Født 1955. Direktør i Dansk Industri. Uddannet kemiingenør fra Danmarks Tekniske Højskole i 1983 og Ph.D. fra samme sted i 1985.

Goldschmidt har været direktør for Arbejdsmarkedsstyrelsen fra 2000 til 2003 og var efterfølgende hos Dansk Handel & Service. I 2005 blev han administrende direktør for Foreningen af Rådgivende Ingeniører og siden 2008 direktør i Dansk Industri.

I 1999 udgav han sammen med Christine Antorini, Henrik Dahl, Jens Reiermann og Signe Wenneberg debatbogen Borgerlige ord efter revolutionen.

debat Bøger

s. 18

Asfaltbondens vækkelsesbevægelse MERE END EN ANMELDELSE Dansk kulturs altmuligmand Poul Henningsen blev sidste år skildret fremragende af Hans Hertel.

Jørgen Carlsen trækker tråde mellem PH og højskolen og al dens væsen af jørgen carlsen, forstander på testrup højskole

Hans Hertel stod sidste år for to banebrydende udgivelser om dansk kulturs altmuligmand Poul Henningsen (PH).

Dels har han skrevet en omfattende biografi, PH, der hviler på et årelangt studium af PH’s mange gøremål. Samtidig udgav Hans Hertel som redaktør en omfattende antologi, hvor en række forskere debatterer PH’s aktiviteter og holdninger og sætter dem i forhold til aktuelle kulturelle dagsordener: Poul Henningsen dengang og nu. Lysmageren i nyt lys.

Hertels PH-biografi er allerede af anmelderne blevet ophøjet til selve standardværket om PH, et must for alle, der vil have indgående kendskab til hans liv og virke. Dermed har den effektivt detroniseret Paul Hammerichs biografi Lysmageren fra 1986.

Med al respekt for Paul Hammerich var det ikke detaljen, der trykkede ham mest. Hans tilgang til stoffet var først og fremmest journalistisk. Han så stort på detaljerne. Her var ikke tale om videnskabelig forskning, men om journalistisk research, der forholdt sig til en deadline. Det skal ikke være kunst.

Det skal være færdigt! Lysmageren er skrevet med let hånd. Hammerich tillod sig nogle åbenlyse friheder og gik hellere efter den gode historie end efter en forstyrrende kompleksitet.

Det er der kommet en underholdende og veloplagt bog ud af, men undertiden

oktober 2013

altså lidt for ekstatisk og veloplagt fabulerende. Hammerichs skildring er ikke ligefrem overbelastet af kildehenvisninger og anden dokumentation.

I visse skildringer flyver Hammerich højt på fantasiens vinger.

Hans Hertel tager i sin bog Hammerich ved vingebenet og giver nogle kostelige eksempler på fantasiens flugt over plankeværket. Hammerich tildeler fx PH hovedæren for roturen mellem Skodsborg og Landskrona, hvor arkitekterne Poul Henningsen og Arne Jacobsen med ægtefæller flygtede fra nazisterne i nattens mulm og mørke. Kendsgerningen var imidlertid, at der var en femte mand i båden – en ung mand, der det meste af tiden stod for årerne. Og Hammerich får fikst anbragt Georg Brandes’ Hovedstrømninger på hospitalsbordet ved PH’s dødsleje.

Det er lige til højrebenet. Det ville det jo være en fuldendt sortie. Så var ringen tilbage til Brandes sluttet. Men bortset fra, at Hovedstrømninger udgøres af 6 bind (altså hvilket bind?), så var PH efter sin indlæggelse så afkræftet, at han ifølge venners udsagn ikke ville ”have været i stand til at læse et billedblad, som han havde det”. Der er tale om et både udokumenteret og tilmed usandsynligt postulat fra Hammerichs side. Hammerich har kaldt sin biografi for en krønike – og det er betænksomt gjort. For begrebet krønike rummer

»

Da Testrup Højskoles grundlægger Jens Nørregaard vendte tilbage efter en længere foredragsturné, blev han mødt med følgende spørgsmål fra sin hustru Elisabeth: ”Nå, fik folk så, hvad de ville have?”

– ”Nej,” lød svaret fra Nørregaard: ”De fik, hvad de trængte til!” alt lige fra historisk beretning til rene skipperskrøner, og dem er der en pæn portion af i Lysmageren. fra kontroversiel til folkekær Ganske anderledes forholder det sig med Hans Hertels værk. Ingen tvivl om, at Hertel nærer en stor kærlighed til og respekt for PH og hans indsats.

s. 19

PH – en biografi Af Hans Hertel Gyldendal 2012 568 sider, kr. 399,-

Poul Henningsen dengang og nu Lysmageren i nyt lys – en debatbog Af Hans Hertel (red.)

Gyldendal 2012 432 sider, kr. 399,-

Men modsat Hammerich er han ikke ude i et mytologiserende ærinde.

Her er ikke tale om en apologetisk helgenbiografi båret af en ukritisk lobhudlende beundring. Hertel leverer en nøgtern og tempereret, kritisk dokumenterende tilgang til sagen. Han har været nede i kildematerialet som ingen anden. Selve fremstillingen består af en række tematiske længdesnit i PH’s omfattende virksomhed inden for design og arkitektur, revy, kulturkamp, demokrati, forbrugerkritik, sprog, politik mm. Temaerne er dog på raffineret vis synkroniseret med en underliggende historisk kronologi.

Der rundes af med en række refleksioner over PH’s efterliv i politik og kulturdebat. Her gør Hertel opmærksom på det overraskende i, at PH, der i levende live var en særdeles omstridt og kontroversiel figur, nu er blevet et ophøjet nationalt klenodie som indbegrebet af dansk frisindstradition. Fra at være dæmoniseret af såvel kommunistiske som borgerlige kredse, optræder han nu i en heltepositur, som bliver tiljublet af store dele af den danske befolkning. Han er ganske enkelt blevet folkekær. De fleste vil hellere end

gerne slås i hartkorn med ham – lige fra Mogens Glistrup over Flemming Rose fra Morgenavisen Jyllands Posten til Søren Espersen fra DF. En markant undtagelse er dog tidehvervsfolkene omkring familien Krarup. Her ses han som det store dyr i åbenbaringen, inkarnationen af antikrist, der nedbryder alt helligt og dyrebart i samfundet og menneskelivet.

Det velgørende ved Hertels PHbiografi er, at fremstillingen hviler på en solid bund af viden og indsigt, som ikke lukker øjnene for de modsigelser, inkonsekvenser og holdningsskift, der optræder hos PH. Dem findes der adskillige af, især hen imod slutningen af hans livsbane. Hans seneste leveår (fra omkrig 1960 og frem til dødsåret 1967) var ifølge Hans Hertel præget af et tiltagende sortsyn, sandsynligvis forstærket af den sygdom (parkinsons), som havde fået tag i ham. PH var i sine sidste år stærkt påvirket af en mondæn kulturpessimisme båret af især amerikanske samfundstænkere som David Riesman (Det ensomme massemenneske, 1953), Robert Lindner (Det blide tyranni, 1956) og Vance Packard (De skjulte fristere, 1957).

rigsvækkeren I denne sidste fase så PH sig først og fremmest som demokratiets vogter.

