Page 1


Andre bøger af Jan Kjær


Den udstødte


Den Udstødte Tekst og illustrationer © 2014 Jan Kjær Grafisk tilrettelægning: Jan Kjær Omslagsillustration: Jan Kjær Illustrationer: Jan Kjær Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.jankjaer.dk


Jan Kjær

www.jankjaer.dk


8


Det legendariske bjergfol k lever i de ugæstfrie Muraka-bjerge i grænselan det mellem kongedømmet mod syd og de primitive, krigeriske stammer mod no rd. Vi kender alle beretninger om deres overmenneskelige styrke og hårdhed. Deres hud bliver hærdet i de rå bjerge, og sagnene fortælle r, hvordan pile og spyd preller af på bjergkrigerne. Det virkelige bjergfolk er endnu mere hårdført. Og gæster man deres by, kan man blive slået ganske omkuld, ikke af våben, m en af ord. For de siger, hv ad de tænker. Og deres hudlø se ærlighed kan slå hårdere end deres næver af sten. Lø gne og intriger har ingen plads i bjergfolkets verden . På trods af dette - eller netop på grund af dette er sammenholdet blandt bjergfolket tættere end i no gen anden stamme. At bli ve udstødt fra fællesskabet er en straf værre end døden. Bjergfolkets foretrukne vå ben er stridskøller, morgenstjerner og krigsham re. Knogleknusere. For i bjergene vindes ærefu lde sejre på én måde alene ... gennem rå, brutal styrke. Uddrag fra ”Næver af sten”

– af helligfader Thomas La

urens

9


Kapitel 1

den udstødte Rakans tænder klaprede. Og selvom han trak bjørneskindskappen tættere omkring sig, spredte gåsehuden sig ned langs hans arme og helt ud på hænderne. Der var ingen læ at finde på toppen af bjerget. Den iskolde nordenvind flåede i hans tøj og isnede hans fingre og ansigt. Rakan havde fået den værste vagt af dem alle, den nordlige nattevagt. Han skulle overvåge dalen, der førte ud af Muraka-bjergene og op i ingenmandsland mod nord. Det var straffen for hans fejltrin i træningskampen mod de andre unge krigere tidligere på dagen. De var blevet delt i to hold, der hver fik en ’general’, som skulle beskyttes. Det hold, der

10


først ramte de andres general, havde vundet. De unge krigere tæskede løs på hinanden, træningskøller og morgenstjerner hamrede mod skjolde og rustninger. Kampen bølgede frem og tilbage, uden et vinderhold blev fundet. Så opdagede Rakan en klippe, der var splittet på tværs af en revne, som han kunne mave sig igennem. Han brød ud fra gruppen og overraskede modstanderne ved pludselig at springe frem. Rakan ramte modstandernes ’general’, men hans hold blev udråbt som tabere, fordi Rakan havde forladt sin gruppe. Smerten fra de mange knubs og blå mærker, han havde fået i kampen, var ingenting i forhold til smerten ved hans fars skuffelse. ”Det er på tide, at du vokser fra dine skøre ideer,” havde hans far, Leopold, sagt. ”Du må begynde at tænke og handle som en bjergkriger.” ”M-men ...” stammede Rakan. ”Det var det, jeg prøvede!” ”Din opførsel bringer skam over min rolle som byens leder,” fortsatte Leopold. ”Hvordan skal andre kunne stole på, at jeg kan træffe de

11


rigtige valg, når min egen søn ikke er til at regne med? Bjergfolkets kampstrategi er baseret på, at vi ved, hvor vi har hinanden. Din uforudsigelighed gør folk nervøse!” ”Men hvis modstanderen kan forudsige ens næste træk,” forsøgte Rakan. ”Er forudsigelighed så ikke en svaghed?” ”En svaghed!?” spruttede Leopold. ”Du forstår det virkelig ikke, hva’! Forudsigelighed er, når du stiller dig skulder ved skulder med dit folk på slagmarken. Når andre ved, at du vil være der for dem i kamp. Forudsigelighed er, at du er en af os, og vi kan regne med dig! Det er den styrke, der har bundet bjergfolket sammen i århundreder.” Rakan tav, og hans kinder blussede af flovhed. Leopold viftede ham væk. ”Du kan tænke over det, mens du tager den nordlige nattevagt.” Nu afsonede Rakan sin straf langt uden for byen, alene på en isklump af sten. Måske kunne han aldrig blive den bjergkriger, hans far ønskede. Måske hørte han slet ikke til. Han var

12


i hvert fald ikke en del af aftenens fest, hvor de unge bjergkrigere blev hyldet. Det var tusmørke. Solen var gået ned, men oplyste stadig himlen fra sit skjul bag bjergene. Vinden var taget til, og kulden bed. Rakan kravlede ned ad stigen fra udkigsposten og satte sig på knæ på den stenede jord. Han samlede sin koncentration, skubbede de smertefulde tanker fra sig og gjorde sig til ét med bjerget. Han prøvede at trække varme fra klipperne, som alle bjergfolk var i stand til, men intet skete. Det var flere måneder siden nu, at klipperne havde trukket deres kraft tilbage. Bjergets ånder havde forladt deres børn. Rakan kravlede tilbage i udkigstårnet og satte tænderne i en luns saltet kød. Han flåede i det seje, tørre kød, mens han tænkte på den saftige lammesteg og de nybagte rosmarinbrød, som blev stillet på festbordet, netop da han forlod byen. Et brøl flængende aftenmørket, og Rakan for sammen. Det var en bjergtiger – det farligeste rovdyr i bjergene, og den var tæt på. Tigeren

13


levede godt nok af stenbukke og murmeldyr, men menneskekød kunne sagtens komme på menuen, hvis nogen var dumme nok til at vandre rundt i bjergene efter tusmørke. Rakan kiggede ud i halvmørket efter det mægtige bæst, men uden held. Hans udkigspost var placeret på toppen af en stor klippesten, og man kunne kun nå derop ved hjælp af en stige, der førte op til en åbning i gulvet. Rakan havde trukket stigen op, som de plejede, så han var i sikkerhed. Klippestenen var umulig at klatre op ad, selv for en bjergtiger. Rakan gumlede løs på det seje kød, mens hans blik flakkede rundt mellem de mørke stensilhuetter i landskabet under ham. Så lød der et skrig, der fik hans muskler til at trække sig sammen og hans negle til at bore sig ned i træværket. Det skingre råb om hjælp blev kastet rundt mellem klipperne, og det var umuligt at afgøre, hvor det kom fra. Rakan kylede kødstrimmelen til side og greb sin stridskølle. Han lænede sig ud fra udkigsposten og stivnede, da han endelig fik et glimt af den gråbrune bjergtiger. Det mægtige rovdyr

14


faldt i ét med klipperne, mens det i én flydende bevægelse gled hen over de ujævne sten uden at flytte blikket fra den gamle mand, der krøb sammen foran den. Rakan sænkede stigen, satte sine fødder på ydersiden og kurede ned. Han satte i løb hen over det stenede landskab med en hastighed, der kun var mulig for en, der var født og opvokset i bjergene. Men netop som Rakan havde forladt sit post, var der noget, der bevægede sig nede i dalen. Store, bredskuldrede væsener sneg sig frem fra deres skjul mellem dalens buske. De sneg sig op gennem klipperne i retning af bjergbyen. I mellemtiden var Rakan nået frem til bjergtigeren. Han stoppede et stykke bag det store dyr, der stadig havde blikket låst fast på den spinkle silhuet, som var fanget i en blindgyde af klippevægge foran den. Tigeren blottede sine spidse tænder, der sad på række som savtakker på en kæmpe klinge. Den slikkede sig

15


om munden, mens den langsomt gled hen over stenene. Den sænkede kroppen og var klar til at springe, hvis byttet skulle prøve at flygte. Den gamle mand klynkede og kravlede baglæns på de løse sten, til hans ryg ramte klippemuren. Først nu fik Rakan et glimt af tigerens bytte. Hans tøj var laset, og hans arme, der var tynde og senede, stak ud af ærmerne som grene på et fugleskræmsel. Hans lange sammenfiltrede skæg gik helt ned til brystet, og det hvide hår på hovedet strittede i ustyrlige totter. Rakan genkendte ham med det samme: ’Den Udstødte’. Rakan standsede brat. Ingen bjergkriger måtte nærme sig ham. Den Udstødte var en bjergkriger, som havde brudt bjergfolkets gyldne regel om at tænke på sit folk, før man tænker på sig selv. Rakans far havde ikke haft noget andet valg end at udstøde ham. Det var ikke nogen nem beslutning, for udstødelse var en straf, der var værre end døden for en bjergkriger. Rakan bed sig i underlæben. Han hørte sin fars stemme i sit hoved: ”Du må begynde at tænke

16


og handle som en bjergkriger!” Men hvad ville en bjergkriger gøre i denne situation? Han ville uden tvivl følge reglerne, blive på sin vagtpost og holde sig langt væk fra Den Udstødte. Rakan knugede sin kølle. Det kunne ikke være rigtigt. Hvor var æren i at løbe fra en kamp, eller bare stå og se til, mens en hjælpeløs, gammel mand blev flået af en tiger? Rakan samlede en sten op og kylede den i hovedet på bjergtigeren. Den vendte sig og snerrede irriteret over at blive afbrudt i aftensmaden. Rakan brølede og svingede sin stridskølle mod tigerens hoved. Men han var for langt væk, og det store bæst undveg med lethed. Og nu havde tigeren rettet sin fulde opmærksomhed mod Rakan. Den bevægede sig knurrende uden for køllens rækkevidde, mens den omkredsede sin nye modstander. Rakan holdt køllen op foran sig med begge hænder og fulgte tigerens bevægelse uden at slippe dens blik. Han havde aldrig set en bjergtiger så tæt på før. Den var enorm. Dens hoved gik til Rakans bryst, og dens kæmpe krop

17


blev båret af fire muskuløse ben, tykke som stolper. De fingerlange kløer på poterne skrabede mod stenene, for hvert skridt den tog. Under den gråbrune pels bulnede de enorme muskler. Så selv med en vægt som fire bjergkrigere bevægede den sig med en utrolig lethed. Det var en sand jæger, og de gule øjne iagttog Rakan køligt og afventende. Rakan hvæsede og holdt armene ud fra kroppen for at virke så stor og skræmmende som muligt. Men tigeren satte af, og Rakan reagerede lynhurtigt. Han rykkede kroppen til side og svingede køllen, men bevægelsen fik ham til at miste balancen, og han fumlede med slaget, så han ramte skævt på tigeren. Dens ene pote hamrede ind i Rakans skulder, og dens enorme gab klaskede sammen i luften ved siden af Rakans hoved. Havde hans hoved siddet mellem de kæber, var hans kranie blevet knust som en æggeskal. Slaget kastede ham sidelæns, og han tumlede rundt for ikke at falde. Tigeren landede roligt og vendte sig hurtigt mod Rakan. Hans febrilske slag havde intet gjort for at stoppe uhyret.

18


Blodet strømmede ud af tre dybe flænger i Rakans skulder, og det løb ned ad armen, men han ænsede det ikke. Han holdt blikket rettet mod tigeren. Den vendte sig med siden til ham, og i stedet for at angribe satte den i spring op ad klippeskrænten. Rakan hævede køllen bag sig og bed smerten i sig. Hans skulder dunkede, og han begyndte at føle sig svimmel. Da tigeren var nået på højde med Rakans hoved, drejede den rundt og satte af mod ham med et brøl. 800 kilo dræber var på vej ned mod Rakan med kløerne forrest. Rakan kastede sig baglæns, mens han svingede køllen med al kraft. De gigantiske kløer flænsede luften over Rakans hoved, men slaget gik rent ind denne gang. Køllen ramte tigeren bag forbenet og hamrede sig ind i pels og muskler. Lyden af de brækkede ribben overdøvede tigerens snerren. Den landede med et brøl og hev efter vejret med en pibende lyd. Rakan famlede efter støtte på de løse sten for at komme på benene igen. Tigeren tog et skridt mod ham, men der gik et jag igennem dens krop, og smerten fik den til at stoppe. Rakan trak sig baglæns ned mod

19


Den Udstødte. Rakan trak vejret i korte, hidsige stød, hans ben rystede under ham, og hans hænder knugede køllen, så knoerne var helt hvide. Han havde været heldig med det andet slag, og måske havde han slået kamplysten ud af bjergtigeren. Så ramte han klippevæggen med ryggen. Den Udstødte sad stadig sammenbøjet med hovedet mod klippen og klynkede. Rakan vendte sig mod bjergtigeren. Den var kommet nærmere, men bevægede sig stadig langsomt. Den virrede med det store hoved, som for at ryste smerten af sig. Himlen var næsten helt mørk nu, så tigerens krop var en stor, sort skygge, der nærmede sig. Det eneste, Rakan kunne se, var de lysende, gule øjne og det åbne gab fyldt med sylespidse tænder. Han var klemt inde. Fanget. Tigeren brølede frådende og satte af. Rakan kunne hverken undvige eller få sving nok på køllen til at slå igen. Han klemte øjnene sammen, mens han holdt køllen foran sig, som et sidste forsvar. Så lød der et brag, og tigeren hamrede ind

20


i klippevæggen ved siden af Rakan. Blodet strømmede ud fra et sår under dens ene øje. En stor blodplettet sten lå ved siden af dens hoved. Rakan vendte sig mod den krumryggede gamle mand, der gnæggede, mens han løftede endnu en stor sten fra jorden. Tigeren kom på benene igen, men den var stadig rystet. Rakan havde skubbet sig fri af klippevæggen, og han svingede sit våben med al kraft. Køllens hoved hamrede ind i munden på tigeren, og slaget flåede dens kæbe i stykker. Køllen fortsatte gennem munden, så tænderne fløj ud af gabet på tigeren, og blodet sprøjtede ud efter de knækkede tænder. Det store bæst tumlede om på siden med et brøl, men fik hurtigt balancen. Den trak sig pibende væk, mens blodet strømmede ud fra dens smadrede kæbe. Den humpede ud af klippegyden og forsvandt med et hvæs bag et klippefremspring. Rakan holdt køllen klar til angreb, hvis tigeren skulle beslutte sig for endnu et angreb. Men den var forsvundet af syne, da Rakan

21


hørte en rallende lyd bag sig. Den Udstødtes latter rungede, indtil den gik over i en raspende hoste. ”Bjergets ånder ser nåde i deres ydmyge tjener,” kaglede han mellem hostene, mens han slingrede over mod Rakan. Rakan gloede bare på fugleskræmslet, der tydeligvis havde mistet forstanden. Den gamle mand greb fat i Rakan og stirrede på ham med vilde øjne. ”Lyt til mig, store kriger,” råbte han ind i hovedet på Rakan. ”Jeg taler for bjergets ånder. Jeres folk har fejlet. Bjergbyen smuldrer, når ånderne raser!” Rakan fangede Den Udstødtes blik, men kunne ikke se andet end galskab bag de opspilede øjne. Han fjernede hans hånd fra sin skulder og skubbede ham på afstand. Den gamle åbnede munden på vid gab og udstødte en skinger, hakkende rallen, der lød som en blanding af et skrig og en latter. Han hoppede op på klippesiden som en bjergged og pegede på Rakan med en kroget finger. ”Bjergbyen smuldrer, når ånderne raser!”

22


gentog han ildevarslende. Så forsvandt han bag en klippetop. Hans skingre latter gav genlyd mellem klipperne, men døde ud efter et stykke tid. Rakan var fortumlet efter kampen, og det tog ham et stykke tid at ryste galningens tågesnak af sig. Så kom virkeligheden tilbage – og smerten. Rakan tog sig til skulderen og bed tænderne sammen. Det blødte stadig, og hans overarm og albue var smurt ind i blod. Rakan skyndte sig ud af den smalle kløft og klatrede lynhurtigt op, hvor han kunne spejde ud over terrænet. Men der var ingen bjergtiger at se, så Rakan fandt hurtigt tilbage til den tomme udkigspost og kravlede op i sikkerhed. Han fik lagt en forbinding på sin skulder, og efter kort tid stoppede blødningen, og blodet størknede på hans arm. Men selv på trods af såret og smerten havde han det pludselig meget bedre med sig selv. Han havde måske ikke vundet træningskampen, men han havde lige slået en bjergtiger på flugt og reddet en mand fra døden, med sit eget liv som indsats.

23


På udkigsposten gik tiden igen i stå. Vinden hylede, og dalen var lige så mennesketom som altid. Men det var, som om kulden ikke bed nær så hårdt. Sejren havde fyldt Rakan med selvtillid og en indre glød, der holdt kulden ude. Han havde kæmpet som en sand bjergkriger. ”Rakan, er du uskadt?” hørte han pludselig en stemme neden for vagtposten. Det var Djargo, hans afløser. Han skulle først komme ved solopgang, og det var knap nok midnat. ”Kun et lille sår på armen,” svarede Rakan muntert og kurede ned ad stigen for at komme Djargo i møde. ”Men jeg smadrede den bjergtiger!” ”Hvad med maldrakkerne?” spurgte Djargo. ”Vi var bange for, at de havde dræbt dig!” ”Maldrakkerne?!” gentog Rakan og kiggede rundt. ”De har angrebet byen,” svarede Djargo. ”De kom fra dalen, så vi var bange for ...” Han holdt pludselig en pause og så spørgende på Rakan. ”Opdagede du dem slet ikke?” spurgte han

24


så. ”De må jo være gået lige forbi dig!?” Rakan slog blikket ned og svarede ikke. ”Nej, Jeg øh ...” mumlede han. ”Du må hellere skynde dig hjem,” sagde Djargo. ”Din far ...” ”Min far!” afbrød Rakan forskrækket. ”Hvad er der sket?” Denne gang var det Djargo, der tøvede. Rakan blev helt tom indeni. Det var, som om bjerget smuldrede under ham, og han styrtede mod et bundløst mørke. Djargo lagde en hånd på Rakans skulder, og med et ryk var Rakan tilbage på bjerget. Han styrtede forbi Djargo, hjem mod Bjergbyen.


Kapitel 2

massakre Synet, der mødte Rakan, da han løb ind gennem byporten, ramte som en forhammer. Afbrændte guirlander, flag og smadrede lamper lå spredt mellem forvredne kroppe. De faldne maldrakkrigeres olivengrønne kroppe, der var dækket af brynjer, skjold og hjelme, lå side om side med bjergfolkets faldne, der kun havde nået at gribe køller og skjolde, men ellers var klædt i deres festtøj med gule, blå og brune farver, der symboliserede bjerget, himlen og solen. Maldrakkernes sabler og økser var smurt ind i blod. De havde hugget, skåret og flænset sig langt ind i rækkerne af ubeskyttede bjergkrigere, før de var blevet nedkæmpet. En hånd greb fat om Rakans ben, og han

26


kiggede ned i et blodstænket ansigt med et par bedende øje. Det var Estan, en af krigerne fra træningskampen, der lå i en pøl af blod. Hans mave var blevet sprættet op, og han prøvede at holde indvoldene inde med sine ene hånd, mens han holdt om Rakans ben med den anden. Han bevægede læberne, men var for afkræftet til at forme ordene. Hans hoved faldt bagover, og grebet om Rakans ankel slap. Rakan rev sig løs. Han gispede efter vejret og tumlede baglæns, indtil han snublede. Han landede på ryggen ved siden af en anden død bjergkriger. En tyk, sort pil stak ud af hans ene øje. Det andet var stadig åbent, og selvom hovedet var mast ned mod jorden og indsmurt i jord og blod, stirrede det åbne øje anklagende på Rakan. Det var liget af stammens magiker, som for nogle måneder siden ville have været en formidabel forstander, men nu da kraften var forsvundet fra bjerget, havde han ikke givet de stærke maldrakker meget modstand. Kampene var forbi. Maldrakkerne var enten slået eller flygtet, og byens helbredere havde

27


travlt med at behandle de sårede bjergkrigere. Rakan vaklede mellem de faldne som i et mareridt. Hans hjerte bankede vildt, og skyldfølelse skyllede ind over ham. Han var skyld i dette blodbad. Så kom han igen i tanke om sin far. Lå han også smurt ind i sit eget blod, med afhuggede lemmer ... eller værre? Rakan satte i løb mod byens nordside, hvor deres hus lå. Rakan sprang op ad trappen til den lille afsats uden for sit hjem og slog døren op. Han frøs i døråbningen, da han så de mange mennesker samlet indenfor. En gruppe bjergkrigere vågede over byens leder. De vendte sig mod Rakan med tavse ansigter. I det flakkende skær fra stearinlysene, der stod rundt om faderens seng, lignede de sørgelige spøgelser, der varslede en snarlig død. En lang, sort pil stak ud af faderens brystkasse. Han var kridhvid i ansigtet. Rakans mor sad ved hans side og tørrede sveden af hans pande. En helbreder stod bøjet over den faldne leder og undersøgte såret.

