{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1


Kapitel 21: ”Vampyrens offer”

”Hvad har du gjort!?” skreg Miki til kvinden ... Men hun var forsvundet. Og bag de opstablede borde smækkede en dør, som Miki ikke tidligere havde lagt mærke til.

Dobbeltdøren gik op, og de to kampklædte betjente løb ind. De

spejdede hurtigt rundt, men fandt ingen farer. Så de vendte sig mod de to børn ved vinduet.

”Maya!” græd Miki og trak hende helt tæt til sig. Tårerne trillede ned af kinderne på ham. Han knugede hendes frakke og rokkede hende frem og tilbage, som om han vuggede et barn. ”Hvad er der sket?!” spurgte den ene af betjentene og nærmede sig Miki.

“Pas på,” sagde den anden. ”Måske er det et trick.”

Den første betjent standsede brat og pegede sin pistol mod Miki. Men Miki ænsede ikke betjentene. Han stirrede på blodet, der løb ud af hullet i Mayas pande. Han holdt hendes ansigt med begge hænder.

”Du må ikke dø,” hviskede han. ”Jeg skal nok hente hjælp!”

Han lagde forsigtigt hendes hoved ned og rejste sig. ”Så hjælp mig dog” skreg han til de to lamslåede betjente, der ikke kunne afgøre, om de skulle hjælpe eller skyde. Da betjentene 2


intet gjorde, vendte Miki sig mod vinduerne og pladsen nedenunder, hvor politiet slæbte afsted med vampyren. ”Maya er blevet skudt,” skreg han af sine lungers fulde kraft. ”Svinene skød hende!” Miki så vampyren standse nede i gården. Han blev holdt fast med løkken, og betjenten, der holdt stangen, rev hårdt i den. Men denne gang fulgte Wulff ikke med. Han greb stangen med begge hænder og holdt fast. Med et kraftigt ryk hev han politimanden omkuld. Wulff vendte sig mod Schmidt.

”Hvad har du gjort, dit svin?” skreg han. ”Vi havde en aftale!”

”Det har jeg ikke noget med at gøre,” sagde Schmidt uden at virke oprevet. “Maya var nok selv ude om det.”

Vampyren hvæsede og blottede sine tænder. ”Du har dræbt en uskyldig pige!”

Den gamle mand krummede sig sammen, og musklerne bulnede under hans frakke. ”Så står vi lige,” svarede Schmidt og trak på skuldrene. ”Du dræbte min farfar!” Wulff skreg af vrede. Han hev jernstangen opad og politimanden, der holdt fast i den anden ende, blev løftet op fra jorden. Wulff svingede den fortumlede betjent over i sin nærmeste kollega. Begge betjente faldt til jorden, og den første mistede grebet i stangen. En tredje betjent sprang på Wulff bagfra, men blev hurtigt rystet af og et sekund senere havde Wulff hevet løkken af halsen, så han nu kunne bruge stangen som våben. Den fjerde betjent knækkede sammen,

3


da stangen hamrede ind i hans mellemgulv. Den første betjent var kommet på benene og greb efter sin pistol. Wulff smed stangen og knyttede begge næver. Han svingede en dobbeltknytnæve ind i hovedet på betjenten. Der lød et højt smæld, da hans kæbe blev knust, og manden faldt til jorden med et grynt. Betjent nummer to hev sin pistol frem. Men Wulff var over ham på et splitsekund. Med et højt knæk vred han halsen om på ham. Og før han ramte jorden, havde Wulff sat i løb mod indgangen til rådhuset. ”Skyd ham! Han må ikke slippe væk,” råbte Schmidt til de omkringstående betjente. Vampyren spurtede mod indgangen til bygningen. Tre betjente trak pistolerne. Skuddene smældede og den lange læderfrakke blev flænset af kuglerne, der borede sig ind i ryggen på den flygtende fange. Wulff væltede ind gennem svingdøren. Han tumlede om på gulvet indenfor, men betjentene blev ved med at skyde. Glasset i døren splintredes og glasskår fløj til alle sider. Wulff kom på benene med besvær og humpede videre mod trappen. Sort blod fossede ud af hullerne i hans ryg.

”Efter ham!” skreg Schmidt og stormede mod døren.