Demokratiet er ifølge ham ved at drukne i fordummende underholdning og udspekuleret kommerciel manipulation af befolkningerne i de moderne samfund. Faktisk minder hans position meget om Frankfurterskolen i efterkrigstiden, hvor kulturindustri (Horkheimer, Adorno) og repressiv tolerance (Marcuse) skaber en narkotiseret tilstand af forbrugerisme og komfortabel tilpasning til de herskende samfundsmæssige magtforhold (læs: ”systemet”). ”Kloroformering” var PH’s tilbagevendende udtryk om dette fænomen. Inspirationen var her hentet fra førnævnte Vance Packard.

I en situation, hvor demokratiet er på vej ind i en dvaletilstand, skal der selvfølgelig ruskes op i folk. De skal simpelt hen vækkes! Dette vækkelsesmotiv i PH’s samfundskritik har Hans Hertel eminent godt øje for i sin bog.

Mindst tre steder i bogen kaldes PH af Hertel for ”rigsvækkeren”. Motivet er for så vidt gennemgående i hele PH’s virke, men det udsættes for fuldt orkester i slutningen af bogen – både hos

debat Bøger

s. 20

»

Man skal som grundtvigianer vare sig for at sætte lighedstegn mellem begrebet folk og de mere eller mindre formummede meninger og opfattelser, der rører sig i ‘folkedybet’. Eller sagt på en anden måde: et folkestyre eller et demokrati består ikke i, at ‘alle har ret’ for nu at citere undertitlen på Rune Lykkebergs bog om demokrati. Det er ikke nok at have sin egen mening. For ikke alle meninger er lige gode.

oktober 2013

PH og Hertel. Mere end nogen sinde fokuserer den aldrende PH på demokratiets vilkår i Danmark. Temaet går igen i mangfoldige debatindlæg i tale og skrift i begyndelsen af tresserne.

Der er groft sagt to veje til denne tiltrængte revitalisering af demokratiet: pædagogikken og kunsten. fremsynet pædagogik Pædagogikken skal for PH at se gøre op med de traditionelle autoritetsstrukturer og udvikle børnene til selvtænkende og myndiggjorte borgere.

PH fandt sine pædagogiske synspunkter bekræftet i reformpædagogikken og i den antiautoritære pædagogik, der kendetegnede A.S. Neills forsøgsskole ”Summerhill”, og som herhjemme fik sin danske pendant i ”Bernadotteskolen” under ledelse af C.C. Krag-Müller.

Bemærkelsesværdigt nok mente han ikke, at forældrene skulle inddrages i skolearbejdet. De ville for ham at se udgøre en dødvægt, der ville trække i den forkerte retning. Nej, tilrettelæggelsen af skolens liv skulle lægges i hænderne på fremsynede, professionelle fagmennesker, dvs. lærerne.

Besynderligt nok fandt PH heller ikke synderligt behag i den epokegørende ”Blå Betænkning” fra 1959 – og det til trods for, at man her opprioriterede de musisk-kreative aktiviteter i betydelig grad. Ganske langsomt var det, som om han resignerede en kende i troen på pædagogikkens muligheder som platform for en uddybet demokratiforståelse. kunsten som vækkelse Dermed var kunsten det eneste, der stod tilbage som løftestang for demokratiets genrejsning. I 1958 udtaler han ”Kunsten er … i dag vor eneste indgang til et rigere liv.” Nu er kunst som bekendt mange ting. Men for PH var der én ganske bestemt kunstform, der stod i fokus: avantgardekunsten. Det var den moderne eksperimenterende samtidskunst, der fik til opgave at bryde med den komfortable vanetænkning og se på livet og samfundet på nye måder. Avantgardekunsten og kun den! Eckersberg og Lundbye er aldeles betydningsløse og ligegyldige for et nutidsmenneske. Her var PH nådesløs og

urokkelig – så stålsat, at selv en trofast sister in crime som forfatterinden Elsa Gress måtte lægge afstand til ham og betegne hans afskrivning af fortidens kultur som ”provinsialisme i tid.” Hans Hertel har på træffende vis betegnet denne holdning som ”tvangsavantgardisme” – eller ”kunsten som religionserstatning”. Underforstået: Her tager PH tangenten og er på vej ud i de intergalaktiske stjernetåger. folkelig dannelse Men selv om PH slår adskillige skæverter, og der ryger en del finker af panden, så står han tilbage som en ildsjæl i det 20. århundredes danske kulturhistorie. Han var den moderne asfaltbondes mest energiske vækkelsesprædikant. Han var så dedikeret, at teologen P.G. Lindhardt med et krøllet smil sammenlignede ham med en af de frommeste og mest hellige repræsentanter for Indre Mission. Han var i bogstaveligste forstand ”rigsvækkeren” en folkevækker, som ruskede kraftigt op i befolkningen.

Bag PH’s bestræbelser skjuler der sig et bestemt folkelighedsbegreb, som for mig at se ikke bare rummer elementer, der går tilbage til Brandes’ aristokratiske radikalisme. Det har bestemt sin rigtighed og er ofte nok påpeget. PH trækker imidlertid også på den grundtvigske forståelse af folkelighed. Faktisk omtaler han Grundtvig med stadig større varme og tilslutning, jo mere han nærmer sig temaet demokratisk dannelse. Den grundtvigske forståelse af folkelighed er hævet over modstillingen mellem elite og den jævne befolkning. Den er hverken aristokratisk elitær eller plebejisk antielitær. Man skal som grundtvigianer vare sig for at sætte lighedstegn mellem begrebet folk og de mere eller mindre formummede meninger og opfattelser, der rører sig i ”folkedybet”. Eller sagt på en anden måde: Et folkestyre eller et demokrati består ikke i, at ”alle har ret” for nu at citere titlen Rune Lykkebergs bog om demokrati. Det er ikke nok at have sin egen mening. For ikke alle meninger er lige gode. Et folk er nemlig først et folk, når det er myndiggjort og oplyst.

Indtil da er folket blot almue.

Bogkort Som bekendt var det Grundtvigs hensigt med folkehøjskolerne at forvandle befolkningen fra almue til et folk, som med tiden vil være i stand til at udøve selvbestemmelse over egne livsvilkår – altså demokrati. Til gengæld var der for grundtvigianerne ikke nogen modsætning mellem eliten og folket. Eliten var ikke hævet over eller stod over for folket. Den var nemlig selv en integreret del af folket. Når højskolemanden Holger Begtrup udgiver værket Det danske folks historie i det 19. århundrede fokuserer han bestemt ikke på sædeskildringer af den jævne befolknings hverdagskultur i Danmark. Han fortæller tværtimod om alle de store personligheder, der har gjort en forskel i landets historie: Peter Willemoes, Grundtvig, Ingemann, H.C. Andersen, Georg Brandes og mange andre. Det er frontløberne, han fokuserer på.

Men pointen er, at andre skal tage ved lære af dem, og efter bedste evne følge i deres fodspor. I den forstand er de lige præcis foregangsmænd. Begrebet folk rummer en politisk-pædagogisk normativitet i sig. Folk er noget, det tilvejebringes som følge af en myndiggørelse. Og myndiggørelse er et resultat af opdragelse, eller med et andet ord: dannelse.

Da Testrup Højskoles grundlægger Jens Nørregaard vendte tilbage efter en længere foredragsturné, blev han mødt med følgende spørgsmål fra sin hustru Elisabeth: ”Nå, fik folk så, hvad de ville have?” – ”Nej,” lød svaret fra Nørregaard: ”De fik, hvad de trængte til!”

