HENRIK EINSPOR
KAPUT OG FINITO 2 Boss vil ha’ bøf!
Kapitel 1
Bossen vil ha’ bøf
Bossen kalder på sine to hjælpere. ”Kom her, fnatmider,” råber han.
Kaput og Finito er ved at sortere døde rotter til bossens krybdyr. Det passer dem rigtig fnt at få en pause.
”Yes, boss,” siger de. ”Her er vi, boss.”
”På tide,” lyder det. ”Jeg er sulten.” Bossen har sit opfndertøj på, en nusset kittel og runde svejsebriller, så meget tyder på, at han igen er ved at ffe med sin teleportøse. Altså den opfndelse, som kan sende genstande og personer fra et sted til et andet (via atomspaltning). Bossens plan er at bygge en tidsmaskine og dermed erobre verdensherredømmet. Kaput og Finito fatter ikke, hvad han vil med det verdensherredømme, men
3
sådan er folk så forskellige. Og bossen er urokkelig i sin plan. Han vil fytte sig i tid og rum, og det kan ikke gå hurtigt nok. Men nu er han sulten.
”Stå ikke der og glo, når jeg siger, at jeg er sulten,” lyder det utålmodigt. ”I ved, hvordan jeg bliver, når jeg er sulten.”
Det ved Kaput og Finito alt om. En sulten boss er festlig som en havenisse fyldt med dynamit.
”Jeg vil ha’ en bøf,” siger bossen. ”Bøf vil jeg ha’.”
”Javel, boss,” nikker Kaput. ”Vi hører, hvad du siger, boss. Finito, gå ud og skaf en bøf til bossen.”
”Tjek,” siger Finito og skal til at gå. ”Jeg okser afsted med det samme.”
”Og der skal være bolle rundtom,” tilføjer bossen. ”Og ketchup og agurk. Og fritter til. Og godt med remo.”
”Du vil ha en burger, altså?”
”Ja,” råber bossen. ”Hvor mange gange skal jeg sige det?”
”O.k., vi suser ned på Burger Viking,” siger Finito.
4
Her smiler bossen lusket. Som om han bare har ventet på, at de skulle nævne Burger Viking. ”Næ-hæ,” siger han. ”Så let går det ikke. Tror I, jeg gider æde sådan en latterlig, mikroskopisk kobøf? Nej, jeg vil ha’ en bronto-bøf. Pronto!”
Lige her føler Kaput og Finito sig hægtet af. ”En hvad, boss?” spørger Kaput.
”Bron-to-BØF! Skal jeg stave det for jer? B-ØF-F! Af en brontosaurus. Kort sagt en mega monster motorfokker af en brontoburger!”
Kaput ser på Finito, som om han leder efter et svar i Finitos ansigt. Desværre møder han kun det sædvanlige tomme udtryk. I stedet vender Kaput sig hjælpeløst mod bossen. ”Brontobøf?” spørger han.
”Nemlig,” siger bossen og klukker lidt, hvorpå han vinker dem hen til skrivebordet. Han har tydeligvis noget for. Kaput og Finito synes, han virker mistænkelig opstemt. Det er ikke nødvendigvis noget godt tegn.
5
Kapitel 2
Tre gange nej
Bossen skubber en masse bras til side og hiver en stor papirrulle frem, som han ruller ud. På den er der et billede af en brontosaurus. Altså sådan en langhalet dinosaur med elefantben, hvalkrop og en hals, der når op i frisk luft.
”Sådan en fætter her,” siger bossen og peger på dyret, der er XXX-large på alle ledder og kanter.
”Men, boss, det kan blive problematisk at skafe sådan en,” siger Kaput. ”eftersom de er uddøde.”
Bossen ser påtaget overrasket på Kaput, som om Kaput er dum i hovedet eller noget.
”Selvfølgelig er de uddøde, din ugle. Hvornår
har du måske sidst set en? Går de rundt her i byen måske? Vader de omkring i parken og laver
pølser på græsset? Stikker de hovedet ind ad
6
vinduerne til folk på femte sal og tømmer salatskålen?”
”Det bliver tre gange nej herfra,” mumler Kaput, som synes, at samtalen er ved at udvikle sig lidt fjollet.
Bossen lader rullen rulle sig sammen og dunker Kaput i hovedet med papirrøret. ”De er nemlig, som du ganske rigtig påpeger, uddøde.”
”For en masse millioner år siden,” nikker Kaput. ”Så derfor kan det blive et problem at skafe sådan en øglebøf.”
Her er det så, bossen slår ud med sine arme og udbryder: ”Ikke når man har lavet sin egen tidsmaskine!” Og tilføjer: ”Ta-daa!”
”Hvad mener du med ta-daa?” spøger Finito, hvorimod Kaput kigger på det, bossen peger på. Det er et rødt forhæng.
Bossen sender dem et af sine sjældne smil, mens han trækker forhænget til side og lader dem få udsyn til en genstand, som ligner et høn-
7
seæg på 300 kilo. Det står på nogle metalben, er lavet af jern og boltet sammen, så det ser pokkers solidt ud. Det ligner noget, som kan lave en masse ulykker.