28


”Pilen har ikke ramt lungerne, men den har modhager,” sagde han og rynkede brynene. ”Hvis vi hiver den ud, flår vi musklerne over.” Rakan kom til sig selv og styrtede hen til sengen. Hans mor smilede til ham gennem tårerne. ”Han skal nok klare den,” sagde hun. ”Men vi tør ikke hive pilen ud af frygt for blødningen.” Rakan gav sin mor et trøstende kram og satte sig ved faderens side. Han kunne knap nok genkende sin far, da han kiggede ned på ham. Den enorme bjergkriger, der var urokkelig som en klippe, var blevet fældet. Der gik mange historier om de usårlige bjergkrigere, og om deres hud, der var tykkere og hårdere end andre menneskers. Men som han lå der, kridhvid i ansigtet med svedperler på panden, så bjergfolkets stærke leder pludselig meget sårbar ud. Helbrederen foldede et stykke stof ud, der afslørede en lang, tynd kniv. ”Vi må skære pilen ud,” sagde han og drejede kniven i luften. ”Vi skal bruge ild til at rense bladet!” En af krigerne greb en brændende pind fra

29


ildstedet. Helbrederen vendte sig mod Rakans mor. ”Vi skal bruge en bideskinne,” sagde han og pegede derefter på tre af krigerne. ”Og I holder ham nede!” Rakans far åbnede øjnene og vendte sig mod Rakan. ”Du er uskadt, min dreng!” hviskede han med et lille smil. ”Kæmpede du mod maldrakkerne?” Rakan slog blikket ned. Han vidste, han måtte fortælle sandheden. ”En mand blev angrebet af en bjergtiger. Jeg blev nødt til at hjælpe,” svarede han. ”En mand?” hviskede hans far. ”Hvilken mand?” ”Den Udstødte,” sukkede Rakan. Det gav et ryk i faderens krop, efterfulgt af en voldsom hoste. Moderen lagde begge hænder på Leopolds skuldre for at berolige ham. Da han kom sig over hosteanfaldet, vendte han sig igen mod Rakan. Smilet var forsvundet og erstattet af et udtryk af skuffelse, som Rakan kun kendte alt for godt. ”Du forlod din post for at redde Den

30


Udstødte,” hostede faderen. ”Den Udstødte, som ingen bjergkriger må omgås?” ”Ja, far!” indrømmede Rakan. ”Og i dit fravær lod du en flok maldrakker snige sig ind til byen.” Rakan svarede ikke, men nikkede. Der lød en ophidset mumlen fra krigerne bag ham. Rakans far sank tilbage i puderne med et suk. Han lukkede sine øjne. Helbrederen gav tegn til de tre krigere. De trådte ind foran Rakan og bøjede sig ned over Leopolds krop. Helbrederen tog imod et lille træstykke fra Rakans mor og klemte det ind mellem Leopolds tænder. Rakan kunne mærke, hvordan rummet pludselig føltes mindre. Væggene trak sig sammen omkring ham. Han kunne ikke få luft. ”Du må hellere gå,” hviskede hans mor så endelig. ”Kom tilbage, når han har samlet kræfter!” Rakan rejste sig hurtigt og løb ud af huset. Han gispede efter vejret, da han nåede ud på afsatsen udenfor. Det var midnat nu, og månen lyste klart, så Rakan kunne se, hvor meget

31


skade maldrakkerne havde forvoldt. Udhuse og skure var smadrede, og små grupper af bjergfolk kæmpede stadig med at slukke ilden på de brændende tage. Han var skyld i det her, og der ville ikke gå lang tid, før de alle vidste det. Der lød et sammenbidt skrig inde fra huset, og Rakan vidste, at helbrederen lige nu borede den lange kniv ned i hans fars skulder. Rakan kunne ikke gå tilbage i huset. Han måtte væk. Ud af byen. Og der var kun ét sted, han kunne gemme sig. I Rakwars hule. Dér kunne han bede ånderne om hjælp. De kunne fortælle ham, hvordan han skulle råde bod på sin fejltagelse. Rakan greb en olielampe og skyndte sig gennem byen, ud af porten og videre gennem bjergene. Indgangen til bjergfolkets tempel, Rakwars hule, lå et stykke uden for byen. Templet var en grotte i bjerget, og indgangen var en skrå sprække mellem to store klippesten. Der var ingen marmorsøjler og statuer foran bjergfolkets helligdom som i storbyernes templer. Rakan gik ind mellem de to klippeblokke

32


og fortsatte langsomt ned ad stien, der førte ind i klippens indre. Kort efter stod han i Rakwars hule. Alle bjergfolk tabte pusten, når de trådte ind i dette kæmpe tempel. De kunne mærke bjergets kraft strømme gennem hulen. Men kraften havde forladt dem, og det var bare en almindelig hule nu. Rakan fortsatte hen til den underjordiske sø længere inde. Dens skinnende, blanke vandoverflade gav ham altid en fornemmelse af ro. Og drypstenenes dryppen plejede at stilne hans oprørte indre. Men ikke denne gang. Rakans indre var i flammer. Han havde ikke bare skuffet sin far, han havde været skyld i en massakre. Bjergkrigere lå lige nu og vred sig i smerte fra dybe sår, mens helbrederne svedte over dem og prøvede at lukke sår og stoppe blødninger. Rakan gik rundt om søen til den kæmpe stenskikkelse, hvis overkrop ragede op af gulvet. Det var Rakwar, en statue af en gigantisk bjergkriger formet ud af klippevæggen af bjergfolkets magiker, bjergmageren. Han var den eneste i byen, der kunne kommunikere

33


med ånderne, og bjergets kraft flød gennem ham, så han kunne flytte kæmpe sten og forme dem med magi. Rakwar var skabt af ubearbejdet granit, ru og kantet, ikke som de polerede marmorstatuer, som konger og adelsmænd fik lavet af sig selv. Men Rakwar udstrålede en kraft, som alle bjergfolk kunne mærke. Midt på bjergkrigerens brystkasse var der en fordybning. Her havde kæmpens hjerte siddet. Bjergmageren havde skabt en hjerteformet plade af guld, udsmykket den med de kraftfulde kantede mønstre, der kendetegnede bjergfolket, og havde placeret den midt på kæmpens bryst. ”Ånden bor i hjertet, og han kan beskytte os,” havde bjergmageren sagt. ”Uden hjertet er statuen bare en stor bunke sten.” Men nu var hjertet væk. Stjålet. Og kort tid derefter havde bjergfolket mistet evnen til at trække kraft fra bjerget. Den beskyttende varme, som de plejede at trække fra bjergets indre for at holde kulden på afstand, var væk. Bjergets ånder havde trukket kraften tilbage for at straffe deres undersåtter. Bjergmageren

34


havde brugt måneder på at finde hjertet, men forgæves. Og nu var han død, fældet af en pil gennem øjet. ’Bjergbyen smuldrer, når ånderne raser,’ tænkte Rakan. Måske havde galningen ret. Det virkede i hvert fald ikke, som om Rakwar længere besad nogen beskyttende kraft. Men Rakan var desperat. Han satte sig på knæ foran statuen og kiggede på det firskårne klippeansigt. Statuens øjne var gemt i skyggerne under kraftige øjenbryn, men Rakan kunne mærke, hvordan de gennemborede ham med vrede og fordømmelse. ”Jeg prøver at tænke og handle som en bjergkriger,” begyndte Rakan. ”Men hver gang går det galt. En tapper bjergkriger ville da have taget kampen op mod bjergtigeren, ville han ikke?” Rakan kiggede op på statuen igen, som om han forventede at få bekræftet sin uduelighed. Men der kom intet svar. Rakan prøvede at forsvare sin handling. ”J-jeg udviste stort mod i kampen mod tigeren ...”

35


Rakan bed sig i underlæben. Stilheden var knusende. Han slog blikket ned og foldede hænderne foran sig. ”Hjælp mig, store ånd. Hør min bøn, og giv mig en chance for at gøre det godt igen!” Tårerne pressede sig på, og Rakan kunne ikke længere holde dem tilbage. Han bøjede hovedet mod jorden med armene strakt foran sig, og sådan blev han liggende. Han ville ikke rejse sig, før han havde fået et tegn. Han ville hellere ligge her for evigt end at gå tilbage til byen. Bare ligge her og synke ned i klippen, blive opslugt og forsvinde. ”Rakan!” råbte en hæs stemme bag ham. Han var faldet hen. Han vidste ikke, hvor længe han havde ligget der, men han sprang op og drejede rundt ved lyden af stemmen. Ved hulens indgang stod hans far med forbinding på overkroppen og støttede sig til en krykke. Solens stråler ramte gangen bag ham. Det måtte være morgen. ”Far!” udbrød Rakan med et smil, mens han løb rundt om søen. ”Du er på benene igen.”

36


Men smilet blev ikke gengældt. ”Du har svigtet, min søn,” svarede han kort, da Rakan nåede frem til ham. ”Jeg har netop planlagt byens forsvar med ældstekrigerne, og vi har en opgave til dig.” ”Ja, hvad skal jeg gøre?” udbrød Rakan. ”Jeg vil gøre hvad som helst!” ”Vi har haft spejdere ude, og de har fundet maldraklejren nord for byen. Vi er i undertal og vil ikke overleve en belejring ret længe.” Faderen humpede et par skridt frem. Rakan kunne se, hvordan kraftanstrengelserne smertede ham. ”Da vi alle føler, at du er den kriger, vi bedst kan undvære i kamp ...” begyndte Leopold. Ordene stak som knive, men Rakan bed smerten i sig. ”... har vi valgt en anden slags opgave til dig. Du skal tage til Emrat efter hjælp. Det er en dags ridt, og du må af sted med det samme.” ”Ja, far,” svarede Rakan. ”Jeg rider øjeblikkeligt.” ”Rid til Emrat, og spørg efter Erak den Vise. Han er en af Rexmano, ’Kongens brødre’.

37


Overdrag ham denne besked.” Leopold rakte Rakan en forseglet skriftrulle. ”De må sende forstærkninger, så hurtigt de kan. Vi aner ikke, hvor længe vi kan modstå maldrakkernes angreb.” Rakan satte skriftrullen fast i sit bælte og vendte sig for at gå. ”Du må tænke og handle som en bjergkriger,” afsluttede Leopold. ”Kan jeg regne med dig?” ”Jeg svigter ikke bjergfolket igen, far,” sagde Rakan. ”Stol på, at jeg henter forstærkning.”


Kapitel 3

bjergets ånd Rakan pakkede hurtigt en madpose med brød og tørret kød og fyldte en drikkedunk med vand. Han bandt en lille læderpose med guldmønter i bæltet og skyndte sig at sadle en hest og ride ud af byen. Det første stykke af rejsen gennem bjergene gik langsomt. Det stenede, ujævne terræn gjorde det umuligt for hesten at komme op i fart. Rakan blev hurtigt rastløs og forbandede de stenfyldte bjergstier. Så hørte han en latter over sig, som han genkendte med det samme. Den Udstødtes forrykte grin. Galningen stod på et klippefremspring længere oppe ad bjergsiden. Han havde formiddagssolen i ryggen, så Rakan måtte

39


knibe øjnene sammen for at se, hvad han lavede. For sent opdagede Rakan, at den gamle mand var ved at vælte en kæmpe sten. Den rullede et stykke og smadrede ind i en klippetop, som blev knust til småsten med et brag. De mange løse sten trak endnu flere med sig, og få sekunder senere var Rakan fanget i midten af et stenskred. Hesten vrinskede, og Rakan huggede hælene i dens flanker for at undslippe stenregnen, men hesten stejlede, og Rakan blev kastet af sadlen og landede med et bump på de hårde sten. Han tog sig til hovedet og mærkede det varme blod på sine fingre. Han prøvede at komme op, men det svimlede for ham. Stenene buldrede, og jorden gyngede. Støvskyer rejste sig og indhyllede Rakan. Alt blev uskarpt i tågen, og al lyd forstummede. Pludselig frøs stenene i luften, som om tiden stod stille. Smerten i Rakans hoved lammede hans sanser, og hans blik flakkede mellem de svævende stenstykker. ”Ånderne har hørt din bøn!” buldrede en stemme pludselig gennem tågen. Rakan kiggede

40


forvildet rundt, men der var intet at se. ”Du får din chance, hvis du er villig til at gøre, hvad der skal til.” Rakan kom op på knæene. ”Ja ... ja,” fremstammede han. ”Du må finde Rakwars hjerte. Vække ham fra dvalen, og han vil kæmpe for dig med en styrke som en hel hær.” Rakans blik sejlede rundt i tågen, der var intet andet at se end støvet, der bølgede foran ham. ”Rakwars hjerte?” gentog han. ”Men hvor? Det blev stjålet.” ”Hjertet er nær. Opsøg Starko af Krinn.” ”Krinn – den kender jeg.” råbte Rakan i en forvirret glæde over at genkende et navn. ”Det er flodbyen, et par timers ridt herfra.” ”Rid dertil!” beordrede ånden. ”Opsøg Starko, og skaf hjertet. Du alene kan vende slagets gang. Krinn. Starko. Hjertet. Alt andet er nyttesløst.” Rakan sejlede ud og ind af bevidsthed. ”Krinn. Starko ... hjertet,” gentog han omtåget. I det samme dukkede faderens ord op i hans

41


bevidsthed: ’Gør, som jeg siger ... og opfør dig som en bjergkriger’. ”M-men jeg er bjergkriger ...” fremstammede Rakan. ”Og jeg skal til Emrat.” Stemmen buldrede ud gennem tågen med en pludselig vrede. ”Du er ikke bjergkriger!” Rakan tumlede rundt. ”Hvad mener du?” ”Prøv ikke at være noget, du ikke er!” tordnede stemmen. ”Følg hjertet i stedet.” Den messende stemme forsvandt. Tågen blev til mørke. Rakan tog sig til hovedet og gav efter for udmattelsen og svimmelheden. ”Følg hjertet,” mumlede han og lukkede øjnene. Hestens vrinsken vækkede Rakan. Han åbnede øjnene, men blev blændet af den lave eftermiddagssol. En stor, uskarp skikkelse stod foran ham med solen i ryggen. Skikkelsen kom nærmere. Rakans krop var øm efter alle stenslagene. Han løftede sig op på albuerne og kneb øjnene sammen for at aflæse den store form, og der gik et chok gennem ham, da han genkendte den bredskuldrede silhuet af en kæmpe maldrak. Rakan tvang sig på benene

42


i en fart, men den hurtige bevægelse fik det til at svimle for ham. ”Grok smadrer mænd som myg!” hvæsede maldrakken og hævede sin enorme økse. Knoglestykkerne, der udsmykkede våbenet, raslede ved bevægelsen, og Grok grinede, da han svingede øksen mod Rakans hoved. Rakan rykkede hovedet baglæns, og øksen kløvede luften kun et hårsbred fra hans næse. Rakan rullede baglæns ud af maldrakkens rækkevidde. Hans eget våben hang på hesten, så Rakan samlede en stor, flad sten op fra jorden. Grok brølede og gik til angreb igen. Rakan holdt stenen op foran sig som et skjold, men Groks styrke var enorm, og øksen flækkede stenen. Slagets kraft sendte brudstykkerne tilbage i hovedet på Rakan og væltede ham omkuld. Grok kastede hovedet tilbage i en hæslig latter, mens han hamrede sig selv på brystet, så hans rustning raslede. ”Små klippemænd bliver knust. Knust af Grok!” Rakans kindben sved af smerte. Han tog sig til kinden og mærkede, at stenen havde skrabet

43


huden af hans kindben. Hans fingerspidser var røde af blod. Men faldet havde også bragt ham tættere på hesten, han kiggede hurtigt op for at sikre sig, hvor stridskøllen hang. Grok havde også set det. Rakan samlede sine kræfter og sprang op, som om han ville spurte mod hesten. Grok svingede øksen for at ramme ham i springet. I stedet skiftede Rakan retning og tumlede direkte ind i Grok. Den store maldrak, der netop havde svunget sin økse, var ude af balance, og han blev kastet baglæns i de mange småsten, der havde samlet sig efter stenskredet. ”Grrr,” hvæsede Grok. ”Lille mand slår som loppe!” Grok prøvede at rejse sig, men de små sten gled rundt under hans vægt, og han mistede balancen på ny. Rakan spildte ikke et sekund, han havde ikke tid til at slås. Han fik hevet sig op på hesten og sparkede den igang. De kom hurtigt uden for Groks rækkevidde, og da den store maldrak endelig kom på benene igen og svingede sin økse, slog han bare huller i luften. ”Grok knuser bjergby,” brølede den hidsige

44


maldrak. ”Bjergby smuldrer!” Rakan kiggede bagud for at sikre sig, at Grok ikke fulgte efter, eller der var andre maldrakker i nærheden. Det så ud til, at Grok havde været alene. ”Starko. Hjertet,” var de første ord, der dukkede op i Rakans hoved. Hesten kunne nu galopere hen ad bjergstien. De løse sten var mindre og blandede sig nu med grus og sand, der var blevet ført fra bjergets top af regn og vind. Stierne blev mere jævne, efterhånden som han nærmede sig foden af bjerget, og græs og lyngplanter dukkede op i det stenede terræn. Længere fremme delte stien sig i to. Den ene sti førte til Emrat, og den anden til Krinn. Rakan var splittet. Han kunne ikke svigte bjergfolket eller trodse sin fars ordre. Men en stemme langt inde i ham fortalte ham, at hans far tog fejl. Redningen lå i Krinn. ’Hvad ville en bjergkriger gøre?’ tænkte Rakan. ’En bjergkriger ville adlyde ordren, gøre, som han havde fået besked på, selvfølgelig ... men hvis ordren var forkert?’

45


Hestens hove dundrede mod stenene, og forgreningen nærmede sig i rasende fart. Rakan havde hørt den samme stemme, da han havde forladt sin vagtpost aftenen før. ’Jeg lyttede til stemmen og reddede Den Udstødte,’ tænkte Rakan. ’Og jeg var skyld i en massakre.’ Rakan bed tænderne sammen og skubbede den påtrængende stemme bort. Fast besluttet holdt han kursen, og hesten galoperede forbi forgreningen og ned ad stien mod Emrat. Så kom stemmen indeni tilbage med fornyet styrke og splintrede hans beslutsomhed. ’Hvordan kan du gøre noget, som du ved er forkert?’ tænkte Rakan forpint. ’Det kan ikke være den måde, en bjergkriger skal handle på.’ Men hvad ville der ske med bjergfolket, hvis han tog fejl? Han rev i hestens seletøj og styrede den over på den anden sti. ”Vi må finde Rakwars hjerte,” råbte han til hesten. ”Vi tager til Krinn!”

46


Kapitel 4

en stemme i mørket En såret maldraksoldat humpede gennem lejren mod generalens telt. Han førte en lille gruppe af soldater efter sig, der alle så ud, som om de var blevet kværnet under en kæmpe stenblok. Deres hjelme og skjolde var bulede, skulderpladerne var slået af, og brynjer var revnet. Overalt, hvor de kom igennem, forstummede snakken, og de andre soldater i lejren stirrede nysgerrigt efter den lille samling. Føreren nikkede kort til vagterne uden for generalteltet, og uden et ord trådte de til side og lod ham humpe indenfor. Blodet løb ned ad soldatens lår, men han bed smerten i sig og knælede foran sin general. ”Vi har angrebet Bjergbyen, general Galrok,”

47


sagde han, mens han holdt blikket mod gulvet. ”Og vi har samlet de oplysninger, som du befalede.” ”Hvor mange faldne?” spurgte Galrok. ”En deling på 15 mand overrumplede Bjergbyen,” forklarede soldaten. ”Vi påførte dem store tab og fældede deres leder. Men vi mistede mange mænd. Vi er fire tilbage.” ”Før de andre ind,” råbte Galrok til vagterne, og den lille gruppe soldater samlede sig foran Galroks trone. De knælede alle besværet, og Galrok hilste på dem ved at hæve sit bæger. General Galrok havde taget mange liv på sin vej til magten. Det plagede ham ikke. Det havde sin pris at blive maldrakstammens leder og hærfører. Han havde nedkæmpet fjender i åben tvekamp og skåret struber over i ly af nattens mørke. At dræbe var en naturlig del af maldrakkernes verden. Men Galrok skummede af vrede, da han så den lille gruppe af overlevende. Det var ikke de tapre krigeres død, der irriterede ham, men det faktum, at han, general Galrok, var blevet forvandlet til en marionetdukke, som blot skulle

48


adlyde ordrer fra Den Sorte Fyrste, der havde taget magten nord for Murakabjergene. ”Det er, hvad min mægtige hær er blevet nedgjort til, stikirenddrenge,” sukkede Galrok og viftede utålmodigt med hånden. ”Fortæl, hvad I fandt ud af!” ”De er veltrænede og disciplinerede. Da de først opdagede angrebet, var de kampklare på ingen tid.” ”Hrfm!” snerrede Galrok. ”Hvad mere?” ”De har ikke nogen magi,” fortsatte soldaten. ”Det må være skrøner. De brugte i hvert fald ikke magi mod os.” ”Aha,” sagde Galrok og viftede utålmodigt med hånden. ”Rygterne om deres usårlighed er stærkt overdrevne. Vi fældede deres leder med en pil.” afsluttede soldaten. Galrok gryntede tilfreds og lænede sig tilbage i tronstolen. Han tømte sit bæger og satte det fra sig. Nu knælede Grok foran tronen. ”De har sendt en efter hjælp, som du forudsagde,” sagde han. ”Jeg lod ham slippe som beordret.”

