ANTHONY K. HIGGINS OG WILLY L. WENG: DET NORDLIGE ØSTGRØNLANDS UDFORSKNINGSHISTORIE OG STEDNAVNE
danske oversættelser, som alle blev godkendt af Stednavneudvalget. Det viste sig, at mange af de benyttede navne gik helt tilbage til de første år efter grundlæggelsen. Byens grønlandske navn begyndte som ”Igtorqortôrmît”, der blev oversat til ”dem som bor på stedet med et stort hus”, en direkte henvisning til koloniens først år, da præsten og bestyreren boede i det eneste store hus. Med Grønlands retskrivningsreform af 1973 blev byens navn på østgrønlandsk ”Ittoqqortoormiit”, også ofte set i den vestgrønlandske form ”Illoqqortoormiut”. I dag er byens navn normalt oversat til ”De store huse”. Navne-indsamlingen fra 1955 noterede to steder som ”Ilimanánngip nunâ”, nu Ilimananngip Nunaa. Begge steder, området ved Kap Leslie på østlige Milne Land og en del af østlige Jameson Land vest for bunden af Hurry Inlet, refererer til områder, hvor geologen Alfred Rosenkrantz var aktiv i 1925 og i 1926-27. Rosenkrantz var kendt af hans grønlandske assistenter som ”Ilimananngi”, og Henrik Skifte (f. 1928), som bor i Scoresbysund i dag, husker, at hans mor fortalte, at han aldrig måtte fortælle Rosenkrantz, hvad ordet betød. Skifte selv oversætter ordet som ”en man ikke regner for noget” (personlig oplysning via Arne Øland, dec. 2012). Denne negative holdning blev også opfattet i forbindelse med 1955-navnindsamlingen, men ifølge Ole Brønlund er dette misvisende (personlig oplysning via Arne Øland, juli 2011). I virkeligheden er ”Ilimananngi” ment som en ”positiv overraskelse om en, der ved første indtryk ikke ligner én, der kan noget og ser ud som en svag mand, men som ved nærmere bekendtskab viser sig at være meget stærk og en klog person med mange talenter”. I dag er navnet Ilimananngip Nunaa ved Kap Leslie udvidet til at dække hele Milne Land.
Knud Rasmussens Land og Rigny Bjerg Den 7’ende Thule ekspedition var Knud Rasmussens sidste ekspedition, og Rasmussen
døde kort efter ekspeditionens hjemkomst af madforgiftning og lungebetændelse. Det enorme videnskabelige arbejde udført under ekspeditionen, som varede fra 1932-1933, inkluderede geologiske, zoologiske og botaniske arbejder, samt geodætisk opmåling og luftfotografering af Grønlands østkyst fra 60°N til 69°N. Mod nord blev de store, næsten ukendte områder nord for Kangerlussuaq (68°20’N) omkring Grønlands højeste bjerge kortlagt, og i 1933 rejste Rasmussen selv med skibet ”Kivioq” langs den barske Blosseville Kyst fra Kangerlussuaq til Scoresbysund og retur. Formålet med rejsen var at lede efter baser, som kunne bruges af flyvemaskiner til supplerende luftfotografering af området mod vest. Helt naturligt kom det store isdækkede område mellem Kangerlussuaq og Scoresby Sund til at hedde Knud Rasmussen Land (Gabel-Jørgensen 1940). Geodætisk Institut fremstillede en del 1:250.000 kortblade over Østgrønland i 1930’erne, dog var der ikke tilstrækkelig triangulation til at færdiggøre kortbladene mellem 69° og 70°N til instituttets normal standard. En stor del af det indre Scoresby Sund område manglede også. De første 1:250.000 kortblade over disse områder blev sammentegnet af US Army Map Service i 1951 og 1952, og var baseret på luftfotografering af hele Grønland udført i 1947. Kortenes stednavne og kontrolpunkter var taget fra danske kilder (Geodætisk Institut). Her findes ”Knud Rasmussens Land”, og lidt nord for 69°N findes ”Rigny Bjerg”, dog med en forkert position. I 1973 blev navnet ”Knud Rasmussens Land” flyttet til at dække den del af Nordgrønland, som ligger mellem Melville Bugt og Danmark Fjord (beslutningen kom fra Eske Bruun, departementschef i Ministeriet for Grønland). Dog var navnet blevet brugt på så mange kort for området syd for Scoresby Sund, at mange forskere, og især bjergbestigere, bruger det som den etablerede position endnu i dag. Rigny Bjerg (figur 5) blev navngivet af Jules de Blosseville i 1833 og blev set igen i
Tidsskriftet Grønland 1/2013
85