8
Kapitel 3
Fra A til Z på nul komma fem
”En tidsmaskine!” gisper Kaput.
”Må jeg være fri! Det er en tids-teleportøse, men princippet er det samme. I stedet for at sende jer fra A til B sender den jer fra A til et sted i tiden. Lad os kalde det Z.”
”Z?”
”Fra A til Z,” nikker bossen. ”Z som zero. Lige noget for to nuller som jer.”
”Og med ’jer’ mener du så os?” skal Finito have opklaret.
”Ja, hvad tror du selv?” siger bossen og tilføjer, at tøsen har plads til to.
”Tak for kafe!” mumler Finito. ”Jeg går ned og sorterer rotter.”
9
”Jeg går med,” nikker Kaput. ”De sorterer jo ikke sig selv.”
”I to går ingen steder,” råber bossen. ”I rejser. I min opfndelse. Til krudttiden!”
”Mener du kridttiden?” spørger Kaput.
”Selvfølgelig mener jeg kridttiden, klaphat,” råber bossen. ”Hvor fanden fnder man ellers en bronto til at lave bøf af? Og bøf vil jeg ha’. Er det for meget forlangt?”
”Boss, er det nu nogen god idé?” siger Finito i et forsøg på at smyge sig udenom. ”At sende os 60-70 millioner år tilbage i tiden for at fnde en brontosaurus, vi kan slå ihjel, når vi har en masse rotter at sortere?”
”Det er også snart fodringstid for dine krybdyr,” tilføjer Kaput nikkende. ”De har ikke spist i fere måneder.”
”Så kan de nok vente en dag eller to. Men jeg er sulten NU! Ind i tids-teleportøsen med jer. Alt er parat.”
10
Bossen pufer dem ind i metalægget og meddeler, at de har præcis to timer til at skafe en bøf, derpå vil tøsen automatisk returnere til nutiden.
Og så gør de klogt i at have en frisk brontobøf med. De får også lige en motorsav og en bazooka med, men så er der heller ikke plads til mere.
”Er du sikker på, den virk…?” når Kaput lige at spørge, inden bossen smækker den lufttætte luge i og drejer på håndtaget, hvorpå han stryger hen til kontrolpulten og gør klar til at sende dem på tidsrejse.
11
Kapitel 4
Afgang!
Gennem koøjet kan Kaput og Finito se bossen dreje ivrigt på knapper og hive i håndtag. Han
ligner en gal videnskabsmand i gang med sit livs forsøg. Faktisk er han en gal videnskabsmand i gang med sit livs forsøg.
I næste nu begynder luften udenfor koøjet at slå gnister.
Teleportøsen giver sig til at hoppe og danse som en tørretumbler fyldt med bowlingkugler.
”Hold på hat og briller,” råber bossen gennem larmen og vinker til dem. Inde i ægget holder Kaput og Finito sig for øjnene.
Alt ryster og skramler. Teleportøsen bliver borte nogle sekunder og kommer så igen, hvorpå den bliver sløret – først lidt, så mere og mere.
12
Og med en lyd, som når man fyrer en bordbombe af til nytår, er den væk. Bortset fra at der ikke kommer fag og konfetti over det hele. Der kommer kun lidt hvid damp og en bølge af kulde. Og derefter står metalægget ikke længere i bossens værksted.
Bossen ser på sit ur. Om to timer vil apparatet dukke op igen. Hvis forsøget altså virker, og alt går, som det skal. Det vil kun tiden vise.
13
Kapitel 5
Tiden flyver
”Se nu, hvad du har rodet os ind i,” lyder det forbitret fra Kaput, mens ægget hvirvler rundt og
knager og rasler i alle sammenføjninger. Finito bedyrer, at det i hvert fald ikke er hans skyld. Og herefter starter en bitter udveksling af gensidige beskyldninger, bebrejdelser og anklager.
Mens de skændes, går der fem minutter inde i kabinen, men på den anden side af koøjet farer sole og galakser forbi i en orkan af blitzglimt og gnister. Det minder om en vild aften på det lokale diskotek, bare uden drinks og dans. Og spillet på tidobbelt hastighed. På den måde går der 65 millioner år og lidt til på et øjeblik. Og sådan kan man slå tiden ihjel med et godt skænderi.
14
Hvis man et øjeblik forestiller sig, at man stod i en eller anden tåget urtidssump og kiggede på snadrende øgler gennem sin fuglekikkert, ville man denne formiddag opleve et lysglimt fulgt af en trykbølge, og dernæst ville man se et stort, æggeformet objekt komme til syne. Et øjeblik ville det stå og rokke fra side til side på sine tynde metalben, inden det bestemte sig for at tippe over og lande på den side, hvor der tydeligvis var en luge med et koøje i.
Klonk! Så lå det der.
15
Kapitel 6 Oviraptor
Kaput og Finito er nu fanget i et metalæg med åbningen nedad og pænt langt væk fra hjælp og assistance. 65 millioner år og lidt til for at være præcis.