49


”Godt,” sagde Galrok kort og sendte soldaterne væk. Hvor han hadede denne rolle som Sortfyrstens lakaj. Det var intet, han ville nyde mere end at støde sin kniv dybt ind i brystet på den sorte magiker. Men rygterne sagde, at almindelige våben ikke virkede på Sortfyrsten. Hans magi var ikke af denne verden. Galrok havde set mange mennesker dø, uden at det rørte ham, men Sortfyrstens behandling af sine fjender fik hårene til at rejse sig på Galroks arme. Han slog dem ikke bare ihjel. Han ... Galrok gøs ved tanken om staklernes skæbne. Det var så forkert, at selv Galrok slog alle tanker om oprør bort. Han ville ikke ende som staklerne, der havde trodset Sortfyrsten. ”Du skal bevise din lydighed, undersåt,” havde Sortfyrsten beordret Galrok, da han var blevet kaldt ind til sin nye hersker. ”Du skal undersøge, om historierne om bjergfolkets styrke er sande.” Galrok bukkede og svarede modvilligt. ”Javel, herre.”

50


”Er de usårlige? Har de magi? Hvordan kæmper de?” sagde Sortfyrsten. ”Skal vi angribe Bjergbyen?” spurgte Galrok undrende. ”Tag derop med din hær, men angrib med en lille styrke, så vi kan se, hvordan de forsvarer sig, og lad dem så forberede en belejring,” havde Sortfyrsten sagt. ”Jeg vil vide, hvordan de forskanser sig.” Galrok stod mundlam. Belejre en by i bjergene. Det var vanvid. Man kunne ikke fragte rambukke eller kastemaskiner op i bjergene. ”Bjergbyen vil være uindtagelig, hvis vi afslører os med et lille angreb først!” indskød Galrok og prøvede at holde sin vrede i ave. ”Vi vil miste overraskelsesmomentet. Vi bør slå til med fuld styrke med det samme.” ”Og en ting til,” tilføjede Sortfyrsten og ignorerede Galroks kommentarer. ”Lad deres budbringere slippe af sted, så vi kan se, hvor hurtigt de får forstærkninger.” Galrok rasede, da han forlod Sortfyrstens telt. Han vidste, det ville koste ham halvdelen af sin hær at skaffe disse oplysninger. Og de

51


var ikke andet end madding. En prøve på hans loyalitet. At belejre Bjergbyen og så sidde og vente på, at forstærkninger skulle dukke op. Det var selvmord. Galrok rejste sig fra sin trone og gik ud i lejren. Den stærke drik og den kølige natteluft mildnede hans vrede, og lyden af hans soldater opmuntrede ham. De overlevende fortalte krigshistorier til de andre omkring bålet. Soldaterne var spændt på at høre om de berømmede bjergkrigeres kampevne. Galrok grublede over de oplysninger, han havde fået. Maldrakkerne var et krigerisk folk og ikke kendt som de store strateger, men Galrok var snu. Det var ikke uden grund, at han var endt som leder af stammen. Han nægtede at kaste sig selv og sin hær i døden. Han ville vende sejrrig tilbage. Tanken om at trodse Sortfyrsten, ved at overleve missionen, fyldte Galrok med en pludselig energi, og han blev utålmodig efter at komme tilbage til teltet og forberede belejringen. Men først måtte han ud til udkanten af

52


lejren, til den lille klynge af grantræer. Han løsnede bæltet og trådte ind mellem grantræerne for at lade vandet. ”Maldrakkerne bliver knust,” buldrede en dyb stemme, som kom den fra jordens indre. Galrok trak lynhurtigt sit sværd, mens han prøvede at holde bukserne oppe med den anden hånd. Han havde ikke kunnet høre, hvor stemmen kom fra, så han kiggede fra side til side, klar til at forsvare sig, men der kom ingen angreb. ”Frygt ikke,” sagde stemmen. ”Jeg er her for at hjælpe.” Galrok bandt hurtigt sine bukser, men holdt stadig sværdet oppe. De mange bål og fakler i lejren bag ham oplyste kun den forreste del af den lille granlund. Træerne kastede lange sorte skygger, der forsvandt ud i mørket, hvor faklernes lys ikke kunne nå. Galrok stillede sig med lyset i ryggen og spejdede ud i mørket, men han kunne ikke få øje på nogen. ”Kom frem,” råbte Galrok, men ingen viste sig. ”Menneskene vil knuse jer som insekter,” buldrede stemmen.

53


”Som insekter!” skreg Galrok og smadrede en knytnæve i ind det nærmeste grantræ, så barken fløj til alle sider. ”Ingen mennesker knuser maldrakker som insekter! Deres usårlighed er opspind. Vi har allerede slået deres leder,” knurrede han sammenbidt. ”Desuden er vi i overtal fem til en.” ”I kunne ikke vinde, om I så var 100 til en,” sagde den mystiske stemme. ”De har en kraft på deres side, som er uovervindelig.” ”Vi har angrebet byen,” hvæsede Galrok ud i mørket. ”De har ingen kraft. Ingen magi!” Galrok kiggede rundt igen, men så kun grantræer omkring sig. Så kom stemmen tilbage med en fornyet styrke, der fik jorden til at ryste. ”Bjergfolket har en kriger, hvis lige verden ikke kender. Intet sværd kan bremse ham, og ingen stridskølle kan knuse ham,” buldrede stemmen. ”Kun en eneste ting kan stoppe ham.” ”Og hvad er så det?” spurgte Galrok skeptisk. Der fulgte en stilhed, hvor Galrok følte jorden bevæge sig, som om bjerget tog en dyb indånding.

54


”ORD!” lød svaret. ”Ord!?” gentog Galrok og sænkede sit sværd. ”Forklar!”


Kapitel 5

krinn Rakan nåede bakkelandskabet syd for Murakabjergene. Han fulgte floden Murani, som førte til Krinn. Efter et par timers ridt kunne Rakan skimte flodbyen i det fjerne. Den var omgivet af tykke mure undtagen på flodsiden. Sløve røgstriber bølgede op fra byens mange skorstene, og på afstand så byen fredelig og idyllisk ud. Men selv Rakan havde hørt om Krinn, tyvenes og mordernes tilflugtssted. Der var alt andet end fredeligt og idyllisk inde bag murene i flodbyen. Ikke noget at sige til, at hans far ikke havde sendt ham hertil efter forstærkning. Da Rakan nåede Krinns byport, blev han standset af to bevæbnede vagter. De bar læder-

56


brynjer og skulderplader, der var bemalet med en dybrød farve. De mange ridser i læderet talte deres eget tydelige sprog. ”Hvem er du? Og hvad er dit ærinde i byen?” spurgte den ene byvagt, mens han greb fat i grimen på Rakans hest. Rakan fortalte dem sandheden, som bjergfolk altid gør. ”Jeg er Rakan af bjergfolket. Jeg er her for at hente en hellig genstand, som er blevet stjålet fra min stamme.” ”Vi vil ikke have ballademagere her,” svarede en af vagterne og pegede på Rakans forbinding på armen og friske sår på kinden. ”Og hvor er så denne stjålne genstand?” ”Hos Starko,” svarede Rakan uden tøven. Vagterne tav og udvekslede blikke. ”Og du er kommet for at hente denne genstand tilbage fra ... Starko?” ”Ja,” svarede Rakan kort. ”Ved I, hvor jeg kan finde ham?” Den ene vagt prøvede at undertrykke et grin. ”Du kan starte med at spørge på ’Den gale

57


høne’. Det er dér, hans folk holder til.” ”Hans folk?” gentog Rakan. ”Hvilken stamme hører han til?” Vagterne spærrede øjnene op. ”Du ved ikke, hvem han er?” Den yngste af vagterne grinede ad Rakan, men den ældste vagt blev pludselig alvorlig. Han rystede på hovedet. ”Hør, knægt, nu er det ikke sjovt længere. Rid hjem! Du vil ikke overleve til solnedgang, og der er ikke ret lang tid til.” Rakan flyttede sig i sadlen. ”Mine herrer, vagter. Jeg kan ikke vende om. Det er et spørgsmål om liv eller død. Vi skal have genstanden tilbage.” ”Du må virkelig være træt af livet,” sukkede den gamle og rystede på hovedet. ” Krinngardens general Khartan vil helt sikkert belønne dig, hvis du fanger Starko. Men hør, knægt, byens love gælder stadig for dig. Træder du ved siden af, ryger du i fangekælderen.” Rakan nikkede og sporede hesten efter at have fået vist vej til ’Den gale høne.’ Kort efter ankom Rakan til det lave, sorte

58


bindingsværkshus. Han tøjrede sin hest udenfor og åbnede døren. Stanken af øl, røg og sved, der væltede ud, fik ham til at standse i døråbningen. Talen forstummede, mens krogæsterne skævede til Rakan. Der var dunkelt i kroen, og Rakans øjne havde ikke rigtig vænnet sig til mørket, så han kunne ikke skimte andet end ansigter skjult under hætter eller i mørke kroge. Men gæsterne genoptog hurtigt deres terningespil, og de skummende ølkrus blev sat til munden igen, efterfulgt af lange bøvsende fanfarer. Rakan tog en sidste mundfuld frisk luft, før han kæmpede sig gennem røg og svedstank hen mod disken, der var placeret ved kroens bagvæg. En mand med skægstubbe og langt fedtet hår væltede op fra sin stol lige foran Rakan, mens de sidste sjatter øl fra hans krus sprøjtede rundt i lokalet. Han sejlede sidelæns med flagrende arme for at genfinde balancen. Rakan måtte gribe manden, for at han ikke skulle falde. Drankeren vendte sig rundt med et stort smil, der viste alle hans tre rådne tænder.

59


Hans hoved vuggede ukontrolleret frem mod Rakans. ”Tjak, min ven,” boblede han og udspyede en ånde, der kunne have slået en mindre hund ihjel. Rakan slap manden og lod ham sejle videre mod døren. ‘Sikke en flok rotter,’ tænkte Rakan. Ikke en eneste herinde villle overleve en uge i bjergene. Rakan nåede frem til kroværten, der stod bag sin bardisk og tørrede krus af. Han var en stor og bred mand med kort, sort hår og skægstubbe. Han bar et plettet forklæde og en snavset skjorte, som han havde smøget op til albuerne. ”Mit navn er Rakan af bjergfolket. Jeg leder efter Starko,” sagde Rakan til kroværten. Med ét blev der stille i kroen. Alles blikke rettede sig mod Rakan. Kroværten satte kruset fra sig. Den store mand lænede sig langsomt frem mod Rakan med sammenknebne øjne. ”Har aldrig hørt om ham.” Rakan trådte et skridt tilbage. ”Aha,” sagde han, mens han overvejede, hvad han skulle stille op med den åbenlyse løgn.

60


”Men kunne det tænkes, at ...” En hviskende stemme bag ham afbrød spørgsmålet. “En stor, fed mus i en kattegård. Det er, hvad du er. Du holder ikke en uge her i byen.” En pige med langt, sort hår og iskolde blå øjne stod ved siden af ham. Rakan havde hverken set eller hørt hende nærme sig. ”Hvad mener du?” spurgte Rakan og prøvede at skjule sin overraskelse. Pigen nikkede over mod en stor mand, der var på vej ud ad døren. ”Dine penge er på vej ud ad døren dér!” “Mine penge?” Rakans hånd for ned til bæltet. Hans læderpung var væk. “Tyv! Mine penge!” råbte Rakan og stormede efter tyven. Han greb fat i mandens skulder og trak så hårdt til, at den store mand drejede rundt på stedet. ”Giv mig mine penge tilbage!” råbte Rakan. ”Hvad snakker du om?” spurgte manden og holdt sine tomme hænder op. ”Jeg har ikke stjålet dine penge.”

61


Rakan kiggede sig tilbage, men pigen var forsvundet. Da han igen vendte sig mod tyven, ramte en knytnæve ham klokkerent på kæben, så der skød lyn af smerte op i hans hjerne. Rakan fløj baglæns og kurede hen ad gulvet i en halv baglæns kolbøtte. Han satte sig på knæ og tog sig til kæben, der dunkede af smerte. Så rejste han sig igen og rystede slaget af sig. Der kom en forbløffet mumlen fra tilskuerne. Selv manden, der havde slået ham, så overrasket ud. ”Malurt!” råbte kroværten. ”Ingen ballade herinde. Det ved du godt. Det foregår udenfor!” Rakan spejdede igen efter pigen, men fik ikke øje på hende. ”Det er vist en misforståelse, det her,” begyndte han og hævede hænderne undskyldende. ”Min anklage var ubegrundet. Jeg undskylder. Og du har givet dit slag, så jeg vil mene, at vi står lige.” Malurt rystede på hovedet med et grin. ”Du har krænket min ære,” sagde han med en fornærmet mine. ”Ingen skal ikke komme her og anklage Malurt for tyveri!”

62


Krogæsterne skreg af grin og hamrede deres ølkrus i bordene som bifald. Malurt greb fat i Rakan og trak ham udenfor. ”Nu skal jeg banke lidt respekt ind i dig!” Krogæsterne væltede ud gennem døren efter Rakan. De hujede og råbte og samlede sig hurtigt i en ring omkring de to mænd. Rakan kunne se, at en kamp var uundgåelig. Malurt havde en sammenrullet pisk i den ene side af bæltet og en lang kniv i den anden. Han trak kniven, mens Rakan løsnede sin stridskølle fra bæltet. ”Jeg ser, at jeg ikke kan tale dig fra det,” sukkede Rakan og løftede køllen mod Malurt. ”Men jeg har meget længere rækkevidde end dig. Vil du ikke vælge et andet våben?” ”Det her er præcis det våben, jeg skal bruge!” skreg Malurt og svingede kniven mod Rakans hoved. ”Til at stikke dine øjne ud.” Rakan trak hovedet til sig, mens kniven flænsede luften foran ham. Malurt var en stor mand, et hoved højere end Rakan, og hans lange arme kompenserede for det korte våben. Rakan svingede køllen mod Malurts kniv-

63


hånd for at afvæbne ham, men den store mand var overraskende hurtig. Han trak hånden til sig og bankede samtidig en knytnæve på størrelse med en brosten i brystet på Rakan. Rakan tumlede baglæns, mens publikum jublede. Et par store hænder greb ham, før han snublede, og skubbede ham tilbage i kampen. Malurt angreb med et brøl, men Rakan havde aflæst hans bevægelser og trådte lynhurtigt til side, mens han svingede sin stridskølle ind i maven på ham. Slaget gik rent ind, og der lød et UMPF!, da Malurt faldt til jorden som en sæk kartofler. Men tilskuerne greb også fat i ham og fik hjulpet ham på benene, mens han prustende holdt sig til maven. ”Du aner ikke, hvem du har med at gøre her!” spyttede Malurt. ”Jeg skærer dine indvolde ud og propper dem ned i halsen på dig!” Malurt svingede arrigt armen med kniven, men Rakan trak sig baglæns og parerede med køllen, så Malurt hamrede sin hånd ind i jernknopperne på køllens hoved. Malurt fnysede og prustede for hvert mislykkede angreb. “Stå så stille, din lille loppe,” hvæsede Malurt

64


og løsnede pisken fra sit bælte. Rakan prøvede at trække sig uden for piskens rækkevide, men ringen af mennesker bag ham lukkede til, og han blev puffet frem mod Malurt, der svingede pisken. Rakan holdt instinktivt armen op for at beskytte sig, pisken surrede sig fast om armen, og Malurt trak til. Rakan blev revet fremad med køllen flagrende efter sig. Han nåede kun med nød og næppe at vippe hovedet til side og undgå Malurts kniv, som skød frem mod hans hals. Kniven skar en flænge på siden af halsen, og Rakan vaklede baglæns, mens han tog sig til såret. Hans fingre var smurt ind i blod, da han trak dem til sig igen. Tilskuerne gik amok ved synet af blod. De løftede hænderne i vejret, piftede og heppede på, at Malurt skulle afslutte kampen. Malurt trak i pisken igen, men Rakan fik viklet den af sin arm i tide, så Malurt tumlede baglæns uden fangst. Den store mand blev skubbet tilbage i ringen af tilskuerne, der samtidig gav ham opmuntrende klap på skulderen. Malurt hev arrigt efter vejret og smed pisken fra sig. Han hævede

65


kniven og trak den over sin egen hals, mens han pegede på Rakan. De to kæmpende stirrede indædt på hinanden. Rakan greb køllen med begge hænder og lod ikke blikket vige fra sin modstander. Malurt var måske en stor mand, men hans tunge ølmave og besværede åndedræt afslørede hans dårlige form. De hidsige angreb havde gjort ham forpustet, og Rakan kunne se, at han ikke havde mere i sig. Og ganske rigtigt: Malurt tordnede frem i et sidste desperat angreb. Han kastede sin kæmpe krop mod Rakan for at vælte ham omkuld. Rakan trådte ikke til side, men sank ekstra i knæ for at få bedre fodfæste. I stedet for at svinge køllen skød han den lige frem mod Malurts hoved. Der lød et dunk, da Malurt løb direkte ind i køllens spids. Kød og knogler mødte metal og sten med en kvasende lyd. Tilskuerne gispede og skar grimasser ved lyden af næseknoglen, der brækkede, og Malurt trimlede bagover med et brøl, mens blodet fossede ud af hans næse. Rakan betragtede den faldne kæmpe og anede ikke, hvad han skulle stille op. Ringen af

66


tilskuere gik langsomt i opløsning, og folk trak tilbage mod kroen. Et par stykker prøvede at hjælpe Malurt på benene, mens de skulede til Rakan, men ingen skulle nyde noget af at prøve kræfter med den unge kriger. Pludselig var der en, der hev ham i armen. ”Kom med mig!” sagde pigen med de blå øjne. ”M-men hvad med min hest?” stammede Rakan og pegede tilbage mod kroen. ”Hvis du bliver her, er du færdig,” sagde hun og vendte sig om og løb.


Kapitel 6

katlin Rakan løb efter pigen ned ad en smal gade, hvor brostenene ophørte og løb ud i en grusvej. De drejede om et hjørne, og med ét var de inde i en labyrint af mørke, mudrede stier mellem tætliggende huse. Rakan oksede af sted for at følge med pigen, der ubesværet spurtede mellem de skæve træhuse. Efter et stykke tid havde Rakan ingen anelse om, hvor han var, eller hvordan han skulle komme tilbage. Pigen standsede bag en bygning, der lå ved et lille mudret vandløb. Hun nikkede til Rakan. ”Her er vi i sikkerhed!” ”Øh, tak” fremstammede Rakan. ”Men hvem er du? Og hvorfor sagde du, at den mand havde taget mine penge?”

