Tidsskriftet Grønland nr. 1, 2019

Page 1

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 1/MARTS 2019 67. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

19/03/2019 16.51

Omslag TG1-2019-omslag-final-190319.indd 5


Omslag TG1-2019-omslag-final-190319.indd 2

19/03/2019 16.51


INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28 Redaktion: Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar. Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

2

U LL A ODGA A R D:

Rensdyrjagt og etik i Vestgrønland – et spørgsmål om balance 1 9

NAJA MIKKELSEN, ANTOON KUIJPERS, INGE SEIDING,

MIKKEL MYRUP, SOFIA RIBEIRO & ANN E. LENNERT:

På sporet af europæisk hvalfangst, handel og klimaændringer i Vestgrønland i det 17.-19. århundrede

3 0

RO L F G I L B E RG :

Månemanden og manden på månen 4 0

CH A R LOT T E SCHIER BECK:

Visionen om en vej mellem Sisimiut og Kangerlussuaq

49

TYGE W. BÖCHER:

Isranunkel og isbjørn

62

DET GRØNLANDSKE SELSKAB:

Meddelelser

Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse. Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Aase og Jørgen Münters Fond, Kong Christian den Tiendes Fond og Augustinus Fonden Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk Narayana Press Forsidebillede: Agnethe Rosing skærer kød efter en rensdyrjagt, 2003 (foto: Agnete Lembo).

Index-1-2019-final-190319.indd 167

19/03/2019 17.08


AF ULLA ODGAARD

Rensdyrjagt og etik i Vestgrønland – et spørgsmål om balance Ulla Odgaard – ph.d. og seniorforsker, forhistorisk arkæologi og religionshistorie. Har arbejdet ved Nationalmuseets Etnografiske Samling som projektforsker siden 2001. Har gennemført syv feltarbejder i Angujaartofiup Nunaa, både på forhistoriske og moderne pladser og har publiceret en række artikler med fokus på rensdyrjagt ud over de i litteraturlisten nævnte: 2016: ”Familier på rensdyrjagt i Grønland – i fortid og nutid.” I Fund & Fortid, nr. 3 - 2016, s. 4-11. 2014: ”Clash of Concepts – Hunting rights and ethics in Greenlandic caribou hunting.” I Gulløv, H.C. (ed.) Northern Worlds. Landscapes, interactions and dynamics. Publications from the National Museum. Studies in Archaeology & History Vol. 22, s. 157-173. 2009: “På sporet af rensdyrjægerne – et anderledes arkæologisk feltarbejde.” I: Nationalmuseets Arbejdsmark 2009, s. 181-198. 2007: ”On the trail of the Caribou hunters: archaeological surveys in Western Greenland.” I: Cummings, V and Johnston R. (eds) Prehistoric Journeys, Oxbow, s. 21-32. 2007: “Historic and Prehistoric Caribou Hunters in West Greenland.” I: Beyries, S. and Vaté, V. (eds.) Les civilisations du renne d’hier et d’aujourd’hui. Approches ethnohistoriques, archéologiques et anthropologiques, XXVIe Rencontres internationals d'Archéologie et d'Histoire d'Antibes. s. 89-109.

RESUMÉ Flere års arkæologiske feltarbejder samt studier af bosættelsesmønstre og analyser af jagtaffald fra thulekultur-bopladser, samt etno-arkæologiske observationer og interviews med moderne jægere, danner baggrund for denne artikel. Arbejdet har rejst spørgsmål om jagtrettigheder og jagtetik, som er emner, der både i Grønland og Danmark kan være forbundet med dilemmaer. Selv om der i Grønland ikke er ejerskab af jord, og alle kan jage overalt i henhold til loven, er der samtidigt et traditionelt system med sædvanerettigheder til lejre og jagtområder. I dag går personer af begge overbevisninger på jagt i de samme områder, hvilket potentielt kunne føre til konflikter. Et andet dilemma er, at grønlandske jægere ofte bliver anklaget for rovdrift og for at lade størstedelen af ​​fangsten gå til spilde. Derimod har rensdyrjægerne det ideal, at intet må gå til spilde. For at forstå og diskutere disse dilemmaer anvendes en antropologisk model om ”Jægernes tænkemåde”.

2

Tidsskriftet Grønland 1/2019

TG-1-2019-indmad-190319.indd 2

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

Angujaartorfiup Nunaa i Vestgrønland, lige syd for Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord, er et ca. 10.000 kvadratkilometer stort område med bjerge, mange søer og elve (figur 1). Arkæologiske rekognosceringer har afsløret, at her er tale om et veritabelt kulturlandskab med mange spor af tidligere rensdyrjagt. I næsten et årtusind har Thule-kulturen, der var direkte forfædre til de moderne grønlændere, gået på rensdyrjagt her. På grund af gode bevaringsforhold er de arkæologiske anlæg stadig synlige på overfladen. I historisk tid var der mange mennesker, der det meste af året boede ved kysten, men om sommeren tog på en rejse ind i fjordene i kajakker, umiakker og til fods for at jage rensdyr og tilbringe sommeren på en boplads i indlandet. På disse bopladser finder vi nu spor af boligstrukturer i form af lave mure af græs og sten – de såkaldte telthuse. Over disse var der teltdække af skind, som i historisk tid ofte blev erstattet af lettere tekstiler.

I dag er de færreste grønlændere fuldtidsjægere, men der er nogle familier, som opretholder en tradition for at gå på jagt fra en sommerlejr i løbet af deres sommerferie. Tidligere gik man kun på rensdyrjagt, men i nyere tid – efter introduktion af moskusokser til området i 1960’erne – går man også på moskusjagt. I de sidste ca. 50 år har ingen gået på jagt langt inde i landet, men nogle af de gamle lejre i området nær fjorden bliver besøgt af moderne jægere. En sådan lejr er Angujaartorfik (figur 2 og 3), hvor vi har udført etno-arkæologiske studier.

Jagtrettigheder Arbejdet med de arkæologiske, etnografiske og nutidige spor efter jagten peger på to åbenlyse paradokser. Det ene angår jagtrettigheder. På de gamle lejrpladser kan der være mange (op til 20) telthuse på ét sted, og der er stor variation i størrelse og form.

Figur 1. Angujaartorfiup Nunaa (kort: forfatteren).

TG-1-2019-indmad-190319.indd 3

Tidsskriftet Grønland 1/2019

3

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

Figur 2. Akvarel af Aron fra midten af 1800-tallets Angujaartorfik.

