1
En kvinde sad i en hotelbar og holdt øje med døren. Hendes ydre var pænt og nydeligt: hvid bluse, lyst hår, som var omhyggeligt sat og trukket om bag ørerne. Hun så på sin telefon, hvor en beskedapp var åben, og så kiggede hun hen mod døren igen. Det var i slutningen af marts, der var stille i baren, og uden for vinduet til højre for hende var solen begyndt at gå ned over Atlanterhavet. Klokken var fire minutter over syv, og så fem, seks minutter over. Hun kastede et hurtigt og ikke synderlig interesseret blik på sine fingernegle. Otte minutter over syv kom en mand ind ad døren. Han var spinkel og mørkhåret, ansigtet var smalt. Han så sig om i lokalet, lod blikket glide hen over de andre gæsters ansigter, så tog han sin telefon frem og kiggede på skærmen. Kvinden ved vinduet bemærkede ham, men ud over at iagttage ham gjorde hun sig ikke yderligere anstrengelser for at fange hans opmærksomhed. De så ud til at være på omtrent samme alder, sidst i tyverne eller i begyndelsen af trediverne. Hun lod ham stå der og se sig om, indtil han opdagede hende og gik over til hende. Er det dig, der er Alice? sagde han. Ja, det er mig, svarede hun. Fint, det er mig, der er Felix. Undskyld, jeg er sent på den. Hun svarede med mild stemme: Det er okay. Han spurgte
5