Heldigvis træder en øgle i det samme ud af sumpkrattet og ser lækkersultent på den æggeagtige genstand, hvorfra der lyder bankende lyde og råb. Det er en oviraptor, og en forbandet stor en af slagsen og med forkærlighed for æg. Inde i kabinen kan Kaput og Finito heldigvis ikke se øglen luske nærmere med blikket stift rettet mod denne godbid. Men lidt efter høres skramlen og hakken, og teleportøsen ryster.
”Mere tidsrejse,” stønner Finito.
”Mayday!” råber Kaput ind i mikrofonen.
16
Oviraptoren bruger nogle minutter på at bakse med ægget, indtil dens valnøddehjerne omsider erkender, at dette æg hverken lader sig knække eller æde. Skufet losser den det væk. Denne gang lander teleportøsen med lugen opad. Kaput og
Finito får den åbnet, og kridttidens iltmættede luft hjælper lidt på kvalmen. De har det faktisk lidt, som om de har været på diskotek hele natten. Kaputs hoved føles, som om han har nikket spejlkuglen en skalle.
”Du går først,” siger han til Finito.
”Hvorfor skal jeg?”
”Fordi du har mod, mandshjerte og masser af muskler. Og fordi du er nærmest døren.”
”Jeg skal ingen steder,” afgør Finito. ”Slet ikke ud i det der grønne helvede.”
Kaput river bazookaen til sig og sparker lugen helt op. ”Finito, sommetider må man tage springet og gå den anden vej.”
17
”Du mener: dø med støvlerne på og oprejst pande?” siger Finito.
”Noget i den retning,” siger Kaput og smyger sig ud af kabinen. ”Tag motorsaven, og lad os få fat i den øglebøf. Hvad kan overhovedet gå galt?”
18
Kapitel 7 Guldsmed
De vandrer ud i et landskab, som er frodiggrønt og dækket af en let varmedis. I horisonten ryger det lystigt fra nogle vulkaner. Det forklarer måske de lette jordrystelser, de hele tiden kan mærke.
En brummelyd får dem til at kigge rundt.
”Hør, er der nogen, som fyver med droner?”
udbryder Kaput og ser op i luften.
Nogle guldsmede på størrelse med fjernstyrede
modelfy fstrer rundt et stykke over sumpen.
”Jeg håber ikke, her også er myg,” gyser Finito, ”for vi har ikke noget myggespray med.”
”Myg er nok vores mindste problem her.”
Kaput ser sig mistænkeligt om med bazookaen klar. Men det får han ikke helt ret i. En guldsmed
skyder som en pil ned og står stille i luften foran
19
dem. Dens brummelyd får alt til at vibrere. Ikke mindst luften. Den er på størrelse med en ørn, men noget mere dum at se på.
”Det kalder jeg et insekt,” siger Kaput.
”Alt er større i kridttiden,” minder Finito ham om. ”Nu gælder det bare om at undgå at rende ind i en T. rex, for det ville være total nedtur.”
De kan se deres eget spejlbillede i guldsmedens kæmpeøjne. Den er i gang med at undersøge deres egnethed som føde.
”Skrid,” siger Kaput og slår ud efter den. Han er i dårligt humør efter tidsrejsen og desuden bevæbnet med en bazooka.
Guldsmeden skifter plads som et lyn. Den vugger lidt op og ned i luften, mens vingerne svirrer med en irriterende brummen.
”Jeg pløkker den,” afgør Kaput.
”Nej, vent, lad hellere være,” kommer det formanende fra Finito. ”Vi kan få uoverskuelige problemer.”
20
”Den skide kakerlak der kan få problemer,” siger Kaput og afsikrer våbnet.
Heldigvis løser problemet sig selv. Guldsmeden stiger til vejrs som et lyn og med en lyd som en udboret knallert.
21
Kapitel 8
Sommerfuglens vinge
”Godt, du ikke skød den,” siger Finito. ”Tænk på sommerfugleefekten.”
”Sagde du ikke, at det var en guldsmed,” knurrer Kaput, ”og tilmed en pænt stor en af slagsen.”
”Sommerfugleefekten er det med lille årsag, stor virkning. Hvis en sommerfugl basker med vingerne i Sydamerika, bliver det regnvejr i Kina. Og sådan.”
”Hallo, professor. Sydamerika og Kina er slet ikke opfundet. Det her er kridttiden, hvis du skulle have glemt det.”
”Men tænk på de mange millioner år. Hvem ved, hvordan fremtiden bliver, hvis vi laver for meget rod i … øh, nutiden ved at gå og pløkke
22
guldsmede? En lille bitte ændring kan mangedobles gennem tiderne.”
”Jeg hører dig,” siger Kaput og sænker bazookaen. ”Men husk, hvad der skete, da en fue føj ind til bossen i teleportøsen. Var det ikke sket, havde vi ikke stået her i dag.”