Nogle er små (mindre end 2 x 2 m) og har en afrundet form, mens andre er større (op til 4 x 4 m), og nogle har en firkantet form. Inde i telthuset er der normalt kun et rum med en lav sovebriks bagtil og normalt også en indendørs eller udendørs niche til ildstedet (figur 4). Et oplagt spørgsmål er, om disse huse blev brugt på samme tid – for eksempel af personer fra forskellige steder med forskellige telt-traditioner – eller om de forskellige huse blev brugt i forskellige perioder. Eller med andre ord: Var der mange mennesker, der brugte det samme sted på samme tid, og jagede i de samme jagtområder, eller var de kun få? Indtil videre er der kun udført et par 14C dateringer af fund fra husene, og nærmere spørgsmål om alder og brugstid vil kun kunne besvares efter omfattende arkæologiske udgravninger. Imidlertid har studier i den moderne lejr i Angujaartorfik

været afgørende for forståelsen af aspekter af tidligere jagtstrategier og organisering af landskabet. I Angujaartorfik mødte vi jægere, hvis familier er kommet her igennem generationer. De fortalte, at deres telthuse er private i den forstand, at kun de, der har bygget huset, og evt. personer, som af ejerne har fået særlig tilladelse, vil bruge huset. Derudover blev vi fortalt, at brugen af ​​de specifikke telthuse er forbundet med retten til at jage i bestemte områder (Odgaard 2009). Dette var overraskende, da der i Grønland ikke er ejerskab af jord, og alle – ifølge moderne lov – kan jage, hvor de ønsker det – bortset fra i fredede områder. Men ifølge Robert Petersen (1963) var der tidligere et modstridende – og sandsynligvis meget gammelt – princip om familieprivilegier. Ejerskab af ting, der ikke er

4

Tidsskriftet Grønland 1/2019

TG-1-2019-indmad-190319.indd 4

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

Figur 3. Lejrliv i Angujaartorfik 2010 (foto: forfatteren).

strengt personlige, var tidligere betinget af brug. I dette gamle system kunne man ikke arve retten til en jagtplads, men man kunne ”optjene” ret til den ved deltagelse – med andre ord ”sædvane-ret”. Vi kunne se, at dette system for adgangen til ressourcer stadig er i brug i Angujaartorfik. Den unge generation deltager i jagten, og når de vokser op og får deres egen husstand, vil de bygge deres eget telthus, således at to telthuse er i brug samtidigt. I modsætning til en teltring af løse sten er telthusenes lave vægge permanente konstruktioner, som ikke forsvinder, og i Angujaartorfik i dag tjener de som en slags territorial markør for lejren og jagtområdet (figur 5). Forståelse af, at telthuset fungerer som territorial markør – sammenholdt med vores registreringer af de forhistoriske bopladser – blev det redskab, der

TG-1-2019-indmad-190319.indd 5

gjorde det muligt at forstå, hvordan den territoriale organisation også i forhistorien blev styret. På de gamle lejrpladser med telthuse af flere forskellige typer blev det nu tydeligt, at de typologisk ofte kan parres to og to. Dette mønster tyder på, at der normalt kun var én familie, men i to generationer/to husholdninger, som boede samtidigt i hver lejr (Odgaard 2009). Ifølge Robert Petersen er de gamle legender mest optaget af at understrege alles ret til at jage, hvor de ønsker, og de nævner aldrig udtrykkeligt den tidligere ”nedarvede” ret til jagtterritorier. Der findes dog et enkelt eksempel på et sammenstød mellem de to principper. I en legende fortælles om en ældre mand, der viser sin yngre søn hans fremtidige rensdyrjagtterritorium, og tilføjer: ”Du må under ingen omstændigheder Tidsskriftet Grønland 1/2019

5

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

Figur 4. Gammelt telthus i indlandet (foto: forfatteren).

jage i østlig retning, for der har Serquilisaq sin lejr. Han dræbte din ældre bror, lige da han begyndte at blive en god jæger ”(Petersen 1963:278). Som allerede nævnt er nutidige grønlandske jagtbestemmelser meget inkluderende, og alle kan jage overalt. I dag går

også andre personer, som ikke deltager i den traditionelle rensdyrjagt, på jagt efter et dyr eller to til fryseren, og mange er ikke engang klar over de sædvanerettigheder, som de ”gamle familier” har. Det kunne potentielt give anledning til territoriale tvister. Men på trods af at jægere

6

Tidsskriftet Grønland 1/2019

TG-1-2019-indmad-190319.indd 6

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

Figur 5. Moderne telthus i Angujaartorfik (foto: forfatteren).

af begge ”synspunkter” går på jagt i de samme områder, og på trods af at det bliver stadig vanskeligere at finde dyrene, skaber det ikke konflikter. Da vi spurgte en af ​​ jægerne med sædvaneret, om det var irriterende, at andre gik på jagt i hans område, svarede han: ”Ja – men der skal være plads til os alle”. På den anden side foregår der diskussioner blandt jægerne omkring brugen af landskabet. ​​ Men overraskende nok er de, der får skylden for, at det er blevet sværere at finde dyr, de (ret få) turister, der går på vandreture i området. De siges at skræmme dyrene – ligesom helikoptertrafikken, der hovedsagelig foregår på grund af forskellige minedriftselskaber. Men hvorfor vælger man ikke den oplagte forklaring – at det er de mange nytilkomne jægere, der forstyrrer dyrene og reducerer antallet?

TG-1-2019-indmad-190319.indd 7

Jagtetik Et andet paradoks handler om jagtetik. Grønlandske jægere er ofte blevet anklaget for, at deres jagt ikke er bæredygtig (f.eks. Hjarsen 2011). Også Hansen (2002) beskriver i sin bog ”Farvel til Grønlands Natur”, hvordan intensiv jagt har decimeret antallet af dyr og fugle, og hvordan kød i store mængder (57% af fangsten) bliver spildt. Kjeld Hansen, som er dansk journalist og forfatter med speciale i miljøproblemer, er ikke den første til at kritisere de grønlandske jægere. I 1920’erne skrev etnografen Kai Birket-Smith: ”... under renjagt viste vestgrønlændere tidligere den største mangel på tilbageholdenhed, og nogle steder er forholdene, selv ikke nu, blevet meget forbedret”. Han henviser endvidere til Giesecke, som 100 Tidsskriftet Grønland 1/2019

7

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

Figur 6. Agnethe Rosing skærer kød 2003 (foto: Agnete Lembo).