68


”Så, så, rolig nu,” afskar pigen ham. ”Jeg hedder Katlin. Og du har vist ret, det var alligevel ikke ham, der havde stjålet dine penge.” ”Men det sagde du!” svarede Rakan. ”Hvorfor ville du lyve om sådan noget?” ”Fordi jeg længe har villet give ham et lag prygl,” svarede Katlin med et skævt smil og kastede Rakans pung tilbage til ham. ”Og nu fik jeg dig til at gøre det for mig.” ”Du udnyttede mig!” udbrød han. ”Så, så, græd nu ikke,” svarede Katlin smilende. ”Jeg har sikkert reddet dit liv ved at stoppe dig fra at råbe op om Starko. Og hvad i alverden gav dig også den tåbelige idé? Er du træt af livet, eller hvad?” ”Jeg er Rakan, søn af Leopold, Bjergbyens leder,” svarede Rakan. ”Jeg er på en vigtig mission. Et spørgsmål om liv eller død.” ”Ja, nok nærmere et spørgsmål om død, hvis du bliver ved med at føre dig frem på den måde.” ”Men jeg SKAL finde ham,” svarede Rakan og satte begge hænder i siden. ”Hvordan skal jeg kunne finde en mand uden at spørge efter ham?”

69


”Hold da op, KlippeKlaes. Du er virkelig tyk i skallen, hva’?” sagde Katlin. ”Starko er leder af denne del af byen. Hvis du udfordrer ham, går du op mod en hær af tyve og mordere, som selv Krinn-garden ikke har kunnet gøre det af med.” Rakan tyggede på de nye informationer. ”Jeg har ikke noget valg! Jeg kan ikke komme tomhændet tilbage,” udbrød han til sidst. ”Jeg skal skaffe den genstand, som Starko har stjålet fra min stamme, og jeg har ikke meget tid.” ”Vil du bryde ind hos Starko og STJÆLE fra ham?” spurgte Katlin og stirrede på Rakan. ”Nej, naturligvis vil jeg ikke bryde ind. Jeg er ikke en tyv,” svarede Rakan. ”Men jeg skal finde ham og tale med ham. ” Katlin rystede på hovedet. ”Hør GranitGilbert, du forstår virkelig ikke, hva’? Man vader ikke bare ind og taler med Starko.” ”Men hvad vil du mig? Du har løjet for mig og udnyttet mig!” råbte Rakan. ”Kunne du ikke bare vise mig hen til Starko, hvis du ved, hvor han holder til? Så er vi kvit, og så klarer jeg selv resten.”

70


”Ja, hold da op,” grinede Katlin. ”Jeg har set, hvordan du klarer dig.” Hun iagttog Rakan og mumlede for sig selv: ”Rakan, søn af Leopold, Bjergbyens leder.” Et listigt smil gled over hendes ansigt, og hun greb fat i Rakan. ”Jeg viser dig vej til Starko. Alle ved, hvor han holder til. Bare følg med.” Det var ved at blive aften, da Katlin førte Rakan videre gennem byen. Lamper og stearinlys blev sat i vindueskarmene på de små, forfaldne huse. Gaderne stank af råddent affald og kattepis. Rakan følte sig uendeligt langt hjemmefra i den her by af mordere og tyve, og han tænkte tilbage på sit møde med ånden tidligere på dagen. Var det virkelig i de her beskidte gader, der flød med stinkende affald og vandpytter af tis, at Bjergbyens redning skulle findes? Rakan kom i tvivl. Var Krinn det forkerte valg? Ville han nu blive skyld i bjergfolkets udryddelse? De nærmede sig en åben plads, da Katlin standsede ved en husmur og lænede ryggen mod den, så hun ikke kunne ses fra den anden

71


side af pladsen. Hun nikkede over mod et toetagers stenhus på den modsatte side. ”Derovre holder Starko til.” Rakan lænede sig forsigtigt frem og fik øje på det store hus, der var omkranset af en tyk stenmur. De var lys i alle vinduerne, og Rakan kunne se silhuetter i flere af dem. Starko var tydeligvis godt beskyttet. ”Indgangen er igennem porten dér,” sagde Katlin og pegede på en porthvælving i muren, hvor to lasede vagter stod og hang. ”Held og lykke,” sagde Katlin og viftede Rakan ud på torvepladsen. Rakan samlede mod til sig. ”Tak,” sagde han og tog et skridt ud på den åbne plads. Katlin greb fat i ham. ”Hov, for øvrigt. Husk lige at sige, at du er søn af byens leder, når du taler med Starko,” sagde hun. ”Det vil han kunne lide.” Rakan nikkede og gik videre ud på torvepladsen hen mod porten. Han havde prøvet at tænke det hele igennem og finde på en plan. Han kunne ikke kæmpe sig ind og snuppe

72


Rakwars hjerte, det var tydeligt. Og at snige sig ind og stjæle var simpelthen ikke noget, bjergfolk gjorde. Selvom det virkede åbenlyst fladpandet, så var hans eneste mulighed at gå over til porten og prøve at forhandle. Han nåede midten af torvepladsen. ‘Det er her, slaget skal stå,’ tænkte han. ‘Det her er min kamp mod maldrakkerne. De næste par minutter bliver afgørende for bjergfolkets skæbne, og min egen.’ Hvis ikke han kom ud med Rakwars hjerte, ville alt være tabt. Rakan rettede sig op og hentede selvtillid ved tanken om, at han havde nedkæmpet Malurt. Han var ikke kommet for at slås, men hans sejr gav ham alligevel en tro på, at han også kunne klare Starko. De to skikkelser i portåbningen rørte på sig, da de så ham krydse pladsen. Rakan kunne høre den ene vagt råbe: ”Det er ham. Krigeren fra kroen!” De trak deres våben og skrålede ind i gården. Det raslede med våben og rustninger, og kort efter var åbningen blokeret af kampklare vagter. Rakan stod over for en mur af sværd,

73


knive og spyd, der alle pegede hen imod ham. Han trak sin stridskølle og holdt den ud i strakt arm. De ængstelige vagter holdt deres våben klar. Hans rygte var åbenbart løbet ham i forvejen, så Rakan lod køllen hænge ned fra hånden som tegn på, at han ikke var kommet for at slås. ”Før mig til Starko,” sagde han. ”Jeg skal tale med ham.” Vagterne omringede ham. De uhumske, beskidte mænd virkede anspændte, men ingen angreb. De skubbede Rakan ind gennem porten. ”Vent her,” sagde en lille tøndeformet mand og forsvandt ind ad den tykke trædør i huset. En af de andre vagter tog køllen ud af hånden på Rakan, der lod sig afvæbne og visitere. De tog også hans lille kniv, men lod ham beholde skriftrullen. Kort efter kom den tøndeformede mand tilbage og vinkede Rakan ind i huset. Han blev ført gennem det store hus. Op ad trapper og gennem lange gange. Gulvtæpperne var snavsede og hullede, og tapetet hang i laser ned fra væggen. Overalt i huset sad der grupper af vagter, der spillede kort eller raflede.

74


De fulgte alle Rakan med blikket, mens han blev ført forbi. Nogle var store muskelbundter, mens andre var små og fede. Ikke to var ens, men fælles for dem alle var, at de var bevæbnet til tænderne med knive, sabler og spyd. Rakan var blevet snittet til kødstrimler, før første trappetrin, hvis han havde prøvet at kæmpe sig ind. Endelig nåede de frem til et par brede dobbeltdøre, hvor vagterne trådte til side, da den tøndeformede mand sagde: ”Starko venter ham!” Dørene blev åbnet og afslørede et tilrøget lokale fyldt med mennesker, der stod med ryggen til. De vendte sig alle mod Rakan, da vagterne puffede ham ind i rummet. Der hang en enlig stearinlysekrone i loftet, der kun oplyste midten af lokalet. Der var ingen vinduer, så alt uden for lysekronens flakkende skær fortabte sig i mørke. Rakan stirrede fra det ene rynkede og ubarberede ansigt til det andet. Én havde en klap for øjet og en lang, tynd pibe hængende i mundvigen, en anden havde et langt ar ned ad kinden, en tredje

75


stirrede tilbage med rottelignende øjne under buskede øjenbryn. ”H-hvem er jer er Starko?” spurgte Rakan til sidst og prøvede at skjule nervøsiteten i sin stemme. Der lød en spredt latter, og mændene trådte til side, så de dannede en gang hen mod bagvæggen, hvor en skikkelse sad gemt i skyggerne. ”Kom nærmere,” lød stemmen fra mørket. Rakan kneb øjnene sammen og studerede skikkelsen, der sad i en forgyldt stol med udskæringer af en ildspyende drage på siden. Ligesom resten af huset var stolen forfalden, og guldmalingen var skallet af flere steder. Krinns uofficielle leder, tyvenes og mordernes konge var en midaldrende mand med tyndt, sort overskæg, der endte i to buede spidser. Han sad og snoede skægspidsen omkring en finger, mens hans mørke øjne iagttog Rakan vagtsomt. Rakan vidste, at han stod over for en mand, der var hans diametrale modsætning. Katlin havde fortalt, at Starko var en tyv og en morder. Han vil smile og klappe dig på skulderen med den ene hånd, mens han stikker

76


en kniv i ryggen på dig med den anden. Rakan havde ingen respekt for den slags mennesker, og han ville sige det, hvis han blev spurgt, men det gjorde han nok ikke, så der var ingen grund til at starte samtalen med at fornærme affaldets konge. Rakan trådte nærmere, men blev standset af en sværdklinge på sin arm. ”Tæt nok,” gøede manden med kården. Starko hævede et øjenbryn og pegede på Rakan. ”Så dét er den STORE kriger, der fældede Malurt i ét slag,” sagde Starko muntert og skævede til en af sine håndlangere. ”Jeg synes ikke, han ser så stor ud, som du beskrev ham.” Der lød en spredt latter, men den stoppede brat, da døren bag Rakan blev slået op, og Malurt stormede ind. ”Jeg flår hans øjne ud!” knurrede Malurt sammenbidt. Han havde fået bandage over næsen, men hævelsen var trukket ud til øjnene og havde givet ham to gigantiske blå øjne. ”Der skal ikke flås nogen øjne her,” sagde Starko og holdt hånden op for at bremse Malurt. ”Manden her er vores gæst.”

77


Malurt knugede næverne i arrigskab, og selvom Starko talte til ham, slap han ikke øjnene fra Rakan. ”Og hvad er det så, at du påstår, jeg har stjålet fra dig, som er så vigtigt, at du vil ofre dit liv for at få det?” spurgte Starko og vendte sig igen mod Rakan. ”Et guldstykke på denne størrelse,” sagde Rakan og holdt to overlappende hænder frem. ”Formet som et hjerte.” Starko trak bare på skuldrene, som om det ikke sagde ham noget. ”Jeg siger ikke, at du har stjålet det, men det er endt her hos dig,” sagde Rakan. ”Det tilhører min stamme, og jeg må have det tilbage.” ”Og hvis jeg havde dette hjerte,” sagde Starko. ”Hvad ville du så give for det?” ”M-men du kan ikke sælge noget, der ikke et dit,” stammede Rakan. ”Hjertet hører til på vores hellige statue i Rakwars grotte.” ”Jeg har måske købt dette smykke på ærlig og redelig vis,” sagde Starko med et uskyldigt ansigtsudtryk. Bemærkningen skabte latter i rummet blandt Starkos faste

78


publikum, og række efter række af rådne, gullige tandsæt spredte sig i store smil rundt om Rakan. ”Du kan få, hvad jeg har på mig,” svarede Rakan og holdt den lille pose med penge frem, ”og mere til, når jeg kommer tilbage! Det her er et spørgsmål om liv og død!” ”Ja, det kan jeg forstå,” grinede Starko og sendte Malurt et blik. Så blev hans ansigt alvorligt. ”Indholdet af denne pose kunne ikke købe mig en gammel krikke,” sagde han og hældte guldmønterne ud i håndfladen. ”Du tromler ind i Krinn og banker en af mine mænd. Og så dukker du op her og kræver at få et kæmpe guldsmykke tilbage.” Malurt stillede sig ved siden af Starkos stol og spyttede på gulvet foran Rakan. ”Og alt, hvad du har at bytte med, er den her babypose med guldmønter. Du spilder min tid!” afsluttede Starko og smed mønterne på gulvet. ”Der er mere, hvor det kommer fra!” svarede Rakan og mærkede, hvordan hans håndflader begyndte at blive fugtige.

79


”Og hvordan kan jeg stole på, at du kommer tilbage med mere?” lød svaret. Rakan blev helt målløs. Han var ikke vant til at få betvivlet sit ord. ”Jeg kommer fra bjergfolket. Jeg er Rakan, søn af Leopold, byens leder. Når jeg giver mit ord, så holder jeg det.” Starko så ikke imponeret ud. Han støttede dovent sit ansigt i hånden, som om han var begyndt at kede sig og overvejede, hvad han dog skulle stille op med Rakan. Pludselig lyste Starkos ansigt op, og Rakan smilede også ved tanken om, at han måske havde ramt plet ved at tale til mandens griskhed. ”En høvdingesøn,” smilede Starko. ”Det er jo lige, hvad jeg står og mangler!” Så vendte han sig mod sine mænd som tegn på, at samtalen var slut, og viftede med hånden mod Rakan. ”Grib ham!” Seks-syv mand sprang omgående på Rakan og væltede ham omkuld. Han vred sig for at komme løs, men forgæves. Det sidste, han så,

80


var Malurt, der trådte hen over ham, mens han løsnede sin pisk fra bæltet. Piskens greb var indbundet i læder, men mellem læderstrimlerne kunne Rakan skimte et skæfte af metal. Piskens håndtag var en knippel, som Malurt med fuld kraft svingede mod Rakans hoved.


Kapitel 7

kamp til døden Rakan hørte kampråb og lyden af stål, der ramte stål. Maldrakkerne stormede Bjergbyen. Hans far, Leopold, blev slået til jorden, og straks var Grok over ham med sin massive tohåndsøkse. Leopold prøvede forgæves at rejse sig, men blev holdt nede. Grok svingede øksen i et knusende slag mod sit hjælpeløse offer. ”Neeeej!” råbte Rakan og rev armene frem for at stoppe Grok, men et par jernnæver holdt ham fast. Rakan vågnede med et sæt. Hans hoved dunkede stadig af smerte fra Malurts slag. Han hørte klirren fra kæder og kiggede ned på sine hænder. Han var lænket. Hans blik var stadig sløret, og omgivelserne sejlede rundt. Havde

82


han drømt, eller var det et syn? Var Bjergbyen blevet indtaget? Rakan lænede sig tilbage og tvang sig til at sidde helt roligt, til han fik styr på sine sanser. Langsomt trådte rummet omkring ham frem, og personen, der sad over for ham i den lave gang. Rakan sad fastlænket til en bænk, der var hugget ud i stenvæggen. Over for ham sad en ung knægt på hans egen alder, muskuløs og med lyst hår. Han bar den samme dybrøde læderbrynje som vagterne ved byporten. Han var forslået og lænket ligesom Rakan. Kamplydene fra drømmen havde været virkelige nok, og Rakan kiggede til siden mod gitteret for enden af gangen, hvor de høje pift og råb kom fra. Hvem det end var, der kæmpede, så havde de åbenbart et publikum. ”Hvor er vi?” spurgte Rakan sin medfange. ”I Starkos arena,” svarede drengen uden at kigge op. ”Vi er de næste, ikke?” spurgte han, og drengen nikkede. ”Jeg hedder Rakan. Jeg kommer fra Bjergbyen i Muraka...”

83


”Hold mund!” afbrød den lyshårede. ”Jeg vil ikke vide noget om dig!” Rakan ville sige noget, men blev overdøvet af tilråbene, der tog til i styrke på den anden side af gitteret. De steg i tempo, indtil det hele stoppede brat ved lyden af et knusende slag og et kort, afbrudt skrig. Derefter udbrød der vild jubel blandt tilskuerne. Et stort tandhjul begyndte at snurre, og kæder raslede igen, mens gitteret gik langsomt op. To mænd kom slæbende ind med kampens taber. De trak ham i fødderne, og hans arme slæbte hen ad jorden og trak et blodigt spor i gangen. Hans krop var flænset af dybe sår, og hovedet var bare en blodig masse uden ansigtstræk. De trak liget forbi Rakan, og trædøren for den anden ende af gangen blev åbnet, så de kunne smide liget ind. Døren blev smækket i igen, og de to mænd vendte sig mod drengene. Den ene tog et raslende nøglebundt frem. ”Så er det jeres tur!” grinede han med blod på hænderne og i ansigtet. Rakan og drengen blev frigjort og skubbet ud gennem den lille gang.

84


”Jeg vil ikke slås imod dig!” råbte Rakan til drengen. ”Hvis vi ikke slås, slår de os begge ihjel,” svarede han. De fik begge et hårdt skub i ryggen og væltede ud i arenaen. Bag dem faldt gitteret i med et højt klank. Publikum brød ud i vild jubel. Frisk blod. Efter at have siddet i gangens halvmørke blev Rakan blændet af det kraftige lys over arenaen. Han kunne høre de mange tilskuere, før han kunne se dem. De stod i lag hele vejen rundt om arenaen som en flok blodtørstige sjakaler, der ventede på at blive madet. Det eneste stykke, der ikke var pakket med tilskuere, var i den ende, hvor Starko sad på et sammentømret plateau og tronede som en stor edderkop i midten af sit spind. Tre bistre vagter stod rundt om hans ’tronstol’ og holdt pøbelen i en passende afstand fra underverdenens konge. Arenaen var et ovalt hul i jorden. Væggene var højere, end Rakan kunne springe, og højt over dem hang utallige olielamper i loftbjælkerne og oplyste kampscenen. Der stod

85


seks vagter med spyd oppe på kanten af arenaen. Ingen tvivl om, at et flugtforsøg ville være den sikre død. I ringen havde man da i det mindste 50 procent chance for at overleve. Starko hævede armene, og publikum dæmpede sig øjeblikkeligt. ”Og nu til dagens højdepunkt,” råbte Starko med sin hæse stemme. ”En rigtig lækkerbidsken. To generalsønner over for hinanden!” Sjakalerne piftede og jublede. ”Den smukke, unge mand med det lyse hår kender I alle, Aron, søn af vores egen heroiske leder af Krinn-garden, general Khartan.” Publikum piftede, buhede og spyttede ned i arenaen. Starko tilføjede med et smøret smil: ”Lad os håbe, at han ikke er lige så sløj i optrækket som sin far.” Høj latter og buh-råb haglede ned over Aron, indtil Starko igen hævede armene. ”Den anden er en eksotisk tilrejsende fra Bjergbyen i Muraka-bjergene. Hans navn er Rakan, søn af Bjergbyens stolte leder, som hedder ... øh ... det ved jeg ikke, men I kan se, han er en ordentlig krabat.”

86


Igen lød der højlydt latter og tilråb. ”Som altid,” råbte Starko og viftede elegant med armene. ”Kamp til døden!” Pøbelen jublede, og Rakan kunne se en mand tage imod penge fra ivrige tilskuere, der nærmest stod på ryggen af hinanden for at sætte penge på deres favorit. ”Sæt kampen i gang!” beordrede Starko, og to våben blev smidt ned i arenaen. Rakan samlede sin stridskølle op fra jorden, mens hans modstander samlede et sværd op. De to drenge nærmede sig hinanden. De holdt deres våben op, så de rørte hinanden, men ingen af dem angreb. Rakan prøvede at aflæse Arons ansigtsudtryk, men begge drenge var anspændte og bevægede sig vagtsomt rundt om hinanden. Ingen turde slippe den andens øjne et sekund. Rakan sænkede sin parade svagt og indbød til angreb. Han kunne se i Arons blik, at han havde opdaget åbningen, og Rakan spændte musklerne og sank ekstra ned i knæ, klar til at parere, hvis Aron skulle angribe med fuld styrke. Men Aron vippede sit sværd i et langsomt

87


slag, som Rakan med lethed slog til side. Deres blikke fangede hinanden igen, og et lille smil gled hen over Arons ansigt, mens han på samme måde sænkede sit sværd, så Rakan kunne lave et lige så svagt angreb. Det begyndte hurtigt at kede tilskuerne. ”Knus hans kranie!” var der en, der råbte til Rakan, og ”Smadr knæskallerne,” foreslog en anden, men ingen af de to drenge slog til med fuld styrke. Starkos håndlangere begyndte at stikke spyddene ned i arenaen for at presse dem tættere på hinanden. En af spydholderne var Malurt, der ivrigt gik efter at ramme Rakan. Endnu en gang svingede Rakan halvhjertet køllen ud efter Aron og sørgede hele tiden at være på vagt, hvis generalsønnen pludselig skulle ændre mening og sætte et rigtigt angreb ind. Aron parerede et af Rakans langsomme angreb og slog igen med et lige så slapt slag. Publikum buhede, og nogle begyndte at gribe fat i manden, der havde taget imod væddemålene. Starko løftede en pegefinger, og der blev helt stille.

