
5 minute read
GØR ET KUP
from Lucas Black Friday
by gratisbb
Efter skole cykler Lucas lige hjem.
Mor sidder i stuen med næsen i sin gamle pc. Hun stirrer indædt på netbank. Som om hun kan få de røde tal til at blive sorte, hvis hun ønsker det nok.
Advertisement
Lucas må sige hej tre gange, før hun hører ham.
”Hej, skat.” Hun lyser op i et smil, da hun får øje på ham, men smilet falmer straks, da hun ser hans ansigtsudtryk. ”Hvad er der galt?” siger hun.
Lucas buser ud med det hele: Han kan ikke klare sig med sit gamle udstyr.
Mor sukker og peger på netbank og alle de røde tal. ”Vi har ikke råd,” siger hun.
”Men alle de andre har de nyeste computere.”
”Hvis alle de andre sprang ud fra en klippe,” siger mor, ”ville du så springe med?”
”Hvor er du tarvelig!” Ordene kommer som skud fra et maskingevær. Lucas kan ikke holde tårerne tilbage.
Mor ser forskrækket på ham.
”Jeg plager ikke for sjov,” siger han stille. ”Jeg bliver smidt af holdet, hvis jeg ikke får nyt udstyr.”
”Men det kan de da ikke være bekendt.”
”Jo.” Lucas hader at indrømme det. ”Jeg trækker dem ned.”
”Men,” forsøger mor, ”skulle du så ikke hellere begynde at dyrke en rigtig sport? Fodbold eller håndbold? Det er meget sundere for dig end at sidde alene på værelset hele tiden.”
”E-sport er sgu da en rigtig sport. Så fat det dog!”
Lucas er så vred, at han stammer. ”Vi stiller op til Danmarksmesterskabet til efteråret, og de har ikke en chance med mig på holdet. Det ville være ligesom at have en trehjulet cykel med i Tour de France.”
Nu er det mor, der har tårer i øjnene. ”Kom her, skat.” Hun rækker armen frem.
Lucas går et skridt væk.
”Jeg ved godt, det er hårdt lige nu.” Hun prøver at smile. ”Men vi har ikke råd til noget som helst.”
Lucas kan næsten ikke få vejret af raseri. Hvorfor skal han også gå i skole med alle de fne? Dem, der bor i store huse, mens de bor i en ussel boligblok. Dem, der har to biler, mens de har en gammel spand. Dem, der har alt og bare vil have mere.
”Lucas, kom nu.” Mor rækker begge arme frem. Han sukker, men går hen og giver hende et kram.
”Du skal nok få en ny computer, okay?” Mor aer hans ryg. ”Lige så snart vi får råd. Det lover jeg.”
”Okay, okay.” Lucas vrider sig ud af mors arme og sætter kursen mod værelset.
I entreen løber han ind i far, der er på vej ind med favnen fuld af regninger og tilbudsaviser. Lucas går lige forbi ham. Han orker kun lige at mumle hej.
”Hvad er der med ham?” hører han far spørge mor, inden han lukker sin dør.
Inde på værelset smider han sig på sengen. Det pusler i buret på bordet. Lucas ser op:
”Hey, Speedy?”
Den lille, brune hamster sidder i et hjørne. Kinderne poser ud, så han næsten ikke kan røre sig. Det må være den gulerod fra i går. Alligevel kigger han bedende op på Lucas. Klar til en ekstra godbid. Speedy ser næsten helt menneskelig ud, sådan som han rækker poterne op foran sig. Godt, han kun fk en halv gulerod. Ellers var han da blevet kvalt!
Lucas rejser sig for at tjekke, om Speedy er okay.
Så lyder der et brøl fra stuen. Og et til, denne gang fra mor. Et øjeblik tror Lucas, at hans forældre bliver angrebet af zombier. Han griner af sig selv. Måske har han spillet lidt for længe på K1lleR Clan?
Da Lucas kommer ind i stuen, står mor og far bøjet over bordet side om side.
