
4 minute read
LIVET I SPRÆKKERNE
Den enorme, 83 meter lange og råkolde Hal 9 på Musicon dannede i november 2021 ramme omkring den publikumsinddragende danseforestilling ’Sprækker’, der tog livtag med, hvordan vi behandler vores verden.
Af Thomas Eisenhardt – kunstnerisk leder af teatret Aaben Dans
Advertisement
Kunst og bæredygtighed
Kunsten nærer os som mennesker. Den binder samfundet sammen, og den kan både udtrykke og skabe nye erkendelser. I en tid hvor verden står overfor mange og massive udfordringer, der kalder på nye måder at tænke og agere på, kan kunsten være en væsentlig kilde til at give nye perspektiver - og muligvis medvirke til adfærdsændringer. I Aaben Dans tror vi på kunstens opgave og værdi som en slags samfundets immunforsvar: Kunsten søger intuitivt derhen, hvor der er brug for den. Den belyser tidens emner. Den udfylder rum, hvor der er vakuum. Den stiller spørgsmål og giver inspiration til nye veje.
Men kunst forbruger også ressourcer. Både menneskelige, økonomiske og fysiske. Når man vil beskæftige sig med bæredygtighed i scenekunsten, må man opveje de ressourcer der bruges, med den værdi der skabes. De to ting skal have det rette forhold.
Bæredygtighed er et emne, der fremover vil kræve en øget opmærksomhed og vil være i stadig forandring - i alle brancher. Der vil komme nye teknologiske muligheder, adfærdsformer vil ændre sig og strukturer i måder at producere, forbruge, opleve og distribuere på vil, og skal, forandre sig. Der vil ikke være en endelig løsning. Snarere vil det kræve en stadig vilje fra os alle til at forholde os agile og kreative. I forestillingen ’Sprækker’ tænkte vi anderledes både i form og tema. Publikum bevægede sig i Hallen fra et enkelt og ordnet system til et komplekst kaos. I forestillingen medvirkede 4 dansere, en drengesanger samt 20 statister - fra børn til ældre mennesker. Electronica musik fyldte, sammen med flygtige lysinstallationer, rummet, i hvis midte der lå en gruppe af store natursten, som var det nedfald fra en meteorregn.
Med inspiration i naturvidenskaben
Der lå både filosofiske og naturvidenskabelige tanker til grund for Sprækker. For at starte med det sidste: Termodynamikkens 2. lov, fortæller os, at universet til stadighed bevæger sig mod større og større kaos. Universet består af energi, og loven fortæller os, at al energi i universet langsomt, langsomt, langsomt vil blive omdannet til varme. Den mest komplekse energiform af dem alle. Ved hvert møde, ved hver bevægelse, overføres en lille smule energi fra fast form til varme. Når energi først er omdannet til varme, kan det ikke gå tilbage og blive fast form igen.
Gennem den måde vi lever på lige nu, sætter vi ekstra fart på opvarmningen: Vi trækker ressourcer op af jorden, forbruger dem og brænder dem af. Og de kommer som sagt ikke tilbage igen. Vi sætter turbo på den naturlige langsomme fremadskridende bevægelse mod større varmeenergi.
Der var en pointe i, at hallen ikke var opvarmet: Vi prøvede ikke at ændre på omgivelserne efter vores behov – i stedet for ændrede vi på vores måde at være i dem på. ´Sprækker´ var en utopisk vision om omsorg og hengivenhed for vores omgivelser, for hinanden og for os selv.

Men dette er ikke den eneste mulighed. Vi kan forandre vores måde at være her på. Vores måde at være sammen med alt andet levende på vores planet.
At træde ind i forandringens dans
Det der var rigtigt i går er måske ikke længere sandheden i dag. Det der før var glat og friskt bliver rynket og skrøbeligt. Alt levende vil før eller siden blive svagere, smuldre og blive til støv. Men ofte arbejder vi imod denne bevægelse. Vi bryder os ikke om at indse, at virkeligheden er i evig forandring. Vi forsøger at fastholde en færdig, perfekt og evig virkelighed. Men det er ikke livets natur. Livet genskaber hele tiden sig selv, men altid med en lille forandring: evolutionens tilpasning til omstændighederne. Livet kræver af os, at vi til stadighed er i gang med at skabe verden. At vi accepterer, at både vi og alt omkring os er undervejs mod en ny form. For at være levende i en levende verden, må vi træde ind i skabelsen af det nye, som endnu er ukendt. Vi må deltage i forandringens dans.
Livet findes overalt. Da vi holdt prøver i Hal 9, boede der fugle i murenes sprækker. Når vi kom om morgenen, sad de på vores kameraer, lamper og højtalere. Alting bliver natur så snart mennesket vender det ryggen. Livet finder alle sprækker at vokse igennem. Livet udvider sprækker. Livet skaber sprækker.
Og livets styrke er enorm. Det udtrykker sig i en uendelighed af former. Fra bakterie til egetræ, fra regnorm til pukkelhval, fra radise til menneske er det samme mystiske kraft, der sætter det hele i gang.
Den omvendte lov
Som optakt til prøvestart på forestillingen ´Sprækker´ var vi på besøg på Niels Bohr instituttet. Her fortalte Institutleder Troels Harmark os, at ”livet er en usandsynlighed, der kan skabe orden ud af kaos.” Livet er altså undtagelsen til termodynamikkens 2. lov. Livet kan trække ressourcer op af jorden, og sætte dem sammen i nye ordnede og fantastiske systemer. Livet er på den måde, både dét der er truet af vores måde at behandle planeten på, men det er også dér løsningen, og dér håbet ligger. Vi har magten til at værdsætte og nære livet i alle dets former – eller lade være.
Sprækkerne synliggør den usynlige side af verden. Som i en kærlighedshistorie, må vi med åbenhed, respekt og forundring nærme os livets skjulte hemmeligheder. Og gøre os umage med hvert skridt.