A r ti k e l
Te m a
vertikalskæring , topdressing og andre plejemetoder
Disturbance teori og mekanisk græspleje De græsarter vi anvender på greens har forskellige krav til næring, vanding og ikke mindst mekanisk pleje. Der er eksempelvis stor forskel på hvor meget vertikalskæring en green med hhv. rød svingel og krybhvene tåler. Baggrunden for disse forskelle ligger i græssernes oprindelige miljø, da de genetisk set stadig er delvist tilpasset hertil. Viden om græssernes livsstrategier kan derfor give os vigtig information om, hvilke arter der passer godt sammen og hvordan plejen for den enkelte græsart optimeres Af Gunnar Rylander, Vilvorde/Roskilde Tekniske Skole, Per Knudsen, Viborg Golfklub, Torben Rønnebæk, Vilvorde/Roskilde Tekniske Skole og Henrik Romme, Prodana Seeds A/S
For at forstå de tilpasninger som en art har til et voksested, er det ofte nødvendigt, at se på hele plantens livshistorie, dvs. fra “fødsel til død”. Dette indbefatter faserne: frøspiring, vækst, blomstring, frøsætning, spredning mv. I hver enkelt fase kan kravene til omverdenen veksle. Kravene under frøspiring kan være af en anden karakter, end dem den voksne plante stiller, f.eks. er huller i plantedækket vigtigt, for at kimplanterne kan etablere sig. På en green kan dette krav fx blive opfyldt ved hjælp af prikning, brug af hugpiber eller anvendelse af en skivesåmaskine, men også v.hj.a. ormeskud, nedslagsmærker, sygdomsangreb og andet. Måden hvorpå planten gennemgår sit livsforløb er tilpasset de vilkår, som findes i det omgivende miljø. Dette kaldes plantens livsstrategi. Grimes Disturbance teori Den engelske planteøkolog J.P. Grime udviklede i 1979 en klassifikation, hvor arternes forekomst sættes i relation til de tilgængelige ressourcer og levestedets stabilitet.
Der er flere faktorer, som kan påvirke planternes livsvilkår: a) Graden af forstyrrelse (f.eks. klipning, sygdomme, slid, miljøomvæltninger, osv.). Når der sker en mere eller mindre ødelæggelse af vegetationen, forskyder det som regel arternes indbyrdes konkurrenceforhold. b) Intensitet af stress (mangel på lys, vand, mineraler, osv.). Alt som hæmmer mængden af fotosyntesen og dermed nedsætter produktionen. Grime inddeler planterne i tre grupper: 1) Planter der har en evne til at konkurrere om ressourcer i miljøer med en høj individtæthed, kaldes C-strateger. Dette er typisk planter, der er hurtige til at danne tætte bladflader og store rodsystemer. 2) Planter, som tåler en høj grad af stress, men hvor der ikke er nogen forstyrrelse af omgivelserne, kaldes S-strateger. Det er typisk planter, der vokser langsomt.
3) Planter, som gror på urolig/åben jord (ruderale planter), har en høj vækstrate og lav konkurrenceevne, kaldes R-strateger. De forekommer i ressourcerige, men ustabile miljøer fx køkkenhaver og lignende dyrkede jorde. De fleste af disse planter, har en udtalt frøhvile. Grime (1979) bruger et trekantdiagram (figur 1) til at vise sammenhængen mellem de tre strategier – det samme princip, som man bruger ved jordtekstur klassificering. De forskellige planter har et “vækstpotentiale” med et optimum inden for CSRtrekanten, hvor de kan vokse, og som man grafisk kan afgrænse. Jo tætter planterne er på grænsen af “vækstpotentialet”, jo dårligere vækst har de. Naturen kan ikke beskrives udelukkende ud fra de tre nævnte primære strategier. Derfor indeholder CSR-teorien fire såkaldte sekundære strategier, der beskriver
Skema 1 Klassifikation af planter med udgangspunkt i Grime (1979). Bogstaver og tal i kursiv ( ) – a, b, 1, 2 og 3, refererer til forklaringerne i de enkelte afsnit ovenover skemaet
Intensitet af stress (b)
Intensitet af forstyrrelse (a)
Høj
Lav
Høj
Strategi = Ingen
Strategi = Ruderale arter (R) (3)
Lav
Strategi = Stress tolerance (S) (2)
Strategi = Konkurrence tolerance (C) (1)
66 <<
G r e e n k e e p e r e n >> 2
2 0 1 0 <<