88


”Jeg kan se, at der skal lidt ekstra overtalelse til for at få gang i kampen!” råbte han. ”Så denne gang får vinderen ikke kun sin frihed ...” Han foldede sine hænder på brystkassen og lagde hovedet på skrå med en overdrevet romantisk grimasse. ”Han vinder også mit hjerte!” Der lød spredt latter, selvom ingen rigtig forstod morsomheden, indtil Starko hev et hjerteformet guldsmykke frem, som dinglede i en kæde. Der gik et gisp igennem forsamlingen. Ingen havde før vundet guldsmykker i arnaen. Rakan genkendte straks Rakwars hjerte og mærkede med det samme bjergkraften, der strålede ud fra hjertet. Starko hængte smykket på armlænet af sin tronstol og rettede blikket mod Rakan, mens han talte. ”Så kom ikke og sig, at jeg er hjerteløs!” Der lød høje latterbrøl og ivrige tilråb, mens tilskuerne igen flokkedes om manden, som tog imod væddemålene. Men til publikums store irritation fortsatte de to kæmpende med at tjatte til hinanden.

89


Tilskuerne råbte og buhede. De smed småsten og madrester efter de kæmpende, og Starko så meget misfornøjet ud. Pludselig fik Rakan en sten i hovedet, og en vred pigestemme råbte: ”Kom så, FjeldFranz. Er du tyk i skallen, eller hva’? Smadr ham!” Det fik mændene til at grine højlydt, og Rakan smilede også. Han havde genkendt Katlins stemme. Rakan kiggede op. Tilskuerne stod skulder ved skulder hele vejen rundt, kun det smalle område mellem vagterne og Starkos trone var mennesketomt. ”Jeg har en idé,” råbte Rakan i larmen fra tilskuerne. ”Kom nærmere!” De to drenge kæmpede nu så tæt, at Rakan kunne dele sin plan med Aron. ”Det er umuligt!” udbrød Aron, da han havde forstået ideen. ”Vi kan ikke klare det alene.” ”Det er vores eneste chance,” svarede Rakan og tilføjede med et skævt smil: ”Og desuden er vi ikke alene!”

90


Kapitel 8

aron ”NU!” råbte Rakan og løb hen til væggen neden for Starkos tronstol. Rakan formede en hestesko af sine hænder, og med al sin kraft løftede han Aron op af ringen. Aron rullede op på kanten og blev øjeblikkeligt angrebet af to af vagterne, mens den tredje sprang hen for at beskytte Starko. ”Dræb ham dog!” skrålede Starko ildrød i hovedet af vrede, mens Aron svingede vildt om sig med sværdet for at holde vagterne på afstand. Tilskuerne trak sig skrækslagne tilbage, og det gav Aron mulighed for at rulle væk fra kanten og komme uden for sine modstanderes rækkevidde, i hvert fald for et kort øjeblik.

91


Rakan brugte forvirringen til at løbe hen til Malurt, der stadig stod med spydspidsen nede i areanen. Som alle andre i rummet havde han blikket rettet mod Aron på den anden side, og først for sent opdagede han Rakan gribe fat i spyddet. I ren refleks strammede han sit greb om spyddet med det resultat, at Rakan trak ham ned i arenaen. Rakan var over ham med det samme. ”Tak for sidst,” sagde Rakan og sendte Malurt en knytnæve i ansigtet, så hans hoved blev hamret ned i jorden. Forbindingen over hans næse blev rød af frisk blod, og han skreg forbandelser ud i luften, mens han rullede rundt i støvet i arenaen. Rakan greb fat i pisken i Malurts bælte og rev den løs. Han foldede den hurtigt ud og svingede piskens line op mod loftbjælkerne. Den viklede sig om de tykke bjælker og satte sig fast. Rakan tog tilløb og svang sig op på kanten af arenaen, hvor Aron var landet. ”Stop dem dog, hundehoveder!” skreg Starko, mens han gemte sig bag sin trone. Aron og Rakan svingede deres våben vildt og holdt vagterne på afstand, mens publikum trak

92


sig baglæns for at undgå de hvirvlende våben. Starkos håndlangere havde smidt spyddene og trukket deres sværd. De skubbede hidsigt tilskuere til side for at komme frem til de to undvegne fanger. Rakan kunne se ud af øjenkrogen, hvordan de fem vagter skubbede sig gennem menneskemængden for at komme frem til ham. Men hver gang en dem var ved at komme fri af folkemængden, hvirvlede en mørk skikkelse omkring ham, og han faldt skrigende til jorden med overskårne knæhaser eller en gennemboret lårmuskel. Den sorte skygge forsvandt tilbage i mylderet, og den faldne vagt slog ud i luften og ramte kun skrigende gæster, der væltede til siden og kravlede mod udgangen. Starko gemte sig bag sin trone og så skræmt til, mens hans håndlangere en efter en faldt til jorden eller styrtede ned i arenaen, nedkæmpet af en usynlig fjende. Starko bandede sammenbidt. Forvirringen og panikken spredte sig, og skræmte tilskuere maste på for at komme ud. Lamper og fakkelholdere blev væltet, og alle havde for travlt med at komme ud til at tage sig

93


af flammerne, der bredte sig hurtigt og slikkede op ad bjælker og vægge. Rakan smadrede sin ene modstanders lårben. Der lød et højt knæk, og manden faldt til jorden med benet strittende i en unaturlig vinkel. Men angrebet havde gjort Rakan sårbar, og den anden vagt udnyttede muligheden og stak sit sværd frem for at spidde ham. Han drejede overkroppen lynhurtigt, så sværdet gled af på hans brynje og skar en dyb flænge i læderet. Vagten mistede balancen, da Rakan undveg, og endte med siden til sin modstander. Rakan bankede køllen ind mellem mandens skulderblade, så han blev slået til jorden. Den faldne vagt prøvede at skubbe sig op, men Rakan hamrede køllen ned i hans håndryg og knuste knoglerne i håndleddet. Med sammenbidte tænder rullede han rundt for at slippe væk. Rakan forfulgte ham ikke, for han havde andet at tænke på. Starko gemte sig stadig bag tronstolen, og i frygten for sit eget liv havde han glemt alt om hjertet. Rakan kunne ubesværet gribe kæden med guldsmykket fra

94


Starkos stol og stikke det i sin brynje. Han søgte Katlin i menneskemængden, men nu blandede den flakkende ild sig med den tykke røg, der bølgede op under loftet. Sorte silhuetter tumlede rundt i røgen for at finde udgangen. Rakan havde kun bemærket én udgang, og den ville alle ud af. Det ville være umuligt at komme ud den vej. Og først nu opdagede han, at vinduerne var spærret med tremmer. De var fanget. Rakan spejdede efter Katlin i håb om en plan. Han så hende dukke op imellem flammerne bag den ubeskyttede og bævrende Starko. Hun greb fat i hans hår og trak hans hoved tilbage, så halsen blev blottet. Hun lænede sig frem og hviskede noget i hans øre. Han spærrede øjnene op, men nåede ikke at reagere, før hun skar halsen over på ham. Blodet sprøjtede ud af den dybe revne. Starko tog sig til halsen og stirrede vantro på sine hænder, der var røde af blod. Han faldt på knæ og væltede ud over kanten og ned i arenaen. Rakan vendte sig mod Aron, der netop fintede et angreb mod sin modstander. Vagten løftede sværdet, men Aron slog nedad og skar

95


en dyb flænge i mandens lår. Han skreg og trak sig væk, mens han holdt sig til benet. ”Hvordan kommer vi ud?” råbte Aron og nikkede mod tremmerne for vinduerne. Rakan rystede på hovedet, og Aron bandede indædt. Den sårede vagt angreb igen og kastede sig mod Aron med et hævet sværd. Aron parerede i sidste sekund, og med et KLANG fik han slået vagtens klinge til side. ”Herovre!” råbte Katlin og dukkede op ved et af vinduerne. Med sine blodrøde hænder ruskede hun tremmerne ud af vinduet og svang sig udenfor. Rakan rystede på hovedet. Hun havde forberedt det her. Han vendte sig mod Aron, men kunne kun skimte ham gennem flammer og røg. Han havde fældet sin modstander og boret sit sværd gennem hans hjerte. ”Aron!” skreg Rakan og pegede mod vinduerne, mens den lyshårede dreng trak sit blodige sværd op af modstanderens slappe krop. De havde nedkæmpet deres modstandere, men nu gjaldt det om at komme ud, inden loftbjælkerne gav efter for ilden, og huset styrtede sammen.

96


Rakan og Aron nåede vinduet, og Rakan formede igen en hestesko af sine hænder. Aron satte en fod op og fik klemt sig gennem vinduet. Han rakte en hånd tilbage for at hjælpe Rakan ud, men da Rakan skulle til at sætte af, blev hans ben revet væk under ham, og han faldt til jorden. Hans fødder var viklet sammen i en line, der var blevet skudt ud af flammerne bag ham. Malurt trådte ud af ilden. Han holdt pisken, som havde fældet Rakan, i den ene hånd og et spyd i den anden. Han havde revet forbindingen af sit ansigt, og hans hoved og hals var smurt ind i blod. Flammerne stod op omkring ham, og loftbjælkerne knagede faretruende, men Malurt ænsede det ikke. Hans blik var rettet mod Rakan. ”Nu skal du dø, bjergdreng!” skreg han og slap pisken, så han kunne gribe om spyddet med begge hænder. Rakan fumlede med linen, der var viklet om hans ben, mens Malurt sprang mod ham med spyddet hævet. Rakan rullede til siden i sekundet, før spydspidsen hamrede ned i gulvet ved siden af hans hoved. Han kom fri af pisken, men Malurt stillede sig mellem ham

97


og stridskøllen, der lå et stykke derfra. Malurt holdt spyddet med begge hænder, så han kunne spidde Rakan, der var fanget i en ring af flammer. Malurt snerrede og spyttede en klat blod, og så satte han af med et brøl. ”Grib!” råbte en stemme pludselig. Rakan kiggede til siden og så sin kølle komme flyvende gennem røgen. Han greb den med ene hånd og snurrede lynhurtigt rundt og hamrede til spydspidsen, der kom farende mod ham. Malurt væltede forbi ham, og Rakan fortsatte cirkelbevægelsen og hamrede sin kølle ind i nakken på Malurt. Der lød et krak, og blod og hjernemasse sprøjtede ud af hullet i Malurts baghoved. Den store mand faldt forover og landede med hovedet i flammerne. Hans krop gav nogle spjæt og faldt sammen, mens flammerne fortærede ham. Rakan faldt stakåndet på knæ efter angrebet og rynkede på næsen over lugten af brændt menneskekød. Han tog en dyb indånding, men fyldte bare lungerne med røg og krummede sammen i et voldsomt hosteanfald. Så mærkede han to kraftige

98


hænder gribe fat i ham. ”Kom så!” sagde Aron. ”Vi skal ud herfra.” Med fælles hjælp fik de klemt sig ud ad vinduet og væltede ud på den stenbelagte gade. Der var vild forvirring på gaden, og folk tumlede ud fra den brændende bygning. Rakans lunger var fyldt med røg. Han hostede og gispede efter vejret, indtil den kølige eftermiddagsluft fyldte hans lunger. Flammerne knitrede hidsigt og fortærede bygningen bag ham. Der lød et brag, da loftet brasede sammen og sendte et inferno af flammer, gnister og røg ud gennem vinduerne. Folk, der havde troet, de var i sikkerhed, kastede sig skrigende væk fra flammerne. Rakan og Aron sørgede for at komme i sikker afstand fra flammerne. Aron klappede Rakan på skulderen og sendte ham et smil. Rakan grinede tilbage. De var fri, og Rakan knugede Rakwars hjerte i sin hånd. For få øjeblikke siden havde han skullet kæmpe til døden. Men nu havde han fået fat i det, han var kommet efter, og han følte sig mere i live end nogensinde før. Rakan og Aron spejdede igen efter Katlin,

99


og et pift bag dem sendte deres blikke mod et bindingsværkshus længere nede ad gaden. Katlin kiggede frem og viftede dem hen til sig, før hun igen skjulte sig bag husmuren. De løb hurtigt derhen, og Katlin satte i løb, da de kom rundt om hjørnet. De to drenge fulgte efter uden at stille spørgsmål. Efter et stykke tid stoppede de foran en stald og åndede ud. Da de havde fået vejret, var Rakan den første til at tale. ”Tak for hjælpen, Katlin,” sagde han. ”Uden dig var vi blevet fanget i flammerne eller spiddet af vagterne.” Katlin rystede på hovedet. ”Hvornår fatter du det, Rakan?” sagde hun med et skævt smil. ”Jeg har ikke hjulpet dig! Jeg havde et regnskab at gøre op med Starko, og jeg regnede med, at du nok ville finde på et eller andet tåbeligt flugtforsøg, som jeg kunne bruge som afledningsmanøvre.” Rakan tav. Han kunne ikke blive klog på pigen. Lavede hun sjov, eller talte hun sandt? Rakan var ikke vant til at skulle gætte sig til den slags.

100


”Du dræbte Starko!” indskød Aron. ”Min far vil belønne dig royalt!” Katlin grinede og rystede på hovedet. ”Ellers tak. Når din far finder ud af, hvem jeg er, så vil han nok ikke være helt så taknemlig!” Aron trak på skuldrene. ”Som du vil,” sagde han. ”Jeg må tilbage.” Han vendte sig mod Rakan. ”Tak min ven, du har reddet mit liv,” sagde han og lagde en hånd på Rakans skulder. ”Jeg er glad for, at jeg ikke skulle kæmpe mod dig.” ”Det var så lidt,” sagde Rakan og gav Aron hånden. ”Skynd dig af sted. Jeg tror, Krinngarden får noget at se til i aften. Jeg må også selv videre.” Aron hilste farvel og forsvandt, og Rakan vendte sig mod Katlin. ”Hvis du aldrig hjælper andre end dig selv, hvorfor vinkede du os så herover?” Katlin smilede. ”Du begynder at fatte det, bjergtrold. Det var, fordi jeg havde brug for din hest.” ”Min hest?” gentog Rakan. ”Men hvorfor stjal du den ikke bare? Er det ikke sådan, du gør?”

101


”Jo, normalt,” grinede Katlin uden nogen tegn på skam. ”Men jeg havde brug for dig til at vise vej.” ”Vise vej?” gentog Rakan måbende. ”Hvor skal du hen?” ”Til Bjergbyen, selvfølgelig!” smilede Katlin. ”Efter i dag er Krinn lidt for ophedet til mig. Selvom Starko er død, har han mange loyale følgere, så lav profil i Bjergbyen er lige, hvad jeg har brug for.” Rakan rystede på hovedet. Hun havde altid en bagtanke. ”Selvfølgelig, lad os komme af sted,” sagde han og knugede guldhjertet under sin brynje. De satte sig begge op på Rakans hest og forsvandt ud af byen. Da de havde lagt Krinn bag sig og kunne se bjergene forude, begyndte Rakan at glæde sig. Hans mission var lykkedes. Han var på vej tilbage med hjertet. Rakwar ville blive vækket til live, og Rakan alene ville vende slagets gang og komme bjergfolket til undsætning. Som han havde lovet.

102


Kapitel 9

rakwar Rakan holdt hesten an, da han så lysglimtene fra maldrakkernes fakler længere fremme. Som ildperler på en kæde dannede faklerne en perfekt ring omkring Bjergbyen. Der var dog flest fakler nord for byen, hvor hovedstyrken måtte være samlet. Rakan åndede lettet op, da han så, at muren omkring byen stadig var intakt. De var kommet i tide. Bjergbyen var endnu ikke blevet indtaget. Det havde bare været en ond drøm. De sprang begge af hesten og sneg sig nærmere belejringen, til de fik et bedre overblik. De mange spredte grupper af maldrakker, der overvågede Bjergbyen, var placeret så langt fra bymuren, at de var uden for bueskytternes

103


rækkevidde. Og der var nøjagtig så kort afstand mellem hver fakkel, at man ikke kunne snige sig uset ind eller ud af byen. Men Rakan var heller ikke på vej ind i byen. Katlin var blevet ret bister, da han kort forinden havde indviet hende i situationen. ”Jeg troede, I bjergfolk altid fortalte sandheden,” snerrede hun. ”Nu har du ført mig fra én by i krig til en anden. Det var ikke det, jeg var ude efter.” ”Du spurgte, om du måtte bo i byen i et stykke tid,” sagde Rakan med et skævt smil. ”Og det må du.” Katlin vrissede en fornærmelse, som Rakan valgte at overhøre. ”Vi må efterlade hesten her,” sagde han. ”Den sinker os bare.” Det var blevet aften, og mørket var begyndt at sænke sig, men Rakan bevægede sig behændigt mellem klipperne, og Katlin måtte anstrenge sig for at følge med ham. Denne gang var det ham, der var på hjemmebane. Katlin bandede stille, hver gang hun slog knæet mod en sten eller skrabede skinnebenet.

104


”Fantastisk,” hviskede Rakan og stoppede. Han pegede ned mod indgangen til Rakwars hule. ”Ja, uha, hvor dejligt,” svarede Katlin tørt og gnubbede en af de mange hudafskrabninger på benet. ”Et hul i jorden.” ”Nej, du forstår ikke,” hviskede Rakan ivrigt. ”Det er nedgangen til vores hellige hule, og det er uden for maldrakkernes belejring, så de har ikke sat vagter. Det er dernede, vi skal bruge den her,” sagde Rakan og hev guldhjertet frem. ”Aha, ja” sagde Katlin. ”Og lad os lige gennemgå planen igen: Vi skal vække en stenkæmpe til live med den der guldplade og smadre maldrakkerne.” Rakan kiggede på hende med et tvært udtryk. ”Hvis du endelig skal udtrykke det sådan, men ja, det er faktisk planen!” Da de gik ind mellem de to store klippesten, vendte Rakan sig. ”Egentlig er kun bjergfolk tilladt adgang her ...” sagde han tøvende. ”Ja, BjergBalder, jeg står ikke herude og venter på et bjerg fyldt med maldrakker, mens

105


du går ned og leger med din stenbamse,” hviskede Katlin. ”Nej, du har ret,” sagde Rakan. ”Ved nærmere eftertanke må du hellere komme med.” ”Mange tak,” snerrede Katlin ironisk og fulgte efter Rakan. De nåede hurtigt hulen, hvor Rakan sidst havde talt med sin far, og selv Katlin blev ramt af en form for gudsfrygtighed. Hun bevægede sig forsigtigt mellem stalagmitterne på jorden, som om hun var bange for at ødelægge noget. ”Hvor er det smukt,” sagde hun, da hun så drypstenene i loftet og den spejlblanke underjordiske sø. ”Og så fredeligt.” ”Ja,” smilede Rakan. ”Og selvom indgangen ligger et stykke uden for byen, så er vi faktisk lige nu inde midt under Bjergbyens torv.” ”Sikke et held, at maldrakkerne ikke har opdaget indgangen,” sagde Katlin. Rakan nikkede og vinkede hende med videre. Hun fulgte ham gennem hulen hen til den gigantiske statue, der voksede op af hulens gulv og bagvæg.

106


Fra det øjeblik Rakan var trådt ind i hulen med Rakwars hjerte, havde han haft en underlig fornemmelse. Det var, som om han kunne mærke en svag kraft i grotten igen, og den blev stærkere, da han kom tættere på statuen. ”Det er Rakwar, bjergfolkets helligdom,” hviskede Rakan og standsede i behørig afstand fra statuen. ”Fantastisk,” sagde Katlin oprigtigt imponeret, mens hun lod blikket glide ned over den massive bjergkriger. ”Og hvordan vækker man den til live? Er der en knap eller sådan noget?” ”Hjertet gør det muligt at vække Rakwar til live ... har jeg fået at vide,” svarede Rakan spagt. ”Aha,” sagde Katlin og kiggede afventende på det hjerteformede smykke. ”Hvad skal man gøre?” ”Man skal nok bare sætte det på plads,” sagde Rakan og kiggede op mod statuen og uddybningen i dens brystkasse. Han kunne ikke huske, at bjergånden havde fortalt ham, hvad han egentlig skulle gøre med hjertet. Rakan begyndte at klatre op ad Rakwar. Han var ikke nået langt, før sveden begyndte at pible

107


frem på hans pande. Hans hænder rystede, mens han famlede sig frem efter en sprække, han kunne gribe fat i. Det var ikke højden, han var bange for. Det var en helligbrøde uden lige at kravle rundt på bjergfolkets helligdom. Men når ånden havde fortalt ham, at det var det, der skulle til, så måtte det være i orden. Han nåede op på Rakwars arme og trådte videre ud på ribbenene og helt ud til brystkassen. Han kilede fødderne ind i de små sprækker i stenene på Rakwars brystkasse. Han var tre-fire meter over jorden, og selv derfra, hvor han stod, måtte han strække sig for at sætte hjertet på sin plads. Rakan holdt rystende den dekorede guldplade hen til fordybningen. Smykket blev revet ud af Rakans hånd, da statuen selv trak hjertet til sig, og det satte sig på plads med et klik. Han skyndte sig ned på jorden ved siden af Katlin, og de stirrede begge forventningsfuldt på statuen, men intet skete. Katlin sendte Rakan et blik, men Rakan trak bare på skuldrene. ”Hvad så nu?” spurgte Katlin. ”Er der ikke en formular eller sådan noget?”