Finito kan godt se, at Kaput har en pointe. De feste insekter bestiller ikke andet end at være irriterende. Faktisk burde Kaput have nakket den guldsmed, da han havde chancen, så havde fremtiden måske set anderledes ud.
De træder gennem nogle bregner og står i næste øjeblik ansigt til ansigt med noget, som mest af alt ligner en fre meter høj struds, som nogen har limet indianerfjer på. Den retter et forvirret blik mod dem og udstøder en kaglelyd, hvorved den samtidig får fremvist et tandsæt, som kunne gøre en spækhugger misundelig. Det er oviraptoren igen.
23
”Husk sommerfugleef…” når Finito lige at sige, inden Kaput blæser hovedet af øglen med bazookaen.
Resten af dyret står lidt og vakler på usikre ben med blodet sprøjtende som et springvand, indtil den pludselig og umotiveret giver sig til at løbe rundt i cirkler. Heldigvis kun et øjeblik, så får blod- og hovedmangel dens ben til at ekse, og den tilter omkuld i nogle padderokker.
”Var det nu klogt?” spørger Finito.
”I stedet for at stå der og stille hypotermiske spørgsmål skulle du måske se at få saven startet, så vi kan få skåret en luns ud af det forvoksede fjerkræ der.”
”Men er det en brontosaurus?”
”Tror du, bossen kan smage forskel?” råber Kaput ophidset. ”Kom i hug! Sav!”
24
Kapitel 9 XXXXL
Et øjeblik efter genlyder sumpen af en motorsav og nogen, som siger yrdrk og æv! Og lidt efter står Finito med noget, som seriøst ligner et kyllingelår på 60 kilo. Han er endvidere sovset ind i øgleblod, fjer og dun. Kaput har været klog nok til at holde vagt og ikke mindst holde afstand. Lidt fordele skal der være ved at være ham, som har bazookaen.
”Det her er klart værre end at sortere rotter,” afgør Finito.
”Nu ikke så meget snak. Lad os så komme tilbage til teleportøsen.”
Så er guldsmeden der igen. Den snupper lynsnart låret og suser afsted med byttet.
25
”Hallo! Kom med det ben,” skriger Finito og vifter en truende næve efter tyveknægten. Kaput får bazookaen op på skulderen. ”Sommerfugleefekt eller ej, nu skal jeg forvandle den brumbasse til konfetti.”
”Rolig, Kaput. Der er stadig et lår tilbage på øglen her.”
”Af vejen, Finito, og hold op med at ævle om lår.” Kaput pufer Finito ud af skudlinjen, så Finito desværre træder direkte ned i en ildelugtende bunke, der i mistænkelig grad minder om en mammutlort i størrelse holy moly! Faktisk synker Finito i til op over knæene.
”Ej, helt ærligt,” udbryder han og trækker benet til sig. ”Mine sko!”
I næste øjeblik formørkes solen af en enorm skygge. Noget, som mest minder om en hval, stiger op af sumpen og ryster vandet af sig. Det regner ned over dem med mudder og andemad.
26
Langt oppe skimtes et hoved, og hovedet er i fuld gang med at gnaske et halvt ton vandplanter i sig.
27
Kapitel 10 Forbier
”En bronto!” gisper Kaput. ”Hvor heldig kan man lige være?” Han får bazookaen drejet i stilling.
Brontosaurussen er stor som et hus og tager udsynet til alt andet. Inklusive sollyset. Den er så absolut på skudhold.
”Sommerfu…” siger Finito, mens han hiver benet ud af monsterlorten.
Kaput fyrer bazookaen af, men hvor utroligt det end lyder, lykkes det ham at ramme ved siden af. Granaten suser lige mellem kæmpens stolpeben og forsvinder ud i sumpen med et fjernt plump.
”Forbier!” udbryder Finito. ”Helt ærligt, Kaput, hvordan kan du ikke ramme den?”
”Jeg, øh … den, øh! Jeg ville bare skræmme den,” siger Kaput.
28
De ser op på hovedet, som er nogle etager over dem. Den fredelige kødæder tygger, men synes dog at være opmærksom på noget, som foruroliger den lidt.
Og det er så her, rovøglen dukker op.
29
”Flot,” siger Finito. ”Jeg tror ikke engang, den opdagede noget.”
Kapitel 11
50 tons død
Ingen tidsrejsehistorie til kridttiden uden et møde med en rovøgle. Regel nummer ét! Dog er det ikke en T. rex, som træder ind på scenen (det ville være ren kliche), men T. rexens noget større slægtning: den forfærdelige spinosaurus. En giga-gigantisk kødæder, tung som en bus og med tænder som et skævt stakit. Den ligner en blanding af en langbenet krokodille og et mareridt på fre ben. Og så er den udstyret med et fjollet hudsejl på ryggen. Dette monster vælter ud af sumpens krat, og det kommer ikke for at vinde en popularitetskonkurrence.
