EN SØD SAGA

I anledningen af vort 100 års jubilæum fik vi en god ven af familien – hele Danmarks Lise Nørgaard, til at skrive om hendes barndomserindringer med familien Frellsen

Det var så heldigt, at vores skolevej faldt forbi den ejendom, der lugtede bedst i hele Roskilde. Duftene udgik fra J. M. Frellsens Bolchefabrik, der forsynede tusinder af små og store slikbutikker. Fabrikanten kendte vi som Julius Frellsen, han var jyde, men havde i 1897 slået sig ned i Slagelse for større forhold i Roskilde. Ind i den forjættende brise fra dropskogeriet blandede der sig andre gode dufte. De kom fra villaen foran fabrikken, hvor Julius Frellsens kone Thora både grundlagde og vedligeholdt sit Danmarksmesterskab som hjemmebager. Hun havde udgivet en bagebog og alt, hvad der kom ud af hendes gasovn lykkedes på samme forunderlige vis som ægtefællens produktion af sukkergodt. Thora og Julius Frellsen kom i mit barndomshjem og min far var som kolonialgrosserer med til at distribuere en væsentlig del af Frellsens produkter. I modsætning til den stille Julius med det milde glimt bag brillerne, gik Thora for at være betydelig skrap på en særdeles underholdende måde. Vi sad med udslåede barneøre, mens Thora dels kommenterede de lokale tildragelser, dels gjorde moderlige forsøg på at opdrage sin efternøler Ole, den sidste af fire børn. I hele vores endnu korte liv havde vi aldrig mødt en dreng som den jævnaldrende Ole, der var verdensmester i at narre de voksne. Han blev vores fører i de, forbudte lege på fælleden, hvor vi var i løbende strid med ungerne fra nabokvarteret.

Når Julius Frellsen var en kendt skikkelse i Roskilde, skyldtes det ikke blot de gode dufte fra hans virksomhed, men også hans befordringsmiddel. Det var i hine ellers bilfattige tider en enorm bil af ukendt oprindelse. I folkemunde kaldtes den Badekarret på grund af sit svungne karosseri. Den ældste søn Henning var en munter og fartglad ungersvend, der på et vist tidspunkt gjorde sig bemærket i provinsbyen ved at drage til Amerika for at orientere sig i bilbranchen for derefter at komme hjem til en ansættelse hos Ford i Danmark. Den næstældste søn var Kaj, en mere stilig og stuelærd type, der læste til cand. pharm. og da også senere endte som apoteker. Som kammerater til efternøleren Ole syntes vi, at hans brødre var urgamle. I det Frellsenske hus var der også en datter Alice, men hun deltog ikke i vilde udfoldelser. For det var fru Thora magtpåliggende, at Alice voksede op og blev sart og yndefuld, som fruen selv, beskyttet mod solbrændthed med store hatte. En rigtig lille kvinde. Da gik det op for mig, at Alice i virkeligheden var gjort af samme stof som den forunderlige lillebror Ole.

I. M. Frellsens grundlægger, Julius Frellsen, var 75 år, da han døde i 1942. Hans ældste søn, Henning, overtog ledelsen af bolchefabrikken - men kun for tre år. Da omkom han ved en motorulykke, og i 1945 blev det så den yngste søn, Oles, tur til at holde familievirksomheden i gang. Ole brugte sin formidable fantasi til at sætte sig ind i efterkrigstiden og senere det voksende velfærdssamfunds nye behov. I rationeringsårene havde danskerne oparbejdet en længsel efter gode søde sager og ordentlig kaffe. Til indledning opkøbte Ole små hensygnende slikforretninger over hele landet for at få dem til at blomstre. Derefter kom turen til kaffen. I 1958 blev aktiviteterne flyttet fra den gamle fabrik på Ringstedvej til Industrivej i byens udkant. Her rejste han sit kafferisteri, der står som et vartegn ved indkørslen til Roskilde. Bolchefabrikationen blev lagt om til fremstilling af fine chokolader, en overgang, da det kunne betale sig, havde han også skibe, havde egen import af vin og tekstiler, handlede med radio, TV - sågar fisk. For til sidst igen at koncentrere sig om chokoladen og kaffen. For seks år siden døde min forunderlige barndomsven, og den eneste trøst var, at han efterlod sig tre sønner, Claus, Jørgen og Michael, der alle var uddannet til at tage over. Til eventyret hører også Lis. Det var helt i Oles stil, at han valgte en af vores ungdomskreds kønneste piger. Børnene har leveret hende otte nu voksne børnebørn, så arvefølgen skulle være sikret. De har alle, mens de uddannede sig, haft foden indenfor på fabrikken.

Julius og hans kone Thora ville nok have glippet med øjnene, hvis de i dag kunne se, hvordan Frellsen- navnet pryder en kæde af chokoladebutikker, og hvordan Frellsen-kaffe leveres i tonsvis til institutioner, kantiner og restauranter. Jeg ved ikke, hvad de havde sagt, hvis de passerede den gamle fabrik og villaen i Ringstedgade.

Dette er et udpluk af ”EN SØD SAGA”, skrevet af Lise Nørgaard – du kan læse hele historien i fuld længde på frellsen.dk