108


”Nææ,” svarede Rakan. ”Ikke hvad jeg ved af.” Og så begyndte hjertet at gløde. En lysende energi strømmede ud fra det forgyldte hjerte og spredte sig i fine forgreninger ud over statuens bryst. De lysende tråde nåede op til kinderne, og under de tunge pandelapper lyste et par øjne op. Hele klippen rystede, og det buldrede nedefra, som om et jordskælv var på vej. Pludselig bevægede statuen sig, først langsomt, men de høje, knagende lyde af sten mod sten afslørede, at der skete voldsomme ting nede i klippen. Statuen drejede hovedet og kiggede ned på Rakan. Den åbnede munden, og en dyb stemme, som kom den fra jordens indre, buldrede gennem grotten. ”Rakwar har taget stenens form. Hvem kan styre dens styrke?” Rakan stod lamslået og stirrede, indtil Katlin stak en albue i siden på ham. ”Ø-øh, det kan jeg, Rakan, søn af Leopold.” Stenkæmpens øjenbryn trak sig sammen og skabte en dyb fure i panden. Der lød en dyb rumlen, mens Rakwar langsomt formede ordene:

109


”Tal, mester, og lad mig kende din vilje.” ”Min vilje ... min vilje,” mumlede Rakan usikkert. Et glimt af udsplattede maldraklig, der lå spredt mellem blodige klipper, sprang frem på Rakans nethinde, og han hævede stemmen: ”Min vilje er, at du angriber maldrakkerne, der har belejret Bjergbyen, og sender dem på flugt.” Uden at svare strakte Rakwar hånden frem mod Rakan. ”Sid op, herre, og iagttag mit værk.” Rakan og Katlin sprang op i kæmpens hånd. Og så begyndte Rakwar at rejse sig. Kæmpen trak sine massive stenben op fra undergrunden. Hulens gulv splintredes til småsten, og det buldrede og bragede, da Rakwar satte sine fødder i grotten. Hans hoved og skuldre stødte på hulens loft, og Rakan og Katlin kunne mærke, at kæmpen pressede mod loftet. Med en gigantisk kraft smadrede den sit hoved og overkrop op gennem klippeloftet og rejste sig midt i byens torv. Sten og klippestykker blev slynget til alle sider, og heldigvis var der ingen mennesker på torvet, for

110


rystelserne fra undergrunden havde for længst fået bjergfolket til at trække sig væk. Byen blev dækket i en sky af støv og småsten, og op gennem den kæmpe åbning rejste Rakwar sig i sin fulde højde. Hans enorme stenkrop fik bygningerne til at ligne dukkehuse, selvom kun hans overkrop stak op af hullet. De tapre bjergkrigere, der var overbevist om, at det var maldrakkernes værk, gjorde klar til kamp. Krigerne stirrede forfærdede gennem støvskyen på den uhyggelige kæmpe. De kunne øjeblikkeligt se, at kampen var tabt, og de ville blive knust. Men igennem støvet, midt i omridset af kæmpen, glødede et blændende lys. Det var det skinnende guldhjerte, der sendte en pulserende energi ud i Rakwars krop. Bjergets ånd gav liv til den store stenkæmpe, og da bjergkrigerne genkendte Rakwar, sænkede de deres våben og nærmede sig forundret den levende statue. Da Rakwar stod fuldt oprejst på byens torv, tårnede han op over husene. Det højeste hus skulle stables fem gange for at nå Rakwars hoved. Selv maldrakkerne uden for byen

111


spærrede øjnene op ved synet af giganten, der rejste sig mod aftenhimlen. Bjergkrigerne bøjede sig i ydmyghed. ”Ånderne har lyttet,” råbte Leopold, der stod forrest blandt krigerne. Han støttede sig ikke længere til en krykke, men havde trukket en læderbrynje over sine forbindinger, og hans højre arm var bundet i en slynge. ”De har sendt Rakwar som hjælp.” I den kæmpe støvsky havde ingen endnu bemærket de to små mennesker i statuens hånd. Rakwar satte dem på sin skulder, mens han med en stenknusende lyd drejede sin kæmpe krop mod maldrakkernes lejr uden for byen. ”Ånderne beskytter os i aften. Det er mig, Rakan, der har vækket kæmpen,” råbte Rakan ned mod sin far. ”Jeg er kommet tilbage, som jeg lovede – med forstærkning.” Rakans far stod som forstenet og stirrede på sin søn og den unge pige på kæmpens skulder. Rakan undrede sig. Han havde lige hentet forstærkning, større end nogen, de ville have fået fra Emrats hær. Hvorfor viste hans far ingen

112


begejstring? Rawkar flyttede på sig, og Rakan vendte sig igen mod maldrakhæren. ”Angrib!” råbte Rakan i kæmpens øre, og med et jordskælvsagtig brøl trådte den i ét skridt ud over bjergbyens stenmur og trådte buldrende frem mod maldrakkernes lejre.


Kapitel 10

general galrok Maldrakkerne flygtede skrigende, da de så den fremstormende kæmpe. Nogle krøb rystende sammen bag klippefremspring, mens andre klemte sig ind i revner og sprækker i klippevæggene. Rakwar smadrede sig gennem deres lejr, flænsede deres telte og slyngede vogne og udstyr langt ud i klipperne. Nogle få modige maldrakker fik skudt pile af, men de prellede af på Rakwar som nåle på granit. Rakan jublede af fryd. Det var lykkedes. Maldrakkerne blev slået på flugt, og han kunne mærke Rakwars styrke gennemsyre sin krop. Hvis hans far nogensinde havde været i tvivl om, at Rakan hørte til hos bjergfolket, så kunne han umuligt være det ikke længere. Nu kunne

114


alle i bjergbyen se, at han, Rakan, var en del af bjerget. Nej, han VAR bjerget, og bjerget var ham. Han pressede Rakwar længere ud i fjendens lejr, der nu næsten var helt tom for soldater. De få, der var tilbage, løb skrigende bort, da Rakwar greb en kærre, knuste den i hånden og kylede resterne ind i teltene, som var det en håndfuld tandstikker. Men så fangede en lille gruppe maldrakker Rakans opmærksomhed. De blev nemlig stående, selvom Rakwar nærmede sig med dundrende skridt. Højt oppe fra stenkæmpens skulder kunne Rakan og Katlin se, at det var generalen i sin bronzefarvede rustning og en lille gruppe af hans personlige vagter. Rakan grinede og glædede sig til at se dem stikke halen mellem benene, men de stillede sig i stedet op, som havde de tænkt sig at kæmpe. ”Hvad laver de?” råbte Katlin, men Rakan trak på skuldrene. Så skete det utænkelige. Generalen trådte frem foran gruppen og begyndte at lave nogle fagter, som Rakan kun

115


tidligere havde set bjergmageren lave. ”Rakwar!” råbte Galrok. ”Jeg gør dig fri af dit fængsel.” Ledsaget af voldsomme fagter begyndte han at fremsige kraftfulde besværgelser. Rakan kunne med det samme mærke, hvordan Rakwar blev ramt af magien. ”Fremad!” råbte Rakan. ”Knus ham!” En fremmed kraft sivede sig ind mellem revner og sprækker som sorte slanger, der gnavede sig vej mod stenkæmpens hjerte, og Rakwars bevægelser blev langsomme og stive, indtil han stoppede helt. ”Hvad sker der?” råbte Rakan, men ingen svarede. General Galrok fortsatte sin messende remse, og Rakan mærkede, hvordan rystelserne gik gennem Rakwars krop. Hans bevægelser blev til ukontrollerede ryk, og han adlød ikke længere Rakans ordrer. Kæmpen svimlede rundt og trådte et par tunge skridt tilbage. Store stenstykker faldt af kæmpens arme og ben. Magien, der holdt ham sammen, var ved at smuldre. Rakwar drejede nu rundt om sig selv,

116


og Rakan og Katlin måtte klynge sig til stenskulderen for ikke at blive slynget af. ”Sæt os ned. Sæt os ned!” råbte Rakan, men kæmpen hørte intet. Rakwars krop begyndte at gå i opløsning, og gigantiske klippestykker faldt til jorden en efter en. Hvad der før var arme og hænder, var nu bare stenblokke, der drattede til jorden med høje brag. Galrok blev ved med at messe. Han havde Rakwar i sin magt, og den forkrøblede kæmpe vaklede baglæns mod Bjergbyen. ”Hvad laver du?” råbte Rakan. ”Ikke den vej!” Benene faldt sammen under Rakwar, og i et buldrende stenskred væltede resterne af stenkæmpen ind i Bjergbyens eneste forsvarsværk, den massive mur, der omkransede byen. I en regn af enorme stenblokke smadrede Rakwar et kæmpe hul i muren og trimlede videre baglæns ind i byen. Rakan blev slynget mod jorden, hvor en stor sten bremsede hans fald og samtidig slog ham halvt bevidstløs. Sten på størrelse med knytnæver faldt gennem støvskyen. Rakan prøvede

117


febrilsk at undvige, men stenene haglede ned over ham, flåede hans tøj og skrabede hans arme og ben til blods. Én ramte ham i hovedet, så han svimlede, og alt blev tåget. Han faldt bagover, og støvskyen indhyldede ham. Alle lyde forstummede, og stenene stod stille i luften. Rakan mærkede, at luften omkring ham pulserede. ”Du har snydt mig!” råbte han af sine lungers fulde kraft. ”Hvordan kunne Rakwar falde? Du sagde, han ville knuse fjenden.” En dyb stemme buldrede gennem støvskyen. ”Du ville vende slagets gang. Det har du gjort!” ”Hvad har jeg vendt?” råbte Rakan. ”Maldrakkerne er ikke slået på flugt. Bymuren er smadret. Vi er fortabt.” ”Rakwar er en bjergånd, som jeres bjergmager holdt indespærret,” lød stemmen fra undergrunden. ”Vi gjorde, hvad der skulle til for at befri ham ... og du hjalp til.” Rakan kiggede rundt i tågen. Tårerne pressede sig på.

118


”M-men jeg skaffede jo hjertet tilbage,” råbte han. ”Og nu lader I Bjergbyen blive udslettet – bare fordi hjertet blev stjålet?” ”I bliver ikke straffet for at have mistet hjertet, men for at ville kontrollere bjergets ånder,” svarede stemmen. ”I bliver straffet for jeres arrogance.” ”Men vi har ikke gjort noget,” jamrede Rakan. ”Bjergmageren har fået sin straf. Og Rakwars ånd er atter fri,” buldrede stemmen. ”I må lære ydmyghed igen!” Rakan rejste sig på albuerne. Det var alt, han havde kræfter til. ”M-men hvordan kan vi lære ydmyghed?” råbte han. ”Når I får os dræbt ...” ”I er ikke døde endnu,” svarede stemmen. ”Du har vendt slagets gang, som vi forudsagde!” ”M-men ...” fremstammede Rakan, før han faldt sammen. Støvskyen trak sig sammen omkring ham. Alt mørknede, og Rakan følte sig pludselig uendelig træt. Turen til Krinn, kampen mod Malurt og flugten fra Starkos arena. Og hvad

119


havde han opnået? Han havde knust et gigantisk hul i Bjergbyens mur, så maldrakkerne kunne vælte ind og slagte de udmattede bjergkrigere. Rakan gav efter for mørket.


Kapitel 11

leopolds dom Rakan vågnede, da en spandfuld iskoldt vand ramte ham i ansigtet. Han gispede efter vejret og rystede på hovedet, så vandet sprøjtede til alle sider. Han tog sig til panden og prøvede at huske, hvor han var, og hvad der var sket. Han var forslået, og hans tøj var forrevet. Han gnubbede sin ømme skulder, der havde bremset hans fald. Foran ham stod hans far, og bag ham stod Katlin og i en ring bag dem alle byens beboere. Så kom det hele tilbage, og Rakan sank sammen med et suk. Han var landet ved siden af det gabende hul midt i byens torv. Rundt om ham lå de sørgelige rester af Rakwar som dynger af store ubevægelige sten. Det var sen aften nu, og byen var

121


oplyst af fakler. Et stykke borte kunne Rakan skimte hullet i muren, men der var ingen lyde af kamp eller faldne krigere. ”Maldrakkerne. Hvor er maldrakkerne?” spurgte han med håb i stemmen. Hans fars svar fik håbet til at smuldre. ”Maldrakker har dårligt nattesyn, de kæmper ikke i mørke. Men de angriber igen, når dagen gryr. Vær sikker på det.” Rakan prøvede at rejse sig, men hans arme og ben lystrede ikke. Hans krop var tung som sten, og hver lille bevægelse sendte et stød af smerte gennem hans krop. Ingen af bjergkrigerne trådte til og hjalp ham på benene. Til sidst blev det for meget for Katlin. Hun rystede på hovedet, mens hun passerede Leopold, og gik hen og gav Rakan en hånd. ”Du har fundet Rakwars hjerte,” konstaterede Leopold. ”Men hvor er forstærkningerne?” ”J-jeg var på vej mod Emrat,” fremstammede Rakan, ”da bjergets ånder talte til mig. De sagde, jeg skulle ride til flodbyen Krinn og generobre Rakwars hjerte.” ”Ånderne sagde, at du skulle ride til flod-

122


byen? Og trodse min ordre?” spurgte Leopold. ”Og forstærkningerne fra Emrat. Hvornår kommer de?” Rakan slog blikket ned. En tavshed sænkede sig over Bjergbyen, kun afbrudt af faklernes knitren. ”De kommer ikke,” sagde han. ”Jeg har ikke været i Emrat. Jeg tog til Krinn. Ånderne lovede, at jeg ville vende slagets gang.” Der gik en ophidset mumlen gennem flokken. Nogle folk rystede på hovedet, men andre løftede hænderne i vantro. Vreden blussede, og folk begyndte at komme med tilråb. Leopold skar igennem. ”Du har trodset en direkte ordre og forspildt chancen for at hente forstærkning. I stedet har du vanhelliget og destrueret bjergfolkets helligdom. Du har smadret vores forsvarsværk og dødsdømt byen ... Alt sammen så du ’kunne vende slagets gang’ og vinde personlig hæder og ære.” ”Det var ikke for personlig ære ...” jamrede Rakan. ”Jeg ...” Men Leopold løftede hånden, og Rakan tav.

123


Bjergbyens leder henvendte sig nu til hele byen. ”Når maldrakkerne angriber ved daggry, er det ude med os. Vi kan ikke modstå endnu en bølge. Og vi kan ikke nå at mønstre en hær fra Emrat. Den mulighed har Rakan forspildt.” De trætte, sårede bjergkrigere sænkede deres blikke. De vidste, at Leopold talte sandt. Byen var på randen af udryddelse. Leopold sendte Rakan et iskoldt blik, og uden at vende ansigtet fra sin søn talte han til sine krigere. ”Jeg er ikke bange for døden,” tordnede Leopold. ”Men jeg vil ikke kæmpe side om side med en bjergkriger, som har svigtet sin familie, sin stamme og sin by. Rakan har handlet egoistisk og selvrådende. Han har ikke været tro mod bjergfolket.” Der lød en samtykkende mumlen, og krigerne omkring Leopold bankede deres køller mod jorden i enighed. Rakan slog blikket ned og rystede på hovedet. Stilheden sænkede sig igen over byen, og Rakan ventede på det uundgåelige. Da Leopold endelig brød tavsheden, skar hans stemme som en kniv gennem mørket og flåede Rakans hjerte ud.

124


”Rakan, søn af Leopold,” forkyndte han. ”Du er udstødt af bjergfolket.” Rakan sad som forstenet. Han var fanget i et mareridt, han kke kunne vågne fra. De anklagende blikke naglede ham til jorden. Rakan satte sig på knæ foran sin far. ”Far, det er ikke sandt. Jeg gjorde det for byens skyld. Jeg ville stoppe maldrakkerne ... for bjergfolkets skyld,” forsøgte Rakan, men hans far sendte ham bare et afvisende blik. Rakan så bønfaldende fra ansigt til ansigt, med ingen kom ham i møde. De ventede blot på, at han skulle forlade byen. Rakan greb sin kølle og rejste sig. Tårerne trillede ned ad hans kinder, mens han vendte sig mod sin far, som stod klippefast med armene over kors. Rakan drejede rundt, og med slunke skuldre og bøjet hoved gik han mod den barrikaderede byport. ”Hvad laver I?” spurgte Katlin bag ham. ”Han ville jo redde jer alle. Han satte sit liv på spil i Krinn for at redde jer!” Rakan nåede porten, og et par krigere fjernede bjælkerne, der forskansede porten.

125


De åbnede den lille enmandsdør og lod Rakan passere. Katlin indhentede ham. Hun trak Rakans hest efter sig. ”Hvad laver du, Rakan?” spurgte hun og greb hans skulder. ”Du ved, de ikke har ret. Du må blive og kæmpe. Du er bjergkriger.” ”Hørte du ikke efter? Jeg er ikke bjergkriger,” svarede Rakan, mens den jernbeslåede trædør lukkede tungt i bag ham. ”Bjerget har udstødt mig.”


Kapitel 12

en desperat plan Rakan vadede målløst ud i tusmørket. Rakwar var kollapset, hans arme, ben og hænder, var styrtet til jorden som livløse klumper. og med Rakwars opløsning var hele Rakans verden smuldret. Nu vadede han af sted med et tomt blik, mens stridskøllen hang i hans bælte, og hans arme dinglede slapt ned langs kroppen. Katlin viftede en hånd foran ham og prøvede at få kontakt. ”Du, bjergtosse,” sagde hun og kastede et ængsteligt blik over skulderen mod faklerne ude i mørket. ”Du er på vej direkte ud mod maldrakkerne!” ”Du må tænke og handle som en bjergkriger,” mumlede Rakan. ”Eller blive udstødt!”