Derfor, når PH mødes med den kritik, at han er smagsdommer, formynderisk og bedrevidende, så kan det alt sammen være rigtigt nok. Kritikken er ikke til at løbe fra. Men pointen er, at det ikke er en specialitet, der er forbeholdt ham eller for den sags skyld de kulturradikale. Den karakteristik rammer også højskolen og al dens væsen – både dengang og nu. Den eneste måde at unddrage sig kritikken på er at være ligeglad og ikke have noget på hjerte. Men så er højskolen jo ikke længere højskole. Eller er der noget, jeg har misforstået?

Hvad læser du? s. 21

samvær ”Samværets pædagogik” er temaet for det nyeste nummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Her kan man bl.a. læse om forholdet mellem undervisning og samvær – i en højskolekontekst. Med bidrag fra Jonas Møller, Silkeborg Højskole, og Rasmus Kjær fra Folkehøjskolernes Forening. kontinuitet Den grundtvigske ”Studenterkredsen” fejrede for nylig 125 års jubilæum. I den anledning udkom en antologi med de bedste artikler – fortrinsvis om teologiske emner - fra kredsens tidsskrift i perioden 1933 til 1997. Kontinuitet og radikalisme er bogens titel. De ældre artikler fra tidsskriftet flankeres af nyskrevne bidrag fra Hans Hauge, Dorthe Jørgensen m.fl. genfødsel ”Thomas opstigen kommer på en måde til at stå i skærende kontrast til højskolens hensygnende miljø,” står der bl.a. på bagsiden af romanen Højskoledage af Hans Winkel, der ifølge forlaget, Historia Forlag, handler om en mand, der har mistet alt, men bliver genfødt på højskolen. /ah

kaare meldgaard lærer på højskolen østersøen og cand.mag. i filosofi med suppleringsfag i antropologi hvad læser du i øjeblikket?

Jeg læser normalt ret mange bøger ad gangen: fagbøger til forberedelse og eftertanke, skønlitteratur til inspiration og nydelse. For tiden læser jeg bl.a.

Robert Macfarlanes The Old Ways om vandring, rejse og landskaber. Jeg har også en digtsamling af Robert Frost, som jeg nyder i små krystalklare glimt: The Road Not Taken. Derudover er jeg lige begyndt at genlæse Prousts På sporet af den tabte tid – inspireret af en lugtøvelse, en af mine kolleger lavede. hvilken bog vil du anbefale dine højskolekolleger?

Til mine kolleger vil jeg anbefale at læse Tomas Espedals fantastiske bog Gå – eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv, som handler om vandring, poesi, oprør, tungsind, ja kort sagt – livet.

Mere velskrevet og rå end landsmanden og vennen Knausgaards monumentale Min kamp. Levende litteratur. hvilken bog har betydet mest for dig?

Den bog, der vel nok har betydet mest for mig, er Kafkas Processen. Jeg læste den, mens jeg havde feber som teenager, og dens klaustrofobiske beskrivelse af afmagt og fremmedgørelse har gjort et uudsletteligt indtryk.

Så stærkt, at jeg stadig er bange for at genlæse den for at ændre ved den oprindelige følelse, læsningen har efterladt mig med.

højskole Højskolen kort

s. 22

Det sker

Presseklip

Tørre tal

2 9 5 4 6708 1

3

lokalpolitikkens relevans Med godt halvanden måned til kommunalvalget tager parti- og kommunalforsker Roger Buch temperaturen på det lokale demokrati. Har vi overhovedet brug for lokalt selvstyre, og er der forskel på en rød og blå borgmester?

Tag forbi Brandbjerg, og bliv klædt på til valget den 17. november.

1. oktober på Brandbjerg Højskole llambias og kunsten at skrive Følg forfatter og rektor på Forfatterskolen Pablo Llambias på litteraturens veje og vildveje, når han gæster Engelsholm. Med udgangspunkt i eget forfatterskab og erfaringer fra lærerog ledertilværelsen på Forfatterskolen foredrager Llambias om kunsten at skrive. Prisen er 100 kr.

9. oktober på Engelsholm Højskole strid om strid Forfatter og tegner Jakob Martin Strid blev omdrejningspunkt i en større strid, da svenskerne i foråret nægtede at genudgive hans børnebog Mustafas kiosk grundet anklager om racisme. ”Jeg gør altså også grin med nordmænd,” var hans svar. Mød Strid på Grundtvigs Højskole. Det koster 50 kr.

22. oktober på Grundtvigs Højskole dronningens dagligdag ”Hvorledes virker hoffet?” spørger Christian Eugen-Olsen. Og heldigvis giver den tidligere ceremonimester gennem 22 år selv svaret på Nørgaards Højskole, når han giver et indblik i hverdagen bag Amalienborgs ellers hermetisk lukkede døre.

31. oktober på Nørgaards Højskole

oktober 2013

”Et højskoleophold kan give nogle lyst til at komme videre ad uddannelsesvejen, og det, synes jeg, bør med i overvejelserne, når der skal laves en fleksuddannelse, som regeringen har bebudet i regeringsgrundlaget.”

Uddannelsesordfører, Lisbeth Bech Poulsen, SF, i P4 Radioavisen d. 4. september ”Jelved har udtalt, at højskolerne har høj prioritet, og at hun gerne havde set, at højskolernes genopretning var kommet med på regeringens finanslov i år. ’Det er stadig noget, jeg gerne vil arbejde for’, som hun sagde. Det gør hun så i dag. Men det bliver ikke fra fleksuddannelsen, højskolernes redning kommer.”

Jacob Fuglsang, uddannelsesredaktør i Politiken d. 3. september ”Jeg har nok lidt mere energi end de fleste andre. Jeg er ikke så meget for at sidde stille.”

Thea Storm Henriksen, underviser på Vejle Idrætshøjskole, om at gennemføre 30 Ironman på 30 dage, i Metroxpress d. 3. september ”Umiddelbart lyder det som en utrolig forkælet position, at vi har alverdens muligheder foran os og ikke kan vælge, men fremtiden fordrer altså engagerede og nytænkende færdiguddannede.

Og det tager tid; en investering, der tjener sig selv ind igen på den lange bane. Men vi tillader ikke livet på den lange bane i øjeblikket.”

Mona Ebdrup, statskundskabsstuderende på Københavns Universitet, i Information d. 2. september

kan det betale sig at annoncere?

Det kan være vanskeligt at svare på.

Succesen af en annoncekampagne kan måles på flere måder. Oplagt er det at måle, hvor mange mennesker, der har set kampagnen. I 2013 har Folkehøjskolernes Forening gennemført en såkaldt outdoor-kampagne under overskriften ”Find det du er god til”.

Den er der mange mennesker, der potentielt har set, viser tal fra kampagneevalueringen. Om den så virker, er en anden sag. eksponering 654.360 personer mellem 15 og 39 år har potentielt set plakaterne på togstationer mv.

1.550.700 passagerer bliver eksponeret i gennemsnit 3 gange pr. uge via skærme i busser og tog.

1.618.950 personer mellem 15 og 66 år har potentielt set de store oplyste plakater i byrummet.

antal danskere, som kan huske, de har set kampagnen i 2013 738.000 personer mellem 15 og 59 år 348.000 personer mellem 15 og 29 år

Kilde: Folkehøjskolernes Forening i Danmark

Nyt med småt

Intet statstilskud

Udsatte unge får succes

Modelfoto

Den nystartede Jyderup Højskole er havnet i en ærgerlig interministeriel, juridisk klemme. For selvom der i øjeblikket holdes højskole på det gamle jagtslot Sølyst, kigger forstander Poul-Henrik Jensen stadig langt efter det statslige tilskud. Det lignede ellers en formsag.