år tidligere skrev: ”Gemeinlich nehmen sie von jedem Thiere das Herz, das Bruststück, den Rückgrad, einen Schenkel, das Talg, selten die Geweihe, hauptsächlich aber das Fell mit”. Og han fortsætter: ”Men nu og da tog jægeren kun skindet” (Birket-Smith 1924: 349).

Vi fik imidlertid et helt andet indtryk i den moderne jagtlejr i Angujaartorfik under det første feltarbejde dér i 2003. Her mødte vi 73-årige Agnethe Rosing, der havde gået på rensdyrjagt i indlandet siden sin ungdom, og hun viste og fortalte os om det traditionelle ideal, hvor ”intet går til spilde ”. Med

8

Tidsskriftet Grønland 1/2019

TG-1-2019-indmad-190319.indd 8

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

dette mente Agnethe, at alt fra et rensdyr bliver brugt: Gevir, skind, kød, fedt, sener, knogler og knoglemarv. Sidste del af ​​slagteprocessen bestod i, at hun slog de marvholdige knogler i stykker og kogte dem for at få fat i marven (figur 6). Denne praksis efterlader kun spor i form af rene, splintrede knogler, som er et mønster, vi også har observeret på de gamle bopladser i indlandet, hvor vi ofte har fundet rensdyrknogler spredt på overfladen. Analyser af disse knogler samt dem fra de få testudgravninger, vi har udført, viser, at de fleste knogler er blevet slået i stykker og kogt bagefter, som Agnethe gjorde i 2003. Samme mønster er blevet observeret på mange andre arkæologiske lokaliteter i Grønland. Derfor ser det ud til, at ideen om at ”intet går til spilde” blev delt af de forhistoriske jægere (Pasda & Odgaard 2011). Der findes dog også gamle pladser med knogler, som ikke svarer til dette mønster. Et eksempel er en lejr (L14) på den sydlige side af højsletten ca. 75 km fra Kangerlussuaq (se figur 1). På bopladsen, som bestod af otte boliger af forskellige typer og tilsyneladende forskellige aldre, blev en række testhuller udgravet i et område, som på grund af frodig grøn bevoksning tydede på møddingslag. Udgravningen afslørede tykke lag af hovedsageligt rensdyrknogler. I modsætning til resultater fra andre bopladser i området var knoglerne på L14 for det meste hele, og der var også komplette rygsøjler og hele ben i anatomisk orden (figur 7). Det betyder, at her er meget gået til spilde. En glasperle i møddingens øverste lag kunne dateres til efter 1730 e.Kr. (Gulløv 1997). Tilsyneladende stoppede brugen af ​møddingen og bopladsen kort efter denne periode. Vi tolker de mange sammenhængende knogler som rester af jagt primært efter skind (Pasda & Odgaard 2011). Selvom kun få jægere i dag rent faktisk bruger alle dele af dyret, er ideen om at ”intet går til spilde” stadig idealet. Igen og igen har vi hørt dette udtryk – både fra unge

TG-1-2019-indmad-190319.indd 9

Figur 7. Knogler i møddingen ved bopladsen L14 i indlandet (foto: forfatteren).

og ældre jægere, der også sagde at ”du må kun skyde for at spise”. Men den moderne trofæjagt, der også finder sted i Angujaartorfiup Nunaa, kan ses som en kontrast til dette ideal. Trofæjagt udføres af nogle lokale jægere og outfitters, der lever af at tage turister med på jagt. Især den let jagede moskus er et populært trofæ – men der foregår også trofæjagt på rener. Her er det ikke alle dele af dyrene, som er eftertragtede, og derfor bliver dele af ​​de store, tunge dyr somme tider efterladt på stedet, hvor de blev dræbt. Når andre jægere opdager, at de vigtigste køddele af døde dyr ligger tilbage i landskabet, fremkalder det både afsky og vrede (fx Siegstad 2011 i AG/Sermitsiaq nr. 31, 2. august 2011). Efter de grønlandske regler for trofæjagt skal den lokale jagtarrangør sørge for, at kød og skind fra slagtede dyr tages hjem eller bortskaffes korrekt. Det er dog ikke angivet, hvad ”korrekt” betyder. Men hvad bliver der så af idealet – etikken? Hvis vi ser tilbage i tid: Delte folkene fra Thule-kulturen til at starte med Agnethes etik om at ”intet går til spilde”, og ændrede de senere denne opfattelse, da de havde brug for mange skind? Og hvad med modsætningen mellem de moderne rensdyrjægere, der følger etikken om at ”intet går Tidsskriftet Grønland 1/2019

9

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

til spilde” og beskyldningerne om de grønlandske jægeres overjagt og spild af kød?

Jægerens tankegang For at kunne se på disse modsætninger i et bredere perspektiv, har jeg brugt sociologen Alan Barnards model, som han beskriver i en artikel om Jægerens tænkemåde (The Foragers’ Mode of Thought – Barnard 2002). Barnards model er bygget på en lang debat inden for antropologi om jæger/samleres forhold til jord og ressourcer. Et af de vigtigste indlæg i denne debat er ”The Giving Environment” (Bird-David 1990), hvor det beskrives, hvordan jæger/samlere kan have en opfattelse af miljøet og naturen som ”forældre”. Naturen giver føde ubetinget til sine børn – jæger/samlerne – der har en stærk etik omkring ”at dele”, og den daglige udveksling af mad foregår som mellem søskende. Barnard har bygget på dette og andre studier og skabt en simpel model, der opdeler alle samfund i enten ”Foragers” (fouragerende – d.v.s. folk med en subsistens baseret på indsamling, eller ”skafning”, af føde) eller ”Non-Foragers (ikke-fouragerende) (Barnard 2002). Ifølge ham er ”foragers” en bred kategori, som omfatter nylige og tidligere fouragerende/jægere. Det er samfund, hvis ældre repræsentanter husker den fouragerende livsstil, og det er folk, der har bevaret værdier, som var forbundet med en tidligere fouragerende kultur. Hans definition af ”foragers” er altså bred og løs. Den omfatter ikke kun ”rene” jæger/samlere,

men også folk, der baserer deres subsistens på småtyveri, fouragering i skraldespande og kortsigtede ansættelser, med det formål at forlade arbejdet, når den første løn er udbetalt. Barnard mener desuden, at forager-tankesættet er meget levedygtigt og vil overleve længere i et samfund end selve forager-subsistensen, men at de to i øvrigt er indbyrdes afhængige (ibid. S. 6).