Spinosaurusser er i stand til alt, lige bortset fra at blæse ild ud af gabet, og nu farer bæstet direkte i fæsket på den søgræsgnaskende plan-
30
teæder, som i løbet af nogle dramatiske minutter forvandles til 50 tons meget død dinosaur spredt over et større stykke søbred.
Rovøglen kaster triumferende sit blodindsyltede hoved tilbage og udsender et skingert fugleskrig, som lidt ødelægger dens barske image.
Kaput og Finito har klogelig holdt sig på afstand af dramaet, men nu vover de sig frem. Og mens spinosaurussen puster ud og derfor er lettere uopmærksom, ser de deres snit til at nuppe en løsrevet luns brontokød, hvorefter de i en fart sætter kurs mod teleportøsen.
Det er i sidste øjeblik, for næppe har de bragt sig selv og deres blodige bøf ombord, før tidsmekanismen begynder at røre på sig.
”Har vi allerede været her i to timer?” gisper Finito.
”Tiden går stærkt, når man er i godt selskab,” siger Kaput og skruer lugen forsvarligt fast indefra.
31
Kapitel 12
Pause
Udenfor begynder det at gnistre. De fjerne vulkaner bliver uskarpe og forsvinder. Bregner og
padderokker og faksende guldsmede kommer og går, og det samme gør diverse øgler. Så føjter
galakser og sole og almindeligt virvar forbi udenfor koøjet.
Finito sidder med den bloddryppende kødluns og puster ud. ”Det kalder jeg en bøf,” siger han.
”Nu kan bossen da ikke andet end være tilfreds.”
”Lige bortset fra at vi efterlod motorsaven og bazookaen,” siger Kaput. ”Jeg håber ikke, at en eller anden urtids-idiot fnder den og får gode idéer.”
”Den tid, den sorg,” siger Finito. ”Man kan ikke slå et æg i stykker uden at lave en omelet. Og hel-
32
ler ikke hente en steak fra fortiden. Vær hellere glad for, at vi slap for at afive den bronto, men lod den der drage gøre det beskidte arbejde.”
Finito, som er syltet ind i blod, fjer og dun, for ikke at tale om andre unævnelige ting, er måske ikke helt enig. Han skal i hvert fald hjem i bad. Og han kunne også godt trænge til at komme på toilettet.
Tidsrejsen føles mere behagelig denne gang. Måske er der virkelig forskel på at rejse forlæns og baglæns. I hvert fald er det lige før, de to håndlangere nyder turen, selvom Finito er begyndt at sidde lidt uroligt.
”Du, Kaput,” siger han. ”Det er ikke sådan, at vi lige kan gøre et kort holdt? Jeg skal ret meget tisse.”
”Tisse?!” En nerve rykker lidt ved Kaputs øje.
”Når vi er på tidsrejse? Sig mig, tror du, der er rastepladser på tidens motorvej? Tror du lige, vi
33
kan gøre holdt, for at du kan hælde vandet fra kartoferne?”
”Men, Kaput, jeg lover at skynde mig.”
”Du må holde dig. Vi er der snart. Se, vi nærmer os det 20. århundrede.”
Han peger på tidsmaskines indvendige kontrolpanel, hvor tallene fser rundt som frugterne i en enarmet tyveknægt. Det er tydeligt, at kapslen arbejder sig frem mod nutiden. Men så lyder en række bankelyde. Maskinen og dens indhold ryster.
”Hvad nu?” himler Kaput op. Tallene kører langsommere, maskinen taber fart.
”Kom nu, kom nu!” råber Kaput og banker på skærmen. Det hjælper. Maskinen holder op med at ryste. Tallene står stille. Et lille stykke inde i det 20. århundrede.
34
”Sig, det er løgn!” Kaput er ved at få et fip.
”Vi gik i stå. Hvad er det her for en elendig tidsmaskine?”
”Måske er der ikke mere strøm på,” foreslår Finito. ”Så kan jeg lige komme ud og tisse.”
Kaput fnyser og gnider dug af koøjet. Udenfor ses et landskab, som virker noget mere venligt end det, de kommer fra. De befnder sig i en fredelig egn med skovklædte skråninger og fjerne snedækkede bjerge. Her er et behageligt fravær af dinosaurer og ildsprudende vulkaner, til gengæld høres nogle koklokker og en muhen fra en nærliggende græsmark.
Kaput får lugen helt op. En dreng i tyrolerbukser står og kigger på dem. ”Guten Tag,” siger han.
35
Kapitel 13
Was ist das?
”Vent her,” siger Kaput og træder ud. ”Du skulle nødig skræmme livet af ungen, sådan som du ser ud.”
”Men jeg er ved at tisse i …”
”Ja, det har jeg efterhånden fattet, men hold dig i det mindste, indtil jeg har spurgt knægten, hvor vi er.”
Kaput træder ud af kapslen og vinker drengen hen til sig.
”Halløj, pomfrit, kan du sige os, hvor vi er?”
”Og hvornår,” tilføjer Finito inde fra kabinen.
”Was?” lyder det fra ungen.
”Jamen herligt, han forstår ikke dansk,” sukker Kaput. ”Hvo-er er viii?” tilføjer han meget langsomt.