Det manglede tilskud skyldes ejerforholdene omkring slottet, som højskolen købte af Holbæk Kommune for 1 krone med en tilsvarende tilbagekøbsoption i tilfælde af konkurs.

Med denne aftale regnede alle parter med, at lovkravet om, at en højskole skal holde til i selvejede bygninger, var opfyldt. En opfattelse Indenrigsministeriet er enig i. Kulturministeriet derimod afviser aftalen og har meddelt skolen, at bygningerne skal kunne sælges til markedspris. Skolen står derfor magtesløs tilbage, da spørgsmålet skal afklares mellem de to ministerier. ”Det er helt uforståeligt,” siger Poul-Henrik Jensen. ”Ansøgningen om støtte har ligget på Kulturministeriets bord siden september 2012, og alle har været bekendt med modellen i hele forløbet. Jeg mener på ingen måde, at skolen er antastet på sin frihed på baggrund af den. Men vi har endnu ikke modtaget et formelt afslag.”

Skolens bestyrelse har dog fået at vide, at de muligvis skal vente på den nye højskolelov, som gør det muligt at drive højskole i lejede bygninger, før de ser en eneste statskrone. ”Det er absurd, at vi skal forholde os til en fremtidig lov. Vi handler jo i tillid til den nuværende lovgivning,” slutter Poul-Henrik Jensen. /jl

I Randers Kommune har de stor succes med at hjælpe udsatte unge videre i tilværelsen ved at tilbyde dem et højskoleophold.

Det startede tilbage i 2009, hvor Arbejdsmarkedsudvalget bevilligede 1 million kroner til at sende unge på højskole. Et tiltag, som var led i kommunens forebyggende indsats over for unge, der havde udsigt til at havne på kontanthjælp. Et tiltag, der viste sig som så god en idé, at Arbejdsmarkedsudvalget i februar godkendte en årlig bevilling på 300.000 kroner. ”Siden februar 2012 har vi sendt tolv unge af sted,” fortæller Annette Holm fra Ungdommens Uddannelsesvejledning i Randers. Selvom der altså endnu ikke er det store grundlag at evaluere på, beskriver hun forsøget som en klar succes på den korte bane: ”Én afbrød opholdet efter kort tid, men af de elleve resterende er kun to på kontanthjælp i dag. Fire er startet på en uddannelse, tre har ønsket en periode på arbejdsmarkedet, en går på produktionsskole, mens den sidste fortsætter på et selvbetalt højskoleophold.”

Udover for kommunen rent faktisk at være et billigere alternativ til kontanthjælpen har højskoleopholdene særligt givet de unge tro på egne evner.

De fortæller således, hvordan det at indgå på lige fod med andre unge i en social sammenhæng også har haft stor betydning for deres robusthed og selvværd. /jl

Højskolefødselsdag I Snoghøj Højskole fylder 100 år d. 5. november. Og det skal fejres med manér.

Skolen er godt i gang med en ti ugers arrangementsrække, hvor et nyt årti belyses hver uge. Derudover udgives bogen Højskolen Snoghøj i 100 år skrevet af Finn Slumstrup, Klara Korsgaard og Torben Egeris, ligesom Egeris i samarbejde med Niels Brunse har skrevet en ny højskolesang: At vide er at vokse. Jubilæet markeres også med en ceremoni på selve dagen, mens der den 9. november afholdes stor fest med sang, dans, mad og masser af musik.

Højskolefødselsdag II 2013 er i det hele taget de runde fødselsdages år på højskolefronten. Således fyldte Luthersk Missionsforenings Højskole 90 år den 6. maj – en mærkedag, skolen dog først fejrede sidst i august. Her afholdtes et elevstævne med omkring 300 deltagere.

Højskolefødselsdag III Også Brande Højskole rundede et skarpt hjørne i år. 20 lys var der i kagerne, da skolen inviterede til fødselsdagsfejring og ”store lagkagedag” i slutningen af august.

Vestjysk æblemost Vestjyllands Højskole vil fra næste efterår hjælpe det vestjyske opland til hjemmepresset æblemost. Skolen har således fået bevilget 54.000 kroner fra Miljøministeriets pulje til Grønne Ildsjæle til indkøb af to mobile æblepressere. Presserne vil blive monteret på en særlig trailer, så skolen kan tage rundt til pladser og torve og presse de lokales høst.

Fra højskole til hotel Bygningerne, der tidligere dannede rammerne for Esbjerg Højskole, skal nu huse et hotel og et konferencecenter. Det er Esbjerg Kommune, som har besluttet at udleje størstedelen af bygningerne. Esbjerg Højskole – oprindeligt Arbejderhøjskolen i Esbjerg – lukkede i 2012.

s. 23

højskole HB undersøger

s. 24

Er højskolerne globale nok?

ANALYSE Kulturministeren mener, at højskolerne i højere grad skal arbejde med global bevidsthed og internationalt perspektiv. Det gør vi allerede, lyder det fra højskolerne af kat. sekjær

marianne jelved udtalte i august til politiken, at højsko lerne svigter i forhold til de udfordringer, samfundet står over for.

Som kulturminister ønsker hun, at den demokratiske dannelse bevæger sig ud over det ganske danske og ses i sammenhæng med at globaliseringen er en realitet. I Foreningen for Folkehøjskolerne i Danmarks vedtægter står der imidlertid allerede, at foreningen skal bidrage til skolerne og medlemmernes engagement i internationalt arbejde.

Kulturminister Marianne Jelved forklarer, at højskolerne skal have for øje, hvad der er vores tids eksistentielle udfordringer: ”Med afsæt i de overvejelser må højskolerne udforme den demokratiske dannelse, der bereder mennesker til at leve i en globaliseret verden som verdensborger og samtidig have udgangspunkt i det nationale demokrati, historie og kultur, så vi ved, hvorfra vi kommer.”

På spørgsmålet om, hvad ministeren mener, højskolerne skal gøre for i højere grad at imødekomme ønsket om et globalt perspektiv, svarer Jelved: ”Det må hver højskole selv vurdere med udgangspunkt i skolens værdisæt.

oktober 2013

Der er jo ikke én, men mange måder at løse den opgave på. Det må være vigtigt, at højskolens elever kan se sig selv som både en del af det nationale og af det europæiske fællesskab. Vi er også europæere, og vi er i et globalt fællesskab, der skal løse klimaproblemer, ressourceproblemer, fattigdomsproblemer, og som har brug for et internationalt retssamfund.”

Det internationale aspekt omfatter både Europa og den øvrige verden, forklarer Marianne Jelved: ”Jeg ser tre demokratiske niveauer: Det nationale, det europæiske og det globale. Vi er både borgere i nationalstaten Danmark, i den europæiske union og i verden som sådan.” højskolerne på forkant Torben Smidt Hansen er forstander for Vallekilde Højskole, der har en stor gruppe internationale elever. Han mener, at Jelved har fat i en relevant kritik, om end han finder den en smule overdrevet: ”Jeg er enig med Jelved i, at det er en vigtig opgave for os, og jeg lever fint med, at hun giver den gas for at få budskabet ud, men langt de fleste højskoler er, så vidt jeg kan se, i fuld

gang med den udadvendte aktivitet, som hun ønsker.”