Miki fulgte med oppe fra 2. sal. Han så Wulff forsvinde ind i bygningen, og kort efter kunne han høre trinnene på trappen, og det samme kunne de to AKS-betjente. De trak deres våben og trådte hen til døren. Men så blev der stille. Miki bed sig i underlæben. Wulff havde ikke klaret den. De mange

4


skud måtte have fældet ham til sidst. Betjentene tænkte åbenbart det samme, for den ene gik frem og åbnede døren. I samme sekund han greb fat om dørhåndtaget, sprang Wulff ind. Han sendte en albue i hovedet på betjenten, men den overraskede mand nåede at fyre et skud af i maven på Wulff. Den hvide skjorte blev plettet af blod, men Wulff fortsatte. Han greb betjentens pistol og snurrede om bag ham, så den anden betjent ikke turde skyde. Wulff skød politimanden over for sig i hovedet, så han fløj tilbage og var død, før han ramte jorden. Til sidst greb Wulff sin fange om halsen, og rykkede til. Der lød et knæk, og manden faldt til jorden med halsen i en uhyggelig, forvredet stilling. Wulff krummede sig sammen og tog sig til maven. Han kiggede på Miki, der stod lamslået ved siden af Mayas lig. Så lød der råb ude fra gangen. Wulff hev en granat af bæltet fra den døde betjent. Han hev splitten ud og kylede den gennem dørene. ”GRANAT!” var der en, der råbte. Miki kastede sig til jorden. Eksplosionen rev dørene af hængslerne, og fik hele bygningen til at ryste. Lysekronen nærmest døren blev blæst til småstykker og glasskår og splinter regnede ned over Miki, der lå rullet sammen på gulvet. Strømmen i bygningen forsvandt, og lyset i de andre lysekroner gik ud. ”Maya,” udbrød den gamle mand, mens han holdt sig til maven. Miki kiggede op og rystede glasskårene af sig. Hans øjne skulle vænne sig til mørket, før Miki kunne skimte en mørk skikkelse, der kastede sig frem mod Mayas ubevægelige krop. ”Neeej!” skreg den gamle mand og krøllede sig sammen over liget. 5


Miki syntes han så et svagt lys mellem de to kroppe, som om energi strømmede fra den ene krop til den anden. Så dukkede de første betjente op, og snart væltede det ind med politifolk med lommelygter. Lysstråler flakkede overalt. Miki blev fanget i en lyskegle og blev blændet af lyset. ”Hjælp, skyd ikke!” skreg han og satte sig op på knæ med hænderne over hovedet. ”Jeg er ubevæbnet.”

”Vent. Skyd ikke” hørte han Schmidt sige. ”Det er bare knægten!”

”Hvor er vampyren?” råbte en betjent bag lyskeglerne. Miki kneb øjnene sammen, men kunne ikke se andet end lys. ”H-han ligger der,” svarede Miki og pegede på de to kroppe ved hans fødder. ”Jeg tror, han er død!” En lyskegle gled søgende ned mod Mikis fødder og standsede ved de to kroppe på gulvet. Vampyren rørte ikke på sig. Flere lyskegler samlede sig på Vampyrens krop. Schmidt trådte hen til ligene. Han bar ingen våben, men var omringet af bevæbnede betjente. Vampyrens ryg var gennemhullet af skud. Sort blod flød ned over Mayas lig. Schmidt prikkede til Vampyren med sin fod, men han rørte sig ikke. Så satte Schmidt sin fod i siden på den livløse krop og skubbede ham væk fra Maya. Vampyren rullede om på ryggen, og der lød et gisp fra politifolkene, der stod omkring liget. Vampyrens hud var kridhvid, og det så ud som om al indmad var suget ud af ham. Han var skind og ben, og de indsunkne øjne, stirrede tomt ud i luften. ”Forbandet.” mumlede Schmidt. ”Ville gerne have haft ham levende, men i det mindste er verden et bedre sted nu.”

6


”Men hvem skød pigen?” spurgte en af betjentene.

Schmidt svarede ikke.

”Tilkald to ambulancer. To ture til lighuset.” sagde Schmidt. ”Jeg skal nok tage mig af knægten.” Han lyste op mod Miki, der lænede sig mod vindueskarmen. Politifolkene sendte hinanden blikke, men så sænkede de deres pistoler og forlod lokalet.

7


Kapitel 22: ”Det sidste vidne”

Miki skærmede sine øjne for lyset fra lygten. Det var Schmidt, der blændede ham. Miki skælvede af vrede og sorg, og selvom han ikke kunne se Schmidt bag lyset, vidste han, at det var ham.