At dele Ikke-fouragerende folk og samfund i den moderne verden vil have en tendens til at forstå ”land” som forbundet med en værdi, man kan handle med. De ser folk som borgere og staten som baseret på tillid. Fouragerende/jægere ser derimod land som forbundet med umistelige rettigheder. De ser folk som frie individer og staten som en begrænsende myndighed. Fouragerende og andre småskala-samfund afviger desuden ved at have, hvad Barnard kalder ”universelle” systemer af slægtsklassifikation. Det betyder, at de ikke skelner mellem slægt og ikke-slægt. Alle, som man associerer sig med regelmæssigt, er klassificeret som en slags slægtsperson. Desuden har de fleste jæger-samlere en form for straksøkonomi. De skaffer deres mad i naturen og bruger den med det samme uden at gemme noget. I realiteten gemmer de nok noget – men det ”at dele” værdsættes mere end akkumulering. De værdsætter ”at dele” i den forstand, at hvis man undlader at dele, er det en handling i ond tro. Det er simpelthen

Subsistens

Fouragerende og nyere tidligere fouragerende Ikke fouragerende

Land

Umistelige og usælgelige rettigheder

Overførbar rigdom

Magt

Viden

Ejerskab

Folk

Frie individer

Borgere

Stat

Begrænsende myndighed

Tillid

Økonomi

At dele

Akkumulering

Model efter Barnard 2002.

10

Tidsskriftet Grønland 1/2019

TG-1-2019-indmad-190319.indd 10

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

anti-socialt. På den anden side mener akkumulatorer/ikke-jægere, at akkumulering er social. De (vi) mener, at det øjeblikkelige forbrug er anti-socialt – vi tror på ”at spare op” (Barnard 2002). De grønlandske rensdyrjægere – både nu og tidligere – hører i Barnards model til de ”fouragerende”. Tidligere var økonomien fuldt ud baseret på jagt og fiskeri, men i dag har mange lønjob, og de køber det meste af deres mad i butikker. Men de ældre husker stadig den fouragerende livsstil, og hele det grønlandske samfunds identitet er meget defineret af jægerkulturen. De fouragerendes opfattelse af ”land” som forbundet med ubestridelige og usælgelige rettigheder er i overensstemmelse med den moderne grønlandske lov – ifølge hvilken privat ejerskab af jord og ressourcer ikke anerkendes. Dette passer også godt med de historiske kilders primære vægtlægning på retten til at jage, hvor man ønsker. På den anden side, som vi har oplevet i Angujaartorfik, er der sædvanerettigheder til visse jagtområder, som også har baggrund i historien (Petersen 1963), og som jeg foreslår går tilbage i forhistorien (Odgaard 2009). Det samme gælder for det traditionelle inuitsystem for arealanvendelse i det nordamerikanske arktiske område. I Canada blev territorial ret udtrykt gennem mundtlige historier fra området samt gennem nylig brug. Selvom grænserne var flydende, blev gruppekrav på territorier anerkendt (Schmidt & Dowsley 2010). I Alaska i begyndelsen af ​​det 19. århundrede var der en meget kompleks situation, hvor indtrængen i en anden gruppes territorium undertiden betød, at folk blev slået ihjel (Burch 2005). Derfor, selv om der ikke var noget ejerskab af jord, var jagten ikke helt fri. Den var snarere baseret på regler, der administrerede adgangen til vildtet. En af de moderne grønlandske jægere fortalte, at i ”gamle dage”, da man gik på jagt

TG-1-2019-indmad-190319.indd 11

længere inde i indlandet, kunne familier/ jagtgrupper besøge en anden lejr. På vejen dertil ville de være høflige og ikke jage i de andres jagtområder, men efter at have opholdt sig i mindst en nat kunne de deltage i jagten. Som Barnard påpegede, værdsætter de fouragerende ”at dele”, og de anser personer, med hvem de har en forbindelse, for slægtninge. Opholdet i lejren kunne derfor ses som en bekræftelse af slægtskabet, der gav mulighed for jagt i hinandens territorium. Selvom der også foregår en vis udveksling blandt ikke-fouragerende, betyder det ”at dele” noget andet for fouragerende. De fouragerende deler ofte med alle (for eksempel alle dem, der er involveret i jagt), og ikke kun med deres nærmeste familie (Barnard 2002). ”At dele” er et meget stærkt kulturelt symbol. På baggrund at sit arbejde i et inuitsamfund i Alaska har Kishigami (2013) påpeget, at i forhold til belugahvalen er netop deleaspektet af største betydning. Kødet deles altid, og både jagten og kødet er blevet symboler på inuit identitet og samhørighed, mens det økonomiske aspekt i dag ikke er afgørende (ibid s.81). Tidligere delte man rensdyrkød i Grønland. I et interview fra 1975 blev det fortalt: "Vi plejede at dele rensdyrkødet med hele gruppen. Vi plejede at dele forbenene, bagbenene og det meste af kødet gav vi til de andre jægere. De hjalp hinanden. De respekterede hinanden. Men i dag skændes de ofte om det. Tidligere var der respekt, og i dag er det en kamp." (Fra interview foretaget af H. C. Petersen 1975). Selv om dette lyder som om fortidens gode skikke er forsvundet, kunne vi se, at de rensdyrjægere, som vi talte med i Angujaartorfik, deler. Deling kan praktiseres som "at give", som "udveksling" og som "omfordeling", og alt efter om disse er baseret på regler, frivillig deling eller behovsdeling, kan man skelne mellem ni forskellige typer fødefordeling (Kishigami 2004). I Angujaartorfik vil en jæger dele kødet med andre deltagende jægere, Tidsskriftet Grønland 1/2019

11

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

Figur 8. Gemme med rensdyrknogler på boplads i indlandet (foto: forfatteren).

og nogle gange vil dele af dette kød blive omfordelt til andre, der ikke er til stede ved jagten. Det ser ud til at være helt "frivillig deling", selvom der måske eksisterer en gammel regel om, at folk, der går på jagt sammen, også deler fangsten. Denne moderne praksis er i overensstemmelse med Barnards argument om, at ideologien om "at dele" fortsætter blandt deltids- og tidligere fouragerende. Selvom sædvanerettigheder til lejrpladser og jagtområder stadig holdes i hævd i Angujaartorfik, er den vigtigste ideologi om "at dele" så grundlæggende for jægerne og det grønlandske samfund, at også nye og udenlandske (danske) jægere generelt accepteres indenfor i "samfundet". De, der ikke accepteres som slægtninge, er vandrere – turisterne – selvom vi ikke kan se, at de skræmmer dyrene. Men de bruger ikke landskabet på samme måde som jægerne, og muligvis er det grunden til, at de ses som forstyrrende, "ubudne" gæster. Derimod kan de andre "indtrængere", helikopterne, faktisk skræmme dyr væk i nogle områder.