Torben Smidt Hansen fremhæver, at højskolerne ikke giver karakterer og point som andre uddannelsesinstitutioner, men netop giver eleverne netværk og oplevelser, både når det gælder verden lige uden for døren såvel som mere globale udfordringer: ”Da forårsholdet på Vallekilde Højskole tog hjem i år, havde de både været med til at påvirke samfundet omkring os i Odsherred og til at bidrage til udviklingen af unges initiativer i Mellemøsten. Lige nu er vi 19 nationer samlet i to uger på højskolen i samarbejde med Ungdommens Røde Kors, og i morges sang vi den festsang, der er lavet til 50 års jubilæet for Ugandas selvstændighed. Det gør vi for at give vores elever et globalt udsyn og muligheden for at få et netværk af unge fra hele verden,” forklarer Torben Smidt Hansen og tilføjer, at det er noget, eleverne kan bruge, når de skal ud at rejse og noget, de får brug for, når de starter i en internationaliseret uddannelsesverden. Derfor er han enig med Marianne Jelved i, at det er en vigtig opgave for højskoler: ”Vi skal være et springbræt til hele verden og give eleverne mulighed for at se deres eget liv og deres muligheder i et globalt perspektiv,” slutter han. kulturmødet udfordrer Også Søren Launbjerg, forstander for Den Internationale Højskole, glæder sig over, at ministeren har levende visioner for og idéer til højskolernes virke og fremtidige arbejde: ”Med Marianne Jelveds indgående kendskab til – og engagement i – højskolebevægelsen og de frie skoler er jeg sikker på, at hun til hver en tid vil både acceptere og påskønne, at de forskellige skoler har forskellige tilgange til det internationale. Jeg tror med andre ord ikke, at hun vil trække noget ned over hovederne på højskolerne.”

Ifølge Søren Launbjerg findes der ikke en bedre måde for os som danskere at definere dansk identitet og danske værdier på end netop det aktive og åbne møde med andre kulturer og det engagerende arbejde med fælles globale udfordringer:

”Det globale perspektiv i den demokratiske dannelse, som højskolerne er forpligtet på, står ikke i modsætning til det grundtvigske, men er efter min mening en helt naturlig videreudvikling i vor tid og udelukker på ingen måde, at vi på højskolerne også i høj grad beskæftiger os med dansk kultur og historie,” mener Launbjerg.

Højskolen som monokulturel enklave går han ikke ind for. Tværtimod fremhæver Søren Launbjerg, at højskolen er for alle: Det er sundt, at højsko-

»

Jeg tror ikke, vi skal målrette vores indsats til særlige emner som fattigdomsbekæmpelse eller Europa, som ministeren er inde på. Vores unge skal nok selv finde ud af, hvor de vil bruge deres energi, og hvordan de vil udvikle den verden, de er på vej ud i.

- torben smidt hansen leeleverne repræsenterer forskellige kulturer, sociale lag og har forskellige uddannelsesmæssige baggrunde. Dog kræver kulturmødet på højskolerne pædagogisk tilrettelæggelse og udfordrer blandt andet skolernes praksis i forhold til undervisningssprog. Derfor skal der aktivt tages stilling og findes løsninger på den enkelte skole, forklarer han: ”Kulturministeriet har fra og med 2013 stillet stipendiemidler til rådighed for ikke-danske elever på højskolerne, og ministerens udmeldinger omkring det globale perspektiv på højskolerne går fint hånd i hånd med dette initiativ.”

Begge forstandere mener, at deres skoler lever op til ministerens ønsker om et aktivt engagement og deltagelse i verdenssamfundet. At målrette indsatsen til specifikke emner ser Torben Smidt Hansen ingen grund til: ”Hvert år gør vi flere tusinde unge nysgerrige på hele verden og giver dem lyst til at skabe forandringer. Jeg tror ikke, vi skal målrette vores indsats til særlige emner som fattigdomsbekæmpelse eller Europa, som ministeren er inde på. Vores unge skal nok selv finde ud af, hvor de vil bruge deres energi, og hvordan de vil udvikle den verden, de er på vej ud i. Hvis vi har været gode nok til at tænde op under dem og involvere dem i verden uden for undervisningslokalerne, gør vi noget, der er alt for lidt af i det øvrige uddannelsessystem. Det, er jeg glad for, at ministeren kan se, er noget helt unikt for højskolerne.”

samarbejdet kan styrkes Søren Launbjerg understreger, at mange skoler allerede aktivt og på forskellig vis arbejder med globale temaer.

Han fremhæver endvidere FFD’s strategi, hvori det internationale arbejde indgår som et centralt element. Der er altså fodslag blandt højskolerne omkring prioritering af det globale: ”Samarbejdet mellem højskolerne kan bestemt styrkes, og man kan sagtens forestille sig flere internationale initiativer højskolerne imellem.

Generelt fornemmer jeg stor villighed til dette fra såvel lærere som forstandere,” siger Launbjerg og nævner en lang række internationale projekter, der som fællestræk både har involveret højskolerne og bidraget til forandring lokalt såvel som globalt: ”Denne slags store koordinerede projekter er gode og skaber værdifulde kontakter skolerne imellem. Men i mindre målestok vil kontinuerlig, konkret vidensdeling og udveksling af idéer mellem højskolerne være gavnligt. Min fornemmelse er, at den dybe tallerken dagligt opfindes ude på skolerne, og at en sammenfatning af gode initiativer og idéer i et globalt idé-katalog kunne udarbejdes til stor gavn for den enkelte skole.”

s. 25

højskole Tæt på

s. 26

Vi er ikke tyskere,

REPORTAGE På Den Internationale Højskole i Helsingør, IPC, skaber højskolekulturen unikke rammer for mødet mellem folk fra hele verden.

To tyske elever fortæller om deres vej til IPC og det særlige ved at være tysk i et internationalt miljø på en dansk højskole af jeppe langkjær foto: jakob bonde rasmussen

”her er så mange mennesker fra hele verden: brasilien, mexico, japan, kina og usa.Vi er i Danmark, men vi kunne i virkeligheden være hvor som helst,” fortæller Victoria Fechner, tysk elev på Den Internationale Højskole. Hendes landskvinde og medelev Amelie Scupin nikker samtykkende. For ingen af de to spillede det en særlig rolle, at IPC har adresse på Montebello Allé 1, 3000 Helsingør, Danmark, da de besluttede at bruge efteråret netop her.

Og dog. De er nemlig begge to pinligt bevidste om, at de befinder sig et helt særligt sted. Et sted, der kun findes i Danmark, og som højst sandsynligt slet ikke kunne eksistere andre steder. flere veje til danmark Vi sidder over for hinanden på en grønmalet bænk-med-bord foran skolens Lecture Hall. Det daglige Morning Fellowship er lige slut. Her var miniforedrag om Bjørnvig, Blixen og Louisiana, invitation til lørdagens japanske kulturaften og dagens nyheder fra den vide verden. Alt sammen gennemsyret af den særlige og ofte ubeskrivelige højskoletone.

Men hvordan er to tyske piger fra

oktober 2013

henholdsvis Bielefeldt og Saarbrücken havnet ved denne bænk en fredag formiddag, hvor solen blænder med en skarphed, der varsler efterårets komme? For både Victoria og Amelie var muligheden for at prøve sig selv af, inden de skal starte på universitetet, tillokkende. Deres veje til IPC er dog vidt forskellige. ”Min storesøster fortalte mig, at der fandtes højskoler. Jeg blev straks interesseret og foretog så en masse research, da jeg gerne ville vide mere.

Jeg følte, at jeg havde brug for at udvikle mig mere, inden jeg starter på universitetet. Jeg har rejst meget, men jeg havde brug for noget mere struktureret og for intellektuelle udfordringer. Så for mig handlede det mest om de forskellige fag i starten, fordi jeg primært havde min viden fra hjemmesiden og i bund og grund ikke vidste noget om IPC,” siger Amelie, der også var elev den sidste måned på forårsskolen og nu er vendt tilbage.

