{' '} {' '}
Limited time offer
SAVE % on your upgrade.

Page 1


Kapitel 12: ”Loftløbere”

Tunge slag hamrede på døren, zombien ville ind. Miki og Maya stod stivfrosne af skræk inde i stuen. Helikopteren snurrede stadig over huset, og hjemmeværnsfolkene stod både foran og bag ved bygningen. Miki og Maya var fanget som rotter.

Miki løb ud i bryggerset og kiggede op i loftet. Et smil gled over hans ansigt, og han vinkede ivrigt Maya derud. ”Der er en vej ud herfra. Op!” sagde han og pegede på loftlemmen i bryggersloftet. ”Ved du, hvor den fører hen?” ”Op til loftkamrene,” svarede Maren, der også var kommet ud i bryggerset. ”De er forbundet af en lang gang, der løber over alle lejlighederne.”

”Genialt!” sagde Miki. ”Og hvad er der for enden af gangen?”

”Den ene ende slutter ved en mur,” svarede Maya, der nu var med på ideen. ”Men den anden slutter over viceværtens kontor.” Uden at sige noget, skyndte Miki sig tilbage til stuen, hvor helikopteren stadig transmiterede billeder af Marens bygning. ”Se!” sagde Miki og pegede på skærmen. ”Alle hjemmeværnsfolkene har samlet sig foran og bag bygningen. Men hvis vi kan nå hen til enden af bygningen, kan vi måske smutte ud fra viceværtens 2


kontor, uden de opdager os.” ”Luk venligst op, frue,” lød den dybe stemme igen, endnu mere anstrengt og på kanten til at miste tålmodigheden. «Det er lederen af hjemmeværnet.»

Maren tøffede hen til hoveddøren.

”Hvad siger De, unge mand?” råbte hun. ”Er det nederen at være hjemmekværnet?” Maya sendte sin mormor en tommelfinger opad, mens hun hev loftlemmen ned. Der sad en stige på indersiden, der foldede sig ud, idet lemmen blev trukket ned. Maya og Miki var allerede på vej op, inden den rørte jorden. Maren vinkede, og Miki nåede lige at vinke tilbage, inden han kom op i loftsrummet i mørket. ”De må lukke op, eller vi tvinger os adgang!” buldrende stemmen igen, efterfulgt af en banken, der fik hele entreen til at ryste.

”Nej tak, jeg har ingen madtrang,” råbte Maren tilbage.

Miki hev stigen op igen, den foldede sig sammen, og loftslemmen lukkede i med et smæld, og med ét var det kulsort på loftet. Maya og Miki undlod at tænde lys og famlede sig langsomt ned langs midtergangen, indtil deres øjne havde vænnet sig til mørket. Så satte de farten op og løb forbi de mange loftsrum på begge sider af gangen. De kom hurtigt ned for enden, til den sidste loftslem med en trappestige på. ”Ok, det er her,” hviskede Maya. ”Dernede er viceværtens kontor.”

3


”Er han dernede?” spurgte Miki.

”Hvordan sku’ jeg vide det?” hviskede Maya. ”Jeg har sgu’ da ikke røgtensyn.” Maya bøjede sig og fumlede med låsemekanismen. Miki trampede på stigen, da han hørte det lille klik, og loftlemmen blev presset ned. Stigen foldede sig ud, og Miki og Maya væltede ned ad den og landede i en bunke af arme og ben på viceværtens støvede gulv. Miki følte det, som om hver knogle i hans krop var blevet knust, og så sluttede Maya af med at lande oven på ham og pressede al luft ud af ham. Viceværten vendte sig forskrækket. Han havde stået med næsen presset op mod den lille rude i hans kontor for at følge optøjerne ude i gården. På bordet ved siden af ham stod et lille fjernsyn med en flimrende skærm.

Maya, der var landet blødt, kom først på benene.

”Ø-øh hej,” sagde hun. ”Er det her vaskerummet?”

Viceværten krabbede sig sidelæns langs bordkanten. Han ramte hjulet på sin slidte kontorstol og faldt med numsen ned i sædet. Stolen drejede en halv omgang, så viceværten sad med blikket direkte mod fjernsynet, netop som Mayas og Mikis billede igen dukkede op på skærmen. Maya hev den forslåede Miki på benene. ”Han er ikke fjendtlig,” hviskede Maya. ”Men gør nu noget for Fa’en!”

Viceværten var hvid i hovedet, da stolen havde drejet en fuld

4


omgang. Han pegede på dem med en rystende finger.

”D-det ...” fremstammede han.

Miki satte hurtigt fingrene mod tindingen og fangede den gamle mands blik.