36
”Prøv tysk så,” foreslår Finito.
”Wo ist vi?” spørger Kaput. Ungen, som ved nærmere eftersyn ligner en lille bavian, som nok skal vokse op og blive en grobrian, oplyser, at stedet hedder Braunau am Inn. I det østrig-ungarske storrige. Selv hedder han Adolf. Og hans far er grænsebetjent. Og hans mor og ham er lige henne ved grænseposten og afevere en skål suppe.
Mens drengen har fortalt sin livshistorie, som Kaput ikke har fattet et ord af, er han gået interesseret hen mod ægget. ”Was ist das für ein Dingenot?” spørger han og peger.
”Das ist ein ding-ding,” siger Kaput. Her bliver de afbrudt, da Finito vælter ud af kapslen. Med lort på skoene og med en blodig kødklump i armene.
”Hold lige den her,” siger han og læsser brontobøfen i favnen på Adolf.
37
”Donnerwetter!” gisper ungen og går lidt i knæ under vægten af det bloddryppende kød.
Finito styrter om bag et træ og åbner for sluserne.
”Ingen panik, det er bare en bøf til vores boss,” siger Kaput og blinker til drengen.
”Bof!” siger ungen, som nu forekommer lidt bleg.
”Fleisch aus dinosaur. Sehr gut! Viele mange vitaminer,” lyder det omme bag træet, hvorfra en plasken høres ledsaget af en nydende lyd.
Ungen ser på kødet og derpå på Kaput og derpå hen på træet igen.
Så stikker han i et vræl, smider alt fra sig og løber sin vej.
Lidt efter dukker Finito frem igen. Nu i en noget mere afslappet udgave. Han får øje på bøffen, som er blevet smidt i græsset, og skynder sig at redde den.
38
”Ungen stak af. Han kunne vist ikke tåle at se blod,” oplyser Kaput.
”Hvad skulle jeg gøre? Jeg skulle sådan tisse.”
Kaput ryster på hovedet. ”Den dreng kommer aldrig til at spise kød igen.”
”Nå, nu kommer hans mutter vist,” siger Finito og peger på en kjoleklædt kvinde, som er på vej mod dem. Foran hende er den blodplettede knægt ved at udpege dem. ”Komm, Mutti, der ist die zwei Schweinhunde, som efter mig geworden werden was.”
Konen truer og bruger mund. Hun er tydeligvis i krigshumør på egne og sønnens vegne. Længere bagude kommer en fyr springende i uniform. Han er bevæbnet med en sabel. Konen vinker ham ivrigt med.
”Skynd dig, Alois. Nu er der igen nogle folk i en sær hesteløs vogn, som er ude efter vores lille Adolf.”
39
”Verdammt og fordømt! Lad mig kanøfe de kanutter, Klara,” brøler den vrede mand. ”De skal smage min snabel … øh, sabel!”
”Lass vores dreng i fred være!” skriger den vrede mutter og truer. ”Det er snart hver og hver anden dag, at onde folk kommer ud af det blå for at gøre vores lille Adolf fortræd. Hvad har det stakkels barn da gjort, siden alle vil ham til livs?”
”So sandt mit navn er toldbetjent Hiedler, skal de to få deres røve på komedie,” bjæfer sabelsvingeren, som åbenbart er barnets far.
Nu har den ophidsede kvinde fået fat i en høtyv, og hun er ikke bange for at bruge den.
Kaput og Finito får travlt med at evakuere sig selv og bossens bøf. Ti sekunder senere har de låst sig inde i kapslen, og Kaput hiver og trykker på alt, hvad der kan hives og trykkes på.
”Start, elendige maskine!” råber han og hamrer på kontrolpanelet.
40
Udenfor koøjet kigger vrede og råbende ansigter på skift ind til dem, mens der bliver hamret på lugen.
41
Kapitel 14
Hjemme igen … eller?
Heldigvis begynder kapslen at ryste, og det er ikke, fordi papa Hiedler forsøger at vælte den, godt hjulpet af sin iltre søn, som galper op og fægter med arme og ben som en hidsig sprællemand. Den lille galning får sat ikke så få blodige aftryk på ydersiden af glasset med sine beskidte næver. Til sidst brillerer han ved at skubbe til tidskapslen, så den ruller ned ad en skrænt og får en fok østrig-ungarske køer til at vælte som kegler.
Tallene på skærmen begynder at sitre, og snart er den arrige og råbende familie og de forvirrede køer forsvundet i gnister og galakser.
”I sidste øjeblik,” siger Kaput og tørrer sved af panden.
42
”Du milde,” siger Finito. ”Jeg var godt klar over, at folk ikke var videre finke i gamle dage, men de her tager prisen.”
”Jeg ville nok også blive sur, hvis nogen kom og sovsede mit barn ind i øgleblod,” siger Kaput.
”Ja ja, det vigtigste er, at vi kom væk. Men jeg synes ærlig talt, at folk er lidt hysteriske. Der er vel ingen grund til at starte tredje verdenskrig, fordi ens unge får lidt snavs på tøjet.”