Victoria tager over: ”Jeg læste om IPC i det tyske magasin Glamour for nogle år tilbage. Artiklen handlede om et par, som havde været her. Skolen blev beskrevet som et sted for alle, og det var det, jeg ledte efter. At det lige var Danmark betød ikke så meget. Jeg

havde aldrig været i Danmark, før jeg kom her.” ”Danmark har aldrig spillet en rolle tidligere. Jeg har altid tænkt på Danmark som et land i forlængelse af Tyskland - fx i modsætning til Norge, Sverige eller Finland. Uden dog at tænke særligt meget over det. Jeg forventede ikke nogen reelle forskelle i forhold til Tyskland, da jeg ankom,” supplerer Amelie.

Særligt én forskel har de to tyskere dog bidt mærke i. ”Danskerne er virkelig stolte af deres land. I kan vise det. ’Vi er det lykkeligste folk på jorden, og dette er det bedste sted.’ Det ville man aldrig sige i Tyskland,” siger Amelie. ”Ja, som tysker lægger man virkelig mærke til, hvordan det danske flag er overalt,” forklarer Victoria. dansk ramme med globalt indhold Trods manglen på de store samfundsmæssige forskelle mellem det tyske faderland og den lille nabo mod nord, er både Amelie og Victoria overbeviste om, at højskolen aldrig kunne slå rod og blive et udbredt fænomen syd for Kruså.

Victoria bekræfter i den forbindelse en typisk dansk fordom: ”Tyskerne er alt for strikse og strenge. Der er ikke den samme afslappethed, som dette sted kræver.” Amelie følger op: ”I Tyskland skal alting have en pointe, et mål. At være her er ikke på samme måde målsøgende. Jeg får ikke noget ud af det som sådan, intet bevis på dit og dat. Alle mente, jeg skulle på universitetet her til oktober, men jeg havde brug for noget andet. Folk pressede mig til at komme i gang.”

Derfor nyder de begge det på en gang uformelle og udfordrende miljø på IPC. ”Jeg har brugt et halvt år på en skole i New Zealand, men jeg følte mig meget begrænset. Jeg var en dygtig elev, men jeg kom ikke til undervisningen, fordi jeg ikke rigtig kunne se poin-

bare mennesker ten. Det handlede mere om at lære fakta end om at udvikle sig. Derfor var mit mål med at komme her at få mere at vide mere om mig selv. Jeg har brug for at afsøge forskellige interesser og finde ud af, hvad jeg virkelig kan lide. I mine øjne giver højskolen præcis disse muligheder. Og så tilbyder IPC mange forskellige fag. Det er virkelig muligt at udfordre sig selv ved at kaste sig ud i noget nyt,” fortæller Amelie.

Victoria vender tilbage til det globale møde – for kombinationen af højskolepædagogikken og et internationalt elevhold resulterer i nye og værdifulde indsigter. ”Som sagt betyder det meget for mig, at der er folk fra hele verden. At møde andre forståelser af samfundsmæssige sammenhænge og at udfordre mine egne meninger og opfattelser. På den måde lærer jeg både at forstå verden og mig selv bedre på samme tid. Eleverne skaber virkelig undervisningen her. Der er så mange forskellige perspektiver.”

Og en helt særlig menneskelig erfaring ifølge Amelie: ”I starten vælger man sine venner – dem, der ligner én selv. Men som tiden går, forstår man, at vi er en stor familie, og at selvom

folk er helt forskellige, lærer man at sætte pris hinandens forskelligheder.

Fordommene forsvinder lige så stille.

Man lærer virkelig at forstå andre opfattelser og at respektere dem. Her er der ikke noget normalt. Der er ikke noget cool eller uncool. Du behøver ikke lade som om. Du kan være, hvem du er. På den måde betyder det ikke noget, at vi er tyskere i Danmark. Vi er bare mennesker.”

»

Danskerne er virkelig stolte af deres land. I kan vise det. ’Vi er det lykkeligste folk på jorden, og dette er det bedste sted.’ Det ville man aldrig sige i Tyskland.

- amelie scupin, elev på ipc

s. 27

Den Internationale Højskole IPC blev grundlagt i 1921 af Peter Manniche. Formålet er at fremme international og interkulturel forståelse.

Undervisningen på IPC omhandler en række globale emner og fag som globalt medborgerskab og global udvikling og politik.

Skolen har seks kerneværdier: respekt og åbenhed, ligestilling, demokratisk dannelse, respekt for liv og ikke-vold, fællesskab og socialt ansvar samt bæredygtighed.

Både undervisere og medarbejdere er ligesom eleverne fra hele verden, fx Australien, Bangladesh, Kina, Tjekkiet, Ghana, Irland, Mexico, Sverige, Etiopien, Frankrig, Ungarn, Island, Indien, Iran, Italien, Japan, Kenya, Korea, Nepal, Peru, Filippinerne, Polen, Rumænien, Rusland, Slovenien, Sri Lanka, Tunesien, Uganda, USA, Usbekistan, Vietnam og Zambia.

debat Interview

s. 28

Akkari møder højskolen INTERVIEW Ahmed Akkari blev kendt, da han tog til Mellemøsten for at opildne til fordømmelse af Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammed. For nylig stod Akkari offentligt frem og erklærede, at han har fortrudt sine handlinger.

For fremtiden vil han arbejde for mere demokrati og større forståelse blandt mennesker. Særligt er Grundtvig en inspirationskilde til hans nye opfattelse af verden af kat. sekjær Hvilke af Grundtvigs tanker har fanget dig og hvorfor? ”Jeg blev fascineret af sætningen ’menneske først – kristen så’. Den blev vigtig for mig i min søgen og bedømmelse af dogmatik i tro. Det er også en af Grundtvigs holdninger, at troen skal være folkelig; altså færre dogmer, mere fællesskab og deltagelse – og friheden til at diskutere.”

Hvordan kan Grundtvig bruges i dag? ”Jeg ved, at jeg kan bruge hans tanker.

Manden gjorde jo noget for folkets indflydelse på kirkelivet. Han så en mulighed for accept af forskellighed i fællesskab. Det blev enormt betydningsfuldt for kirken i Danmark. Jeg vil, at muslimer skal blive mere folkelige og åbne over for fx kristne, men også at de selv skal lære traditionen med åben debat og folkeoplysning.”

Hvad betyder folkelighed, oplysning og demokrati for dig? ”Folkelighed er fx folkets medbestemmelse over for eliten i kirken. Hvis nogen tro kunne ruge disse tanker, så

oktober 2013

Polfoto

er det den muslimske, der bør lære af grundtvigianere at kræve mere indflydelse. Muslimerne er jo en del af Danmark, og det nytter ikke, at de ikke aner, hvem Grundtvig er, eller hvilke folkelige bevægelser, der fandt sted i 1800-tallet. Oplysningen er så central, at den også skal dække folk med en anden tro, og det sker altså ikke i dag.

Nok er Danmark sekulær, men med en kristen tradition. Det nytter ikke, at alle går til det kristne ud fra egne religiøse tekster alene. Der skal ske en dialog og en dyb samtale, åben og fri.

Det kan højskolerne være med til at danne ramme om. Demokrati bygger på oplysning og på folket.”

