ildstedet. Helbrederen vendte sig mod Rakans mor. ”Vi skal bruge en bideskinne,” sagde han og pegede derefter på tre af krigerne. ”Og I holder ham nede!” Rakans far åbnede øjnene og vendte sig mod Rakan. ”Du er uskadt, min dreng!” hviskede han med et lille smil. ”Kæmpede du mod maldrakkerne?” Rakan slog blikket ned. Han vidste, han måtte fortælle sandheden. ”En mand blev angrebet af en bjergtiger. Jeg blev nødt til at hjælpe,” svarede han. ”En mand?” hviskede hans far. ”Hvilken mand?” ”Den Udstødte,” sukkede Rakan. Det gav et ryk i faderens krop, efterfulgt af en voldsom hoste. Moderen lagde begge hænder på Leopolds skuldre for at berolige ham. Da han kom sig over hosteanfaldet, vendte han sig igen mod Rakan. Smilet var forsvundet og erstattet af et udtryk af skuffelse, som Rakan kun kendte alt for godt. ”Du forlod din post for at redde Den
30