”Hun sagde, at man ikke kunne stole på dig. Det vidste hun

første gang, hun så dig,” hvæsede han. ”Du dræbte hende, din Satan.” Schmidt slukkede lommelygten, og efter et kort stykke tid havde deres øjne vænnet sig til halvmørket. ”Sikke noget sludder,” sagde Schmidt og prikkede til Mayas lig med sin fod. ”Jeg var her jo slet ikke.”

”Men jeg ved, det var dig,” fortsatte Miki. ”Jeg kan se det.”

”Slap nu af, knægt,” sagde Schmidt irriteret ”Det var ikke mig. Og drop hellere den idé, før du får dig selv ind i flere problemer, end du allerede er.” Miki knugede næverne og bed tænderne samme. ”Du er ikke en smule bedre end Wulff,” knurrede han. ”Og jeg er ligeglad med problemer. Du kommer ikke til at slippe af sted med det her.” Schmidt sukkede og rystede på hovedet. ”Du skulle virkelig lære at passe bedre på dig selv,” sagde han og tog en hånd ind i jakken og trak en skinnende genstand frem. Mikis blod frøs til is. Det var den mest skræmmende kniv han havde set. Skæftet var en slange med

8


åbent gab, og klingen snoede sig ud af dens mund. Schmidt kørte kniven rundt mellem sine fingre. ”H-hva’ laver du?” spurgte Miki og begyndte at trække sig baglæns langs vindueskarmen. ”Den kaldes en sjælekniv,” svarede Schmidt og holdt kniven op foran sit ansigt, hvor han vendte og drejede den. ”Man finder så mange interessante ting, når man jager en 200 år gammel seriemorder. Den her kniv slår dig ikke ihjel, den fjerner din vrede og din frustration. Den kan lære dig at opføre dig ordentligt ... og adlyde mine ordrer.” Schmidt lagde hovedet på skrå og smilede ”Nøjagtig ligesom Troels gjorde ... og hjemmeværnsofficeren.” Schmidt stak kniven frem imod Miki, der snublede over sine egne fødder, men greb fat i vindueskarmen, så han ikke faldt.

Schmidt slog hovedet tilbage og en hæslig latter fyldte lokalet.

”Stå nu stille,” sagde han. ”Det gør kun ondt et øjeblik.”

Miki trak sig baglæns langs vinduerne, mens tankerne fløj gennem hans hoved. Kunne han nå at åbne et vindue? Ville han overleve et spring? Miki nåede bagenden af lokalet og ramte et af de opstablede borde. Han var fanget, og Schmidt vidste det. Et smil bredte sig på hans læber, mens han løftede kniven op foran sit ansigt. ”Dit lille ligegyldige liv,” hvislede Schmidt med sin slangestemme. ”Ingen kommer til at savne dig.”

Der lød et host bag dem. Schmidt stoppede midt i et skridt.

9


”Jo, det gør jeg,” lød Mayas stemme svagt fra den anden ende af rummet. ”Maya, du er i live!” skreg Miki, mens Schmidt drejede rundt på hælene.

”H-hvordan … ?” fremstammede Schmidt

Maya rejste sig på albuerne og sendte den høje politimand et djævelsk smil. ”Vi er sejlivede i vores familie.” Schmidt havde vendt sig mod Maya, og Miki tøvede ikke et sekund. Han stormede frem mod Schmidt, der stod med siden til. Miki tumlede ind i den høje politimand og greb fat om kniven med begge hænder. Med hele sin vægt og kraften fra tilløbet skubbede han kniven ind i maven på Schmidt. Slangebladet borede sig dybt ind i det bløde område lige under brystkassen. Det sitrede i kniven, og det føltes, som om Miki fik strøm igennem sig. Han slap forskrækket kniven, og politimanden faldt bagover, mens han forgæves prøvede at gribe fat om knivskæftet. Schmidt ramte jorden med et dump, han spjættede voldsomt et stykke tid, før hans krop sank sammen og hans arme og ben ramte jorden med et bump. Miki spildte ikke et sekund. Han skyndte sig hen til Maya. ”Du er i live!?” udbrød han og kurede på knæ hen ved siden af hende. ”M-men du blev skudt.” Han kiggede på hendes ansigt og lod sine fingre løbe over hendes pande. Hullet var væk. Hun greb hans fingre og smilede til ham.

10


”Jeg var helt væk!” sagde hun. ”Men så kom der et lys.”