”Du har aldrig set os!” befalede Miki. ”Du siger ikke et ord!”.

Maya åbnede døren, kiggede hurtigt rundt udenfor og trak i Miki. ”Fri bane. Denne vej!” Viceværtens underlæbe rystede. Han knugede fingrene om armlænet på stolen ... men han sagde ikke noget. Maya og Miki spurtede i den modsatte retning af gårdarealet, hvor det myldrede med hjemmeværnsfolk. De kom om på bygningens bagside, hvor haverne lå. Yderkanten af alle haverne var afgrænset af høje buske og træer, der skabte en naturlig mur mod et lille areal af grønne buske, der vendte ud mod vejen. Maya trak Miki gennem buskene. De sank i knæ, da de nærmede sig Marens have, der var fuld af mennesker. Skjult mellem buske og træstammer krøb de musestille – med tilbageholdt åndedræt - forbi de mange mennesker, der stod kun 2-3 meter fra dem. De kom uset forbi og satte farten op, så de hurtigt nåede udkanten af buskene, hvor vejen løb. Fra deres skjul spejdede de udover vejen. Helikopteren hang på samme plads over huset, så deres flugtforsøg var ikke opdaget endnu.

Maya klaskede Miki på skulderen.

”For sej en evne, du har!” sagde hun.

Miki smilede usikkert. Faren var langt fra drevet over, men jo,

5


det føltes ret cool at have styr på tingene på den måde. Den følelse havde han ikke haft i meget lang tid. ”Nå, det var ingenting,” svarede han beskedent, mens han funderede over, hvor langt han mon kunne strække den her evne. En bølge af selvsikkerhed skyllede ind over ham, og han mærkede angsten blive skubbet til side og en kraftig varme spredte sig i hans krop. For første gang følte han styrken til at kunne ændre ting og gøre en forskel. De sad i skjul i en busk, på flugt fra politiet og hjemmeværnet. På jagt efter en morder – eller var morderen på jagt efter dem? Miki var ikke helt sikker. Men han vidste, at når han sad her og så på Mayas blå øjne og smilet på hendes læber, så var der ikke noget sted i verden, han hellere ville være. ”Kom, der er fri bane,” sagde Maya. ”Vi løber igennem Tunecenteret, så kan de ikke se os mere ...” Miki lænede sig frem og så indkørslen til centerets parkeringsplads et stykke oppe ad gaden. De ville være fuldkommen ubeskyttede, mens de krydsede vejen, men hvis ingen opdagede dem, kunne de forsvinde mellem centerbygningerne og slippe væk. Uden et ord sprang Maya ud fra buskene og spurtede over på vejen. Miki væltede ud og halsede efter hende, mens han kiggede tilbage over skulderen. Ingen råb eller skrig.

Bare 20 meter mere, så ville de være i sikkerhed.

6


Kapitel 13: ”AKS”

Maya og Miki løb, som de aldrig havde løbet før. Tværs over Nørregade, op over fortovet og ind i buskadset ved siden af indkørslen til parkeringspladsen. Maya satte sig på knæ og støttede hænderne på jorden. Hendes tunge hang langt ud af munden, og Miki prustede som en flodhest. Han var sikker på, at han snart ville hoste blod op. Men lidt efter lidt kom de til hægterne og begyndte at spejde rundt. Ingen af hjemmeværnsfolkene havde set dem, og helikopteren hang urokkelig på sin plads over Marens lejlighed. Maya smilede lettet og vinkede Miki med sig, da hun kravlede ud af busken og ind på parkeringspladsen. De sneg sig mellem de nærmeste biler, indtil de satte sig i skjul bag en gammel Folkevogn. Miki stak hovedet op over motorhjelmen, for at tjekke om kysten var klar, men han satte sig lynhurtigt ned igen.

”Dammit!” sagde han. ”Der står tre af dem.”

Maya fik øje på de tre hjemmeværnsfolk, to mænd og en kvinde, der stod og sludrede ikke langt derfra. Den ene mand hældte kaffe op fra sin termokande, mens kvinden hele tiden sendte nervøse blikke over gaden mod Marens bygning.

Maya skulle lige til at sætte sig, da en stor, sort varevogn med 7


sorte ruder drejede ind på parkeringspladsen. De store hvide bogstaver på siden af bilen, fik blodet til at fryse til is i hendes årer. Miki måtte hive hende ned.

”Hvad er det?” spurgte han. ”Hvad så du?”

lår.

Maya stirrede ned i jorden, mens hun borede fingrene ind i sine

”AKS,” sagde hun kort.