”Hvad sker der?” spørger Lucas.
De hører ham ikke, og han går nærmere.
”Wow,” siger mor. ”Det er langt under halv pris.” Hun peger på noget foran sig, som Lucas ikke kan se.
”Hvad så med den der?” far peger på noget andet.
”70 procent rabat!” jubler de i kor.
”På hvad?” Lucas prøver at kigge med, men han kan ikke komme til for rygge. Han prøver på at kile sig ind mellem sine forældre, uden held. De hører intet, ser intet, mærker intet. Så går han om på den anden side af bordet. Foran far og mor ligger en tilbudsavis.
BLACK FRIDAY står der med store, gule bogstaver.
Kanontilbud K Tilbud G R Et Kup
Shop Till You Drop
”Der!” Mor planter en fnger ovenpå en lækker, ny gamer-skærm, der er rammet ind af en gul stjerne. ”Der ser du din nye skærm. Og vi køber den til dig i morgen.”
Lucas smiler fra øre til øre. Der er køtilbud på lige netop den skærm, han skal bruge. Et styk toplækker demo-model sat ned til 999 kroner. Tårnhøj opløsning, lynhurtig responstid, alt, hvad man kan ønske sig. Tusind gange federe end den, han har, og endnu bedre end Emmas. Til gengæld er der kun én.
”Men …” Lucas trækker på det.
”Vi har talt om det,” afbryder mor, ”og vi ved godt, at du både skal have ny skærm og ny computer. Men kan du ikke i det mindste starte med skærmen?”
”Den kan ikke køre på min gamle computer.”
Far og mors glade smil forsvinder. Lucas nænner ikke at sige, at han også skal have nye hovedtelefoner. Han aner ikke, hvordan han skal få dem overtalt … Så får han en idé. ”Vent,” siger han og løber ind på sit værelse. Et øjeblik efter kommer han tilbage og stiller sin sparebøsse på bordet:
”Her er alle mine penge. Tag dem! Og hvis vi nu kan få skærmen for under tusind kroner, kan vi så ikke sige, at computeren er min julegave og fødselsdagsgave …” Han bider sig i læben og tier.
Far ser på mor. Mor ser på far. De sukker og ser ned i bordet.
”… og lommepenge,” beder Lucas, ”og kommer der ikke også snart børnepenge?”
Mor peger på endnu en gul stjerne i tilbudsavisen og ser spørgende på far. Køb nu, betal til januar, står der.
Far trækker vejret dybt.
Lucas ved, hvor meget far hader at skylde penge væk. Han lukker øjnene og krydser fngre.
Så puster far ud og siger:
”Okay, vi gør det sgu! Vi køber en ny computer til dig på afbetaling.”
Lucas skal lige til at kaste sig om halsen på sine forældre, men så får han øje på sin fars alvorlige ansigt og stopper midt i bevægelsen.
”Men kun hvis vi kan få den demo-model. Ellers har vi ganske enkelt ikke råd til begge dele. Det håber jeg, du forstår?”
”Ja.” Lucas nikker alvorligt. ”Ingen skærm, ingen computer. Det er forstået.”
”Til gengæld, skat,” siger mor, ”så tager vi med begge to og kæmper som løver for at få den. Hvad siger du til det?”
Lucas udstøder et jubelhyl og kaster sig om halsen på dem begge to på samme tid.
Der er kun én toplækker gamer-skærm, men de kan få den, hvis de arbejder sammen, ham og far og mor. Når den er hjemme, får han endelig en ny computer.
Og så kan han blive den nye 1. snigskytte på K1lleR Clan, landets første Danmarksmesterhold.
“61-årig mand kollapser og dør i shoppingtumult
Manden faldt omkuld med hjerteproblemer, og utallige kunder gik forbi uden at hjælpe.
Da ambulancefolkene endelig kunne komme frem, var det for sent at redde ham.”
Target, West Virginia, Black Friday 2011