Kød og knogler Har Kjeld Hansen ret med hensyn til grønlandske jægeres rovjagt og spild af kød? Hvordan kan det være, at nogle jægere fremhæver at ”intet går til spilde”, mens

andre spilder meget kød? Og eksisterede det samme paradoks i fortiden? De moderne rensdyrjægere i Angujaartorfik spilder ikke noget kød, og de udtrykker vrede mod trofæjægere, hvis de lader kød ligge tilbage. I lejren lægges der meget omhu i at holde området rent for affald. Baseret på registreringer på moderne pladser og på interviews med jægerne ved vi, at i dag bliver knoglerne af og til slået i stykker, men ikke i så små stykker som tidligere, og som Agnethe viste. Som regel åbner man kun marvhulrummet for at få fat i marven, og de fleste knogler bliver ikke kogt. Den moderne måde at behandle dyret afspejler et slagteri, der efterlader meget ildelugtende knogleafslag. Men omkring de moderne telthuse i Angujaartorfik var der ingen synlige knogler. I dag kastes knoglerne ud i vandet eller på flodbredden, hvor tidevandet vil fjerne dem, og ofte sejles de ud i en båd og kastes i fjorden langt ude. Dette gør man, fordi dyreaffaldet vil tiltrække fluer, der kan ødelægge det tørrede kød (Pasda & Odgaard 2011). Nogle moderne jægere gav en anden forklaring på, at det er vigtigt at tage sig af affaldet. De sagde, at de levende rensdyr kan lugte det og vil holde sig væk, medmindre man skaffer sig af med det, ved enten at lægge det i vand eller "under sten".

Gemmer På nogle af de forhistoriske steder i indlandet har vi observeret, at knogler er deponeret "under sten". I et tilfælde i en lejr var der et gemme (figur 8), som vi i første omgang troede var en barnegrav, placeret på en lille forhøjning tæt på en anden lille bakketop med en menneskegrav på toppen. Graven er så godt bygget, at det ikke er muligt at kigge ind mellem stenene, men i gemmet er der sprækker, igennem hvilke man kan se, at det indeholder knogler af rensdyr. Der findes mange lignende gemmer med knogler, både nogle, der er "lukkede" af sten som denne, men også mange der er åbne. En

12

Tidsskriftet Grønland 1/2019

TG-1-2019-indmad-190319.indd 12

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

Figur 9. Rensdyrknogler kastet ned mellem klipper (foto: forfatteren).

anden variant er deponering i naturlige hulrum under store klipper (figur 9). Vi antog, at rent logisk er stengemmer blevet brugt til opbevaring af det tørrede kød for at beskytte det mod ræve, indtil man tog det med sig. Den eneste mulige måde at få kødet til at holde sig, når man opholder sig i indlandet, er at lufttørre det. Under denne proces skal alle knogler – undtagen ribben – adskilles fra kødet. Derfor – hvis gemmerne kun var til opbevaring af kød indtil slutningen af sæsonen – også selv om noget af kødet blev liggende tilbage og ikke bragt ud til kysten – ville gemmerne være tomme, bortset fra måske nogle ribben. Der er dog mange andre knogler i gemmerne, og nogle er fulde af knogler. Hvordan kan man forklare denne behandling af knoglerne? Ingen af de moderne jægere kendte til, at der er gemmer med knogler længere inde i indlandet. De bygger selv gemmer, når de er på jagt for at opbevare et dræbt dyr i en kort

TG-1-2019-indmad-190319.indd 13

stund, mens de leder efter flere dyr. Men på vej tilbage til lejren vil de tage dyret med sig, og intet vil blive efterladt. Fra en ældre spørgeskemaundersøgelse (Nationalmuseet 1948) kan vi læse, at tidligere blev rensdyrenes knogler holdt adskilt fra andre dyrs knogler, og man brugte også at kaste knoglerne ned i klipperevner (ibid.). Formentlig skal forklaringen på disse måder at behandle knoglerne på søges i ideologi og etik. Traditionelt var jagt for inuit forbundet med strenge regler. Reglerne vedrørte hovedsagelig faste og afholdenhed, men der var også visse bestemmelser om påklædning, udendørsliv og daglige gøremål generelt (Rink 1974). Dyr blev anset for at være på lige fod med mennesker, og der var mange ideer og skikke i forbindelse med jagten, som f.eks. at bringe gaver til det døde dyr og behandle det med respekt. Den generelle idé var, at antallet af dyr forblev konstant, hvis de gamle regler blev overholdt Tidsskriftet Grønland 1/2019

13

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

(Bak 1982). De traditionelle religiøse ideer i Grønland er i høj grad identiske med ideerne fra de historiske inuitgrupper i Nordamerika, som de kendes fra myterne, der blev indsamlet i det 18. til 20. århundrede. Myterne kendes i flere variationer, men med stærke fælles træk (se Sonne 2004). Blandt inuit i Alaska (og blandt andre cirkumpolare folk (jf. Brandstrup 1985) blev vildtet betragtet som gæster, men hvis folk behandlede et dyrs krop tankeløst eller uforsigtigt spildte eller trådte på kød, ville dyrene ikke vende tilbage i fremtiden. Derimod ville dyrene belønne en jæger, som tog ordentligt hånd om sine byttedyrs knogler (Fienup-Riordan 1994). På denne baggrund kan de knoglefyldte gemmer på de forhistoriske pladser tolkes som tegn på de tidligere jægeres bevidste omsorg for de slagtede dyrs rester. Måske har de moderne jægeres oprydning og modvilje mod trofæjægernes spild af kød også rødder i de traditionelle ideer om at behandle dyrene med respekt. Under vores interviews med jægere fortalte nogle, at det er nødvendigt at behandle dyrene med omhu og for eksempel være forsigtig, når man skærer i leddene. Men det kan stadig ikke forklare, hvorfor der på de fleste af de gamle pladser er et knoglemønster, som afspejler en ”intet går til spilde” etik, mens der på nogle få steder er møddinger med tykke lag af ubearbejdede knogler fra 16.-17. hundrede årene. Og hvordan kan det forklares, at moderne grønlandske jægere anklages for rovjagt og spild af kød?