Maja satte sig op og først nu, da det svage lys udefra ramte hendes ansigt, opdagede Miki forskellen. Han spærrede øjnene op, og hans kæbe faldt. Han kunne ikke få blikket fra Mayas hår.

”Hvad er der?” spurgte Maya.

”D-dit hår,” stammede Miki og pegede på det, som om hun ikke vidste, hvor det sad. ”Det er blevet hvidt. Kridhvidt! Ligesom … hans!” Maya kørte en hånd gennem håret og hev en tot ud, som hun studerede længe.

”Han gav mig sit liv,” sagde hun endelig. ”H-han redddede mig.”

”Tror du også, han gav dig sin evne?” spurgte Miki med store øjne. ”Jeg ved det ikke,” svarede Maya. ”Men jeg kan i hvert fald ikke mærke noget anderledes.” Miki smilede og rakte Maya en hånd for at hjælpe hende op. Pludselig hørte de en stønnen bag dem. De vendte sig begge med et sæt. Der stod Schmidt med sjælekniven i hånden.

Miki og Maya tog automatisk et skridt baglæns.

Schmidt holdt den ene hånd på maven, hvor kniven havde ramt, men der var ingen blod at se. Så drejede han kniven rundt i hånden og holdt den i klingen, så skæftet pegede frem mod Miki. ”Det her er vist din, unge mand,” sagde han og rakte kniven frem til Miki.

Miki kneb øjnene sammen og iagttog politimanden. De to børn

11


gik begge langsomt baglæns. Schmidt fulgte med dem, men uden at angribe. ”De tabte vist Deres kniv,” sagde Schmidt og rakte igen kniven frem mod Miki, denne gang med et høfligt smil. Miki rakte en rystende hånd frem, men Schmidt lavede ingen hurtige bevægelser. Tværtimod skubbede han skæftet ind i hånden på Miki og slap kniven. Miki stirrede på den glubske slange, uden at ane, hvad han skulle stille op med den. Men Maya hev den ud af hånden på ham og den holdt op mod Schmidt. Schmidt viste ingen tegn på frygt eller vrede. Han samlede hænderne og nikkede mod Miki. ”Og er der ellers noget, jeg kan gøre for dem, herre?” Maya gav Miki en albue i siden og løftede hænderne op, så håndjernene klirrede. ”Ja, Schmidt,” sagde Miki. ”Du kan lade os gå og holde op med at forfølge Maya og hendes familie i fremtiden.” ”Skal ske,” sagde Schmidt og bukkede let. Han fiskede nøglerne til håndjernene op af lommen, og løsnede dem begge. Maya gnubbede sig om håndleddet, da håndjernene faldt til jorden. ”Vi ringer til jeres forældre med det samme, og lader dem vide, at de kan hente jer,” sagde Schmidt.

Miki nikkede og smilede til Maya. ”Tak, Schmidt.”

”Ellers noget, unge herre,” spurgte Schmidt.

Miki tænkte sig om, og efter et øjeblik lyste han op.

12


”Nå ja, der er for øvrigt én ting mere”

13


Epilog

Miki, Maya og Schmidt forlod mødelokalet og gik ned på pladsen, hvor politibilerne holdt. En betjent nærmede sig med det samme, de kom ud.

”Hvad skal vi gøre med børnene?” spurgte han Schmidt.

Den høje politikommissær smilede venligt. ”Vi lader børnene gå. Og ring til deres forældre, og fortæl dem, at de er her.”

”Jamen” svarede betjente befippet. ”De er jo eftersøgt.”

”Ikke mere,” sagde Schmidt. ”Tværtimod har de hjulpet politiet.”

“Javel,” sagde betjenten og vendte rundt.

”Og unge herre, angående deres sidste ønske,” sagde Schmidt. ”Så skal jeg nok ringe til skolelederen og forklare situationen, men jeg kan ikke garantere for udfaldet.” ”Det er fint,” sagde Miki. ”Bare forklar ham, at jeg ikke pjækkede, men blev nødt til at flygte.” ”Naturligvis,” svarede Schmidt, ”Og på politiets vegne må jeg undskylde, hvis de har lidt nogen overlast, herre.” ”Det er ok, Schmidt. Det går nok,” svarede Miki og stak Maya en albue i siden, så hun begyndte at fnise. Så vendte de ryggen til Schmidt og begyndte at gå ned ad rampen til parkeringspladsen.