”Nej, og da slet ikke, når man ikke engang er nået til første,” siger Kaput.
På viseren farer nålen forbi 1913, og tallene skifter hurtigere og hurtigere. 1920’erne, 30’erne og så fremdeles suser forbi. Tiden går med foruroligende hast. Fortiden farer forbi. Og inden Kaput og Finito får set sig om, falder kapslen til ro.
Årstallene står stille. Udenfor koøjet genkender Kaput bossens værksted.
”Hurra!” siger Kaput. ”Vi er tilbage i nutiden.”
43
44
”Herligt,” siger Finito. ”Så lad os komme ud af den her kiksedåse, inden der sker fere ulykker.”
Kapitel 15
Et andet univers
De får lugen op og vælter ud af tidskapslen. Og der står bossen. Han er ikke alene. Birgitte er der også. Hun og bossen står i hver sit pandakostume.
”Hvordan er det, I ser ud?” spørger Birgitte.
”Birgitte! Er du her?”
”Naturligvis er jeg her. Hvor skulle jeg ellers være?”
”I femten hundrede og hvidkål,” siger Kaput lettere hjælpeløst, mens Finito bare slår ud med armene.
Birgitte siger, at hun ikke aner, hvad de taler om. Så vidt hun ved, har hun været gift med Nulle (altså bossen) de sidste to år. De mødtes faktisk
45
ved pandaburet i Zoo, hvor det var kærlighed ved første blik.
Kaput fatter ingenting.
”Sommerfugleefekten!” gyser Finito. ”Jeg sagde det jo.”
Det rykker i en nerve under Kaputs ene øje. ”Siger du, at Birgitte og bossen er blevet gift, fordi jeg skød hovedet af en øgle? Er det dét, du står og siger?”
”Noget er i hvert fald gået galt,” siger Finito.
”Måske fk vi aldrig sendt hende afsted. Eller hvad
ved jeg. Måske er vi slet ikke dem, vi var før.”
”Tal for dig selv, Finito,” stønner Kaput. ”Jeg
føler mig i hvert fald rimelig meget som mig selv, bortset fra at jeg er helt rundt på gulvet.”
Bossen kommer hen og tager et grundigt kig på dem.
”Sig mig, hvorfor er I indsmurt i blod? Man
skulle tro, I har begået et mord.” Bossen sender
dem et smil. Af en eller anden grund har han fået
46
sin gamle facon igen. Altså før det med fuen. Og hans stemme er også helt almindelig.
”Men, boss, vi skulle jo skafe dig en bøf.”
”Bøf? Må jeg være fri! I ved da, at jeg er veganer. Fjern venligst det klamme kødprodukt fra mit åsyn.”
”Jamen, boss, du bad os jo selv om at hente en brontobøf.”
”Hvad vrøvler I om?” ler bossen. ”Jeg sendte jer godt nok afsted i tøseportilen, men det var for at hente lidt frisk kviput til Blabubben.”
”A’hva’ for en fsk?” spøger Finito. Bossen klukker og siger, at Kaput og Finito da altid har været nogle værre spøgefugle. Altid fulde af sjov og skøre påfund.
”Tag dig ikke af ham,” hvisker Kaput til Finito.
”Vi er havnet i et eller andet parallelunivers. Og her er bossen åbenbart fink. Og ting hedder noget mærkeligt.”
47
”Ja, det forklarer i hvert fald en del,” siger Finito.
”Det må være, da ham mini-Hitler skubbede ægget udover skrænten. Et eller andet har lavet en lille ændring, som nu er blevet forstærket. Den lille lort har altid forstået at lave rav i den.”
De kigger rundt; kontoret ligner ikke ligefrem sig selv. For eksempel er det pyntet op til fest.
Birgitte kalder på bossen og beder om hjælp til at hænge kulørte lamper op. Gæsterne kan være her hvert øjeblik. Bossen smiler til dem og undskylder sig med, at han lige må hjælpe sin kone.
”Hvad fejrer I?” drister Finito sig til at spørge.
”Dompap,” ler Birgitte og tjatter til ham. ”Vi fejrer selvfølgelig, at Nulle og jeg har kendt hinanden i tre år. Og fordi vi mødtes foran pandaerne, har vi bedt alle, som kommer, iføre sig pandadragt.”
”Vi kører pandatema,” tilføjer bossen smilende.
48
Kaput går resolut hen til bossens reol og får historiebogen ned. Han bladrer hurtigt hen til femten hundrede og hvidkål. Stedet, hvor de ved en fejl fk sendt Birgitte hen (i første bog). Sidst de kiggede i den gamle historiebog, var Birgitte, som til daglig var biolog i Zoo, blevet til den hellige Birgitte af Botnakkebjerg, som ifølge sagnet var dukket op under slaget dér i 1500 og hvidkål iført pandakostume. På grund af denne noget overrumplende hændelse blev de stridende parter distraherede, og slaget faldt fra hinanden.