På hvilken måde kan højskolerne spille en aktiv rolle samfundsmæssigt? Ligger der en nøgle gemt hos højskolerne, der kan få unge på vej ud i ekstremisme til at få et mere nuanceret verdensbillede? ”De færreste muslimer kan skelne en højskole fra en produktionsskole. Højskolerne skal yde en større indsats for at nå ud på den rigtige måde. Og der har jeg faktisk et forslag: Hvad med

at lave arrangementer, hvor folk fra fx sprogskoler eller samfundshold for indvandrere bliver inviteret eller får mere kontakt med højskolerne? Der er også de muslimske lokalbeboere i særlige dele af landet, der ikke rigtig har haft fornøjelsen af et fælles højskoleophold med andre. Dét er også en mulighed. Det kræver måske lidt modificering i højskolernes selvopfattelse – måske skulle de fra højskolernes side, med al respekt for kundskaben, genlæse Grundtvigs ’Frihed for Loke såvel som for Thor’. Måske burde de også genlæse Kristen Kold og beskæftige sig med det pædagogiske omkring samtalen. Med andre ord skal højskoler oplyse bredere folkeligt om sig selv til ikke-kristne. Det er sjældent, at muslimer tager på højskoleophold eller selv skaber fællesskaber med ikkemuslimske danske borgere, så sådanne fælles miljøer vil tjene et godt formål.

Jeg savner det fællesskab, der kan binde folk med muslimsk tro sammen med kristne religiøse.”

Uenig?

Giv din mening til kende på bloggen: www.hojskolebladet.dk

Ville det tjene folkeoplysningen og demokratiet til ære, hvis man for eksempel oprettede højskoler, der tog afsæt i islams værdier, ligesom en del højskoler bygger på et kristent fundament? ”Ja og nej… Du ved; højskoler bygger nu engang på et kristent grundlag – især ifølge samme Grundtvig, ikke?

Så lad det være, som det er. I stedet kunne man skabe flere tværreligiøse fællesskaber; altså dialoger, debataftener og ophold, som gør det muligt for folk med muslimsk baggrund at komme og deltage aktivt. Det kræver lidt overvejelse, men det er ikke umuligt. For det første, fordi muslimer tit holder sig fra kontakten til det kristne for ikke at ende med en religionsstrid eller mission. For det andet, fordi kristne på højskoler også kommer der for deres egen skyld og selv har meget at skulle opleve og lære om deres baggrund – nemlig det kristne – og så bliver det jo en stor mundfuld også at skulle i dialog med muslimerne. Vi kan håbe, at det kunne blive to fællesskaber med forskellig baggrund, som

»

Jeg vil, at muslimer skal blive mere folkelige og åbne over for fx kristne, men også at de selv skal lære traditionen med åben debat og folkeoplysning. går sammen om fælles oplevelser med gensidig respekt. Jeg synes, at man skulle lave et pilotprojekt over et par år. Muligvis kan nogle fra religion.dk eller Islamisk-Kristent Studiecenter være gode til at komme med idéer og bidrag. Men i sidste ende er det folket, der skal deltage; altså almindelige muslimer og ikke akademikere.”

Klummen

@ debat s. 29

af bente dalsbæk, timelærer i journalistik og medier på borups højskole københavn.

Tid til at undre sig ”Voffer dé?” spørger rumpenisserne gang på gang i Astrid Lindgrens historie om Ronja Røverdatter. Selvom de er rumpenisser, får de mig til at tænke på, at det at undre sig er en ret grundlæggende menneskelig evne, og at muligheden for at kunne gøre netop dét er en af de fineste gaver, vi frie mennesker har fået.

Andre steder i verden anses det at undre sig over, hvordan ting hænger sammen, som en mulig ansporing til kritik over for det bestående, hvorfor det skal undertrykkes fluks. Som fx den lille dreng, født under fjernere himmelstrøg, der undrede sig over, at solen skinnede i den naboby, han lige havde besøgt, mens det nu regnede i hans egen by. ”Hvorfor det?,” spurgte han sin bedstemoder og indkasserede på stedet en lussing for at have sat spørgsmålstegn ved, hvad Gud nu havde besluttet om et differentieret vejrlig i omegnen. Ikke undre sig, ikke stille spørgsmål, ikke kritisere. Bare acceptere.

Herhjemme må vi gudskelov gerne undre os, og højskolerne er vigtige her, for de giver os mennesker tid til at bruge vores demokratiske vuggegave og undre os over verden. Tid til at spørge som rumpenisserne: ”Voffer dé?” Spørge verden eller os selv. Som min elev, der vendte tilbage fra en undre-opgave, sagde: ”Jeg brugte al tiden på at undre mig over, hvad jeg skulle undre mig over.” Den undren var såmænd også godkendt. For han havde netop undret sig.

folk og elite ”Eliten er en del af folket. Hvad skulle den ellers være? Ja, det kan godt lyde som om, eliten er i elfenbenstårnet, når man følger debatten på hojskolebladet. dk. Men eliten er jo til daglig blandt alle andre, der ikke er i noget tårn, men i en hård og arbejdsom dagligdag.

Eliten lever jo ikke isoleret, men har en særlig forpligtelse til – qua dens lange uddannelse – at sætte sig selv i spil i forhold til resten af folket med sin viden og indsigt.”

Karin Mette Pedersen i debatten om Rønshovedgruppen på hojskolebladet.dk finanslov ”Højskolerne hjælper hvert år mange unge tilbage på uddannelsessporet.

Der skal mange aktører på banen, hvis regeringens målsætning om, at 95% af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, skal nås.

Tilfør højskolerne penge – det lønner sig! Regeringen har brug for at indfri sine løfter. De tre år, hvor højskolerne skulle bespares, er gået!”

Vita Andreasen om regeringens finanslovsforslag på facebook.com/hojskolerne lego og højskolerne ”Det er fordi, man kan lege og lære på samme tid – både med LEGO og på højskoler. Det ekstra fede ved højskoler er så, at dem man leger med svarer igen.”

Lars Andreassen om hvorfor højskolernes omdømme er næsten lige så godt som LEGO’s, på facebook.com/hojskolerne

højskole Navne

Navne med småt

aktuelt: s. 30

Redningsmand til Ribe Efter en tid på oprørt hav har bestyrelsen for Ungdomshøjskolen ved Ribe nu fundet kaptajnen, der atter skal føre skolen sikkert i havn. Niels Henrik Jermiin Nielsen er således ansat som ny forstander pr. 1. oktober.

Den 49-årige jyde stiftede første gang bekendtskab med højskolen som elev på Rødding Højskole og har siden ad flere omgange lagt vejen forbi højskoleverdenen – dels som lærer på Seniorhøjskolen, Nørre Nissum og dels som konsulent for Rødding Højskole. Derfor var han heller ikke i tvivl, da stillingen blev slået op: ”Det var en nem beslutning at søge jobbet. Jeg har altid ønsket at slutte min karriere som højskoleforstander.”

