
3 minute read
EN FEST FOR SONJA - OG ALLE KOLLEGERNE
EN FEST FOR SONJA
- og alle kollegerne
Advertisement

Selvom himlen var grå og regnen trommede på teltdugen, så var humøret højt og festen hjertevarm, da Frellsen inviterede til 125 års jubilæumsfest på fabrikken i Roskilde i starten af september.
Af Mette Holmgren
At den lokale chokolade- og kaffevirksomhed stadig har succes, er nemlig i høj grad de loyale medarbejderes fortjeneste. Og derfor var alle sejl sat til for at skabe en mindeværdig fest for de hundredevis af medarbejdere, der havde taget turen til Industrivej.
Medarbejdernes fest
Da Frellsen for 25 år siden fejrede 100-års jubilæum, der blev det uden Sonja fra Viborg. For Sonja var dengang nyansat, og man skulle have været i Frellsen i tre måneder for at deltage i fejringen. Noget som Peter Frellsen noterede, da han tiltrådte jobbet som direktør - sammen med sin fætter Henrik Frellsen.
’Jeg må jo nok indrømme, at jeg særligt havde glædet mig til at invitere Sonja en tur til Roskilde. Og at hun har ventet i 25 år på at komme med til fest siger noget om, hvor loyale vores medarbejdere er’ fortæller Peter Frellsen med et smil på læben.
Sonja havde heldigvis følgeskab af masser af kolleger fra Frellsen-butikker over hele landet. Knap 200 fastansatte medarbejdere var inviteret til fødselsdag, og de fik et brag af en fest. Fra scenen blev der tryllet, Roskilde Garden optrådte med deres populære tattoo, Peter Mygind optrådte – og naturligvis var der også taler fra både Peter og Henrik Frellsen samt borgmester Thomas Breddam.
’For os handlede det om først og fremmest om at fejre vores medarbejdere. Uanset om du ekspederer i en af vores butikker, arbejder på lageret, står ved produktionslinjen eller har ansvar for at vores administration kører på skinner, så er det de gode medarbejdere, der udgør rygraden i vores virksomhed. Og det ville vi gerne sige dem tak for’ fortæller Henrik og Peter Frellsen.
Familien med på vejen
Det er svært at nævne Frellsen uden at inddrage familien bag. For den 125-årige historie bag virksomheden er i høj grad også historien om en families arbejde for at drive og udvikle virksomheden generation efter generation.
’Vi husker begge Frellsens 100-års fødselsdag. Dengang var det vores fædre, der holdt talerne – og denne gang var det os. Vi er begge meget bevidste om, at det er en stor arv vi skal løfte og ikke mindst bringe videre. Derfor var det også vigtigt for os at sige tak til familien, som har været med os på hele rejsen og givet os deres opbakning’ afslutter Henrik og Peter Frellsen.








Blandt de inviterede var ca. 30 efterkommere til Ole Frellsen, der er Henrik og Peter Frellsens farfar. Og selvom det havde været både nemmere og billigere at holde festen i et egentligt festlokale, så valgte fætrene et 1200 m2 telt foran fabrikken i Roskilde. En oplevelse i autentisk Frellsen-ånd - der hvor virksomheden siden 1958 dagligt har produceret de velkendte chokolader og ristet den gode kaffe.
›› Blandt gæsterne havde der da også sneget sig en række tidligere medarbejdere ind. For selvom man er gået på pension, så løber Frellsenblodet stadig i årerne.