127


Katlin sukkede opgivende og tog sig til panden. I stedet vendte hun sig mod faklerne, der omringede byen. De havde før dannet en perfekt cirkel, men efter Rakwars ravage var cirklen blevet splittet, og der var nu mørke huller mellem faklerne. Katlin valgte det bredeste hul i lyskæden og greb fat i Rakans ærme. Han ændrede kurs uden diskussion og fortsatte sin modløse gang i den nye retning. Katlin kunne huske Leopold nævne, at maldrakkerne havde dårligt nattesyn. Hun satsede på, at hun og Rakan var så godt beskyttet af mørket, at de kunne snige sig gennem den splittede belejring. Bjergbyen var et godt stykke bag dem nu, og på hver side af dem kunne Katlin se faklerne, der angav maldrakkernes udkigsposter. De var tæt på at krydse den usynlige linje mellem faklerne. Katlin beroligede hesten og stirrede søgende ud i mørket. Ikke en lyd, og ikke synet af en maldrak. Tilsyneladende kunne hendes desperate plan lykkedes. Rakan gik stadig forrest uden at ænse sine omgivelser. Han orienterede sig overhovedet ikke om noget

128


og vandrede bare ind i belejringszonen. ”Jeg er Den Udstødte,” mumlede Rakan ud i luften. ”Jeg flakker rundt i bjergene som en galning!” Katlin tyssede på ham og spejdede rundt i mørket. Hesten rev i seletøjet og virkede nervøs. Katlin strammede grebet i tøjlerne og prøvede at berolige den. Stilheden blev brudt, da en maldrak sprang ud af mørket med et hvæs. Han bar en læderbrynje og skulderplader, og hans hoved var beskyttet af en hjelm, der dækkede både hoved og nakke. Han holdt en krumsabel i hver hånd. Rakan reagerede overhovedet ikke, da maldrakken landede ved siden af ham og gik til angreb. ”Rakan, for .....” hvæsede Katlin og slap hesten, der straks satte i løb. Katlin kastede sig mod den fremadstormede maldrak og væltede ham omkuld, blot sekunder før hans klinge ville have kløvet Rakans hoved fra øre til øre. Maldrakken tumlede til jorden med et hvæs. Katlin trak hurtigt sin kniv. Den havde et langt, bølgende blad, der som en slange af metal

129


snoede sig ud fra skæftet. Katlin lod slangen hugge. Maldrakken var kommet op på knæ og nåede lige akkurat at bukke hovedet, så kniven ikke gennemborede hans øje, men i stedet prellede af på hans hjelm. Så hvirvlede sabelklingerne ud efter Katlin. Hun trak sig hurtigt baglæns og førte maldrakken væk fra Rakan. Det svage månelys spejlede sig i maldrakkens hjelm og brynje, og det var nok til at tegne hans omrids mod nattehimlen, så Katlin kunne se sin modstander. Maldrakken var ikke nær så heldig, for Katlin bar hverken hjelm eller rustning, og med sit mørke tøj og sorte hår var hun stort set usynlig for den uheldige maldrak. Havde det været dagslys, var Katlin blevet snittet i skiver af dobbeltklingerne, men i mørket kæmpede maldrakken nærmest i blinde. Katlin undveg med lethed hans hidsige slag, men ventede med at slå igen til det helt rette øjeblik. Det kom, da maldrakken efter et voldsomt sving blottede sin venstre side. Katlin for ind og plantede slangekniven med uhyggelig

130


præcision i den smalle åbning mellem hans hjelm og brynje. Hun jog kniven ind med al sin vægt, og den borede sig ind i halsen helt til skæftet. Maldrakken væltede bagover med en gurglende lyd, mens det skinnende blod fossede ud af halsen på ham og ned ad brynjen. Katlin trak kniven ud tørrede blodet af. Hun kiggede rundt efter Rakan, der var forsvundet i mellemtiden. Endelig fangede hun omridset af ham længere ude mellem klipperne. Katlins blod kogte. Hun fik indfanget hesten og løb op på siden af Rakan. Hendes stemme sitrede af vrede. ”Gider du ikke lige vente, mens jeg redder dit liv!” knurrede hun og gav ham et slag på skulderen. Han reagerede ikke. Katlin knyttede sine næver og tog en dyb indånding. Så bemærkede hun, at de rent faktisk var kommet ud på den anden side af belejringen. Mørket havde skjult dem, og den enlige maldrak havde ikke tilkaldt andre. Hans lig ville først afsløre dem, når solens stråler igen ramte bjergene, og til den tid ville de være langt væk.

131


Men hvorhenne? Hvad var egentlig planen? Katlin satte hælene i jorden. ”Så er det nok! Jeg er træt af det her,” sagde hun. ”Det er simpelthen for ynkeligt. I store, stærke bjergfolk er så tapre og seje. Og lige så snart I bliver udstødt en lille smule, så falder I helt fra hinanden.” Rakan sukkede og kiggede på Katlin for første gang, siden de forlod byen. ”Hør nu, Rakan,” prøvede Katlin. ”Udstødt eller ej, du satte dit liv på spil for at redde byen.” Men den bedrøvede bjergdreng lod sig ikke trøste, i stedet sendte han hende et anklagende blik. ”Du har forpestet mig!” råbte han og pegede på hende, som om han havde fået en åbenbaring. ”Du har gjort mig til sådan en som dig. En, der kun tænker på sig selv.” Katlin svang ham en lussing, så det sang. Rakan blev så overrasket, at han stivnede helt. Han stod med åben mund og pegefingeren strittende anklagende ud i luften. ”Du har truffet dine egne valg!” råbte Katlin. ”Giv ikke mig skylden for dine problemer.”

132


Rakans øjne flakkede, mens han tog sig til kinden, og så gik luften ud af ham. Hans skuldre sank, og han satte sig opgivende på jorden. ”Du har ret,” sagde han. ”Det er mit eget værk, det her!” Så kiggede han pludselig op på Katlin. ”Men hvad laver du her? Tag hjem! Du vinder jo ikke noget ved at være her!” ”Hold nu op med det ynk,” sagde Katlin og satte sig på knæ foran Rakan. Hun lagde en hånd på hans skulder. ”Det klæder dig ikke at være sådan en tøs. Er der ikke noget, du kan gøre for at råde bod på det her, så dine elskede klippevenner tager dig tilbage i Granitgruppen?” ”Udstødelse er endegyldig,” svarede Rakan blot. Katlin sukkede. ”I er simpelthen SÅ kantede. Alt er sort eller hvidt med jer. Der må da være noget, du kan gøre!” Pludselig lyste Rakan op. ”Du har ret,” udbrød han. ”Selvfølgelig! Jeg kan standse angrebet.”

133


”Ø-øh, nå ja,” sagde Katlin. ”Det er da en idé. Men hvordan har du tænkt dig at gøre det?” Rakan tænkte et sekund og svarede med en pludselig beslutsomhed: ”En hær smuldrer, når hovedet skæres af slangen. Jeg tager til maldrak-lejren og slår deres leder ihjel.” ”Nåh, naturligvis. Godt tænkt,” sagde Katlin. ”Og du vil gå op imod maldrak-hæren helt alene?” ”Ikke alene,” sagde Rakan med et smil og klappede Katlin på skulderen. ”Vi er to, ikke? Vi er et hold, os to.” Katlin stirrede på Rakan med åben mund. ”Nej, Rakan, det er vi ikke, og den idé er ikke bare dum. Den er selvmord,” sagde hun. ”Jeg kan forstå, det er vigtigt for jer bjergfolk at være en del af noget, men jeg skal ikke nyde noget af at være med på ’Selvmordsholdet’.” ”Nå, nej,” sagde Rakan og trak hånden til sig. ”Du følger kun din egen dagsorden!” Katlin ignorerede hans kommentar. ”Hør, din far er urimelig og et stort grødhoved. Men at slå sig selv ihjel hjælper ikke på det. Accepter det, Rakan. Du er alene. Nøjagtig

134


ligesom jeg er. Tænk på det positive. Du er fri. Fri for alle din fars regler. Fri for stammens krav og forventninger. Du kan gøre lige, hvad du vil, for første gang i dit liv ... Så hvorfor starte med at begå selvmord?” Rakan rejste sig igen. Han stirrede på Katlin. ”Jeg har ikke noget valg,” sagde han og samlede stridskøllen op fra jorden. ”Før var jeg en del af bjerget, nu er jeg bare en løsreven småsten. Det er ikke et liv. Hvis du ikke er med, gør jeg det alene!” Katlin rystede opgivende på hovedet. ”Det kan jeg ikke, Rakan,” svarede hun. ”Kan du se, hvad jeg mener? Hvor smart er det at være en del af et hold, når ’holdet’ kaster sig ud i en selvmordsmission og trækker alle med i døden? Det er derfor, jeg foretrækker at klare mig selv. Jeg vil ikke dø på grund af andres dumheder.” Rakan kiggede bort, men nikkede tavst. ”Du har ret,” sagde han køligt. ”Tag tilbage til Krinn. Byen, hvor alle er sig selv nærmest.” Uden et ord yderligere vendte han rundt og vandrede trodsigt ud i mørket.

135


Leopold havde samlet tropperne. De hårdt prøvede bjergkrigere stod klar med deres stridskøller og morgenstjerner, udmattede, udsultede og forslåede efter de sidste dages kampe. Den katastrofale hændelse med Rakwar havde tappet dem for deres sidste energi. Nu ventede de, mens Leopold og ældstekrigerne planlagde det sidste forsvar. Der stod vagter ved det gabende hul i muren. Ødelæggelserne var for store til at kunne blive repareret i løbet af natten. Nu sad bjergkrigerne samlet til et sidste strategimøde, kampen for byens overlevelse. Ved morgengry skulle slaget stå mellem sejr og total udryddelse. Da Leopold udstødte Rakan, havde han sagt, at byen var dødsdømt. Det mente han stadig, men det betød ikke, at de ikke skulle kæmpe. Godt nok var deres forsvarsværk smadret, og de var i stort undertal, men bjergkrigerne ville kæmpe til sidste mand for at slå invasionen tilbage og beskytte deres by. ”Rakwar smadrede store dele af belejringen og knuste mange maldrakker,” sagde Leopold.

136


”Måske er maldrakkerne ikke længere i stort overtal.” Men han kiggede rundt på sine krigere og så modløsheden i deres øjne. Det var nu, de skulle vise, hvilket stof bjergfolk var gjort af. Leopold rejste sig for at indgyde kampånd i sine tropper, da han hørte en stemme bag sig. ”Jeg troede, I bjergfolk var nogle frygtløse kæmper,” lød en kølig pigestemme bag ham. ”Og så sidder I her og gemmer jer som en flok høns?” Leopold vendte sig mod den slanke, mørkklædte pige med det sorte hår. ”Hvordan i alverden er du kommet ind i byen?” udbrød Leopold. ”Jeg kommer fra Krinn, husker du nok,” svarede hun med et skævt smil. ”Der lærer man at skaffe sig selv adgang, hvor man gerne vil ind.” ”Du har ikke noget at gøre her i byen,” brummede Leopold. Katlin rørte sig ikke ud af stedet. Hun så Leopold direkte i øjnene.

137


”Jeg har en plan,” sagde hun. ”Hvis I gerne vil overleve, så synes jeg, I skulle tage at høre efter!”


Kapitel 13

selvmordsmission Rakan løb nordpå, rundt om Bjergbyen, mod maldrakkernes hovedkvarter. Hvis dette var hans sidste nat i bjergene, så ville han forlade dem med et ære. Han så de mange fakler og bål længere fremme, hvor hovedstyrken holdt til, og sneg sig frem til en samling stenblokke, hvor han havde udsyn over maldraklejren. Selvom det måtte være tæt på midnat, var der stadig heftig aktivitet i lejren. Det så ud til, at de maldrakker, Rakwar havde sendt på flugt, var kommet tilbage. Smeden hamrede på ambolten og rettede klinger ud, våbenmagerne reparerede flækkede skjolde og brynjer. Væbnerne stod ved slibestenene og sleb økser og sværd, så gnisterne fløj til alle sider. De døde

139


maldrakker fra Rakwars angreb var blevet slæbt uden for lejren og stablet på et træplateau bygget af resterne fra de smadrede kærrer og telte. Rustninger, hjelme, skjold og våben var fjernet fra krigerne, så de kunne blive genbrugt. Og de afklædte kroppe var stablet på kryds og tværs, så pyramiden af lig ikke skulle vælte. En maldrak i en bronzefarvet rustning nærmede sig ligstabelen med en fakkel i den ene hånd. Rakan stillede skarpt på maldraklederen i den bronzefarvede rustning. Dét var hans mål. Alt andet blev uskarpt. Ét liv skulle han tage i aften for at redde Bjergbyen. Et liv, og han var klar til at bytte det med sit eget. Men generalen havde fire personlige vagter, og desuden var han hele tiden omringet af menige soldater. Hvis han bare stormede ind, ville hans kranie blive flækket, lang tid før han nåede i nærheden af generalen. General Galrok antændte pyramiden, og flammerne tog fat og indhyllede de faldne krigere. Galrok iagttog flammerne, der steg højere og højere og til sidst strakte sig mod

140


himlen i et buldrende bål, så vendte han om og gik tilbage mod sit telt. Fra sit skjulested kunne Rakan også se, at maldrakkerne havde sat vagtposter et stykke uden for lejren. Men de snakkede og lo og virkede meget uopmærksomme. De forventede helt sikkert ikke noget angreb fra Bjergbyen, og da slet ikke fra én enkelt person. Rakan ville kunne snige sig forbi de ukoncentrerede vagter og komme meget tæt på lejren. Men der var stadig langt fra kanten af lejren til general Galroks telt i midten. Så bemærkede Rakan en stor maldrak, der var på vej gennem lejren med en tohåndsøkse dekoreret med knoglestykker. Han genkendte Grok med det samme. Den store maldrak gik forbi en lille klynge af grantræer i udkanten af lejren og videre mod våbenslibernes område. De havde sat de runde slibesten op på stativer af træbukke. To våbenslibere drejede håndtagene, der stak ud på hver side, mens en tredje pressede klingerne ned på stenen, så gnisterne sprøjtede. Der stod en kø af maldrakker foran stenen, men Grok skubbede dem alle til side

141


og holdt sin kæmpe økse frem mod sliberen, der ikke turde afvise den enorme kriger. Slibestenen kørte igen, og Grok stod med hænderne i siden, mens han ventede. Endelig fik han sin økse tilbage. Han løftede den op og lod en finger glide over klingen. Han nikkede kort og forlod slibeområdet. Rakan fik en idé. Hans gode ven fra tidligere kunne hjælpe ham med sin plan. Men nu fik han travlt. Rakan skyndte sig væk fra sit skjulested, sneg sig lydløst hen over stenene og forbi vagterne uden at blive opdaget. Han krøb ned til udkanten af lejren, hvor han gemte sig i klyngen af grantræer, der at dømme fra stanken af tis blev brugt som maldrakkernes toilet. Rakan prøvede at ignorere stanken, mens han nærmede sig maldraklejren. Han var lige præcis nået frem, da Grok passerede granerne. Rakan lavede sin stemme så dyb og maldrakagtig, han kunne, og råbte: ”Grok ... Grok!” Den store maldrak vendte sig og spejdede ud mellem grantræerne.

142


”Hvem kalder på Grok?” spurgte den store kriger. Han nærmede sig den lille granplantage. ”Grok!” kaldte Rakan igen, og Grok trådte ind i skoven. Grok gik direkte forbi Rakan uden at opdage ham. Stridskøllen glimtede som et lyn i mørket, da den susede gennem luften. Der lød et højlydt KLONK!, da den ramte sit mål og sendte den store maldrak bevidstløs til jorden. Kort tid efter kom en lille maldrak med en alt for stor rustning stavrende ud af skoven. Hjelmen var presset ned, så øjnene var skjulte. Og han gik med bøjet hoved, så ingen kunne se hans ansigt. Og denne maldrak var taknemlig for mørket, der hjalp til med at skjule ham. Rakan kiggede kun glimtvis op for at orientere sig og nærmede sig general Galroks telt. Teltindgangen var bevogtet af to brede maldrakker, og general Galrok var ikke alene. Rakan kunne høre stemmer fra teltet, og lamperne indenfor kastede skyggerne fra adskillige maldrakker op mod teltdugen. Han måtte vente, så han listede om bag teltet, hvor han fandt et stativ med sabelklinger.

143


Han tog en af dem frem og lod, som om han var ved at slibe den. Da Rakan kunne se skyggerne forlade teltet, og stemmerne forstummede, slog han til mod den enlige skygge, der var tilbage i teltet. Rakan flænsede en sprække i teltdugen med sabelen. Han smed sabelen og sprang ind i teltet med sin stridskølle løftet. Heldet var med ham. Galrok stod alene i teltet og studerede et kort. Han vendte sig chokeret, da Rakan væltede ind. Rakan udnyttede overraskelsen til fulde og svingede køllen mod generalens hoved. Galrok nåede ikke engang at hæve armene, og Rakans slag gik rent ind. Der lød et drøn, da køllen ramte hans pandeskal, og Galrok fløj tværs igennem teltet og ramlede ind i sine møbler. Vagterne væltede ind i rummet, og Rakan lod sig omringe. Generalen var død. ‘Et liv for et liv,’ tænkte Rakan. Han havde givet sit liv for at redde Bjergbyen. Det var et lille offer. Vagterne løftede general Galroks slappe krop fra jorden. Rakan så tilfreds, hvordan blodet flød fra hans tinding. Så løftede Galrok sit

144


hoved og stirrede indædt på Rakan. ‘Umuligt!’ tænkte Rakan. Det slag ville have smadret kraniet på et menneske, selv med hjelm på. Selvom Galrok var tydeligt mærket af slaget, så var han stadig ganske meget i live, og han sydede af raseri. Med et brøl skubbede han sig fri af vagterne og trådte hen mod Rakan. Blodet strømmede fra hans tinding og ned ad hans kind, men han ænsede det ikke. Fire maldrakker holdt Rakan, mens en femte bandt ham. Galrok greb Rakans kølle og kylede den til side, så stak han hovedet helt op til Rakan, så han kan mærkede hans ånde på sin kind. ”En bjergknægt angriber en general!” hvæsede han. ”Din død vil blive stillet til skue for dit folk. Deres kampgejst vil smuldre, når dit hoved ruller ned ad bjergsiden.” Så sagde han noget på maldraksprog og gav tegn til vagterne, som slæbte af sted med Rakan. De bandt ham yderligere med kæder, og Grok, som blev udnævnt som fangevogter,

145


sørgede for, at kæderne blev spændt grundigt fast til hjulet på en kærre. Rakan ruskede i kæderne, men det var nyttesløst. Det eneste resultat var, at Grok, der stadig havde størknet blod i håret efter nærkontakten med Rakans kølle, rejste sig og smadrede en knytnæve ind i hans ansigt. Rakan faldt stønnende sammen og valgte at forblive i ro. Han havde været så tæt på og alligevel fejlet sin mission. Det var hans sidste nat. Han havde kun få timer tilbage at leve i, og han havde accepteret sin skæbne. Bjerget havde udstødt ham. Hans liv var intet værd.


Kapitel 14

henrettelse Rakan vågnede fra sin drømmeløse søvn. Hans kæbe dunkede af smerte efter Groks slag, og hans krop var øm efter at have været lænket til hjulet hele natten. Det var tidlig morgengry, da maldrakkerne begyndte at røre på sig. De gjorde sig klar til kamp. Ringbrynjer klirrede, skulderplader raslede, og læderremme knirkede, mens armog benpanser blev fastspændt. Ingen talte, de var alle koncentrerede om den forestående kamp. R akan var overrasket. Han troede, der kun boede primitive bæster nord for Murakabjergene. Og maldrakhæren så primitiv ud. Ikke to soldater var ens klædt. Nogle bar bulede hjelme og skjolde med påmalede kranier i

147


størknet blod, andre havde tohåndssværd pyntet med knoglerester eller økser med dobbelte klinger. Men på trods af deres forskellighed var de disciplinerede og arbejdede sammen som én organisme. På kort tid var hele lejren kommet på benene, i uniform og var kampklar. Da soldaterne var klar, kom Galrok ud af sit telt, iført den velkendte bronzefarvede rustning. Grok skubbede Rakan om på siden, så han kunne løsne kæderne fra hjulet. Bagefter hev han Rakan op på benene. Bundet på hænder og fødder kunne Rakan kun tage små, korte skridt. Grok trak ham op på en bakketop, så han kunne ses fra Bjergbyen. Maldrak-tropperne var ikke længere spredt i en ring om byen, hele styrken var nu samlet ud for hullet i muren, som Rakwar havde lavet aftenen før. Fra toppen af klippen kunne Rakan se, at hans far og de andre bjergfolk havde knoklet hele natten med at skubbe så mange murbrokker tilbage på plads, som de kunne nå, og resten af hullet var blevet lukket af en hurtigt sammen-

148


tømret trævæg. General Galrok betragtede kortvarigt den desperate reparation, så trak han henkastet på skuldrene og vendte sig mod Grok og gav ham et kort nik. Grok skubbede Rakan foran sig og sparkede ham i knæhaserne, så han faldt på knæ. En maldrak blæste et horn, da solens første stråler ramte bjergtoppene og farvede dem blodrøde. Alle på bymuren havde blikket rettet mod klipperne, hvor Rakan var stillet til skue. Han kæmpede ikke imod. Døden var at foretrække frem for at rakke rundt i bjergene som Den Udstødte. Og hans far ville slippe for en søn, der ikke bragte ham andet end skam og vanære. General Galrok nikkede til Grok, som med et tilfreds grynt svingede sin store tohåndsøkse af ryggen. Knoglestykkerne, der var bundet fast som pynt, raslede, da Grok greb fat om den tunge økse med begge hænder. Med hænderne bundet på ryggen blev Rakan tvunget forover, så hans nakke var fri. Rakan kæmpede ikke imod. Han lukkede øjnene og prøvede at gøre sig til ét med bjerget. ”Store bjergånder, hør min bøn!” hviskede

149


Rakan. ”Vi er intet uden jer. Ingen mennesker kan gøre sig til herre over bjerget, alene tanken er en synd.” Rakan åbnene øjnene. Han kunne se på Groks skygge, at han løftede øksen. ”Tag mit liv, men skån mit folk,” afsluttede han og lukkede øjnene. SWUSH! En sort pil borede sig igennem Groks hals. Den blodige spids stak ud på den anden side. Grok stirrede tomt ud i luften og væltede sidelæns med en gurglende lyd, mens bloddråber sprøjtede ud af hans mund. Den store tohåndsøkse landede med et KLONK! på stenene ved siden af Rakans hoved. Maldrakkerne vendte sig mod klippen bag dem. Bueskytterne spændte deres buer og lod pilene flyve. Rakan kiggede bagud, og på en klippesten flere meter over dem så han Katlin stå med en af maldrakkernes sorte buer i hånden. Solen dukkede op bag hende i et lysende skær, så maldrakkerne måtte knibe øjnene sammen. Så løftede hun buen og skreg: ”Angrib!” Bjergene rungede af kampråb, da en hel hær

150


af silhuetter dukkede op bag Katlin. Soldaterne løb ned ad skråningen. Rakan genkendte med det samme den dybrøde farve på brynjerne. Krinn-garden i fuld kampudrustning stormede ned mod maldrakkerne, mens de hamrede deres sværd mod skjoldene i et øredøvende spektakel. De blev anført af en ung, bredskuldret kriger med lyst hår. ”Aron!” gispede Rakan. ”Katlin har hentet Aron!” Maldrakkerne vendte sig mod deres nye modstander, general Galrok udstødte hurtigt nye ordrer, og den disciplinerede maldrakhær stillede sig i en bred halvcirkel, klar til at opsluge de fremadstormende byvagter. Det blev hurtigt tydeligt, at Krinn-styrken, på trods af det overraskende angreb, var for lille til at overrumple maldrakhæren. Da den sidste garder var kommet frem bag klippetoppen, var der én garder mod ti maldrakker. ‘Det kommer ikke til at ændre på slagets gang,’ tænkte Galrok. ‘De rødklædte soldater løber direkte ned i den sikre død.’ ”Så er det nu!” råbte Katlin oppe fra bakken.