Niels Henrik kommer til Ribe med en bred erfaring og nye idéer. Med en baggrund fra statskundskab har han arbejdet med demokratiudvikling i Kosovo og konfliktløsning på Sri Lanka, ligesom han også har været spindoktor

for tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard. Og der blæser også allerede friske – og med tiden forhåbentlig mildere – vinde over Ribe. ”Skolen har før kørt med tre linjer, og det ændrer jeg til fem faggrupper. Det bliver fortsat med musik, friluftsliv og kunst, men jeg tilføjer linjerne ’Globalt udsyn og indblik’ samt ’Livets værktøjskasse’. Jeg ser frem til at starte det hele op fra bunden, og jeg er sikker på, at ungdomshøjskolen går en sund fremtid i møde,” fortæller den nye forstander.

de navnkundige - v. dieter paul küssner

En ansvarsfuld kæmper Under en gylden gravsten ved Aventoft kirke i Sydslesvig ligger en højskolelegende: højskolemanden, kunstkenderen, forfatteren, Sydslesvigs folkelige varde i grænselandet Niels Bøgh Andersen (1908-1991). Gravmindet viser Jakobs kamp med englen, for under stenen ligger én, der kæmpede for menneskets ret til et myndigt og ansvarligt liv.

Den sværeste kamp var uden tvivl Bøghs deltagelse i 2. verdenskrig.

Krigens gru med dens få nådestunder af menneskelig godhed prægede Bøghs højskoleliv, forfatterskab og foredragsvirksomhed, så mødet med ham gav livsmod og troen på et fuldgyldigt liv.

Som forstander for Jaruplund Højskole (1954-72) formede og inspirerede Bøgh

oktober 2013

en hel generation til både nærhed og ansvar over for hjemstavnen Sydslesvig uden at miste udsynet til den store verden. En verden, der også omfatter respekt for ens tyske nabo, uanset om man bor nord eller syd for grænsen.

Bøghs evner som forstander var samtalens nådegave, hans polyhistoriske viden, en menneskelig følsomhed foruden en sans for kunstformidling, der løftede den enkelte til medleven og skærpede sansen for livets skønhed. Og som korrektiv til for megen følsomhed hørte hårdt fysisk arbejde i højskolens have. Lønnen blev omsat til en rejse ud i verden. Den verden som Bøgh ønskede, at højskoleeleverne skulle leve i – myndigt og ansvarligt.

Jubilæum Ægteparret Tove og Gunnar Jensen kunne i august fejre 25 års jubilæum på Rønde Højskole og Efterskole, hvor Gunnar altså nu i et kvart århundrede har undervist i fag som biokemi, mikrobiologi og idræt, alt imens Tove har holdt skolen ren og pæn. Tillykke herfra.

Pension Mere nyt fra Rønde Højskole og Efterskole, hvor forretningsfører Ejvind Johansen efter 22 år på posten lod sig pensionere i august. Ejvind har således arbejdet under syv forstandere i, hvad han betegner som ”de bedste år i mit arbejdsliv”.

Ny viceforstander i Vejle Lars Olesen, der har været lærer på Vejle Idrætshøjskole siden 1998, er grundet en stor elevtilslutning overgået til en nyoprettet stilling som viceforstander. Lars vil fortsat undervise ved siden af sine nye ledelsesopgaver.

Ny formand i Løgumkloster Gårdejer Jens Kragh blev valgt som ny formand for Løgumkloster Højskole, da bestyrelsen konsituerede sig i midten af september. Han afløser dermed Wolfgang Dibbern. Ved samme lejlighed blev Lena Jochumsen ny næstformand.

Ny forkvinde for Grænseforeningen?

Mette Bock, medlem af Folketinget for Liberal Alliance, har på Grænseforeningens bestyrelses opfordring sagt ja til at stille op som formand for foreningen ved valget til maj næste år. Dermed ser hun ud til at skulle afløse Finn Slumstrup, hvis folkeoplysende linje hun ønsker at fortsætte. Det kan desuden nævnes, at Mette Bock allerede sidder i Testrup Højskoles bestyrelse, ligesom hun er en del af nærværende blads eksterne redaktionsgruppe.

Nyt fra FFD

Foreningens kurser

Redigeret af Folkehøjskolernes Forening i Danmark 2013

Nyt fra bestyrelsen FFD’s bestyrelse har på sit møde den 29/8 konstitueret sig som følger: Helga Kolby Kristiansen, formand, valgt på årsmødet Jacob Kjærsgaard Mortensen, næstformand Lov- og økonomiudvalg: Ole Wille (udvalgsformand), Helga Kolby Kristiansen, Arne Garbøl og Ivan Jeppesen Pædagogisk udvalg: Vibeke Hundborg (udvalgsformand), Helga Kolby Kristiansen, Jacob Kjærsgaard Mortensen og Arne Garbøl Informationsudvalg: Stig Kaufmanas (udvalgsformand), Peter Sebastian Pedersen og Ulla Knudgaard Fisker

Effektundersøgelse FFD har fået lavet en ny effektundersøgelse, der viser, at unge, der er faldet fra en ungdomsuddannelse, har markant bedre chance for at komme i gang igen, hvis de har været på et højskoleophold. Samlet set forøges chancerne med 17% – for erhvervsuddannelser er det sågar 25-30%. Hele rapporten kan læses på www.ffd.dk/information/aktuelt Højskolepædagogisk midtvejsseminar Den 7. november afholder FFD åbent midtvejsseminar på Brandbjerg Højskole som en del af Højskolepædagogisk Udviklingsprojekt (HUP).

HUP er et af de største fællesprojekter i foreningens historie, og selve arrangementet er åbent for alle ansatte på alle højskoler. Formålet er at styrke den fælles bevidsthed om, hvad højskolepædagogisk praksis er og at placere højskolernes stemme centralt i den pædagogiske debat. På seminaret skal alle være med til at videreføre erfaringerne fra en lang række pædagogiske dage på højskolerne, ligesom en ny undersøgelse af elevernes møde med højskolepædagogikken bliver præsenteret.

Læs mere om program og tilmelding her: www.ffd.dk/kurser

29. oktober Vejledertræf - højskolevejledning i praksis Vejle Idrætshøjskole 7. november Midtvejsseminar for højskolepædagogisk udviklingsprojekt (HUP) Nørgaards Højskole

7. - 9. november Frie Skolers Fællesmøde Gymnastikhøjskolen i Ollerup 12.-13. november Sekretær- og forretningsførerkursus Nørgaards Højskole 28.-29. november Forstandermøde Egmont Højskolen 5. december Kursusdag for viceforstandere og souschefer Højskolernes Hus

2014 19.-20. marts Informationsseminar og netværksmøde: Digitalisering i undervisningen Sted oplyses senere April Kursus for nye forstandere Dato og sted oplyses senere 22.-23. maj Årsmøde og generalforsamling Gymnastikhøjskolen i Ollerup

Se mere på www.ffd.dk

Højskole-tatovering produceret til Folkemødet og kommende events.

s. 31

HØJSKOLERNES HUS - Nytorv 7 - 1450 København K

s. 32

Styrk dine elevers lyst og aktive læring Brug én dag på at få metoder, der inkluderer og motiverer dine elever i undervisningen.

Styrk din pædagogiske praksis ved at lære de metoder, Mellemfolkeligt Samvirke anvender til at engagere flere tusinde unge om året. Vi tilbyder endagskurser til lærere i innovation, motivation og projektskabelse. Kurserne indfører dig i metoder og læringsprocesser, der hjælper dig til at tage udgangspunkt i dine elevers virkelighed og interesser, når du underviser.

På kurserne afprøver du metoderne, så du er klar til at implementere dem i din undervisning dagen efter. Se vores efteruddannelsestilbud her: www.ms.dk/kurser/laerere Vi vil også gerne give dine elever en oplevelse af vores faglighed og metoder i praksis.

Derfor tilbyder vi faglige studieture i København – men vi kommer også gerne på besøg hos jer.

Læs mere og kontakt os for et specifikt tilbud til jer: www.ms.dk/kurser/skoleklasser

oktober 2013

B