14


”Det kommer altså til at tage noget tid at vænne sig til det der!” sagde Miki og pegede på Mayas hvide hår. ”Tja, et evigt minde om min tip tip tip oldefar,” sagde Maya med et skævt smil. ”Lidt surt, at jeg bliver nødt til at fortælle min mor, at familieenglen er død.” ”Men familien har vel fået en ny, yngre engel, ikke?” spurgte Miki.

Maya trak på skuldrene.

”Det ved jeg ikke,” sagde hun. ”Så bliver det i hvert fald en anden slags engel.” ”Beskyttende engel, nu i en ny og forbedret udgave,” grinede Miki og prøvede at lyde som en reklamefilm. ”Det ka’ jeg godt li’.”

De gik et stykke tid i tavshed. ”Hva’ så nu?” spurgte Maya. Miki trak på skuldrene.

”Der er pinseferie snart. Jeg tænkte på, om du måske ville med til Tyskland.”

”Hva’ mener du?” udbrød Maya overrasket. ”Sådan en date-tur?”

”Nej for Fa’en,” svarede Miki og fik røde kinder. ”Der er noget, jeg skal i Tyskland!”

”Hvad i alverden er det?”

Miki svarede ikke med det samme.

”Det kan godt være, at jeg ikke kan styre andre med mine tanker,”

15


svarede han så. ”Men jeg har fundet ud af, at jeg kan styre mit eget liv … ligesom du sagde.” “Ja, den evne har du helt sikkert,” sagde Maya og smilede. ”Men hvad har det med Tyskland at gøre?” ”Kan du huske, da vi gemte os på parkeringspladsen i Tune?” spurgte Miki. “Og jeg sneg mig ind i AKS-vognen.” ”Ja, din klaptorsk,” smilede Maya. ”Du var lige ved at få os fanget.” ”Jeg nåede at søge i PETs database - og jeg fandt min far,” fortalte Miki. ”Han bor i Tyskland, i Berlin, og jeg vil ned og se ham og fortælle, hvor ufedt det er at blive efterladt!” ”Okay, det er jo en anden historie.” sagde Maya og smilede, men så blev hun pludselig betænksom. Hun åbnede sin jakke og hev slangekniven halvt frem. ”Hvad gør vi med den her?” ”Nå ja, den!” sagde Miki og kløede sig i året. ”Jeg kan egentligt godt lide den nye politikommissær, som han er.”

Maya grinede. ”Også jeg.”

”På vej til Tyskland skal vi med færgen fra Rødby,” sagde Miki. ”Hvad siger du til, at vi taber kniven ned i Femern Bælt?” ”Damn, du har fået styr på dit shit,” sagde Maya med et stort smil. ”Det er en aftale!” Hun gav ham en albue i siden, og de brød begge ud i latter. De nåede foden af rampen og stod på kanten af parkeringspladsen. Himlen var rød nu. Solen var krøbet op over horisonten og badede

16


asfalten i et varmt orange lys, der kastede lange skygger. Fuglene kvidrede i buskene langs parkeringspladsen, der igen var ved at blive fyldt med biler. Miki så sin mors bil komme susende ind på parkeringspladsen. Hun parkerede på tværs af to parkeringspladser og sprang ud af bilen. Mayas forældre ville uden tvivl komme drønende et sekund senere. Om kort tid ville de drukne i omfavnelser, og derefter blive hevet fra hinanden. Tilbage til hver deres verden. De stod i tavshed, indtil Miki endelig fik samlet mod til at spørge: ”Altså, hvis det nu var sådan en slags date-tur til Tyskland? Ville du så have noget imod det?”

SLUT

17


Englejægeren Tekst & Illustrationer: © Jan Kjær Bogen er sat med Ebrima

ENGLEJÆGEREN er en nyskreven e-bog, som i 2015/16 udkommer som bog. Der kommer tre nye kapitler hver måned indtil april 2016. Dette er 8. del Send en SMS til 1910 med teksten GB LÆS og meld dig til. Så får du besked hver gang der kommer nye afsnit. Det koster 0 kr plus almindelig SMS takst www.læsformig.dk

18

Profile for Greve Bibliotek

Englejægeren af Jan Kjær, del 8  

Ottende og sidste del af Jan Kjærs spændende ebogs føljeton om drengen Miki og pigen Maya med de overnaturlige evner.

Englejægeren af Jan Kjær, del 8  

Ottende og sidste del af Jan Kjærs spændende ebogs føljeton om drengen Miki og pigen Maya med de overnaturlige evner.

Profile for grevebib
Advertisement