151


Et gult banner blev løftet, og en hårrejsende lyd af dybe kampråb fyldte bjergene, da bjergkrigerne myldrede ud gennem hullet i bymuren. De stormede mod maldrakhæren, udrustet med hamre, køller og morgenstjerner. Det var en knusende styrke, der tromlede ind i de forvirrede maldraksoldater, som ikke vidste, hvilken side de skulle vende sig mod. Galrok bandede højlydt. Selvom de stadig var i overtal, var hans soldater nu fanget mellem to hære. Alle soldaterne var så optaget af kampen, at ingen længere bemærkede Rakan. Groks økse lå stadig på jorden, og Rakan fik lagt den i en vinkel, så han kunne skære sine reb over. Lige foran ham dundrede bjergkrigerne ind i maldrakkerne og smadrede halvcirkelformationen, der skulle knuse Krinn-garden. Han så, at Katlin kastede buen fra sig, trak sin kniv og kastede sig mod den nærmeste maldrakkriger med et skrig. Hendes modstandere var høje og bredskuldrede, og deres lange arme gav dem en uhyggelig rækkevidde, der gjorde det svært at komme ind på livet af dem. Men Katlin var lille

152


og hurtig, hun var hele tiden et skridt foran sine modstandere. Hun fintede, drejede rundt og slog til, hvor de var ubeskyttede. Blodet sprøjtede ud af en hals, der var skåret over, eller en lårmuskel, der blev gennemboret. En maldrakkriger svingede sin økse mod Katlins hoved, men hun sank i knæ, stak sin kniv ind på bagsiden af hans ben og skar hans knæhaser over. Han styrtede til jorden med et brøl, men skriget forstummede, da Katlin plantede kniven i hans hjerte. Rakan fik skåret sine reb over med øksen, og netop da han var fri, stod Katlin ved hans side. Hun var oversprøjtet med blod. ”Hvordan synes du selv, dit mordforsøg går?” spurgte hun. ”Det går glimrende,” svarede Rakan. ”Glimrende!?” gentog Katlin. ”Var jeg dukket op to sekunder senere, havde dit hoved ligget nede mellem stenene!” ”Det var alt sammen en del af planen,” svarede Rakan med et skævt smil. ”Jeg har længe gerne villet give de maldrakker nogle tæsk, og nu fik jeg dig til at gøre det for mig!”

153


Katlin grinede og rystede på hovedet. ”Du er ved at lære det, FlinteFrank,” sagde hun. Ud af øjenkrogen fangede Rakan Galrok, der omringet af sine vagter trak sig væk fra kamppladsen. Katlin fulgte hans blik. ”Jeg må hellere afslutte, hvad jeg kom for,” sagde Rakan og nikkede mod Galrok. ”Hvad venter du så på?” sagde Katlin, mens hun opdagede maldrakken, der stormede mod hende med en hævet økse. Katlin gik helt ned i knæ og skubbede kroppen til side. Øksen hamrede ned i stenen blot en fingerbredde fra hendes fod. Katlin hamrede slangekniven skråt opad, så den borede sig op gennem maldrakkens hage og tunge. Hun kløvede ganen og fortsatte op i hjernen. Maldrakken faldt til jorden uden en lyd, og Katlin rev den blodige kniv ud af krigerens hoved, så kastede hun sig mod sin næste modstander. Rakan samlede en stridskølle op fra en af de faldne bjergkrigere. Han var kommet for at knuse slangens hoved, og det ville han gøre. Han krydsede gennem de kæmpende på

154


slagmarken med Ên modstander for øje, general Galrok.


Kapitel 15

slangens hoved Da Rakan nåede frem til Galrok, var de et godt stykke fra selve slagmarken. Rakan kunne ikke forstå, hvorfor Galrok havde trukket sig ud af kampen. Godt nok var maldrakkerne pressede, men slaget var langtfra forbi. Hvad kunne være vigtigere end at lede sine soldater i kamp? Galrok talte ophidset til en maldrak, der sad på en hest. Det var tydeligt, at han instruerede ham i et eller andet. Kort efter satte rytteren i galop og forsvandt mellem klipperne. Rakan brølede, mens han angreb den første af de syv vagter, der stod rundt om Galrok. Tre af vagterne svarede tilbage på angrebet. Rakan kæmpede rasende. Han svingede køllen, ramte brynjer, skulderplader og hjelme, men maldrak-

156


kerne faldt ikke. De slog igen, og Rakan måtte undvige og parere. Han rullede om på stenene, mens slagene haglede ned over ham. En sværdklinge snittede hans skulder, og en morgenstjerne bankede ind i hans overarm og smadrede knoglen med en knusende lyd. Rakan tabte sin kølle og tog sig skrigende til armen, netop som en tredje vagt sendte en knytnæve i ansigtet på ham. Han trillede om i stenene, hans kindben glødede af smerte, og tårer fyldte hans øjne. Han prøvede at komme på benene igen, men blev sparket til jorden af de leende vagter, der allerede nød deres sejr og var begyndt at lege med deres bytte. Rakan kiggede sig desperat omkring. Ingen til at hjælpe i nærheden. Han prøvede at komme på benene og flygte, men opdagede, at han var blevet presset ind i en blindgyde. Han vraltede, faldt og kravlede panisk baglæns for at undgå flere slag – indtil hans ryg ramte klippevæggen. ”Så er det nok!” råbte general Galrok, og vagterne indstillede deres angreb. De trådte til side og lod Galrok komme frem mod den

157


sårede, hjælpeløse kriger, der sad og gispede efter vejret. Galrok trak sin krumme sabel og sendte Rakan et smil. ”Store, stærke, usårlige bjergfolk,” sagde Galrok. ”Overmenneskelige kæmper!” Han sparkede nogle løse sten mod Rakan, der krøb sammen foran ham. Vagterne bag Galrok lo ad deres ydmygede bjergkriger. Ingen våben, ingen hjælp, ingen flugtvej. Der var kun én ting tilbage, han kunne gøre. Han satte sig på knæ, lod hænderne falde ned langs siden og bøjede hovedet. Galrok grinede selvtilfreds ved synet af den fuldstændige overgivelse. ”Vi fældede jeres ’usårlige’ leder med en pil for to dage siden. Jeg pulveriserede stenkæmpen i går. Og i dag tager jeg dit hoved,” sagde Galrok. ”Bagefter følger resten af din stamme, og bjergfolket vil være udryddet, inden solen går ned over jeres forbandede bjerge.” Rakan lyttede ikke. Han koncentrerede sig om bjerget. Den dunkende smerte fra armen var uudholdelig, men han skubbede alle tankerne fra sig, lukkede sine sanser og prøvede at gøre sig til ét med bjerget. Han

158


samlede de løse sten i sine hænder og mærkede de skarpe, hårde former, som han kendte så godt. Men pludselig mærkede han noget helt andet. En kraft strømmede ind i ham og fyldte ham. Han pressede hænderne mod jorden og følte, hvordan bjergets styrke strømmede ind i hans krop. Han var ÉT med bjerget, og han kunne mærke den pulserende styrke fra ånderne, der gav Muraka-bjergene liv. ”Du accepterer din død,” sagde Galrok. ”I det mindste viser du en smule ære i din sidste stund.” Galrok lagde hovedet på skrå og smilede, mens han betragtede den ydmygede bjergkriger. Sortfyrsten ville blive overrasket, når han, Galrok, vendte sejrrig tilbage efter at have udryddet bjergfolket. Ingen skulle bruge ham og hans tapre krigere som madding. Han hævede sabelen. ”I ydmyghed og ære,” hviskede Rakan. ”Se nåde i din tjener!” Et stykke derfra fik Leopold kæmpet sig fri af sine modstandere. Han havde hamret og smadret sig igennem en endeløs række af

159


maldrakker for at komme tættere på generalen. Og netop da han nåede frem, kunne han se sin udstødte søn sidde med bøjet hoved foran generalens hævede sværd. En dyb rumlen forplantede sig i bjerget. Det buldrede fra jordens indre, og en kraftig bølge af rystelser spredte sig ud fra kløften, hvor Rakan sad. General Galroks ben sitrede, og han blev skubbet ud af balance, da stenene under ham gav efter. Klippevæggen bag Rakan begyndte at bevæge sig. Sten knagede mod sten, mens klippen udvidede sig og slog revner. Alle kamphandlinger stoppede, og krigerne vendte sig mod klippen, der truede med at eksplodere. I general Galroks sidste sekunder så han en klippeblok på størrelse med et hus komme flyvende imod ham. Han sænkede skuldrene i afmagt. Stenen ramte med et drøn og stod urokkeligt fast i klippelandskabet. Galroks sabel blev slynget tilbage, men Galrok selv var forsvundet under den massive blok, der havde kilet sig ned i klippestenene. De syv vagter stirrede på kæmpestenen, der uden varsel var kommet

160


flyvende, som om himlen havde åbnet sig. Leopold stod lamslået et stykke derfra og lod sin kølle falde til jorden. Han havde levet hele sit liv i bjergene. Han kendte sten og klipper som huden på sin egen hånd. Og klippesten kom ikke flyvende ud af det blå på den måde – ikke af sig selv. Der var kun én mulig forklaring. Bag den store klippesten sank Rakan sammen af udmattelse og lagde sig ned på stenunderlaget. Her lå han i sikkerhed, spærret inde af kløften bag den gigantiske klippe, der netop havde reddet hans liv. Lydene omkring ham blev fjernere og fjernere, mens mørket samlede sig omkring Rakan. Han følte ikke længere nogen smerte, og som han lå dér og var ÈT med bjerget, blev alt andet ligegyldigt. Han gav slip. Kæmpede ikke imod, men lod bjerget indhylle ham i mørke.

161


Kapitel 16

bjergmager Maldrakkrigernes kampgejst smuldrede ved synet af den flyvende klippeblok, der på et sekund pløjede deres general flere meter ned under jordoverfladen. De to hære slog dem på flugt, og en lille gruppe bjergkrigere blev sendt ud i bjergene for at sikre, at maldrakkerne var flygtet og ikke havde planer om at prøve deres held med et nyt angreb. Resten af krigerne tog sig af de sårede og bar dem inden for Bjergbyens mure. Byens helbredere fik travlt med at stoppe blødninger og lægge forbindinger på både bjergfolk og Krinn-gardens soldater. Nogle soldater klemte sig ind bag den store klippesten foran Rakan og fik løftet ham ud af kløften. Han blev lagt i

162


et telt sammen med Krinn-gardens sårede. Katlin vågede over ham og lod ikke en helbreder gå forbi uden at sikre sig, at de så til ham. Rakans sår var blevet forbundet, og armen lagt i en skinne. Lidt efter lidt kom Rakan til sig selv, mens hans sår blev tilset. Han stirrede forbløffet, da han så en helbreder tage sig af ham, og endnu mere lamslået, da han kiggede ud af teltåbningen og så Bjergbyen udenfor. ”H-hvor er jeg?” spurgte han og rejste sig på albuerne. ”I Bjergbyen,” svarede helbrederen og lagde en hånd på hans skulder. ”Hvordan kan jeg være i Bjergbyen?” spurgte Rakan. ”Jeg er Den Udstødte!” Så hørte han en klingende latter bag sig. Katlin kunne ikke lade være med at grine ad Rakan. ”Ja, hvordan kan det hænge sammen?” spurgte hun og lænede sig frem og pegede mod teltåbningen. ”Forklaringen kommer ind nu!” I samme øjeblik blev teltdugen trukket til side.

163


”Far!” udbrød Rakan, da han så Leopolds kæmpe skikkelse i teltåbningen. Bag ham stod byens ældstekrigere. ”Du er ikke nogen værdifuld kriger,” sagde faderen, mens han trådte hen til sengen. ”Men du har bevist din loyalitet over for bjergfolket.” Katlin rystede på hovedet og modstod fristelsen til at råbe ad bjergfolkets leder. Rakan kiggede forvirret over på Katlin og tilbage på faderen. ”Du adlød ikke min ordre, du fulgte din egen vej, vanhelligede Rakwars hule og knuste byens forsvarsværker,” sagde Leopold. Rakan sad tavst og ventede på afslutningen. ”Du tænker stadig ikke som en bjergkriger,” sagde Leopold og rystede på hovedet. ”Du tænker som dig selv,” fortsatte han, og et af hans sjældne smil gled over hans ansigt. ”Og det er præcis, hvad vi har brug for her i byen!” Rakan sad med åben mund og gloede på sin far. Han anede ikke, hvad der foregik. ”Kun én person adlyder ikke bjergfolkets leder, og det er bjergmageren. Han følger sit

164


hjerte uafhængigt af byens leder. Sådan har det altid været. Jeg så dig nedkæmpe Galrok. Intet menneske kan kaste en klippesten som den, der ramte Galrok. Du har kontakt til ånderne. Der er ingen tvivl. Du alene vendte slagets gang. Du har formildet åndernes vrede og fået energien til at flyde i bjerget igen. Du fulgte dit hjerte og reddede bjergfolket. Du er ikke bjergkriger ... Du er magiker, og jeg udnævner dig til at være bjergfolkets nye bjergmager.” Katlin klaskede ham på skulderen og sendte ham et smil. ”Sådan, bjergtosse,” sagde hun og blinkede. ”Jeg skulle have set det tidligere,” sagde Leopold og rakte hånden frem. ”Jeg dømte dig for hårdt og for tidligt. Det indrømmer jeg. Kan du tilgive mig?” Rakan greb sin fars hånd. ”Er jeg så ikke længere udstødt?” Leopold rystede på hovedet. ”Nej, selvfølgelig ikke. Men hvad siger du?” brummede hans far. ”Er jeg tilgivet?” ”Ja!” svarede Rakan med et smil. Leopold lagde sine kæmpe arme omkring Rakan og

165


omfavnede ham. Rakan stod helt stift og akavet et øjeblik, indtil han gengældte faderens omfavnelse. Han var blevet taget tilbage. Han var hjemme igen. Leopold slap Rakan og rakte sin kæmpe hånd til Katlin. ”Og tak til dig, Katlin af Krinn,” sagde Leopold. ”Bjergfolket står for evigt i din gæld!” Katlin rødmede og slog blikket ned. ”Nå, det var så lidt,” sagde hun og blinkede til Rakan. ”Jeg er bare glad, når jeg kan hjælpe andre.” De brød begge ud i latter. Leopold skævede over til ældstekrigerne, der rystede på hovedet, men det fik bare Rakan og Katlin til at grine endnu højere. Katlin svang sig op i sadlen på hesten, hun havde fået af Leopold. ”Hvor vil du tage hen?” spurgte Rakan. Katlin trak på skuldrene. ”Jeg ved det ikke.” ”Du er velkommen til at blive, det ved du,” sagde Rakan. ”Du kan få et hjem her, hvis du vil.”

166


Katlin kiggede rundt. ”Blive her?” gentog hun. ”En dag mere her, og jeg sprænger i luften af jeres knoldethed.” Hun rakte hånden ned til Rakan. ”Men ligegyldigt hvor jeg tager hen, så er vi et hold, vi to. Og hvis du bliver træt af bjergfolket igen, så bare sig til.” Rakan smilede. ”Tak for hjælpen.” ”Du fatter det stadig ikke, bjergtosse,” sagde hun og blinkede med det ene øje. ”Jeg har ikke hjulpet dig. Jeg havde bare brug for en ny hest,” sagde Katlin og klappede hesten. ”Og det har din far givet mig ... og lidt til,” tilføjede hun og slog på sadeltaskerne. Rakan hævede et øjenbryn. ”Hvad er der i?” spurgte han. ”Det skal du ikke bryde din stakkels stenknold med!” grinede Katlin og sporede hesten, der straks satte i spring. Hun vinkede tilbage mod Rakan. ”Farvel, bjergmager. Vi ses derude et sted!”

167


Læs også REXMANO 2: “Månebarnet”

Det var en stolt dag for den unge Stormrytter. Efter alle de ydmygende år som elev, hvor han blev hundset rundt med af de andre. Mug ud! Strigl hestene! Puds seletøjet! Endelig langt om længe kunne han selv trække i Stormrytternes dybrøde frakke med kongekronen broderet på ryggen og spænde de gyldne sporer på støvlerne. Nu ville alle og enhver kunne se, at han var en del af kongens stolte korps af budbringere, Stormrytterne. De havde fejret hans indtræden i korpset til langt ud på natten, og alligevel havde han ikke kunnet sove. Solen var kun lige krybet op over horisonten, da han sneg sig ud i staldene.

168


De andre ville ikke dukke op før om et godt stykke tid. Han tog langsomt frakken på og nød, hvordan den smøg sig omkring hans krop. Den passede, som ingen frakke havde passet ham før, for den var skræddersyet efter hans mål. Sådan en havde han aldrig ejet før. Han greb ud efter de gyldne sporer foran ham, og netop da vrinskede en af hestene. Han hørte lyden af skridt bag sig og smilede. Men lige da han skulle til at vende sig, følte han et jag i kroppen. Smerten skød gennem hans krop og druknede alle hans sanser. Det eneste, han kunne ænse, var den blodige spydspids, der stak ud af hans brystkasse. Han vendte sig vaklende om, men gennem smerten kunne han ikke se andet end en sløret, mørk skikkelse. Han faldt på knæ, mens livskraften løb ud af han, og hans blod farvede staldgulvet rødt. Selv da han ramte jorden, slap han aldrig de gyldne sporer, han knugede i sin hånd.

169


Andre bøger af Jan Kjær

170


Om forfatteren Jan Kjær (f. 1971) er uddannet forfatter og tegner på ‘The Kubert School’ i USA. Efter at have arbejdet for LEGO i ti år med konceptudvikling og historier debuterede han som forfatter i 2004 med tegneserien “Cyberzombien fra Subkælderen”. Siden da er det blevet til 45 bøger og udgivelse i 14 lande. Han er kendt for serier som Taynikma, Nomerne, Heksebogen og Menneskejægeren. Jan Kjærs historier er blevet lavet til spil, film og teater.

www.jankjaer.dk

171


172


173


I døden kender du dine venner Den unge bjergkriger, Rakan, svigter sit folk. Han er skyld i en massakre. Nu hviler hjembyens skæbne i hans hænder. Det er tid til at gøre det, han gør bedst. Det er tid til at gå i kamp.

Bind et i REXMANO-trilogien af Jan Kjær, medskaber af bestseller-serien Taynikma

Profile for Greve Bibliotek

Rexmano: Den udstødte  

Af Jan Kjær

Rexmano: Den udstødte  

Af Jan Kjær

Profile for grevebib
Advertisement