inspireret af – ofte kopieret fra – de danske institutioner. Også miljøområder som jagtbestemmelserne er baseret på et vestligt koncept, selv om det adskiller sig i forhold til ejerskab af jord. Ifølge hjemmesiden for Grønlands Selvstyre har deres jagtpolitik det primære mål at sikre en passende og biologisk forsvarlig brug af jagtressourcerne. Der lægges vægt på rationel og sæsonmæssig bedst mulig beskyttelse og reproduktion af ressourcerne. Denne formulering er i overensstemmelse med det danske (vestlige) syn på kontrol med vildtpopulationer og bæredygtig jagt. Det er baseret på et såkaldt ”videnskabeligt” miljøforvaltningsperspektiv, som er en forestilling, der er solidt forankret i doktrinen om, at naturens verden er adskilt fra og underlagt menneskehedens verden (Ingold 2000: 67). Kontrolperspektivet står imidlertid i modsætning til de ”fouragerendes” forståelse af ”den givende natur”, som indebærer en tillid til, at behov vil blive stillet. Man forventer tilbagevendende op- og nedture, og i nogle situationer er det nødvendigt at investere omsorg, respekt og rituel opmærksomhed for at holde forholdet tæt og bindende. Men hvis man gør det, kan man frit benytte de ressourcer, som naturen giver (Bird-David 1990: 39). Jæger/samlere ser heller ikke dyr som en passiv ressource, men snarere som aktive deltagere i jagt (Schmidt & Dowsley 2010). Jagten er et socialt forhold, og dyrene er levende væsener, der frit kan bestemme, om de vil jages (Fienup-Riordan 1994, Nadasdy 2007).

Forvaltning

Møddinger

Jagt i Grønland reguleres af et kvotesystem, hvor hver jæger bliver tildelt et antal dyr. Da Kjeld Hansen lavede undersøgelser i Grønland, var antallet af rensdyr så lavt, at meget få dyr måtte jages. Men siden 2002 har jagten været praktisk talt åben i Angujaartorfiup Nunaa, fordi antallet steg. De kommunale institutioner i Grønland er

En masse kød blev spildt i L14 møddingen fra det 16. og 17. århundrede. En parallel situation er kendt fra en lejr ved Aassivissuit nord for Kangerlussuaq, hvor der findes en stor mødding. Denne mødding har lag fra 1200 til 1950, men kun det lag, som er dateret til 1650-1750 (hvilket også er det tykkeste lag) indeholder knogler i anatomisk orden

14

Tidsskriftet Grønland 1/2019

TG-1-2019-indmad-190319.indd 14

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

samt knogler, der er mindre fragmenterede end i både tidligere og senere perioder. På dette tidspunkt var der et rensdyrmaksimum, efterfulgt af et markant fald i 1750’erne. Men laget fra den foregående periode viste imidlertid en mere intensiv udnyttelse, selvom det også blev opbygget under et rensdyr maximum (Grønnow et al. 1983). Derfor ser det ud til, at overflod ikke nødvendigvis forårsager en ændring i udnyttelsen. I de diskuterede lag på både Aasivissuit og i Angujaartorfiup Nunaa er der fundet pilespidser, mens der ikke er spor af flintbøsser. Så det var ikke moderne jagtredskaber, der forårsagede forandringen. Derimod var der sket en stor ændring i det grønlandske samfund. På grund af kontakt med europæiske hvaljægere fra det 17. århundrede og med danske handelsstationer i begyndelsen af det 18. århundrede, og også på grund af intern handel i inuitsamfundet, ændredes bevægelsesmønstre og den sociale organisation på kysten. Boligerne gik fra at være små familiehuse til store fælleshuse i det 18. århundrede, hvor større grupper af mennesker deltog i fælles jagt- og handelsekspeditioner (jf. Gulløv 1997, 2004; Jensen 2009). Sandsynligvis var dette baggrunden for en ændring i jagtteknikken i Angujaartorfiup Nunaa til drivjagt (Odgaard 2018), hvilket kræver flere mennesker end snigjagt. Knoglerne fra møddingslagene afspejler altså, at skindene var blevet en handelsvare, og at jægerne havde ændret deres strategi drastisk. Men ændrede de også deres etik? Som nævnt sikrer tillid til ”den givende natur”, at behov vil blive opfyldt. For at kunne deltage i handelen havde jægerne brug for mere rensdyrskind end tidligere og havde derfor brug for at dræbe flere dyr, end de var i stand til at forarbejde kødet fra. Denne strategi må have givet en vis bekymring, da dyrene eller ”dyrenes herre” ville blive vred, hvis et så stort antal dyr blev dræbt, at deres rester skulle fortæres af ræve og ravne (Kleivan &

TG-1-2019-indmad-190319.indd 15

Sonne 1985:19). Og vestgrønlænderne troede på, at en jæger, der dræbte for mange rensdyrkalve, løb en risiko for, at hans egne børn døde (ibid. s. 19f). I møddingerne er noget af kødet gået til spilde, men det er et fællesmenneskeligt træk at være forsigtig og tage flere (ofte rituelle) forholdsregler, når ressourcerne er knappe, og på den anden side være mere afslappede i tider med overflod. Der må dog stadig have været opmærksomhed på dyrenes knogler, fordi de repræsenterede deres genskabelse. Sammenlignet med de moderne trofæjægere, der forlader kadavere, hvor dyrene er dræbt, kan ses en åbenbar forskel i, at resterne i møddingerne ved bopladserne er blevet placeret dér. Praktiske forklaringer på at samle knoglerne på ét sted kan være af æstetiske grunde – for at holde resten af ​​lejren ren. Men det ville ikke holde fluer væk, som jo er grunden til at dumpe knoglerne i fjorden ved den moderne lejr i Angujaartorfik. Derfor må møddingerne være udtryk for ”omsorg” for dyrene, og de blev sandsynligvis opfattet som en slags ”gravsteder”. Dette aspekt er dog stadig ikke undersøgt yderligere. Ingen af de nævnte møddinger er blevet fladeudgravet. I Aasivissuit er der udgravet en grøft, og ved L14 blev ni testhuller udgravet. Det giver ikke det fulde billede af layoutet i disse møddinger. Med ideen om dyrene som gæster kan fund af genstande som jagtvåben og glasperler i møddingen fortolkes som gaver til dyrene, på samme måde som knive, harpunhoveder og andre redskaber samt glasperler blev givet som gaver til nedlagte bjørne (Kleivan & Sonne 1985:21).

