HINDBÆR OG GRØNNE HÅB

Vi har brug for nye visioner for det gode liv. Vi har brug for et sprog, der kan udtrykke vores fælles drømme. Her har kirke og kristendom noget vigtigt at byde ind med.

Af Peter Fischer-Møller, biskop, Roskilde Stift Foto: Rune Hansen, Roskilde Stift

Jeg har tre børnebørn. Gustav på 11 og Louis på 9 og Ingrid på 5½. De er ganske almindelige børn – og i mine øjne samtidig tre små mirakler.

Noget af det bedste i verden er sammen med dem at gå på rov i de senmodne Hindbær (Autumn Bliss) og samle æbler i haven, at spille fodbold eller spille kort eller bygge med LEGO.

Jeg drømmer om den verden, de vil vokse op i, og som de engang skal tage et medansvar for. Jeg drømmer om at de må opleve verden som et godt og smukt og gavmildt sted, som jeg gør det. .

Men jeg ved godt, at det ikke er nogen selvfølge, og det ikke bare kommer af sig selv. Eller rettere, at hvis vi mennesker fortsætter med den livsstil, vi udfolder i disse år, så vil klimaforandringerne og de globale miljøforringelser gøre, at verden med meget stor sandsynlighed vil byde mine børnebørn og deres jævnaldrende meget ringere vilkår, end jeg har haft.

Vi ved det godt, men vi har svært ved at ændre kurs. Hvorfor? På det personlige plan er der nok en del bekvemmelighed og vanetænkning med i billedet. Og måske har apostlen Paulus ret i at der også er noget, der stikker dybere, at ”det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde jeg ikke vil, det gør jeg.” Som samfund er der for mig at se to forhold, som hindrer handling.

Det ene hænger sammen med vores - på andre måder så udmærkede - repræsentative demokrati. Her er der en tendens til at de kortsigtede problemer stjæler opmærksomheden fra de mere langsigtede. For det er løsning af kortsigtede sager og opgaver, og det som er helt tæt på os selv, som fylder mest i vores tanker, når vi går til stemmeurnerne. Coronahåndteringen, krisen i Afghanistan og de mulige flygtningestrømme derfra, ”Udkantsdanmark”, en mulig boligboble, eller ventetid på hospitalsbehandling. Og da politikere jo mener at de vil være bedre til at lede landet end deres politiske modstandere, ja så vil de jo gerne vælges eller genvælges, og det bliver de altså lettere på de kortsigtede sager end på dem med langt perspektiv – som f.eks. den globale opvarmning og den drastiske reduktion i biodiversitet.

Det andet har at gøre med det, der i nogle århundreder har været den økonomiske drivkraft i vores samfund: vækst og konkurrenceevne. Det er i dag blevet en form pseudoreligion. Alle taler om vækst

Det handler om at huske på hvor herligt det er at plukke hindbær sammen og klatre i træer og moste æbler og sidde og hygge med hinanden med en Pippi-historie. At noget af det bedste i vores liv ikke er snævert knyttet til vækst og konkurrenceevne.

og konkurrenceevne. Vi har rigtig svært ved at forestille os et godt samfund uden økonomisk vækst. Men væksten slider alvorligt på vores naturgrundlag. Der er simpelt hen grænser for vækst, hvis der skal blive en god fremtid for vores børnebørn og deres børn.

Vi hører at jorden ikke er vores eller en ren og skær tilfældighed, men Guds skaberværk. Livet som vi møder det har værdi i sig selv, helt bortset fra hvad vi kan bruge det til.

Vi hører at mennesket ikke bare er et dyr mellem andre dyr, men at mennesket er skabt i Guds billede, skabt med fantasi, følelse, forstand og sprog, skabt så vi kan forholde os til os selv og til verden og sammen tale om, hvordan vi skal tage ansvar for den verden vi er en del af.

Vi hører i den bibelske beretning om det særlige ansvar vi har for ”enken og den faderløse og den fremmede” for dem, der ikke kan klare sig selv. Og vores samvittighed er enig: vi kan ikke nøjes med at tænke på os selv og vores egne.

Endelig giver den bibelske historie os et håb. Jorden er ikke kun i vores skrøbelige hænder, men også i Guds kærlige hånd. Og vi kan hente inspiration i historien om Martin Luther, som en dag blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at verden ville gå under i morgen. ”Så ville jeg plante et æbletræ i dag,” sagde han. Håb på trods.

Det har vi brug for. Vi har brug for at hjælpe hinanden til at tage fat. For vores børnebørns og deres børns skyld. Og det er i grunden ikke så svært.