Miki kiggede op og så den sorte bil, der standsede et stykke fra dem. AKS - Politiets Aktionsstyrke, stod der på siden af bilen. Dørene til varevognen gik op, og fem kampklædte betjente steg ud. De havde mørkeblå dragter på og bar sorte, skudsikre veste. I bæltet rundt om livet sad tåregasgranater og en pistol hang ned af det ene lår. På forsiden af vesten sad en radio og ammunitionsclips til maksinpistolen, som de også bar. De fem betjente gik hen til hjemmeværnsfolkene. En sjette betjent i almindelig politiuniform blev siddende i bilen. ”De har ikke set os,” sagde Miki lettet. ”De er nok på vej over til lejligheden.” Fra sit skjul kunne Miki se computerudstyret inde i varevognen. Den var beklædt med skærme, tastaturer, mikrofoner, høretelefoner og blinkende dioder. Det var et fuldt udstyret mobilt hovedkvarter. ”Lad os komme væk!” hviskede Maya og pegede over mod centeret. ”Vi skal bare igennem, så er vi i sikkerhed.” Men netop i det sekund fik Miki en vanvittig idé. Hvis den her evne kunne bruges til noget, så ville han tage kontrol over sit liv. Og

8


der var én bestemt ting, han skulle bruge. Og det kunne han uden tvivl finde inde i varevognen

Miki krøb tættere på.

”Hvad laver du?” hviskede Maya. ”Kom tilbage. Er du blevet sindssyg?” ”Jeg har fået en idé,” sagde Miki og krøb tættere på. Han blev tiltrukket af computerskærmen som et møl mod et stearinlys. Han var nu tæt nok på til at kunne se det snurrende AKS logo og de store bogstaver på skærmen

”AKS Database søgning.”

Betjenten mumlede en besked i sin radio og rejste sig så. Han hoppede ud af vognen og gik hen til de andre, der stod foran vognen. Lige da Miki skulle til at sætte af, greb Maya fat i hans jakke.

”Det er for sindssygt,” sagde hun. ”Jeg venter ikke på dig.”

Miki rev sig løs. ”Der er noget, jeg skal ordne.”

Han løb hen og satte sig på hug bag den sorte bil. Han kunne høre Mayas stemme skælve af angst. ”Din idiot. De fanger dig!” Han bed sig underlæben og kiggede sig en ekstra gang omkring. De stod stadig omme ved forenden og snakkede. Miki kravlede ind i vognen, og han vendte sig mod Maya, der igen sad sammenkrøllet bag Folkevognen. Han gav hende et OK tegn, men hun rev sig bare i håret og slog en knytnæve hårdt på bildækket. Miki satte sig på knæ ved tastaturet, så han kunne skæve ud af foruden og følge omridset af betjentene. Hver tastetryk lød som et tordenskrald for ham, men betjentene udenfor reagerede ikke.

9


Logoet snurrede, og så kom resultatet frem på skærmen.

En walkie-talkie skrattede udenfor, og en aktionsbetjent svarede hurtigt. ”Der sker noget derovre,” sagde han til de andre og vendte rundt mod vognen. Miki kastede sig ud gennem den åbne dør i et komplet ukontrolleret rullefald. Han rullede direkte ind i Maya, og de væltede begge om bag bilen i samme sekund, som betjenten trådte op bag i varevognen.

”Kan vi så komme afsted?” spurgte Maya utålmodigt.

”Jeg venter kun på dig,” sagde Miki med et skævt smil.

Han kunne mærke adrenalinet pumpe gennem sin krop. En vild energi fyldte ham, og han følte sig helt høj og uovervindelig. ”Jeg kunne bedre li’ dig, da du ikke var selvmorderisk,” sagde Maya og krøb væk langs bilen. De zigzaggede imellem de parkerede biler og nåede centerets indgang. Først spurtede de forbi Super Brugsen på hjørnet og videre ind i mellem de lave, røde bygninger. Det var ved at være lukketid, og der var ikke mange kunder tilbage i centeret. Ingen lod til at bemærke de to børn, der løb igennem centeret. De kom hurtigt ud på den anden side, hvor en sti førte videre ned til parkeringspladsen ved Nettobutikken. Der var mure på begge sider af stien, og de standsede ved et lille indhug, hvor muren slog et knæk for at give plads til et lille rønnebærtræ med nogle knækkede grene. Maya stillede sig ind i skjul mellem træet og hjørnet i muren. Miki fulgte hendes eksempel, og her stod de begge og hev efter vejret.

10


”Du er bindegal!” hvæsede Maya og hamrede Miki på skulderen, men hun kunne ikke lade være med at smile. Miki smilede tilbage, og et øjeblik efter brød de begge ud i latter. Det var en boblende fornemmelse, og latteren gav Miki en fornyet tro på, at de nok skulle klare det på en eller anden måde. af.