Moderne jagt – et spørgsmål om balance Selv om vores spørgsmål til rensdyrjægerne handlede om jagtens praksis, udtrykte deres svar ofte omsorg og respekt for dyrene. Også antropologen Nuttall, der lavede studier i et nordvestligt grønlandsk Tidsskriftet Grønland 1/2019

15

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

jagt- og fiskersamfund, fandt ud af, at vellykket jagt i Grønland stadig afhænger af de rette handlinger og respekt for dyr. ”Selvom der ikke udføres farverige ritualer for at sikre succes i jagten, er der implicit i den pragmatiske adfærd en erkendelse af, at sælerne skal komme til jægeren, og uudtalte holdninger, der indebærer respekt og afhængighed” (Nuttall 1992:137 f). Set udefra ser det ud til, at de grønlandske jægere må udføre den svære opgave at balancere mellem to kontrasterende opfattelser. Den grønlandske jagtkultur er forankret i et koncept om den givende natur. Efter denne opfattelse har menneskene ikke magt over natur og dyr – menneskene er selv del af naturen, og deres forhold til dyr er socialt og gensidigt. Den grønlandske jagtpolitik og danske kritikere er på den anden side baseret på det ikke-fouragerende, ”videnskabelige” beskyttelses- og forvaltningskoncept. Dette perspektiv ser mennesker som dominerende, og dyr som en ressource, og taler f.eks. om ”bæredygtig” jagt. Når Kjeld Hansen og andre har kritiseret, hvordan massedrab har forårsaget et massivt fald i antallet af alle havfugle (undtagen gæs) i Grønland (Hansen 2002), mener de ikke, at det drejer sig om manglende respekt for dyrene, men om dårlig forvaltning af en ressource, fordi myndighederne ikke reagerer imod nedskydningen. Også i Danmark udfører jægere hvert år massedrab på havfugle (blishøns) på forskellige fjorde, hvilket resulterer i mange sårede og ”spildte” fugle. Fordi arten ikke er ”truet”, tillader jagtloven dette, selvom nogle mennesker – især dyreværnsorganisationer – er imod (fx Frimann i Ekstrabladet 16. oktober 2013). Vestlige jagt- og dyreværnsorganisationer står på hver side af det ikke-fouragerende synspunkt. Jægere er optaget af ”forvaltning”, mens dyreværnsorganisationer fokuserer på ”beskyttelse”. De deler samme tankesæt, men har forskellige interesser.

I Grønland besluttede Grønlands Selvstyre på baggrund af anbefalinger fra biologer ved Grønlands Naturinstitut, at fordi antallet af alkefugle i Diskobugt-området var reduceret med 90% i løbet af de sidste 50 år, vil jagt ikke være tilladt i de næste 50 år i foråret og avlssæsonen, hvilket faktisk har haft en gunstig effekt (Hansen 2016). Men både jægere, og også nogle politikere, har stillet spørgsmålstegn ved biologernes indsigt og forsvaret synspunktet om, at de lokale jægere har den bedste viden (f.eks. Kleemann i AG, 23. oktober 2013, nr. 43). Denne diskussion handler ikke om forskelle mellem grønlændere og danskere. ”Forager” tankegangen er ikke begrænset til traditionelle jagtkulturer, men kan også karakterisere for eksempel erhvervsfiskerne i vestlige kulturer, der ofte diskuterer med biologer og miljøforkæmpere om retten til at fiske og jage hvaler. Ligesom inuitjægerne skal de også forholde sig til to kontrasterende opfattelser. Men hvem har så ret? Er en af opfattelserne mere sand og etisk end den anden? Når vi diskuterer jagtetik, bør vi i det mindste have et åbent sind og være villige til at overveje muligheden af, at nordlige jægeres teorier om dyrets selvstændige rolle under jagt kan have en reel (såvel som symbolsk og metaforisk) betydning. ”Ofte er der faktisk ikke belæg for at vurdere de vestlige teorier om dyr som mere gyldige end indfødtes teorier om dyr. De synes begge at have omtrent samme grad af forklarende gyldighed” (Nadasdy 2007).

Konklusion ”Foragers-modellen” er god, fordi den ikke kun beskriver ”de oprindelige andre”. Tværtimod arbejder den også med centrale begreber om jord og ressourcer, som er en del af det vestlige verdenssyn, og som er i modsætning til et ”forager” perspektiv. De to grupper – ”fouragerende” og ”ikke-fouragerende” – betegner ”samfund” og ikke ”nationer”, og kan bruges til at forstå komplekse samfund

16

Tidsskriftet Grønland 1/2019

TG-1-2019-indmad-190319.indd 16

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD

som Grønland, hvor begge tænkemåder påvirker folks liv. Men også i Danmark og andre vestlige lande findes der samfund af hver sin overbevisning. Begrebet ”at dele” og opfattelsen af universelt slægtskab, som er forbundet med ”forager”-tankegangen, kan forklare, hvorfor det ikke forårsager territoriale problemer i Angujaartorfik, når nye jægere går på jagt i områder, hvor andre har sædvanerettigheder. Andre jægere ses som ”slægt” og bliver tilladt at gå på jagt i territorierne, og de får ikke skylden for, at dyrene er blevet sværere at finde. Jagtetikken var tidligere præget af ”forager”-konceptet om ”den givende natur”, og forholdet mellem mennesker og dyr blev anset for at være gensidigt. Men trods det, at en måde at vise dyrene respekt på er, at ”intet går til spilde”, blev der også drevet jagt, hvor meget blev spildt i 16.-17. hundrede årene. Selv om der på dette tidspunkt var et behov for skind til handel, må det ubrugte kød af de slagtede dyr have udgjort et dilemma for jægerne. For at undersøge dette aspekt yderligere bør der udføres nye arkæologiske undersøgelser med fokus på møddingerne. I dag er der et sandt dilemma i, at moderne grønlandske jægere må forholde sig til to kontrasterende opfattelser. Forskellene beror imidlertid ikke på etnisk oprindelse, men på tankesættet, der bunder i subsistens, og det udgør en udfordring både for jægere og myndigheder i et samfund som Grønland, hvor begge synspunkter er så stærkt til stede. Men selvom de grønlandske jægere ikke vil nå til enighed med Kjeld Hansen og naturorganisationerne, kan de sandsynligvis meget lettere blive enige med fiskere og hvalfangere i de andre nordiske lande.

