alene. Ældste datter fødte en dreng. Dagen efter - med tanker på den
datter var hjemme i januar, og jeg betroede mig til hende. Det skulle jeg
lille fyr - var jeg på Vejlefjord til afprøvning. Vidste ikke, om han ville leve
nok ikke have gjort. Derfra kom stemplingen. Min fødselsdag foregik i
eller dø. Parkerede mine følelser udenfor. Testen gik godt. Søvn havde
ubemærkethed.
jeg ikke fået. Vendte med taxa dødtræt hjem. Skulle flytte i marts. Ældste datter lovede mig flyttekasser og kom med Foråret kom, og træningen nærmede sig sin afslutning. Trak den så længe,
7-8 fugtige kasser. Gode venner hjalp mig med at få andre kasser og at
jeg kunne. Rehabiliteringen rummede forstående mennesker, der løftede
pakke. Børnene havde påtaget sig at flytte for mig. Den yngste ydede
mig op, når noget blev for svært. Jeg spurgte, om min dropfod kunne
en kæmpe indsats og tilbragte natten med møbelsamling. Den ældste
helbredes. »Den må du leve med,« var svaret. Jeg sagde, at det var rart
tog i stedet i centeret med en veninde. Alene i mit nye hjem med 16
med et ærligt svar. Jeg elskede træningen og sled for bedre funktion. Men
flyttekasser så verden uoverskuelig ud. Lyset fungerede ikke. Senere
ulykkeligheden indeni beskæftigede ingen sig med. Fagpersonalet skuf-
lærte jeg at tilkøbe hjælp. Drikkeriet fik et omfang, hvor jeg bad lægen
fede slemt på det område. Min sidste tid hos fysioterapeuten var ingen
om hjælp. Mødte op i Misbrugscenteret først i maj.
god oplevelse. Følte jeg stod til afstraffelse. Modbydelig var hun, ikke den jeg kendte og holdt af. Gik frustreret derfra. Søgte selv om ophold på
Hen over sommeren tog jeg to gange til Sønderjylland. Omkring min
Vejlefjord. Var til forsamtale i maj. Allerede i juni blev jeg tilbudt ophold.
ældste datter var kaos; hendes lille søn boede ikke længere hjemme. Jeg kunne ikke nå ind til hende. Opgav måske på forhånd. Den sidste gang
VEJLEFJORD
vidste jeg, det var slut med at komme. Skrev det i min dagbog. I august
Nu begyndte mit livs lykkeligste tid - knap ni uger på Vejlefjord. Her var
kom hun med en kattekilling til mig. Det var sidste gang, jeg så hende.
alle lige. Der var venner overalt. Allerede ved ankomsten mærkede jeg
Ser hende nok ikke mere. Det er ikke hendes ansvar alene. Jeg havde
imødekommenhed. Jeg mødte Kirsten - en af dem, jeg stadig ser. Kirsten
bedt hende tage sin søn hjem. Hun magtede det hun nok ikke. Senere
har afasi. Alligevel fremstammede hun en velkomsthilsen. Hende kom
fulgte sms-er, der ikke burde være sendt. Jeg handlede også i afmagt.
jeg til at holde meget af. Kirsten forskede i biokemi, da blodproppen ændrede livet for hende og familien. Uretfærdighed er kendetegnet
Den yngste så jeg få gange i den periode. Hendes begrundelse var, at
for alle os, der er ramte. Gode mennesker efterladt i lidelser. Hvad er
kæresten ikke kunne lide min mad. En sen aften kom hun og overnattede.
fællesnævneren? Vidste jeg det, kunne gåden måske knækkes. Mange
Vi snakkede til klokken 2. En betroelsens nat. Ugen efter tog hun til sin
ulykkelige familier kunne skånes.
far på Grønland, og også hun var væk for altid. Mit store barnebarn så jeg enkelte gange i det efterår, men inden jul var det slut. Den sidste
Det første måltid var en udfordring. Hvor skulle jeg sætte mig? Alle
gang fik jeg kun et mojn til afsked. Siden har jeg ingen familie haft.
