Jens Nielsen - Dagbogsbreve fra Scoresbysund 1957-59

26 · Dagbogsbreve fra Scorebysund 1957-59 ”Kantussen” med fysik og kemi. Men han havde hele sin tid følt sig som helstuderet læge. Derfor havde han været så venlig gennem tiderne at give gode råd til de sygeplejersker, som var blevet sendt derop. Dette var befolkningen ikke så tryg ved. Det sagde de i hvert fald. Eskimoerne kalder ham ”Kupaja”, som er en ond ånd. Han har nemlig langt sort hår, skæg og altid helt mørke briller, så man ikke kan se hans øjne. De tager dog imod hans ”imiaq”, som er hans hjemmelavede spiritus. Det skulle give en gevaldig hovedpine; men ingen er vist blevet blinde af det. De, der kan tale en smule dansk, siger, at man bliver ”puld” af det. Det kniber med f-lyden.

Men det er ikke noget imod alle de lyde i det eskimoiske sprog, som kniber for os. Så Grethe og jeg begyndte tidligt at gå til intensiv grønlandsk privatundervisning hos vor vestgrønlandske palase (præst) Otto Sandgreen fra Godhavn og hans kone Louise. De er fantastisk søde og rare. De er også flinke til at fortælle om livet, som det leves i Grønland. Han er foruden præst også en meget dygtige fanger, forfatter og amatørmaler. En aften, hvor vi sad og spiste hos os selv, kom hans kone og råbte: ”Kom over til os. Otto har fået hvidfisk!” - En hvidhval, der er sjælden her i området! Det var en gut på 6 meter. Der kom flere gæster til. Vi fik lært at spise ”matak”. Det er hvalens hud. Nogle centimeter i tykkelsen. Man skærer en strimmel af og bider i den. Samtidig har man en kniv, så man kan skære en passende luns af, mens man bider i den. Den har en gummikonsistens, men smager pragtfuldt. Måske smager den lidt af kokosnød men er ikke så tør i smagen. Fedtet driver af den. Så drikker man øl og snaps til. Det hele foregik i køkkenet. Bagefter lovede præsten Grethe, at hun nok skulle få noget af kødet til nogle gode bøffer, når han næste dag havde været ude ved iskanten, hvor det meste af hvalen endnu lå.

Det var et dejligt sted at gå til undervisning. Og Grønlandsministeriet ville gerne betale for undervisningen, så der var jo ikke noget at betænke sig på.

Grønlandsk er et vanskeligt sprog. Men jeg vil ikke være afhængig af tolk, når jeg skal snakke med en patient. Specielt ikke præsten, hvis det f.eks. er kønssygdomme, det drejer sig om. Vi duperes af Søren og Morten, der næsten allerede har lært det østgrønlandske sprog? Vi oplever jo, at det er et vanskeligt sprog! Nå, det skyldes nok vore to søde kivfakker (tjenestepiger) på henholdsvis 14 og 15 år: Thoma Kunak og Dorthe Brønlund, der vist er dybt forelsket i de to søde lyshårede unger. De to piger lærer os alle fire om eskimoisk madlavning og også dagligdags gloser. Søren og Morten taler nu østgrønlandsk indbyrdes og til andre. De lærer det nok også hurtigere end vi gør, fordi de er børn. De taler kun dansk til Grethe og mig. Og Morten kan ikke mange danske ord. Vi to ældre lærer det vel også, fordi dansk ikke bliver brugt i den daglige husholdning.

Vi har fået ”opbygget” vores eget hundespand ved at købe hunde hist og her af fangerne. De ligger nu udenfor vores vinduer i en kæde med sidekæder til hver hund. Vi har så også fået lavet en slæde. En rigtig Scoresbysundslæde, hvor ”snuderne” er ”braknæser”. De skal være de bedste til havkørsel i drivis. Sygebesøg er jo kun med hundeslæde. Hvis jeg har en