TG-1-2019-indmad-190319.indd 17

Referencer Bak, Ove, 1982: Eskimoisk virkelighed. Copenhagen. Barnard, A: The Foraging Mode of Thought // Steward, H., Barnard, A. and Omura K. Self and Other-Images of Hunter-Gatherers. Senri Ethnological Studies No. 60. Osaka, 2002, pp. 1-24. Bird-David, N: The Giving Environment: Another Perspective on the Economic System of Gatherer-Hunters // Current Anthropology. Vol. 31, No. 2 (Apr., 1990). P. 189-196. Birket-Smith, K, 1924: Ethnography of the Egedesminde District. With aspects of the general culture of West Greenland. Meddelelser om Grønland, bind LXVI. Copenhagen, Kommissionen for ledelsen af de geologiske og geografiske undersøgelser i Grønland. 486 p. Brandstrup, Lasse, 1985: Dyrenes liv og død: de eskimoiske og sibiriske jægere. Borgen Burch Jr., E.S., 2005: Alliance and conflict: the world system of the inupiaq eskimos. University of Calgary Press. Fienup-Riordan, 1994: Boundaries and passages. Rule and ritual in Yup'ik Eskimo oral tradition. University of Oklahoma Press Frimann, N.H., 2013: 727 nedlagt: Blodbad på blishøns - Forbandet svineri, mener formand for Dansk Ornitologisk Forening. Ekstrabladet d. 16. oktober 2013. http:// ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article2124297.ece Grønnow, B., Meldgaard, M. and Nielsen, J. B., 1983: Aasivissuit: The Great Summer Camp. Archaeological, Ethnographical and Zooarchaeological Studies of a Caribou-Hunting Site in West Greenland. Meddelelser om Grønland, Man and Society 5, 1983. 96 p. Gulløv, H. C. (ed.): Grønlands forhistorie. København, Gyldendal, 2004. 434 p. Gulløv, H. C, 1997: From Middle Ages to Colonial Times. Archaeological and ethnohistorical studies of the Thule culture in South West Greenland 1300-1800 AD. Meddelelser om Grønland, Man & Society 23. Hansen, Kjeld, 2016: Grønland strammer jagtloven – en smule. https://gylle.dk/groenland-strammer-jagtlovenen-smule/ Hansen, Kjeld, 2002: Farvel til Grønlands natur. Gads forlag Hjarsen, Thor, 2011: Grønland jager ubæredygtigt. Information 19. januar 2011. http://www.information. dk/256803 Ingold, Tim, 2000: The Perception of the Environment. Essays in livelihood, dwelling and skill. Jensen, E.L., 2009: Stories of the past: collective memory and historical consciousness in the Cape Farwell district. In: Grønnow, B. (Ed.), On the Track of the Thule Culture from Bering Strait to East Greenland. Proceedings of the SILA Conference “The Thule Culture e NewPerspectives in Inuit Prehistory”. Papers in Honour of Hans Christian Gulløv. Copenhagen Oct. 26th e 28th, 2006, vol. 15. Publications from the National Museum Studies in Archaeology and History,Copenhagen, pp. 235-244. Kishigami, Nobuhiro, 2013: What Is a Subsistence Activity?: With a Special Focus on Beluga Whale Hunt by Inuit in Arctic Canada. Journal of the Society of Liberal Arts, 82 79-90, Mar 2013 Kishigami, Nobuhiro, 2004: A new typology of food-sharing practices among hunter-gatherers, with a special focus on inuit examples. Journal of Anthropological Research, vol. 60, 2004 p. 341-358.

Tidsskriftet Grønland 1/2019

17

05/04/2019 14.41


ULLA ODGAARD Kleemann, L, 2013: Udsigt til forlænget forårsjagt. AG 24. Oktober, nr. 43, 2013, p. 16. Kleivan, I. & Sonne, B, 1985: Eskimos, Greenland and Canada. Iconography of Religions VIII, 2, Lejden 1985 Nadasdy, P, 2007: The gift in the animal: the ontology of hunting and human-animal sociality. American Ethnologist, 34(1):25-43. Nationalmuseet 1948: Nationalmuseets Undersøgelse i Grønland. 1948. Renjagt. Nuttall, Mark, 1992: Arctic Homeland. Kinship, community and development in Northwest Greenland. Toronto 1992. Odgaard, U, 2018: Driving the Caribou. Greenlandic Hunting Drive Systems and Ethical Aspects. In: Carlson and Bement (eds). The Archaeology of Large-Scale Manipulation of Prey. University Press of Colorado, s. 63-95. Odgaard, U, 2009: Tent houses, Territories and Two Generations // Grønnow, B. (ed.) On the Track of the Thule Culture from Bering Strait to East Greenland. Proceedings of the SILA Conference “The Thule Culture – New Perspectives in Inuit Prehistory” Copenhagen, Oct. 26th-28th, 2006. Papers in Honour of Hans Christian Gulløv. 2009. P. 185–199. Pasda, K. and Odgaard, U, 2011: Nothing is Wasted – The ideal “Nothing is wasted” and its divergence in past and present among caribou hunters in Greenland // Quaternary International, Volume 238, Issues 1-2, 1 June 2011. - P. 35-43, Humans and Caribou. Petersen, H.C, 1975: Interview with hunters. Source at NKA, The National Museum of Greenland. Translated by Gustav Jakobsen and Kerstin Pasda. Petersen, R: Family Ownership in West Greenland. Folk 5, 1963. P. 269-281. Rink, Henrik, 1974: Tales and Traditions of the Eskimo. London, Copenhagen. Schmidt, J.J. and M. Dowsley, 2010: Hunting with polar bears: problems with the passive properties of the commons. Human Ecology 38(3):377-387. Siegstad, Ludvig, 2011: Uacceptabel trofæjagt-ordning, AG/ Sermitsiaq nr. 31, august 2, 2011, http://sermitsiaq.ag/ node/105263 Sonne, Birgitte, 2004: Sonnes Base 2004. Afdeling for Eskimologi og Arktiske Studier, Københavns Universitet. https://arktiskinstitut.dk/index.php?id=7 Spørgeliste nr. 2, spørgsmål nr. 9. Lokalitet Niaqornat i Umanaq kommune, meddelerens navn: Tobias Kruse

18

Tidsskriftet Grønland 1/2019

TG-1-2019-indmad-190319.indd 18

05/04/2019 14.41


64

Tidsskriftet Grønland 1/2019

TG-1-2019-indmad-190319.indd 64

05/04/2019 14.07


Omslag TG1-2019-omslag-final-190319.indd 3

19/03/2019 16.51


Omslag TG1-2019-omslag-final-190319.indd 4

19/03/2019 16.51