
2 minute read
De nye generationer skal vokse op uden vold
Gennem undervisning arbejder Grønlandske Børn på at nedbringe og forebygge vold blandt unge. Med undervisningsprogrammet ’Tassa!/Nu er det nok!’ ønsker vi at bidrage til en sund ungdomskultur, hvor unge siger fra over for vold. ”Børn og unge skal vokse op i et voldsfrit miljø. Det er det, vi arbejder for”, siger Julie Lynge, sekretariatsleder i Nuuk.
Tre hele skoledage om året skal eleverne på de ældste klassetrin undervises i voldsforebyggelse og afprøve forskellige øvelser i praksis. Tassa! lærer grønlandske unge om egne og andres grænser. De lærer at sige fra og kende deres handlemuligheder, hvis vold opstår.
Advertisement
”Tassa! er et modsvar til den vold, vi desværre oplever, ikke mindst i Nuuk, hvor vold blandt unge har været tiltagende over de sidste par år. Heldigvis viser tallene for 2022, at der en lille nedgang i antal anmeldelser om vold, hvor gerningspersonen er under 18 år. Til gengæld ser vi en stigning i antallet af sager med vold i hjemmet, hvor børn er involveret. Det kalder på en reaktion, og det er, hvad vi håber på, at Tassa! kan medvirke til”, fortæller Julie Lynge som er sekretariatsleder for Grønlandske Børn i Nuuk, og fortsætter: ”En slags modbølge, en ny generation der er klædt på til at sige ”Tassa!/ Nu er det nok!”
Solidt samarbejde skaber forandring
Styrken ved Tassa! er blandt andet, at det er så bredt funderet. Det er nemlig ikke bare Grønlandske Børn, der har kastet sig ind i kampen mod volden. Det Kriminalpræventive Råd PiSiu, Socialstyrelsen og Uddannelsesstyrelsen i
Grønland er bare nogle af de andre aktører, der har bidraget til at udvikle det materiale, som nu er afprøvet på 333 elever på folkeskoler i Tasiilaq, Maniitsoq, Nanortalik, Kullorsuaq, Qasigiannguit, Sisimiut og Nuuk.
Tassa! er ikke blevet til over natten. Det er et projekt, der har krævet et langt forarbejde. Foråret 2020 var første gang, at alle samarbejdspartnere satte sig sammen for at lægge de store linjer for Tassa!, og i efteråret 2022 gennemførte vi andet pilotforløb på skolerne. Slutmålet er at tilbyde undervisningsforløbet til alle skoler i Grønland i 2023. Julie Lynge forklarer: ”Tassa! er et ambitiøst og ret stort anlagt projekt. Derfor har det også været så vigtigt at tage den tid, der skal til for at udvikle og afprøve materialet. For at Tassa! kan få den ønskede effekt, er det vigtigt at både lærere og elever virkelig tager det til sig. Det er ude på skolerne, at lærere og elever kan få Tassa! til at leve og sætte gang i den forandring, der er brug for”. •
Materialet er udviklet i tæt samarbejde med PiSiu, Socialstyrelsen, skolekonsulenter fra Qeqqata Kommunea, lærere fra Nuussuaq Skolen i Nuuk, Uddannelsesstyrelsen og Ilisimatusarfik samt en række fagpersoner indenfor forebyggelse af vold. Alle har bidraget med deres viden til at udvikle og kvalitetssikre materialerne.
Se mere på tassa.gl
Søren Greve er Viceskoleleder på Kullorsuup Atuarfissua, en skole der ligger i Kullorsuaq, en bygd i Nordgrønland. Kullorsuup Atuarfissua er en af de skoler, der var udvalgt til at afprøve Tassa! i efteråret i 2022.

”Det var nogle gode dage, men også hårde dage, fortæller Søren Greve. ”Både fordi der var mange øvelser, som eleverne skulle igennem, men også fordi eleverne blev udfordret i at åbne op og sætte ord på nogle svære ting. Det er mange ikke vant til, og der skal en grad af tryghed til. Derfor er det også godt, at forløbet strækker sig over tre dage. Det er vigtigt, at der opbygges en grad af tryghed i klasserummet.
Jeg tror, at vi i Kullorsuaq har nogle andre unge, end man i eksempelvis har i Nuuk, og vi har ikke mange tilfælde af hård vold eller overgreb mellem eleverne. Der kan dog mellem de unge mennesker være en meget hård tone, der kan udvikle sig til sammenstød. Tassa! er rigtigt godt til at udfolde begrebet vold, og eleverne fik mange nye forståelser af hvad vold er, og hvordan man kan sætte grænser”.