”Hvor skal vi så hen nu?” spurgte Miki, da de havde fået grinet

Det var ikke Maya, der svarede, men en dyb stemme bag dem:

”I skal ingen steder!”

Miki og Maya snurrede rundt på stedet, og dér, midt på stien stod den enorme hjemmeværnsleder. Hans hoved var bøjet forover, og hans rynkede øjenbryn skabte en dyb fure over den brede næse. Kasketten var væk, så de tydeligt kunne se hans livløse øjne, hvis blik havde boret sig fast på dem. De var klemt inde og for at komme væk, skulle de uden om ham. ”Jeg syntes nok, jeg hørte en loftslem smække,” sagde han med et selvtilfreds smil. ”Men den gamle tosse spillede døv!” Miki og Maya stod skulder ved skulder med ryggen mod muren, mens monsteret kom nærmere. Hans arme var tykke som træstammer. Måske kunne en af dem slippe væk, men ikke dem begge. ”Og viceværten var venlig nok til at vise, hvilken vej I var løbet.” sagde uhyret med sin ru stemme. Han standsede foran dem, lagde hovedet på skrå og slog armene ud. ”Og nu er jeres lille udflugt forbi!”

11


Kapitel 14: “David mod Goliat”

Miki og Maya var klemt inde, mellem bagvæggen af EDC ejendomsmægleren og rønnebærtræet med de knækkede grene. De havde i bogstavligste forstand ryggen mod muren. Den grå mand i camouflagetøjet kom nærmede. Han trak en lille stav fra et hylster i bæltet, og med et hurtigt svirp af håndleddet foldede stavens 3 led sig ud, så den forvandlede sig til en halv meter lang kampstav med en metalkugle for enden. Han tog sin walkie talkie op til munden, uden at flytte blikket fra børnene.

”Jeg har dem,” sagde han udtryksløst. “Hvad skal jeg gøre?”

Et svar skrattede over walkien. De kunne genkende stemmen, det var Schmidts. ”Pigen skal jeg bruge i live,” lød stemmen. “Og hvis drengen gør modstand, så slå ham i hjel.” Maya og Miki sendte hinanden et blik. Maya bed sig i underlæben, og Miki følte sig pludselig helt tom indeni. Kæmpen smilede og sænkede hånden fra walkien. Han gik et skridt nærmere, mens han viftede med metalstaven.

12


”I hørte min herre,” sagde han og smilede til Maya. “Men man kan jo godt være i live, selv om man har to brækkede ben.” Maya klemte sig helt op i hjørnet. En mand som ham ville udstråle et vredt, rødt lys eller et fjendtligt, blåt skær, men monsteret foran hende var helt blank. Det var, som om der var et tomrum omkring ham. Hans sjæl fra borte, og han krop var blot et hylster styret af ondskab. Hun ville tage et skridt baglæns, men hendes hæl ramte murstenene bag hende. Miki vendte sig og så Maya presset op mod muren. Hendes ansigt var blegt, og øjnene var opspilede. “Vi er færdige.” mumlede hun. Miki bed tænderne sammen. Han satte fingrene til tindingen og vendte sig mod kæmpen.

”Bliv fra os!” kommanderende han. “Lad os gå!”

Monsteret slog hovedet tilbage, og en dyb latter buldrede op fra hans strube. ”Hvad var lige det?” spurgte han og viftede med sine fingre omkring tindingen.

”Lad os gå!” prøvede Miki igen, men kæmpen fortsatte fremad.

”Det virker ikke,” hviskede Maya bag ham. ”Han er ikke længere et menneske!” Maya stod helt stift op imod muren og skrabede neglene mod de røde mursten, som om hun kunne kradse et hul i muren. Miki mærkede, hvordan vreden boblede op i ham, og fyldte ham med en ustyrlig energi. Han var ligeglad med sig selv, men det klamme krybdyr skulle ikke krumme så meget som ét hår på hendes hoved. Han