afskygninger af skader mødte mig. Nogen med rulleborde på grund
Julen tilbragte jeg alene på sofaen. I dag er jeg fordømt, stemplet som
af bevægelseshæmning, andre hvor skader var indvendige. Knust af
alkoholiker. De magter nok ikke at se ind bagved. Mine børn var ikke
kognitive skader. Ved ikke, hvad er værst. Opholdet blev kun afbrudt af
modne til det her - og de fik ikke hjælp.
sommerferie De sværeste tre uger i mit liv. Kom fra livsglæde hjem til intet. Allerede der havde børnene valgt mig fra. Det gjorde ondt, at de tog med deres far på ferie. Efter ferien tog jeg selv taxa tilbage til Vejlefjord. Børnene havde lovet at tømme post og skraldespand. Det skete ikke.
VÆRD AT LÆSE LINE KASTER WASSILEFFSKY: SKÆBNENS LABYRINT (2015)
Trænede de fleste dage, også weekend. Fingre og arm fik funktion
“Som ung tror man, at man er usårlig og har et langt og ubekymret
igen. Fysik har altid været vigtig for mig. Ergoterapien var derimod ikke
liv foran sig, men pludselig falder hammeren, og livet bliver sær-
beregnet på mig. Tvungne bageopgaver, jeg hadede. Til sidst pjækkede
deles skrøbeligt.” Lines liv forandrer sig med eet i en trafikulykke,
jeg. Psykologtimer var kedsommelige. Skulle drøfte skader, som jeg ikke
der sendte hende fire uger i koma. Hun vågner op med en hjerne-
havde, i en gruppe. Om aftenen var vi en lille flok, der sammen gik ud i
skade. I en helt ny bog fortæller Line om ulykken og det forandrede
den skønne natur. Ved fælles kaffebord bagefter kom dybsindigheden.
familie- og arbejdsliv.
Historier blev fortalt. Ofte fulgt af en lille stilhed til fordøjelse. Alle havde
Bogen udkommer fra Forlaget Mellemgaard den 10. april 2015.
fået et andet liv. Til slut var vi kun få tilbage, mine venner var væk. Havde
www.arnoldbusck.dk/boeger/biografier-erindringer/skaebnens-
ensomme stunder de sidste 14 dage. Yngste datter hentede mig og bar
labyrint
kuffert op. Vi blev mødt af bananfluer i hobetal. Skraldeposen var ikke tømt i fem uger. Hun pakkede det i en sort sæk og gik. Tilbage stod jeg
BIRTHE K. NIELSEN: SÅDAN JA’ DET GÅ
alene med et tomt køleskab.
“Jeg lå bare stille og kiggede på ham. Jeg følte mig helt død, og selvom jeg prøvede, kunne jeg ikke svare ham.” Birthe K. Nielsen
FARVEL TIL FAMILIEN
kender vi blandt andet som medforfatter til bogen “Når verden
Snart skulle jeg mærke, at hverdagen ikke var så ligetil. Ensomhed
vælter”, hvor 26 unge fortæller om angsten for fremtiden, når en
næsten væltede mig. Jeg savnede vennerne. Børnenes sporadiske
forælder får en hjerneskade. I 2014 udgav Birthe en ny bog, hvor
besøg kunne ikke fylde mit liv. Fandt en mand på nettet, og vi hyggede
hun fortæller om sit eget liv med en hjerneskade efter at hun i
os med fælles mad. Han flyttede nærmest ind. Desværre drak han for
1989 - som 37-årig - blev ramt af en blodprop foran en gruppe
meget. Efter et par måneder smed jeg ham ud. Juleaften tilbragte jeg
elever i den klasse, hvor hun var lærer.
hos datter i Sønderjylland. Det var hyggeligt, men næste formiddag var
Bogen er udkommet fra forlaget Ådalen
juletræ og alt væk. Tror jeg tog med toget hjem. Mange dage alene. De
www.birtheknielsen.dk/boeger.php
eneste, jeg så, var kassedamer. Forladthed fik mig til at drikke. Ældste
13