Oluf Sildefjæs’ invasionshær fygtede i rædsel, mens bondehæren med kong Knut i spidsen så Birgittes ankomst som et tegn fra højere magter. Senere blev Birgitte gift med kongen og adopterede en bjørn.
Det vil sige, denne version stod i historiebogen, da Kaput slog det op den anden aften. Lige efter at han og Finito havde gemt Birgitte i den ene teleportøse og derefter ved en fejl var kommet
49
til at teleportere hende væk (og væk skal i dette tilfælde forstås som tilbage i tiden).
Nu står der ikke et hak om nogen Birgitte, kan Kaput se. Og heller ikke noget om noget giftermål eller adoption af en bjørn. Faktisk er det, som om slaget aldrig har fundet sted.
Mens Kaput lader disse nye oplysninger synke ind, har Finito været en tur i kælderen under bossens værksted, hvor han kan konstatere, at der ikke længere er nogen krybdyr. Overhovedet ingen. Ikke engang den tre meter lange alligator Gerda. Der er også et behageligt fravær af døde rotter.
Til gengæld fnder han sådan nogle hvide papirdragter, som man bruger, når man maler vægge, for ikke at grise tøjet til. Lidt sort maling hist og pist og de har hver en fn pandadragt, så de kan deltage i bossens og Birgittes fest. Han skynder sig ovenpå og viser Kaput dem.
50
51
”Hit med en,” siger Kaput, som ikke rigtig kan overskue mere lige nu.
Kapitel 16
Alt var godt
Når enden er god, er alting godt, siger man jo. Og i dette tilfælde er enden rigtig god. Kaput og
Finito er i hvert fald ikke dem, som skal klage.
Bossen drømmer hverken om verdensherredømmer eller om at begå kriminelle ting. Han råber heller ikke ad dem længere eller kyler ting
efter dem. Og hans interesse for krybdyr er lig nul.
I stedet hygger han sig med at pusle med teleportøsen – eller tøseportilen, som han kalder den i denne dimension.
Ikke engang dét med fuen får nogen klokke til at ringe hos bossen. Han har ingen erindring om, at et fyvende insekt nogensinde har blandet sig i hans videnskabelige forsøg. Eller at Finito ved
52
en fejl fk ham forvandlet til en havenisse med heliumstemme og et humør så ustabilt som en spand nitroglycerin i en cementblander.
Det var aldrig sket.
Alt var godt.
Alt er godt.
”Vi har det godt her,” siger Finito et par dage efter, mens han ligger henslængt i en blød sofa og hygger sig med en skål popcorn. Bossen og Birgitte er gået i bifen for at se en kærlighedsflm, så Kaput og Finito har det hele for sig selv.
”I denne dimension, ja,” nikker Kaput. ”Og ingen grund til at lave om på det.”
”Ingen arme, som skal brækkes, eller døde rotter, der skal sorteres.” Finito kaster nogle popcorn ind i munden. ”Livet er lutter lagkage og en dans på roser.”
”Og slut med fjollede fysikforsøg med at sende folk fra A til B for ikke at tale om tilbage i tiden,” smiler Kaput tilfreds.
53
”Hvem ved, måske gør den der sommerfugleefekt i virkeligheden tingene bedre?”
”Noget kunne tyde på det, Finito,” nikker Kaput og rækker ud efter popcornene. ”Noget kunne tyde på det.”
En skramlende lyd høres henne fra den fjerne ende af værkstedet. Det lyder lidt som en bowlingkugle i en tørretumbler. Den ene tøseportil rokker fra side til side, mens et par gnister springer mellem dens metalben. Kaput taber de popcorn, han lige har fået raget til sig.
Finito ligger med en håndfuld halvt oppe ved munden. Også hans øjne rettes nu mod værkstedets fjerne ende.
Begge ser de lugen glide op på den ene tøseportil. Der lyder en hvislende lyd, og damp strømmer ud.
I næste nu træder en skikkelse ud af dampskyen. En lille, sammenpresset skikkelse, som ligner en havenisse i krigshumør.
54
”Bossen!” gisper Kaput og Finito i munden på hinanden, og Finito får hældt alle popcornene udover sig selv og sofaen.
”Nå, der er I to paphoveder,” råber bossen med sin hysteriske heliumstemme. ”Jeg har ledt efter jer i hundrede år. Og så sidder I her og fser den af og æder popcorn. Hvor er min bøf? Hvor i hede hule Helsinge er min bøf?”
55
Kaput og Finito går til hånde hos en gal opfnder. Ikke nok med, at de må fnde sig i hans lunefulde humør, de må også fnde sig i at blive brugt som forsøgskaniner i hans opfndelser, fx da han får bygget en tidsmaskine.
De to uheldige håndlangere bliver sendt på en vild tidsrejse, hvor de både må kæmpe med sultne dinosaurer, møder Hitler som barn og kommer på tværs af en atombombe som er havnet et helt forkert sted.
Det er måske den skøreste historie i 65 millioner år!