13


flåede en af de knækkede grene af og holdt den op foran sig som en kølle. ”Så kom an, din hund,” hvæsede Miki, mens han stirrede på kæmpen med sammenknebne øjne. Den store mand, der var to hoveder højere end Miki, smilede bredt. ”Åh ja, kæmp endelig imod,” sagde han og daskede metalstaven ned i Mikis gren. Monsteret havde langt fra brugt sin fulde styrke, men alligevel sitrede det i Mikis arme, mens han prøvede at holde grebet i køllen. Han måtte sætte et knæ i jorden ikke at falde. Kæmpen grinede, så hans tørre krybdyrshud slog sprækker og skabte dybe furer omkring hans mund. Han stak tungen ud, som om han ville slikke sig om munden. De vidste begge, at næste slag ville være for fuld styrke. Det ville pløje gennem Mikis fjollede pind og bore sig direkte ned i skallen på ham. Miki lod grenen ramme jorden. Kæmpen tog det som et tegn på underkastelse og hævede køllen for at afslutte kampen. Hans blik var stift rettet mod Miki hoved, men netop da han tog et skridt frem – i det splitsekund han var ude af balance – kastede Miki sig brølende frem. Med køllen i begge hænder svingede han opad med al sin styrke, som om det var det sidste, han ville gøre i denne verden. Al indestængt vrede, skuffelse og sorg blev lagt i det slag. Han slog nedefra og op. Direkte mellem benene på det gigantiske menneske. Slaget ramte klokkerent i skridtet, og 200 kilo krybdyrsmonster krøllede sammen som en afbrændt tændstik. Miki måtte kaste sig til side for ikke af blive ramt, da kæmpen foldede sammen med et forpint gisp. 14


Miki vendte sig mod Maya.”Kom så!» sagde han og vinkede til hende. Men hun stirrede blot på kæmpen på jorden. Hendes blik var sløret, og Miki kunne ikke få øjenkontakt med hende. “Vi er færdige,” mumlede hun bare. ”Kom nu, Maya,” prøvede Miki igen og smilede beroligende til hende. Endelig kiggede hun op, men hun rørte stadig ikke på sig. ”Maya, for Fa’en, kom nu!” snerrede han og håbede den hårde tone ville vække hende. “Vi skal ...” Mere nåede han ikke, før et jerngreb låste sig om ankelen på ham. Pludselig forsvandt benene under ham, og Mikis hoved hamrede mod jorden. Kæmpen rejste sig uden at slippe sit tag. Han greb fat i Mikis anden fod og svingede ham. Verden sejlede rundt i et virvar af flimrende farver, og pludselig var han vægtløs. Han fløj. Indtil murstensvæggen brutalt stoppede turen. Miki bankede ind i muren med hovedet forrest. Der lød et dunk, og Miki faldt til jorden som en sæk kartofler. Alting bølgede omkring ham og alle lyde blev fjerne og forvrængede. Miki prøvede at rejse sig, men hans krop lystrede ikke. Smerten dunkede gennem hans hovedet, og hans blik var uskarpt. Han fornemmede Mayas ben foran sig, og så en sløret silhuet af en kæmpe, der nærmede sig. Fra yderkanten af hans synsfelt, begyndte mørket at lukke sig omkring ham. Miki holdt en bønfaldende hånd op foran sig. Ikke mere. Ikke igen. Men kæmpen stoppede ikke, han bøjede sig ned mod Miki med fremstrakte hænder. Bare 2 centimeter fra Mikis hals stoppede han og kiggede overrasket op. 15


Der lød et smæld, og kæmpen væltede baglæns. Han landede på fliserne et stykke væk, men kom hurtigt på benene. Han tog sig til kæben, og selv gennem tågen kunne Miki se forbløffelsen i hans ansigt. Pludselig trådte en mørk skikkelse hen over Miki – var han kommet ud gennem væggen? Miki faldt sammen. Hans synsfelt blev blokeret af en blafrende, sort frakke. Hans hoved snurrede, og han ville bare lukke øjnene. Maya var reddet. Hun ville være ok nu. Mikis hoved ramte jorden, og han mærkede, hvordan al smerte forsvandt, mens han lod mørket indhylle sig.

16


Englejægeren Tekst & Illustrationer: © Jan Kjær Bogen er sat med Ebrima

ENGLEJÆGEREN er en nyskreven e-bog, som i 2015/16 udkommer som bog. Der kommer tre nye kapitler hver måned indtil februar 2016. Dette er 5. del Send en SMS til 1910 med teksten GB LÆS og meld dig til. Så får du besked hver gang der kommer nye afsnit. Det koster 0 kr plus almindelig SMS takst www.læsformig.dk

17

Profile for Greve Bibliotek

Englejægeren af Jan Kjær, del 5  

Femte del af Jan Kjærs ebog om drengen Miki og pigen Maya med de overnaturlige evner. Miki og Mayas flugt til mormorens hjem er blevet afslø...

Englejægeren af Jan Kjær, del 5  

Femte del af Jan Kjærs ebog om drengen Miki og pigen Maya med de overnaturlige evner. Miki og Mayas flugt til mormorens hjem er blevet afslø...

Profile for grevebib
Advertisement